Jeg gider fandeme ikke føre regnskab!

On 18. February 2018 by ametyst1982

Skylder du nogen noget? Føler du at du bare giver og giver, men aldrig får nok tilbage igen? Eller tilhører du de af os, der slet ikke fører den slags regnskab, men alligevel bliver rodet ind i det “regnskab”, som andre fører over vores samspil! Denne artikel handler om at dét, at man blot kan nyde at gøre noget godt for andre, uden at forvente noget igen, ofte bliver enten misforstået eller genstand for andres mistro. Vi kigger her på hvorfor!

Det Sociale Kapital Regnskab

At være matematisk/logisk er ikke en af mine spidskompetencer og det er blevet mig bevidst, at rigtigt meget socialt samspil faktisk har en ikke-defineret værdi, at omsorg, støtte og hjælp er en form for social kapital, der helst skal afstemmes i et mentalt regneark, hvor der skal stå nul på bundlinjen.

Jeg har prøvet på at lave en logisk udregning ved at give point på, hvilken værdi forskellige ting har, da jeg selvfølgelig gerne vil have, at andre mennesker får dækket deres behov for et nul på bundlinjen, således at jeg ikke tager mere end jeg giver eller giver mere end jeg tager … men det er desværre individuelt, hvordan forskellige handlinger vurderes, hvilket nok også er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, samt hvad det enkelte menneske er vant til, at give og modtage, samt forventer er “standard” og “ekstra ydelser”.

Jeg begynder at se, at jeg har endnu et punkt, hvor jeg fungerer anderledes en flertallet og denne anomali i min måde at tænke, handle og føle på kan gøre andre mennesker usikre eller, hvis jeg er uheldig, se mig som et menneske, der er så dumt, at det fortjener at blive udnyttet.

Jeg elsker at hjælpe, lytte, støtte og give omsorg til andre. Det giver mig så meget, det er, for mig, en gave at få lov, fordi det giver mig en følelse af værdi og intimitet. Jeg har ikke en regnskabsbog, hvor jeg fører protokol med plus og minus på, hvad jeg har gjort for andre konkret, hvor meget tid jeg har brugt og om de har betalt tilbage. Jeg forventer ikke, at få det samme tilbage, som jeg giver ud og jeg har ikke en stak gældsbreve, som jeg på et senere tidspunkt ønsker at indkassere.

Er du dum eller hvad?

Når jeg gør noget for andre, gør jeg det, fordi der inde i mig er nogle ressourcer, kompetencer og ekstreme mængder kærlighed, der bare brænder for at blive lukket ud og blive brugt på en ordentlig måde. Jeg får energi, når jeg har mulighed for at gøre en forskel. Jeg føler at hvis man har noget i overflod, så gælder det om at dele det og så får man tifoldigt tilbage ved ikke at slæbe rundt på en masse indestænkt energi.

Mit sind er som en Golden Retriever, jeg har brug for aktivering, klare grænser, at blive aet med hårene og hvis jeg får dækket disse behov, så bliver jeg så overstrømmende glad, at min mentale hale logrer og jeg danser rundt i ekstase.

Hvis mit sind ikke bliver aktiveret, bliver jeg hyper, bliver irriterende og jagter min egen hale i frustration og kedsomhed for til sidst at lægge mig apatisk i min kurv – understimuleret og ulykkelig.

Når jeg bliver aktiveret og jeg virkelig er i flow er jeg utrættelig, jeg stormer afsted efter den pind, der bliver kastet og bringer den stolt og lykkelig tilbage. Efter et stykke tid med denne leg, som jeg elsker, bliver den adfærd, der før blev anerkendt, pludselig frustrerende og irriterende, for den jeg leger legen med. Så kommer konsekvensen, at jeg skal gå hen i min kurv og lægge mig.

Alt i mig fryser, afvisningen lammer mig, jeg sænker hovedet og ligger og piber i længsel og skam over, at hvad jeg troede var noget, der skabte glæde pludselig blev til en irriterende, frustrerende, grænseoverskridende oplevelse for den, jeg så inderligt, ønskede at gøre glad. Jeg når ikke at opfatte, hvornår denne adfærd, der før var så ønsket, nu er blevet frustrerede for andre, det kommer som et chok hver eneste gang.

Velkommen til Omvendtslev!

Jeg havde for nyligt en situation, hvor et menneske jeg holder af, sagde at min anerkendelse og omsorg gjorde personen usikker.

Som altid, når der er noget i min verden, der ikke giver mening, ringede jeg til min livlinje, en god ven, og først skulle vi igennem en masse hylen, snøft og snot før vi kunne få kommet ind til kernen i, hvorfor jeg var så inderligt såret og ked af det.

Det viser sig, at der åbenbart findes et usynligt regnskab mellem mennesker, således at det vi giver ud af os selv, er en form for kapital og jeg giver meget mere end mange andre mennesker normalt gør, fordi jeg, når det er gjort af lyst, har uendelige mængder af kapital at dele ud ad. Jeg får på en eller anden måde skabt en usikkerhed ved, at jeg åbenbart smider om mig med kapital, som andre forventer at skulle betale tilbage på et senere tidspunkt.

Den kapital jeg giver ud af, er ikke hævet fra min egen konto, det er kapital, som ligger og flyder og som egentlig bare ligger i vejen for mig, så det at andre gider modtage, hvad jeg så gerne vil give, gør, at der hos mig automatisk kommer et nul på bundlinjen, fordi jeg ikke skal bøvle med den ekstra energi, som jeg ellers ikke kan omsætte på en konstruktiv måde.

Regnskabets time …

Lad os tage min snak med min ven i går og sætte den op som et regnestykke. Jeg tillægger værdier fra 1-5.

Jeg ringer kl 22 om aftenen til hans mobiltelefon, da han ikke er online på Messenger. Han tager den og det første jeg gør er, at tudbrøle og få hulket frem, at jeg er ked af det.

  • Ringe uden varsel sent på aftenen (- 3 point)
  • Tudbrøle (- 4 point)
  • Have en samtale på flere timer (- 4 point)
  • Få kvalificeret råd og vejledning (- 4 point)
  • Få anerkendelse og omsorg ( – 5 point)

Samlet set har jeg en gæld til min ven på 20 point efter vores samtale, efter “normale” standarder, men fordi min ven oplever verden og definitionen af social kapital, på samme måde som mig, så ender vores bundlinje ud på nul.

  • Det at jeg vælger at ringe til min ven uden overhovedet at vurderer hvad klokken er viser ham, at jeg stoler på ham, har tillid og at han er så tæt på mig i mine følelser og har så stor en betydning, at jeg tør være ynkelig, blottet og sårbar (+5 point).
  • Han får brugt sit intellekt, sin erfaring og teoretiske viden i en diskussion om menneskelig adfærd, hvor han selv har en del erfaring at dele ud af. Den han ER og det han GØR bliver anerkendt af min blottede tilstand og tillid ( +5 point).
  • Han får givet mig en forståelsesramme på mit problem og er helten, der kommer med lige præcis dén løsning, som netop jeg kan bruge. Hans løsning bliver ført ud i livet med det samme, så hans snak gør en forskel (+ 5 point) .
  • Min egentilstand er flyttet fra stortudende snotklat til grinende og rationel. Min ven har fået et synligt, målbart bevis på, at han har gjort en positiv forskel i mit liv (+ 5 point).

Da vores samtale slutter og der er lagt på er bundlinjen på nul og ingen af os skylder den anden noget!

Er jeg Palle alene i verden eller hva’?

Er dette tanker og følelser I kan nikke genkendende til?

/Ametyst1982

Kommentar fra ADDspeaker

Ovenstående er en fremragende beskrivelse af en, for os mennesker, både grundliggende og usynligt socialt samspil, der i videnskaben kaldes for reciprocitet, altså en slags “gengældelse”. De gamle, oprindelige folk i Polynesien forklarede dette med følgende:

Indeni enhver gave, bor der en lille gud, kaldet en Hau, og denne gud har til formål at sikre at den kommer tilbage til giveren igen, således at der kommer balance i regnskabet mellem mennesker
(jvf. Tor Nørretranders i bogen “Det Generøse Menneske”).

Konceptet kaldes for Social Reciprocity på engelsk, og er et resultat af menneskets udvikling fra, da vi gik fra at leve som nomade folk og til at bo i lokale samfund, for ca. 10.000 år siden. Grunden til at vi begyndte at bo i byer skyldtes, at man havde fundet ud af, hvordan man kunne så og høste korn, hvilket dermed betød, at man ikke længere skulle bruge al sin tid på at rende rundt for at lede efter noget at spise, dagen lang, som vi havde gjort som nomader.

Efterhånden som tiden gik, så udviklede der sig en slags samhørighed mellem beboerne i disse samfund, man blev til “dem og os” med nabobyerne og man begyndte at hjælpe hinanden med at klare hinandens byrder, til glæde for alle i det lokale samfund. Man førte ikke et decideret konkret tal regnskab, men mere et emotionelt regnskab, hvor gode gerninger gave plus i bogen og egoisme trak kapital ud af bogen.

I Sydamerika udviklede dette sig til Aztec’erne og Inca’ernes imperier, idet de formådede at bygge landeveje mellem alle disse små lokalsamfund og fik dermed mulighed for at inddrive skatter og dermed var det bureaukratiske samfund skabt. Med dette kom religionen også og da folk ikke kunne læse, så foregik det meste som historiefortælling, en slags reality eventyr, hvor der var klare og tydelige forskelle mellem helte og skurke. Heroppe i Norden var det vores Asa-tro, der stod for denne moralske opdragelse af vikingerne. Da vikingerne drog ud på togt, mødte de for første gang et samfund, der hævdede, at der kun fandtes én gud, hvilket vikingerne syntes var noget sludder, da de jo havde mange guder med hver deres formål, ligesom vi kender det fra græsk mytologi. Da vikingerne første gang drog til Paris, sejlede op ad Seinen og belejrede hele byen, omkring slutningen af 1000-tallet, der mødte de første gang, decideret organiseret religion, nemlig den katolske kirke, med sin almægtige Pave, for bordenden.

Det skulle tage mange år, før mennesket begyndte at forstå, hvorfor det at give nogen noget, uden at få noget igen, med det samme, kunne være en god idé, og årsagen til dette skal findes i to faktuelle forhold.

  1. Før vores hjerne havde udviklet den nyeste del af hjernen, havde vi ikke evnen til “forsyn”, altså at forudsige en eller flere potentielle fremtider med hver deres resultat.
  2. Vi levede i små familiegruppe, som nomadefolk, og fulgte årstiderne og byttedyrernes rytme. Hvis man støtte på et andet nomade folk undervejs, gav det jo ingen idé at dele med dem, da man ikke kunne være sikker på at møde disse mennesker igen, og samtidigt var de jo også en konkurrent til de ressourcer som ens egen gruppe levede af.

Derfor tog det så lang tid at udvikle Social Reciprocity, som en fast bestanddel af vores kultur og i dag er det en af de “uskrevne regler” som alle i et samfund skal lærer at forstå, bruge og respektere. Men for os der født med ADHD/Autisme, så ligger en del af vores fejl i hjernen, netop i de centre der holder styr på disse “usynlige regnskaber” og samtidigt giver os en handicap som gør, at vi ikke er i stand til at “forudsige”, hvilken konsekvens en given handling eventuelt kunne have, på længere sigt. Derudover mangler vi evnen til at formå at føre dette mentale regnskab, dels fordi det er beskrevet med og af diffuse regler, men også fordi vi rent fysisk, mangler den eksekutive funktion, der primært bruges i disse situationer, nemlig Working Memory.

Så når Ametyst1982 og jeg selv, om og om igen i vores liv, møder mennesker der bliver henrykte over, at vi “gerne vil lege kaste pind-legen” og roser os til skyerne for, hvor dygtige vi er til netop denne leg, for så umiddelbart derefter at blive trætte af legen (og dermed af os), så er det vi står tilbage, måbende og usikre, fordi vi jo intet har gjort, andet end det vi jo lige var blevet rost for, ikke? Og læg der til, at de fleste mennesker ikke kan oprigtigt tro på og forstå, at man kan være et givende menneske, der intet regnskab fører og intet forventer at få tilbage, så har vi en cocktail som gør, at vi med jævne mellemrum, blot stopper helt op og slår i bakgear med kommentaren “så kan de sgu os’ bare rende mig i røven, jeg gider ikke det sociale lort længere” …

Jeg håber, at min forklaring giver mening, ellers så prøv at læse Richard Dawkins, The Selfish Gene og Tor Nørretranders “Det Generøse Menneske”, begge bøger der går i dybden med dette emne, og forklarer hvorfor Social Reciprocity er en nødvendighed i et samfund og hvordan det hænger sammen med vores evolutionsbiologiske teori og viden.

(som du nok har fornemmet, så er vi her inde på et af min særlige autistiske yndlingsemner, Evolutionsbiologi, så spørg mig endeligt, hvis du vil vide mere).

/ADDspeaker

Comments are closed.