Har du også fået afslag på støtte?

On 15. October 2015 by Peter 'ADDSpeaker' Vang

Har du også fået afslag på støtte?

Har du også fået et afslag på støtte? Jeg har selv prøvet det flere gange, dog ikke efter §41, da jeg ingen børn selv har og nu har jeg så også modtaget et (nød) råb om hjælp fra en borger omkring afslag på tilskud efter Servicelovens §41 – merudgifter til børn, så jeg tænkte om vi ikke lige skulle tage et kort blik på, hvad kommunens begrundelse for afslaget egentligt bygger på, og om den holder i “byretten”.

Bemærk

Har du også fået et afslag på støtte? Så del din historie med os andre på vores Facebook profilside for ADDspeaker, hvor du kan LIKE ADDspeaker og sende mig en besked, så vil jeg forsøge at følge op på de af dem, der har interesse for de fleste, eller hvor afgørelsen giver anledning til det.

Anonymitet

For ikke påvirke sagen, har vi besluttet BORGEREN og jeg, at vi vil anonymisere de faktuelle ting og bruge beskrivelserne; BORGEREN, BARNET, KOMMUNEN i stedet for. Jeg håber at det giver mening og kan være til nytte for andre i samme situation.

Without further ado, som man siger “Over There”, så lad os begynde …

Spørgsmålet fra BORGEREN

Hej Peter, Jeg har lige været på ADHD foreningens teenager kursus og her kunne jeg konstatere at jeg var den eneste kursist ud af 42 deltager der selv havde betalt mit kursus , alle andre havde fåret det betalt af deres kommune.

BORGEREN oplyser dette om sine forhold;

Jeg har 2 drenge med ADHD og har det også selv og er alene 24/7 med dem, men har dem i 3 døgns aflastning om måneden.

Svaret fra KOMMUNEN

Myndighedsafdelingens Handicapgruppe har den 23. november 2014 modtaget din ansøgning om dækning af merudgiften efter SEL § 41 til deltagelse i kursus om teenageliv og ADHD vedr. BARNET.

Begrundelse fra KOMMUNEN

[…] Din ansøgning er behandlet efter servicelovens § 41. Der meddeles afslag på det ansøgte.

  • Handicapgruppen vurderer på baggrund af dette, at ADHD kurset ikke kan betragtes som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af BARNET i hjemmet.
  • Det er Handicapgruppens vurdering at den viden og information, som kurset kan givedig omkring teenageliv og ADHD, også kan opnås på anden vis, fx gennem de fagfolk der allerede er involveret omkring BARNET, internettet og ADHD foreningen.
  • Det er endvidere Handicapgruppens vurdering, at ADHD er en forholdsvis kendt og udbredt lidelse, og at det derfor er muligt, at finde andre familier i lignende situationer, som der kan sparres med.
  • Derudover tilbyder KOMMUNENS familiehuse samtaler der kan støtte og hjælpe kommunens familier i særlige problemstillinger, herunder familier med børn med en indgribende langvarig lidelse.

Såfremt du ønsker hjælp fra familiehuset i forhold til at være forsørger til en teenager med ADHD kan du kontakte din SOCIALRÅGIVER. […]

KONKLUSION

Jeg blev, som vanligt og forventeligt, grebet af øjeblikket og fik skrevet alt, alt, alt for meget, så her kommer den korte konklusion af sagen, set fra min side, med efterfølgende uddybende (læs: Marianer-graven dyb) argumentation for den.

 BORGEREN burde have ret til tilskud efter Servicelovens §41, men KOMMUNEN har desværre ret til at afvise BORGERENS specifikke ansøgning, da Servicelovens §41 går på merudgifter til BARNET og ikke på kurser til BORGEREN om viden der kan tjene til at sikre BARNET eller den unges bedste, holistisk set.

MEN det helt interessante og naturlige spørgsmål er vel så, hvordan de 41 andre forældre havde fået støtte fra deres kommune. Der må jo så være en anden paragraf i Serviceloven som dækker denne type udgifter, ikke?

JUBIIIIIII – DET VAR DER SØRME!

Jo minsandten var der da det … helt nede i Servicelovens §100 der går på merudgifter til voksne som betinges af at man opfylder følgende krav;

  1. Der kan ydes hjælp til personer mellem det fyldte 18. år og folkepensionsalderen og til personer, der efter § 15 a i lov om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen. Personer, der modtager førtidspension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig pension, er ikke berettigede til ydelser efter servicelovens § 100, medmindre de tillige er bevilget kontant tilskud efter servicelovens § 95 eller borgerstyret personlig assistance efter § 96. Personer, der modtager invaliditetsydelse tilkendt efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension, kan samtidig få dækket nødvendige merudgifter efter servicelovens § 100.
  2. Du skal have en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og du skal have nødvendige merudgifter i forbindelse med den nedsatte funktionsevne
  3. Der kan ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse. Der kan f.eks. ydes hjælp til nødvendige merudgifter til bla bla bla […] kurser […] og lidt længere nede i teksten […] Der kan således ydes hjælp til alle typer af forskellige nødvendige merudgifter, som du måtte have pga. din varige nedsatte funktionsevne. […]

Jeg er IKKE uddannet jurist, men jeg ville ansøge om støtte via Servicelovens §100, som BORGEREN jo er dækket af da ADHD er accepteret af Højesteret ved dom 250/2011 som værende et handicap med begrundelsen;

Efter bevisførelsen, herunder navnlig de foreliggende lægelige oplysninger, lægger Højesteret til grund, at B led af ADHD i en sådan grad, at hun var omfattet af handicapbegrebet i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv

MIN ANBEFALING

Da ADHD således opfylder betingelsen for at have en varig funktionsnedsættelse, som er en af betingelserne for at søge om støtte efter Servicelovens §100, og da du selv har ADHD,  så vil jeg anbefale at du dropper at anke deres afgørelse om afslag efter Servicelovens §41, og i stedet ansøger på ny, efter Servicelovens §100 i stedet.

Har du også fået afslag på støtte?

Don’t Get Mad – Get Even …

Som forventeligt ja, men ikke desto mindre, direkte uetisk efter min personlige mening, så har  KOMMUNEN bevidst tilbageholdt viden om at BORGEREN rent faktisk er dækket af en anden paragraf i den samme lov, nemlig Servicelovens §100 – merudgifter til voksne. Du skal ikke bilde mig ind, at KOMMUNENS “Handicapgruppe” ikke kender til denne paragraf og at KOMMUNEN således har handlet, omend ikke direkte ulovligt, så i allerhøjeste grad dybt kritisabelt og helt uden hensyn til BORGERENS behov, men udelukkende under hensyntagen til KOMMUNENS behov om at spare penge på deres budgetter

Igen må jeg sige tak til DUKH – Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet hvis hjemmeside hjalp mig med at finde løsningen på vores “lille” problem her, via deres meget fine og forståelige gennemgang af Servicelovens mange komplicerede paragraffer! Du kan læse mere om dine egne muligheder for støtte efter Servicelovens §100 på deres hjemmeside.

YDERLIGERE INFORMATION OM SAGEN

Uden at kende loven, for jeg har bevidst valgt IKKE at læse lovgivningen og vejledningerne til den, FØR jeg nu sidder og skriver artiklen. Dette gør jeg for at være så åben som mulig og for at se det mere fra et “lægmandsperspektiv” før jeg går i dybden med stoffet, så derfor kan teksten, mod sædvane, være temmelig følelsesladet, for sådan er jeg som person.

Det jeg umiddelbart hæfter mig ved er;

Overordnet betragtninger

For mig virker tonen i afslaget temmelig arrogant, lidt som om KOMMUNEN har den holdning at “ADHD – pfffft – det er jo ikke engang en rigtigt handicap“.

Specifikke betragtninger

a) Hvilken betydning har at […] Det er endvidere Handicapgruppens vurdering, at ADHD er en forholdsvis kendt og udbredt lidelse […] overhovedet, i denne sammenhæng? Who cares hvad KOMMUNEN mener at ADHD er eller ikke er, det er jo ikke en diagnose der er åben for fortolkning efter KOMMUNENS forgodtbefindende, det er en officiel international anerkendt diagnose som er beskrevet i WHO’s ICD-10, Kapitel V Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser inkl. psykiske udviklingsforstyrrelser, netop for at undgå at de enkelte lande fortolker diagnosen forskelligt.

b) KOMMUNEN giver klart udtryk for at BORGEREN i stedet skulle tage og spørge nogle af KOMMUNENS fagfolk, fremfor at tale med en national patientforenings eksperter. Det er jo iøvrigt også billigst for KOMMUNEN idet KOMMUNEN allerede har betalt for deres egne “eksperters” lønudgift.

c) Den fornemmelse jeg sidder tilbage med når jeg læser “ADHD er en forholdsvis kendt og udbredt lidelse, og at det derfor er muligt, at finde andre familier i lignende situationer, som der kan sparres med” er at jeg personligt have svaret “og hvad så?”, “Hvad kan jeg bruge dét at høre på andres problemer, i en lignende situation til?”. Ikke for at forklejne gruppeterapi, jeg er jo selv certificeret som en slags adfærdscoach via min NLP Master Practitioner og kender til værdien af den form for terapi, men i dette specifikke tilfælde har det ingen værdi, da BORGEREN jo leder efter svar på spørgsmål, ikke blot andres problemer at sammenligne med.

d) Jeg ved ikke hvad begrebet familiehuse dækker over, da jeg ikke selv har børn, så jeg måtte lige slå det op på KOMMUNENS hjemmeside hvor de beskrives således;

Familiehuset er et tilbud til familier i KOMMUNEN med børn i alderen 0-18 år. Du kan få hjælp til mange slags vanskeligheder i familien, f. eks.: opdragelse og grænsesætning, parforhold, skilsmisse og børn, der kommer i klemme, samspilsmæssige vanskeligheder i relation til andre børn og voksne, sygdom, tab, sorg, misbrug og vold og psykiske vanskeligheder

Super, godt initiativ, men ved KOMMUNEN ikke at der er forskel på at have “psykiske vanskeligheder” og så have en psykiatrisk diagnose der kræver psykiatrisk terapi og særskilt godkendt og tilpasset, medicin? Vi taler ikke om en “hormon-forstyrret teenager med selvværdsproblemer” her, vel? Det tager vel omkring 8-10 år at blive uddannet psykiater, og så dertil et par år for at blive nogenlunde velinformeret omkring ADHD og lignende, før man får lov til at behandle patienter med ADHD.

Min foreløbigt umiddelbare konklusion

ADHD er et handicap, ikke fordi vi er “tossede” i hovedet og derfor ikke KAN opføre os som andre, men fordi det at HAVE denne psykiske lidelse er så invaliderende i så mange sammenhænge, ikke mindst i sociale sammenhænge, at vi i vores møde med samfundet er handicappede, set i forhold til befolkningen bredt set.

Altså mener jeg, at man fra KOMMUNENS side ikke bare kan forvente at deres socialpædagoger og socialrådgivere har tilstrækkelig dyb nok indsigt i alle forhold omkring ADHD, til at kunne give nogle råd der er præcise nok, valide i forhold til diagnosens kompleksitet, samt særligt tilpasset til at virke for personer med ADHD.

Som et eksempel på hvad vi er oppe imod her, så havde jeg en diskussion med en forælder forleden, hvor vi kom ind på emnet om medicinering af børn eller ej, og hendes holdning var klar idet hun udtalte at hun “ser ingen grund til at medicinere et egentlig raskt barn når der kan forsøges med pædagogiske og psykologiske værktøjer først. Derudover er der ingen forskning om de langvarige effekter af den ret voldsomme medicin.”.

Efter at jeg nogle få gange havde forsøgt mig med venligt og fyldestgørende (big surprise), at argumentere for hvorfor disse tiltag ikke er nok i tilfældet med ADHD, da der er tale om en neuro-genetisk lidelse der giver et helt specifikt problem omkring impuls -og selvkontrol grundet fejl i dopamin systemet hos hendes barn, så blev hun så vred på mig, at hun proklamerede at “hun læste til socialrådgiver, så hun vidste ihvertfald hvad hun talte om“.

Indrømmet jeg har ikke nogen uddannelse indenfor socialrådgivning eller socialpædagogik og har ikke selv læst til hverken socialrådgiver, socialpædagog, pædagog, eller bare gog,  for den sags skyld, men at jeg til gengæld dog har evnen til at læse og forstå hvad videnskaben og forskningen siger, samt relaterer det til de 40 år hvor jeg selv har levet uden diagnose og medicin, sammenlignet med de 3 år hvor jeg nu har levet med diagnosen og er fuldt medicineret, og at jeg så derfor mener jeg, at jeg har et vist belæg for at udtale mig om emnet ADHD, selvom jeg langt fra mener at have monopol på at vide alt om hvad der op eller ned, rigtigt eller forkert.

Så når jeg læser at KOMMUNEN blot henviser til “standard” udgaven af psykiske vanskeligheder, så får jeg lyst til at SKRIGE rigtigt højt og rigtigt længe, fordi jeg er træt af hvor dårligt uddannet de kommunale ansatte er på dette område, som vel nok udgør omkring 60% af deres klienter, altså vi med ADHD og vores børn og hvor ADHD-foreningen sågar har måttet få lavet en fremragende pixibog udgave af Serviceloven med specifikt fokus på ADHD og de særlige problemstillinger diagnosen medfører, for at hjælpe dem med at forstå, alt det som de ikke lærte på socialrådgiverstudiet, på den ene lektion de havde om hvad Opmærksomhedsforstyrrelse, med eller uden, hyperaktivitet er for en fisk.

Det leder mig så til, langt om længe undskyld for det, at konkludere at;

Moralsk er BORGEREN i sin fulde ret til at ansøge om støtte til at få specifik og målrettet viden om et begrænset emne og udbudt af en organisation som har en dyb indsigt i ADHD (især hos børn og unge), og som rent faktisk har mulighed for at give BORGEREN nogle brugbare råd til hvordan hun skal håndtere sine egne unikke problemstillinger med sin ADHD teenager.

Ydermere så cementerer KOMMUNEN nagelfast min subjektive overbevisning om, at få eller ingen af kommunerne i Danmark har læst National ADHD Handleplan 2012 fra Socialstyrelsen, og i det mirakuløse tilfælde at de rent faktisk har læst den, så viser de ikke noget synligt bevis på at have forstået essensen af rapportens glimrende anbefalinger, specielt omhandlende det at indrette serviceringen af BORGEREN på en “tilpasset” facon fordi hun SELV lider af ADHD som rigtigt mange forældre jo gør, forskningen siger at det er mellem 25% og 40%.

Derfor lægger Socialstyrelsens egne anbefalinger i handleplanen, stor  vægt på en holistisk tilgang til hele familien med ADHD, netop fordi det kan være meget vanskeligt at finde rundt i regler og paragrafer, tilbud og tilskud, rettigheder og pligter osv osv. når man selv har vanskeligheder med at fastholde fokus på et emne og forfølge det til enden.

Det viser KOMMUNEN, ihvertfald ikke for mig, nogle tegn på at tage hensyn til i denne sag, de læner sig blot op ad en rigid fortolkning af Servicelovens §41, uden at skelne til hvad det betyder for hele familien at BORGEREN forsøger at uddanne sig på et specifikt område, for at tilgodese barnets eller den unges bedste (det man i gamle dage kaldte for barnets tarv, som ikke gælder længere i lovgivningen) og dermed spare både KOMMUNEN, BORGEREN og ikke mindst BARNET for mere modgang i livet, end man allerede har oplevet, når man er teenager.

Min holdning er klart, at det kursus som BORGEREN har søgt om støtte til der hedder Teenageliv med ADHD og hvor målgruppen er forældre til teenagere og beskrives således […] Med dette kursus er du klædt bedre på til at forstå og støtte dit teenagebarn og til at arbejde konstruktivt sammen med ham/hende om et godt ungdomsliv med ADHD […], så dør argumentet imod at bevilge tilskud med en stupid begrundelse om at man jo “bare kan sludre med nogle andre forældre, i samme situation” fuldstændigt til jorden, da de andre forældre jo heller ikke har nogle svar, kun spørgsmål selv!

Men jeg er sikker på at de nok skal have læst Servicelovens §41 som en hvis herre læser biblen, for at kunne afvise så mange som muligt, for at spare penge på KOMMUNENS budgetter. Vi får se, nu skal vi videre til hvad loven så egentligt siger.

Servicelovens §41 – Merudgifter til børn

Ifølge DUKH (iøvrigt fremragende website) er reglerne som følger:

[…] Familier med børn med handicap har udgifter ved forsørgelsen, som andre familier med børn ikke har. Formålet med servicelovens § 41 er at give familierne mulighed for at få dækket disse merudgifter. Den enkelte familie skal selv betale den del af udgifterne, som svarer til de udgifter, som familien normalt ville have betalt, hvis barnet ikke havde haft et handicap.

Formålet med merudgiftsydelsen er helt konkret at medvirke til

  • at børn og unge med et handicap kan forsætte med at bo hjemme og dermed undgå anbringelse på institutioner e.l., såfremt det er bedst for barnet,
  • at jeres familie kan leve så normalt som muligt uanset jeres barns handicap, og
  • at hindre at jeres barns handicap forværres eller får andre og mere alvorlige følger.

Målgruppen er børn med handicap, der bliver forsørget i hjemmet. Det betyder, at barnet skal bo hos jer som forældre eller hos andre pårørende. Hvis dit barn er anbragt af kommunen uden for hjemmet, kan du ikke modtage merudgiftsydelse efter § 41.

Det er dit barns opholdskommune, der skal behandle ansøgningen. Det har f.eks. betydning i sager, hvor du og den anden forælder ikke bor i samme kommune. Ankestyrelsen har i principafgørelse C-15-03 truffet afgørelse om, at hjælp til dækning af nødvendige merudgifter er en ydelse, der er relateret til barnet. Det er derfor barnets opholdskommune, der skal behandle ansøgninger om hjælp til merudgifter. Det gælder også i de tilfælde, hvor den af forældrene, der søger om hjælp, har en anden opholdskommune end barnet.

Kommunen skal efter serviceloven § 41 yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med:

  • betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller
  • indgribende kronisk lidelse, eller
  • indgribende langvarig lidelse.

Det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser i denne lov eller anden lovgivning.

Begrebet nødvendige merudgifter:

Her skal det vurderes, om udgiften er en nødvendig merudgift. Hvorvidt udgiften er nødvendig er en vurderingssag. Ankestyrelsen har truffet en række afgørelser, der kan give dig en ide, hvad man mener er nødvendigt eller ej.

Begrebet betydelig:

Ved betydelig funktionsnedsættelse skal forstås, at funktionsnedsættelsen har konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse. Her skal foretages en bred vurdering i forhold til den samlede livssituation. Hvad betyder dit barns handicap for hans eller hendes aktivitetsniveau, skole- og uddannelsesforhold, personlige forhold, helbredsforhold etc. Så her det det vigtigt, at du i din ansøgning får anført alle de begrænsninger, som dit barn oplever i dagligdagen.

Begrebet varig:

Ved varig funktionsnedsættelse forstås, at der ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid frem over vil være behov for at kompensere for følgerne af funktionsnedsættelsen. Normalt vil funktionsnedsættelsen være en belastning resten af livet.

Begrebet nedsat funktionsevne:

Det er ikke dit barns lidelse i sig selv, der er afgørende for den nedsatte funktionsevne, men derimod følgerne af den nedsatte kropslige eller kognitive funktion. Ofte vil dit barn have en diagnose, der angiver en varig nedsættelse af kropslige eller kognitive funktioner. Det er dog den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse, der er afgørende i forhold til vurderingen af begrebet nedsat funktionsevne.

Begrebet fysisk eller psykisk:

Eksempler på fysiske og psykiske funktionsnedsættelser kan være: udviklingshæmning, sindslidelser, epilepsi, diabetes, nedsat bevægelsesfunktion, herunder respirationsinsufficiens, hjerneskade, nedsat talefunktion, manglende eller svagt syn samt manglende eller nedsat hørelse.

Begrebet indgribende:

Hermed forstås, at lidelsen skal være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige tilværelse.

Begrebet kronisk:

Herned forstås sygdomstilfælde og lignende, som fra det tidspunkt, hvor de opstår, normalt vil vare i flere år. Der lægges i praksis vægt på, om lidelsen forventes at vare barnealderen ud.

Begrebet langvarig:

I praksis lægges der vægt på, om lidelsen skønnes at vare et år eller mere. Det er dog ikke udelukket at yde støtte, selv om lidelsen kan forventes at vare mindre end et år. Der kan eksempelvis være tale om for tidligt fødte børn eller børn med hofteskred (calve perthes), hvor familien i en kortere periode på grund af barnets funktionsnedsættelse er særligt tungt belastet. Det, at et barn er for tidligt født, er dog ikke tilstrækkeligt til at få hjælp efter denne bestemmelse.

Det behøver ikke at være tale en uhelbredelig lidelse.

Bemærk: En risiko for, at dit barn rammes af en eller anden lidelse, er ikke tilstrækkeligt til at få støtte efter denne bestemmelse.

Bemærk også: Det er en forudsætning for bevilling af ydelsen, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne. Hjælpen er endvidere betinget af, at kommunens anvisninger med hensyn til pasning m.v. følges. […]

Du kan læse hele deres FREMRAGENDE arbejde omkring denne paragraf 41 i Serviceloven på deres hjemmeside.

 

OG FOR DEM DER IKKE KAN FÅ NOK …

KOMMUNEN henviser til Serviceloven der siger;

§ 1. Formålet med denne lov er

1) at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer,

2) at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og

3) at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Stk. 2. Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Stk. 3. Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. Afgørelse efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn.

KOMMUNEN henviser til Serviceloven s §41 der siger;

Merudgiftsydelse

§ 41. Kommunalbestyrelsen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser i denne lov eller anden lovgivning.

Stk. 2. Udmålingen af ydelsen sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for det enkelte barn, f.eks. merudgifter til individuel befordring og fritidsaktiviteter.

Stk. 3. Beløbet til dækning af de nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst 4.596 kr. pr. år (2015-niveau). Ydelsen fastsættes ud fra de skønnede merudgifter pr. måned og afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.

Stk. 4. Hjælpen efter stk. 1 er betinget af, at kommunalbestyrelsens anvisninger med hensyn til pasning m.v. følges.

Stk. 5. Social- og indenrigsministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte nærmere regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til, og betingelserne herfor.