Hvordan virker ADHD-medicin, rent videnskabeligt?

Det er sgu noget af et langhåret emne at forsøge at forklare, sådan i en PIXI-bog udgave som vi allesammen kan forstå og få noget ud af, men jeg har gjort et forsøg, og det finder du – med billeder, metaforer and al den pædagogiske sans denne autist kan mønstre …

Resumé

I denne artikel gennemgår vi den neurobiologiske forklaring på hvordan ADHD medicin virker, rent anatomisk, fysiologisk og psykologisk, og forklarer hvordan medicin hjælper dig med at få styr på om du prutter på de forkerte tidspunkter eller ej. (Så er niveauet lagt, ikke).

Definition af ADHD

For at du kan få det fulde udbytte af denne artikel, er det essentielt at du har den nyeste videnskabeligt evidente definition af hvad ADHD i virkeligheden er, gør og betyder.

Introduktion

Intet system i den menneskelige krop fungerer alene, alt er forbundet og alt taler sammen via vores nervesystem.

ADHD er en fysisk betinget, specifik udviklingsforstyrrelse, der skyldes en dysfunktion i VORES hjerne som gør at vores fysiske hjerne udvikles med en 30-40% forsinkelse, set i forhold til vores jævnaldrende.

ADHD gør at hjernen udvikles med en 30-40% forsinkelse (grafik viser NT udvikling)

Denne forsinkelse betyder at det system der skal styre vores verbale og non-verbale adfærd, kaldet hæmningskontrol, ikke udvikles lige så hurtigt som normalt, og det gør at det system som sørger for at vores verbale og non-verbale adfærd bliver ført ud i livet, kaldet motorkontrol, udvikler sig før hæmningskontrollen, og det er noget møg, for det gør at vores verbale og non-verbale adfærd er udenfor bevidst kognitiv kontrol.

Kort sagt:
ADHD gør, at det er mere
‘lort på styret,
end styr på lortet’

Peter ‘ADDspeaker’ Vang (2019)

Dette betyder at et barn med ADHD på fysisk, kronologisk 7 år, har en impuls- og selvkontrol svarende til et barn på 4-5 år.

Den hyperaktivitet, impulsivitet og letafledelighed som er de kernesymptomer som er synlige, er altså resultatet af at VORES hæmningskontrol er dysfuntionel og at VORES motorkontrol bare sender ‘hele lortet ufiltreret’ ud i verden.

Dét er forklaringen på hvorfor personer med ADHD taler uafladeligt, bevæger sig konstant og virker som om de altid er på ej fra en aktivitet til den næste, uden at stoppe op undervejs for at tænke i konsekvenser af deres adfærd.

85% af al aktivitet i hjernen, går på at hæmme uønsket adfærd, og denne del er udenfor viljes kontrol og foregår i underbevidstheden, helt automatisk.

Så som du nu bør forstå, så er den adfærd som du kan observere ved personer med ADHD altså ikke grundet deres bevidste valg, det er neurobiologisk og udenfor deres kognitive viljes kontrol.

Derfor virker pædagogik og adfærdsterapi Intet på et barn med ADHD, uden at det først er kommet på medicin, da medicin midlertidigt retter op på ubalancen i hjernens neurokemiske funktioner og der opnår man at få ‘styr på lortet’ for en tid.

Medicin kan ikke stå alene, da der ingen blivende effekt er, og derfor er pædagogisk og psykosocial støtte, sammen med medicin en tvingende nødvendighed, for at lære den ønskede adfærd.

Neurobiologi

Dette nervesystem er overordnet delt op i to dele, den centrale nervesystem (CNS) og det perifære nervesystem (PNS).

CNS og PNS

CNS (består af hjernen, hjernestammen og rygmarven) er der hvor signaler fra PNS bliver opsamlet for at blive sendt op til vores mest avancerede del af hjernen, den præfrontale cortex der sidder forrest i hjernen, lige over øjenbrynene.

Hvis du knytter højre hånd, og ser på den fra siden, så kan du bedre huske hvor hvad sidder i hjernen
Den præfrontale cortex er den nyeste del af hjernen
Her sidder sine sanser placeret i din hjerne
Det fulde overblik over hele vores nervesystem (CNS og PNS)

SNS og ANS

PNS består af det somatiske nervesystem (SNS) og det autonome nervesystem (ANS).

SNS tager sig af at modtage stimuli fra sanserne (kaldes Afferent) som den sender via PNS til CNS og videre op til det center i hjernen der skal tage sig dette.

Når hjernen har fundet en løsning på hvordan vi skal reagere på dette stimuli, så sender den en besked (motorisk adfærd) (kaldes Efferent) tilbage via CNS til PNS og videre til SNS, der så sørger for at vi klør os på næsen, eller holder os for øjnene mens vi ser en gyserfilm.

ANS regulerer alle vores organer automatisk og uden at vi behøver at tænke bevidst over det, vi trækker bare vejret, mærker tørst, sult og træthed osv.

ANS er delt op i to dele, det sympatiske nervesystem og det parasympatiske nervesystem. Det sympatiske er det der får os i gang og det parasympatiske er det der får os til at hvile. På engelsk siger man at det Sympatiske = fight or flight (kæmp eller flygt) og om det Parasympatiske = rest and digest (hvil og fordøj).

Det Sympatiske og det Parasympatiske nervesystem

Det sympatiske og det parasympatiske nervesystem forsøger konstant at holde en balance mellem disse fire tilstande (kæmpe, flygte, hvile, fordøje) for at sikre at vi ikke udsætter os selv for noget der kan blive vores liv og helbred i umiddelbar fare.

I vågen tilstand har det sympatiske mest magt og når vi hviler og sover så har det parasympatiske mest magt.

Hvordan fungerer et nervesystem?

Som du har set på billedet med menneskekroppen ovenfor, så går der en masse nervetråde fra hjernen og ud til dine sanser, muskler og organer. Disse nervetråde kaldes for neuroner og er enten forbundet med et sted i hjernen, eller med en samling af neuroner, et såkaldt neurale netværk.

Når en neuron modtager et signal fra en sans (det klør på din fod), så sendes dette signal via neuronerne fra din fod, via PNS til CNS for at ende oppe i hjernen, der så sammenligner det signal den har modtaget nede fra foden, med hvad den ellers har oplevet af lignende signaler (hukommelse og erfaringer).

Når hjernen har besluttet sig for hvad den vil gøre ved at det klør på foden, så sender hjernen et signal tilbage via CNS til PNS som så sender signalet ud til musklerne i din hånd, som så klør på din fod.

Hvordan kommunikerer neuroner med hinanden?

Neuronerne taler sammen ved at sende nogle små budbringere fra den ene neuron til den anden ved at bruge nogle kemiske budbringere der kaldes for neurotransmittere.

For enden af hver neuron sidder der en synaps, og den neuron der er afsender af signalet kaldes for den presynaptiske og den der modtager signalet kaldes for den postsynaptiske.

I mellem den presynaptiske og den postsynaptiske neuron, findes der et mellemrum som kaldes for den synaptiske kløft. Da neuronerne ikke fysisk rører ved hinanden, så er de nød til at sende signalerne via disse neurotransmittere fra den presynaptiske neuron, via den synaptiske kløft, til den postsynaptiske neuron.

Når hjernen fortæller den neuron som styrer din hånd at den skal foretage en handling, så modtager den presynaptiske neuron en besked fra ‘højere oppe i systemet’ og denne besked eller dette signal kaldes for et Action Potential.

Et Action Potential kan enten være hæmmende (Inhibitory eller IPSP) eller aktiverende (Excitatory eller EPSP).

Når hjernen sender et signal til din hånd om at den skal klø dig på næsen, så er det er Action Potential af typen EPSP hvorimod det signal som din hjerne sender til din tarm (som har fortalt din hjerne at du skal slå en ordentlig prut) med beskeden om at ‘du GØR det ikke!’, så er det af typen af Action Potential der kaldes for EPSP.

Det signal som den presynaptiske neuron (hjernen) så skal sende til den postsynaptiske neuron (hånden) skal altså være af den type der er EPSP således at neurotransmitteren kan få den postsynaptiske neuron til at sende et Action Potential af typen EPSP videre ud til musklerne i fingrene så de bevæger sig.

Tager vi eksemplet med at holde dine prutter tilbage, så modtager den presynaptiske neuron i det tilfælde et Action Potential af typen IPSP, der så sendes til den postsynaptiske neuron som så igen sender et Action Potential ned til dit anus og din ringmuskel, som så klemmer sig sammen og ‘hæmmer’ en skandale på din date med ham den lækre fyr fra Tinder …

Hvad har alt dette med ADHD-medicin at gøre?

ADHD er en fysisk, neurobiologisk specifik udviklingsforstyrrelse, hvilket betyder at nogle dele af hjernen udvikler sig med en 30-40% forsinkelse i forhold til en jævnaldrende uden ADHD.

En uheldig bivirkning ved denne forsinkelse er, at det system som skal styre og kontrollere VORES adfærd (Hæmningskontrollen), først udvikles EFTER det system som skal sørge for at gøre ‘tanke til handling’, Motorkontrollen.

Motorkontrollen er det system der sender signalerne fra hjernen ud til musklerne, som så bevæger en muskel, f.eks. dine læber og stemmebånd, hvilket så gør at du siger det du tænker, højt, og igen kommer galt afsted, rent socialt.

For som du lige har lært, så har hjernen to muligheder for at styre din adfærd, den kan hæmme den (ikke prutte nu) eller fremme den (klø så på den fod), og dette styres af de Action Potentials som sendes mellem neuronerne, via neurotransmittere og over den synaptiske kløft.

Når du har ADHD så har du en fejl mere der gør at udover at der ikke er styr på en skid ‘oppe på broen’ så har du ovenikøbet heller ikke fået nok med af dé dér neurotransmittere fra naturen side af.

De røde er neurotransmittere

Det betyder så, at de (få) signaler som kommer igennem fra hjernen, de så kommer til at stå i kø i den presynaptiske neuron, fordi der ikke er nok neurotransmittere i den presynaptiske neuron, til at sende alle de signaler over den synaptiske kløft til den postsynaptiske neuron, som det normalt ville kræve at have en neurotypisk (normal) funktionsevne.

Den vigtigste af disse hedder Dopamin

Dopamin er hjernens mest udbredte neurotransmitter og deltager i stort set alle processer der foregår i din krop, f.eks. bliver du belønnet med noget dopamin (som giver en rar fornemmelse i kroppen) når du har gjort som dit ANS har bedt dig om, du drak noget vand fordi ANS fortalte dig at dine organer efterspurgte det.

Dopamin er blot en ‘beholder’ for det Action Potential (EPSP eller IPSP) som skal sendes fra den presynaptiske til den postsynaptiske neuron, og da dopamin er ligeglad med hvad den ‘sejler rundt med i lasten’ så kan mere dopamin både have en fremmende eller en hæmmende effekt, alt efter hvad ‘skiber er ladet med’.

Når du har ADHD og derfor er født med et kronisk lavt normalt niveau af dopamin i kroppen, så er det nødvendigt at få noget hjælpe udefra, for at få mere dopamin, så du kan få mere ‘styr på lortet end lort på styret’ over din verbale og non-verbale adfærd.

ADHD-medicin regulere mængden af Dopamin

Al ADHD-medicin virker på de samme 70% af det der går galt i hjernen, nemlig den manglende kommunikation mellem hjernen og den verbale og non-verbale adfærd.

Dette gøres ved at manipulere med den måde hvorpå ‘sejladsen’ mellem synapserne foregår, bl.a. ved at lægge en blokade foran den presynaptiske neuron, således at Dopamin neurotransmitterne ikke kan komme ‘i havn’ og ‘aflaste’ det de Action Potential som de er lastet med.

Når der er flere Dopamin neurotransmittere i den synaptiske kløft, der er fyldt med en last af EPSP, og de ikke kan komme tilbage til den presynaptiske neuron og aflaste denne EPSP, så vælger de at søge havn i den postsynaptiske neuron … igen … og dermed bliver der sendt flere og flere EPSP Action Potentials fra den postsynaptiske neuron og ud i kroppen, hvilket så regulere resten af din adfærd, enten som fremmende eller hæmmende (da det af mystiske og meget komplekse neurokemiske årsager, som jeg ikke vil komme ind på her) for den adfærd som du nu har, og hvor styringen jo oprindeligt kommer oppe fra din hjerne, hvor hæmningskontrollen og motorkontrollen bor.

De 5 typer af ADHD-medicin

Der er 5 typer af ADHD-medicin der er godkendt til behandling af ADHD i EU:

  • Methylphenidat
  • Dexamfetamin
  • Lisdexamfetamin
  • Atomoxetin
  • Guanfacin

Methylphenidat

Centralstimulerende middel. Hæmmer genoptaget af dopamin og noradrenalin ved allosterisk blokering af henholdsvis dopamins transportprotein (DAT) og noradrenalins transportprotein (NET).

Mængden af dopamin og noradrenalin uden for nervecellen øges derved.Effekten ved ADHD skyldes formentlig en regulering af dopamin og noradrenalin i det præfrontale cortex og dermed henholdsvis en reduktion af uønskede signaler (via dopamins stimulering af D1-receptorer) og en øgning af signalstyrken (via noradrenalins stimulering af α2A-receptorer) i nervebanerne.

Hastigheden og graden af blokering af transportproteinerne har betydning for misbrugsrisikoen – en langsom og kun delvis blokering er ønskelig ved terapeutisk anvendelse.

Methylphenidat er en racemisk blanding af en dex- og levoisomer, hvor dexmethylphenidat er den mest aktive.

Virkningsvarighed 3-4 timer (tabletter), ca. 8 timer (kapsler med modificeret udløsning) og ca. 12 timer (depottabletter).

Dexamfetamin

Blokerer reabsorptionen af dopamin (og i mindre grad noradrenalin) fra synapserne og frigør desuden dopamin og noradrenalin fra vesikler i neuronerne, men har tillige en direkte virkning på dopaminreceptoren.

Lisdexamfetamin

Lisdexamfetamin er en prodrug, der efter indtagelse gradvis omdannes til dexamfetamin, primært gennem hydrolysering via de røde blodlegemer.

Dexamfetamin blokerer reabsorptionen af dopamin (og i mindre grad noradrenalin) fra synapserne, og frigør desuden dopamin og noradrenalin fra vesikler i neuronerne, men har tillige en direkte virkning på dopaminreceptoren.

Atomoxetin

Noradrenalingenoptagshæmmer (NARI). Atomoxetin hæmmer selektivt genoptaget af neurotransmitteren noradrenalin ved at blokere noradrenalins transportprotein (NET).

Mængden af noradrenalin uden for nervecellen øges derved.Pga. hæmningen af NET øges desuden mængden af dopamin i det præfrontale cortex.

Effekten ved ADHD skyldes formentlig en regulering af dopamin og noradrenalin i det præfrontale cortex og dermed henholdsvis en reduktion af uønskede signaler (via dopamins stimulering af D1-receptorer) og en øgning af signalstyrken (via noradrenalins stimulering af α2A-receptorer) i nervebanerne.

Guanfacin

Virkningsmekanismen ved ADHD er ikke fuldt klarlagt. Guanfacin modulerer signaleringen i den præfrontale cortex via påvirkning af postsynaptiske α2A-receptorer.

Midler imod ADHD

Methylphenidate (Ritalin, Concerta, Medikinet m. fl.)

Dexamfetamin (Attentin)

Lisdexamfetamin (Aduvanz, Elvanse)

Atomoxetin (Strattera)

Guanfacin (Intuniv)

Sådan virker ADHD-medicin

Jeg håber at dette har givet dig en dybere forståelse af hvorfor det ikke er uden betydning om man behandler ADHD med medicin eller ej, for selvom der er nogen der tror at man kan have ADHD i mild, middel og svær grad, så er det altså helt ude i hampen, for der er tale om præcis den samme årsag, manglende hæmningskontrol og manglende dopamin, uanset hvilken ‘præsentation’ psykiateren nu er i stand til at observere ved udredningen.

Problemet er, at psykiateren hverken kan se eller måle på den dysfunktion du har i dit nervesystem og dermed ej heller kan se om du har ADHD i en eller anden grad, da han/hun jo kun kan se din verbale og non-verbale adfærd, men ikke kan se hvordan tankerne, følelserne og emotionerne farer rundt indeni knolden på personer med ADHD, typisk dem med subtypen ADHD-PI (tidligere kaldet ADD).

Jeg håber at dette har givet dig et solidt fundament at arbejde med din forståelse på, og hvis du følger linkene nedenfor, så vil du kunne finde flere af VORES artikler om hvad fanden ADHD i virkeligheden er og gør 😉

/ADDspeaker


Links til mere viden om dette emne

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.