Få det helt store overblik over hvad De Eksekutive Funktioner er, gør og betyder!

I  den model  af  eksekutive funktioner  og  ADHD,  som  fremlægges  senere i  bogen, antages  det,  at  den  centrale  skade  ved  ADHD  er  en  mangelfuld  responshæmning. Denne mangelfulde  responshæmning fører  så til  sekundære  skader  på fire neuropsykologiske evner,  som  er  afhængige af  hæmning for  selv  at  kunne forløbe effektivt.  De fire evner  betragtes  som  eksekutive  funktioner,  sådan som  dette begreb anvendes  i  neuropsykologien.  De sekundære skader  såvel  som  den primært mangelfulde adfærdshæmning  fører til  forringelse  af  motorisk  (adfærdsmæssig) kontrol  eller  af  styring ud fra indre repræsentationer  og mindsket  effektivitet  af selvrettede handlinger. Inden jeg gå over  til  at  opstille min model  af  hæmning, selvkontrol  og eksekutive funktioner,  vil  det  imidlertid være nødvendigt  at operationalisere eller  præcisere betydningen af  disse begreber,  som  jeg bruger  dem her  i  bogen.

Begrebsdefinitioner

Adfærdshæmning

Adfærdshæmning  henfører  til  tre indbyrdes  beslægtede processer:

(1)  hæmning af  den første og umiddelbare præpotente respons,  som  vil  udløses  af  en begivenhed,  

(2) afbrydelse  af  et  igangværende  respons  eller  responsmønster,  således  at  der  bliver mulighed for  at  forsinke beslutningen om  at  respondere eller  fortsætte  med at respondere,  og 

(3)  en beskyttelse af  forsinkelsesperioden og  af  de selvrettede responser,  som  foregår  herunder,  mod at  blive afbrudt  af  konkurrerende begiven heder  og responser  (interferenskontrol).

Responshæmningen  beskytter  ikke blot responsforsinkelsen  og de selvrettede responser,  som  foregår  under  den,  men  også den endelige udførelse af  de  målrettede handlinger,  som  opstår  på baggrund heraf.  Et  præpotent  respons  defineres  som  det  respons,  for  hvilket  der  i situationen foreligger  umiddelbar  reinforcering (positiv  eller  negativ),  eller  som tidligere er  blevet  reinforceret.  I  begge tilfælde skal  reinforceringerne betragtes  som præpotente.  Nogle præpotente  responser  tjener  ikke så meget  til  at  opnå umiddelbar positiv  reinforcering  som  til  at  undgå en  umiddelbar  ubehagelig,  straffende eller  på anden måde uønskelig konsekvens  (negativ  reinforcering).

Begge disse former  for præpotente responser  vil  være vanskelige at  hæmme for  personer  med ADHD. Den  hæmningsproces,  som  indgår  i  den  tredje form  for  adfærdshæmning,  og som betegnes  interferenskontrol,  kan adskilles  fra den hæmning,  som  indgår  i  forsinkelse af  et  præpotent  respons  eller  i  afbrydelse  af  et  igangværende  respons.  Som  andre forskere har  argumenteret  for  er  den muligvis  en integreret  del  af  dén eksekutive funktion,  som  betegnes arbejdshukommelsen.  

Den anden af  de omtalte hæmningsformer  (afbrydelse af igangværende responser)  kan tænkes  at  opstå som  en interaktion  mellem arbejdshukommelsen (som  opbevarer  oplysninger  om  udfaldet  af  umiddelbart forudgående aktiviteter  til  brug  ved planlægning af  næste respons  (feed forward))  og evnen til  at  hæmme  præpotente responser,  således  at  der  skabes  en følsomhed over for fejl.  Hvis  dette  er  tilfældet,  er  det  måske muligt  at  skille denne  anden form  for hæmning  ud fra de  øvrige former.  Men nogle af  de tidligere  neuropsykologiske modeller,  som  den foreliggende bygger  på,  betragtede de  beskrevne  former  under  ét som  hæmningsformer.  

På baggrund heraf  og ud fra den forskning,  som  gennemgås senere i  kapitlet,  og  som  viser,  at  alle tre hæmningsformer  er  svækkede ved  ADHD, har  jeg valgt  for  nuværende at  behandle  dem  som  et  enkelt  globalt  begreb.

Min definition  af  hæmning er  ikke sammenfaldende med den,  som  vandt  udbredelse efter  Kagan og kollegers  undersøgelser,  hvor  man studerede generte (hæmmede)  og sociale (uhæmmede)  børn.  

I  Kagans  forskning defineres  uhæmmet adfærd som  reaktioner  i  sociale situationer  med ukendte  personer,  hvor  børnene er meget  kontaktsøgende,  snakkende og følelsesmæssigt  umiddelbare.  Modsætningen er generthed  (voksenklyngende,  stille,  ængstelige og  tilbagetrukne børn).  

Jeg vurderer  hæmning ud fra præstationer  i  kognitive  og praktiske opgaver,  som  kræver,  at man kan  undlade at  reagere,  forsinke sin reaktion,  afbryde igangværende processer og modstå  at  blive afledt  eller  afbrudt  for  at  udføre andre handlinger,  der  ligeledes trænger  sig på.  

De sociale karakteristika  hos  børn  med lav  social  hæmning i  Kagans forskning kan have  en vis  lighed med en del  af  den adfærd,  som  følger  af  modellen  her i  bogen (f.eks.  i  højere grad at  starte social  interaktion).  Men de to begreber,  og hvad der  knytter  sig til  dem,  overlapper  imidlertid ikke  hinanden  fuldstændigt,  og de forudsiger  ikke samme udvikling.

Caspi  og Silva  har  f.eks.  fundet,  at  man ud fra vurdering af  3-  årige børn kunne opstille nogle  træk,  som  karakteriserer  ukontrolleret  adfærd (impulsivitet, følelseslabilitet,  let  frustrérbarhed og overaktivitet)  i  modsætning til  socialt  tryg adfærd (imødekommenhed,  meddelsomhed,  nygerrighed over  for  at  udforske sin omverden).  De to dimensioner  (underkontrolleret  over  for  tryg/resilient)  forudsagde meget  forskellige personlighedstræk  i  ungdomsårene  og voksenalderen, hvor  den første gruppe udviste  meget  mere utilpasset  adfærd end den sidste. 

Dickman har  på samme måde skelnet  mellem  funktionel  og dysfunktionel impulsivitet,  hvor  personer  med den første form  ligner  Caspi  og Silvas  socialt trygge og  imødekommende type,  mens  personer  med den sidste ligner  disse forskeres ukontrollerede type.  Det  ukontrollerede adfærdsmønster  eller  den dysfunktionelle impulsivitet  synes  at  hænge tættere sammen med mangelfuld  adfærdshæmning,  som den beskrives  i  modellen  her  i  bogen,  end det  socialt  trygge  adfærdsmønster,  som  kan minde om  adfærden  hos  Kagans  sociale  (uhæmmede)  børn.  Den  omtalte skelnen  mellem  de tre former  for  adfærdshæmning (undertrykkelse af præpotente responser,  afbrydelse af  igangværende responser  og interferenskontrol) er foretaget  tidligere,  både  i  udviklingspsykologien  og i  neuropsykologien. 

Der  findes  måske tilmed en fjerde form  for  responshæmning,  som  Masters  og Binger  har  beskrevet  som  „vedvarende hæmning”  for  at  skelne den fra „afbrydende hæmning”.  Den sidste henfører  til  barnets  evne til  at  afbryde  en aktivitet  (leg) inden for  5 sekunder  efter,  der  er  givet  ordre til  det,  mens  den første  er  udtryk  for barnets  evne til  at  fastholde  en sådan hæmning i  en periode af  60 sekunder, som vist ved,  at  barnet  undlader  at  beskæftige sig med den forbudte  aktivitet  i  denne periode. 

Forfatterne fremlægger  bevismateriale  for,  at  det  ikke drejer  sig om  samme form for  hæmning,  og  at  de to former  adskiller  sig i  deres  udviklingsmæssige  forløb. Vedvarende eller  fastholdt  hæmning  er  sværere for  2-4-årige end afbrydende hæmning,  selv  om  børnene  blev klart  bedre til  begge former  i  løbet  af  dette aldersinterval  (se  figur  3.1).

Det  står  ikke klart,  om  denne vedvarende  hæmning repræsenterer  en fjerde form  for  adfærdshæmning,  eller  om  den er  identisk  med interferenskontrol. 

Interferenskontrol  er  betegnelsen for  evnen til  at  beskytte responsforsinkelsen og  den  selvstyring,  der  foregår  imens,  mod at  blive  afbrudt  af  ydre og indre begivenheder.  

Masters og  Binger  sammenlignede vedvarende hæmning  med  den  form  for  hæmning,  som  udvises  ved  opgaver  i  udsættelse af behovstilfredsstillelse  –  f.eks.  som  de,  der  blev  anvendt  af  Mischel,  Shoda  og Rodriguez  –  hvor  der  ikke blot  synes  at  foregå en responshæmning,  men tillige en  eller  anden form  for  selvrettet  aktivitet  under  forsinkelsen (f.eks.  at personen  taler  til  sig selv,  afleder  sig  selv, laver forestillingsbilleder osv.) for bedre at  klare  opgaven.  Hvis dette er  tilfældet,  så er  vedvarende  hæmning sandsynligvis lig med  interferenskontrol,  og  den  vil  her  i  bogen  blive betragtet på  denne  måde.  Jeg er  ikke den første,  som  argumenterer  for,  at  det  centrale i  ADHD  er  forringet responshæmning.  Det  specielle ved den model,  jeg vil fremlægge senere i  bogen,  er  imidlertid,  at  den sætter  denne mangelfulde hæmning i relation til  forringelse af  fem  andre neuropsykologiske funktioner,  som  er  afhængige af hæmning  for  at  kunne udføres  tilfredsstillende.  Fire af  disse  funktioner  er  af  afgørende betydning  for  selvregulering og målrettet,  vedvarende adfærd og betegnes  derfor  her som  eksekutive funktioner.  Den femte funktion er  det  motoriske kontrolsystem.

Jeg mener,  at  ADHD  skader  de fire  eksekutive funktioner,  fordi  den primære eksekutive, selvregulerende handling må bestå i  responshæmning.  Denne  hæmning  forsinker beslutningen om  at  respondere,  hvorved der  opstår  et tidsrum, som udnyttes  til yderligere  selvrettede,  eksekutive eller  evaluerende handlinger.  Disse handlinger  og den  information,  de fører  med sig,  påvirker  handlingsbeslutningen og tjener  således til  at  styre,  regulere og kontrollere de motoriske responser,  som  disse eksekutive funktioner  til  sidst fører frem til.  Dette er  ikke  ensbetydende med,  at  adfærdshæmningen direkte fører  til  disse eksekutive eller  selvrettede handlinger  i  et  simpelt  årsagsforhold.  Men den giver  rum for,  at  de kamudføres,  ved at  skabe den nødvendige forsinkelse.  I  den forstand tillader,  støtter  og beskytter  hæmningen  de eksekutive funktioner.  De fire eksekutive funktioner,  som  jeg vil  beskrive senere,  må derfor  ses  som  neuropsykologiske systemer  adskilt  fra adfærdshæmningen  men hierarkisk  (eller  pyramidalt)  hvilende på den og interagerende med den om  at  skabe selvregulering.

Selvkontrol

Selvkontrol  kan beskrives  som  ethvert  respons  eller  enhver  kæde af  responser,  som individet  anvender  til  at  ændre  sandsynligheden af  sine efterfølgende reaktioner  på en begivenhed og dermed sandsynligheden  af  senere  konsekvenser  relateret  til  denne begivenhed.  

Der  er  6 hovedpunkter  i  denne definition,  som  fortjener  at  blive bemærket og kommenteret. 

1. Som  det  ligger  i  udtrykket,  betyder  selvregulering responser  hos  individet,  som  er rettet  mod individet  selv,  snarere end mod den begivenhed i  omverdenen,  som  har  sat dem  igang.  Denne handling ret tet  mod individet  selv  kan sigte mod en  direkte modificering  af  personens  adfærd.  Det kan være  at  sige  et  telefonnummer  højt  for  at  øge sandsynligheden af,  at  man kan huske det,  når  man skal  bruge  det  om  et  øjeblik.  Eller  handlingerne kan være rettet direkte mod at  ændre omgivelserne for  derved at  opnå en forandring  i  måden at reagere på.  Det  kan  f.eks.  være at  fjerne chokoladeæsken fra øverste skrivebordsskuffe og  anbringe  den nede  i  hallen hos  receptionisten for  at  mindske sandsynligheden af,  at  man bare æder  løs  af  den.  I  begge tilfælde er  handlingen rettet mod individet  selv.
2. Handlingerne sigter  mod at  ændre sandsynligheden af  et  efterfølgende respons  hos personen.  Jeg memorerer  et  telefonnummer  inde  i  mig selv  for  bedre at  huske det senere.  På samme måde fjerner  jeg slik  fra skrivebordsskuffen for  at  mindske sandsynligheden af,  at  jeg spiser  det.  I  begge tilfælde  er  den umiddelbare funktion af den selvrettede handling (hvad enten  den er  synlig for  alle eller  skjult/intern)  at  ændre personens  adfærd på en eller  anden måde.
3. Adfærd,  der  beskrives  som  selvregulerende,  tjener  til  at  ændre udfaldet  på længere sigt  snarere end her  og nu.  Vi  kan tænke  på elementerne i  en adfærdskæde ud fra enkle begreber  som  en begivenhed,  reaktionen på  den og resultatet  af  denne reaktion. Reaktionerne kan have både  proksimale (umiddelbare)  og  distale (forsinkede eller fremtidige)  konsekvenser  for  personen.  Formålet  med selvreguleringen er  at  sikre,  at responset  giver  individet  det  bedste  nettoudbytte  på kortere og længere sigt,  især  når der  er  en  uoverensstemmelse  mellem  værdien af  de umiddelbare og de mere langsigtede konsekvenser.  Så længe der  kun er  umiddelbare konsekvenser  og ingen, eller  ubetydelige,  langtidsvirkninger  forbundet  med en reaktion,  eller  så længe  værdien af  de kortsigtede og  langsigtede konsekvenser  falder  sammen (f.eks.  begge er  positive eller  begge negative),  vil  der  sandsynligvis  ikke være brug for  selvregulering.  Man kan derfor  tænke på selvregulering  som  rettet  mod at  opnå en ændring i overensstemmelse  med personens  interesse på  længere sigt  –  det  største nettoudbytte af  både kortsigtede  og langsigtede konsekvenser  af  adfærden.
4. For  at  der  kan optræde selvregulering,  må individet  have udviklet  en præference for det  langsigtede udbytte af  en adfærd frem  for  det  kortsigtede.  Det  langsigtede  udbytte kan have  større belønningsværdi end  det  kortsigtede,  men værdien  formindskes hurtigt  med læng den af  ventetid på udbyttet.  Nogle personer  foretrækker  i  højere grad end andre større,  forsinkede  belønninger  frem  for  mindre,  men umiddelbare belønninger  og synes  ikke,  at  forsinkelsen mindsker  belønningen  i  samme grad,  som  disse  andre. Forskningen har  vist,  at  der  under  barnets  udvikling ind i  voksenalder  finder  et  skift sted i  retning  af  præference for  langsigtet  udbytte  frem  for  kortsigtet  (en mindskelse af,  hvor  meget  belønning taber  i  værdi  ved udskydelse).  Man undersøgte for grupper  af  børn,  unge,  unge voksne og  ældre voksne valg  mellem  af  få beløb af forskellig  størrelse  her  og nu (100 til  1.000 dollars)  eller  få 1.000 dollars  senere.  Det beløb,  man ville få umiddelbart  blev  varieret,  og det  samme var  tilfældet  med ventetiden  (i  måneder),  inden man ville få de 1.000 dollars.  Uanset  ventetidens længde så  man stigende præference for  den forsinkede belønning med  stigende  alder. Men der  sås  tillige stigende præference  for  længere ventetid  med stigende alder.  I en senere undersøgelse har  samme forfattere i  modsætning til  deres  tidligere resultater fundet,  at  præferencen for  forsinkede belønninger  ikke vedbliver  at  stige gennem  hele livsforløbet.  Årsagen  hertil  var,  at  man ikke havde taget  personernes  indtægt  og økonomiske situation i  betragtning.  Da  man gjorde dette i  en senere undersøgelse,  fortsatte den  stigende  præference  for  forsinket  belønning kun,  til  personen var først  i  trediverne.  Så  klingede  den af  og lå på samme niveau  i  den resterende voksenalder.  Resultaterne er  vist  i  figur  3.2,  hvor  k  står  for,  hvor  meget  den forsinkede belønning  ringeagtes  i  forhold  til  umiddelbar  belønning.  Et  fald i  k  er  udtryk  for  fald  i personens  ringeagt  for  den forsinkede  belønning  i  forhold til  den umiddelbare (eller sagt  på en anden  måde,  et  fald  i  k  er  udtryk  for  øget  præference for  den forsinkede belønning). Forfatterne konkluderede,  at  man gennem  udviklingen op til  først  i  trediverne i stigende  grad ser  præference  for  større,  forsinkede belønninger  frem  for  mindre, umiddelbare.  Derefter  ligger  præferencen på samme niveau  resten af  livet.  Det  vil  med andre ord sige,  at  efterhånden  som  mennesker  udvikler  sig,  vil  de i  mindre og mindre grad vurdere en forsinket  belønning lavere på  grund af  ventetiden  –  i  hvert  fald  indtil tredive  års  alderen.  Personer  med høj  indtægt  viser  endvidere større præference for en større,  forsinket  frem  for  en mindre,  umiddelbar  belønning,  end man ser  hos personer  med middel  eller  lav  indtægt.  Undersøgerne tolker  deres  fund som  udtryk  for en stigning i  impulskontrol  (udsættelse af  behovstilfredsstillelse)  gennem udviklingsforløbet  op  til først i trediverne. Det lader endvidere  til, at personer med præference for  større,  forsinkede frem  for  mindre,  umiddelbare belønninger  har  højere  økonomisk indtægt  end  personer,  som  ikke  har  denne præference i  samme grad.  Selvom  man  kan  forestille  sig,  at  personer  med præference  for  større,  forsinkede belønninger  netop af  denne grund holder  fast ved det  længere  perspektiv  og den  større belønning og således  ender  med at opnå en  højere indkomst,  så er  det  også muligt,  at  personer  med  højere indkomst  af  denne grund bedre kan tillade  sig at  udskyde behovstilfredsstillelse. Fundene er  helt  klart  i  overensstemmelse  med den langtidsundersøgelse,  som  er  foretaget  af  Walter  Mischel. Undersøgelsen er  forløbet  over  to årtier  og har  vist,  at  børns evne til  at udsætte behovstilfredsstillelse  signifikant  forudsiger,  hvordan de som  unge og voksne vil  ligge med hensyn til  uddannelsesniveau,  sociale  færdigheder  og evne til  at  klare  stress og frustration. Ud  fra denne tolkning  af  resultaterne  vil  jeg  forudsige,  at  hvis man tester  personer  med ADHD  med samme opgave,  vil  deres  præference for forsinkede  belønninger  ligge nærmere,  hvad man ser  hos  yngre individer  end hos jævnaldrende,  samt  at  den vil  flade ud først  i  trediverne på et  niveau,  som  ligger  under de jævnaldrendes.  Hvad der  også er  spændende ved disse fund er,  at  de synes  at følge  udviklingsforløbet  af  de  præfrontale områder  hos  mennesket,  som  er  de områder,  man igen  og igen beskriver  som  bærere af  evnen til  at  hæmme og forsinke responser,  og som  dermed gør  det  muligt  for  personen at  organisere adfærden i  tid, således  som  vi  vil  diskutere det  nærmere i  kapitel  5.
5. Det  ligger  i  individets  selvregulerende  handlinger,  at  de slår  bro over  de tidsmæssige forskelle mellem  elementerne i  en adfærdskæde.  Så længe der  kun er kort tid mellem  begivenhed,  responser  og resultater,  vil  der  kun i  begrænset  omfang eller  måske slet  ikke  være brug for  selvregulering.  Det  gælder  ligeldes,  hvor  der  ikke er  nogen  uoverensstemmelse  mellem  det  kortsigtede og  langsigtede  udfald af responset.  Under  disse betingelser  vil  det  ofte være tilstrækkeligt  med  automatiske responser.  Men når  der  indskydes  en tidsforsinkelse mellem  elementerne,  er  det nødvendigt  med selvregulerende adfærd  til  at  slå  bro mellem  dem  og sikre det  bedst mulige udfald  på længere sigt.  I  definitionen af  selvregulering ligger  således  implicit  en evne til  at  organisere adfærden i  tid.  Det  lader  til  at  denne  evne er  en  af  de vigtigste, hvis ikke  den  vigtigste funktion i  det  præfrontale  område,  således  som  det vil  blive  diskuteret  i  kapitel  5.
6. Der  må eksistere  en eller  anden form  for  neuropsykologisk  eller  mental  evne  til  at fornemme  tid og fremtid og anvende denne fornemmelse i  organisering og udførelse af adfærd.  Når  man organiserer  adfærd over  et  vist  tidsrum,  må man udvise en stigende præference for  fremtidige  belønninger  frem  for  umiddelbare,  og for  at  rette sin adfærd mod denne fremtid,  må man have en fornemmelse  for  tid og en evne til  at  gøre sig formodninger  om  fremtiden.  For  at  kunne gøre sig  formodninger  om  fremtiden,  må man kunne genkalde sig og analysere sekventielle begivenhedskæder  for  eventuelle sammenhænge,  for  det  er  ud fra genkaldelse af  fortiden,  at  man kan  konstruere hypotetiske fremtider.  Evnen hertil  kræver  en særlig form  for  hukommelse,  hvor  man kan holde  oplysninger  om  fortiden,  tid,  planer  og fremtiden „på linjen”,  mens  man udfører  de  nødvendige reaktioner  for  at  nå målet.  Når  man diskuterer  selvregulering, over ser  man ofte dette implicitte krav  om  en  særlig bagudrettet  og fremadrettet  form  for hukommelse og evne til  at  fastholde oplysninger  om  tidsmæssige sekvenser  mentalt, så man kan forudse,  forberede  sig på  og  reagere på fremtidige begivenheder.  I  kapitel 5 vil  jeg diskutere karakteren af  denne særlige form  for  hukommelse,  men lige nu er det  nok  at  sige,  at  adfærdshæmning,  responsforsinkelse,  udsættelse af behovstilfredsstillelse,  målrettet  vedholdenhed og  selvregulering mere  generelt  er  helt afhængige af  udviklingen af  en sådan særlig form  for  hukommelse.

Den  definition af  selvkontrol,  jeg har  fremsat,  svarer  på mange måder  til  de definitioner,  som  andre har  anvendt.  Definitionen ligner  ligeledes  den, der  blev  fremsat  af  Berkowitz,  hvor  selvkontrol  defineres  som  „evnen til  bevidst  at manipulere skjulte  mentale begivenheder,  i  særdeleshed indre tale  og indre forestillingsbilleder,  med henblik  på at  regulere egen adfærd”.  Det,  der imidlertid  mangler  i  Berkowitz’  definition,  er  det  centrale træk,  at  disse  mentale begivenheder  er  en form  for  selvrettet  adfærd (talen  til sig  selv,  forestillingsbilleder inde i  personen osv.),  at  de ikke nødvendigvis  behøver  at  være skjulte for  andre (hvilket  man kan konstatere ved at  se på småbørn),  og at  denne selvregulering  tjener til  at  ændre sandsynligheden af  fremtidige udfald snarere end umiddelbare.  Vi regulerer  ikke vores  adfærd blot  for  at  regulere den,  men fordi  det  er  i  vores  interesse på længere sigt  at  gøre det  (sikrer  det  størst  mulige nettoudbytte fremover).  Som modellen  her  i  bogen vil  vise,  er  Berkowitz  tæt  på,  når  han  peger  på  indre tale  og indre forestillingsbilleder  som  to vigtige  komponenter  i  menneskets  selvregulering,  og når  han  erkender,  at  der  sandsynligvis  er  andre komponenter  på spil,  hvilket  jeg senere vil  påvise er  tilfældet. Man har  ofte anvendt  udtrykkene selvkontrol  og  selvregulering som  ensbetydende, og det  vil  jeg også gøre her  i  bogen.  Men Diaz,  Neal  og Amaya-Williams  har forsøgt  at  skelne mellem  selvkontrol  og  selvregulering.  Forfatterne ser  den første  som en udviklingsmæssig tidligere  form  for  selvregulering,  hvor  barnet  simpelthen gentager og derefter  følger  den voksnes  henstilling,  når  omsorgsgiveren ikke selv  er  til  stede. Selvregulering er  derimod en  mere kompleks  adfærd,  som  indebærer  selvformulerede planer  og  fleksibel  tilpasning til  en opgaves  skiftende krav.  Trods  denne anderledes kompleksitet  af  selvrettet  adfærd i form  af  selvregulering,  så indebærer  begge niveauer  af  selvregulering  selvrettede handlinger,  som  tjener  til  at  modificere  personens  efterfølgende adfærd,  således  at sandsynligheden af  fremtidige udfald  ændres. Begge former  opfylder  derfor  den tidligere givne definition.

Jeg vil  derfor  her  anvende  betegnelsen selvkontrol  til  at dække begge de beskrevne  niveauer  i  selvregulering,  men  medgiver  at  der  sker  en udviklingsmæssig modning,  så  kompleksiteten af  processen  øges.

Eksekutive funktioner

Den selvrettede adfærd,  som  forekommer  under  den responsforsinkelse,  der  følger  af responshæmningen,  vil  ikke nødvendigvis  kunne  iagttages  af  andre,  selvom  det  ofte vil være  tilfældet  i  den tidlige  udvikling.  Under  udviklingsforløbet  bliver  den selvrettede adfærd efterhånden mere privat  eller  skjult.  

Udviklingen af  internaliseret,  selvrettet tale vil  blive diskuteret  i  kapitel  7 og kan tjene som  eksempel  på denne proces.  

Denne tale forbliver  i  alt  væsentligt  en  form  for  selvrettet  adfærd,  også når  den er internaliseret, altså  frigjort fra  ydre  motoriske  manifestationer, som kan  iagttages  af andre (brug af  bevægeapparatet).  

Begrebet  „eksekutive funktioner”  henfører  her  til  de selvrettede  handlinger,  individet  udfører  med  henblik på  selvregulering.  De fleste er private  og  skjulte (usynlige eller  kognitive).  

De eksekutive funktioner,  vi  skal  diskutere senere i  bogen,  har  rod i:

1. udviklingen  af  neurale netværk  i  det  præfrontale område, som  ligger  til  grund for  disse neuropsykologiske funktioner  og muliggør  tilegnelsen af specifikke  færdigheder  til  brug ved selvkontrol,
2. den succes  disse handlinger  tidligere har  haft  til  –  set  over  en  længere periode  –  at  sikre det  maksimale nettoudbytte af  adfærden,  både  den umiddelbare og  den forsinkede,
3. socialiseringen af  barnet,  samt
4. den  løbende reinforcering, personen  har  modtaget  ved at  anvende  selvregulerende handlinger.

I  kapitel  5  og 6 vil  jeg diskutere fire eksekutive funktioner,  som  er  af  helt grundlæggende betydning for  selvregulering.  

Her  vil  det  være nok  at  sige,  at  denne betegnelse,  således  som  den  anvendes  i  neuropsykologien,  henfører  til  de selvrettede,  mentale handlinger,  som  forekommer  under  responsforsinkelsen,  som tjener  til  at  modificere det  eventuelle respons  på  en begivenhed og dermed til  at  bedre de langsigtede konsekvenser  i  forbindelse med denne begivenhed.  

Begrebet eksekutive funktioner  rummer  ud fra denne definition de fleste af  de elementer,  som  andre har tilskrevet  dem,  herunder:

1. selvrettede handlinger,
2. organisering af  adfærden i  tid,
3. anvendelse af  selvrettet  tale,  regler  og planer,
4. udsættelse af  behovstilfredsstillelse  og
5. målrettet, fremtidsorienteret, formålsbestemt,  indsatskrævende og tilsigtet  handling.