Benægtelse, fornægtelse eller bare fucked up som mig ?

On 1. May 2018 by Peter 'ADDSpeaker' Vang

Det at leve et helt liv med ADHD, er svært for andre at sætte sig ind i, så derfor vil jeg prøve at give jer en rundtur i mit sinds mest kringlede kroge og vise jer, hvordan min ADHD opleves, set indefra, med fuld indsigt i hvilket kaos der hersker og med ønske om din forståelse, anerkendelse, respekt … og omsorg … for at det ikke er et valg, det er et livsvilkår og det er fucking freakin’ hårdt at leve med, for mig og alle omkring mig …

Skrevet af Anonym …

Stress?, angst? eller bare totalt lost?

Hvis du sætter dig ned og ser en film, mærker du så en indre ro eller har du, ligesom jeg, en konstant larm indeni? Jeg håber inderligt for dig, at det er ro du føler, for så skal du ikke leve med det inferno af tanker og følelser, der hele tiden flyver igennem mit alt for overfyldte og trætte JEG. Jeg mangler et filter, det er som om alt, hvad der sker på skærmen invaderer mig og selv tv-avisen kan ødelægge mit humør og stresse mig voldsomt.

Når du er ude for at gå en tur, oplever du så en indre samlet tilstand eller mere en tilstand af uspecifikt kaos og tankemylder? Jeg forholder mig ikke kun til mine omgivelser, men også til mig selv som en blanding af krop og sind, især når der endeligt bliver lidt ro omkring mig. Det eneste sted, der aldrig er ro, er indeni mit hoved, for mine tanker kører hele tiden rundt i et virvar, hvor den ene tanke tager den næste med sig, og hvor jeg altid ender præcis samme sted, hvor mine tanker begyndte, jeg kører i et uendeligt loop, hvor årsag og virkning til sidst flyder sammen, som en tre-stribet is, hvor alle farverne bliver blandet sammen og til sidst blot ligner, ja … lort …

Hvis du stopper op og bare ER mærker du så en indre utilpashed , uro og en udefinerbar ængstelighed? Jeg føler nærmest en fremmedhed overfor mig selv, en slags indre forvirring, der er krydret med tomhed og tanker der flyver kaotisk rundt, som blade i vinden. Det er ikke rart at mærke mig selv, så jeg forsøger hele tiden at overdøve den voldsomme intense larm, som mine tanker skaber i mit indre univers, hele tiden og altid, uden pause, nåde eller fornuft.

Hvorfor fanden skulle det lige være mig!?

Hvorfor skulle det lige være mig, der er blevet dømt til at opleve at der indeni mig er noget der minder om en nådesløs, uendelig og ikke mindst uretfærdig følelse af :

  • URO?
  • UBEHAG ?
  • KAOS ?
  • TRANG TIL AT STIKKE AF
  • CRAVING EFTER AT FINDE SLUK KNAPPEN ?
  • SPLITTETHED/USAMMENHÆNG?

Det er lidt a la når man kæmper imod at høre, hvad en anden fortæller, som man ikke magter at lytte til, ved at gå sin vej eller højlydt synge lalalalalalalalala imens man lukker øjnene og holder sig for ørene. Selvom jeg prøver, inderligt og intenst, så kan jeg ikke flygte fra mig selv, der er intet, der kan slukke for de tanker og følelser, som jeg hverken kan rumme eller magte, de er, for evigt, en del af mig.

The Story of My Life …

Jeg har altid haft det sådan her, seriøst! …

Denne indre tilstand har været der, så længe jeg kan huske tilbage, den eneste forskel er, at den er blevet konstant forværret, endnu mere udmattende og max frustrerende at måtte slæbe rundt på, som en bussemand der har klistret sig fast på min finger og kun er blevet mere og mere klistret og genstridig, som årene er gået. Det var bare så meget nemmere, da jeg var yngre, smukkere, mere glad, mere energisk og mindre kritisk selvbevidst og demoraliserende virkelighedsbevidst. Dengang var det SÅ meget nemmere, trods det at det indre ubehag også var der, dengang, bare ikke på et så desperat plan som nu. Den var der jo allerede dengang, bare lettere at ignorere og stikke af fra. Vi kan jo vælge at se det normale “filter”, som en kvalitetspande med teflon. Det at jeg har en medfødt kronisk udviklingsforstyrrelse gør, at mit teflon-lag er meget tyndt og sket ikke dækker hele panden, så alt jeg rører ved, bare hænger fast og brænder på, jo mere den bliver brugt, desto tyndere slides det i forvejen alt for tynde forsvar.

Positiv psykologi, min bare r..!

Jeg bliver ekstremt provokeret af guidelines såsom:

  • “ Vær i nuet!“
  • “ Acceptér hvad der ER, uden at være (for)dømmende!”
  • “Sig højt, hvad du føler / tænker / mærker og bare vær i det, uden at forholde dig til det!”

Seriøst, hvordan kan man forvente at jeg skal kunne vide, hvad jeg vil være og hvor skal jeg være dette, henne? Jeg føler, tænker og mærker i øst og vest, fatter absolut intet og går bare rundt med en følelse af overvældende afmagt, aner ikke engang hvad der er pest eller bedst …

Jeg vinder guld i disciplinen indre kaos

Den bedste måde jeg kan beskrive, hvordan det føles at være i mit hovede er, at jeg mentalt står inde i et fodboldmål og få kastet den ene bold efter den anden i hovedet. Jeg ved ikke hvor de kommer fra, jeg aner ikke hvor eller hvornår de rammer mig, faktisk aner jeg ikke en gang om det er en tennisbold, en golfbold eller en fodbold. Alt jeg ved, er blot at det gør afsindigt ondt at blive ramt, uden noget varsel og uden at jeg kan se pointen med en skid af hele dette cirkus.

Jeg fatter ikke engang, hvornår jeg skal gribe, dukke mig eller sparke fra mig. Jeg står bare inde i målet og skriger højtlydt indeni:

åh nej nej nej, lad nu være, jeg kan ikke det her, jeg vil ikke stå her mere !!!!!!!

På trods af ubehaget jeg bliver sgu bare stående, for jeg aner fandme ikke engang, hvor jeg skal gå hen, uden at de fucking freakin’ bolde bare følger med!

Hvordan skal jeg tackle livet, når mit hoved konsekvent tackler mig?

Nogle dage er værre end andre, men ingen dage er uden disse evigt snigløbende bagholdsboldangreb. Den bedste måde jeg kan beskrive mit fænomen, er vel, at jeg ikke kan tackle alt det jeg rummer indeni, som jeg hverken kan gribe, genkende, erkende, undgå, påvirke eller skabe nogen forståelse af eller mening med, hvorfor jeg så blot fortsætter, med hovedet under armen, med at gøre det jeg trods alt er blevet en hel ekspert i, nemlig blot at overleve mit liv, fremfor rent faktisk at leve mit liv!

Det at ikke kunne forstå eller sortere i, hvad pokker det her cirkus går ud på, giver ikke mig den indre ro, den ro som jeg sådan trænger til, længes efter og skriger på, for overhovedet at magte at fortsætte kampen for blot at overleve, samtidigt med at jeg hverken aner hvad jeg skal tænke eller sågar bare hvilket ben jeg skal stå på, mens jeg venter på at “noget eller nogen” skal skubbe til mig, så jeg dog i det mindste bare rykker mig lidt til en af siderne, og ikke blot bliver stående som en anden bovlam sinke, midt i skudlinjen og lader mig gennemhagle af de fucking freakin’ bolde!

Jeg ved jo for pokker ikke engang, hvad jeg tænker, føler eller hvor jeg står og nedsynker, så hvordan skal jeg vide, hvad jeg fatter eller ikke forstår, for så at finde vejen til at acceptere den mark jeg så kan vokse mig stor og stærk på, og lade håbet spire og gro fra?

Gad vide om jeg virkeligt er helt alene med denne forbistrede indre uro, som jeg så gerne vil have kontrol over og styr på og gad vide om den mon nogensinde forsvinder?

/Anonym

ADDspeaker’s kommentar:

Bop, bop, bop … hvad fanden skal jeg dog finde på af kloge ord, som kan virke både indsigtsfulde, forstående, anerkendende, respektfulde … ikke mindst … omsorgsfulde … !?

Hmm … at vi er ude i et skoleeksempel på ubehandlet tankediarré af monstrøse proportioner kan vist ikke komme bag på nogen, vel? Men hvad er det lige vi er vidne til her? Er det blot et karakter-selvmord af de helt store, baseret på en uvirkelighedsfølelse af ens eget JEG, og hvor alt går i selvsving og bare forstærker den indre uro, igen og igen og igen og … ?

Nej, diagnosen er en helt anden end du nok ville forvente den skulle være, og det er der sgu en rigtig god grund til, nemlig at;

Ingen adfærd bliver gentaget, såfremt hjernen ikke mener at den giver et positivt, subjektivt set, resultat. Alt andet strider imod selve grundtanken der danner grundlaget for det helt basale menneskelige overlevelsesinstinkt, det “system” der har sikret vores arts overlevelse, generation på generation på generation. Naturen er så snedigt indrettet at hvis noget ikke virker, virker godt og virker lige NU, så dør man … så enkelt er dét! Darwin har aldrig sagt at det er den “stærkeste der overlever”, det var Herbert Spencer der skrev dette i sin egen bog som han udgav, efter at have læst Arternes Oprindelse … Det Darwin rent faktisk sagde var at “den der er bedst til at TILPASSE sig, overlever!”.

Så hvis vi nu ved at hjernen ikke gider at lege med på vores julelege, fordi det koster alt for meget energi, set i forhold til det umiddelbare udbytte den forventer, og samtidigt husker på hvad Darwin sagde, så ligger løsningen “sgu da lige til højrebenet” for at blive i metaforen med boldene …

Hvad, positivt, kan man få ud af at forholde sig til sin indre verden på den måde som beskrives ovenfor, og hvordan giver det overhovedet nogen mening at gentage denne adfærd, i en uendelig løkke, når nu den på overfladen ser så helt forfærdelig destruktiv ud?

Forklaringen? Den kommer her ….

Når vi når det punkt hvor alt fornuft må give fortabt på at udlede hvad fanden meningen egentligt er, med alt det der sker i og udenfor os selv, hvad er det så vi vinder på dette og hvad er det der gør at vi overlever, på trods af denne “uønskede adfærd”, det er såre simpelt: Vi fratager os selv ethvert ansvar for at være både en del af problemet og en del af løsningen på problemet 🙂

Vi stiller os “ude på sidelinjen” og betragter kampen der foregår inde på banen, ikke udfra en spillers synspunkt, men derimod fra en tilskuers synspunkt, og dermed kan vi jo helt uden konsekvens stå og råbe “så skyd dog, din idiot!” eller “dåmme dommer, du har jo lort i fløjten!”, alt imens vi står under en kæmpe paraply der beskytter os for alle de “gadedrengestore vanddråber” der hagler ned over os, og hvor de der er med i spillet, derinde på selve banen, jo må tage den med fuld styrke, uden at kunne gemme sig under deres paraply af apati …

Kort sagt, det her er en coping strategi der har til formål at sikre at vi ikke bukker under for det umenneskelige pres vi oplever og altid har levet med, nemlig den skjulte bebrejdelse (både fra os selv og fra alle andre) og som er den virkelige årsag til hvorfor vi står dér, midt i målet, og bare lader os hagle igennem af alle de stimuli som vi bliver bombarderet med, konstant, og som kan være på både lyde, lugte, smage, følelser eller andres ord der bedømmer vores værd, iblandet vores egen fucked up egentilstand af kontinuerlig, uendelig og uoverskuelig af manglende selvværd, selvtillid, overblik, glæde, tillid, selvomsorg og ikke mindst kærlighed, til os selv, fra os selv …

Løsningen?

“Lær dog for fanden at elske dig selv – før du mestrer dette, er der ingen udsigt til solskin i dit sind – så hvad er beviset for at du ikke er værd at elske?”

/ADDspeaker

Comments are closed.