ADHD er en psykisk lidelse

On 7. January 2016 by Peter 'ADDSpeaker' Vang

ADHD er en psykisk lidelse. Dette er et faktum. Jeg bliver ofte mødt med voldsom modstand, når jeg nævner ADHD og psykisk lidelse, i samme sætning. Det virker som en rød klud på nogle, især dem med ADHD, og deres reaktion er lige så styret af følelser og fordomme, som mediernes dækning af ADHD er, generelt, men især imod vores medicin. Derfor har jeg valgt at skrive denne korte artikel, hvori jeg begrunder og beviser, hvorfor det er korrekt, ADHD er altså en psykisk lidelse.

ADHD – biologisk set

ADHD er hverken en psykisk sygdom (i sig selv), opmærksomhedsforstyrrelse eller en neurologisk lidelse. ADHD er en neuro-genetisk (70%) eller neuro-biologisk (30%) psykisk sygdom der medfører en psykisk lidelse. Man er enten født med ADHD i sin genetik, og arveligheden er op imod 70-80% fra forælder til barn, hvis blot en af forældrene selv har ADHD.

I ca. 30% af tilfældene, skyldes den forsinkede udvikling i hjernen, der er den samme fysiske fejl der gælder for begge varianter, det man kalder for miljømæssige påvirkninger, primært grundet en infektion under graviditeten eller i den tidligere barndom, eller alkohol -og stofmisbrug, samt rygning under selve graviditeten.

Hvorvidt man er født med ADHD generne eller ej, så er det ikke sikkert at man udvikler ADHD. Man kan sagtens have ADHD generne i sig, uden at udvikle ADHD, men arveligheden er uændret, uanset om man udvikler ADHD selv eller ej.

I de neuro-biologiske tilfælde, er der ingen arvelighed fra det barn der er født med denne variant, idet deres ADHD er frembragt af ydre omstændigheder og således ikke via deres genetik.

Hvorfor er ADHD en psykisk lidelse?

Som tidligere beskrevet, så er der mange der bliver stødt over at jeg kalder ADHD for en psykisk lidelse, så jeg har spurgt min kilde inden for dansk psykiatri, Prof. Poul Videbech, om han kunne hjælpe mig med en forklaring på, hvorfor det netop er en psykisk lidelse

Kære Poul Videbech,

Et par hurtige spørgsmål, som du eller måske nogle af dine kolleger sikkert hurtigt kan svare på 🙂

Fra Lægehåndbogen på Sundhed.dk:
[…] Hyperkinetiske forstyrrelser er neuropsykiatriske udviklingstilstande karakteriseret ved kernesymptomerne: opmærksomhedsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet. […]

Spørgsmål:

  • Hvad er en neuropsykiatrisk udviklingstilstand?
  • Er det korrekt når jeg refererer til ADHD som en psykisk lidelse?
ADHD er en psykisk lidelse

Prof. Poul Videbech, dr. med., Psykiatrisk Center Glostrup

Kære Peter Vang,

»Vedr. neuropsykiatriske udviklingstilstande:
Neuropsykiatrisk betyder at det er en psykisk sygdom der hidrører fra hjernen, hvilket alle psykiske sygdomme jo egentligt gør. Udviklingstilstand angiver at man tror, at “fejlen” er sket i løbet af den enorme udvikling hjernen gennemgår fra fostertilstanden og helt til efter puberteten. I starten øges antallet af hjerneceller og forbindelser mellem disse markant, senere sker der en “pruning”, hvor der tyndes ud i dem, der ikke er brug for.

ADHD er naturligvis en psykisk sygdom = sygdom der bl.a. giver psykiske symptomer (som du kender så godt).

Psykiske sygdomme er lige så reelle som fysiske. De er bare lidt sværere at diagnosticere og kan lige så vel ødelægge ens liv.

Prof. Poul Videbech, dr. med. Psykiatrisk Center Glostrup

 

Hvad er symptomerne på ADHD, når man er voksen?

Nyeste forskning har vist at der store forskelle på de symptomer på hyperaktivitet/impulsivitet  og/eller uopmærksomhed, som man typisk ser hos børn med ADHD, og så de symptomer som fortsætter efter at en hjerne med ADHD er blevet færdigudviklet omkring 30 års alderen.

Efterhånden som man ældes, bliver ens symptomer mere og mere interne. Den ydre fysiske aktivitet bliver til en indre psykisk hyperaktivitet og man får dermed et andet udtryk, i sit symptombillede.

Diagnose kriterier for voksne

Har seks ( eller flere) af de følgende ni symptomer eller fire eller flere af de første syv symptomer, der har varet i mindst 6 måneder til en grad, der er utilpasset og i uoverensstemmelse med det udviklingsmæssige niveau.

Her er en liste over de typiske symptomer hos en voksen med ADHD:

  • Bliver ofte påvirket af udefrakommende stimuli (lyde, lugte, bevægelser, lys, berøring)
  • Træffer ofte impulsive beslutninger
  • Har ofte problemer med at afbryde en aktivitet eller adfærd, selv når de at de skal gøre det.
  • Påbegynder ofte en opgave eller et projekt, uden at læse eller lytte til instruktionerne først.
  • Udviser ofte manglende evne til at opfylde sine forpligtelser eller det man har lovet andre.
  • Har ofte udfordringer med at udføre en opgave i den rette sekvens eller rækkefølge
  • Overtræder ofte hastighedsbegrænsningen ved bilkørsel. (Hvis personen ikke har noget kørekort så substituér med “Har ofte svært at engagere sig i fritidsaktiviteter eller lave sjove ting, stille og roligt.
  • Har ofte svært ved at bevare koncentration og fokus på opgaver eller fritidsaktiviteter
  • Har ofte svært ved at organisere opgaver og aktiviteter

Kilde: ADHD Handbook for Diagnosis and Treatment (2015, Russell A. Barkley et al.)

Hvad er årsagen til symptomerne på ADHD?

Symptomerne skyldes, at de dele af hjernen som normalt varetager vores impuls -og selvkontrol, vores langsigtede planlægning, samt vores evne til at holde vores “indre dialog” privat m.m., ikke udvikler sig som de skal og ikke bliver forbundet korrekt.

Det gør at vi ikke kan styre vores adfærd, men at vores adfærd derimod styres af vores her-og-nu følelser, uden nogen tanke for konsekvens på længere sigt, samt at vores private tanker bliver “sendt ud i offentligheden” udenfor vores kognitive kontrol.

Derudover har vi problemer med at afbryde en opgave, for at lave en anden opgave, og så vende tilbage og fortsætte den oprindelige opgave, idet den del af vores hjerne, hvor man holder styr på hvor langt vi er nået med en igangværende opgave, simpelthen ikke er i stand til at “holde den tanke” mens vi laver noget andet, det forsvinder når vi bliver afbrudt.

Derfor ser man at mennesker med ADHD ofte påbegynder en masse projekter, men sjældent får færdiggjort ret mange af dem.

Ingen sans for fremtidens konsekvenser

Derudover har vi en manglende tidsfornemmelse, da vi ikke er i stand til at “se” vores fortid og lære af vores erfaringer, samt at vi mangler evnen til at kunne “forestille” os fremtidige mulige løsninger, for at kunne vurderer og simulerer hvilken løsning, der vil være den bedste for os, på lang sigt.

Vi arbejder kun i nuet og i nuet er det følelserne der styrer vores adfærd.

Det er meget svært for os at afbryde en handling, f.eks. computerspil, hvis vi er fordybet i den, selvom vi godt ved at NU skal vi stoppe, hvis vi skal nå bussen.

Dette skyldes at vores kemi i hjernen er i ubalance, fordi hjernens belønningsstof, dopamin, ikke bliver produceret i høj nok grad (lad os antage at vi måske har 20% af det normale niveau hos normale mennesker), og da det at spille computerspil er med til at give hjernen besked på at “belønne os med dopamin”, så fastholdelse vi i denne tilstand, fordi det det føles rart og fordi vi ikke har evnen til at “forestille” os konsekvenser af, ikke at nå bussen.

Medicinen giver os dopamin og intet andet

Medierne gør altid et stort nummer ud af at der er amfetamin i vores medicin, og “man giver da ikke narko til børn!”.

Men det skyldes fordomsfuld uvidenhed, idet alt hvad amfetaminen gør, i vores fysisk defekte hjerne er, at give hjernen et signal om at producerer noget mere dopamin. That’s it!

Vi bliver ikke høje eller påvirkede af medicinen, overhovedet. Forestil dig at jeg har et dopaminniveau der er på 20% af dit normal niveau som er på 100%.

Hvis jeg spiser min medicin, så stiger mit dopaminniveau måske op i nærheden af 80-90% af normalen. Hvis DU spiser min medicin, så stiger dit dopaminniveau med den samme andel (eller mere), hvilket betyder at du går fra 100% til op i nærheden af 200% og det er derfor du bliver høj af vores medicin og hvorfor vi ikke gør det.

Der er mange forældre der har fået den misforståelse, at medicinen gør deres børn skade ved langsigtet brug, men det bygger igen på fordomme og uvidenhed, idet man rent videnskabeligt og rent pratisk (igennem snart 50 års erfaringer i USA), har bevist at der ingen alvorlige bivirkninger er ved ADHD medicin.

Rent faktisk er der større risiko for for at dit barn kommer til skade ved en ulykke uden medicin, da den danske forsker Søren Dalsgaard er blevet verdens(aner)kendt for at have påvist at børn der er på medicin for deres ADHD, har 43% færre ulykker og og 45% færre skadestuebesøg, end børn med ADHD der ikke er medicineret.

Ubehandlet ADHD i barndommen er dødeligt alvor

Det samme gælder som voksen, hvor der er 50% større risiko for at dø en unaturlig tidlig død, hvis man ikke er blevet medicinsk behandlet for sin ADHD i barndommen, da risikoen for trafikulykker, stof -og alkoholmisbrug, udvikling af alvorlige psykiske lidelse såsom ODD (hvilket der er 67% risiko for at få som barn med ubehandlet ADHD) og hvilken der kan udvikle sig til den langt alvorligere voksendiagnose Conduct Disorder (CD) hvis barnet ikke er i medicinsk behandling og får styr på sin adfærd, så risikere du at dit barn med ADHD, udvikler det vi i Danmark kalder for Anti-social Personlighedsforstyrrelse (Sociopat).

Der er 3 gange så stor risiko for at dø, inden man fylder 45 år, hvis man har levet med ubehandlet ADHD i barndommen, da ubehandlet ADHD leder til selvmedicinering ved hjælp af stoffer, hash, alkohol, sex, ludomani, spiseforstyrrelser, overvægt, hjertekarsygdomme (rygning), samt diabetes.

ADHD kan behandles og handicap fjernes

Alle disse ting kunne være undgået eller væsentligt formindsket risikoen for, hvis blot forældrene (og bedsteforældrene) ville tillade at børnene får den rigtige hjælp til at behandle deres handicap, og det er medicinering først og adfærdstræning bagefter, når medicinen er kommet til sin fulde virkning.

Det er derfor vi tager medicin, da den skaber de kemiske forbindelser, neurotransmittere med dopamin primært, som så “forbinder” vores hjerne, mellem de forsinket udviklede dele.

Det er derfor terapi, uden medicinering først, ikke virker, fordi vores Impuls -og Selvkontrol når at reagere følelsesmæssigt (frustration, vrede, uretfærdighed osv.), inden vi overhovedet når til at kunne bruge “det vi har lært”.

Dette skyldes en forsinket udvikling i den del af hjernen som styrer vores Impuls -og Selvkontrol, samt i flere dele af vores Eksekutive funktioner, grundet vores ufuldstændige modenhed som er ca. 30% reduceret, set i forhold til alderssvarende personer, uden ADHD.

Et barn med ADHD på 10 år, der ikke er medicineret, har en modenhed som et barn på 7 år. Det betyder at din 10 årige søn går i klasse med andre 10 årige, bliver stillet overfor faglige og sociale krav som man stiller til en 10 årig i skolen, men at han desværre kun har en modenhed på sin impuls -og selvkontrol, samt kognitive evner, der svarer til en 7 årig!

Derfor er medicinering ikke et valg, i barndommen, især ikke hvis dit barn er “tvangsinkluderet” i folkeskolen eller går i specialklasse med andre med ADHD og lignende, fordi dit barn ikke er modent nok til at blive inkluderet og at han i specialklassen blot vil blive “oplært” af de andre med ADHD, der er mere aggressive end han er.

Med medicin og den rette adfærdstræning via støttetimer, er inklusion den absolut bedste løsning, da det fjerner en del stigmata, samt fastholder barnet i en fast social ramme, med langt bedre mulighed for at få lært de sociale kompetencer og dermed klarer sig langt bedre, både socialt og fagligt.

Uden medicinering er inklusion en katastrofe, for barnet, klassekammeraterne, lærerne og forældrne, simpelthen!.

ADHD er en psykisk lidelse og giver et handicap

Man kan ikke være handicappet, man kan kun have et handicap, og kun når konsekvenserne af vores psykiske lidelse, giver os en ulig mulighed i samfundet, f.eks. ift. arbejdsmarkedet og uddannelse.

Når man har ADHD så har man det der kaldes for en psykisk funktionsnedsættelse. Det betyder at man ikke har den samme evne til at begå sig i samfundet, f.eks. i forhold til normer og krav til adfærd, hvilket er årsagen til at man får et handicap, når man har ADHD, men altså først når man bliver stillet overfor normer og krav, som man ikke er i stand til at opfylde.

Derfor er ADHD en psykisk lidelse og dermed beskyttet af FN’s Handicapkonvention, hvilket giver os ret til yderligere tilskud og støtte via det offentlige, primært gennem Serviceloven.

Det betyder også at man har ret til at få hjælp til at gennemføre en uddannelse, samt at man kan få tilpasset sin arbejdsplads (med rimelighed) til at afhjælpe det handicap som man har socialt, f.eks. via en mentor ordning eller andre fysiske hjælpemidler som nedsætter den overstimulering af vores, i forvejen, stressede sanseapparat, så vi bedre kan koncentrere os om vores arbejde.

“Sundhedsstyrelsen tager udgangspunkt i WHO’s definition af psykisk sundhed: ICD-10” – Psykiatrifonden.dk

Diagnosen, Hyperkinetiske forstyrrelser, hedder ICD-10 for F90.x og hvis I kigger i jeres e-journal på sundhed.dk, så vil I se at der står DF900 ud for jeres egen eller jeres børns diagnose, hvilket er ADHD, og F90.0-F99 er opgjort i ICD-10 under mental disorders, og derfor også i Sundhedsstyrelsens “Nationale Kliniske Retningslinje for udredning og behandling ADHD, og alle guidelines for ADHD i Danmark.

Man er ikke uintelligent, når man har ADHD

Et nyt forskningsstudie har netop i slutningen af 2015, påvist at 16% af højtbegavede børn og 40% af højtbegavede voksne (man er højtbegavet når man har en dokumenteret IQ på over 130), rent faktisk testes positive når man screener dem for de ADHD diagnostiske kriterier.

Undersøgelsen havde taget kontakt til samtlige medlemmer af den nationale Mensa afdeling i Brasilien og havde fået de voksne til at lade sig teste for ADHD, hvilket de gjorde i stor stil, samt foretaget en stor undersøgelse på en skole for særligt højtbegavede børn, der blev testet for ADHD udfra de godkendte diagnostiske krav til en ADHD diagnose.

Så når 80% af alle voksne med ADHD, er tvunget til at leve af offentlig forsørgelse, som jeg selv, på enten kontanthjælp eller førtidspension, så er det ikke blot spild af menneskeliv, men så sandeligt også af samfundets ressourcer.

Men da samfundet har en forståelse af at når man har ADHD så er man en aggressiv, halv-dum og statsfinansieret “narkoman”, så er det jo ikke så let at komme i arbejde, især ikke når jobcentrene ikke har den rette uddannelse, forståelse, anerkendelse og respekt for de borgere der har en diagnose med ADHD.

Den samme uvidenhed og modvilje mødes man af på landets Borgerservice kontorer, hvor de heller ikke forstår hvorfor man har et behov for særlig bistand til at overkomme ens medfødte handicap, for det er jo usynligt.

Du ville sikkert ikke opdage at jeg havde ADHD, hvis du blot mødte mig, men prøv at arbejde eller bo sammen med mig, så er du ikke i tvivl.

Min ADHD er ikke en undskyldning for min dårlige adfærd, men den er til gengæld en fandens god forklaring på den!

/ADDspeaker