Maskering – et nødvendigt onde eller selvdestruktion?

On 11. September 2018

For at være en del af samfundet er tilpasning nødvendigt, men for mange, hvis ikke de fleste, med autisme og/eller ADHD tager denne tilpasning over og bliver selvudslettende.

Når man ikke ved, at man er anderledes

Jeg fik min ADHD-diagnose i december og min Asperger-diagnose i juni måned, så jeg har officielt været autist i et par måneder.

For et år siden troede jeg, at jeg var neurotypisk og at alle andre havde det på samme måde som mig. Min ringe forestillingsevne gjorde, at jeg slet ikke tænkte, at andre kunne gå gennem livet på en betydeligt lettere måde end jeg. Fejlagtigt troede jeg, at de evnede at tage sig sammen og ikke var så dovne, dumme og forkerte som mig. Det har været en lettelse at finde ud af, at det ikke var min indsats den var galt med, men min hjerne.

Andre grundvilkår end flertallet

Det er først nu jeg forstår, at der hvor jeg sidder og taster alle oplysninger ind manuelt, har de neurotypiske et program, hvor de opnår samme resultat som mig, men med en langt mindre indsats.

Send aben videre

De første 10 år af min datters liv var min fornemste opgave, at lære hende at skjule, hvem hun var, at lære hende det samme opslidende skuespil, som jeg selv havde spillet hele livet. Dette har jeg nu ændret på betydeligt, for nu kræver jeg min datters og min egen ret til at være dem vi ER!

Jeg plages af dårlig samvittighed over alle de gange jeg har presset masken ned over mit barns hoved, alle de gange jeg var sagt hun skulle sidde stille, vælge sine ord med omhu og prøve på at tilpasse sig

Maskering er en nødvendighed for at passe ind i samfundet. Det at være den man ER er ikke et fripas til at opføre sig som en galning, men et fripas fra selvudslettelse.

Jeg brugte 35 år på at skulle skjule, hvor underlig og forkert jeg var og selvom jeg lagde ufattelige mængder energi i projektet var det med ringe resultat. Min maske var det eneste jeg havde, for det der lå inde bag den, vidste jeg var så forkert, at ingen måtte se det, ikke en gang mig selv.
Det med relationer har jeg været forholdsvis god til, når det har været en til en, da jeg til hver person havde skabt en maske. Problemet kom til sammenkomster, for der kunne jeg ikke have flere masker på på samme tid.

Gennem de første 35 år af mit liv følte jeg mig ensom i andres selskab, følte mig uelsket og var evigt ængstelig for, at blive afsløret, som det forkerte og forfærdelige menneske jeg var. Jeg var ikke elsket, for den anerkendelse jeg fik var på min maske, ikke på mig. Min maske var mig og jeg ane omde ikke, hvem jeg selv var.

Eksempler på maskering:

  • Fake følelsesmæssige reaktioner på ting jeg ikke forstod eller jeg fandt ligegyldige.
  • Fake holdninger jeg ikke havde, da jeg vidste, at det var samfundsnormen at mene sådan.
  • Forberede samtaleemner inden sociale sammenkomster, så jeg havde noget “ligegyldigt” at snakke med folk om.
  • Kramme og blive krammet, selvom jeg fandt det ubehageligt.
  • Holde øjenkontakt. Problemet var så, at jeg holdt øjenkontakt for længe og derfor ofte løb ind i problemer med at blive opfattet som flirtende eller provokerende.
  • Kopiere andres tøj, hår, interesser, musiksmag mm.
  • Tilbageholde stims og tics, så jeg ikke var irriterende for andre.
  • Grine af morsomheder, som jeg ikke forstod.

Det store spørgsmål jeg kæmper med nu og som jeg har kæmpet med i et halv år er: “hvem er jeg bag masken og er der noget ægte tilbage af mig?”
Efter jeg fik min ADHD-medicin og mødte artsfæller har jeg arbejde hårdt på at skelne mellem ER og GØR! Min maske er ikke en del af den jeg ER, men noget jeg GØR for at passe ind i samfundet.

De mennesker der er omkring mig giver udtryk for, at jeg er blevet dårligere fungerede efter jeg har fået mine diagnoser og min medicin. Det kan jeg godt forstå, at de oplever, for nu ved jeg hvem jeg ER og at jeg ved, at jeg ikke er dum, doven, forfærdelig og forkert. Jeg er bare autist med ADHD og jeg behøver ikke knokler mig selv halvt til døde for at gøre mig fortjent til at være i verden, jeg har min egen plads og den jeg ER er faktisk noget værd.

Masken er mit skjold

Jeg har fået et nyt forhold til min maske, for nu ved jeg, at den der er inde bag ved er fantastisk og ikke forfærdelig. Masken har fået en helt ny funktion. Før brugte jeg masken til at skjule mig bag, så andre ikke kunne se mig. Nu bruger jeg den til at slippe for bøvl ude blande de normale.

Det at se mig uden maske er som at se mig nøgen, for jeg er blottet og sårbar. Når mennesker, der kun ser min maske reagerer negativt på mig, er det min maske de ikke kan lide. Det preller af mig som vand på en gås, med mindre det er så voldsomt og intens, at jeg er ved at drukne.

Før i tiden var det eneste jeg kunne mærke en ubehagelig tomhed og uro indeni. Denne følelse var jeg nødt til at flygte fra og det gjorde jeg ved at mærke alle andre. Ved at prøve på at behage og gætte deres behov for så at prøve på at gøre mig fortjent til at være i verden.

Jeg kunne ikke lide mig selv og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for ikke at være alene. Det at være alene gjorde mig angst, angst for at jeg ville forsvinde, hvis ingen havde noget at bruge mig til.

Andre mennesker har jeg stadig brug for, men slet ikke på samme måde. Når jeg sætter mig ned overvældes jeg ikke af tomhed, men slapper af og føler ro.

Det gør mig ked af det, at blive kaldt egoistisk, selvglad og arrogant, for det er ikke egenskaber jeg finder genkendelse i. Jeg ønsker stadig det bedste for alle andre, men jeg er ikke villig til at begå vold mod mig selv i iver efter anerkendelse mere.

Jeg er nok egentlig blevet ret selvglad, når nu jeg tænker over det, for jeg kan egentlig godt lide det menneske jeg ER. Hvis andre ikke kan lide mig, så ser jeg ingen grund til at kæmpe for at få dem til at kunne det. Er det mon forfærdeligt at finde ro i, at man hver eneste dag gør sit bedste og at det er okay ikke at følge strømmen? Jeg er, desværre og heldigvis, ikke som folk er flest og jeg har egentlig ikke lyst til at forsøge at foregive at være noget jeg ikke er mere.

Det meste af mit liv har været et skuespil, hvor min rolle er blevet tilpasset de mennesker jeg var sammen med. Det er egentlig pisse sørgeligt, hvis ikke ynkeligt, først at finde ud af, hvem og hvad man er midt i 30’erne. Det mest sørgelige af det hele er, al den modstand mit forbedrede selvværd skaber, at den jeg ER åbenbart er mindre elskelig end masken.

Jeg hader min maske, hader den så inderligt, for den er min fangevogter. Min maske holder den jeg ER indespærret og gemt væk. Den jeg ER bliver kvalt, livsgnisten forsvinder mere og mere som årene går og hvis jeg ikke bryder ud, så ender jeg med at dø i fangenskab.

35 år i fangenskab har været rigelig betaling for at få lov til være eksistere og jeg har udstået min straf. Jeg vil have lov til at mærke solen på mit ansigt, mit ægte ansigt, for jeg har virkelig fortjent at leve som et frit menneske nu.

Jeg er stærkere og gladere end nogensinde før, men på samme tid føler jeg mig utrolig sårbar. Hvad nu, hvis de mennesker, der får lovm til at se den ægte mig uden maske ikke kan lide, hvad de ser?

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.