Hvad er dit problem med min ADHD medicin?

On 17. March 2016 by Peter 'ADDSpeaker' Vang

“Kollektivt massehysteri, konspirationsteorier og simpel uvidenhed” – Sådan vil jeg beskrive danskernes mening om ADHD medicin. Men hvad er dit problem med min ADHD medicin? og hvad rager det egentligt dig?

Hvad er dit problem med min ADHD medicin?

Stort set hver dag jeg åbner for en radio, ser tv eller læser en avis, så er der et indlæg omkring ADHD. Langt de fleste går på hvor farligt ADHD medicin er, hvor forkert det er at give det til børn, hvordan misbruget af ADHD medicin er “helt ude af kontrol”, og at ADHD er “overdiagnosticeret” og at vores diagnose er en “enkeltbillet til det offentlige tagselvbord af sociale ydelser” og “alle de særligt lempelige betingelser, der gælder for de dér med ADHD”.

Den værste er dog, når jeg ser nogle forsøge at slå plat på ADHD for at sælge deres egne produkter, alene fordi de fire bogstaver A D H D åbenbart er gode til at tiltrække folks opmærksomhed, omkring vores “opmærksomhedsforstyrrelse …

Men hvad er dit problem egentligt med ADHD? fristes jeg til at spørge journalisterne om (og gør det jævnligt) men sjovt nok så får jeg ingen svar på mit spørgsmål og alle som én, glimrer ved deres fravær.

Det kan skyldes at jeg jo blot er en ubetydelig, selvoptaget, opmærksomheds-hungrende, usaglig, uvidenskabelig og stakkels psykisk lidende, hvem ved?

Så når “de” ikke vil tage debatten, så må jeg jo forsøge at forklare hvad grunden er til, at jeg farer i blækhuset, hver gang der skrives noget ukorrekt, fordomsfuldt eller direkte diskriminerende, omkring ADHD, og især om min ADHD medicin!

Hvad rager min ADHD medicin egentligt dig?

Kære journalister, psykologer, pædagoger, socialrådgivere m.fl.,

Hvad rager det egentligt dig, hvilken medicin jeg har brug for til at behandle symptomerne på min medfødte psykiske lidelse? Har du også ligeså meget fokus på dem der har diabetes om “må skyde sig med insulin” hver dag? eller om personer deres lider af Bipolar lidelse må tage Lithium? Nej, vel, for det er jo “rigtige” sygdomme og lidelser – modsat ADHD som “jo bare er noget som medicinalindustrien har opfundet for at sælge deres psykofarmaka” som Anders Petersen så flot udtrykte det i P1 Debat 11. marts 2016.

Tidligere i denne måned var det Maria Cuculiza der var ude med riven igen, med en overskrift om at “Seksårige forgiftes af ADHD medicin” i MetroXpress hvor hun giver den fuld gas med ting som …

Hvad er dit problem med min ADHD medicin?

374 børn, der alle var forgiftede med ADHD-medikamenter, som indeholder det afhængighedsskabende stof Methylphenidat, der kan give en rus, har fra 2007 til 2014 modtaget hjælp fra Giftlinjen på Bispebjerg Hospital.

Sjovt nok kan man lige nedenunder denne tekst, læse hvordan Giftlinjens overlæge og professor Kim Dalhoff forklarer at …

– I over halvdelen af tilfældene var forgiftningerne tilsigtede. 57 procent af børnene havde enten ønsket at misbruge medikamenterne eller at begå selvmord med dem, forklarer Giftlinjens overlæge og professor Kim Dalhoff om undersøgelsens børn, som var mellem 6 og 17 år og havde en gennemsnitsalder på 15,5 år.

OK godt så!

Det vil altså sige at “Seksårige (i flertal) forgiftes af ADHD medicin” i en undersøgelse af 374 sager om forgiftning med brug af ADHD medicin det involvere børn i alderen 6 – 17 år, åbenbart ifølge Maria Cuculiza er kernen i den undersøgelse, på trods af at gennemsnitsalderen i undersøgelse var 15,5 år – altså noget tættere på 17 år end på de 6 år, ikke sandt?

Dansk forsker bygger sin kritik på “fantasi”

Det er ikke første gang Maria Cucucliza har været ude med “riven” og forsøgt at “kidnappe spalteplads” i MetroXpress. Første gang jeg bemærkede hende,  var da hun skrev artiklen “Forskere: Tvivl om hvor godt ADHD-medicin virker” om en ny dansk “videnskabelig” undersøgelse fra seniorforsker, psykolog Ole J. Storebø, der i sin undersøgelse konkludere et, men i artiklen udtaler sig …

Opfattelsen har været, at der er rigtig god evidens og effekt af disse mediciner, så det har været meget overraskende at finde ud af, at evidensen er så usikker på grund af den dårlige kvalitet af de inkluderede studier, at man ikke kan sige noget om størrelsen af effekten.

hvorimod han i sin egen konklusion, i sit eget “videnskabelige studie” skriver følgende i sin konklusion …

The results of meta-analyses suggest that Methylphenidate may improve teacher-reported ADHD symptoms, teacher-reported general behaviour, and parent-reported quality of life among children and adolescents diagnosed with ADHD. However, the low quality of the underpinning evidence means that we cannot be certain of the magnitude of the effects. Within the short follow-up periods typical of the included trials, there is some evidence that Methylphenidate is associated with increased risk of non-serious adverse events, such as sleep problems and decreased appetite, but no evidence that it increases risk of serious adverse events.

Storbø’s anke går på kvaliteten af de studie som han har lavet en meta-analyse på, hvor han mener at man ikke har været grundige nok. Han foreslår at man finder en gruppe raske børn og giver dem en “nocebo” tablet som giver dem ADHD-lignende symptomer, for så derefter at give dem Ritalin for at måle den “reelle effekt” af medicinen.

Som Dr. Russell A. Barkley, Ph.D. (man bag den amerikanske speciallægehåndbog om ADHD, samt med 40 års forskning i og behandling af ADHD kommenterede, da jeg spurgte ham om hans mening om Storebø’s forslag …

Som Dr. Barkley udtaler, » selvom et sådan fantasi præparat skulle findes, så ville ingen IRB (red: Etisk Råd i USA) nogensinde tillade at noget sådan ville blive anvendt « og han fortsætter » forfatterene til dette studie, beder om det umulige, samtidigt med at de måler kvaliteten af de undersøgte studie på baggrund af en fantasi « – Citat fra artiklen “Fortæller danske ADHD forskere sandheden?

Og undskyld mig, men hvorfor kontakter en seniorforsker, der er psykolog (altså en der ikke er læge), en velkendt modstander af alt hvad der rimer på ADHD, Maria Cuculiza, der beskrives som værende “ekspert i alternativ behandling” (ved siden af at være journalist), for at gøre opmærksom på sit studie?

Og hvorfor udtaler han ét i MetroXpress og noget andet i sin “videnskabelig konklusion”, samt helt undlader at nævne den glædelige nyhed, nemlig at han har påvist at “no evidence that it increases risk of serious adverse events”? – Jeg skrev et brev til Ole J. Storebø og bad ham forklare sig, men ham har valgt at ignorere mig, big surprise!

Lisbeth, Lisbeth, Lisbeth …

Så var der jo sagen med “Hele Danmarks Yndlings-misbrugte-barn” – Lisbeth “Vrede er mit mellemnavn” Zornig (ikke Zorning, meget vigtigt), som i forbindelse med udgivelsen af sine nyeste bog, Underdanmarks Jægersoldater” lige benyttede lejligheden til at promovere den, ved at komme med denne udtalelse til Politiken i artiklen “Skal besværlige børn æde jern og skide kæder, for at undgå en diagnose?”, hvori hun udtaler …

Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg selv ville have fået en stribe diagnoser, hvis jeg havde været ung i dag. Formentlig ville jeg både være blevet medicineret, behandlet og undtaget alle de normalkrav til uddannelse og livsmål, som gælder almindelige børn. Heldigvis var den slags ikke udbredt, da jeg var ung.

Godt Lisbeth – fantastisk flot eksempel på fordomsfuld, uvidende og direkte diskriminerende udlæggelse af hvad det vil sige at have en diagnose, såsom ADHD, for du har jo så ganske ret i at vi allesammen er blevet “undtaget alle de normalkrav til uddannelse og livsmål”, hvilket er årsagen til at kun 76% af os lever på offentlig forsørgelse, 1 ud af 3 har en afgangseksamen fra folkeskolen, fordi 76% af alle børn med ADHD er socialt udstødte i deres skoleklasse og bliver mobbet ud længe inden vi når eksamen, samt kan se frem til at have en overdødelighed på 50% i forhold til resten af befolkning, have 3 gange højere risiko for at dø en “unaturlig død” inden vi fylder 45 år, og derudover kan se frem til at leve 10-12 år kortere end hvad den normale middellevealder ellers beskriver for befolkningen bredt set. 20% har misbrugsproblemer og 40% af dem der sidder i fængsel lider af ubehandlet ADHD og slutteligt så dør der ca. 7.000 af os pga. ulykker og 6.000 pga. selvmord, ud af de 40.000 (14,3%) af os der dør en “unaturlig tidlig død”.

Hvad er dit problem med min ADHD medicin?

Så du har da ganske ret i at du er heldig at være “undsluppet” den “særbehandling” som en diagnose med ADHD medfører!

Den nordjyske anti-diagnose-mafia …

Apropos diagnoser, så har Professor i Psykologi Svend Brinkmann og Lektor Anders Petersen fra langt oppe i Nordjylland, stor succes med at få fortalt hele Danmark at “nu må vi altså tage os sammen og lade være med at tigge og bede om en diagnose, bare fordi livet er lidt hårdt, ind imellem”. Det mener de to herrer, at vi er som der forklares i P1 Debat programmet “Er vi gået diagnose amok i Danmark?” og igen i DR P1 Debat programmet “P1 Debat: Giver vi børn for meget medicin?” som vi vender tilbage til om lidt. Det som Svend og Anders fra Nordjylland ikke kan lide er at vi lever i et samfund hvor man ligefrem “leder efter en diagnose” for at få svar på hvorfor ens liv er så hårdt og samtidigt fordi man jo “så kan få adgang til alle de specielle foranstaltninger som en diagnose, som f.eks. ADHD, medfører for personen”.

Hmm … nu er jeg godt nok selv blevet 44 år og har ingen børn, men de forældre jeg taler med, hver dag, omkring virkeligheden for børnefamilier der er hårdt præget af at have et barn med ADHD, både i hjemmet og i skolen, er ikke ligefrem i tråd med det billede som disse to “eksperter på komplicerede psykiatriske diagnoser” (på trods af at den er psykolog og den anden er evighedsstudent) ellers ynder at male.

Realiteten er en helt anden, især i folkeskolen anno 2016, hvor alt unødvendigt er skåret helt væk, som f.eks. værdig omsorg, forståelse, anerkendelse og respekt for de alvorlige handicap, særligt de sociale af slagsen, som ADHD medfører. Det er stort set umuligt at få støttetimer i skolen, selvom man tager et barn på 7 år (som grundet sin fysiske udviklingsforstyrrelse i hjernen) har en modenhed der er tilsvarende det vi kan forvente af en 4-årig.

I stedet sender man 14% af drengene tilbage til endnu et år i børnehaven “så de kan modnes lidt mere” samtidigt med at de lærde sidder og klør sig i nakken og undrer sig over hvorfor der nu er kommet denne voldsomme stigning i de seneste 10 år i bl.a. artiklen her “Næsten 25 procent flere børn går børnehaveklassen om” – svaret er rimeligt enkelt, og det kommer her …

Hvad er dit problem med min ADHD medicin?

Medierne trækker alle rundt i manegen – undtagen Psykiatrifonden!

Så kommer vi til programmet fra forleden på DR P1 – “P1 Debat: Giver vi børn for meget medicin?“, som blev bestyret af Marianne Skovlund, journalist på DR, som havde inviteret flere prominente gæster i studiet for at diskutere den voldsomme udvikling i overmedicinering af børn og det stærkt stigende misbrug af ADHD medicin. Medvirkende i programmet var Anders Beich, formand praktiserende lægers videnskabelige selskab DSAM, Anne Lindhardt, formand for Psykiatrifonden, Kim Dalhoff, overlæge og professor på Giftlinjen m.fl.

Under betegnelsen “m.fl.” kan jeg oplyse at Lektor Anders Petersen (ham fra Nordjylland) og ADHD-foreningen selvegne direktør, Camilla Louise Lydiksen, også deltog. Under parolen “al magt til psykoterapi, alternative behandlinger og pædagogik” lagde værten Marianne Skovlund ud med at spørge “panelet” om de mente at der var en et problem med medicinering af børn. Anders Beich mente helt bestemt at det var tilfældet, men at skylden lå på de psykiatere der udskrev alt for meget psykofarmaka og dermed “tvang de praktiserende læger ud i at udskrive alt for meget medicin” (mod deres vilje? fristes man til at ville have spurgt ham), samt at kritikken af lægerne var alt for hård. Anne Lindhardt fra Psykiatrifonden var, efter min mening, den eneste deltager i dette program der formåede at holde sig til konkrete fakta og give nogle ordentlige svar med reference til igangværende og realiserede projekter inden for hendes område, så stor respekt skal lyde her fra, hvis det måtte betyde noget for nogen som helst.

Men helt i sort gik jeg, da det så blev tid til at “min egen direktør” kom på banen for at redegøre for vores situation omkring den fordomsfulde og stigmatiserende måde hvorpå alt omkring vores “insulin” bliver håndteret i medierne i dag. Prøv lige at se det her citat fra programmet …

Marianne Skovlund – Interviewer:
En af de grupper af børn, der i dag får medicin, det er jo ADHD børnene, og med fra Odense har vi direktør for ADHD-foreningen, Camilla Louise Lydiksen, velkommen til!

Camilla Louise Lydiksen:
Tak skal du ha’

Marianne Skovlund – Interviewer:
ADHD det er jo en delvist genetisk sygdom, og vil det sige at når man så får konstateret den, så er der kun en vej frem og det er at få noget medicin?

Camilla Louise Lydiksen:
Nej, det kan man da på ingen måde sige. Det er jo tydeligt at debatten her jo offentligt tit får os til at kigge på det som om det kan kun være den eneste rigtige løsning. Øhh … Hvis man sørger for at der er individuelle udredninger og barnet, hvis det handler om børn, bliver kigget ordentligt på, inden vi begynder at medicinere, så er jeg sikker på at der vil være mange andre muligheder og alternativer, der vil kunne komme børnene rigtigt meget til gode – også i forhold til medicin. Så jeg synes at vi har tilgode endnu at se at der bliver tilbudt andre gode ting, måske også som det første valg.

Marianne Skovlund – Interviewer:
Jamen vil det sige at øhh der findes børn med ADHD der i dag får medicin som sagtens kunne undvære den?

Camilla Louise Lydiksen:
Shhh Nu er jeg jo ikke lægefaglig, men jeg er jo nok tilbøjelig til at støtte op med Anne og Anders her. Vi har jo svært ved at udtale os ordentligt, fordi vi netop ikke har set hvad mange af de andre indsatser kan gøre rettidigt når vi gør det her ordentligt og som førstevalg. Ud fra mit helt eget perspektiv og fra den foreningen som jeg repræsenterer, så ved vi at der findes andre indsatser som har lige så god gavn, som medicinen har, øhh på børn i hvertfald og nogen gange også på de voksne. Så øhh … ja …

Marianne Skovlund – Interviewer:
Men har du så nogen idé om hvorfor de får medicinen, hvis der var noget andet der kunne virke ligeså godt eller bedre?

Camilla Louise Lydiksen:
Øhh … Jeg kan ikke give dig en præcis forklaring på, hvorfor men igen så vender det lidt tilbage til mig, at det er den mulighed vi taler om og når man kommer igennem systemet fra den praktiserende læge og indtil speciallægerne, så er det det der er at tilbyde. Vi glemmer den palette som vi faktisk har af andre gode tilbud til at hjælpe børnene med. Vi glemmer også noget andet og det tænker jeg at osse kan være en af grundene, det er jo den her opfølgning på hvad de vanskeligheder det enkelte barn har og hvad det så er reelt der er brug for, for at forbedre den situation. Øhh … og det har vi til gode …

Jeg må indrømme at jeg måtte spole tilbage og hører det adskillige gange, for jeg nægtede simpelthen at tro mine egne ører – sagde hun virkeligt det? Forstår jeg hende korrekt når hun siger “Vi har jo svært ved at udtale os ordentligt, fordi vi netop ikke har set hvad mange af de andre indsatser kan gøre rettidigt når vi gør det her ordentligt og som førstevalg. Udfra mit helt eget perspektiv og fra den foreningen som jeg repræsenterer, så ved vi at der findes andre indsatser som har lige så god gavn, som medicinen har, øhh på børn i hvert fald og nogen gange også på de voksne. Så øhh … ja …” – Og det gjorde hun altså.

Så blev jeg nød til at reagerer, for jeg lider jo af en psykisk lidelse som ikke er en opmærksomhedsforstyrrelse med eller uden hyperaktiv/impulsiv adfærd som vi i Danmark fejlagtigt stadigvæk holder stædigt fast i, trods 10 års forskning der beviser det ikke er sandt (Julemanden findes heller ikke i virkeligheden, beklager), men derimod af en psykisk lidelse der handler om manglende impuls -og selvkontrol, følelsesmæssig kontrol og hæmning af adfærd (der måtte være imod mine langsigtede målsætninger), og fór lige i blækhuset og stillede Camilla en række spørgsmål på Facebook, for lige at få helt styr på hvad hun egentligt mente.

Et politisk sidespring …

Jeg bliver lige nødt til at nævne, som en indskudt sætning her, at jeg tidligere har været temmelig uheldig med min kommunikation på Facebook med Camilla, da hun i forbindelse med at jeg gik til modangreb på Søren Pinds grove diskrimination af “yngre mænd med ADHD …” som du kan læse hele historien om her: “Terrorists Are Probably People With ADHD“, hvor Camilla gik ud på ADHD-foreningens hjemmeside og forsvarede Søren Pind!?!?! mod mit urimelige modangreb, der så således ud …

DearDOJ

Nå men tilbage til min reaktion på hendes udtalelser i P1 Debat …

Kære Camilla …

Jeg blev kritiseret for at have “hængt hende ud” fordi jeg havde formastet mig til at stille en række kritiske spørgsmål, omkring hendes udtalelser, og blev bedt om at sende mine spørgsmål i en mail til info@adhd.dk så hun kunne få mulighed for at svare på kritkken. Det gjorde jeg så i dag …

Hej Camilla,

Jeg har talt med [CENSURERET] om min måde at udtrykke min bekymring for dine udtalelser i P1 Debat forleden og hun mente at jeg “hængte dig ud” ved at skrive min kritik på Facebook og bad mig om at rette den til denne mail istedet.

Naturligvis lader jeg mig ikke sådan diktere, vi har trods alt vel fortsat ytringsfrihed i dette land, så jeg har postet vedlagte på min Facebook side og sender dig hermed en kopi på mail, som [CENSURERET] også har modtaget besked om.

Debatten om overmedicinering af børn bygger på en stor kollektiv fornægtelse og komplet misforståelse.

Vedlagt er den totale oversigt over al medicin forbrug i Danmark i perioden 2007 til 2014, som viser at forbruget et steget med 55,3% i perioden, men som ingen åbenbart har undersøgt – så skyldes denne stigning af det er de VOKSNE som er begyndt at få medicin.

Her er stigningen i forbrug af ADHD medicin fordelt på aldersgrupper.

  • 9,3% er mellem 0 – 17 år (børnene)
  • 21,5% er mellem 18 – 39 år (forældrene)
  • 20,1% er mellem 40 – 64 år (bedsteforældrene)
  • 4,4% er mere end 65 år

Så lad os lige afblæse katastrofen et øjeblik, OK?

“Rygterne om min død er stærkt overdrevne” – Mark Twain

Nu til mit åbne brev til ADHD-foreningen og særligt til direktøren for ADHD-foreningen Camilla Louise Lydiksen som respons på hendes udtalelse i P1 Debat.

Jeg lyttede endnu engang til DR P1 Debat “Giver vi børn for meget medicin?” og jeg kunne simpelthen ikke holde ud at der sidder en interviewer og stiller usagligt ledende spørgsmål som kun formanden for Psykiatrifonden formår at gennemskue den skjulte dagsorden i.

Jeg blev så rasende på et tidspunkt da Anders Beich, formand praktiserende lægers videnskabelige selskab DSAM mere end antyder, at forældre til børn med “tilpasningsvanskeligheder” er alt for villige til at få deres børn diagnosticeret, så deres børn kan få de attraktive særlige vilkår der følger med diagnosen og at de fleste børn bare trænger til at tale med en voksen, frem for en diagnose og noget medicin.

Gudskelov fik Camilla Louise Lydiksen, direktør for ADHD-foreningen lige kommenteret at det var ikke helt sådan verden så ud, ude i virkeligheden hos hendes medlemmer.

Anne Lindhardt, formand for Psykiatrifonden udmærkede sig under hele debatten med at være både saglig, kritisk og konstruktiv, så bravo for at der i det mindste var et logisk tænkende menneske i den debat, som var alt for præget af følelser fremfor for fakta.

Helt galt gik det da Kim Dalhoff, overlæge og professor på Giftlinjen kom på for at redegøre for “den voldsomme stigning i misbrug af ADHD medicin” som hans nye undersøgelse viste.”små 400″ var blevet “forgiftet” ved at bruge ADHD medicin.

Det som han ikke siger og som intervieweren Marianne Skovlund fra P1 Debat naturligvis ikke oplyser er, at der reelt er tale om 374 børn fra 6 – 17 år og med en gennemsnitsalder på 15,5 år, som har misbrugt ADHD medicin.

Her kom Camilla Louise Lydiksen flot på banen og fik sagt “at man jo ikke skulle til at straffe alle de mange som får medicin pga. ADHD, blot fordi nogle vælger at misbruge den og det har hun så sandeligt ret i.

Det komiske af det hele er at vi taler om at der i perioden fra 2007 – 2014 er blevet behandlet 243.381 personer (mange er gengangere fra år til år) med ADHD medicin og vi ser et “svimlende misbrug” på hele 374 sager eller hvad der svarer til 0,00153668527946% af den samlede forbrug – det er jo chokerende så voldsom en andel vi taler om her, ikke? (ironisk ment).

Så kommer Anders Petersen, lektor fra AAU (ham der har skrevet bogen “Diagnoser” sammen med Svend Brinkmann) og holder en lang forelæsning om hvordan vi er blevet afhængige af at opfinde nye diagnoser fordi medicinalindustrien har brug for kunder til alle deres nye psykofarmaka, samt at vi er blevet for pivede over lidt modgang i livet som gør at vi søger en diagnose som vi kan gemme os bag.

… Men mest vred blev jeg da jeg hørte denne del, hvor Camilla Louise Lydiksen bliver spurgt om følgende.

[Citater fra udsendelsen er fjernet her, da det står tidligere i denne artikel

Og jeg fortsætter mit brev til hende med følgende …

Kære Camilla Louise Lydiksen

Kan du lige give mig en oversigt over det behandlinger som du mener skal erstatte medicin som førstevalg?

Og er du flink at dokumentere de “andre indsatser som har lige så god gavn, som medicinen har”?

Til sidst er det meget noget uklart om du udtaler din personlige holdning eller om ADHD-foreningens holdning til medicin er blevet officielt ændret siden Jette Myglegaard er trådt af, når du siger “Ud fra mit helt eget perspektiv og fra den foreningen som jeg repræsenterer”, så kan du forklare mig det, helt klart og præcist?

Her er mine kommentarer:

– Det er en fundamental forudsætning for behandling af ADHD at man forstår at det er en lidelse, ikke en sygdom, som har sin årsag i en fysisk udviklingsforstyrrelse i hjernens fysik, og som medfører at vi der er født med ADHD dermed har fået en 30-40% reduceret modenhed i vores udvikling, særligt på impuls -og selvkontrol, følelser og hæmning, som gør at et barn på 7 år der skal begynde i 0. klasse, rent faktisk er moden som en 4 årig, hvilket sikkert er en af hovedårsagerne til at 14% af drengene bliver holdt tilbage i børnehaven, fordi de findes for “umodne” til at begynde i skole.

– Præcis som vi ser ved diabetes, hvor ens egen krop ikke kan producere nok insulin, så giver vores fysiske defekt os en nedsat evne til at producere dopamin og norepinephrine hvilket er centralt for styring af netop impuls -og selvkontrol, følelser og hæmning.

Og præcis som ved diabetes er vi nød til at få dette udefra, nemlig via vores medicin der indeholder amfetamin eller lignende stof, der fremmer produktionen af dopamin og norepinephrine, som giver os en “midlertidig neuro-kemisk forbindelse” mellem de underudviklede dele af vores hjerne, som for 80-90% af os, betyder at langt de fleste og de vanskeligste af vores sociale handicap, forsvinder så længe medicinen gør sin virkning.

– Så når du underkender medicinen og vil have psykosocial adfærdstræning som erstatning og førstevalg, så bliver jeg altså nød til at pointere at du ikke har forstået hvad ADHD i virkeligheden er og hvorfor medicin ikke er et alternativ til, men en premis for, at man overhovedet kan bruge den adfærdstræning man har lært, inden en impuls -og selvkontrol har sendt signal til vores motor cortex om at handle, uden omtanke.

– Ved du også at børn med ADHD der IKKE er medicineret, har 43% større risiko for ulykker og 45% flere ulykker, end børn med ADHD der FÅR medicin? (Dalsgaard S., 2015).

– Ved du også at 76% af børn med ADHD lever i social isolation i skolen, grundet at de er blevet udstødt pga. af deres manglende impuls – og selvkontrol som leder til aggressiv adfærd og dermed skræmmer potentielle legekammerater væk?

– Ved du at det er videnskabeligt påvist at 1,9% af personer med ADHD dør pga. af konsekvenserne af deres ADHD og at der er en “Standard Mortality Rate (SMR) på 4.83, hvilket giver en meget høj risiko for at man begår selvmord, når man har umedicineret ADHD? (Barbaresi et al., 2014)

Det er ikke følelser vi skal lytte til, men fornuft og beviser, når vi skal vælge den bedst mulige behandling af ADHD og jeg opfordrer dig til at sætte dig bedre ind i hvad vi ved, rent faktuelt og evidens baseret, fremfor at lade dig diktere af massehysteri og den manglende forståelse af at ADHD er dødelig alvor og skal behandles som sådan.

I dag dør der 3.000 mennesker om året af “Mentale lidelser” ifølge Danmarks Statistik, hvoraf langt hovedparten har ADHD. Men virkeligheden er faktisk endnu værre da nyeste forskning netop har bevist at risikoen er langt højere end tidligere antaget, da 14,3% af de af os der har en psykisk lidelse, dør for tidligt i forhold til vores middellevealder og at 17,5% skyldes ulykker og 15,2% skyldes “ukendt dødsårsag” som er en pæn måde at skrive selvmord på. (Walker et al. 2015).

For danske forhold betyder det at 40.000 af de 280.000 der har ADHD (ifølge Sundhedsstyrelsens prævalens), dør en unaturlig tidlig død, hvoraf 7.000 er ulykker og 6.000 er selvmord! (Baseret på tallene fra Walker et al., 2015).

Så må jeg have lov til at komme med min kraftigste advarsel imod at fjerne den medicinske behandling som førstevalg, da vi taler om en behandling som vi ved giver 80-90% øjeblikkelig virkning og rent faktisk kan fjerne den 30-40% nedsættelse af vores reducerede kognitive kapacitet (vores handicap), og som selv Lægemiddelstyrelsen nu har bekræftet “Ingen alvorlige bivirkninger har” (Nyt om bivirkninger, januar 2016), samt af man har modtaget 845 sager om bivirkninger, hvoraf hovedparten gik på kendte bivirkninger som allerede stod på indlægssedlen!

Når ADHD medicin ikke virker for alle, så skyldes det både vors unikke fysik, men i endnu højere grad at vi i Danmark ikke har forstået alvorligheden af at udrede grundigt nok for komorbide lidelser, og dermed behandler disse forkert (i forkert rækkefølge som gør at hverken ADHD eller den komorbide lidelse(r) bliver behandlet som den skal).

Den hyppigste årsag til psykoser pga. ADHD medicin er uopdaget komorbid Bipolar lidelse, som skal behandles før ADHD.

Et andet problem er at vi i Danmark har stirret os blinde på at vi skal bruge Metylfenidat som førstevalg og til nød Atomoxetin eller Lisdexamfetamin som sekundært.

Men virkeligheden er altså at der findes et 4. middel som helt er overset, nemlig Dexamfetamin, som virker for mere end 87% af dem der ikke kan tåle Metylfenidat (mig selv inkluderet), samt er det mest anvendte ADHD medicin i USA, med 35% af market mod 21% for Metylfenidat. (Gandia-Benetó R. et al. 2015).

Vi er så låst fat i gammel viden og vaner angående ADHD her i Danmark, at vi bliver ved med kæmpe imod strømmen, fordi vil VIL have at det skal kunne klares med pædagogik istedet for medicin, men tiden er altså inde til at vi giver den næste generation en bedre chance for et værdigt liv end de 76% af vi der har ADHD, ihvertfald ikke har, da vi lever på bunden af samfundet, på offentlig forsørgelse og mediernes konstante hetz mod vores medicin og diagnose.

Det er det der er det væsentlige at have fokus på, ikke på om man er “følelsesmæssigt for eller imod ADHD medicin til børn”!

Tak for din tid!

Og så lige den hér – til alle jer “haters” derude …

 

Hvad er dit problem med min ADHD medicin?

Jeres argumentation holder ikke en pind! – Dette er de reelle fakta, baseret på vores fælles (og offentligt tilgængelige) data fra Sundhedsdatastyrelsen (Statens Serum Institut) som du selv kan hente rå-dataene fra, som jeg har brugt til min beregning ovenfor, her på medstat.dk.

Som det fremgår af tabellen, så er det samlede forbrug af ADHD medicin steget med -172,1% i perioden 2005 til 2014.

Det som ingen ser ud til at være interesseret i at fortælle er dog at det ikke er børnene der er årsag til den samlede stigning i forbruget af ADHD medicin, men deres forældre! Børnenes forbrug har ligget konstant siden 2010 og er faktisk faldet de seneste 2 år, således at der nu er taget ca. 1.000 børn FRA medicin og at der i samme periode ikke er kommet flere til!

ADHD er ikke en sygdom, men en lidelse!

En sygdom, f.eks. kræft, har en mulighed for at kunne blive helbredt. En lidelse har derimod ingen helbredelse og er derfor kronisk og livsvarig – der er sgu da en væsentlig forskel, ikke?

ADHD er ikke, som Marianne Skovlund fra DR P1 ellers mener: “ADHD det er jo en delvist genetisk sygdom”, men derimod den vel nok mest arvelige af alle de genetiske lidelser vi kender til, i dag, hvor der er op til 80% risiko for at nedarve sine ADHD gener til sine børn og hvor mindst én af forældrene til et barn med ADHD, selv har ADHD (hvor 90% af dem ikke engang aner at de har det).

Desuden er ADHD ikke en sygdom, for deres findes ingen mulighed for helbredelse for ADHD, da det er en “livstidsdom” som er med os allerede fra vi bliver født og som vi med stor sandsynlighed vil give videre til vores egne børn.

Derfor er ADHD en psykisk lidelse, der er en anerkendt diagnose, både af WHO og FN, og er medtaget under begrebet “psykisk funktionsnedsættelse” eller på dansk – en lidelse som giver personer et eller flere handicap, i mødet med samfundet normer og krav.

Så hver gang “I” åbner munden og belærer samfundet om alle de forfærdelige ting som ADHD medicin gør ved os, især ved vores børn, så skal “I” forstå, at vores medicin er for os, hvad en førerhund er for en der har en fysisk funktionsnedsættelse på sit syn. Ville “I” også himle op om førerhunde og deres “urimelige” særbehandling i den offentlige transport, på offentlige steder og sågar inde på apoteket? Nej, vel – for det er jo et synligt handicap, som alle kender til og som alle kan “se”.

Det er ADHD ikke, og derfor er der fri bane for at bruge “os” til alle mulige formål, alt efter behov, uden nogen form for forståelse, anerkendelse og respekt for at vi ikke selv har valgt at være blevet født med en udviklingsforstyrrelse der gør at vores hjerne ikke producerer nok af de stoffer der kontrollerer vores adfærd, hæmning, følelser og evne til at kunne “se” vores fortid i billeder, for dermed at kunne “forestille” os mulige fremtidige scenarier og konsekvenser, men derimod er tvunget til at leve i “nuet” og træffe 100% følelsesmæssige, impulsive og kortsigtede beslutninger, fordi vi oveni alt det andet, ej heller har nogen tidsfornemmelse, da vores indre ur er “gået i stå”, så vi ikke er i stand til at sætte opgaver i rækkefølge, finde motivationen til at få dem løst og har store problemer med selvtillid, selvværd, relationer, depression, angst, misbrug, selvmord og en 10 år kortere levetid end alle andre!

Det ENESTE vores medicin gør, er at hjælpe vores hjerne med at producere de nødvendige neurotransmittere, dopamin og norepinephrine som hjernens belønningssystem er afhængig af, for at kunne “forbinde” de dele af vores hjerne, der er 30-40% forsinket i sin udvikling og dermed giver en 30% reduktion i vores alderssvarende impuls -og selvkontrol eller udtryk på denne måde “at et barn på 7 år, med ADHD, har en udviklingsmæssige, fysisk betinget, modenhed på impuls -og selvkontrol, der svarer til det man kan forvente af et barn på 4 år!”.

Vores hjerne er først færdigudviklet i begyndelsen af 30’erne, hvilket udelukkende betyder at hjernen nu ikke vokser længere, men ikke at vores ADHD symptomer dermed forsvinder, dem har vi hele livet, og derfor skal vi bruge den stigmatiserede ADHD medicin – for at kunne fungere bedst muligt, så vi kan “passe ind i DINE normer i DIT samfund”, OK?

Ja der er AMFETAMIN i det meste af vores medicin, det er korrekt, men når man har ADHD og tager medicinen, så har den ingen euforiserende virkning på os, OVERHOVEDET, det eneste vi får ud af det, er at der kommer balance i vores neuro-kemi i hjernen og dermed en næsten mirakuløs nedsættelse af vores symptomer, og det for 80-90% af alle der bruger medicinen – mod ADHD!

Selv Lægemiddelstyrelsen har sagt god for min medicin!

I “Nyt om bivirkninger” (januar 2016) har Lægemiddelstyrelsen opgjort at af de 845 klager de har modtaget omkring bivirkninger på ADHD medicin, så er langt hovedparten kendte i forvejen og desuden står de på indlægssedlen og på produktresuméet til præparatet. De skriver følgende i deres redegørelse …

Gennemgangen tyder på, at et stigende antal personer behandles igennem længere tid, da det totale antal personer i behandling har været stabilt eller stigende (afhængig af aldersgruppe) de sidste par år, hvorimod antallet af nye brugere er faldet markant de seneste år. Dette er måske et udtryk for at flere børn fortsætter behandlingen som voksne.

Jeg kan så oplyse om at der i perioden 2007 til 2014 er givet ADHD medicin til 243.381 personer i alt (ca. 90% er gengangere fra år til år) og Lægemiddelstyrelsen har kun modtaget 845 officielle klager, hvilket så udgør den “svimlende” procentandel på 0,003471923% af alle personer på ADHD medicin – det er jo helt vildt, ikke? (ironisk ment, for de af jer der ikke forstår sarkasme). I samme periode er der kommet ca. 20% nye patienter til, fordelt på:

  • 7.837 børn (0 – 17 år)
  • 14.954 voksne (18 – 39 år)
  • 5.366 midaldrende (40 – 64 år)
  • 276 ældre (65+ år)

I alt er antallet af nye patienter steget med 28.433 personer siden 2007, hvilket svarer til at vi i dag er ca. 40.000 personer der får ADHD medicin dagligt.

Read’em and Weep – Haters …

Så til alle jer der tror i ved hvad i taler om, når I har så travlt med at forfølge en gruppe personer med en række alvorlige handicap, på grund af en medfødt psykisk lidelse, som IKKE skyldes hverken “dårlig opdragelse”, “for meget sukker”, “dovenskab”, eller “dumhed”, så kan I jo lige overveje hvilke konsekvenser det vil give os (og hele det danske samfund, som betaler 90 mia. kr. om året til os i sociale udgifter, fordi vi ikke kan få et arbejde der er minimalt tilpasset vores enkle behov), hvis I dog for fanden blot ville accepterer at ADHD er en reel psykisk lidelse, som kræver sin “insulin”, nemlig ADHD medicin!

Værst af alt er sgu da at jeres “misforståede omsorg” rent faktisk betyder at mellem 50.000 – 70.000 børn IKKE får den eneste videnskabeligt beviste behandling, nemlig medicin, som kræves for at de kan få en værdig tilværelse og måske endda opnår at blive i stand til at indgå i positive gensidige sociale venskaber med andre, så vi dermed kan undgå at de vokser op med en 3 gange så høj risiko for at dø af ulykker, misbrug og selvmord, inden de fylder 45 år …

Hvad er dit problem med min ADHD medicin?

 

Det svarer til 10,2% af den samlede andel af befolkningen på 280.000 der har ADHD (i følge Sundhedsstyrelsen), hvilket vil sige at de 40.000 der i dag får medicin for deres psykiske lidelse der giver massive, især sociale handicap, er EKSPLODERET fra 4,1% til 14,3% på KUN 10 år! (ironisk ment for de af jer der ikke forstår sarkasme).

Det betyder at vi i dag er så “heldige” at det kun er 85,7% af alle dem der burde have medicin for deres ADHD, der ikke får det. Af dem er det “kun”

Ved du godt at personer med ADHD har 80% risiko for at have mindst én psykisk lidelse mere end deres ADHD? Ved du også at mere end 50% har ikke blot én, men to eller flere psykiske lidelser, udover deres ADHD? Det har temmelig stor betydning, idet det er disse “tillægsdiagnoser” også kaldet for komorbide lidelser, der er årsagen til at vi lever med ikke blot ADHD, men angst, depression, misbrug, Bipolar lidelse, PTSD, Borderline, Autisme, Spiseforstyrrelser, TICS og alt muligt andet, udover vores ADHD.

Hvad er dit problem med min ADHD medicin?

Så hvis du fortsat mener at du har “ret til at misbruge min medfødte psykiske lidelse” til hvad du end måtte have lyst til – så GO AHEAD – for jeg er gudskelov en af de 67% der har udviklet “Oppositionel Adfærdsforstyrrelse” i en eller anden grad pga. af den måde som samfundet har budt mig livet, hvilket medfører at jeg er fuldkommen og helt igennem – totalt ligeglad med hvad du måtte mene om mig, for jeg kunne ikke være mere uinteresseret i din mening, holdning og hensigt og dermed helhjertet kan sige sige …

I DON’T GIVE A FUCK!

Min bøn går derimod på at du ikke fucker den næste generation op også, med dit følelsesmæssige pladderhumanistiske special-social-pædagoiske-adfærdsterapeutiske-psykologibaserede verdensbillede og blander dig fuldstændigt uden om hvilken medicin jeg eller alle andre med ADHD – i alle aldre – bruger som deres middel mod deres handicap – for hvad fanden i helvede rager det overhovedet dig?

 

/ADDspeaker

Facebook Comments