ADHD: Så tag dig dog sammen, mand!

Dit humør og din adfærd er på sin vis både under og ikke under, din viljes egenkontrol, og ved at forstå hvordan ting påvirker dit humør og din adfærd, således kan du lære at påvirke det, indefra.

Personer med ADHD lider af mange forskellige dysfunktionelle tilstande der alle direkte eller indirekte påvirker personens humør og adfærd.

I denne artikel gennemgår jeg hvordan dit humør og din adfærd bliver skabt og hvilken indflydelse du har på det, undervejs fra stimuli til fornemmelser til følelser til emotioner og til sidst til dit humør.

Resumé

ADHD er en medfødt, genetisk/neurobiologisk, kronisk og livslang, psykisk lidelse, der gør at en krop med ADHD er fysisk anderledes skruet sammen end en krop, uden ADHD.

Årsagen skal findes i den udviklingsforstyrrelse i normativ eller neurotypisk forstand kontra den ca. 30% forsinkelse i hjernens fysiske udvikling af hæmningskontrol, der gør at personens impuls- og selvkontrol ikke er alderssvarende og lig deres jævnaldrende.

En hjerne med ADHD er ikke beskadiget men derimod 30-40% forsinket i sin udvikling på helt specifikke funktioner.

Et barn på 7 år med medicinsk ubehandlet ADHD har en impuls- og selvkontrol på linje med hvad man vile kunne forvente af et barn uden ADHD på 4-5 år, så derfor kræves det at man sætter sine forventninger efter dette faktum.

Dette har ingen betydning for intelligens eller viden, men det har stor betydning for om personen overhovedet når at kunne gøre brug af sin intelligens og viden, da ADHD gør at man allerede for længst har reageret impulsivt, før ens bevidsthed overhovedet er blevet spurgt til råds.

Effekt og bivirkninger

Denne helt nye evidens påvise i hvor høj grad de midler som anvendes til behandling af ADHD har som risikoprofil

Det er denne dysfunktion som ADHD-medicin mediere, og rent faktisk så godt at 80-90% af alle med ADHD oplever at både dem selv og andre kan se en positiv forskel, allerede efter 30 minutter, det er der ikke ret megen anden medicin der kommer bare i nærheden af.

Denne ‘Askepot – effekt’ som vi kalder den her hos ADDspeaker, vedbliver sålænge den er virksom i hjernen. Når den er brændt af, så er vi tilbage til udgangspunktet og vi er ’tilbage på loftet igen’

Samtidigt har op imod 70-90% af alle med ADHD oplever denne ‘Askepot – effekt’, samt det at de bivirkninger de oplever er relativt få og ikke-alvorlige, såsom nedsat appetit, lidt i indsovningsproblemer og mildere mavesmerter.

Der er en risiko for hjertekarproblemer, hvis man er disponeret for disse og det er et ufravigeligt krav at man gennemgår en test forud for medicin opstart, netop for at fange disse skjulte risici.

Nyeste videnskabelige evidens fra 2019, har påvist at risikoen for at udvikle en psykose pga. medicinen, ligger 1 ud af 660 personer, altså en ganske lav risiko. De der er i risikogruppen for at udvikle psykoser er de der har uopdaget Bipolar lidelse eller Skizofreni, så hvis der er nogen i ens biologiske familie med disse psykiske sygdomme, så er det meget vigtigt at være OBS på at fortælle psykiateren dette under udredning for ADHD.

Derfor er det essentielt at man styrker personens kompetencer PÅ medicin, da al adfærds- og samtaleterapi og pædagogik er nyttesløs uden, da hjernen ikke fysisk er i stand til at ‘gøre det den ved er det rigtige, inden kroppen allerede har reageret udenfor ens bevidstheds kontrol, på forhånd’

ADHD handler ikke om manglende evne til at vide hvad man skal gøre, men derimod om at kunne gøre det man ved.

En stor del af den dysfunktion som ADHD medfører rammer på alle niveauer af kæden fra stimuli til humør, idet ADHD er en neurobiologisk, psykisk lidelse og dermed bliver påvirket både af fysiske (interne og eksterne) stimuli (sanserne) og psykiske stimuli (tanker, følelser, emotioner, humør).

Fordi der er tale om både biologiske og psykologiske faktorer der ligger til grund for de symptomer som er kendetegnende ved ADHD, så kræver en effektiv behandling både medicin (til det fysiske) og psykosocial støtte (til det psykologiske) og dette på samme tid, da ingen af delene kan stå alene.

ADHD-medicin er ligeså sikkert og naturligt at bruge til behandling af ADHD, som insulin er til behandling af Diabetes, og vi kender mere til ADHD-medicin end vi gør til noget andet middel indenfor Psykiatrien, da der er forsket i dette langt mere end i noget andet middel, og der er udover denne forskning jo også millioner af mennesker der tager det hver dag, og har gjort siden det kom frem helt tilbage i 1930’erne i USA og omkring 2000 herhjemme.

Slutteligt forklarer jeg hvorfor diskussionen om for eller imod ADHD-medicin ikke blot er irrelevant og baseret på ideologi fremfor biologi, og håber med denne nye indsigt, at især fagfolk og familiemedlemmer der har mistro til at medicinere et lille barn med ‘narko’, for fanden da snart må kunne forstå at det er noget Scientology har fundet på og agiteret for i årevis, alene for at skabe tvivl og i håb om at du vil søge ‘frelse’ hos dem, fremfor herovre hos os, i den videnskabelige kontekst og virkelighed.

Introduktion

For at forstå hvordan ADHD-medicin virker, helt konkret, så er vi nød til at gennemgår den basale anatomi og fysiologi, samt den neurokemiske og neuropsykologiske måde hvorpå den virker på ADHD symptomerne.

Så vi begynder med en PIXI-bog udgave af hvordan vores krop ser ud og virker, og bevæger os derefter ned i de mere nørdede detaljer om ligheder og forskelle mellem de 5 forskellige midler der er godkendt til behandling af ADHD i EU.

Biologi

biologi, den naturvidenskab, som beskriver levende væseners opståen, udvikling, struktur, samspil og vekselvirkning med den øvrige natur.

Neurobiologi

neurobiologi, læren om nervesystemets biologi; omfatter både nervesystemets struktur, funktion og biokemi. Neurobiologi bruges også som mere specifik betegnelse for den videnskabelige disciplin, der undersøger de molekylære mekanismer, som ligger til grund for nervesystemets cellers funktion og således forener klassiske discipliner som neuro -anatomi, – fysiologi og – kemi til en fælles disciplin.

Neuroanatomi

Neuroanatomi er den del af anatomien som beskæftiger sig med nervesystemets opbygning.

Nervesystemet

CNS og PNS

Nervesystemet består af to dele: et centralt system (CNS) og et perifert system (PNS).

Disse nervesystemer kan beskrives enten anatomisk eller funktionelt (se nedenfor), da man er nød til både at vide hvordan kroppen er sat sammen rent biologisk (anatomi) og hvordan denne anatomi så bliver til vores funktionelle bevidste sind (anatomi, fysiologi og psykologi er de tre grundsten som hele dit JEG bygger på).

Det Centrale nervesystem (CNS)

Det centrale system er hjernen og rygmarven, som begge er bygget op af nerveceller og nervefibre. Hjernen er inddelt i forskellige områder med forskellige opgaver. Eksempelvis styrer et område følesans, andre styrer bevægelser, finjusterer bevægelser eller kontrollerer kroppens hormonkirtler.

Mellem de forskellige områder er der nerveforbindelser, så signalerne, som går ud fra hjernen, påvirkes fra mange områder og koordineres. Rygmarven sender signalerne til og fra hjernen og resten af kroppen. Rygmarven består mest af lange nervebaner, som bringer nerveimpulserne op og ned fra hjernen.

Det perifære nervesystem (PNS)

Det perifere nervesystem er nerver, som går fra hjernen og rygmarven ud til resten af kroppen. De perifere nerver er forbundet med rygmarven på forskellige niveauer. Det er gennem rygmarven, at information fra disse nerver kommer til og fra hjernen. Gennem små huller i kraniet går nogle perifere nerver direkte ud fra hjernen, de såkaldte hjernenerver. Disse nerver varetager funktioner som syn, øjenbevægelser, hørelse, lugt, smag og ansigtsbevægelse.

Signaler til bevægelse af muskler løber fra hjernen og ud, mens signaler vedr. følesansen løber udefra og ind til hjernen.

Det Somatiske nervesystem (SNS)

Det somatiske nervesystem (SNS) er den del af nervesystemet der er under viljens kontrol. Det består af sensoriske nerver og motoriske nerver. Det står i modsætning til det autonome nervesystem (ANS) der ikke er viljestyret.

Det Autonome nervesystem (ANS)

Vi har også et andet nervesystem, som vi ikke kan kontrollere bevidst. Det autonome nervesystem kontrollerer indre organer, blodkar, blodtryk, hjerte, kropstemperatur, sved o.l. Dette nervesystem består af to forskellige systemer, som holder hinanden i skak, det sympatiske og det parasympatiske (kolinerge) nervesystem.

Fysiologi

Fysiologi betyder funktion, og beskriver hvordan kroppens organer arbejder sammen for at skabe den fysiske og psykiske egentilstand, som du så opfatter som værende lig med din virkelighed.

Jeg har forsøgt at lave en skitse der viser hvordan et stimuli går op igennem vores system for at ende med at definere vores humør.

Stimuli (Stimuli)

Generelt taler man om Afferent (sensorisk) og Efferent (motorisk) funktion, det vil sige at når du rører ved noget, så sendes der et afferent stimuli til dit PNS som dernæst fortolker dette input automatisk i ANS, som dernæst sender en fornemmelse videre op til dit Basal Ganglia (krybdyrshjernen) via dit CNS.

Fornemmelser (Sensations)

Fornemmelser er samlinger af stimuli der skaber en tilstand, som definere hvordan vi oplever det samlede udtryk af de modtagne stimuli. Disse fornemmelser kaldes samlet for Interoception (det der foregår internt i din krop), og den samlede fortolkning af de stimuli som din krop har modtaget fra dine sanser, bliver her omdannet til din allostasiske egentilstand (det vi til dagligt kalder for vores mavefornemmelse).

Denne mavefornemmelse bliver så sendt videre op til din Basal Ganglia (krybdyrshjernen) hvor den igen bliver fortolket den mavefornemmelse du nu oplever, med andre lignende du har erfaret tidligere. Dernæst beslutter hjernen sig for at genere (skabe) en følelse i din krop, alt efter hvilken vurdering den er kommet frem til.

Følelser (Feelings)

Nyeste videnskabelige studier har fastslået at vi har 14 grundlæggende følelser;

Vrede, frygt, afsky, glæde, tristhed, overrasket, neutral, angst, kærlighed, depression, foragt, stolthed, skam og jalousi.

Disse følelser er udenfor vores kognitive (bevidste) kontrol (vilje) og vi har derfor ingen selvkontrol over disse og kan ej heller ikke selvregulerer disse.

Emotioner (Emotions)

Emotioner er flygtige tilstande, der definere vores egentilstand i nuet. Disse varer sjældent ret længe, inden de erstattes af en anden emotion.

Når denne følelse(r) så rammer din nyeste del af hjernen, kaldet frontallappen, så er der en række meget avanceret mentale funktioner, kaldet Eksekutive funktioner, der tager stilling hvad den følelse du har, så skal betyde for hvordan din reaktion så skal være, altså hvilken (verbale- tale og non-verbale – motorisk/kropssprog) adfærd du ønsker at vise overfor din omverden.

Disse emotioner er langt mere fintkornede i sine nuancer end de 14 grundfølelser og du kan her se hvor mange forskellige emotioner man har fundet videnskabelig  evidens for vi har.

Emotioner er selvskabte, af os selv og i os selv. Det betyder at de er under vores viljes kontrol, modsat følelser der er udenfor vores viljes kontrol. Disse emotioner styres via vores Emotionelle Funktion.

Humør (Mood)

Baseret på den samlede perception (oplevelse) af det vi oplever (fysisk og psykisk) så danner vi en overordnet egentilstand af hvordan vi føler os tilpas, lige nu. Denne egentilstand kaldes for vores humør, f.eks. godt, skidt, neutralt.

Vores humør er af mere langvarig karakter, timer, dage, uger, måned og i nogle tilfælde, i årevis (sorg er et godt eksempel).

Vores humør er normalt under vores emotionelle kontrol, og vi kan derfor selvkontrollere og selvregulere vores emotioner, og derigennem vores humør.

Emotionel Dysfunktion (Emotional Dysregulation)

Emotionel Dysfunktion (ED) defineres som det/de symptomer af emotionel karakter, som man ser hos stort set alle personer med ADHD. ED skyldes at visse systemer i hjernen ikke bliver udviklet i den korrekte rækkefølge grundet en udviklingsforstyrrelse i selve den fysiske udvikling af hjernen, der medfører at det system der skal styre vores motorkontrolsystem (verbale og non-verbale adfærd) der kaldes for hæmningskontrol, ikke udvikles i den rækkefølge som det skal, for at opnå neurotypisk (normal) udvikling af adfærden.

Hæmningskontrol har til opgave at hæmme al adfærd som ikke er nødvendig for at overleve og trives, i nuet, samtidigt med at det holder styr på vores indre balance mellem de forskellige behov som vi oplever (f.eks. sult, tørst, søvn, sex osv.), således at det hele ikke går op i druk og hor.

Når der går ged i denne naturlige afbalancering af grundlæggende behov, og når disse gør at nogle behov bliver mere dækket end andre, på bekostning af fremtidige behov og uden tanke på disse konsekvenser, så taler man om en dysfunktion.

ED er så den emotionelle del af denne dysfunktion, og det gør at personer med ADHD ,der jo er særligt hypersensitive overfor kritik, berøring, lyd, lugt osv., bliver emotionel påvirket af hvordan vores krop håndtere alle de stimuli som kroppen bombarderes med ubønhørligt non-stop, og som i en normal krop uden ADHD bliver håndteret ved at 85% af alle stimuli automatisk bliver filtreret fra udenfor vores bevidsthed og vilje, således at vores frontallap og Eksekutive funktioner blot skal forholde sig til de sidste 15% bevidst.

Når man har ADHD, så er der gået ‘hul i filteret’ og der sendes langt mere ‘rå-data’ i form af stimuli, direkte og ufiltreret fra vores krop og ind i de Eksekutive funktioner, som dermed bliver overbelastet og overvældet, hvilket igen fører til en abnormal adfærd der synes som værende: hyperaktiv/impulsiv og letafledelig,

De sekundære effekter af dette gør at vi udvikler Emotionel Dysfunktion (manglende normativ evne til at selvkontrollere og selvregulere vores emotioner), samt Mind Wandering (tankemylder/rumination) der gør at vores i forvejen overvældede Eksekutive funktioner, nu bliver endnu mere belastet, fordi vi ruminere (tanker og bekymringer, angst og frygt der kører i en ubrudt ring, dybt inde i vores bevidste og ubevidste sind).

ADHD-medicin

Medicin afhjælper mange af disse symptomer, men når symptomer er reduceret, så opdager personen at deres evne til at håndtere denne nye perception af virkeligheden, pludselig bliver ligedan uoverskuelig, som man kender det fra medicinsk ubehandlet ADHD, blot med den forskel at ens udfordringer nu er i stand til at blive identificeret bedre og ændret via kognitiv- og adfærdsterapi, psykosocial støtte og pædagogiske hjælpemidler.

Medicinen fjerner altså ikke personens ADHD, den retter blot midlertidigt op på den ubalance der er habituelt i en krop med ADHD, og dette kun i den periode hvor medicinen er virksom i kroppen, hvorefter en krop med ADHD, så Askepot, pludseligt er tilbage i sit tårnkammer igen.

Selvom medicinen virker euforiserende på folk der ikke lider af ADHD, så er det ikke tilfældet for de der har ADHD, da selve det stof der skaber euforien, dopamin, i en krop med ADHD er på et habituelt langt lavere niveau, lad os sige 25% af normalniveauet, og når vi tager vores medicin så kommer vi nok op omkring 80-90% af det niveau som vi burde have fra fødslen af. Det der skaber euforien hos personer uden ADHD er at deres habituelle niveau af dopamin jo naturligt og medfødt ligger på de 100% som er normalt, og når de så misbruger vores medicin, ja så øges deres niveau af dopamin til over 100% og konsekvenser er således … eufori …

Men at tillægge dette misbrug af vores medicin som grundlag for at vores medicinske brug af denne medicin skulle være noget odiøst eller moralsk forkasteligt, bygger ene og alene på uvidenhed, fordomme og skjulte agendaer fra personer med interesse i at miskreditere denne form for psykofarmaka udfra deres personlige og grotesk egoistiske behov.

Hetzen imod ADHD-medicin svarer til at man gav personer med Diabetes samme tur gennem mediernes vridemaskine og fik pisket en stemning op om et narrativ gående på et koncept om at ‘Al insulin dræber’ fordi nogle personer der ikke led af Diabetes havde taget insulin og dermed oversteg det naturlige niveau på 100% og dermed døde af dette misbrug, og derfor pålagde diabetikere med både skyld, skam og en stigmatiserende perception af at ‘hvis de bare gad, så kunne de sgu nok få styr på deres Diabetes, uden insulin’ …

Tyg lidt på den og giv mig en hånd med at få fjernet den urimelige restriktion, diskrimination og stigmatiseringen overfor den medicin vi har brug for, vi 240.000 voksne der (over) lever med ADHD og for vores 60.000 børn!

Peter ‘ADDspeaker’ Vang (2019)

ADHD-medicin for begyndere

Læs denne uddybende artikel om ADHD-medicin og de 5 typer der er godkendt i EU

Konklusion

Updated European Consensus on diagnosis and treament (Kooij et al., 2018)

Jeg håber at denne forklaring har givet dig en dybere indsigt i hvad der foregår ‘under kølerhjelmen’ i en krop med ADHD, og særligt at du nu forstår hvorfor nødvendigheden for vores brug af ADHD-medicin, ikke er et spørgsmål om manglende vilje til at ‘tage sig sammen’ og ændre på sin adfærd, men at det rent faktisk ikke er fysisk muligt at gøre via viljekraft, idet 85% af det der er ged i, foregår udenfor personens egen vilje og kontrol.

/ADDspeaker

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.