Personlighedsspaltning

On 3. August 2017 by Peter 'ADDSpeaker' Vang

Indrømmet, jeg er (mindst) to personer. Ham Peter der har fået sovet ordentligt, har fået sin ADHD medicin, er beskæftiget med noget der fanger hans interesse … og så ham dén ‘anden’ Peter, ham der har sovet dårligt, ikke har fået taget sig sammen til at få sin recept fornyet, ham der er mindst 2 timer om at få gang i knolden om morgenen, og helt bestemt ham som man bare ikke skal stille krav til, overhovedet …

Med eller uden …

De første 40 år af mit liv havde jeg ikke noget valg. Dengang var jeg bare som jeg var, hverken bedre eller værre, end gennemsnittet. I min barndom havde jeg temperament jovist, men ikke meget mere end de fleste af andre. I min ungdom lavede jeg ballade jovist, men ikke så meget mere end gennemsnittet (i hvert fald af min omgangskreds). Som voksen blev jeg mild, nærmest …

Der skulle store sager til, før jeg begyndte at tale højt eller råbe. Jeg klarede mig godt på mine jobs som servicekonsulent, it konsulent, it chef og it projektleder, og glimrende som direktør i mit eget IT selskab, havde tilfredse kunder som Business Services & Process Optimization konsulent og havde forhold, hvor der sjældent var grund til uoverensstemmelser.

Så blev jeg 40 år gammel. Efter en 10 års periode med mega meget stress på, blev jeg lagt ned – med en ordentlig omgang stress-relateret depression. Den havde været mindst 8 år undervejs, men jeg havde ikke set tegnene, dog kunne jeg mærke at lunten var blevet noget kortere og surheden holdt lidt længere, end førhen.

Så fik jeg min diagnose med ADHD og begyndte for alvor at blive irriteret. Mest af alt fordi jeg nu pludseligt blev fortalt at ‘jeg ikke skulle bruge min ADHD som en undskyldning for min dårlige opførsel’. De var allesammen med på vognen, både min familie, min kæreste og sågar min arbejdsgiver på daværende tidspunkt.

De mente allesammen at jeg var blevet ‘noget firkantet’ i det og ikke så smilende og glad, som jeg havde været tidligere. De mente også at det var sært at jeg ikke gad tage ind på kontoret for at sludre med mine kolleger, men foretrak at sidde derhjemme eller ude hos kunderne.

Det hele kulminerede til et afdelingsmøde, hvor vi skulle planlægge hvad vi skulle lave af sociale aktiviteter, på det opkommende overnatningsseminar. Min chef foreslog at vi ‘kunne mødes på stranden med bål, rødvin og guitar’ efter vores seminar, og helt uden nogen hæmning, røg min hånd i vejret og jeg sagde højt og selvsikkert ‘ Dét lort dér, det skal I fandme ikke regne med at jeg gider at deltage i, det siger mig – ikke en skid!’

Det var først bagefter, i bilen på vejen hjem fra mødet i Odense, at det gik op for mig at jeg måske havde været lige lovlig frisk i mælet, det var jo trods alt en ‘fin afdeling’ jeg var ansat i, vi fik jo 50-60.000 i løn om måneden og gik med jakkesæt … Min chef ringede til mig på vejen hjem og spurgte noget overrasket til hvorfor jeg havde reageret sådan, men jeg kunne ikke rigtigt give ham noget andet svar end: Aner det ikke, jeg sagde bare hvad jeg følte, uden filter ….

I dag, 6-7 år senere, ved jeg jo godt hvorfor, men dengang havde jeg ingen anelse. Jeg synes ikke at jeg var blevet kort for hovedet, opfarende, irritabel, selvfed og generelt noget arrogant i min omgang med andre mennesker. I dag ved jeg, at det var min depression og afmagt, der gjorde alt hvad den kunne for at beskytte mig, både imod andre mennesker, deres krav og forventninger og ikke mindst – alt deres sociale ævl og kævl …

ADHD er en medfødt lidelse, enten genetisk (ca. 70%) eller biologisk (ca. 30%), og jeg har den første variant. I min barndom var alle mine ADHD gener åbenbart ikke ‘slået til’ endnu og jeg var sær, gu’ var jeg det! men på en sød måde, ikke udadreagerende og voldsom. I min ungdom røg jeg meget hash, så det lagde en dæmper på det meste, både det gode og det mindre gode og da jeg blev 20, holdt jeg op med det og fik en karriere i stedet.

Da jeg blev 28 år, lavede jeg mit eget firma og inden jeg blev 30, havde jeg tjent min første million og var for første gang i mit voksenliv, 100% gældfri. Fra 30 til 40 tjente jeg en masse penge, boede i fine huse og kørte i dyre biler, arbejdede en del, men ikke mere end 16-20 timer om ugen, og det var både som ansat og i mit eget firma, samlet set. Jeg var nemlig super effektiv og kunne klare ‘det hele på den halve tid’.

Godt nok blev jeg skilt som 35 årig, men det var ikke noget jeg sådan set gjorde noget stort nummer ud af. Vi havde kendt hinanden længe, var vokset fra hinanden og havde skiltes i nogenlunde god ro og orden. Jeg fandt hurtigt en kæreste, flyttede ind hos hende og fortsatte med mit jetset-liv med forlængede weekend-ture til New York og efterårsferie i Paris, sommer i Florida og forår i London.

Så flyttede jeg til USA, med min nye kommende kone (altså ikke hende kæresten, men en ny) og satsede hele butikken på at fortsætte min karrirere i Los Angeles. Det gik fint, troede jeg, indtil jeg en dag bare lå i sengen, helt udmattet og komplet tappet for energi. Efter et besøg hos en læge, en psykolog, en psykiater og et hospital med speciale i Autism, fik jeg min diagnose, ADD, depression og HFA (Asperger-agtig autisme).

Jeg blev sat i medicinsk behandling, fik terapi, flere piller og mere terapi, men depressionen havde sat så dybe spor i mig, at jeg endte med at miste det hele og ende på mine forældres sofa, i deres 2v ældrebolig, i et par år. Langsomt men sikkert, kom jeg til hægterne igen, fik doseret min medicin korrekt og begyndte at ‘kravle tilbage til livet’, en tur som i alt skulle vise sig at tage ca. 5 år.

I dag ved jeg, at min depression har udløst mine latente ADHD gener (og mine latente depressions -og angstgener), samt givet min autisme et nøk mere i særhedgrad. Alt det jeg kunne før, kan jeg fortsat, men jeg kan ikke klare så meget ad gangen længere, før jeg stresser, bliver moody, begynder at skælde ud og ‘går ind i min hule’.

Hele min personlighed har ændret sig. Ikke pga. af diagnosen, men pga. af konsekvenserne af mine symptomer. Jeg er for frisk til at blive ‘kasseret’ men dog for syg til at blive ansat, så jeg svæver i ingenmandsland mellem arbejdsmarkedet og det offentlige forsørgelsessystem, uden nogen indflydelse på min skæbne eller fremtid.

Min ADHD, angst og depression er i god kontrol med medicin, og min autisme er nogenlunde OK (efter min mening), men jeg er blevet helt hysterisk med at skulle vide alt på forhånd, lave detaljerede planer og de mindste aktiviteter, have brug for 4 timer til at lade op til 1 times socialt samvær og dernæst 4 timer på at ‘komme til hægterne igen, bagefter.

Min hjerne er lige så skarp som altid, fakta og detaljer er derinde, men navne på folk – de bliver væk. Jeg kan ikke se billeder for mit ‘indre øje’ og har dermed ingen visuel hukommelse fra min fortid (altså fra i går til min fødsel), kan ikke genkalde mig min kærestes ansigt når vi ikke er sammen, har ingen indre stemme der guider mig til mine beslutninger og en lang, lang række andre underlige symptomer.

Når jeg får min ADHD medicin, så kan jeg vågne og være igang indenfor en times tid, uden den så ligger jeg som en strandet hval i sengen i 2-3 timer og venter på at mine hjernehalvdele kan blive enige om at samarbejde, fremfor at forvirre mig i stedet. Uden medicin, føles min krop som bly, med min medicin tager jeg gerne en opvask eller støvsuger, handler, går på apoteket og ordner de administrative ting i hjemmet. Uden medicin, orker jeg ikke engang at åbne en rudekuvert, lægger den bare over i bunken til de andre og glemmer alt om den.

Så på en måde er jeg som en gnaven teenager, uden nogen fornuftig dagligdag og rutine, og på den anden side er jeg en fakta-baseret, regelrytter af en komma-kneppende-procesoptimeringsekspert, der kræver alt i tre eksemplarer, før der sker noget som helst. Jeg kan ligge i min seng hele dagen og glo på tv-serier, uden at have den mindste dårlige samvittighed overfor min familie og deres behov. Kort sagt: Jeg er Dr. Jekyll og Mr. Hyde – i én og samme person.

I dag ved jeg godt at jeg har brug for min medicin, mine rutiner, min hverdag, min familie og ikke mindst deres kærlighed og forståelse, jeg ved også godt at jeg ikke er bevidst ubehagelig, men ubevidst ubehagelig, så snart nogen eller noget presser mig. Jeg ved godt at jeg enten taler for meget, for længe eller ikke aner at der er andre til stede fordi jeg er ‘væk’ i mine tanker.

Men i dag ved jeg også at følgende er sandt:

‘Min ADHD er ingen undskyldning for min dårlige adfærd, men den er fandme en god forklaring på den!’

/ADDspeaker

Facebook Comments