Gulvspanden – en kaosmors bekendelser

On 28. December 2017 by Kaosmor

Gulvspanden! En kaosmors bekendelser er en rigtig god hjertevarm, relevant og meget sigende fortælling om, hvad det vil sige, at leve med de symptomer, som ADHD medfører, særligt med fokus på de hjemlige pligter, som så mange kvinder, især, kæmper så hårdt med, for at kunne “leve op til standarden”. Velkommen til vores nye Blogger – Kaosmor <3

Diagnosen …

Jeg fik for et par måneder siden diagnosticeret ADHD og startede på medicin.

Mennesket …

Jeg er en kvinde i starten af trediverne, har altid følt mig forkert og anderledes, kunne aldrig det samme som andre, i hvert fald ikke på samme tid eller på samme måde. Jeg er uddannet sygeplejerske, så helt fortabt er jeg ikke, men diagnosen er alligevel altoverskyggende.

Før jeg fik medicin …

På en helt almindelig dag, hjemmet ligner lort, hundehår i alle hjørner, køkkenet er ikke til at finde, da jeg ikke orkede at ordne det aftenen forinden. Stole og sofa flyder med tøj, rent og beskidt. Heldigvis ved jeg, hvad der er beskidt og hvad der er rent.

Jeg sætter mig i sofaen og kigger rundt i min hjem. “FUCK!”, tænker jeg, “Jeg magter det ikke. Hvor helvede skal jeg starte?!?!?” Jeg drikker min kaffe, zapper rundt i kanalerne, kigger igen på Jerusalems ødelæggelse, energien suser ud af kroppen bare ved at kigge på det. Pludselig er der gået en time, der er ikke lang tid til, at jeg skal hente min ældste søn i skolen.

FUUUUCK! Jeg tager mig sammen NU! Rejser mig. Sætter mobilen op til højtaleren og sætter musik på. Kommer i tanke om den sang jeg hørte i bilradioen for et par dage siden. Den må være god at rydde op og gøre rent til, men hvad var det nu de sagde den hed!? Går ind på radiokanalens hjemmesiden og prøver at komme i tanke om tidspunktet for, hvornår den blev afspillet.

“Det må været omkring kl 11.45, da jeg var ud at køre,hmm …”. Leder og leder, copy/paster et antal titler over i YouTube for at finde ud af, hvilken en af dem det var. Efter et par forsøg – endelig! Der var den. Finder den i min musik app og får den lagt på playlisten. SHIT! Har jeg virkelig brugt 40 min på det her! Jeg har virkelig travlt nu! Tænder for musikken, nu kører det … kan jeg mærke.

Tømmer opvaskemaskinen og får den fyldt og sat i gang. Får samlet alt det beskidte tøj og smider det ud til den i forvejen store bunke beskidte tøj ved vaskemaskinen. Kigger på det rene tøj og indser, at jeg ikke kan nå at ligge det sammen, gider heller ikke, det er simpelthen så kedeligt arbejde! Finder en af mine utallige IKEA poser og ligger alt det rene deri. Jeg rydder alt legetøjet, der flyder overalt på gulvet, op i legetøjskasserne og nu kan jeg endelig støvsuge. Jeg gør mig umage, så alt støv og hundehår kommer med. Jeg bruger virkelig meget tid på at støvsuge, nok 3 gange så lang tid som min kæreste ville bruge. Hvilket han jo også selv fortæller mig … ofte …

Da jeg, endeligt, er færdig med at støvsuge, er jeg mentalt træt og har absolut ikke mere energi, men gulvet skal være rent, så jeg henter spand og moppe frem. Får lavet noget sæbevand og begynder at vaske gulvet. Jeg kan faktisk godt lide og vaske gulv, man kan tydeligt se, hvor man er kommet til, det er ret så tilfredsstillende.

ENDELIG FÆRDIG!

Så blev gulvet vasket og jeg stiller spand og moppe ud i bryggerset. Kigger ned på det beskidte vand, står bare der og kigger, jeg er klar over at vandet skal hældes ud og spanden skal skylles og at kluden på moppen skal tages af, men jeg magter det bare ikke!

Kan mærke at mine øjne begynder at svige og en klump har sat sig i halsen. Jeg vender mig rundt, lukker døren til bryggerset og sætter mig ned og tager mig en velfortjent slapper i de sidste 10 minutter inden jeg skal afsted efter sønnen. Jeg fortæller mig selv, at det var alligevel ret godt gået, at jeg nåede det inden jeg skulle afsted. Jeg kan mærke den kamp jeg lige har kæmpet og kun soldater fra 1864 må have haft det hårdere!

Gulvspanden står i bryggerset, der står den jo godt. Den står ikke vejen, jeg kan ikke se engang selv se den. Efter nogle dage, hvor jeg har hilst på den et par gange i mellemtiden, bliver jeg endelig irriteret på den og får den tømt og skyllet. Ad, hvor er der ulækkert! Men jeg fik der gjort nu og nu kan jeg så fylde den igen og vaske gulvet. Det er “herligt” med børn og hund!

Efter jeg er begyndt på medicin …

Det er 2. Juledag og mit hoved spinner rundt af sociale sammenkomster, larm, snak, overforbruget af energi. Jeg føler jeg har tømmermænd (har ikke rigtige tømmermænd, for har ikke drukket), jeg har kvalme, er træt, er på randen til at tude.

Vi skal igen hjem til mine svigerforældre, hvor jeg virkelig skal gøre mig umage for at være artig og ikke sige noget, der kan støde nogen. Jeg har ondt i maven, har kasten op og jeg spørger kæresten, om jeg ikke nok må blive hjemme. Gør mig nok lidt mere lille og lidt mere syg, end jeg i virkeligheden er, for jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare min kæreste, at jeg ikke kan overskue mere og selvom jeg jo bare skal sidde ved bordet og spise. Men han forstår ikke, hvad det reelt kræver af mig.

Jeg bliver hjemme og slikker mine mentale sår. Jeg tager min medicin, sætter mig i sofaen, drikker min kaffe og zapper lidt rundt i kanalerne. Jeg hækler lidt på min mors fødselsdagsgave, der skal være færdig til om 2 dage. Sætter musik i ørene og jeg nyder at være alene hjemme! Ingen der kræver noget af mig. Fantastisk!

Hjemmet ligner Jerusalems ødelæggelse efter et par dage, hvor vi har faret rundt, ingen har gjort noget ved køkkenet i flere dage. Tøj og gaver flyder og de uendelige totter hundehår har samlet sig i små hære i hjørnerne, og de bevæger sig langsomt ind på midten af gulvet. Efter nogle timer med afslapning, musik og hækling. Føler jeg mig klar til kamp. Jeg rydder først op, køkkenbordet bliver genfundet under glas, tallerkner og skærebrædder.

Lægger det beskidte tøj til vask, sætter en vask over og ligger det rene tøj i min elskede IKEA pose. Legetøjet, som har fået spredt sig som var det blevet ramt af den tasmanske djævel Taz, bliver samlet i legetøjskasserne. Finder støvsugeren frem og jeg støvsuger og danser mig rundt i huset til den gode musik jeg har i ørene. Det er en fed følelse!

Gulvspanden bliver fundet frem og moppen bliver gjort klar. Jeg vasker gulvet, duften af Ajax fylder rummet og jeg nyder det hele. Jeg tænker slet ikke, jeg ER bare opslugt og 100% i mine sansers vold. Pludselig stopper musikken, jeg kigger ned og her står jeg så med en tom og skyllet spand i hænderne. Jeg sætter spanden på plads, hænger den våde klud på kanten af spanden og sætter moppen hen hvor den hører hjemme.

Eftertanke …

På trods af de vidt forskellige dage, med hver sine udfordringer, hvor 2. Juledag ville have været den mest oplagte at bryde sammen på og bare glo tv, uden egentlig at se noget, da tankerne ellers ville flyve afsted, så blev det dagen, hvor jeg virkelig kunne se, hvilken forskel medicin havde på mig. Jeg elsker min medicin, den får mig til at føle mig rigtig og får mig til at se, at jeg ER god nok og at jeg kan GØRE, præcis hvad jeg sætter mig for …


KOMMENTAR FRA ADDSPEAKER …

Skide go’ historie, som jeg føler rammer spot on i at beskrive et af de helt centrale emner, i det at leve med ADHD, i hverdagen.

Vi kender allesammen følelse af, at vi er forkerte på en eller anden måde og dette kommer i særdeleshed til udtryk, når vi står overfor “samfundets normer og krav”, som i denne fortælling jo bliver repræsenteret af kæresten, svigmoderen og alle de andre, det kunne tænkes at ønske at bruge tid på at “vurdere” vores arbejdsindsats, metoder, tidsforbrug og kvalitet af vores arbejde, og helst uden at vi hverken har behov for eller lyst til, at modtage nogen feedback …

PARADISE HOTEL generationen …

Jeg ved ikke hvorfor, men det er som der er en tendens i samfundet til, at vi i højere og højrere grad, definere vores selvværd (altså den vi ER) ud fra et normset, som ikke blot er dårligt defineret, men som til gengæld er altafgørende, for ens sociale status i “gruppen”. Det går så meget ud over vores selvtillid (altså det vi GØR) når vi skal bruge 3x så lang tid på at få styr på hjemmet, som ens veninde og svigermor, for det må jo betyde, at der er noget galt, med den jeg ER, ikke?

Og svaret er .. JA! … for du er født med en neurogenetisk, fysisk betinget, kronisk og livslang, psykisk lidelse, ADHD. Det betyder, at du IKKE har den samme energi, det samme overblik, den samme struktur og den samme evne til at prioritere dine arbejdsopgaver, får sat dem i system, sat realistisk tidsforbrug på hver opgave og til sidst ende ud med en plan for hele opgaveløsningen.

Den fordømte, fordømmelse …

Vi render rundt med hovedet under armen, og ordner lidt her og ordner lidt der, men kommer sådan set ikke på noget tidspunkt i nærheden af at have et overblik og at der skal gøres.

Vi kæmper en brav kamp for at lære det, og vi gør vores allerbedste, hver gang, men alligevel bliver vi oftest mødt af “andres” rammende bemærkninger såsom “Flot …” eller “Skal du så have en medalje, nu, eller hva’?” eller endnu værre “Din store idiot, du har vel for helvede ikke brugt hele dagen, på ikke at nå en skid, har du?

Crushing the Souls of Others .. why?

Det er derfor jeg hader andre mennesker, ja hader, for hvorfor er det dog nødvendigt at nedgøre andre, blot for at føle sig selv, mindre forkert? Hvem har i øvrigt givet DIG lov til at have en holdning til, hvordan JEG lever mit liv? Hvad rager det svigermor, hvad årsagen til at mit hjem ser ud, som det gør, når hun alligevel ikke har tænkt sig at ændre på sin fordomsfulde overbevisning om, hvem du jeg ER? Hvorfor kan vores partner ikke se, når nu de kender os så godt, hvor hådt vi kæmper, hver dag, for at forsøge at leve op til alle de eksterne OG interne krav, der stilles til os – hver dag, uge efter uge, måned efter måned, år efter år … lige indtil den dag, hvor lyset er brændt helt ned og står og skælver i et sidste lille forsøg, på ikke at gå ud …

HUSK: Blot fordi nogen engang har fortalt dig noget, om dig selv, så er det jo ikke ensbetydende med, at det er sandheden, vel?

ADHD – den snigende dræber …

Hvert år, dør der 5.000 mennesker af dødsårsager, der kan relateres direkte tilbage til ADHD. Det svarer til 10% af alle der dør i Danmark, om året, og det tal er 20x højere end det antal, der dør i trafikken, om året! Årsagerne skal findes i livsstilssygdomme, misbrug, ulykker og desværre, selvmord …

Du er din egen værste fjende …

Så hvad med, at du giver dig selv et break for din indre, negative, nedgørende og selvværsdsudslettende monolog, hvor du velvilligt gentager alle de fordomme, som du har hørt, at andre har, om dig, som du har formået at integrere så bydt i dit sind, at de nu er blevet en del af det du selv tror og tror på er sandt!

“Hva’ så? – Er du til noget, eller skal vi lige danse lidt, først?”

Vejen hen imod dit nye liv, den begynder med en lille bitte ting, som kan tage mennesker – ÅREVIS – at indse, nemlig at det de gør i dag, ikke løser de behov som man har, i dag. Vi forsøger fortsat at bruge alle de værktøjer, metoder og overbevisninger, som har holdt os ovenvande i 30-40 år, og det er ingen let opgave at “slippe grebet” og turdet “gribe ud efter grenen”, for derefter at turde slippe trygheden, i det velkendte, uanset hvor fucked op lorte-agtigt, det end måtte være.

Men lad mig tage din hånd og føre dig til et ganske særligt sted, et sted hvor alt liv begynder på ny … stedet hedder ACCEPT … for uden accept, ingen handling og uden handling, ingen resultater! Så hvis du tør slippe grebet og gribe ud efter den nye gren, med tillid til, at det nok skal gå altsammen, så er du klar til næste trin … Tilgivelsen …

Hvis du ikke er i stand til at tilgive dig selv, for alt det du har gjort, eller måske nærmere ikke har FÅET gjort, så fylder det i din nutid og det dutter ikke, for så er der ikke plads til forandring …

Først når du har accepteret og tilgivet, så er du klar til den egentlige forandringsproces og så er det vi skal ud og køre i rutsjebane, skrige højt af glæde, fryd, skræk og spænding – velvidende at når turen slutter en gang, så er vi ikke kommet tilbage til der, hvor vi begyndte, men derimod står i et helt nyt univers, hvor vi ikke længere skal bukke nakken, finde ud i alt og blot tie stille med vores egne behov …

Så er du dér, hvor jeg er i dag … der hvor du hellere siger – glem det, end okay, så lad gå … der hvor du siger – “HEY – hvad sagde du lige dér?“, fremfor at tage den i røven, endnu en gang og gå slukøret hjem for at slikke dine sår … og husk så denne sætning …

Sticks and Stones, may break my bones, but words … they can NEVER hurt me!

/ADDspeaker

Comments are closed.