Ny forskning: ADHD gør dit liv 12 år kortere

On 8. November 2018

Jeg har fået eksklusiv og tidlig adgang til det nyeste videnskabelige studie om ADHD, der inden længe vil blive publiceret af Dr. Barkley, Ph.D., der af mange anses for at være verdens førende ADHD-forsker. Han har nu påvist, at ADHD forkorter dit liv med 12,7 år …

RESUMÉ

At et liv med ubehandlet ADHD er hårdt og giver en stærkt forhøjet risiko for at udvikle komorbide lidelser såsom angst, depression og misbrug er ikke nogen nyhed.

Det er det til gengæld at Dr. Russell A. Barkley, Ph.D. netop har afsluttet et studie over ADHD og dets betydning for en Estimated Life Expectancy (ELE), det vi på dansk kalder for “forventet middellevetid”, og resultatet blev at personer der har haft ADHD i barndommen og som fortsat har symptomer ind i voksenalderen, har en ELE der er mellem 8,4 – 12,7 år kortere, end befolkningen bredt set. I denne artikel dykker vi ned i hvad årsagen til dette er.

“Yes, hurry it up, you Hoosier bastard! I could kill a dozen men while you’re screwing around!” — Carl Panzram, der begik 22 mord og lavede mere end 1,000 voldtægter, fr han blev fanget, dømt og hængt i 1930 i USA.

Jeg bruger dette billede og citat, fordi jeg føler at vi der lever med ADHD i den grad bliver udsat for gentagne overgreb og rent faktisk nu også bliver slået ihjel, grundet den politik der føres på ADHD-området her i Danmark … BTW: Hvis du er til fede podcasts, så tjek denne ud, om netop Carl Panzram

 

Børn med ADHD voldtages af voksnes ideologiske magtkamp

 


INTRODUKTION

Ved at beregne på mange forskellige faktorer, har Dr. Barkley et al. formået at påvise at konsekvensen af at leve med ADHD, ikke blot gælder for ens nutid, men i meget høj grad også for resten af personens liv.

Vi har i nogle år nu, vidst at ADHD i barndommen der ikke er medicinsk behandlet, medfører 43% flere ulykker og 45% flere skadestuebesøg (Dalsgaard, 2015), samt at man har en overdødelighed på 50% (Dalsgaard, 2015) set i forhold til befolkningen bredt set.

Det nye i dette studie er, at Dr. Barkley et al. nu har specifikt beregnet hvor mange år disse risikofaktorer, skærer af vores forventede middellevetid.

I Danmark er middellevetiden for mænd på 79 år og for kvinder på 82,9 år (Danmarks Statistik), disse nye resultater betyder således at vi skal trække 12,7 år fra denne middellevetid, alene pga. af konsekvenserne af medicinsk ubehandlet ADHD i barndommen.

DB3B1CCE-31FF-4801-91B8-1C6F8AD03262

Udvikling i forbrug af ADHD-medicin i Danmark

Årsagen skal findes i risikobetonet adfærd, ulykker og trafikulykker, øget tendens til selvmord (grundet depression og impulsivitet), øget risiko for hjerte-karsygdomme, fedme, højere grad af tobaks-, alkohol- og hashforbrug, samt fysiologiske komorbiditeter såsom Diabetes Type-2, stofskiftesygdomme, mavetarmssygdomme (Crohn’s Disease og IBS), astma- og allergi. (ADDspeaker, 2018)

Derudover ses en høj grad af selvmedicinering med alkohol og stoffer, der gør at mere end 50% af alle stofmisbrugere lider af ubehandlet ADHD, og 25-30% af alle der lider af alkoholmisbrug ligeså.

NÅR BLOT 15% FÅR BEHANDLING, ER DET SÅ UNDERLIGT AT VI DØR I UTIDE?

Ser vi på de psykosociale konsekvenser af ubehandlet ADHD, så er mere end 50% af alle på sygedagpenge, personer med ubehandlet ADHD, og blandt voksne med ADHD ses en ledighedsgrad på 80-90%, hvilket gør at denne gruppe må leve af offentlig forsørgelse.

Da især kvinder med ADHD er gode til at skjule deres symptomer, ser vi at langt de færreste kvinder der bliver udredt og kommer i behandling som voksne, først kommer det når de bliver mødre og får et barn med tydelig ADHD symptomlogi. Vi ser også at disse mødre selv bryder sammen pga. belastnings-reaktion, i det summen af egne og barnets symptomer, bliver til mere end hvad de kan holde til.


Førtidspension – kvinderne tager skraldet!



Fædrene bliver kun sjældent udredt, medmindre de har tydelige symptomer, eller som led i en afsoning af en fængselsdom, hvor personalet er særligt opmærksomme på symptomer på ADHD hos voksne, da 35-40% af alle indsatte i fængslerne, lider af ubehandlet ADHD.


Rockere, bander og ADHD


En anden vej ind til udredning og behandling for mænd, går via misbrugsbehandlingen, hvor majoriteten af misbrugere af alkohol og stoffer, har ikke-diagnosticeret ADHD og har brugt disse rusmidler til at selv-medicinere.


NÅR ET HELT SAMFUND BARE IKKE FATTER EN BRIK MEN ALLIGEVEL MENER AT HAVE RET TIL AT UDTALE SIG … SÅ SER VI HER HVOR VI ENDER HENNE …

Som det fremgår af ovenstående, så er de samfundsmæssige konsekvenser af ubehandlet ADHD i barndommen særdeles signifikante, ikke blot samfundsøkonomisk, men i høj grad set i forhold til den livskvalitet, som personer med ADHD tilbydes af vores velfærdssamfund.

De negative konsekvenser af den nuværende forståelse og politik for udredning og behandling af børn og unge for ADHD, her i Danmark, er i skarp modstrid med hvad samtlige internationale studier, forskere, klinikere og patientforeninger anbefaler, og dermed forværres problemerne for personer med ADHD i Danmark, unødvendigt og i alvorlig grad, og er i strid med de regler for udvidede menneskerettigheder der gælder for personer med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser (handicap), som Danmark har tilsluttet sig via vores ratifikation af FN’s Handicapkonvention.

Behandlingraden for personer med ADHD i Danmark er på blot 15% for medicinsk behandling (35% børn, 65% voksne), og 1-2% for psykosocial adfærdsterapi (ADDspeaker, 2018).

Dette skyldes at myter, fordomme, uvidenhed og vanetænkning, bliver blandet sammen med økonomiske, religiøse, (fag)politiske og konspiratoriske agendaer fra grupper der misbruger en medfødt, kronisk og livslang, psykisk lidelse med svære sociale og intrapersonelle komplikationer, til at fremme deres egne interesser, uden hensyntagen til de mere end 60.000 børn der i dag lever med ubehandlet ADHD, og dermed er udsat for, en nu tydeligt videnskabelig evident, unødig og uacceptabel risiko for at lide en “unaturlig tidlig død”, alene fordi man i Danmark ikke mener at “man skal give narko til børn med ADHD” …


FAT DET NU – DET ER IKKE NARKO – DIN TUMPE!

ADHD-medicin er altid et godt emne at diskutere, for det er nemt at vælge side og tage et standpunkt, er du for eller imod? Problemet med denne forenkling af problematikken er, at de der ynder at råbe højest i debatten, oftest er de som ved absolut mindst om hvad der reelt er tale om, når man bliver behandlet for sine ADHD-symptomer, med ADHD-medicin.


ADHD Guideline 2018


ADHD er en fysisk betinget, genetisk eller neurobiologisk, specifik udviklingsforstyrrelse, der betyder at hjernen udvikler sig med en 30% forsinkelse på kritiske systemer i hjernen, primært hæmningskontrol og motorisk kontrol, samt medfører en nedsat evne til at frasortere irrelevante stimuli, holde mere end en information i arbejdshukommelsen ad gangen, samt nedsat emotionel selvkontrol og selvregulering på grund af en kronisk forhøjet stress-tilstand i kroppens fysiologiske systemer. Alle disse faktorer er det som giver den synlige ADHD symptomlogi med kernesymptomerne hyperaktivitet/impulsivitet og opmærksomhedsforstyrrelse.

VI VIL FAKTISK GERNE – VI KAN BARE IKKE UDEN MEDICIN!

Den adfærd som opleves, set ude fra, ved en person med ADHD, er således ikke begrundet i psykologiske processer såsom modvilje, dovenskab, manglende intelligens, aggressiv/voldelig adfærd, kriminel adfærd, misbrugsadfærd eller selvdestruktiv adfærd, den er derimod direkte forbundet til neurokemiske og neurobiologiske faktorer i hjernen, der gør at de systemer der skal holde styr på adfærden, ikke fungere grundet den 30% forsinkede, fysiske udvikling over tid, som forventes ved en given alder. F.eks. er et barn med medicinsk ubehandlet ADHD på kronologisk 6 år (ved skolestart) rent faktisk blot i stand til at udvise samme grad af modenhed på hæmningskontrol, som det man ville kunne forvente af en 4-årig!


ADHD og Inklusion


I Folkeskolen mener pædagoger, lærere og psykologer, at børn med ADHD ikke skal behandles med medicin, men derimod med pædagogiske værktøjer. På trods af at al videnskabelig forskning igennem de sidste 10 år, gang på gang, har påvist, at uden medicinsk behandling, så er pædagogiske værktøjer uden nogen blivende værdi effekt.

Det som disse faggrupper ikke vil forstå er, at ADHD ikke er en adfærdsforstyrrelse, altså “noget man gør med egen vilje, og derfor selv kan lave om på det, hvis man virkeligt ville det”, det er en fysisk betinget, neurokemisk udviklingsforstyrrelse, hvor årsagen er at finde i en ubalance i kroppens belønningssystem, rent kemisk, der gør at de neuroner som styrer vores adfærd, tanker, følelser, motorik m.m. ikke bliver “fodret” med nok af de nødvendige kemikalier og dermed ikke virker.

Den åbenlyse og enkle sammenligning er Diabetes, hvor kroppen ikke selv producere nok insulin og derfor må få det tilført ude fra, således er dopamin det stof som en krop med ADHD må have tilført ude fra, for at symptombehandle.

ADHD DEBATTEN ER KØRT AF SPORET FOR 10 ÅR SIDEN OG VI FORTSÆTTER UFORTRØDENT MED AT PLØJE VIDERE I SAMME PLOVFUGE ALLIGEVEL …

At dopamin-produktionen kan øges ved at tilføre stoffet amfetamin (som i samfundet alene er kendt som et ulovligt rusmiddel) er således blevet mennesker med en medfødt, kronisk, kompleks og alvorlig, psykisk lidelse, akilleshæl, da vores adgang til den medicinske, veldokumenterede og absolut mest effektive behandling imod ADHD, nu ikke længere afgøres af lægelige fageksperter, men derimod personer såsom pædagoger, lærere og psykologer der ingen uddannelse har i neuropsykiatri og dermed ikke med rimelighed kan afkræves at fatte hvad ADHD i virkeligheden er, gør og betyder, og endvidere tror (som i at noget er en sandhed) at ADHD kan behandles med pædagogik og samtaleterapi …

Mit argument er, om de også ville forsøge sig med disse værktøjer, til et barn med Diabetes? Nej, vel? Det er jo åbenlyst vanvid at forsøge at “tale” en fysisk betinget lidelse til orden, det kan enhver jo sige sig selv, ikke?

Modstanderne af ADHD-medicin har 3-5 standardargumenter, der alle bygger på uvidenhed, misforståelse, konspiratoriske vildfarelse, religiøse overbevisninger eller værst af alle, direkte manipulation af befolkningen for at opnå en personlig gevinst, som vi har set det i forbindelse med danske forskere i ADHD der balancere på kanten af videnskabelig uredelighed mens de forsøger at påvirke alle niveauer af ADHD behandlingen, lovgivning, kliniske retningslinjer, medierne og ikke mindst patienter og deres familier, alene for egen vindings skyld, fagligt eller statusmæssigt.


Høringssvar til NKR 2018


SÅ … Når nu den danske model ikke virker og aldrig har virket, og vi nu får at vide at den ovenikøbet medfører en signifikant reduktion i den forventede middellevetid på hele 12,7 år! – Er det så ikke på tide at vi stiller krav om at NU ER DET FANDME NOK!

VI VED RENT FAKTISK HVAD DER VIRKER!!!

Seneste internationale guidelines for udredning og behandling af ADHD, har i foråret 2018, fastslået at børn på 5 år og derover, bedst behandles med ADHD-medicin i kombination med pædagogiske støtteværktøjer, og at unge mellem 12-17 år ligeledes behandles optimalt med ADHD-medicin og adfærdsterapi i kombination.

Ydermere har man fastslået at voksne med ADHD bedst behandles med ADHD-medicin og psykosocial support via fællesskaber, og individuel adfærdsterapi, igen i kombination.

Disse retningslinjer påviser ligeledes at hverken ADHD-medicin eller pædagogik/terapi alene har nogen blivende effekt, det er alene i kombinationen af disse, man får den optimale effekt på symptomerne, her og nu, samt får mulighed for at kunne bruge de pædagogiske/psykologiske værktøjer man har lært til at korrigere sin adfærd, er eneste middel til at reducere den skyhøje risiko for komorbide lidelser som er så kendetegnende for personer med ADHD (55-80% lider af komorbid angst, depression udover deres ADHD, og 20-50% lider af autismespektrumforstyrrelse ved siden af deres ADHD.

KONKLUSION

Det er, om muligt, nu endnu mere presserende at vi som befolkning går til kamp for at få ændret den politik der i dag føres på området for ADHD behandling, både i barndommen, ungdommen, voksenlivet og ikke mindst i alderdomme (25% af alle med ADHD er over 67 år), således at vi ikke blot lever op til de forpligtelser som vi har jf. FN’s Handicapkonvention, lovgivning for ligestilling, lovgivning for social service, lovgivning for en aktiv beskæftigelsespolitik, lovgivning for folkesundhed, samt helt almindelig empatisk med-menneskelighed over for de 280.000 danskere der er født med ADHD og som ikke selv har bedt om det, ikke selv kan gøre noget for deres symptomer, og samtidigt bliver mødt med uvidenhed, fordomme, diskrimination, social isolation og systematisk neglekt i både kommunal, regional og national forvaltning, samt ydermere udsat for mediernes hetz imod vores medicin, og offentlighedens manglende evne til at udvise hensyn til at ADHD ikke er et valg, det er en psykisk lidelse (ja, jeg taler til dig der glor på forældre til børn med ADHD der går grassat nede i Netto … det handler ikke om opdragelsesevner, det handler om fucking neurokemi, ok?)

Tak for din tid og interesse,

/ADDspeaker


 

Hyperactive Childhood Syndrome and Estimated Life Expectancy at Young Adult Follow-up: The Role of ADHD Persistence and Other Potential Predictors

Russell A. Barkley, Ph.D. and Mariellen Fischer, Ph.D.
Journal of Attention Disorders, in press.
Short Title: ADHD and Adult Estimated Life Expectancy

BAGGRUNDSVIDEN FRA STUDIET

Studiet som jeg har fået lov at læse inden det er blevet publiceret i Journal of Attention Disorders, bliver nedenfor gengivet i en reduceret og oversat version, på dansk og oversat af Peter Vang, ADDspeaker, der alene har til formål at give dig indsigt i dokumentationen for de ovenstående argumenter i min artikel. Jeg vil anbefale dig at læse den fulde publicerede version af studiet, når det udkommer inden for de kommende par måneder.

HER BEGYNDER SELVE TEKSTEN FRA STUDIET

Attention Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD) er en specifik udviklingsforstyrrelse (American Psychiatric Association, 2013), der påvirker 5-10% af børn og 3-5% af voksne (Willcutt, 2012).

Forstyrrelsen fortsætter i voksenalderen hos ca. 40-65% af de tilfælde, der er diagnosticeret i barndommen (Faraone, Asherson, Banaschewski, Biederman, Buitelaar et al., 2015; Owens, Cardoos, & Hinshaw, 2015). Tilstanden var tidligere kendt som Hyperkinetiske Forstyrrelser (Barkley, 2015a).

På trods af fokus på hyperaktivitet som et kernesymptom på lidelsen, indeholder beskrivelsen af ​​syndromet også kernesymptomerne uopmærksomhed og impulsivitet (American Psychiatric Association, 1968, Cantwell, 1975) ligesom de nuværende beskrivelser af ADHD (ADHD Kombineret Type) (ADHD-C ; American Psychiatric Association, 2013).

Forventet middellevetid (ELE) refererer til det anslåede antal års levetid, der er tilbage i en bestemt alder, og er baseret på aktuarmæssige (fra livsforsikringsselskaber) livstabeller af store befolkningsprøver, som dem, der er udarbejdet af US Social Security Administration.

ELE kan derefter justeres yderligere af handicapbetingelser og sundhedsrelaterede variabler baseret på deres påviste indvirkning på forventet middellevetid i befolkningsprøver bortset fra alder og kønseffekter. Disse tilpasninger er kendt som ELEKT.  Beregninger af handicapjusterede levetider (DALY) og Health Adjusted Life Years (HALY), er brugt i dette studie.

Der er mindst fem empiriske grunde til at antage at  alle varianter af ADHD (ADHD-PI, ADHD-PHI eller ADHD-C), ville være forbundet med en reduktion i ELE  i voksenalderen:

(1) Nogle longitudinale undersøgelser af personer med ADHD, påviser at der kan ses en  øget dødsfrekvens i 13-17 års-alderen, selvom den endnu ikke er signifikant forskellig fra kontrolgrupper (Barbaresi, Colligan, Weaver, Voigt, Killian et al. , 2013). Andre studier har dog endnu ikke kunnet påvise sådanne forskelle ved 13-17 åra-aldren (Barkley, Murphy, & Fischer, 2008). Denne mangel på konsistente resultater, kunne være relateret til utilstrækkelige længder af opfølgningsperioder til at opdage differentierede dødsfaldsrater. Som et bevis på dette er, at den længste løbende opfølgningsundersøgelse, der har fulgt deres deltagere fra barndommen og ind i voksenlivet, blot har rapporteret en lille men betydelig forskel i gruppen (7,2% mod 2,8%) med en gennemsnitlig alder 41 år. (Klein, Mannuzza, Olazagasti, Roizen, Hutchinnson et al., 2012).

(2) ADHD er forbundet med øgede negative konsekvenser i næsten alle hovedområder af livsaktivitet, der er undersøgt hidtil (Barkley et al., 2008), hvoraf nogle er forbundet med forkortet forventet middellevetid. For eksempel er ADHD forbundet med højere risici for utilsigtede og selvforvoldte skader i barndommen og voksenalderen (Nigg, 2013), og det fører til øgede skadestuebesøg (Cuffe, Moore, & McKeown, 2009). Bivirkninger ved kørsel, herunder flere køretøjsulykker (Barkley, 2015c; Barkley & Cox, 2007) er også forbundet med ADHD. ADHD er også forbundet med en øget risiko for selvmordstanker, selvmordsforsøg og selvmord (Barbaresi et al., 2013; Barkley et al., 2008). Selvom komorbid depression i sådanne tilfælde er den vigtigste forudsigelse for den større risiko for selvmordstanker, er det impulsiviteten forbundet med ADHD-C, der tegner sig for den højere risiko for selvmordsforsøg og selvmord (Barkley et al., 2008). Alle disse negative resultater indikerer en sandsynlig reduktion i ELE, der er forbundet med ADHD-C i voksenalderen.

(3) ADHD er forbundet med forskellige uønskede følgesygdomme, herunder øget antal forekomster af hjerteanfald, fedme, spiseforstyrrelser, traumatisk hjerneskade, tobak-, alkohol- og hashforbrug, dentale traumer og karies, stillesiddende adfærd eller lav grad af motion, søvnproblemer migræne og risiko for fremtidig hjertekarsygdomme samt nedsat engagement i forebyggende sundhed, ernæring og tandhygiejneaktiviteter (Barkley et al., 2008; Barkley, 2015b; Nigg, 2013). Mange af disse forhold er velkendte korrelater med reduceret ELE, der bruges til at korrigere DALY og HALY tilpasningerne i ELE beregninger og er fokus for forskellige samfundsmæssige bestræbelser på at forbedre disse problematikker, via folkesundhedsmyndighedernes bestræbelser på at forbedre livskvaliteten generelt og levetiden specifikt.

(4) Teenagere og voksne med ADHD-C er langt mere tilbøjelige til at være involveret i voldelige aktiviteter generelt og andre anti-sociale aktiviteter, der specifikt omfatter voldelige forbrydelser, reaktiv aggression og intim partner vold, selv når adfærdssygdomme ikke er til stede eller er statistisk kontrolleret (Buitelaar , Posthumus & Buitelaar, 2015; Mohr-Jensen & Steinhausen, 2016; Saylor & Amann, 2016). Alle disse variabler ville predisponere for øget risiko for større morbiditet og sandsynlig højere grad af tidlig dødelighed med voldelige midler som årsag.

(5) Nogle nylige undersøgelser har specifikt undersøgt spørgsmålet om større mortalitet ved ADHD ved hjælp af store epidemiologiske prøver eller endda hele populationer. I de fleste tilfælde viser de, at dødelighedsrisikoen i barndommen næsten er fordoblet set i forhold til befolkningen bredt set, og i voksenalderen er risikoen mere end firedoblet (Dalsgaard, Ostergaard, Leckman, Mortensen & Pedersen, 2015; Jokela, Ferrie, & Kivimaki, 2009; London & Landes, 2016). Denne risiko for tidlig dødelighed synes at være et resultat af større tilbøjelighed til ulykker, men også i mindre grad fra en forhøjet risiko for selvmord (Barbaresi et al., 2013; Dalsgaard et al., 2015). En meget mindre undersøgelse af 1.489 voksne med ADHD, der blev indskrevet i kliniske medicinforsøg, fandt imidlertid ikke signifikant forhøjet dødelighed i perioden for forsøget (Khan, Faucett, Morrison & Brown, 2013). Men disse resultater kunne skyldes de mindre prøvestørrelser, kortere varighed af forsøgsperioden og screening af deltagere i undersøgelsen for ​​sundhedsrisici, der kunne udelukke deltagelse i forsøget og dermed udelukke de mindst sunde ADHD-voksne.

Endnu giver større dødelighedsrisikoforhold ved ADHD ikke et direkte skøn over de reducerede resterende år af forventet levetid i voksenalderen. Dette skyldes, at meget tidlig dødelighed i barndommen eller ungt voksenliv, som er relateret til ulykker, der er dokumenteret i sådanne tværsnitsstudier, ikke afspejler senere livsfarlige risici, der kan opstå som følge af livsstilsfaktorer anvendt i DALY og HALY tilpasninger til ELE . Virkningen af ​​disse handicap og sundhedsfaktorer kan medføre kumulative sundhedsrisici ved kronisk sygdom, såsom overdreven rygning, brug af alkohol, stofmisbrug, dårlig kost, dårlig søvn og begrænset motion blandt andre sundheds- og livsstilsfaktorer, der fører til tidligere død i midt til sent liv. Således er det stadig værdifuldt at undersøge ELE hos unge voksne med ADHD-C, der er forbundet med sådanne sundheds- og livsstilsfaktorer udover hvad der allerede er kendt om forhøjet dødelighedsrisiko tidligere i livet ved ADHD-C. Af alle disse grunde antog vi, at ADHD (ADHD-C), især hvis det var forbundet med ADHD’s vedvarende symptombillede ind i voksenalderen, ville være forbundet med en signifikant reduktion i både total ELE og sund ELE samt en stigning i usund ELE ved ung voksenliv.

KONKLUSION

Resultater: ADHD-C i barndommen var forbundet med en 9,5 års reduktion i sund ELE og 8,4 års reduktion i total ELE i forhold til kontrolgruppen, målt i voksenalderen. Vedvarende ADHD til voksenalderen var forbundet med en 12,7 års reduktion i ELE. Flere specifikke forhold udgjorde mere end 39% af variationen i ELE.

Konklusioner: ADHD-C i barndommen forudsiger en signifikant reduceret ELE i voksenalderen, der yderligere reduceres af ADHD’s vedvarende symptomalogi og deraf følgende funktionsnedsættelse, ved opfølgning i voksenalderen.

HER SLUTTER SELVE TEKSTEN FRA STUDIET

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.