ADHD Guideline 2018

ADHD er en medfødt, kompleks, specifik udviklingsforstyrrelse der medfører en kronisk og livslang psykisk lidelse, med skiftende aldermæssig symptomalogi. I denne artikel gennemgår vi hvad nyeste videnskabelig evidens anbefaler …

Definition

Attention Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD) er karakteriseret ved et vedvarende mønster (mindst 6 måneder) af letafledlighed/uopmærksomhed og/eller hyperaktivitet-impulsivitet, med debut i udviklingsperioden, typisk i 0 – 3 års alderen.

Årsag

ADHD er en medfødt og kronisk, genetisk eller neurobiologisk, psykisk lidelse, der skyldes en specifik udviklingsforstyrrelse i hjernen, der medfører at udviklingen forsinkes med ca. 30%, set i forhold til jævnalderende børn.

Årsagen til den genetiske variant (hyppighed: 70%) skyldes en endnu ukendt mændge af gener, der tilsammen medfører at man udvikler ADHD, allerede fra undfangelsen.

Årsagen til neurobiologisk variant (hyppighed 30%) af ADHD er typisk infektion under svangerskab, alkohol, rygning og forurening pga. tungmetaller. ADHD er medfødt og kan ikke opstå efter fødslen. Symptomalogien ændrer sig over tid, da effekten af udviklingsforstyrrelsen afhænger af den fysisk udvikling i hjernen. Man kan ikke vokse fra sin ADHD eller udvikle ADHD senere i livet. Nogle lidelser, f.eks. hjerneskader, bipolar lidelse, borderline og autisme, kan give ADHD-lignende symptomer, men har ingen årsagssammenhæng med ADHD og klassificeres dermed ikke som værende ADHD.

Symptomalogi

Børn med medicinsk ubehandlet ADHD har en modning af deres hæmningskontrol (verbalt og nonverbalt), deres impuls- og selvkontrol, deres emotionelle selvkontrol, deres emotionelle selvregulering, samt nedsat eksekutiv funktion på områderne for arbejdshukommelse, tidsstyring, planlægning og konsekvensberegning. Et barn med ADHD på fysisk 7 år, har dermed en eksekutiv alder på deres funktionsevne for hæmningskontrol, der er alderssvarende til et barn på 4-5 år.

Indlæringsevne

ADHD giver ikke nogen kognitiv nedsat funktionsevne på indlæring og viden, men den manglende hæmningskontrol gør at barnet handler impulsivt, uden omtanke og uden forståelse af konsekvens, da barnet ikke når at “stoppe, tænke og så handle”, men derimod alene er reaktiv overfor impulsive stimuli og behov. Der er dog forhøjet risiko for indlæringsvanskeligheder (dysleksi) og intelligensmæssig funktionsnedsættelse (Mental Retardering).

Eksternaliserede symptomalogi

ADHD medfører ligeledes en nedsat evne til at fastholde fokus og koncentration, udskyde umiddelbar behovstilfredsstillelse (vente på tur, holde svaret tilbage, fysisk motorisk overaktivitet, verbalt overaktivitet (laver lyde, snakker konstant), selvregulering af emotioner (aggression/frustration), unødig reaktion på ikke-relevante stimuli (letafledelighed), samt manglende evne til at forstå fremtidig konsekvens af en nutidig behovstilfredsstillelse (kan ikke udskyde et behov nu, for at opnå en større belønning på et senere tidspunkt).

Internaliseret symptomalogi

Personer med ADHD lider ofte af angst og depression, tankemylder, nedsat eller manglende tidsfornemmelse, manglende indre forestillingsevne (Indre Øje, Aphantasia), manglende indre dialog (Indre Stemme).

Adfærdsmæssig symptomalogi

ADHD findes i tre distinkte varianter, ADHD med primært hyperaktive/impulsive symptomer (ADHD-PHI), ADHD med primært letafledelige/uopmærksomme symptomer (ADHD-PI), samt en kombination af ADHD-PHI og ADHD-PI hvor alle symptomer er manifesteret (ADHD-C).

Sværhedsgrader af ADHD

Der findes ingen definition af sværhedsgrader af ADHD, da symptomalogien er kontekstafhængig og man derfor ikke kan fastsætte en række kriterier der skal være opfyldt for at opnå en given sværhedsgrad.

Prævalens for ADHD

Ifølge WHO lider mellem 5-7% af børn i alderen 0 – 17 år, 5% af personer mellem 18 – 67 år og 2% af personer i alderen 67+ år, af ADHD. I Danmark er der tale om ca. 280.000 personer, fordelt på 25% børn, 50% voksne og 25% ældre. Behandlingsgraden er på ca. 15%, højest for voksne, lavest for ældre. Cirka 1/3 af alle børn med ADHD modtager i dag medicinsk behandling, hvilket er langt under international standard.

Diagnosekrav

Graden af ​​letafledelighed (uopmærksomhed) og hyperaktivitet-impulsivitet ligger uden for grænserne for normal variation, der forventes for alder og niveau af intellektuel funktion og påvirker i væsentlig grad akademisk, erhvervsmæssig eller social funktionsevne.

Letafledelighed (uopmærksomhed) henviser til betydelige vanskeligheder med at opretholde opmærksomhed på opgaver, der ikke giver et højt niveau af stimulering eller hyppige belønninger, distraherbarhed og problemer med organisation.

Hyperaktivitet refererer til overdreven motorisk aktivitet og vanskeligheder med at forholde sig stille, verbalt og nonverbalt, mest tydeligt i strukturerede situationer, der kræver adfærdsmæssig selvkontrol.

Impulsivitet er en tendens til at handle som reaktion på øjeblikkelige stimuli uden overvejelse af fremtidige risici og/eller konsekvenser.

Den relative balance mellem de specifikke manifestationer af letafledelighed, uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet, varierer over enkeltpersoner og kan ændre sig i løbet af udviklingsperioden (0 – ca 30 år) og er ofte symptomatisk gennem hele livet.

For at få en diagnose på lidelsen, skal adfærdsmønstret være tydeligt observerbart i mere end en kontekst, f.eks. både i skole og i hjemmet eller i skole og til fritidsaktiviteter.

Udredning

En diagnose på ADHD skal stilles af en speciallæge i børnepsykiatri.

Behandling

Inden du begynder behandling for ADHD, skal man diskutere følgende med personen,
og deres familie eller plejere, samt opmuntre børn og unge til at give deres egen redegørelse for, hvordan de føler i forhold til:

  • fordele og ulemper ved ikke-farmakologiske og farmakologiske behandlinger (eksempelvis effektiviteten af ​​medicin sammenlignet med ingen behandling eller ikke-farmakologiske behandlinger, potentielle bivirkninger og reaktionsfrekvenser),
  • fordelene ved en sund livsstil, herunder motion,
  • deres præferencer og bekymringer (det er vigtigt at forstå, at en persons beslutning
    om at påbegynde, ændre eller standse behandlingen kan påvirkes af mediedækning, lærere, familiemedlemmer, venner og forskellig mening om validiteten af ​​en diagnose på ADHD),
  • hvordan andre psykiske eller neurodevelopmentale forhold kan påvirke valg af behandlingsform(er),
  • vigtigheden af ​​overholdelse af behandlingen og eventuelle faktorer der kan påvirke dette (f.eks. kan det være svært at tage medicin på skolen eller arbejde, eller at huske hvornår medicinen skal indtages).

Børn i alderen 5 år og derover

Disse anbefalinger er til sundhedspersonale med uddannelse og ekspertise inden for diagnosticering og administration af ADHD.

  • Hvis et barn på 5 år eller derover har ADHD og symptomer på
    oppositionel adfærdsforstyrrelse (ODD) eller adfærdsproblemer, tilbydes forældretræning i overensstemmelse med anbefalingerne i
    NICEs retningslinje om antisocial adfærd og adfærdssygdomme hos børn og unge, såvel som gruppebaseret ADHD-fokuseret støtte.
  • Tilbyd medicin til børn i alderen 5 år og derover hvis:
    • deres ADHD symptomer medfører en væsentlig og varig funktionsnedsættelse i mindst et miljø, efter at handicapnedsættende tiltag har været afprøvet og tværfagligt vurderet.

Komorbiditet

ADHD medfører en forhøjet risiko for at udvikle en lang række komorbide lidelser, og denne risiko forværres yderligere såfremt der fravælges medicinsk behandling i barndommen.

De hyppigste psykiske komorbide lidelser til ADHD er;

  • ODD
  • Autismespektrumforstyrrelse
  • Angst
  • Depression
  • Spiseforstyrrelse
  • Stofmisbrug

De hyppigste fysiske komorbide lidelser til ADHD er;

  • Astma- og allergi
  • Mavetarmsygdomme (Crohn’s Disease og IBS)
  • Stofskiftelidelser (for højt eller lavt stoftskifte)
  • Diabetes Type-2
  • Inflammationslidelser i led
  • Seksuelt overførte sygdomme

De hyppigste adfærdsmæssige komorbide problemer til ADHD er;

  • Anti-social adfærd (vold)
  • Kriminalitet (tyverier)
  • Seksuel risikobetonet adfærd (hyppigt partnerskifte)
  • Uønsket graviditet (3-4 gange forhøjet risiko i aldren 12-16 år)
  • Social isolation (90% har ingen nær ven allerede på 3. klassetrin)
  • Ensomhed
  • Manglende fuldførelse af uddannelser (1/3 fuldfører ikke Folkeskolen)
  • Hyppige jobskift
  • Ledighed (90% af alle voksne med ADHD lever på offentlig forsørgelse)
  • Skilsmisse (3 gange højere risiko for skilsmisse)
  • Ulykker (43% højere risiko for ulykker ved medicinsk ubehandlet ADHD i barndommen)
  • Trafikulykker

Summen af ovenstående komorbiditeter gør, at personer med ADHD har en forhøjet risiko for at lide en “unaturlig tidlig død” der ligger på 50%, set i forhold til befolkningen bredt set. Det anslåes ligeledes at medicinsk ubehandlet ADHD i barndommen medfører en reduceret for levetid på 10 år, set i forhold til befolkningen, bredt set.

Yderligere information

Besøg ADDspeaker på enten Facebook eller vores blog, og indgå i dialog med både voksne der selv lider af ADHD, samt forældre til børn med ADHD, og hvor samtalen er baseret på videnskabelig evidens, ikke på myter, fordomme og religiøse/politiske/økonomiske agendaer.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.