ADHD er ikke kun en børnesygdom

On 9. October 2015 by Peter 'ADDSpeaker' Vang

Nye kriterier for voksne med ADHD kræves!

ADHD er ikke kun en børnesygdom

ADHD er ikke kun en børnesygdom! Selvom ca. 50% vokser fra de mest alvorlige synlige symptomer efter puberteten, så fortsætter alt for mange med komplekse og usynlige symptomer på ADHD, igennem hele livet!

De nuværende kriterier for diagnosticering af ADHD er primært rettet imod diagnosticering af børn, og ikke af voksne med ADHD. Dette forudsager, efter min mening, et alvorligt problem når man bruger de nuværende kriterier til at diagnosticere voksne med ADHD.

I de nuværende kriterier for diagnosticering kræves det at følgende kriterier er opfyldt:

Problemer Med Opmærksomhed/Koncentration (Mindst 6)

  • Laver skødesløse fejl
  • Kan ikke fastholde opmærksomheden over tid
  • Hører ikke efter, hvad der bliver sagt
  • Følger ikke instrukser
  • Kan ikke organisere/planlægge/tilrettelægge aktiviteter
  • Undgår opgaver som kræver opmærksomhed
  • Mister til stadighed ting
  • Lader sig let distrahere af ydre stimuli
  • Er glemsom i forbindelse med dagligdagsaktiviteter

Problemer Med Hyperaktivitet (Mindst 3)

  • Konstant småuro i hænder/fødder
  • Forlader sin plads
  • Løber, klatrer omkring på utilpasset måde
  • Har svært ved at være stille
  • Stor motorisk aktivitet, som ikke lader sig styre

Problemer Med Impulsivitet (Mindst 1)

  • Svarer før spørgsmålet er afsluttet
  • Kan ikke vente på det bliver hans/hendes tur
  • Afbryder eller trænger sig på
  • Snakker for meget uden situationsfornemmelse

“Så har jeg måske slet ikke ADHD?”

ADHD er ikke kun en børnesygdom

Nu kan jeg jo ikke tale for alle voksne med ADHD, men kan kun tage udgangspunkt i mine egne symptomer (jeg er diagnosticeret med Adult ADD i USA hvor man anvender DSM-V modsat ICD-10 her i Europa) og jeg er ikke hyper-aktiv, jeg løber og klatrer ikke omkring på utilpasset måde og har ikke problemer med at “forlade min plads” i utide, og jeg er ikke glemsom i forbindelse med daglidagsaktiviteter osv. osv. Ergo burde jeg ikke være diagnosticeret med ADHD, ifølge de nuværende kriterier!

Da jeg først blev diagnosticeret i en alder af 40 år, betyder det at jeg har haft rigtigt lang tid til at “omgå” mine symptomer ved at udvikle en kompliceret adfærd der modvirker mine symptomer, man kan sige at jeg har “lært ikke at have ADHD” fordi jeg havde brug for det for at kunne overleve. I min barndom var jeg ikke hyper-aktiv, havde ikke indlæringsproblemer, var ikke glemsom, kravlede ikke rundt på møblerne osv. osv. Som voksen har jeg heller ikke udvist disse symptomer. Men jeg har ADHD, det er indiskutabelt.

Mine symptomer, som voksen, er af en helt anden karakter end det der beskrives i DSM-V og ICD.10 og jeg var så heldig at jeg blev udredt af nogle af de førende specialister i autisme i verden (fordi jeg mente at jeg havde Asperger’s Syndrome eller lignende) og de kunne skelne mellem hvad der var “neuro-typisk” eller “normalt” og hvad der ikke var det. Og da de begyndte at kigge på mine symptomer holistisk, altså fra mange forskelige vinkler, fandt de helt klare tegn på at jeg havde følgende symptomer;

  • Jeg kunne ikke “se” min erfaringer, altså ikke genkalde mig min fortid i billeder.
  • Jeg kunne ikke “se” min fremtid, altså ikke visualisere mig selv i en fremtidig situation, igen i billeder.
  • Jeg mistede tidsfornemmelsen, når jeg var dybt engageret i en, for mig, spændende aktivitet.
  • Jeg kunne ikke relatere til at andre havde en anden opfattelse af verden, end den der var min.
  • Jeg kunne ikke håndtere pludselige ændringer i mit planlagte skema, uden en stærk følelsesmæssig reaktion.
  • Jeg kunne ikke abstraherer fra baggrundslyde og de havde det med at kidnappe min opmærksomhed.
  • Jeg kunne ikke forstå almindelige sociale regler, såsom at lytte uden at afbryde, forblive i en samtale om et emne der ikke interessede mig, lade være med at ytre min oprigtige mening, uanset om det var passende eller ej, for den kontekst jeg befandt mig i.
  • Jeg havde ingen “indre stemme” der hjalp mig med at reflektere, i realtid, over hvilken beslutning bedst tjente mit formål om at opnå et fremtidigt overordnet mål.

ADHD er ikke kun en børnesygdom

I det hele taget fandt de en masse symptomer som allesammen var relateret til 2 faktorer, 1) manglende korrekt dopamin niveau i hjernens belønningssystem, 2) manglende evne til at udnytte hele spektret af Executive Functions til at styre min adfærd væk fra impulsive, følelsesmæssige beslutninger og øge min evne til selvkontrol (igen for at bedst tjene mit formål om at opnå et fremtidigt overordnet mål), samt at jeg ikke kendte til følelsen af ekstrem glæde over at opnå et mål, eller blot tilfredstillelse ved at arbejde mig frem til at realisere et fremtidigt mål.

I min version af verden, var det godt nok for mig at “føle” at jeg havde nået mit mål, og irrelevant hvor vidt jeg havde opnået det i virkeligheden. Det lyder måske mærkeligt, men forestil dig at du får en super god idé og du så intuitivt og kreativt “udvikler” den fra tanke til handling, og dermed får “følelsen” af at have opnået det tænkte mål. Det er en fantastisk evne at have, men ikke sønderligt produktivt for andre, vel?

Hvis man så kigger på de nye kriterie som bl.a. er blevet foreslået af Dr. Barkley et al, så får man følgende nye retningslinier at arbejde med i stedet:

  • ikke har den korrekte dopamin balance i hjernen, (Bio-genetisk fejl på DAT1 genet)
  • manglende evne til at stoppe en igangværende aktivitet (fejl i Executive Functions)
  • manglende evne til visuelt at forestille sig tidligere løsninger på lignende problemer (fejl i Executive Functions)
  • manglende evne til at have den indre dialog der fastholder fokus på alle de del-opgaver og planlægning der kræves for at sikre opnåelse af målet (fejl i Executive Functions)
  • manglende evne til at kunne visualisere mulige fremtidige løsninger der sikrer en opnåelse af det langsigtede mål, også kaldet for mental problemløsning (fejl i Executive Functions)

Hovsa, hvad skete der lige der? Nu passede jeg jo lige ind i diagnosen, selvom jeg ikke har alle de andre symptomer fra DSM-V og ICD-10! Og da jeg jo er blevet korrekt diagnosticeret med Adult ADD og ved at jeg rent faktisk ikke reagerer på min daglige dosis amfetamin ved at få en euforiserende virkning (hvilket jeg, fysisk, ville havde gjort hvis jeg ikke havde ADHD), men udelukkende ved at få “tågen lettet mellem ørerne”, så ved jeg at jeg både fysisk og psykisk opfylder alle kriterier for at have ADHD, uanset hvad de nuværende regler for udredning i Danmark dikterer!

Og hvad så?

Hvad rager det mig?, tænker du måske, men idet der i Danmark burde være 283.000 mennesker med diagnosen ADHD (ifølge sundhed.dk) og at der rent faktisk kun er 45.000 der er medicineret (ifølge Statens Serum Institut), så tror jeg på at jeg nok ikke er den eneste der “er røget igennem nettet” i Danmark, fordi jeg ikke opfylder de diagnostiske kriteriet for ADHD (som er lavet til at udrede børn) og kunne have tilbragt resten af mit liv med en ubehandlet psykisk lidelse der giver mig et alvorlig handicap og har indvirkning på samtlige livsområder, job, familie, økonomi, helbred osv.

ADHD er ikke kun en børnesygdom

Jeg ved ikke hvordan du ser verden, men jeg ser verden som et sted hvor jeg gerne påtager mig at have en usynlig sygdom og en stigmastiserende diagnose som oftest bliver latterliggjort i offentligheden, forbliver et mysterie for sagsbehandlere i det kommunale system, er nærmest umulig at forklare konsekvenserne af for “normale” mennesker, samt er en evig kilde til en følelse af at “være forkert”, for derimod at kunne modtage en veldokumenteret og øjeblikkeligt virkende, medicinsk behandling som giver mig evnen til at udnytte mit fulde intellektuelle og sociale potentiale og leve et harmonisk liv med fuld accept af min sygdom og det handicap det medfører, men hey det er jo blot mig og min mening, du har ret til at være uenig og lykkelig som du ønsker at være det!

ADHD er ikke kun en børnesygdom

8 x Olympisk guldvinder & ADHD

 

Comments are closed.