Medicinoptrapning – et liv i limbo

On 27. March 2018 by ametyst1982

Min ADHD er nu fuldt ud anerkendt af psykiatrien og jeg er startet på medicin. I mit tidligere blogindlæg, skrev jeg om den fantastiske oplevelse det var at tage den første pille og mærke en ny verden åbne sig op. Nu er jeg i gang med at trappe op i dosis med 10 mg om ugen og det er overraskende hårdt.

Gode timer på dårlige dage …

Det, at kun virke i 3 timer om dagen på øverste etage, er frustrerende opslidende. Da jeg var umedicineret vidste jeg ikke, hvad jeg gik glip af, jeg havde jo aldrig prøvet andet, men nu har jeg 3 timers frihed fra indre hyperaktivitet, tankemylder, hjertebanken og fra at løbe rundt som en høne uden hoved. Jeg elsker, at jeg i de 3 timer faktisk føler mig intelligent og har et overskud. Jeg stresser mig selv i de 3 timer, for jeg skal have fuld udnyttelse af hjernen imens den virker.

Nedturen…

Når medicinen går ud af kroppen kommer nedturen, jeg bliver fysisk udmattet, kan ikke sortere i indtryk, bliver overstimuleret og har svært ved at være i min krop. Kvalme, svimmelhed og en følelse af magtesløshed overvælder mig. Bevidstheden om, hvordan det er at have min ADHD under kontrol gør at jeg har meget svært ved at håndtere, når den ikke er. Min krop gør direkte opgør og modstand på, at komme tilbage til at være uden medicin, den brokker sig højlydt og mine syntomer føles mere intense end nogensinde før.

Jeg har intet at udsætte på den læge og sygeplejerske, der styrer min medicin, for jeg ved, at de er underlagt nogle regler fra et højere sted. Min tillid til deres kompetence er stor og jeg føler mig set, hørt og forstået. Mit møde med andre fagpersoner i psykiatrien har dog været frustrerende, mine symptomer er blevet mistolket og jeg har skulle med terapi prøve et ændre en adfærd, der var uden for min kontrol, da meget af min adfærd er skabt af mine ubehandlede ADHD-symptomer.

Limbo

Sådan som mit liv ser ud nu, så føler jeg, at jeg sidder fast i limbo og får lov til at få et kort visit i himmelen en gang om dagen. Det er som om min psyke og krop ikke kan holde til, at blive sendt tilbage, for det føles som tortur. Jeg ved hvad der virker, ved at det virker godt, men skal væbne mig med tålmodighed. Hvis det hjalp at presse på og skælde ud, så havde jeg gjort det, men jeg sidder med kyndige fagfolk som er en del af et, til tider håbløst, system, der ikke efterlader ret meget plads til fleksibilitet.

Det her medicin har altså ændret mig betydeligt. Normal kan jeg flytte fokus og jage egern og så bliver mine følelser smidt i en rodekasse og glemt indtil kassen er fuldt og alt vælter.

Min rodekasse er væk, jeg kan ikke bare glemme mine følelser og jeg er nødt til at forholde mig til dem. Det er som om, at der er skabt en forbindelse mellem min krop og mit hoved og jeg sætter mine oplevelser og følelser i system. Det er et kæmpe sundhedstegn, men også enormt hårdt. Jeg kan ikke flygte fra mig selv mere, jeg er nødt til at tage mig selv seriøst.

Hver eneste gang jeg sluger en kamel, ranker ryggen og slår knuder på mig selv for at gøre, hvad jeg bør og skal føler jeg, at jeg mister et lille stykke af min sjæl. Jeg tager noget af mig selv og giver væk for at passe ind og den lille bid af mig selv får jeg aldrig tilbage.

Mit nye liv

Min måde at leve på før medicinen har været selvdestruktiv og jeg kan mærke, at jeg ikke er villig til at leve på den måde mere. Jeg har, lige som alle andre, fortjent at leve frem for bare at overleve.

I dag ser jeg på mig selv med kærlige øjne, hvilket er meget nyt og tænker: ” Det var fandeme godt gået, klap dig selv på skulderen”, for den jeg ER er faktisk værd at passe på og værne om.

Et helt liv med følelsen af at være forkert, for meget og ikke passe ind har sat sine spor. Men min diagnose har givet mig en forklaring og jeg er for første gang i mit liv begyndt at se på mig selv med kærlige øjne. Jeg er ikke forkert, jeg har bare ADHD og pludselig giver mange hændelser i mit liv mening. Jeg elsker min ”nye” hjerne, men har meget svært ved at rumme min normaltilstand, da den ikke er mig. Når jeg får min medicin føler jeg mig som den ægte version af mig selv, fordi jeg lever og ikke bare forsøger at oveleve.

Det skal nok lykkes

Alle eventyr har en problematik, der skal overvinde før hovedrolleindehaveren kan få lov at leve lykkeligt til sine dages ende. Jeg famler rundt i mørket, slås med drager og skal helt sikkert en masse igennem før jeg får lov at få min lykkelige slutning. En ting er sikkert og det er, at jeg gerne tager kampen for at få resultatet

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: