Hvad ADHD er, i virkeligheden …

On 30. November 2017 by Peter 'ADDSpeaker' Vang

Til dig der gerne vil forstå hvad ADHD, i virkeligheden er … baseret på fakta, videnskabelig evidens og personlige erfaringer, fremfor blot massehysteri og fanatisk religiøs hetz kampagne, og stigma, fordomme og diskrimination.

Hvad betyder ADHD?

Forkortelsen ADHD er en oversættelse af det engelske Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder. Andre navne for ADHD er hyperkinetiske forstyrrelser.

Hvad er hyperkinetisk forstyrrelse?

Tilstande præget af forstyrret koncentration og opmærksomhed og/eller sygeligt højt aktivitetsniveau (hyperaktivitet) og impulsivitet kaldes hyperkinetiske forstyrrelser. En anden almindeligt brugt betegnelse er ADHD (attention-deficit/hyperactivity disorder). Tilstanden skal være til stede i minimum 6 måneder, før barnet er fyldt 7 år, og medføre funktionsnedsættelse i mindst to områder hjem/skole/institution.
Kilde: Patienthåndbogen på Sundhed.dk

Hvad er årsagen til ADHD?

ADHD er en tilstand, der skyldes en medfødt udviklingsforstyrrelse kendetegnet ved kernesymptomerne: koncentrationsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet.

Årsagen til at et barn bliver født med ADHD er i 70% af tilfældene grundet nedarvning via gener fra forældre. I 30 % af tilfældene skyldes ADHD en neurobiologisk forurening (infektioner, misbrug, rygning, tungmetaller), som gør at fostret tager skade og bliver født med en udviklingsforstyrrelse.

Denne udviklingsforstyrrelse medfører, at barnets fysiske hjerne, vokser med en ca. 30% forsinkelse, i udvikling af impuls -og selvkontrol, hæmning af motorisk, verbal og non-verbal, adfærd, samt giver store emotionelle udfordringer, særligt med hensyn til selvkontrol over følelser.

Dette medfører en umodenhed i barnets sociale kompetencer, der giver barnet med ADHD en reel “ADHD alder”, der svarer til at man skal trække 30% fra den fysiske, kronologiske alder for at finde barnet ADHD alder, f.eks. 7 år – 30% = 5 år.

Dette er det niveau som barnet er i stand til at præstere på, så det er vigtigt at du som forælder forstår dette, og stiller alderssvarende krav, efter barnet ADHD alder, ikke deres fysiske alder.

Behandlingen består i lette tilfælde af undervisning og vejledning af forældrene samt hensyntagende skoleundervisning; men i de mellem til sværere tilfælde er der god effekt af ADHD medicin.

Hvilke symptomer giver ADHD?

Børn, unge og voksne med ADHD har vanskeligheder med såkaldte eksekutive funktioner, dvs. problemer med at skabe overblik og struktur samt vanskeligheder med planlægning af aktiviteter.

Arbejdshukommelsen er hos de fleste forringet, og for mange gælder, at de har en dårlig tidsfornemmelse. Det gør det svært at planlægge dagligdags aktiviteter.

For børn betyder det ofte store indlæringsvanskeligheder og socialeproblemer; for unge og voksne betyder det problemer med fastholdelse i uddannelsessystemet.

Attention-deficit” betyder koncentrationsbesvær, altså at man ikke kan klare at samle sig om det, som man skal gøre. “Hyperactivity disorder” betyder, at det drejer sig om en tilstand præget af hyperaktivitet.

Barnet kan ikke holde sig i ro og kan ikke kontrollere sin impulsivitet. Børn, unge og voksne med ADHD har vanskeligheder med at skabe overblik og struktur samt vanskeligheder med planlægning af aktiviteter.

Arbejdshukommelsen kan være forringet og for børn medfører det ofte indlæringsvanskeligheder i skolen.

Disse problemer berører næsten alle sider af livet. Børn og unge voksne med ADHD kæmper ofte med dårligtselvværd, vanskeligeforhold til andre mennesker og dårligepræstationer i skolen eller på arbejde.

Hvad kræves for at få en ADHD diagnose?

Symptomerne viser sig før 7 års alderen og skal have varet mere end 6 mdr., og disse skal være til stede i mindst 2 forskellige sammenhænge (skole/hjem/institution) og giver store problemer i hverdagen). før diagnosen må stilles.

HUSK: Mange børn er urolige!

Det er ikke i sig selv et tegn på at barnet har ADHD!

Både børn og voksne må gerne være lidt sprudlende, impulsive og ukoncentrerede engang i mellem .Symptomerne på ADHD derimod er i strid med det, man forventer i forhold til barnets alder og udviklingstrin

Hvordan diagnosticerer man ADHD?

ADHD diagnosen stilles ud fra en systematisk lægelig og psykologisk undersøgelse suppleret med oplysninger omkring barnets/den unges dagligdag.

Derudover, anvendes der et diagnoseværktøj udviklet af WHO, og for hvilket der er videnskabeligt evidens for, med stor sandsynlighed, kan afgøre om der er tale om ADHD symptomer eller ej.

I Danmark anvender vi ICD-10 diagnosesystemet der er standard i hele EU, og er lavet af WHO. I USA har man sit eget diagnosesystem, DSM-5, som på mange områder er indentisk med ICD-10, og her i Danmark ser vi i praksissektoren en udbredt sammensmeltning mellem selve forståelsen og behandlingen af ADHD, på tværs af de to diagnosesystemer.

Eksemplet er, at ADHD er fra DSM-5, hvorimod det i ICD-10 kaldes for Hyperkinetiske Forstyrrelser, men at man i daglig tale bruger betegnelsen ADHD som et fællesbegreb.

Hvilke symptomer bruges der til at udrede efter?

Det er et krav, ifølge manualen for udredning af ADHD, i ICD-10, at barnet opfylder en lang række symptomer, og at de skal være til stede, i mindst 6 mdr. samt give store problemer i hverdagen.

Derudover skal barnet have haft symptomerne fra før 7 års alderen, for at sikre at der ikke er tale om andre lidelser, der ikke er medfødte, men af psykosociale årsager primært.

Symptomerne inddeles efter hovedsymptomerne:

 

Opmærksomhedsforstyrrelse (mindst 6)

• Laver skødesløse fejl

• Svært ved at fastholde opmærksomhed

• Svært ved at høre efter

• Svært ved at følge instrukser

• Svært ved at organisere og tilrettelægge

• Undgår opgaver der er mentalt krævende

• Mister ting

• Distraheres let, er glemsom

 

Hyperaktivitet (mindst 3)

• Uro i hænder og fødder

• Forlader sin plads

• Løber/klatrer omkring på utilpasset måde

• Støjer

 

Impulsivitet (mindst 1)

• Svarer før spørgsmål er afsluttet

• Kan ikke vente på tur

• Afbryder

• Taler for meget

 

Og hvilke kriterier skal  så være opfyldt?

Her er det at man i ICD-10 adskiller fra DSM-5, idet man i DSM-5 er meget mere specifikke og deler ADHD op i 3 forskellige, såkaldte præsentationer, alt efter hyppigheden af de ovenstående symptomer.

I Danmark bruger man primært kun den diagnose der i ICD kaldes for F90.0 Hyperkinetiske Forstyrrelser og er en slags samlet “kasse” for alle de 3 præsentationer, man bruger i USA.

Det betyder, at vi her i Danmark har en langt ringere diversifikation mellem de forskellige typer af ADHD, og dermed også er langt ringere forståelse af at der findes forskellige behandlingsmuligheder, der er designet til hver sin præsentation, hvilket giver en mere individuel behandling fremfor som i Danmark hvor alle behandles over en kam og med de samme behandlingsformer, specielt indenfor ADHD medicin.

Derudover findes der ingen gradbøjning af sværhedsgraden af ens symptomer, baseret på de handicap disse symptomer giver barnet, i mødet med samfundet normer og krav. Derimod findes dette i DSM-5, samt i meget høj detaljeringsgrad i The ADHD Handbook, som du kan læse om i kildereferencerne til denne artikel.

 


FRA DETTE PUNKT OG I RESTEN AF ARTIKEL HENVISER JEG KUN TIL DSM-5 og ikkelængere til den opfattelse af ADHD som er den der er “god latin” i Danmark, men derimod og hvad ADHD er for noget, i virkeligheden, udfra videnskabelig evidens anno 2017.


 

Hvad er ADHD, i virkeligheden?

ADHD er en neurogenetisk (for ca. 70%) eller neurobiologisk (for ca. 30%), fysisk betinget, kronisk og medfødt, udviklingsforstyrrelse der giver en lang række symptomer, grundet forskellen mellem det forventede alderssvarende funktionsniveau og det faktuelle, realistiske funktionsniveau, der kan forventes, af et barn med medicinsk ubehandlet ADHD.

Der er tale om en ca. 30% forsinkelse i udviklingen af kritiske funktionsevner, såsom manglende impuls -og selvkontrol, hæmning af verbal og non-verbal adfærd, emotionel dysregulation, samt manglende alderssvarende udvikling af de Eksekutive Funktioner, primært på arbejdshukommelse, konsekvens, tidsfornemmelse, planlægning og struktur, samt evnen til at foretage kritisk tænkning af belønning for behovsudsættelse, set ud fra et fremtidigt perspektiv. der tilsammen udgør hele vidt forgrenede årsagskompleks, både hjernemassemæssigt, men i særdeleshed set på de neurale netværk og på synaps niveau.

Denne forsinkelse i selve den fysiske udvikling gør, at man skal trække 30% fra barnets fysiske, kronologiske alder, for at finde dets “ADHD alder”, såfremt barnet ikke er medicineret med ADHD medicin. Formlen er enkel (Fysisk alder- 30% = ADHD alder), hvilket betyder at et 7 årigt barn, der IKKE får medicin, har en ADHD alder der svarer til hvad man den alderssvarende funktionsevne, der kan forvente af et barn på 5 år. Helt enkelt, træk 30% fra dit barns alder, så finder du den alder du skal stille krav til det, efter.

Dette alvorlige symptom på medicinsk ubehandlet ADHD er ikke noget der tales om i Danmark, hvor der er tradition for altid at forsøge med pædagogik først, og dernæst med medicin. Problemet er blot, at hverken pædagogik, terapi, fornuftssnak eller korporlige trusler imod barnet, han nogen som helst positiv effekt, overhovedet …

Årsagen skal findes i at ADHD er en FYSISK betinget, psykisk lidelser. Dette betyder at ligesom en person med Diabetes, som oftest, skal bruge sin Insulin hver dag, således er det også med ADHD medicin til både børn, unge og voksne med ADHD. Det er ikke et valg, det er en nødvendighed, såfremt man har symptomer af Moderat eller Svær grad. Har man symptomer af Mild grad, virker medicinen ligeså godt, men det er ikke en nødvendighed, da man da har en væsentlig bedre funktionsevne, end ved Moderat eller Svær grad.

Hvad så med dét dér – narko-halløj I ta’r, så?

Debatten for og imod ADHD medicin har kørt i snart 15 år, og modstanderne klynger sig fortsat til de gamle idealer, forståelser og misforståelser, omkring ADHD medicin, men vi der selv lider af ADHD og har deres der gør, vi er ikke i tvivl, det er både effektivt og sikkert, også over lang tid!

ADHD medicin har fået et dårligt ry, fordi det meste af det, indeholder euforiserende stoffer, såsom amfetamin, og da amfetamin er betragter som værende narko, så drager mange den uvidende og stærkt fordomsfulde konklusion, at “vi giver vores børn ren narko, blot for at få fred fra at skulle bruge tid på at opdrage dem ordentligt”. Dette argument støder jeg på om, og om igen, i den offentlige debat, og der er så groft stigmatiserende og forkert som det overhovedet kan være, for ingen af delene er sandt.

Grunden til at der er amfetamin i vores medicin er, at vores egentlige fysiske problem, skyldes at vores hjerne ikke udvikler nok af stoffet Dopamin, som både er ansvarlig for trafikken mellem de for sent udviklede dele af hjernen, samt som en del af det belønningssystem der er mellem kroppen og hjernen, og som er det der dikterer vores adfærd, tanker, følelser og interne neurale kommunikationsevner, mellem de forskellige systemer i den menneskeslige hjerne.

Det er et meget omfattende, neurokemisk system der her er tale om, så jeg vil ikke gå i detaljer, men blot sige at det amfetamin der er i vores ADHD medicin, er lige så naturligt som det Insulin som man tager ved Diabetes, begge lidelser er fysisk betingede, kroniske lidelser, der kræver medicinsk hjælp, udefra, for at rette et problem, indeni i vores krop.

Amfetamin har den diamentralt modsatte effekt på en hjerne med ADHD, end på en hjernen uden ADHD. Vi folk normalt bliver opstemte og energiske når de indtager amfetamin, så virker det omvendt på en hjerne med ADHD, ved at man bliver mere rolig, mindre hyperaktiv, mindre snakkende og mere i følelsesmæssig balance. Så den bedste test på at ADHD findes, er virkeligt og kræver medicin, det er at se resultatet af at give en person ADHD medicin, der ikke har ADHD og så se effekten på en person der har ADHD.

ADHD medicin er blevet et fy-ord!

Der tales meget om misbruget af ADHD medicin i det danske samfund, men man glemmer at adskille forbrug og misbrug fra hinanden, og får igen stigmatiseret alle over en kam, især fra Lægemiddelstyrelsens side, der officielt mener at personer med ADHD, kva deres symptomer på impulsivitet, udgør en forhøjet risiko for at misbruge og videresælge ADHD medicin, end andre personer.

Det er så ikke blot dybt diskriminerende, det er også direkte usandt, og ifølge Dr. Barkley, så findes der ingen beviser på at noget sådan skulle være videnskabeligt bevist og han er chokeret over deres holdning, som I USA ville have vakt ramaskrig, men ikke her i Danmark.

Der er nogle ikke-alvorlige bivirkninger som er ubehagelige, men det er langt fra ligeså ubehagelige, som at være social isoleret, ensom og deprimeret, hvilket debatten om ADHD medicin i offentligheden, aldrig når til at indse, og det er synd for både børn og forældre, for deres liv med medicinsk ubehandlet ADHD er mere en kamp for overlevelse, end et liv der leves!

Iøvrigt er det Scientology der står bag det negative budskab om ADHD og ADHD medicin, via deres internationale organisation, som de kalder for CCHR International, og som bruger tid og ressourcer på at vildlede og bekymre forældre til børn med ADHD, for at tiltrække den til deres såkaldte ‘religion’.

Der er derudover også en større gruppe af personer der mere tror på alternativ behandling, kost, ernæring og motion, som vejen frem for deres børn med ADHD, og det må man jo respektere, dog med en sidebemærkning om at langt de fleste af vi der først er blevet udredt som 30-40 årige, i dag lever med store personlige, sociale og økonomiske konsekvenser, af at være vokset op, uden at være i medicinsk behandling for vores ADHD som børn, dengang da det kunne have gjort en stor forskel, for resten af vores liv.

ADHD og de andre lidelser …

En ko-morbid lidelse, er en lidelse der er sekundær i forhold til den primær diagnose. Da ADHD er en meget kompleks psykisk lidelse, så er der en lang række af ko-morbide lidelser til den, hvor af angst, depression, autisme, bipolar lidelse, borderline, misbrug, samt personlighedsforstyrrelserne ODD, CD og ASPD som er reelle senfølger af medicinsk ubehandlet ADHD. I Danmark sidder 40% af de indsatte, der pga af medicinsk ubehandlet ADHD, hvilket har ført dem til at træffe nogle kortsigtede valg i livet, men med langsigtede konsekvenser, særligt i rocker -og bandemiljøet, hvor ADHD er anset for at være en eftertragtet “evne”, da man ikke har samme frygt for fremtidige konsekvenser og derfor lever mere i nuet, i følelserne og i handlingen, end i fremtidige mulige konsekvenser ved den adfærd der følger med medicinsk ubehandlet ADHD.

Medicinsk ubehandlet ADHD er årsagen til at 80% af de der lider af ADHD, samtidigt lider af mindst 1 ko-morbid lidelse, typisk angst eller depression, og 55% af dem, lider af både ADHD, samt angst OG depression!

Derudover er der en overrepræsentation af personer med medicinsk ubehandlet ADHD i den danske kriminalforsorgs varetægt, 55% af de voksne lever på kontanthjælp, 35% af de voksne lever af Førtidspension, og af de resterende 10% der har et job, er over 50% af alle på Sygedagpenge i længere tid, personer med medicinsk ubehandlet ADHD.

Er ADHD virkeligt en psykisk lidelse?

Ja, ADHD er en psykisk lidelse!

ADHD i dag klassificeret som værende en psykisk lidelse, der skal sidestilles med andre psykiske lidelser, såsom Bipolar lidelse, Skizonfreni og Autisme. Af samme årsag er personer med ADHD, beskyttet af de udvidede menneskerettigheder der er i FN’s Handicapkonvention, som Danmark tiltrådt.

ADHD er ikke en psykisk sygdom, men en psykisk lidelse, og det er den fordi den er kronisk, medfødt og ikke kan helbredes. En sygdom, ja selv kræft har mulighed for helbredelse og derfor adskiller sygdom og lidelse sig således på, om det er muligt at årsagsbehandle (sygdom) eller udelukkende symptombehandle (lidelse).

Kort sagt, så fødes man med ADHD og man dør med ADHD, det er ikke noget man kan undervejs i livet, hverken af “dårlig opdragelse”, for meget sukker, tv eller iPad, og slet ikke af manglende omsorg fra forældrene. Man kan ikke udvikle ADHD,

• Hyperkinetiske forstyrrelser (ADHD) er neuropsykiatriske udviklingstilstande karakteriseret ved kernesymptomerne: opmærksomhedsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet

• Symptomerne debuterer i førskolealderen og skal have været tilstede i mindst 6 måneder

• Symptomerne skal være tilstede i flere forskellige situationer – skole, hjem og institutioner

• De skal forårsage betydelig hæmning i social funktion og må ikke skyldes andre tilstande såsom angst, affektive tilstande, autisme eller skizofreni

Hvad er forskellen på ICD-10 og DSM-5?

De er stort set ens, dog med nogle mindre forskelle, som jeg kort vil beskrive her:

• Diagnosekravet for ADHD er i USA, at disse symptomer på ADHD, skal have været tilstede, inden barnet fyldte 12 år, hvorimod vi i Danmark har et krav om at de skal have være til stede før barnet fyldte 7 år.

• Begge diagnosesystemer har samme krav til at symptomerne skal have været til stede i mindst 6 mdr. og være til stede i mindst 2 forskellige sammenhænge.

• I DSM-5 anvender man 3 forskellige varianter af ADHD, baseret på hvilke symptomer der er mest fremtrædende, kaldet præsentationer, samt i hvor høj grad dette medfører et handicap, i mødet med samfundets normer og krav, kaldet sværhedsgraden.

Udover disse er forskellene ikke af betydning.

Præsentationerne:

Der er defineret 3 forskellige præsentationer, som hver især har deres egen specifikke bogstav forkortelse, eller kode, om du vil, der er baseret på i hvilken grad, symptomer er til stede som det primære symptomkompleks.

De 3 præsentationer er:

• ADHD-PI (Opmærksomhed)

• ADHD-PHI (Hyperaktivitet og Impulsivitet)

• ADHD-C (Kombineret type af ADHD-PI og ADHD-PHI)

Disse defineres efter følgende kriterier:

 

ADHD-PI (ADHD Predominantly Inattentive Presentation)

Mindst 6 kriterier skal være til stede af nedenstående:

 

Opmærksomhed

• Laver skødesløse fejl

• Svært ved at fastholde opmærksomhed

• Svært ved at høre efter

• Svært ved at følge instrukser

• Svært ved at organisere og tilrettelægge

• Undgår opgaver der er mentalt krævende

• Mister ting

• Distraheres let, er glemsom

 

ADHD-PHI (ADHD Predominantly Hyperactive/ Impulsive Presentation)

Mindst 6 kriterier skal være til stede af nedenstående:

 

Hyperaktivitet

• Uro i hænder og fødder

• Forlader sin plads

• Løber/klatrer omkring på utilpasset måde

• Støjer

 

Impulsivitet

• Svarer før spørgsmål er afsluttet

• Kan ikke vente på tur

• Afbryder

• Taler for meget

 

ADHD-C (ADHD Combined Presentation)

Kriterierne for både ADHD-PI og ADHD-PHI skal være opfyldt, for at man kan blive kvalificeret til typen ADHD-C.

 

Sværhedsgraden

Mild: Få, hvis nogen symptomer er til stede udover de der kræves for at opfylde diagnosekravet, og at disse symptomer ikke medfører mere end et mindre handicap, i mødet med samfundets normer og krav.

Moderat: Symptomer eller funktionsnedsættelser, der ligger mellem Mild og Svær grad er til stede.

Svær: Mange symptomer, udover de der kræves for at opfylde diagnosekravet, eller enkeltstående symptomer der medfører en funktionsnedsættelse i væsentlig grad, eller at disse symptomer giver person en nedsat funktionsevne, i mødet med samfundets normer og krav (det at have et handicap, i mødet med samfundet normer og krav.

 

Hvad er et handicap og hvad er det ikke?

I Danmark er vi desværre, som samfund, meget langt bagefter i vores forståelse af hvad begrebet, handicap, egenligt dækker over. De fleste anvender betegnelsen handicap med reference til den specifikke, psykiske eller fysiske funktionsnedsættelse, der er kendetegnende for den pågældende lidelse. Vi taler om at “han har et synshandicap, eller hun har et hørehandicap osv.”, derudover henviser vi også til en personer der er kørestolsbruger, som at det det faktum at personer er nød til at anvende en kørestol for at komme rundt, som ensbetydende med personens handicap.

Denne forståelse er IKKE korrekt!

Ifølge FN’s Handicapkonvention, så er begrebet handicap ikke et begreb der beskriver selve den funktionsnedsættelse som en person har, med derimod den manglende ligestilling personen oplever, når de færdes i samfundet, med dets normer, kultur og holdninger.

Jeg plejer at skrive det kort, således:

“Man kan ikke VÆRE handicappet, man kan kun HAVE et handicap! Og det opstår først i mødet med samfundets normer og krav, det det først er der hvor ens funktionsnedsættelse bliver til noget der medfører at man ikke kan begå sig, på lige fod med alle andre borgere i samfundet, men derimod oplever at have et handicap, sammenlignet med alle andre.”

Det er altså ikke den personer der har en funktionsnedsættelse der er årsagen til at man oplever at have et handicap, det er derimod samfundets måde at strukturere sig på, der giver personen med en funktionsnedsættelse, et handicap.

Det er derfor vi installerer elevatorer og slidsker til alle offentlige bygninger, samt har installeret beep lyde på visse fodgængerfelter, da dette gøres for at mindske det handicap som personer der lider af fysiske funktionsnedsættelser, har i mødet med samfundet.

For personer med psykiske funktionsnedsættelser gælder præcis de samme regler som for de fysiske funktionsnedsættelser, men her i Danmark har man valgt ikke at implementere de regler som Folketinget ratificerede, helt tilbage i 2006, da vi underskrev FN’s Handicapkonvention om udvidede menneskerettigheder til personer med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse.

Der er ingen hensyntagen til de handicap som f.eks. børn med ADHD eller autisme, oplever i forbindelse med Inklusion i Folkeskolen.

Der er udelukkende tale om at barnet med ADHD får tildelt nogle hjælpemidler til at mindske deres symptomer, f.eks. høreværn, men det er en misforståelse af hvad der er barnets rettigheder, jvf. Handicapkonventionen, nemlig ligestilling på adgang til alle offentlige steder, og under hensyntagen til dette barns krav på at blive inkluderet i samfundet, ved at samfundet tilpasser sig til at barnet også kan trives, i det fællesskab som er definitionen på et samfund.

Hvorfor er det at have ADHD, et handicap?

ADHD er, i sig selv, ikke et handicap, jvf. ovenstående argument. Det der medfører et handicap for, især børn med ADHD, er den sociale kontekst, hvor deres manglende alderssvarende impuls – og selvkontrol, manglende evne til alderssvarende hæmning af det motoriske system, samt de emotionelle dysregulerede reaktioner, der er en konsekvens af den manglende alderssvarende udvikling.

Det er ikke uopmærksomhed, hyperaktivitet eller impulsivitet, der er årsag til at 90% af alle børn med ADHD oplever at være socialt isolerede. Det er derimod den frustration, vrede og udadreagerende fysiske reaktion, der følger med det at leve med medicinsk ubehandlet ADHD, der er årsagen.

Børn kan godt tilgive at barnet med ADHD måske virker lidt anderledes end gennemsnittet og acceptere at sådan er de bare, hvorimod andre børn tager afstand fra børn med ADHD der opfører sig aggressivt, truende, råbende og med vrede, da de skræmmer dem og dermed ødelægger barnets ønske om at have en relation med barnet med ADHD.

Så det er altså ikke vores ADHD der er det der giver os et handicap, det er måden hvorpå det kommer til udtryk i verbal og non-verbal social adfærd, der er det reelle handicap ved det at have ADHD, da vi jo bliver ekskluderet fra samfundet, allerede fra en tidlig alder.

Studier viser at børn med medicinsk ubehandlet ADHD, på 3. klassetrin, ingen nære venner har for over 72% af dem. Dette medfører at mange børn med medicinsk ubehandlet ADHD, udvikler de ko-morbide lidelser til ADHD, kaldet ODD, Angst, Depression og Personlifhedsforstyrrelse, som jeg vil komme ind på senere.

Da al ny viden på ADHD forskning, samt er beskrevet i stor detaljeringsgrad i amerikansk litteratur, er det af indlysende årsager, at jeg har valgt at skifte fra at bruge den generelle, statistiske og svært forældede, ICD-10 betragtning af ADHD, som den er beskrevet i Lægehåndbogen, og vende blikket mod et langt mere detaljeret og videnskabeligt funderet redskab, nemlig bogen ADHD Handbook af Dr. Russell A. Barkley, Ph.D., som du kan læse mere om under mine kildehenvisninger, til slut i denne artikel.

Jeg håber at dette lynkursus i hvad ADHD i virkeligheden er for noget, har givet dig en dybere viden om fakta og mere indsigt i, hvad det så reelt betyder, at leve med ADHD.

/ADDspeaker

 

Kildereferencer:

• Patienthåndbogen

• PubMed

• The ADHD Handbook

• ADDspeaker.net

 

Patienthåndbogen

For at overholde standarden som der diagnosticeres og behandles efter, ved ADHD, i Danmark, har jeg brugt Patienthåndbogen til at give de indledende bemærkninger af faktuel betydning, om hvordan vi forstår og betragter ADHD i Danmark. Da denne viden dog er væsentligt forældet og ikke har medtaget de seneste 10 års forskning og erfaring fra praksis i USA, så henviser til The ADHD Handbook, så snart vi skifter fra fakta, til medicinering, forståelse, og behandling af ADHD, da det giver mest mening og det bedste resultat, for os som patienter og du som forældre til et barn med ADHD.

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/psyke-hos-boern/sygdomme/adhd/adhd-diagnosen/

 

PubMed

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed

På ADDspeaker anvender vi udelukkende denne som primær reference for faktabaseret viden, samt udnytter forskningsdatabasen, PudMed, der er der hvor alle nye forskningsresultater bliver offentliggjort og dermed er tilgængelige for alle, i et såkaldt Abstract, som er et slags hurtigt resumé af resultatet af den pågældende studie.

 

The ADHD Handbook

Attention-Deficit Hyperactivity Disorder, 4th. Edition:

A Handbook for Diagnosis and Treatment

by Dr. Russell A. Barkley, Ph.D. (2015)

http://russellbarkley.org/about.html

 

Denne bog er en meget anerkendt og anvendt, speciallægehåndbog, der kun omhandler ADHD, og er på knap 900 sider. Det særlige ved denne bog er, at redaktøren, Dr. Barkley, er manden der udviklede den teori som vi forstår og behandler ADHD efter, i dag.

Derudover har han udgivet mere end 250 videnskabelige studier på ADHD området, skrevet mere end 20 bøger om ADHD, samt har forsket og behandlet ADHD, i sin mere end 40 årige karriere, hvor han har taget 3 forskellige Ph.D. certificeringer og således er akkrediteret som, Klinisk Psykologi, Klinisk Børnepsykologi, samt Klinisk Neuropsykologi.

Til at hjælpe sig med at lave det mest opdaterede og videnskabeligt evident, har han samarbejdet med over 50 forskellige forskere fra hele verden, som alle har bidraget med viden indenfor deres specialeområde.

Selvom bogen er tiltænkt som et arbejdsredskab for din psykiater, og er på engelsk, så er den faktisk til at læse, såfremt man har et nogenlunde niveau til at forstå engelsk.