Empati vs Logisk Empati

On 22. November 2017 by Peter 'ADDSpeaker' Vang

Følelser … har du for mange eller for få? Og hvad er egentligt dette rette niveau? Bliver du mere ked af det når et dyr lider, end når det er et menneske der gør det? Har du altid en logisk forklaring på enhver følelse, og dog selv ude af stand til at reelt ¨mærke den i din egen krop’? Så er du jo psykopat, ikke? Eller er du?

 

Psykopat eller bare Autist?

Siden jeg blev udredt og diagnosticeret med Atypisk Autisme, som det hedder på dansk, for snart 6 år siden, så har jeg sloges en indre kamp for at skille min autisme fra min ADHD og dernæst begge dele fra mine psykosociale adfærdsmønstre, med det formål at få styr på min egentlige personlighed.

Før min diagnose, havde jeg ingen tanker om det, jeg var bare, Peter. Men efter min diagnose har jeg bemærket at jeg i stadig højere grad forsøger at sammenligne min personlighed med det som anses for at være Neuro Typisk (NT) eller på dansk, normalt.

Det har vist sig at være noget af en rejse, og det er mit mål med denne artikel, at give dig et indblik i, hvor stor en omvæltning det medfører, når man først som 40 årig finder ud af at “man sgu da ikke er ligesom alle andre”.

De fleste mænd oplever omkring 40 års alderen en mid-life crisis, der hvor de skal have en sportsvogn og en yngre kone, du ved … Men min mid-life crisis endte med at blive noget mere omfangsrig, idet jeg pludseligt måtte forholde mig til hvem jeg ER og hvad jeg GØR, og det på en måde som var helt unaturlig for mig, førhen, nemlig kritisk!

Jeg besidder klart nogle stærkt narcissistiske træk, ikke så meget på udseende, selvhævdelse, og Napoleon-kompleks niveau, og så alligevel, jo, måske. Før jeg fik min diagnose, havde mit liv og min karriere været en stor optur, fra jeg var 25 til jeg blev 40. Jeg kunne intet gøre galt, alt jeg rørte ved blev til guld.

Livet før de 40 …

Som 27 årige blev jeg IT chef, uden nogen formel uddannelse, som 30 årig blev jeg selvstændig direktør og som 33 årig blev jeg ansvarlig for et af Danmarks absolut største IT systemer for en af Danmarks ubestridte industri-giganter. Som 36 årig blev jeg Teknisk Projektansvarlig på vel nok datidens største IT Transitionsprojekt, med 80 medarbejdere på mit team, og uden at have et eneste kursus i hverken ledelse eller projektledelse. Som 38 årig blev jeg IT Management Consultant med IT procesoptimering som speciale, her dog med en certificeret uddannelse på området. Som 40 årig flyttede jeg til Bel Air i Los Angeles, for at promovere min nye bog, samt mit nye management koncept omkring forandringsledelse. I mellem tiden var jeg direktør for mit eget IT software distributionsfirma, ved siden af mine forskellige stillinger, og det gjorde mig til selvskabt IT millionær, allerede som 30 årig.

Kort sagt, jeg havde styr alt, tjente gode penge, var involveret i store, svære, krævende men også udfordrende projekter og høstede meget stor anerkendelse, fra både kolleger, medarbejdere, ledere og ikke mindst fra mine kunder. Jeg kunne simpelthen gå på vandet.

Livet efter de 40 …

Hemmeligheden bag denne succes, har jeg først fået afdækket mange år senere, og den hemmelighed som jeg bar rundt på, var at jeg ingen frygt føler. Jeg er simpelthen ikke bange for fremtiden, for konsekvenserne, for at gøre noget forkert, for at fejle eller for at blive til grin … jeg er faktisk temmelig ligeglad med hvad andre måtte mene, både om mig og min personlighed, min adfærd, mit image eller min stil, om du vil. Jeg er oprigtigt iskold overfor hvad andre måtte mene om mig.

Dette er en stor styrke, men også et tveægget sværd, for hvor går grænsen mellem selvsikker og arrogant? Mellem selvbevidst og selvforherligende? Mellem “jeg alene vide” og “du skulle bare vide”? Mellem mine følelser og dine følelser?

Ting som disse havde jeg ALDRIG skænket en tanke før. Godt nok havde jeg taget både en Practitioner og en Master Practitioner i NLP (adfærdspsykologi), og havde derigennem lært en masse om hvad, hvordan og hvorfor, vi mennesker gør, som vi gør, siger, som vi siger og tænker, som vi tænker. Jeg kunne simpelthen slet ikke relatere til hele dét dér cirkus med at blive vildt berørt, vildt begejstret eller vildt ked af det.

Min tilgang til følelser var: “Giver det mening den følelse som personen beskriver? Hvis JA så anerkend den, hvis NEJ så se bort fra den”

Det virkede jo super fint, for mig ihvertfald … men ikke så godt for min familie, venner, partner og kolleger. Jeg kunne ligesom fornemme at de ikke var helt så meget med på min model, som jeg selv var og ind imellem fik jeg da også et ordenligt hug over nakken, af en eller anden som bare havde fået nok af mig, men det skød jeg bare hen som værende “at personen nok havde haft en dårlig dag”.

Men jeg skulle blive meget klogere …

Empati vs Logisk Empati …

En dag fandt jeg bogen “Look Me In The Eye” af John Elder Robison, og den bog ændrede for altid min forståelse af begrebet empati.

Lad os lige få defineret hvad empati korrekt betyder, da mange har problemer med at adskille empati fra sympati …

Empati:

Empathy is the experience of understanding another person’s condition from their perspective. You place yourself in their shoes and feel what they are feeling. Empathy is known to increase prosocial (helping) behaviors. While American culture might be socializing people into becoming more individualistic rather than empathic, research has uncovered the existence of “mirror neurons,” which react to emotions expressed by others and then reproduce them.

Jeg har bevidst valgt den engelske definition fra Psychology Today, da man langt mere tydeligt kan se forskellen på sympati og empati, når man bruger det engelske sprogs langt større muligheder for at nuancere selve betydningen  af definitionen på empati.

Empati beskrives som “evnen til at kunne forstå en anden person’s tilstand, fra personens eget perspektiv. Du placerer dig i deres sko og føler hvad de føler. Empati er kendt for at fremelske god social adfærd (hjælpende adfærd). Mens man i amerikansk kultur muligvis træner folk, på det sociale plan, til at blive mere og mere individualistiske, fremfor empatiske, så viser videnskabelige undersøgelser, at vi alle har de såkaldte “spejlneuroner”, der bruges til at genkende og reagere på, den anden persons følelser, for dernæst at genskabe disse eksakte følelser, i os selv.

Dette betyder altså, at når du møder et andet menneske, og opfanger en sindstilstand hos personen som du kan genkende (pga spejlneuroner) så vil du, uden at tænke over dette, automatisk føle empati for personen der lider og igennem denne reciprokke (gengældte) sociale interaktion, rent fysisk, få en selvskabt kopi af det som du opfatter at personen måtte føle, lige nu, i dig selv og skabt af dig selv!

Et vanvittigt avanceret socialt system, som vi faktisk har arvet fra vor arts forfædre og denne evne kan føres hele 13 millioner år tilbage i vores oprindelse, hvilket fortæller lidt om hvor grundlæggende og vigtig en evne, empati er, for et menneske.

Sagde du “mærke” den andens følelse? …

Ja, det gjorde jeg. Der sker det at dine sanser opfanger modpartens signaler og disse sendes så videre “op i systemet” hvor de sagnomspundne spejlneuroner så tager aktion. Disse spejlneuroner er iøvrigt medfødte og er en meget vigtig del af mor/børn relationen, helt fra nyfødt og flere år frem. Det er derfor at ens mor altså kan “se” hvordan man har det, også uden at man har sagt et ord, det er moderens superkraft, om du vil.

Så når disse spejlneuroner så har genkendt modpartens følelser, så er det at vores egen hjerne siger, “OK gutter, så må vi i sving, vi skal have skabt en følelse af sorg, så vil du Bjarne, lige give besked til rette vedkommende, så vi kan få den sat i gang, tak?”. Kort efter føler eller mærker vi følelsen, sorg, indeni os selv, som om vi rent faktisk selv følte sorg over et eller andet. Du kan eventuelt sammenligne det med at du mindes en kær gammel, afdød, mormor, og pludselig får tårer i øjnene af sorg og afsavn, eller at du gør som jeg, absolut og uden undtagelse, uhæmmet sidder og stortuder til slutningen på Forrest Gump, hver gang!

Pointen er, at vi altså er i stand til at skabe en følelse, i os selv og af os selv, hvilket mennesket er det eneste dyr der er i stand til dette. Alle andre levende organismer har blot en begrænset evne til stimuli/respons, altså at reagere på et udefrakommende sanseindtryk, og dernæst reagere instinktivt, via de såkaldte præpotente responser, som vi har fået med, via genetikken, og er en slags default operativsystem for menneskelig adfærd.

OK, godt så, men hvorfor er det sådan? …

De fleste af os kender til begrebet “Frys, Flygt eller Kæmp” som man taler meget om, i forbindelse med håndtering af stress. Disse præpotente responser bor i en gammel del af hjernen, kaldet Amygdala, og denne Amygdala har ansvaret for vores overlevelse. Den vurdere, lynhurtigt, om et stimuli udefra, kan være til fare for vores overlevelse, det klassiske eksempel er “mødet med en Sabeltiger”. I mødet med en Sabeltiger har vi 3 valg; 1. Vi kan gemme os (Frys), 2. Vi kan flygte (Flygt) eller 3 Vi kan forsøge at slå den ihjel (Kæmp). Det er jo super smart, indtil det for nogen arter er gået helt i. Ged, som f.eks. hos strudsen, der primært ser ud til at være låst fast i Frys programmet og derfor stikker sit hoved ned i en busk for at gemme sig, men åbenbart har glemt at resten af dens krop ses helt tydeligt, for enhver anden.

Længere oppe i systemet, sidder der en anden del af hjernen, som hedder Hypothalamus, hvis rolle det er at overtage vores respons fra Amygdala, således at vi kan udvikle et mere nuanceret følelsesmæssigt respons katalog, fremfor blot de 3 der er standard. Gennem tusinder af års møjsommelig naturlig udvælgelse, har de entiteter af vores menneskerace, der har lykkedes bedst med at “hitte på”, medført at vi i dag har et utal af følelser og et endnu større udbud af overlappende følelser, således at vi vel nok har mere end rigeligt, til blot almindeligt dagligt brug.

På grafikken her, kan du få et overblik over alle disse mange forskellige nuancer, vi i dag kender til og alle indeholder, samt kan anvende:

Som du kan se, så er der en mængde forskellige følelser, både gode og dårlige, at vælge imellem. Dette styres af Hypothalamus, og er dermed det som gør at vi mennesker kan agere med et sprog og et kropssprog der overgår alle andre arter på denne planet. Vi kan så at sige finjustere vores indre følelsesliv, alt efter konteksten vi befinder os i. Det som vi til dagligt ville kalde for “samfundets normer og krav” er i virkeligheden tæt forbundet til hvor acceptabelt der er, rent socialt, at udvise disse følelser, alt efter hvor vi er og hvem vi er sammen med.

Dér hvor det hele går i lort, for mig …

Som tidligere nævnt, så føler jeg ingen følelse af frygt. Derfor føler jeg ej heller nogen følelse af alle de underliggende følelser, der ligger i forbindelse med denne grundlæggende følelse. Hvis du ser på grafikken, til højre på den, grønne farver, så finder du følelsen TERROR, som er den dybestliggende følelse af frygt. Dernæst kommer vi til FEAR, og til sidst til Apprehension. På dansk ville det betyde at vi gik fra at være modvillige til at blive bange for noget og til sidst blive skrækslagne, altså hele spektret for det at føle frygt.

Men jeg føler jo ikke frygt, så derfor føler jeg heller ingen modvillige, bangethed (?) eller skræk. Jeg mærker det slet ikke. Jeg notere mig at der sker noget omkring mig, som kan være potentielt farligt, foretager en hurtig risikoanalyse, baseret på mine tidligere erfaringer, samt en lang række andre parametre, og alt denne ender så ud med at jeg beslutter mig for et respons. Mærkværdigvis kan jeg sagtens “fare sammen” hvis en fugl pludseligt flyver tæt forbi mit hoved, få den der smag af jern i munden, men sekundet efter, er det væk igen, og jeg er tilbage i min “normale” egentilstand.

Det samme gælder også for nogle af de andre følelser, f.eks. glæde. Som sagt så har jeg mange gange i mit liv, været i situationer hvor jeg har bemærket at folk omkring mig var vildt begejstrede over et eller andet mål vi havde nået og set dem stå med armene strakt op i luften i triumf, dog uden selv at føle nogen trang til at efterligne deres adfærd. Hvilket i sig selv er dybt mystisk, da videnskabelige studier har vist, at selv personer der er født blinde og ALDRIG har set denne adfærd før, de rækker også armene i vejret i jubel, når der er grund til det, altså må vi konkludere, at der er tale om en genetisk medfødt adfærd, ikke en tillært adfærd.

Stolthed er også en følelse, og en meget vigtig følelse for de fleste. Alle der har fået et barn, render rundt med billeder af poden og viser det til alle de møder på deres vej og pludrer løs om længde, bredde, tyngde og vægt, som om de forsøgte at sælge denne nye “vare” til en. Ja ja, det er da skønt for dig at du har fået et barn, tænker jeg, men behøver du stikke de der billeder af selve fødslen, helt op i ansigtet på mig? Mennesker der er stolte af noget, har en tendens til helt at glemme at “check yourself” og blot antage at alle andre er ligeså begejstrede for det som de er stolte af, som de selv er. Det er IKKE tilfældet, kan jeg hermed godt afsløre …

Sympati, altså evnen til at kunne forstå et andet menneskes situation og have forståelse for hvor svært det må være for dem, det er blevet et af mine helt store spidskompetenceområder, her de seneste 10 år. Jeg fandt nemlig ud af at jeg var hamrende god til at forstå andres følelser, og det længe før de selv havde en idé om, hvad de var kede af, selv.

Med en hormonplaget teenagepige i huset, er denne evne kun blevet forfinet i de senere år, idet kvindemennesket kan finde på at komme ind på MIT kontor, uden nogen aftale selvfølgeligt, og kaste sig ned i min lænestol, stortudende og stor-snottende, samt komplet umulig at få blot en anelse om hvad der NU plager hende. Det tog mig noget tid, ja nærmest 1 år, at knække den nød. I begyndelsen sad jeg bare og ventede på at hun skulle holde op med dét dér hyleri, så vi kunne finde ud af hvad der var galt, og kigge på en løsning, sammen. Men efter at have oplevet dette, en gang for meget, måtte jeg statuere et eksempel og sagde derfor, i en måske lidt mere bøs tone end jeg oprindeligt havde tænkt – “Hold så op med det tuden og snotten, og fortæl hvad der er galt, ellers så skrider du altså, ok?”. Jeg skal gerne indrømme at første gang det skete, der blev jeg også selv lidt rystet over at jeg rent faktisk havde sagt sådan til hende, for jeg vidste jo godt, at det kunne man da ikke!

Det virkede dog, og siden da har vi haft en aftale om at det max må snottes og tudes i 5 min. hvorefter selve “sessionen” så kan begynde. Så tager vi det hele fra A til Z, fordi pigebarnet naturligvis ingen anelse har om hvad det er der plager hende, og først selv finder ud af det, når vi har analyseret de seneste døgns hændelser, og fundet en årsag. Dernæst ser vi på hvad der skete og i hvilken kontekst, hvem der var til stede, hvad deres hensigt eller motiv var, samt analyserer hendes egne reaktioner på dette. Så ender vi altid op med en god plan for hvordan vi skal tackle situationen, og så går hun derfra, helt lettet. Hvorimod jeg sidder og tænker “for fanden da osse, en hel time på det pis dér?”.

Du er jo psykopat, mand! …

Ja, måske er jeg det, det kan jeg ikke afgøre selv, det må jeg lade være op til andre at gøre. Dog ved jeg at jeg ikke besidder de afgørende personlighedstræk der giver en den kliniske diagnose på Antisocial Personlighedsforstyrrelse (ASPD), som i dag anvendes i psykiatrien, fremfor betegnelsen psykopat eller sociopat. Jeg er god ved dyr, kunne aldrig finde på at skade et eneste af dem, hjælper gerne ældre damer over vejen, og smiler per natur og nikker til folk jeg møder på min vej. Faktisk er jeg så god at jeg helt uden at overveje de videre konsekvenser, uhæmmet kaster mig ned på jorden og hilser på nabolagets mange hunde, hvorefter jeg rejser mig op og går ubemærket videre, og helt glemmer at hilse på personen i den anden ende af snoren. Jeg har nok et eller andet ry eller rygte i mit lokalsamfund, dog kender jeg ikke til hvad dette skulle være.

Men er jeg psykopat? Føler jeg empati? Mit svar er nej, jeg er bestemt ikke psykopat, jeg opfører mig blot som en, nogle gange … jeg er nemlig ude af stand til at føle empati, altså empati som jeg beskriver der i den definition som jeg indledte med. Jeg kan sagtens se og forstå hvilken følelse du har, tro mig, sikkert bedre end du selv kan, men jeg er ikke i stand til at genskabe den følelse som du føler, i mig selv, af mig selv … som du kan …

Jeg forstå godt alle dine følelser, jeg anerkender dem, jeg forklarer dig gerne om dem i detaljer så du bedre kan forstå dem selv, jeg vil endda gå så langt at sige at jeg faktisk udviser en meget høj grad af omsorg for netop dig og dine følelser, også selvom jeg intet kan mærke, indeni mig selv. Som tidligere nævnt, så kan jeg stortude til Forrest Gump, også 11. gang jeg ser den, men at græde over at et menneske er død, fordi de havde en høj alder eller en livstruende sygdom, det kan jeg altså ikke græde over, beklager. Det er for mig logik at hvis man er gammel eller dødsyg, ja så dør man sgu nok, ikke? SÅ kan det jo ikke komme som sådan et kæmpe chok for folk at de går helt ned og stort set ikke kan fungere, før de har fået sørget over tabet. Jeg, derimod, jeg “afskriver” sorgen som en selvfølge og dermed er den sag afsluttet. Ja, jeg tænker da på min mor der døde for snart et år siden, men jeg tænker da også på min mormor der døde for 10 år siden og min morfar der døde for 15 år siden, men jeg føler altså intet afsavn eller nogen sorg.

Hvad føler du, når du læser dette? Bliver du utilpas over det? Tænker du, Fuck en psyko, mand! Eller tænker du … hvad så med kærlighed? Føler du den?

Det korte svar er nej. Men det korte svar, har jeg lært, at man ikke må bruge, for så bliver folk noget så kede af det og det er jo ikke min hensigt. Jeg føler dog noget andet, nemlig oprigtigt omsorg for det andet menneske. Jeg føler et ansvar for at sikre at de føler sig trygge, anerkendte og forstået. Jeg føler også et ansvar for at min egen adfærd ikke er alt for afvisende, selvom jeg helst foretrækker mit eget selskab, fremfor andres, men det må jeg heller ikke sige, har jeg lært, så bliver folk også skide sure. Det er ikke fordi jeg ikke bryder mig om andre mennesker, det er bare fordi der er så besværgligt at være sammen med dem, at jeg foretrækker ikke at være det, det meste af tiden.

Det værste jeg ved er når nogen forventer noget af mig, især hvis de forventer noget af mig og at de gør det på en måde hvor jeg godt kan se rimeligheden i at de forventer dette. Der hvor der kører i grøften er altid hvornår jeg forventes at skulle levere denne adspurgte ydelse og på hvilken måde den ønskes leveret, se der er kilden til al balladen. For hvem siger at jeg ikke, i netop det øjeblik jeg forventes at skulle levere varen, ikke er nede i et af mine utallige kaninhuller og er dybt opslugt af noget som er meget vigtigt, f.eks. hvor mange unikke pingvin-arter der findes på Antarktis? (4 er der, hvis du skulle sidde og blive ærgerlig over ikke at få det at vide).

Logisk empati, WTF? …

Som nævnt i indledningen til denne artikel, så fik jeg en A-ha oplevelse, da jeg læste “Look Me In The Eye” af John Elder Robision, der er en bibliografisk bog om hans liv med Asperger. Han redegører for hele sin adfærd (og begrunder den, med logik), på en meget pædagogisk og for mig, helt selvfølglig, naturlig og absolut genkendelig måde. Et godt eksempel er da han skal lære at være social med de andre børn i sandkassen. Han ser på en pige, som bliver aet på kinden og som så ser meget tilfreds ud, bagefter. Lille John tager dernæst sin plastikskovl og aer pigen på kinden med den, ud af respekt for ikke at overtræde pigens intimsfære, meget logisk og meget betænksomt, skulle man mene, ikke? Men pigen flipper helt ud og lille John for skældud – “Du sidder vel ikke og aer pigen med en beskidt skovl – i ansigtet, vel?”.

Sådan fortsætter bogen med mange, efter min mening, meget fine forslag til hvordan man kunne få tillært sig de dér såkaldte sociale kompentencer, og sidst i bogen kommer vi så til pointen … Logisk Empati …

John Elder Robison beskeriver den følelse som du kalder for empati, men som vi der lider af autisme, må nøjes med at kalde for logisk empati. Det er ikke fordi vi ikke vil eller ønsker at føle som du, vi kan ikke, det er ikke et valg, det er medfødt. Det betyder ikke at vi er nogle iskolde psykopater der ikke er i stand til at “elske” et andet menneske eller ikke sætter pris på nære venskaber, vi gør det bare på en anden måde end du gør. Vi føler os ikke frem, vi tænker os frem, i stedet. Vi ser på situationen, overvejer hvilke årsager og løsninger der nu kunne være på denne, og så reagere vi, med den bedste hensigt vi kan have. Derfor gør det rimeligt nas, når nogen så helt misforstår hvad man egentligt forsøger at “sige”, og pludseligt står man der og er blevet beskyldt for at have et motiv, som man absolut på intet tidspunkt har haft, dog uden at nogen omkring en, ser ud til at have den mindste tiltro til den sandhed.

Dette er muligvis årsagen til at jeg foretrækker at være i mit eget selskab, for jeg ved altid helt præcist, hvad det er jeg mener og hvad det er jeg forsøger at formidle, og jeg ved også at jeg aldrig har en ond hensigt med noget jeg gør, samt at det der med at lyve, fordi man åbenbart ikke må sige det som man logisk jo kan se er sandt, der er jeg sgu heller ikke så spids til.

Så nu er du advaret! Spørg aldrig mig om “Ser jeg tyk ud i denne her frakke?” …

/Peter ‘ADDspeaker’ Vang