Nedsmeltning fra en voksens perspektiv

On 17. November 2017 by ametyst1982

Har du oplevet at få en nedsmeltning? Eller aner du ikke hvad det er? Så har du her chancen for at forstå dette begreb, set indefra …

Nedsmeltning fra en voksens perspektiv

Selvom jeg er en voksen kvinde, kan jeg stadig få nedsmeltninger. Ofte hører man om, at børn får dem og at forældrene er nød til at hive deres ”uopdragne møgunge” ud af indkøbscenteret til alles store forargelse og himmelvendte øjne. Jeg ser på både forældre og børn og føler en knude i maven, for det barn, der skriger sin afmagt ud, var en gang mig og den forælder, der skamfuld slæber sit barn væk, kunne lige så godt have været mig.

Håret begynder at blive gråt og de første rynker er så småt begyndt at vise sig på mit ansigt, men jeg føler de samme følelser, som barnet, der i overstimulation skriger i indkøbscenteret – jeg har bare lært at skrige indeni. Har lært at holde sammen på mig selv længe nok til, at ingen ser, hvordan jeg har det, for så jeg slipper for fordømmelsen og min egen skam.

For mig er en nedsmeltning en kulmination af tankemylder og dårlige følelser. Jeg kan ikke tænke klart, alt er for meget, for voldsomt og jeg kan ikke sortere i, hvad der sker indeni mig. Det er som om mit sind og min krop gør ondt, jeg kan ikke være i mig selv. Hvis jeg er alene kryber jeg sammen og græder. Græder indtil min krop er så udmattet, at jeg ikke kan græde mere. Hvis jeg ikke er alene lukker jeg ned og holder masken indtil jeg trygt kan bryde sammen uden nogen ser mig.

En tur i indkøbscenteret kan faktisk give mig nedsmeltninger selv som voksen. Der er musikken, der kører i baggrunden, alle menneskerne der snakker, reklamer ved forskellige produkter med høj lyd og så er der alle farverne og indtrykkene. Jeg prøver på at holde mig væk fra de andre mennesker, men det lykkes ikke altid, de kommer for tæt på, overskrider mit personlige rum og pludselig føler jeg som et jaget dyr. Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg ikke blive jaget, men selve følelsen af ikke at kunne undslippe indtrykkene og at jeg skal stå i en lang kø, hvor jeg mærker andres sindsstemningen oveni alt det andet jeg ser, hører og føler er nok til at min hjerne kortslutter.

Jeg er under normale forhold et meget roligt menneske, selvom jeg er en lille smule hyper til tider, men at være i blandt mange mennesker gør mig aggressiv. Jeg får lyst til at råbe af den gamle dame, der står for tæt på mig, jeg får lyst til at bede folk, der taler om at holde mund og ikke mindst jeg drømmer og beder jeg om et strømafbrud, der slukker for al musik og elektronisk støj omkring mig. Selvom jeg aldrig viser mine følelser, så hader jeg, at jeg inde i mig selv, bliver aggressiv. Jeg er ikke et vredt eller et voldeligt menneske og disse følelser skræmmer mig fra vid og sans.

Når jeg så endelig er færdig og jeg sætter mig i bilens sikkerhed, så løber tårerne ned af mine kinder. Skammen over ikke at kunne magte noget så simpelt som at købe ind i myldretid lammer mig.

Nu, hvor jeg sidder og beskriver mine nedsmeltninger som voksen, kommer jeg til at tænke på dem, jeg havde som barn. Kan huske jeg gik ud i laden og tog en halmballe, som jeg sparkede og tævede løs på imens jeg græd og græd. Når jeg “kom til mig selv” løb blodet ned af armene og jeg måtte pille store halmstrå ud. Imens dette stod på mærkede jeg intet.

Ingen vidste jeg havde ADHD, ingen så på mig som andet end en hysterisk møgunge, der med held kunne opdrages med en røvfuld. Sidder drømmende og tænker på, hvordan det mon ville have føltes at blive mødt med omsorg, at blive set, hørt og ikke mindst at blive trøstet, når verden væltede og jeg ingen udvej kunne se.

Nu er jeg selv mor til et barn med ADHD og jeg når hendes verden vælter og den totale nedsmeltning finder sted, så ser jeg på hende med kærlige øjne og tænker:” Lille skat, du er ikke alene. Mor er her og mor forstår bedre end du aner”…

Mere info …

Nedsmeltning:
En tilstand af ukontrollerbar emotionelt, indre kaos, der kan komme til udtryk i en udadreagerende, verbal eller non-verbal, adfærd, eller som en indre negativ rumination, oftest efterfulgt af en følelse af skam og skuffelse, samt oplevelse af manglende evne til overblik, løsning af situationen og følelse af afmagt”.

Rumination:
Et udtryk fra psykologi, hvor ens tanker, negative, kører i ring og er indbyrdes bekræftende, hvilket er det der giver energi til at rumination kan fortsætte og fortsætte og fortsæt……