ADHD and the Nature of Self-control

ADHD and the Nature of Self-control

Citat fra bogen: “Opmærksomhedsforstyrrelse og udviklingen af selvkontrol”, Munksgaards Forlag, oversat af Henny Thomsen (2000) fra Dr. Russell A. Barkley, Ph.D. – “ADHD and the Nature of self-control” (1997).

Konklusion

Jeg har her i bogen forsøgt at vise, at ADHD er langt mere end blot en opmærksomhedsforstyrrelse.

Samtidig med at jeg har vist, at det centrale problem i forstyrrelsen er hæmning af adfærd, har jeg også forsøgt at vise, at ADHD består af langt mere end blot en mangelfuld adfærdshæmning.

For det fremgår både af den neuropsykologiske og den udviklingspsykologiske forskning, at adfærdshæmning bidrager til, at hjernens eksekutive funktioner og den deraf følgende selvregulering udvikles og fungerer effektivt.

Da jeg gennemgik de tidligere modeller af eksekutive funktioner forsøgte jeg at udvælge de generelle funktioner, som andre igen og igen havde fundet frem til som mest værdige til betegnelsen „eksekutive”. Disse funktioner er eksekutive af karakter i den forstand, at de hjælper os med at styre vor egen adfærd.

De generelle eksekutive funktioner synes at bestå i en kraft til skjult at sanse for sig selv (nonverbal arbejdshukommelse), skjult tale (verbal arbejdshukommelse), skjult følen og motivering af sig selv samt skjult eksperimentering med egen adfærd (reorganisering).

Jeg har forsøgt at vise, at disse funktioner deler en fælles oprindelse og har et fælles formål. De har deres oprindelse i offentlige adfærdsformer, som bliver vendt mod personen selv og derpå bliver private eller skjulte i form – dvs. at visse adfærdsformer internaliseres under udviklingen og dermed muliggør selvregulering i forhold til tid, så adfærden kan rettes mod en forventet fremtid.

De eksekutive funktioner indebærer et skift i adfærdskontrol fra eksternt til internt repræsenteret information, fra kontrol ved hjælp af den umiddelbare kontekst og det øjeblikkelige nu, til kontrol ved hjælp af langsigtede kontekster og de konsekvenser, de rummer.

Denne internt styrede og motiverede adfærd organiserer adfærden i tid og retter den mod fremtiden for at sikre det størst mulige langsigtede udbytte for personen. Deri består dens endelige psykologiske værdi.

Jeg har gennem hele bogen argumenteret for, at ADHD på grund af den tilgrundliggende forsinkelse af adfærdshæmning vil forsinke og forstyrre den almindelige udviklingsbestemte internalisering af adfærd, som fører til selvregulering.

Personer med ADHD er derfor ikke i samme grad som jævnaldrende i stand til at sanse for sig selv i det skjulte, tale med sig selv, motivere sig selv og føle for sig selv, manipulere med og reorganisere deres egen adfærd.

De tænkemåder, som disse internaliserede adfærdsformer betinger, vil mindskes af ADHD, så tænkemåderne vil blive mere eksterne end interne, og der vil ikke i samme omfang som normalt forekomme adfærd, som er internt simuleret, udvalgt, styret og motiveret over tid.

Personer med ADHD er derfor i højere grad under kontrol af den umiddelbare kontekst, ydre information og motivationskilder og det øjeblikkelige nu, og i væsentlig mindre grad under kontrol af tiden, fortiden, fremtiden og den indreskabte motivation, som styrer adfærden bort fra øjeblikket hen mod denne fremtid.

Personer med ADHD lider af en form for tidsmæssig nærsynethed eller blindhed, som i høj grad vil være ødelæggende socialt, uddannelsesmæssigt og erhvervsmæssigt, fordi den spolerer deres daglige tilpasning i forhold til tid og fremtid.

Jeg har forsøgt at påvise, at der følger en række vigtige implikationer af den foreslåede ændring i opfattelse af ADHD – ikke mindst en erkendelse af, at vanskelighederne med hæmning, selvregulering og tidsfornemmelse ikke skyldes personen selv.

Forskningen peger massivt på, at det er arvelige og neurologiske faktorer, som er af størst betydning for forstyrrelsen, ikke dårlig opdragelse, kost eller overdrevent fjernsynskiggeri. Genetiske forskelle synes at forklare op til 80% af forskellene individer imellem med hensyn til symptomerne, hvorimod det fælles miljø forklarer meget lidt, hvis overhovedet noget.

Det åg, der har ligget på skuldrene af personer med ADHD på grund af andres moralske fordømmelse, personlighedsmæssige nedgørelse, anklager for syndighed og for bevidst sjofling af social ansvarlighed kan nu fjernes. De behøver ikke længere at bære det, for det står nu klart, at det vil vidne om utrolig mangel på videnskabelig indsigt i forstyrrelsen fortsat at have denne opfattelse.

Hvis vi virkelig skal sikre en effektiv behandling af ADHD, skal vi ikke blot lægge den moralske fordømmelse fra os. Det drejer sig heller ikke blot om en erkendelse af, at omverdenen skal forandres omkring personer med forstyrrelsen, samt at der for mange kan blive tale om at ordinere medicin, så der bliver tale om en medmenneskelig symptomlettende behandling af hæmningsvanskelighederne. Alt dette må tillige gøres ud fra en tanke om, at behandlingsbestræbel- serne skal være langsigtede og ledsages af medfølen og accept af den berørte person.

Hvis vi går videre til det større samfundsperspektiv, har jeg forsøgt at påvise, at personer med ADHD viser os et spejlbillede af os selv. For de har ved deres egen mangel på dette område vist os karakteren af vores egen selvkontrol. De har også vist os, at der sandsynligvis findes et universelt instinkt for selvkontrol vævet ind i vores neuropsykologiske udvikling samt at dette instinkt ikke er ligeligt fordelt inden for vores art.

Hvis individuelle gradsforskelle i ADHD symptomer overvejende er genetisk bestemte, må dette også gælde individuelle forskelle hos den almindelige befolkning med hensyn til selvregulering og evne til at rette adfærden mod fremtiden. Det må være således, eftersom ADHD blot repræsenterer den ekstreme ende af et kontinuum for et menneskeligt træk, som er ulige fordelt i befolkningen.

Personer med forstyrrelsen adskiller sig altså blot fra resten af os ved gradsforskelle. Vi må derfor udvise forsigtighed, for dømmer vi dem for hårdt, dømmer vi samtidig enhver af os, som blot i mindste mål ikke slår til i selvkontrol. Vi har ikke større ret til at gøre dette end til at dømme personer, som falder under normen på andre træk, som har tilsvarende skæve genetiske bidrag, som f.eks. højde eller for den sags skyld menneskets intelligens.

Det er mit håb her til slut, at bogen ikke blot vil give en dybere videnskabelig forståelse af ADHD, men også et mere værdigt syn på forstyrrelsen og de mange, som lider af den. Hvis man undervejs har lært noget om vores egen selvkontrol og samfundet, og hvis blot vores slør af uvidenhed om dette universelle menneskelige træk er løftet en anelse, så meget desto bedre for os alle.

Dr. Russel A. Barkley, Ph.D.

www.russellbarkley.org

 

 

 

Comments are closed.