ADHD – Når timing ikke virker

On 6. November 2018

Allerede tilbage i 1997, beskrev Dr. Russell A. Barkley, Ph.D. at ADHD havde stor indflydelse på hvordan tid opleves, når man har ADHD. Han kaldte dette for “Tidsnærsynethed” eller “Time Blindness”. I denne artikel bringer jeg et smugkig på hans nyeste forskning, som jeg har fået tidlig adgang til, før det er udkommer officielt …

Update … jeg har modtaget dette citat fra Dr. Barkley, hvori han kort beskriver essensen af det studie som jeg her har oversat …

Resumé

Denne artikel er delt op i 3 dele. Del 1 forklarer konceptet tid, Del 2 forklarer hvordan tid er en del af kernesymptomalogien ved ADHD, og Del 3 bringer seneste nye forskning for hvilken betydning denne funktionsnedsættelse har for en person med ADHD, i hverdagen.

Dr. Barkley har påvist at der er tale om konsistente og betydelige funktionsnedsættelse på tidsopgørelse, tidsestimering, tidsreproduktion og dermed på hele den evne der er til at have den optimale timing for en opgaveløsning.

Det lyder måske både kedeligt og irrelevant, for dig, men læs det nu alligevel, for det er nu påvist at børn med ADHD er langt mere trafik-usikre end før antaget (hvor fokus primært har været på deres hyperaktive/impulsive adfærd), og advarer imod at børn med medicinsk ubehandlet ADHD er i langt højere risiko for at komme ud for en trafik-ulykker, da deres evne til at time hvornår de skal krydse en vej, er stærkt forringet, set i forhold til deres jævnaldrende.

Vi ved jo allerede fra den danske forsker, Prof. Søren Dalsgaard (AU), at børn med medicinsk ubehandlet ADHD har 43% flere ulykker end børn der er medicineret, samt at disse børn ydermere har 45% flere skadestuebesøg.

/ADDspeaker


Introduktion

I denne måned udkommer den nyeste videnskabelige artikel fra verdens førende ADHD forsker gennem de seneste 40 år og forfatter til den teori om ADHD som vi i dag anser for at være “sandheden”, rent videnskabeligt, Dr. Russell A. Barkley, Ph.D.

Jeg har været så priviligeret at få Dr. Barkley som en form for uformel og uoffciel mentor og vi har i de seneste 2-3 år haft en masse dialog omkring ADHD, set ud fra en empirisk og evidensbaseret vinkel. Det har været en stor hjælp for mig, da jeg jo er autodidakt inden for dette emne, og Dr. Barkley har udvist enorm generøsitet ved at tildele mig tid, i hans altid overbookede kalender.

Hans nyeste videnskabelige artikel hedder “Time Reproduction Deficits at Young Adult Follow-Up in Childhood ADHD: The Role of Persistence of Disorder and Executive Functioning“, og jeg vil i denne artikel gennemgå hans forskningsresultater, samt give mit bud på hvilken betydning det vil have, for vi der lever med ADHD, hver dag.

For at give dig størst muligt udbytte af denne nye viden, har jeg udvidet denne artikel til også at indeholde nogle grundlæggende beskrivelser af hvad tid er og hvordan tidsopfattelse påvirkes når man lider af ADHD, forud for selve diskussionen af den nye forskning. Således håber jeg at du kan få mest mulig læring ud af mit, ret tidskrævende, initiativ 🙂


DEL 1: Tid – Hvad er tid egenligt for noget?

Jeg har ledt efter en god definition på begrebet tid, og jeg mener at have fundet det i denne videnskabelige artikel [Tjordman S., 2015], med titlen “Tidsopfattelse og repræsentation af tid”. Derfor har jeg valgt at oversætte en del af den til dansk for at give dig mulighed for at vi kan opnå en fælles forståelse af begrebet tid.

Den nuværende tidsrepræsentation kan være et middel til at styre vores frygt for døden, hvilket giver os illusionen om at kontrollere det ukontrollable

[…] Repræsentationer af tid og tidsmålinger afhænger af subjektive konstruktioner, der varierer alt efter ændringer i vores koncepter, overbevisninger, samfundsmæssige behov og tekniske fremskridt. […]

Altså, tid er noget vi selv definere, inden i os selv og helt af os selv. Den er vores tid, helt adskilt fra alle andres tid, og den gør os i stand til at planlægge fremtidige opgaver, samt tjekke om vi har udført disse, inden for den tid, vi havde afsat til opgaven, i relation til vores overordnede plan for den dag.

[…] På samme måde er fortiden, fremtiden og nutiden, subjektive repræsentationer der afhænger af hver enkelt persons kognitive tid og biologiske tid. Derfor er der ingen generel tidsfornemmelse der gælder for alle individer, men snarere en unik og subjektiv tid, der kun gælder for hver enkelte individ. […]

Vi har således vores eget indre ur og personlige tidsfornemmelse, der helt er afskåret fra alle andre individer. Denne består af to dele, vores forestillede tid (tidsfornemmelse) og den tid vi oplever via vores sanser, kaldet biologisk tid.

[…] Vi er nødt til at anerkende eksistensen af individuel tidsfornemmelse, men også at individuel tidsfornemmelse, består af forskellige kognitive funktioner og forskellige biologiske rytmer der er tilknyttet disse, og at disse unikt afhænger af referencesystemet, individet. Opbygningen af ​​disse tidsperceptioner og repræsentationer påvirkes imidlertid af objektive faktorer (fysiologiske, fysiske og kognitive) og er relateret til neuro-videnskabelige faktorer, som vi her præsenterer og diskuterer i denne artikel. Tidsrepræsentation og opfattelse af tid, påvirker flere forskellige systemer og går på tværs mellem neurovidenskab, humaniora og filosofi. Endvidere er det muligt at identificere flere konstanter blandt de mange og forskellige tidsrepræsentationer og deres tilsvarende foranstaltninger uanset tidsreferencen. Disse indbefatter begreber såsom; bevægelser gentaget i et stabilt rytmisk mønster, der involverer gentagelse af det samme tidsinterval, hvilket gør det muligt for os at definere tidsenheder af lige og uforanderlig varighed. Denne rytmiske egenskab findes også på et fysiologisk niveau og bidrager gennem cirkadiske rytmer, især melatoninrytmen, til eksistensen af ​​en biologisk tid. […]

På dansk kalder vi cirkadiske rytmer for døgnrytmen, og det er dette begreb der giver os en tidsfornemmelse for hvad tid på dagen det er. Ligesom vi ser at sekundviseren på et analogt ur, tikker afsted med samme interval og rytme, således findes denne rytme også på rent biologisk niveau, og er en medfødt evne.

[…] Ændringer i oplevelsen af tidsfornemmelse ved visse psykiske lidelser, vil også blive diskuteret i denne artikel illustreret af visse udviklingsforstyrrelser såsom autismespektrumforstyrrelser. Især vil hypotesen præsentere, at børn med autisme vil skulle skabe diskontinuitet ud af kontinuitet gennem stereotype adfærd og/eller interesser. Diskontinuitet gentaget med regelmæssige mellemrum, kan medføre en grundlæggende mangelfuldhed i deres fysiologiske udvikling, på grund af muligvis ændrede cirkadiske rytmer, herunder arhythmi og asynkroni. […]

Vi ved fra videnskabelige studier, at personer med ADHD og Autisme er særligt udsatte for at have problemer med både tidsfornemmelse og tidstyring. Der er dog store forskelle på hvilke handicap disse mangler medfører, alt efter hvilden udviklingsforstyrrelse der er tale om.

Ved ADHD oplever man typisk at personen ikke er i stand til at “fornemme tid”, da deres koncept af fortid, nutid og fremtid er svært handicappet af deres manglende hæmningskontrol, der igen påvirker evne til at udsætte et umiddelbart behov til senere. Derfor lever personer med ADHD altid kun i nuet, da fortiden ikke har nogen indflydelse for deres beslutningsproces, forud for en given handling, i det hæmningskontrollen ikke formår at “stoppe” personen, inden personen blot reagerer impulsivt og alene med fokus på umiddelbar behovsdækning.

Da personen ikke når at stoppe op og tænke over hvad der tjener deres mål, bedst muligt og på længst muligt sigte, så er fremtiden også irrelevant for deres beslutning om deres handling. Derfor har ADHD så stor betydning for at personen begår den samme eller lignende handling, om og om igen, uden at formå at relatere den til tidligere erfaringer, for dermed at undgå at få samme udbytte, i fremtiden.

[…] Tidsmåling, der er baseret på gentagelse af diskontinuitet med jævne mellemrum, indebærer også en rumlig repræsentation. Det er vores eget spor gennem rumtiden, og dermed vores egen bevægelse, herunder den fysiologiske proces af aldring, der giver os en repræsentation af tidernes overgang, ligesom landskabet tilsyneladende bevæger sig forbi os, når vi rejser i et køretøj. […]

Her refererer forfatteren til Einstein’s teori om SpaceTime som koncept for at forklare hvorfor tid er relativ, set ud fra betragterens synsvinkel.

[…] Kinesiske og indiske samfund har faktisk cirkulære tidsrepræsentationer, og lineære repræsentationer af tid og dets bane gennem rumtiden er i øjeblikket oftest et træk der ses hos de vestlige samfund. Den cirkulære tid er kollektiv tid, og dens metafysiske repræsentationer påvirker livet for det enkelte individ, med henvisning til den cykliske eller i det mindste ikke-lineære tidsopfattelse. Lineær tid er individuel tid, idet den refererer til omfanget af en persons levetid, og den er fysisk repræsenteret af en pil, der flyver uundgåelig fra fortiden til fremtiden. Et mellemliggende koncept kan foreslås, der anerkender eksistensen af ​​lineær tid, der involverer forskellige pile af tidsmåling, svarende til forskellige levetider (menneskelige, dyr, plante, planets levetid osv.). […]

En time i et insekts liv kan ikke sammenlignes med tid oplevet af et menneske

[…] Faktisk vil selve forestillingen af tid, afhænge af hvert individs livsbane i hver tidsmåling, og hvert individs tidsmåling har med sine forskellige livsbanelængder, dermed defineret forskellige tidsskalaer. Tidsskalaen for disse forskellige levetider er meget forskellige (eksempelvis et par årtier for mennesker og et par dage eller timer for insekter). Det ville ikke give mening at forsøge at forstå det tidsrum, der opleves af et insekt, som kun kan leve et par timer baseret på en menneskelig tidsskala.

Barkley TPR 2018 - Time Perception in species

En time i et insekts liv kan ikke sammenlignes med tid oplevet af et menneske. Endnu en gang ser det ud til, at der findes en sameksistens af forskellig tidsstying (individuelle ure), baseret på forskellige levetider. Vi kan overveje, om den nuværende tidsopfattelse med sit fokus på nutidens øjeblik, især på øjeblikkelighed snarere end på uendelighed, forhindrer os i at stå over for vores egen dødelighed. Afslutningsvis går spørgsmålet på hvorvidt den nuværende tidsrepræsentation kan være et middel til at styre vores frygt for døden, hvilket giver os illusionen om at kontrollere det ukontrollable, især tidens forløb, og et middel til at undgå at forholde os til det som mange mennesker ikke ønsker at forholde sig til, nemlig deres egen død. […]

Her går vi over i filosofiens verden og betragter tid som et instrument til at kontrollere vores egen dødsangst, ved at undgå at forholde os til det uundgåelige, vores egen fremtidige død, ved at fastholde et fokus på nuet.

Opsummering af begrebet tid …

Tid er et individuelt, kognitivt (tidsfornemmelse) og biologisk (cirkadiske rytmer), begreb, der medvirker til at forbedre vores evne til planlægning, behovsudsættelse og til at håndtere vores dødsangst. Tid kan deles op i yderligere to elementer, linæer tid og cirkulær tid, hvor linæer tid er vores egen personlige tid og cirkulær tid er et fælles, universalt begreb, og således består tiden af mange individuelle tidsopfattelser, sammenkædet med biologiske og naturvidenskabelige regler, som til sidst går op i en højere enhed. Fascinerende, ikke?


DEL 2: ADHD symptomer og konsekvens for tid …

Et af de alvorligste handicap som følger med have ADHD, er vores manglende impuls- og selvkontrol, vores manglende evne til at “se” billeder af vores erfaringer, for vores indre øje, vores manglende evne i i brugen af “indre dialog” hvilket typisk afstedkommer, at vi “tænker højt” og kommer til at sige offentligt, hvad andre blot holder privat og tænker for sig selv.

Denne video er særdeles god til at forklare, præcis hvordan tid (ikke) fungere, når man har ADHD. Klippet stammer fra Dr. Barkley’s forelæsning hos CADDAC i 2012.

Derudover betyder vores manglende evne til at “se” billeder at ADHD giver os en slags “Tidsnærsynethed”, da

For at kunne se fremad, er du nød til at kunne se bagud, til din fortid, analysere dine erfaringer, visuelt, og bruge denne forståelse af visuelle, auditive, kinæstetiske, agustatoriske og proprioceptive sansestimuli, samt de emotioner og følelser, som disse minder (gen)skaber i dig.

Dette skyldes at det er nødvendigt, for at kunne forestille dig dine fremtidige muligheder, diskutere de mulige løsninger på din udfordring, med dig selv ved at bruge med din indre dialog, og simulere disse løsningsforslag, visuelt, for dit indre øje, mærke den følelse disse skaber i din krop og derved beslutte den handling der giver det bedste langsigtede resultat, samtidigt med at sørger for at undertrykke din nuværende impulsive følelse og begrænse dine handlinger ved at udvise den fornødne selvkontrol, der bedst tjener dig til at opnå dit langsigtede mål.

Kort sagt, du kan ikke spå om fremtiden, hvis du ikke kender fortiden, dermed er du fanget i nuet.

Når man har ADHD, så er man ofte ikke i stand til at genskabe billeder af sine erfaringer, minder og den lærdom man har, og vise det på storskærmen, for sit indre øje. Dette skyldes at den del af hjernen som er påvirket af underudviklingen er den del der kommunikere med det sted i hjernen, hvor billeder skabes, lagres og genskabes, kaldet den visuelle cortex, ikke er forbundet korrekt til de andre systemer i hjernen, der tilsammen udgør denne unikke menneskelige evne.

Ydermere giver ADHD en alvorlig udfordring, udover det at kunne genskabe sine erfaringer, nemlig den at vores hæmningskontrol ikke udvikler sig som forventet, rent aldersmæssigt, og derved forværres vores evne til at træffe gode beslutninger. Vi er så at sige fanget i nuet og træffer impulsive, kortsigtede valg, der giver os en umiddelbar behovsdækning, en belønning, uden tanke for hvordan dette spiller en rolle i vores ønske om at opnå det overordnede mål, vi måtte have sat for vores liv.

Ser vi på hvad årsagen til disse manglende evner er, så er der står videnskabelig fokus på tid, tidsstyring og tidsfornemmelse, i det alle de ovennævnte kognitive funktioner er afhængige af tid, både til at planlægge fremtidige opgave, måle på vores tidsforbrug på hver opgave, samt give os en fornemmelse af hvor lang tid vi har brugt på opgaven, samt hvor lang tid vi har tilbage til at have løst opgaven endeligt.

For at gøre ondt være, så er et kernesymptom ved ADHD vores formidable evne til at være letafledelige – eller som vi der selv lider af ADHD kalder det – “At gå på egern-jagt”.Når man jagter egern, så er det et udtryk for at man lader sig påvirke af alle stimuli man modtager, og ikke er i stand til at filtrere de væsentlige og vigtige, fra de uvæsentlige og trivielle, vi formår ikke at prioritere mellem de indkomne sansestimuli og reagere derfor på dem, i lang højere grad end personer uden ADHD, ville gøre.

Derfor virker det lidt som en rød klud på mig personligt, når jeg får at vide at min ADHD gør at jeg har en tendens til at virke uopmærksom, da dette ikke kunne være mere fejlfortolket. Mit problem er sgu ikke at jeg mister opmærksomheden på et emne, der er derimod at jeg hele tiden påbegynder et nyt emne, uden at afslutte eller lagre, det emne jeg var i gang med.

Årsagen til dette skal findes i at jeg heller ikke er i stand til at holde et emne i arbejdshukommelsen, blive afledt og skal forholde mig til noget andet, for så derefter at vende tilbage til det jeg var i gang med, fordi det jeg var igang med, simpelthen nu er slettet og erstattet med det jeg blev afledt af og impulsivt reagerede på.

Det er derfor af yderste vigtighed at du der ikke lider af ADHD, har forståelse for, og anerkendelse af, at denne adfærd ikke er et valg, det er rent biologisk betinget og helt uden for vores egenkontrol. Det er lige så urimeligt at skælde os ud for at være sådan skruet sammen fra naturens side, som det ville være at klandre en blind for ikke at kunne “se sig for” …


DEL 3: ADHD og Timing …

I Barkleys nye videnskabelige artikel “Time Reproduction Deficits at Young Adult Follow-Up in Childhood ADHD: The Role of Persistence of Disorder and Executive Functioning.” eller på dansk “Når ADHD påvirker din timing … og hvordan dette påvirker hele dit livsfoløb og dine eksekutive funktioner”, gennemgår Barkley sine forskningsresultater fra sit omfattende langtidsstudie, hvor han har fulgt en stor gruppe af børn der fik stillet en ADHD diagnose som barn, op igennem deres opvækst og over en periode på mere end 20 år (sammenlignet med en kontrolgruppe, fulgt over samme periode), og fremlægger i denne artikel, resultatet af hans forskning.

Indledning

Attention Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD) omfatter udviklingsmæssigt upassende, vedholdende og tværsituerende funktionsnedsættelse på vedvarende opmærksomhed, nedsat hæmningskontrol, samt manglende impuls- og selvkontrol af aktivitetsniveau, der er manifesteres i barndommen eller ungdomsårene og resultere i signifikant svækkelse i hovedområderne der definerer en person livskvalitet. (American Psychiatric Association, 2013). Lidelsen kan diagnosticeres hos 5% -8% af skolebørn og 3% -5% af voksne (Willcutt, 2012), og dens symptomalogi fortsætter i voksenalderen hos 40% -65% af de diagnosticerede tilfælde der er udredt i barndommen (Barkley, Murphy, & Fischer, 2008; Faraone et al., 2015; Owens, Cardoos & Hinshaw, 2015). ADHD er forbundet med funktionsnedsættelse på alle større livsområder- og aktiviteter, i 85% -90% af de sager hvor ADHD blev diagnosticeret i barndommen, og som vi har fulgt op op, i ungdomsalderen (Barkley et al., 2008; Faraone et al., 2015).

Kort sagt, er ADHD relateret til et pålideligt unøjagtig og stærkt variende system for  tidsfornemmelse og i særdeleshed på evnen til at gengive et specifikt tidsinterval

Eksekutive funktioner (EF)

En række neuropsykologiske funktionsnedsættelser er konsekvent blevet dokumenteret i både hos børn, unge og voksne med ADHD, ved brug af neuropsykologiske test. De fleste funktionsnedsættelser falder inden for rammerne af Eksekutive Funktioner (EF), og dette ses tydelig på test af vedvarende opmærksomhed (især reaktionstidens variabilitet), hæmningskontrol, nonverbal og verbal arbejdshukommelse, beslutningstagning og tidsmæssig diskontering, samt planlægning og problemløsning (Wilcutt, Doyle, Nigg, Faraone, & Pennington, 2005).

Funktionsnedsættelse af EF er langt mere fremtrædende og udbredt ved ADHD hos børn og voksne, når de vurderes ved hjælp af EF-vurderinger i hverdagen, uanset om der anvendes gruppebaseret eller individuelt analyseniveau (Barkley, 2012; Barkley & Fischer, 2011; Gioia, Isquith, Kenworthy & Barton, 2002; Thorell, Eninger, Brocki, & Bohlin, 2010).

Timing, tidsestimering og reproduktion af tidsintervaller

Motorisk timing og tidsfornemmelse er multifaceterede kognitive evner, der har nogle indbyrdes afhængigheder af hinanden, samt til funktionsnedsættelse af EF og sandsynligvis involvere både fælles og/eller overlappende neurologiske regioner og netværk, især i den pre-frontale cortex, i basal ganglia og i cerebellum, samt deres funktionelle netværk (Norieka, Falter, & Rubia, 2013; Wittmann & Paulus, 2007).

Motoriske timingsopgaver involverer ofte meget korte varigheder (1 sek eller mindre eller sekund) og kan kræve matchende rytmisk mønstre af lyd eller lys stimuli ved hjælp af motoriske klappe-mønstre, der skal fortsætte efter prøvens støttende klappe-mønster er stoppet (Coghill et al., 2018).

Tidsestimeringsopgaver involverer detektion eller reproduktion af længerevarende, supra-second time tidsintervaller, normalt variende i varighed mellem 2 og 40 sek. (Norieka et al., 2013).

Tidsfornemmelsen har også betydelige relationer til nogle af de EF der er kendetegnende for ADHD, såsom nedsat impuls- og selvkontrol, behovsudsættelse, vedvarende opmærksomhed og distraherbarhed, arbejdshukommelse og selvmotivation

Tidsopfattelsen har også betydelige relationer til nogle af de EF der er kendetegnende for ADHD, såsom nedsat impuls- og selvkontrol, behovsudsættelse, vedvarende opmærksomhed og distraherbarhed, arbejdshukommelse og selvmotivation (Barkley, Murphy, & Kwasnik, 1996; Norieka et al., 2013; Shaw & Brown, 1999; Toplak & Tannock, 2005; Wittmann & Paulus, 2007). Dette især observeres ved test af længere tidsvarighed, såsom 6-40 sek (Coghill et al., 2018; Norieka et al., 2013;Wittmann & Paulus, 2007).

Således kan disse EF bidrage til noget af den funktionsnedsættelse på tidsstyring og timing, der oftest ses ved ADHD; fejl med korte mellemrumsintervaller kan være relateret til impulsivitet (Himpel et al., 2009). I modsætning hertil kan fejl med længere intervaller indebære underskud i arbejdshukommelseskomponenter, da de kan indeholder opgaver med i at skulle holde længere tidsintervaller i tankerne, for derefter nøjagtigt at gengive dem (Wittmann & Paulus, 2007).

Selvskabt arousal (ophidselse) og selvskabt motivation, kan være udslagsgivende for resultater i både kort- og langvarige undersøgelser, men sandsynligvis mere i de af længere varigheder på grund af deres større kedsomhed (Shaw & Brown, 1999; Sonuga-Barke, 2002).

Tidsopfattelses- og tidsestimeringsopgaver varierer i hvilke facetter af denne komplekse konstruktion de er designet til at vurdere, såvel som i deres metoder til at gøre det.

Tidsopgørelsesopgaver

Tidsopgørelsesopgaver viser typisk et tidsinterval til en forskningsdeltager via nogle auditive eller visuelle indikationer, f.eks. en pære der er tændt i varierende intervaller, såsom 6, 12, 18, 24 og 36 sek. Deltageren skal derefter angive længden af
tidsintervallet (i sek), ud fra de indikationer der blev præsenteret i denne prøveperiode.

Sådanne opgaver er blevet forbundet med store vanskeligheder for personer med ADHD og forskning har påvist at personer med ADHD har testresultater der er inkonsekvente, på tværs af studier og aldersgrupper, og at disse er tydligere hos børn (Hwang, Gau, Hsu, & Wu, 2010; Waig, Oepen, & Prior, 2012) end hos voksne (Barkley et al., 1996), og at disse forskelle kan blive ubetydelige efter statistisk kontrol for forskelle i IQ (Barkley, Murphy, & Bush, 2001;Coghill et al., 2018; Norieka et al., 2013).

Tidsestimerings- og reproduktionsopgaver

Tidsestimeringsopgaver (timing) og reproduktionsopgaver (gengivelse) er opgaver der indebærer at deltageren præsenteres for et stimuli med en tidsmæssig varighed, som
deltageren derefter skal gengive selv, ved hjælp af nogle adfærdsmæssige handlinger, f.eks. ved at tænde og slukke for et lyspære, svarende til de intervaller som blev præsenteret.

Disse opgaver adskiller sig fra tidsopgørelsesopgaven, idet det ikke bare er evaluering af opfattelsen af ​​et tidsinterval, men derimod selve evnen til at bruge timingsintervallet til at styre deltagerens reproduktion af samme tidsinterval, alene ved at holde det i tankerne.

I reproduktionsopgaver, som er de oftest anvendes i ADHD forskning, bliver deltagerne præsenteret for et stimuli med en vis varighed, enten via en visuel eller auditiv stimulus, som f.eks. en lysende pære. Derefter skal de reproducere denne tidsvarighed med det samme stimulus (f.eks en lyspære).

Funktionsnedsættelse af evnen til reproduktion forefindes konsekvent hos personer med ADHD (Coghill et al.,2018 Norieka et al., 2013) i forskning af børn (Barkley, Koplowitz, Anderson, & McMurray, 1997) eller ved forskning af voksne med ADHD (Barkley et al., 2001).

Disse opgavetyper kan muliggøre en bedre endofænotypisk (mere individualiseret) definition af funktionsnedsættelsen, end man opnår ved opgaver gående med motorisk responsivitet (reaktionsevne) eller tidsopgørelsesvariabilitet (estimering) (Rommelse et al., 2008).

Ved tidsreproduktionsopgaver, er resultater for personer med ADHD, typisk forbundet med større variabilitet (fejl)

Ved tidsreproduktionsopgaver, er resultater for personer med ADHD, typisk forbundet med større variabilitet (fejl) på tværs af forsøg end det ses tydeligt i kontrolgrupper. Disse fejl stiger i størrelsesorden med de stigende tidsintervaller, der præsenteres. Disse reproduktionsfejl kan være både under- og overreproduktioner, selv om der er en tendens til at underreproduktioner er mest normalt set.

Alligevel er det øget variabilitet (større fejl-rate), der er mest karakteristisk for ADHD (Coghill et al., 2018; Rommelse et al., 2008). Reproduktionsfejl er omvendt relateret til estimeringsfejl (Wittmann & Paulus, 2007).

Personer, der overvurderer et tidsinterval, plejer normalt at reproducere dette tilsvarende tidsinterval, når personen bliver bedt om at gøre gengive deres tidsestimat.

Dette forhold afspejler den subjektive følelse af, at tidsperioder er langsommere end de faktisk er, måske på grund af fejl i et internt tidsstyrings- eller timingsmekanisme (Gilden & Marusich, 2009; Wittmann & Paulus, 2007). Denne mekanisme er sandsynligt placeret i den laterale entorhinal cortex der støder op til hippocampus og nær ved de temporale poler (Tsao et al., 2018).

Forringet tidsfornemmelse og det interne ur, der bidrager til det, kan også være forbundet med svækket dopamin-dynamik i hjernen (Gilden & Marusich, 2009). dopaminerge problemer er rutinemæssigt forbundet med ADHD og ligger til grund for begrundelsen for og nytten af, anvendelse af psykostimulerende lægemidler.

Kort sagt, er ADHD relateret til et pålideligt unøjagtig og stærkt variende system for tidsfornemmelse og i særdeleshed på evnen til at gengive et specifikt tidsinterval (Coghill et al., 2018; Norieka et al., 2013), dette kan synliggøre en funktionsnedsættelse i en central tidsreguleringsmekanisme og kan være relateret til den nedsatte fysiologiske dopamin-dynamik, som er forbundet med ADHD.

Timing evner er en vigtig del af at fungere effektivt i hverdagsaktiviteter, som i
afgøre hvornår man skal handle og hvor længe sådanne handlinger kan tage, set i forhold til tidskritiske hændelser i ens miljø (f.eks. kørsel, forhandle forkørselsret som fodgænger eller cyklist, eller ved drift af maskiner, etc.).

Manglende evne til timing af responser, som det ses ved ADHD, kan placere sådanne personer i risiko for at kunne fungere effektivt i en lang række vigtige livsaktiviteter og kan endda være direkte risikobetonede under visse omstændigheder. Forskning viser, at funktionsnedsættelse i tidsfornemmelse, tidsstyring og timing, er konsekvente
og bemærkelsesværdig høj i deres effektmæssige hyppighed og afvigelser, set mellem ADHD og kontrolgrupper eller grupper af personer med andre psykiske lidelser (Barkley, 2011a, 2012; Barkley et al., 1997; Houghton, Durkin, Ang, Taylor, & Brandtman, 2011).

Diskussion

De timingfejl, der blev identificeret i denne undersøgelse, sammen med de betydelige beviser for, hvormed de er konsistente, indebærer at reguleringen af ​​adfærd ved opfattede tidsintervaller, og måske endda opfattelsen af ​​tid i sig selv, er nedsat hos personer med ADHD.

Sådanne resultater er ikke kun af teoretisk eller akademisk interesse. Forskellige menneskelige aktiviteter i det daglige liv, kræver beslutninger af tidsmæssig varighed og kræver handling på en rettidig og koordineret måde, som svar på sådanne hændelser.

Dette kan være afgørende for at udføre forskellige vigtige opgaver effektivt, rettidigt og sikkert, såsom krydsning stærkt befærdede veje som fodgænger, cyklist eller som fører af motorkøretøjer eller i drift af andre potentielt farligt maskinelt udstyr.

Nogle undersøgelser ved hjælp af simulatorer viser, at børn med ADHD er mere betydeligt mere udsatte for at fejlvurdere den tid, de er nødt til havem for at krydse en travl kørebane motorkøretøjer. De vælger at krydse, når kortere tidsintervaller eksisterer (trafikken er tungere) og sætter således sig selv i forhøjet risiko for en ulykke (Stavrinos et al., 2011).

De fejl, der var tydelige ved timing af deres krydsning af veje, var helt i overensstemmelse med den funktionsnedsættelse, som test af eksekutiv funktioner der har betydning for vurdereing og planlægning, problemløsning, arbejdshukommelse og hæmningskontrol.

Dette timingsproblem er også blevet påvist i børnenes cykling på tværs af travle veje (Nikolas et al., 2015). De vælger at handle hyppigere, når der er kortere tidsintervaller mellem trafikkanterne og undlader at igangsætte krydsende adfærd hurtigt, hvilket fører til mindre tid at krydse vejen, end det der ses hos kontrolgruppen.

Sådan timingsfejl i krydsning af veje og utålmodighed med tidsforsinkelser er mere generelt i tilfælde, der involverer ADHD og bør føre til hyppigere risikovurdering og dermed flere ulykker der involverer fodgænger og  bilist  eller cyklist og bilist.

Fremtid forskning bør undersøge, om disse funktionsnedsættelser i tidsreproduktion ligger til grund for at disse former for timingproblemer, kan forekomme i naturlige omgivelser og under rutinemæssige aktiviteter.

For yderligere information om dette studie, og dets betydning for personer med ADHD, læs da den fulde (engelske) version af artiklen, som du kan finde på PubMed.


Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.