Det er ikke sært, at jeg får sociale tømmermænd

On 21. March 2018 by ametyst1982

At skulle navigere i “normaliteten” er en kæmpe udfordring for os, der lever med ADHD/Autisme, og her kan du læse lidt om hvilke tanker det giver os …

Det er svært at finde ud af andre menneskers hensigter og ønsker, for der er så mangle uudtalte regler, forventninger og normer, at det at være social hurtigt kommer til at kræve mere energi end jeg har. Hvor ville jeg ønske, at jeg har rent instinktivt vidste, hvordan jeg burde handle og reagere i samspil med andre mennesker.

I en almindelig samtale er der så ufatteligt mange små signaler, som jeg er nødt til at analysere og tolke på, for at kunne reagere på en socialt acceptabel måde. Erfaring har lært mig, at jeg ikke skal sige det jeg tænker, da det ofte er for direkte og mangler de neuancer, der åbenbart skal til for ikke at støde andre fra mig.

Der er let at komme til at fravælge det sociale, da det er for hårdt. Frygten for endnu en gang at sige eller gøre noget forkert kan hurtigt tage overhånd, udmatte mig fuldstændig og forstærk den følelse, der altid har fulgt mig, at jeg er forkert og ikke har samme værdi som andre mennesker.

Noget så simpelt som spørgsmåler:” Hvordan går det?”, sætter hele mit analytiske system i gang. Jeg skal vurdere, hvor meget information den, der spørger ønsker at få, hvor tæt relationen er, tage hensyn til vedkommendes følelser og ikke mindst tage stilling til om det er et spørgsmål, der overhovedet skal besvares dybere end, at det går fint. Jeg er nød til at analysere kropssproget, tonefaldet og prøve på inden for få sekunder at opføre mig passende og socialt acceptabelt. Det lykkes ikke altid, men jeg har lært nogle standart måder at reagere på, der virker i de fleste tilfælde.

Når jeg giver udtryk for nervøsitet over at skulle være social, så får jeg ofte at vide, at jeg bare skal slappe af og være mig selv. Det er et frygteligt råd at give et menneske som mig, for jeg ville på kort tid blive jagtet ud af byen med fakler og høtyve.

Hvis jeg var ægte og slappede af, så ville jeg sige til folk, at jeg er fløjtende ligeglad med deres kedelige sexaffald aka helt almindelige møgunger, at deres nye dyre mærkekjole rager mig en papand og at deres evindelige kævlen om latterlige småting er spild af ord, spildt af min tid og egentlig pisse kedeligt for mig at høre på.

Hvis jeg var ægte, så ville jeg løbende konfrontere andre med deres manglende viden og bede dem om dokumentation på deres påstande. Der er så mange mennesker, som jeg finder direkte dumme og det ville da være rart, at kunne fortælle dem min ærlige mening. Det er ikke fordi jeg ser mig selv som specielt intelligent eller et udtryk for arrogance, men jeg orker bare ikke høre på folk argumentere ud fra “jeg synes” og “jeg føler”, når det der kommer ud af deres mund er faktuelt ukorrekt.

Jeg mener ikke selv, at jeg mangler empati for andre. Rigtigt mange ting påvirker mig så voldsomt, at jeg reagerer fysisk. Det er bare ikke alle reaktioner, som jeg forstår og det er svært at føle empati, når andres følelser virker ulogiske og uforståelige.

Min konklusion er, at jeg ikke bare skal slappe af og være mig selv. Jeg skal spille livets tragiske skuespil og sætte min sociale maske på, lade mine sanser blive voldtaget af indtryk og smilende lytte og spørge ind til ting, som jeg oprigtigt er ligeglad med. Jeg vil gerne passe ind, jeg vil gerne være social og derfor er jeg tvunget til at tilpasse mig.

Jeg elsker at være sammen med ligesindede, elsker ærligheden og den direkte kommunikation. Blandt mine ligesindede slapper jeg af, er ærlig og ægte og føler at den jeg ER er rigtig og værdifuld.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: