Blot 9% af voksne med ADHD får hjælp

On 6. August 2017 by Peter 'ADDSpeaker' Vang

Når vi ved at der er ca. 220.000 voksne over 20 år, der lever med ADHD, så kan det kun fortvivle mig, når jeg kan se at blot 9% får nogen medicinsk hjælp, hvilket igen betyder at mere end 70% af vi voksne med ADHD, må overleve på offentlig forsørgelse.

Anbefalinger for udredning og behandling af voksne med ADHD …

Jeg kigger i denne artikel på, hvad vi kunne gøre anderledes …

ADHD er en meget kompleks, psykisk lidelse, som berører mange områder for både personen med ADHD selv, men også i meget høj grad for familien til personer med ADHD.

Da ADHD er den mest genetisk arvelige lidelse, vi kender til, så er det typisk at ca. 20% af mødrene og 30% af fædrene, selv har ADHD.

Det betyder at mindst én af forældrene også selv har ADHD. Dét betyder samtidigt at sandsynligheden for at barnets bedsteforældre også har ADHD, er meget høj.

Da vi ikke har kendt til ADHD så længe, her i Danmark (ca. år 2000), så findes der en meget stor gruppe af voksne med ADHD (ca. 220.000), som endnu ikke er blevet ‘opdaget og udredt’. Som den fremgår af tabellen her, så er det de unge mænd som får mest behandling og begge køn over 50 år, stort set ingen behandling får.

Derfor er der en stor gruppe af både forældre og bedsteforældre, der lever med uopdaget og ubehandlet ADHD, hvilket kun er med til at vanskeligegøre behandlingen af børnene med ADHD, da både forældre og bedsteforældre selv lider under deres egne symptomer, uden at vide det.

Aldersfordelingen

At blot 9% er i medicinsk behandling, medfører at knap 20% af alle voksne med ADHD, lever med et misbrug af alkohol eller stoffer, hvilket oftest skyldes selvmedicinering.

Det høje misbrug, sammen med de mange ubehandlede symptomer på ADHD hos forældre og bedsteforældre, betyder at det psykosociale miljø for børnene, er langt mere inkonsekvent og disharmonisk, hvilket igen påvirker børnenes risiko for at udvikle ODD og CD stiger markant.

Dette kan aflæses direkte i statistikken for indsatte i danske fængsler, hvor 40% lider af ADHD, og hvor 60-80% af disse, har ko-morbid angst, depression og ikke mindst Anti-social Personlighedsforstyrrelse (det vi kaldte for psykopati tidligere).

Ydermere viser tal fra området for heroin-misbrugere, at mere end 50% af alle misbrugere også lider af ubehandlet ADHD.

Voksne med ADHD og deres behandlingsgrad (efter antal)

Kønsfordelingen

Fordelingen mellem kønnene er mest markant hos de yngste og hos de ældste.

Hvor mændene udgør størstedelen i de tidlige aldersgrupper, så udlignes forskellen ved de 60 år og tipper til kvindernes fordel, hvilket simpelthen skyldes at mænd med ADHD, dør tidligere end kvinder med ADHD.

Gennemsnitligt betragtet giver blot dét at leve med ADHD, en kortere levealder på ca. 10 år, set i forhold til befolkningen bredt set.

Voksne med ADHD og deres behandlingsgrad (efter køn)

Løsningen

Videnskaben anbefaler at man følger disse retningslinjer:

  1. Udredning
  2. Psykoedukation
  3. Medicin
  4. Tilpasning

Udredning

Det er vigtigt at få foretaget en udredning af både selve kernediagnosen, ADHD, samt de tillægslidelser (ko-morbide) der måtte være.

Da det er normalt at have ADHD + tillægslidelse (80%) og ADHD + 2 tillægslidelser (55%), så betyder det at over halvdelen af alle der har en kernediagnose på ADHD, samtidigt har mindst to yderligere lidelser, der også skal behandles.

Disse er oftest angst og depression, men der findes en del andre ko-morbide lidelser der er  forbundet med ADHD.

Psykoedukation

At blive uddannet i hvad det vil sige at leve med ADHD, har en enorm betydning for ens egen anerkendelse og accept af at man lever med en alvorlig psykisk lidelse.

Derfor anbefales det at man deltager i grupper i psykoedukation (forståelseskurser der højner personens selvindsigt), for at få en grundig introduktion til hvad det vil sige at leve med ADHD, hvilke symptomer der er typiske, samt hvilke muligheder der er for behandling.

Medicin

I mange år gjorde man alt for at undgå at give personer med ADHD, medicin.

Men den holdning er vendt 180 grader, i USA, idet man har fået så meget ny forskning og har så stor klinisk erfaring nu, efter 60 år med at udstede ADHD medicin på recept og opsamle data om effekt og bivirkninger, at man nu anbefaler medicin til alle der er i behandling i psykiatrien, for deres ADHD.

Da det primært er dem der lider af middel til svær ADHD der får en diagnose og dermed kommer i kontakt med psykiatrien og da man nu har evidens for at medicin er den mest effektive behandling for ADHD symptomer, som vi kender til i dag, da det virker med stor effekt for mere end 80% af alle med ADHD.

Af de resterende 20% findes der en lille del der ikke har gavn af eller kan tåle medicinen, men for langt de fleste er det et spørgsmål om at finde den rette kombination, grundet de mange ko-morbide lidelser.

I Danmark holder vi stædigt fast i at forsøge at behandle en fysisk betinget lidelse, med pædagogiske og psykologiske virkemidler, som udgangspunkt, på trods af at de førende forskere og klinikere i verden, siger at det er formålsløst, da terapi ingen effekt har, på længere sigt, hvis man ikke er medicineret samtidigt.

Tilpasning (i samfundet)

Da det at have ADHD og leve med dets svære sociale symptomer, i mødet med samfundets normer og krav ,anses for at medføre et handicap, så er ADHD blevet godkendt til at være omfattet af FN’s Handicapkonvention.

Konventionen, der giver personer med handicap, udvidede menneskerettigheder, som konventionens parter har skrevet under på at ville anerkende og overholde, for længst er blevet underskrevet af Danmark, så er reglerne endnu ikke implementeret, selvom Folketinget ratificerede aftale helt tilbage i 2006.

Tilpasning betyder at det er samfundet der skal tilpasse sig til vores behov, således at vi ikke bliver begrænset i vores adgang til samfundet og dets ressourcer, på lige fod med alle andre borgere i Danmark.

Alle kender til at der skal være gode adgangsforhold for personer med fysiske handicap som f.eks. kræver brug af kørestol eller ved at lave lydsignaler på færdselsovergange for de der har et synshandicap.

Denne forståelse og tilpasning finder vi alle helt naturlig og påkrævet, men det at give vores børn i Folkeskolen og videre i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og i den offentlige service, de rettigheder som vi har både brug for og krav på, ifølge FN’s Handicapkonvention, er gået helt hen over nationale, lokale og regionale politikere, som ingen bistand yder os.

Tværtimod nedprioriterer de ikke blot udredning af børn for ADHD, de sætter også store begrænsning på hvilken medicin vi kan få tilskud til og hvordan vi kan få den udstedt, samt yder minimal støtte i uddannelsessystemet og absolut ingen udvidet service i det offentlige system, lokalt, regionalt og nationalt, overhovedet!

IMG_0009

Dette har medført, at mere end 70% af voksne med ADHD, lever af offentlig forsørgelse, på endeløse ressourceforhold og underlagt et kontanthjælpsloft som ikke giver nogen mulighed for at få råd til den ADHD medicin som er anbefalet og påkrævet af videnskaben (og Sundhedsstyrelsen selv).

Omkring 30% lever på førtidspension, enten fordi deres symptomer er så svære at de ikke kan arbejde, men langt hovedparten fordi der ikke findes nogle job til personer med ADHD og særlige behov.

Derudover er dem mellem 20-40 år blevet tvunget ud i uddannelsesforløb, på laveste SVU, eller parkeret på kontanthjælp i ressourceforløb.

For gruppen mellem 40-67 år er det blot et fåtal der har et arbejde og de fleste lever af kontanthjælp, ca. 20%.

I følge Regeringens Psykiatriudvalgsrapport fra 2013, så udgør udgiften til personer med psykiske lidelser, ca. 15% af de samlede offentlige udgifter til sociale formål.

Det svarer til ca. 100 mia. kr. alt i alt, ud af et samlet budget på 650 mia. kr., hvilket ikke blot er et astronomisk beløb, men ydermere helt forrykt, da vi som samfund ingen nytteværdi for ud af den nuværende tilgang til de 220.000 voksne med ADHD, der er i Danmark i dag.

Folketinget godkendte og underskrev FN’s Handicapkonvention helt tilbage i 2006, men har endnu ikke, her 10 år senere, formået at få alle vores rettigheder indført i gældende lovgivning.

Det betyder at personer der lever med ADHD, i alle aldre, er væsentlig ringere stillet i det danske samfund, end andre grupper med fysiske handicap, idet vores handicap er usynligt og diffust for mange.

I USA har man haft en meget streng lovgivning på området for ligestilling for personer med handicap, og har siden 1990 slået hårdt ned på overtrædelse af denne.

Konklusion

I 5 år har Socialstyrelsens fremragende rapport "ADHD Handleplan 2012" blot ligget i en skuffe og samlet støv, fordi Staten har lavet planen, men har lavet den således at det er kommunerne der skal betale for dens implementering.

Det vil kommunerne ikke, for de vurderer at det er billigere for dem at fastholde voksne med ADHD i endeløse ressourceforløb, uden formål, da det giver dem den højeste refusion fra Staten, til den laveste ydelsessats til borgeren.

Hvis man er på kontanthjælp og er 'aktiveret' så betaler Staten 2/3 dele af udgiften til ydelserne, men hvis man får Fleksjob eller Førtidspension, så falder Statens refusion til 1/3 af udgiften.

Derfor har kommunerne, tilsyneladende, valgt at fastlåse de ca. 150.000 voksne med ADHD, der i dag lever på offentlig forsørgelse, samtidig med at de gør alt hvad de kan for at skære ned på de udvidede serviceydelser, som vi har krav på, i følge FN's Handicapkonvention, og ydermere gør alt for at nedbringe de kommunale udgifter til børn med ADHD i Folkeskolen.

ressourceforløb

Det er nu så slemt 'at der er større risiko for at dø i et kommunalt ressourceforløb, end der er for at få et job', hvilket vel med al tydelighed er en rammende beskrivelse af de forhold som vi voksne med ADHD bliver budt, her i Danmark anno 2017.

Jeg ved ikke med dig, men jeg er godt nok ved at være træt af at blive 'holdt kunstigt nede' fordi det danske samfund åbenbart har valgt at psykiske lidelser der giver sociale handicap, ikke kan sidestilles med fysiske lidelser der giver begrænsinger i ens bevægelsesfrihed.

I dag bruger vi blot 6% af af vores samlede sundhedsudgifter på Psykiatrien, hvorimod de resterende 94% er øremærket til det 'normale' Somatiske område, er det fair?

Nej, vel?

/ADDspeaker

Facebook Comments