Munddiarre – et socialt handicap

On 13. March 2018 by ametyst1982

Tankemylder og munddiarré – en farlig cocktail … Mange med ADHD formår ikke at “tale med sig selv”, altså mangler den “Indre Stemme” og derfor bliver vores private tanker alt for ofte til offentlig udtalt … hvilket medfører en del sociale komplikationer …

Min ADHD-hjerne kører med 130 km i timen og selvom jeg virkelig gør mit yderste så er det sjældent, at jeg når at bremse mig selv i at sige mine tanker højt. Det er som om, at jeg skal have mine tanker ud, have sagt dem højt eller have skrevet dem ned før, der kommer bare en lille smule ro i mit hoveds inferno af tanker og følelser.

Noget som er yderst problematisk for mig er, at jeg taler de mennesker jeg holder af til døde! Jeg kvæler og drukner dem i min overflod af information, mine lange forklaringer og ikke mindst alle mine følelser.

Lige som jeg ikke kan sortere i de indtryk jeg tager ind, så har jeg meget svært ved at sortere i det jeg sender ud. Alle detaljer er vigtige for mig, alle mine mellemregninger er jo nærmest livsnødvendige for at få den fulde forståelse og jeg vil meget nødigt blive misforstået. Dette resulterer i en meget intens og voldsom talestrøm og beskeder på messinger, der har romanlængde.

Ofte tænker jeg over, hvor dejligt det ville være, hvis omverden tog hensyn til mine vanskeligheder, hvis jeg bare kunne blive rummet som mig. Noget nyt, der er begyndt at fylde i mine tanker er, hvad jeg selv kan gøre for ikke at overstimulere og nærmest begå sansemæssigt overgreb på mine medmennesker med min kroniske munddiarre.

Indtil nu har jeg egentligt set min, til tider voldsomme, talestrøm som en del af den jeg ER, men i bund og grund, så er det jo noget jeg GØR.

Så kommer det store spørgsmål, hvordan får jeg dækket mit behov for at sætte ord på alt, hvad der sker inden i mig, uden at udtrætte mine omgivelser?

Min tanke er, at især, kvinder med ADHD, er slemme til at snakke folk ihjel og at vores parforhold ofte lider overlast, fordi de kære mænd får overskredet deres grænser igen og igen uden, at vi kvinder er bevidste om, at vi gør det. Når første talestrømmen flyder, så er der intet at stille op og derfor tror jeg, at mange mænd fravælger kommunikationen og trækker sig væk. Når manden trækker sig, så efterlades vi kvinder tilbage med en følelse af svigt, som vi selvfølgelig også har brug for at tale om. Hurtigt bliver den emotionelle dysregulering tydelig, meget tydelig, for vi vil høres, vi vil rummes og bliver ofte voldsomme i enten vores vrede eller bryder sammen i gråd.

Jeg bliver direkte ulykkelig, når mennesker ikke kan rumme mig, føler mig forkert og valgt fra. Det at tænke, at det er min adfærd, der bliver afvist og ikke den jeg ER, gør det lettere for mig at acceptere, at jeg ikke nødvendigvis er for intens og for meget, men at min adfærd er det.

Lige nu er jeg i gang med at teste en ny måde at regulerer min evige talestrøm, egentlig ikke fordi jeg har brug at tale mindre, men fordi jeg ikke ønsker alle de negative følelser jeg får, når mennesker jeg holde af trækker sig fra mig eller bliver frustrerede og vrede.

Jeg vil nu komme med nogle konkrete eksempler på, hvordan jeg håndterer mit behov og på hvordan jeg regulerer min adfærd.

Brug forskellige mennesker til forskellige ting:

  • Har du behov for højt tempo og at alle tanker, følelser og impulser skal have lov at komme ud i et kaotisk vivar, så vælger at tale med andre mennesker med ADHD.
  • Sørg for at have flere mennesker at tale med, så de kan blive aflastet af hinanden.
  • Brug de sociale medier til at danne et online netværk, som du kan diskutere dine tanker og følelser med.

Skriftlig kommunikation

  • Jeg har et skriveprogram på min telefon, hvor jeg skriver kladder til mine beskeder, når jeg har meget på hjertet. Når jeg har fået alle detaljer og mellemregninger og følelser skrevet ned og jeg står med en hel roman, så laver jeg et referat, hvor jeg trækker pointerne ud og sender dem.

Klare aftaler i forhold til kommunikation

  • Jeg ved ikke, hvor jeg skifter fra at være kommunikerende til bombarderede og har derfor valgt at bede mine nærmeste om at hjælpe mig. Når de kan mærke de bliver udmattede, så vil jeg gerne have, at de give mig en advarsel om, at de er ved at være fyldt, så jeg enten kan nedjustere eller holde en pause i min kommunikation.
  • Jeg har brug for en tidsfrist til, hvornår vi igen kan tale og afslutte den påbegyndte diskussion, for min hjerne kører på højtryk indtil der er en afklaring.
  • Jeg har meldt klart ud, at det er svært for mig at aflæse andres grænser og at jeg ikke bliver vred eller ked af det, når der bliver sagt fra på en respekt måde.

Indtil videre har disse forholdsvist simple justeringer i min adfærd virket. Jeg har ikke følt mig afvist på samme måde som før og mine omgivelser har fået mulighed for at holde pause og trække sig uden skyldfølelse.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: