Sådan knækker systemet dig!

On 10. February 2018 by Peter 'ADDSpeaker' Vang

Som et resultat af mine egne personlige oplevelser, i mødet med samfundets normer og krav, særligt de jeg har oplevet i forbindelse med mit møde med det kommunale område i forbindelse med arbejdsløshed, samt relaterede sociale forhold, har foranlediget mig til at skrive denne artikel som et forsøg på selv at få et overblik over hvad der er gældende lovgivning og praksis for dette område, men i ligeså høj grad for selv at få et samlet overblik over mine rettigheder, pligter og generelle stilling i samfundet, kva min psykiske funktionsnedsættelse, Autisme med ko-morbid ADHD, Angst og Depression.

Diskrimination af rettigheder for personer med fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse

Af Peter ‘ADDspeaker’ Vang, 2018, http://www.addspeaker.net

Kort resumé

Danmark har, siden 1993, haft en lov omkring ligestilling af personer med handicap i det danske samfund. Denne lov har primær fokus på ligestilling ift arbejdsmarkedet. I 2009 tilsluttede Danmark sig FN’s Handicapkonvention, der medvirker til at personer med handicap bliver omfattet af et sæt klart definerede, udvidede personlige rettigheder, udover de som de allerede har, fra selve FN’s Menneskerettigheder. Dette betyder at en person med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse dermed er beskyttet imod forskelbehandling fra samfundets generelt og individer i særdeleshed.

Desværre har vi i Danmark aldrig forstået begrebet handicap korrekt, og har således brugt begrebet handicap til at beskrive den funktionsnedsættelse som personen oplever, f.eks. manglende hørelse, manglende syn eller manglende mobilitetsevne. Men der er ikke den korrekte opfattelse af hvad begrebet handicap, i virkeligheden dækker over. Den korrekte beskrivelse af hvad et handicap er, og ikke er, er som følger:

“Et handicap er en tilstand, hvori en person befinder sig, såfremt de pga. af deres funktionsnedsættelse, ikke er i stand til at leve op til samfundets normer og krav. Man kan dermed ikke VÆRE handicappet, da der er tale om en tilstand som opstår i samspillet mellem individet og samfundet, uden relation til individets funktionsnedsættelse. Man kan derimod godt opleve at HAVE et handicap, i mødet med samfunderts normer og krav, idet ens funktionsnedsættelse kan medvirker til at at man ikke er i stand til at deltage på lige vilkår med alle andre borgere i samfundet, grundet ens funktionsnedsættelse. Et handicap er således IKKE en reference til den konkrete funktionsnedsættelse som individet oplever, men derimod KONSEKVENSEN af individets funktionsnedsætelse, i mødet med samfundets normer og krav”.

Dette betyder, kort fortalt, at det ikke er selve funktionsnedsættelsen, der er personens handicap, men derimod personens manglende evne til at opfylde samfundets normer og krav, på lige fod med alle andre borgere, der er det reelle handicap. Man kan sige at det ikke er fordi jeg ikke kan se, at jeg er handicappet, men derimod fordi jeg oplever et handicap ved at bevæge mig rundt i et samfund, der er skabt for at tilgodese personer med et normalt syn, der er årsagen til mit handicap.

Nogle jeg har diskuteret dette emne med, har argumenteret for at min forståelse er forkert og at der er tale om den deciderede funktionsnedsættelse der er kvalificerende for hvorvidt der er tale om et handicap eller ej, men som det vil fremgå tydelig af min argumentation i denne artikel, så er deres forståelse baseret på manglende indsigt, forståelse, anerkendelse og respekt for, hvad et handicap i virkeligheden er og betyder, og det er mit formål med denne artikel at få brudt med den diskriminerende, stigmatiserende og groft uvidende holdning som i dag hersker i det danske samfund generelt, men i den kommunale forvaltning, i særdeleshed.

Min sag, kort fortalt …

Jeg har arbejdet siden jeg fyldte 16 år, først på en grillbar, dernæst i en biograf frem til jeg fyldte 18 år og fik et job i PBS og tilbragte 10 år med at lære alt om service og IT. Som 27 årig blev jeg ansat som (den yngste nogensinde) IT-chef i Konkurrencestyrelsen og trådte dermed ind i Erhvervsministeriets Fælles IT-råd. Der tilbragte jeg 3 år med at modernisere styrelsens infrastruktur, således at de kunne komme op på det niveau som man så i samfundet i øvrigt. I forbindelse med mit arbejde, kom jeg i kontakt med et amerikansk softwarefirma der manglende en distributør for deres software i Skandinavien og det endte med at jeg blev selvstændig og brugte de næste 12 år på at markedsføre, sælge og servicere denne software, for mere end 3.500 virksomheder, fordelt over hele Skandinavien, heribland de største i området;  SAS, Mærsk, LEGO, IKEA, samt stort set alle regionale og kommunale organisationer i alle disse 3 nordiske lande, Danmark, Sverige og Norge. Sideløbende med at jeg havde mit eget selskab, fik jeg lyst til at studere og tilmeldte mig derfor til nogle kurser på ITU og brugte 2-3 år på at læse e-Business, mest for sjov. I 2006 blev jeg tilbudt en fuldtidsstilling hos NOVO Nordisk IT (NNIT), hvori jeg skulle være teknisk ansvarlig for levering af verden’s 3. største globale intranet til en stor dansk rederivirksomhed der havde outsourcet dette system til NNIT. Det brugte jeg så 3 år på og dernæst blev jeg tilbudt en stilling som Teknisk Projektchef for overflytningen af alle de systemer der i dag driver de danske apotekers IT, samt ReceptServer som du kender fra når din læge “lægger recepten ud på serveren”. Efter dette projekt, skiftede jeg til KMD hvor jeg fik mulighed for at arbejde som konsulent med speciale i forandringsledelse, optimering af processer og motivation af teamarbejde. Det var en opgave som førte til at jeg i 2010 udgav bogen “Overbevis Dig Selv!” som var en ledelses-bog der havde til formål at inspirere ledere i holistisk ledelse, baseret på værdier, adfærd og overbevisninger. I 2011 rejste jeg så til USA for at markedsføre denne nye bog, samt det koncept jeg havde udviklet i forbindelse med mit arbejde som konsulent, og som jeg havde beskrevet i bogen. Planen var at jeg ville få fodfæste på det amerikanske marked, og dermed få udbredt kendskabet til mit koncept, med henblik på at sælge det på franchisebasis til konsulenter i USA. Jeg var ret langt i mine forhandlinger med Los Angeles Country (Regionen for LA), som var meget interesseret i at uddanne deres mellemledere i mit nye koncept. Desværre skete der en skelsættende begivenhed i mit liv, som satte en effektiv stopper for hele mit livsværk.

Det begyndte med at det amerikanske software firma som jeg havde arbejdet sammen med, de seneste 12 år, pludseligt blev solgt til en børsnoteret virksomhed, som i øvrigt var vores største konkurrent, og dette betød at jeg fra dag til dag, mistede min faste indtægt på over 100.000 kr. månedligt som jeg havde haft som stabil indkomst i mere end 10 år. Derudover fik dette en lang række alvorlige konsekvenser, idet hele mit eksistensgrundlag forsvandt, og jeg stod uden nogen form for indtægt. Som fortalt var jeg netop flyttet til USA for starte min nye virksomhed op, og havde netop brugt alt hvad jeg havde sparet op, samt at hvad jeg havde at kreditter til rådighed, for at realisere alt dette. Resultatet blev at jeg først mistede min virksomhed, den gik konkurs, og da jeg havde hæftet personligt for dele af virksomhedens gæld, så medførte det at jeg også gik personligt konkurs, hvilket har medført en registrering i RKI og en ubetalelig milliongæld, som blot vokser og vokser grundet rentebyrden. Så jeg var altså helt uden nogen form for indtægt, massiv gældsat og uden noget arbejde eller udsigt til noget.

En dag da jeg vågnede i min seng, kunne jeg simpelthen ikke røre mig, rent fysisk, det føltes som min krop var lavet af bly og jeg var komplet drænet for energi, udbrændt og forvirret over denne pludselige tilstand. Det viste sig at jeg havde udviklet en fysisk, stress-relateret depression, som viste sig ved disse symptomer. Jeg har aldrig været emotionelt berørt af mine depressioner, altså ikke trist, depri eller ked, blot fysisk udmattet. Jeg kom i behandling for dette og i forbindelse med et besøg hos min amerikanske psykolog, blev det foreslået at jeg gik til en psykiater og fik en udredning, for at se om jeg skulle have nogen underliggende årsager til min depression. Det vidste sig at det havde jeg. Jeg blev diagnosticeret med ADD og Depression, og derudover fandt man også at jeg opfyldte kriterierne for “High Functioning Autism” som kunne forklare en del af mine personlighedstræk, adfærd og kvalifikationer indenfor forskellige områder.

Med denne nye viden, rejste jeg så tilbage til Danmark og måtte flytte ind hos mine forældre, i deres 2v ældrebolig, da jeg ingen indkomst havde og samtidigt fortsat var dybt symptomatisk på min depression. Derfor gik jeg på Jobcenter og tilmeldte mig som ledig for at kunne modtage kontanthjælp i en kort periode indtil jeg kunne komme igang som selvstændig igen, efter min sygdomsperiode. Jeg blev mødt med et krav om at jeg skulle lukke min personlige virksomhed (jeg havde 2 selskaber, et ApS og et personligt), for ellers kunne jeg ikke modtage kontanthjælp, så det gjorde jeg så. Efter at have gennemgået et behandlingsforløb i Psykiatrien for min depression, følte jeg mig klar til at komme tilbage i arbejde og anmodede derfor mit Jobcenter om at søge en tilskudsbevilling efter §70g i Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB), der netop var tiltænkt til at hjælpe personer der havde været på kontanthjælp, tilbage i job, som selvstændige igen. Jeg ventede i 280 dage på at få svar fra mit Jobcenter og endte med til sidst at måtte skrive til kommunalbestyrelsen for at få gang i sagen. Jobcenter’s argument var i øvrigt “Hovsa, vi troede blot at det var en forespørgsel, ikke en ansøgning” … Det skulle vise sig at få stor betydning for resten af min sag, helt frem til den dag i dag, 6 år senere …

Det er sådan, at man for at kunne få det føromtalte tilskud, skal have defineret ens arbejdsevne, altså hvor meget og hvor ofte, man er i stand til at udføre sit erhverv. Dette mente Jobcenter ikke at kunne afgøre, så jeg blev sat i et Arbejdsevneafklaringsforløb, som varede i 12 måneder og endte med at der blev udarbejdet en afslutningsrapport, fra kommunens egen leverandør, som produktet for dette forløb. Jobcenter ventede derefter i 5 måneder med at kigge på denne rapport og besluttede dernæst at de ikke mente at “kvaliteten af rapporten, levede op til deres krav”, altså ikke at min arbejdsevne, som sådan, ikke var blevet belyst tilstrækkeligt, men at selve rapporten ikke levede op til deres krav. I praksis betød det så, at jeg så stod der med en arbejdsevnevurderingsrapport, som beskrev min arbejdesevne, men som jeg ikke kunne bruge, da kommunen ikke ville godkende den rapport, som den var skrevet i, altså ikke min arbejdsevnevurdering, men selve rapporten! Det medførte at jeg igen kom tilbage på kontanthjælp, uden nogen plan for min fremtidige udvikling.

Omstændighederne gjorde så, at jeg flyttede til en nabokommune, og der blev jeg så tilbudt et nyt 12 måneders Arbejdsevneafklaringsforløb, hvilket jeg jo måtte acceptere, idet jeg intet andet valg havde. Jeg gennemgik så hele dette 12 måneder lange forløb, helt frem til den afsluttende 13 ugers praktik, hvor kommunen pludseligt og uden nogen saglig begrundelse, valgte at afslutte mit forløb, uden en færdig Arbejdsevnevurdering. Efterfølgende har jeg så brugt knapt 2 år på at få min sag fremlagt for Rehabiliteringsteamet, således at jeg igen kunne ansøge om min oprindelige plan om tilskud til at komme tilbage til at blive selvstændig.

Der var nu gået 6 år siden jeg først begyndte at modtage kontanthjælp, og i de 6 år har jeg tilbragt mere end 75% af tiden på at vente på svar fra mit Jobcenter omkring mit videre forløb. I januar 2018 bliver jeg så meddelt at min sag endeligt skal til behandling i kommunens Rehabiliteringsteam (Rehab), der er et tværfagligt råd bestående af eksperter fra forskellige områder indenfor kommunal og regional forvaltning. Der er en læge fra Regionen, der er en sagsbehandler fra kommunen, samt en virksomhedskonsulent, en genoptræningskonsulent, samt en medarbejder fra den funktion, VoksenHandicap, som jeg tilhører i  kommunens regi. Derudover er der også min egen sagsbehandler, som har været en uvurderlig støtte for mig, i at få formidlet hvordan jeg, der umiddelbart virker velfungerende, rent faktisk på en lang række område, er ramt på flere områder, kva mine handicap, særligt socialt, der er konsekvenser af mine nu 4 forskellige diagnoser på psykiske lidelser, Autisme, ADHD, Angst og Depression. Autisme, ADHD og Angst er alle medfødte, genetisk og fysisk betingede lidelser, hvorimod min depression er en lidelse jeg har udviklet som konsekvens af at jeg har levet i mere end 40 år med ubehandlet ADHD. Det er helt normalt at personer der er vokset op med ubehandlet ADHD, senere i livet udvikler Angst og Depression, videnskabeligt er der tale om evidens for at det er tilfældet for over 55% af voksne med ADHD, og samtidigt kan jeg her nævne at 80% af alle voksne der ubehandlet ADHD, lider af enten Angst eller Depression, udover deres ubehandlede ADHD.

På mødet med Rehab, redegører jeg for hvorledes min psykiske funktionsnedsættelse har indflydelse på mine funktionsevne generelt, og hvordan den har indflydelse på min arbejdsevne, specifikt. Mødelederen udtaler dernæst at “jeg kan se at du har en række psykiske sygdomme, og at den seneste arbejdsevnevurdering er fra 2015, så jeg vil foreslå at vi får foretaget en ny vurdering af dit nuværende niveau” … Jeg bliver ikke blot overrasket over denne udtalelse, jeg bliver decideret vred, idet der i det mødelederen udtaler, ligger flere forventninger til mig som person, min funktionsevne og min arbejdsevne, der er fuldstændigt ubegrundede og jeg afbryder derfor mødelederen for at gøre opmærksom på, at det ikke er tale om at jeg har nogle “psykiske sygdomme”, men derimod har flere “psykiske lidelser”, hvilket måske lyder en anelse pedantisk, hvilket det dog ikke er, idet man som udgangspunkt kan helbrede en sygdom, hvorimod en lidelse er kronisk og livslang, samt til at min arbejdsevnevurdering ikke kunne være forældet, idet den bygger på mit funktionsevneniveau, og da dette niveau ikke har udviklet sig siden jeg fik min diagnose for 6 år siden, så er der tale om en nytteløs opgave, idet jeg jo ikke kan ændre på den jeg ER, uanset hvor lidt andre måtte have indsigt, forståelse, anerkendelse og respekt for dette faktum! Der findes ingen helbredelse for de lidelser jeg lever med, der findes kun medicin der kan afhjælpe mine symptomer, nogen grad og kun midlertidig i det tidsrum hvor de har deres effekt.

Derefter tager mødet en noget negativ drejning og da jeg bliver sendt ud for at afvente deres afgørelse, fornemmer jeg at der er en vis modvilje imod mig som person, da jeg har argumenteret og korrigeret mødelederen, på nogle rent faktuelle områder omkring regler og love omkring hjælp til selvstændige, hvilket jeg godt kunne fornemme, ikke faldt i god jord, (iøvrigt et godt eksempel på hvordan mine symptomer på min autisme, virker som et handicap, i mødet med samfundets normer og krav, da jeg jo ikke er i stand til at undlade at korrigere andre, hvis der er tale om faktuelle fejlopfattelser). Efter en kort pause, bliver jeg kaldt ind igen, og får oplyst deres afgørelse og indstilling, i min sag.

 

Afgørelsen lyder således;

Rehabiliteringsteamets indstilling

På baggrund af forberedelsesskemaet og drøftelsen i rehabiliteringsteamet indstiller rehabiliteringsteamet følgende:

Borgeren visiteres til ressourceforløb 

 

Brevet …

En uge senere modtager jeg så referatet for mødet som jeg her har valgt at bringe i sin helhed, for at du som læser kan få en fornemmelse af selve tonen i brevet:

 

Rehabiliteringsteamet har følgende noter til sagen

Peter siger på mødet, at han ønsker at blive visiteret til fleksjob med tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende.

Han ønsker at arbejde selvstændigt med kreative opgaver eller foredrag, workshops og administrative koordinerende opgaver. 

Han ønsker ikke at indgå i et team med kollegaer, da det er en udfordring for ham at være sammen med andre i samarbejdsrelationer. Hans lidelser gør, at han har mindre energi og han har meget skærpede sanser, som bl.a. bevirker, at han forsøger at undgå lyde ved at have høretelefoner på. Han kunne tidligere skaffe opgaver i sin virksomhed, samtidig med, at han løste opgaver. Men det er ikke muligt for ham mere.

Peter er frustreret over de år, som er gået uden der er sket en afklaring af hans arbejdsevne og han har fået støtte til at komme i beskæftigelse igen. Han omtaler frustration over forløbet i [“KOMMUNE 1”] Jobcenter, hvor det blevet besluttet ikke at følge den vurdering af hans arbejdesvne, som AS3 påtog sig. Og senest forløbet ved PPClinic, som blev afsluttet  uden  praktikforløb efter beslutning fra [“KOMMUNE 2”] Jobcenter.

Peter ønsker hjælp til tandbehandling, briller, bolig og en plan for, hvordan han får genskabt tilknytningen til arbejdsmarkedet. Han afviser umiddelbart et tilbud om mentor som led i et praktikforløb.

Han er uenig i orienteringen om, at det er en betingelse for visitation til fleksjob med tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende, at han har drevet selvstændig virksomhed i mindst 30 timer om ugen i mindst 12 måneder indenfor de seneste 24 måneder op til tidspunktet for visitation til fleksjob. På den vis er det også en særlig vurdering, der foretages af arbejdsevnen for aktive selvstændig, idet de kan vurderes i forhold til virksomhedens arbejdsfunktioner og ikke det brede arbejdsmarked. Foruden skal han opfylde de almindelige betingelser for visitation til fleksjob.

Peter bekræfter, at han ønsker støtte til at skabe en selvstændig virksomhed.

Rehabiliteringsteamets indstilling

På baggrund af forberedelsesskemaet og drøftelsen i rehabiliteringsteamet indstiller rehabiliteringsteamet følgende:

Borgeren visiteres til ressourceforløb

Skema med udvidet begrundelse:

Angiv, hvilke beskæftigelsesmæssige, sociale og helbredsmæssige forhold rehabiliteringsteamet har lagt vægt på i sin anbefaling af et 

ressourceforløb. Det skal begrundes, hvorfor borgeren har behov for et helhedsorienteret forløb med en kombination af indsatser efter 

forskellige lovgivninger, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål. Der henvises i øvrigt til § 68 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Rehabiliteringsteamet indstiller til, at Peter visiteres til ressourceforløb af to års varighed.

Peter afsluttede HH i 1992. Uddannet NLP Master Practitioner. Han er autodidakt indenfor IT og har bestredet arbejdsfunktioner som direktør – manager – konsulent. Senest selvstændig i USA i perioden 2010-2012. Peter er diagnosticeret med atypisk autisme og ADD. Han følger medicinsk behandling mod ADD. Han har fulgt behandlingsforløb ved Psykiatrisk Center [UDELADT] mod depression. Forløbet er afsluttet til egen læge til medicinsk behandling.

Peter har gennemført afklarende forløb ved AS3 i perioden 23.05.16-17.06.16 og ved PPClinic i perioden 24.10.16-21.04.17.

PPClinic vurderer i oktober 2017, at der må påtænkes en vis optræningstid, hvis Peter igen skal kunne fungere i en jobmæssig sammenhæng, da det nu er en årrække siden, han var aktiv på arbejdsmarkedet. De vurderer, at det er formålstjenesteligt, at Peter tilbydes en skånsom virksomhedspraktik. Han har brug for struktur og klart definerede arbejdsopgaver i et roligt miljø uden støjgener, da han er særligt støjsensitiv. PPClinic kan ikke pege på yderligere psykiatriske behandlingstiltag, der vil kunne forbedre Peters funktionsevne.

I indstillingen til ressourceforløb lægges samlet vægt på, at Peter gennem længere tid har modtaget offentlig forsørgelse.  Der har været iværksat og gennemført beskæftigelsesindsatser uden det har ført ham tættere på arbejdsmarkedet.

Det er rehabiliteringsteamets vurdering, at Peter vil kunne drage nytte af et ressourceforløb, hvor han i en længerevarende tværfaglig indsats, får mulighed for at bedre sin situation og udvikle sin funktions- og arbejdsevne således at der kan fastsættes et beskæftigelsesmål. Bedringen og udviklingen vil bl.a. kunne ske via beskæftigelsesrettede såvel som sociale indsatser. Der er risiko for, at Peter ikke vil kunne bedre sin situation og afklare sine muligheder på arbejdsmarkedet uden en tværfaglig indsats.

 

Angiv, hvilket beskæftigelses- eller uddannelsesmål rehabiliteringsplanen bør sigte mod.

Planen bør sigte mod, at Peter får tilknytning til arbejdsmarkedet.

 

Angiv, hvilke beskæftigelsesrettede indsatser der bør indgå i rehabiliteringsplanen (fx virksomhedspraktik i detailhandlen). 

Praktikforløb i en funktion på en arbejdsplads, hvor Peter arbejder selvstændigt og han får mulighed for at anvende sine faglige kompetencer. Der skal på arbejdspladsen bl.a. være en opmærksomhed og en hensyntagen i forhold til lyde, lugte og lys samt relationer til ledere/kollegaer for at undgå, at Peter bliver stresset, distraheret og ukoncentreret.

 

Angiv, hvilke sociale indsatser der bør indgå i rehabiliteringsplanen (fx bostøtte eller støtteforanstaltninger i relation til børn).

Peter er bevilliget støttekontaktperson pr. 01.02.18 til at skabe struktur i hverdagen og støtte i situationer bl.a. ved ansøgning om hjælp til tandbehandling og briller.

 

Angiv, hvilke helbredsindsatser der er behov for og sundhedskoordinatorens initiativer i den forbindelse (fx at antidepressiv behandling iværksættes via egen læge).

Ikke relevant på de foreliggende oplysninger, idet Peter er helbredsmæssigt afklaret og følger sin behandling.

 

Angiv, om der er behov for mentorstøtte og – i givet fald – antal timer pr. uge, varighed og mentorens opgaver.

Det kan drøftes videre med Peter om det kunne være relevant med en mentor som led i at være på en arbejdsplads til at kunne håndtere samarbejde og øve sociale kompetencer.

 

Angiv, hvis der er forhold der taler imod, at indsatserne nævnt ovenfor kan iværksættes og gennemføres parallelt.

Der er ikke noget, der taler imod, at indsatserne iværksættes og gennemføres parallelt, da Peter har et ønske om at få langt en plan for at få afklaret sin arbejdsevne. Der er dog behov for at være opmærksom på, at Peter aktuelt ikke har egen bolig.

 

Angiv, hvor ofte den koordinerende sagsbehandler bør følge op (fx hver måned det første år og derefter hver 3. måned).

Minimum seks gange indenfor tolv måneder.

 

Såfremt rehabiliteringsteamet ønsker at se sagen igen, skal tidspunkt anføres nedenfor (angiv måned og år).

Ikke relevant på de foreliggende oplysninger.

 

Min fortolkning af denne afgørelse

Det er for mig helt åbenlyst, at Rehab allerede inden mødet, havde besluttet sig for denne afgørelse. Der var på intet tidspunkt under mødet, nogen form for imødekommenhed, lydhørhed eller blot normal anstændig gensidig respekt, for at høre  på mine argumenter, for hvorfor jeg mente at  løsningen som selvstændig i fleksjob, overhovedet var relevant. Mødelederen afviste blankt, at drøfte hvorfor jeg mente at jeg opfyldte kriterierne, og dermed blev jeg fornægtet at kunne redegøre for at det skyldes de 280 dages ventetid jeg oplevede ved min første ansøgning, der nu bruges som begrundelse for at afvise at jeg opfylder kriteriet for “at skulle have været ansat på fuld tid, i mindst 12 måneder, indenfor de seneste 24 måneder”, hvilket jeg så ganske afgjort opfylder, idet jeg blev bedt om at lukke mit firma for at kunne modtage kontanthjælp, og allerede indenfor 3 måneder derfefter, ansøgte om hjælp via LAB §70g, der er den paragraf der opstiller kriterierne for om man kan tilkendes støtte efter denne paragraf. Således bliver jeg altså straffet, igen, med en afvisning af min ansøgning, nu med begrundelsen at jeg ikke har levet op til betingelserne i den, upåagtet at dette ikke skyldes mine forhold, men derimod skyldes at mit daværende Jobcenter forhalede sagen i 280 dage, og dermed kunne afvise min ansøgning med begrundelse om at jeg “ikke opfyldte kravet om 12 måneder, indenfor 24 måneder”. Det betyder altså at fordi min første kommune har forhalet min sag, og derefter besluttet at jeg ikke levede op til kriterierne, så kan den nuværende kommune så blot referere til denne afgørelse, uden at betragte fakta i sagen, og påny blot afvise min ansøgning, på et urigtigt grundlag. Og jeg kan INTET stille op, jeg har ingen rettighed til at få deres afgørelser prøvet ved nogen instanser, da sagen “jo er forældet”, da der er gået mere end 5 år …

Så kommer vi så til deres nuværende begrundelse for at indstille mig til 2 års ressourceforløb:

“Det er rehabiliteringsteamets vurdering, at Peter vil kunne drage nytte af et ressourceforløb, hvor han i en længerevarende tværfaglig indsats, får mulighed for at bedre sin situation og udvikle sin funktions- og arbejdsevne således at der kan fastsættes et beskæftigelsesmål. Bedringen og udviklingen vil bl.a. kunne ske via beskæftigelsesrettede såvel som sociale indsatser. Der er risiko for, at Peter ikke vil kunne bedre sin situation og afklare sine muligheder på arbejdsmarkedet uden en tværfaglig indsats.”

Den bliver vi nød til at dele op i mindre dele, da de hverisær udgør dele af forskellige argumenter for hvorfor denne afgørelse ikke blot er dybt forkastelig, men direkte i strid med mine udvidede rettigheder, kva min psykiske funktionsnedsættelse!

Det er rehabiliteringsteamets vurdering, at Peter vil kunne drage nytte af et ressourceforløb, hvor han i en længerevarende tværfaglig indsats, får mulighed for at bedre sin situation og udvikle sin funktions- og arbejdsevne således at der kan fastsættes et beskæftigelsesmål”

  1. Hvordan skulle endnu 2 år på laveste sats for kontanthjælp, 10.985 kr (før skat), på nogen måde skulle kunne medvirke til “mulighed for at bedre sin situation”?
  2. Hvordan skulle endnu en 2 års periode skulle kunne medvirke til at jeg kan “udvikle sin funktions- og arbejdsevne således at der kan fastsættes et beskæftigelsesmål” når nu min arbejdsevnen er afklaret i 2015, og da min arbejdsevne står i relation til min funktionsevne, der igen er dikteret af mine symptomer kva mine diagnoser, når nu jeg senest i efteråret 2017 har fået tillagt endnu en diagnose, “Atypisk Autisme” til mine i forvejen 3 andre diagnoser, der lå til grundlag for min arbejdsevnevurdering, tilbage i 2015?
  3. Hvordan skulle endnu en 2 års periode skulle kunne medvirke til at jeg kan “udvikle” min funktionsevne, når der er tale om kroniske, medfødte, varige og væsentlige funktionsnedsættelser, som PPClinic (Psykiater) beskriver i deres rapport fra efteråret 2017 som værende at “PPClinic kan ikke pege på yderligere psykiatriske behandlingstiltag, der vil kunne forbedre Peters funktionsevne”?

“Det kan drøftes videre med Peter om det kunne være relevant med en mentor som led i at være på en arbejdsplads til at kunne håndtere samarbejde og øve sociale kompetencer.”

  1. Jeg har ingen problemer med at omgåes andre mennesker på en arbejdsplads, som en mentor skulle kunne afhjælpe, idet mine symptomer handler om at mine sanser bliver overstimuleret af at opholde mig i et miljø hvor der er mange sanseindtryk, f.eks. et kontorlandskab. En mentor vil jo på ingen måde kunne hjælpe på at afhjælpe et fysisk betinget symptom, hvilket er årsagen til at jeg ikke kan se idéen med at spilde samfundets ressourcer på en mentor til mig, mine behov er anderledes end de som en mentor vil kunne dække.
  2. Igen må jeg henlede opmærksomheden på den forhippede måde, hvorpå Rehab ønsker at fremtvinge en situation med et miljø hvori både jeg selv og min psykiater, min psykolog og min arbejdsevnevurdering, alle klart giver udtryk for at jeg ikke vil kunne fungere i et miljø med mange stimuli, uanset støtteforanstaltninger der ikke allerede er afprøvet!

“Der skal på arbejdspladsen bl.a. være en opmærksomhed og en hensyntagen i forhold til lyde, lugte og lys samt relationer til ledere/kollegaer for at undgå, at Peter bliver stresset, distraheret og ukoncentreret.”

  1. Her ses hvordan man på Rehab fuldstændigt har misforstået hvad det er mine symptomer er, betyder og medfører … jeg bliver hverken stresset, distraheret eller ukoncentreret af at arbejde i et miljø med mange stimuli! Jeg bliver derimod overstimuleret på mit sanseapparatet i en sådan grad, at det trigger mine symptomer på Angst, og dermed sætter min krop i alarmberedskab, der så igen medfører at jeg bliver hypersensitiv og hyperopmærksom på alt omkring mig, hvilket dræner min energi lynhurtigt, og dermed medfører at jeg ingen arbejdsevne har tilbage, i disse miljøer. Der er tale om en grundlæggende misforståelse af hvad det er jeg lider af og under, og det er dybt krænkende at tillægge mig “en adfærd som jeg burde kunne ændre på”, når der er tale om reelle fysiske symptomer, der udgør en stor del af min samlede funktionsnedsættelse!
  2. Hvordan ville du have det, som person, hvis du blev præsenteret for mig som kollega, med alle disse ovenstående problemstillinger? Ville det have indvirkning på din bedømmelse af mig som person og på mine kvalifikationer rent arbejdsmæssigt? Uden tvivl! Og derfor er der tale om at jeg bliver tvunget ud en ubehagelig social situation, hvor min krop reagerer voldsomt og hvor jeg rent socialt ikke vil føle mig hverken tilstrækkelig eller som et aktiv for virksomheden.

“Planen bør sigte mod, at Peter får tilknytning til arbejdsmarkedet.”

Netop! Derfor har jeg jo også vurderet at min bedste mulighed for at få en tilknytning til arbejdsmarkedet, skulle gå via at jeg som selvstændig konsulent, kunne arbejde alene det meste af tiden og primært deltage i sociale situationer, hvori der er et formål og at det formål er at jeg kommer for at afholde et foredrag, en workshop, et møde eller andet, hvor jeg selv har mulighed for at vurderer mængden og omfanget af disse aktiviteter, baseret på et faktuelt funktionsniveau, og ikke ved at jeg skal være underlagt andres forventninger, ønsker og krav til mig, hvilket er det som har frembragt min depression, og som gentagne gange siden da, har været årsagen til relapse med depression.

Hvis de dog blot ville lytte til mine argumenter og tage mig seriøst, så ville vi have kunnet løst hele denne situation, for 6 år siden … men sørgeligt som det er, så er jeg nu tilbage til præcis samme sted, som jeg var, for 6 år siden, nu blot med en endnu lavere funktionsevne, grundet al den stress, alle disse kampe og al den ventetid, som min ledighedsperiode har medført!

Konklusion

For mig at se er der tale om diskrimination. Diskrimination fordi jeg bliver underlagt at skulle leve op til nogle kriterier, krav og procedurer, som er fastlagt for personer der ikke har en nedsat funktionsevne. Jeg bliver, gang på gang, pålagt at skulle leve om til nogle krav som samfundet forventer at jeg skal kunne opfylde, men dette uden hensyntagen til mine mange, særligt sociale, handicap, som jeg oplever i mødet med samfundets normer og krav. Derudover finder jeg det dybt diskriminerende, at man fra Rehab’s side helt ser bort fra både min egen vurdering af min funktionsevne og min psykiater/psykolog/egen læge’s vurdering af min funktionsevne, samt fra den arbejdsevnevurdering der allerede er foretaget, og slutteligt ved at man blot “genbruger” en forældet sag’s argument, som grundlag for at afvise min nuværende ansøgning, uden anden begrundelse og uden at ville lytte til at der var tale om en fejl fra kommunens side, der medførte at jeg ikke længere kunne opfylde kraterene, ikke noget som jeg selv har haft nogen som helst indflydelse på!

Som jeg ser der, så er jeg blevet “idømt 2 års ubetinget ressourceforløb, på laveste kontanthjælp”, uden nogen udsigt til hverken bolig eller behandling af min andre fysiske behov, samt med en trussel om et forestående arbejdsevneafklaringsforløb, hvor jeg skal “testes” for at se hvor meget jeg kan holde til, inden jeg bryder sammen, både fysisk og psykisk!

OG foresten … så har jeg netop fået at vide at den person som jeg har fået bevilget til at skulle bistå mig via §85, endnu ikke er ansat, på trods af jeg fik lovning på støtte fra 1. februar 2018, da jeg står i en situation som boligløs, akut … OG så har “man” valgt at fjerne min faste sagsbehandler, min Eva som jeg har så meget brug for og tillid til, fra 1. marts, uden nogen begrundelse herfor!

Hvad er det for et system vi har fået skabt i Velfærdsdanmark?

/ADDspeaker

Hvis du har lyst til at dykke ned i mine kilder, samt få dokumentation for hvilke rettigheder vi, personer med handicap har, så kig nedenfor 🙂


DOKUMENTATION

 

Definition af begrebet handicap

FN’s handicapkonvention skal sikre, at personer med handicap fuldt ud kan nyde samme menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder som andre.

Danmark har været omfattet af handicapkonventionen siden august 2009.

Konventionen indeholder nogle generelle principper, som blandt andet omfatter:

  • Frihed til at træffe egne valg og være uafhængig af andre personer.
  • Ikke-diskrimination.
  • Fuld og effektiv deltagelse og inklusion i samfundslivet.
  • Respekt for forskellighed og accept af personer med handicap som en del af den menneskelige mangfoldighed.

 

FN’s Handicapkonvention

Artikel 1

Formål

“Formålet med denne konvention er at fremme, beskytte og sikre muligheden for, at alle personer med handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre, samt at fremme respekten for deres naturlige værdighed. Personer med handicap omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.

Artikel 2

Definitioner

I denne konvention:

omfatter ”kommunikation” sprog, tekstvisning, punktskrift, taktil kommunikation, storskrift, tilgængelige multimedier samt skrift, lyd, klarsprog, oplæsning og forstørrende og alternative kommunikationsmåder, -midler og -formater, herunder tilgængelig informations- og kommunikationsteknologi,

omfatter ”sprog” talesprog og tegnsprog samt andre former for nonverbalt sprog,

betyder ”diskrimination på grund af handicap” enhver sondring, udelukkelse eller begrænsning på grund af et handicap, hvis formål eller virkning er at svække eller ophæve den ligelige anerkendelse, nydelse eller udøvelse af alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle, civile eller et hvilket som helst andet område.

Dette omfatter alle former for diskrimination, herunder nægtelse af rimelig tilpasning,

betyder ”rimelig tilpasning” nødvendige og passende ændringer og justeringer, som ikke indebærer en uforholdsmæssig stor eller unødvendig byrde, når dette er nødvendigt i et konkret tilfælde for at sikre, at personer med handicap kan nyde eller udøve alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre.

betyder ”universelt design” udformning af produkter, omgivelser, ordninger og tilbud, således at de i videst muligt omfang kan anvendes af alle personer uden behov for tilpasning eller særlig udformning. ”Universelt design” udelukker ikke hjælpemidler til særlige grupper af personer med handicap, når der er behov derfor.

Kilde: FN’s Handicapkonvention

http://www.dch.dk/content/konventionsteksten

 

Definition af hvad et handicap er og ikke er

“Et handicap er en tilstand, hvori en person befinder sig, såfremt de pga. af deres funktionsnedsættelse, ikke er i stand til at leve op til samfundets normer og krav. Man kan dermed ikke VÆRE handicappet, da der er tale om en tilstand som opstår i samspillet mellem individet og samfundet, uden relation til individets funktionsnedsættelse. Man kan derimod godt opleve at HAVE et handicap, i mødet med samfunderts normer og krav, idet ens funktionsnedsættelse kan medvirker til at at man ikke er i stand til at deltage på lige vilkår med alle andre borgere i samfundet, grundet ens funktionsnedsættelse. Et handicap er således IKKE en reference til den konkrete funktionsnedsættelse som individet oplever, men derimod KONSEKVENSEN af individets funktionsnedsætelse, i mødet med samfundets normer og krav”.

Kilde: ADDspeaker.net

 

Definition af betydelig og varig nedsat funktionsevne 

Hvordan defineres begrebet “betydelig og varig nedsat funktionsevne”?

I forhold til at modtage diverse handicapkompenserende ydelser er det et krav, at man kan indeholdes i den relevante målgruppe. I denne målgruppeafgrænsning er jeg ofte stødt på begrebet “betydelig og varig nedsat funktionsevne”. Jeg har set her på hjemmesiden, at I tidligere har givet et bud på definitionen af varig. Kan I på tilsvarende vis give en definition på, hvad der definerer “betydelig nedsat funktionsevne”. På forhånd tak.

Svar

Det kan være svært at besvare dit spørgsmål konkret, da definitionen af “betydelig nedsat funktionsevne” i høj grad afhænger af, hvilken kontekst man befinder sig i. Jeg er kommet frem til følgende overvejelser om begrebet “betydelig og varig nedsat funktionsevne”. Disse overvejelser kan måske kan hjælpe dig på vej.

Med udgangspunkt i WHOs handicapbegreb, beskriver Schultz i deres lovguide, at begrebet “varig nedsat funktionsevne”, angiver relationen mellem en persons nedsatte funktionsevne og mulighederne i det omliggende samfund. I forhold til kompensationsområdet understreges det, at en vurdering af en betydeligt nedsat funktionsevne, beror på en konkret beskrivelse. Det skal sikre, at det er graden af den nedsatte funktionsevne og ikke en lægelig diagnose, der er afgørende for, hvorvidt man er berettiget til en handicapkompenserende ydelse eller ej.

Det vil også sige, at der i kompensationsøjemed, ikke kun er tale om at vurdere en persons nedsatte funktionsevne, men også hvilke hindringer funktionsnedsættelsen sætter for personen i hverdagen, og den situation der ansøges ud fra.

Jeg vil råde dig til at kontakte din kommune, som kan tage stilling til din særlige situation ud fra en konkret og individuel vurdering.

Kilde: Hvordan defineres begrebet “betydelig og varig nedsat funktionsevne”?

https://www.dukh.dk/viden-selvhjaelp/tvaergaende/sagsbehandlingsregler/sporgsmal-svar-om-sagsbehandlingsregler/definition-af-betydelig-og-varig-nedsat-funktionsevne

 

Myndighed

Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution

§ 14. Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution har til opgave at fremme, evaluere og overvåge samt støtte ligebehandling af kvinder og mænd uden forskelsbehandling på grund af køn, herunder ved at give ofre for forskelsbehandling uvildig bistand til at få behandlet deres klager over forskelsbehandling under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisationernes og andre juridiske personers rettigheder, foretage uvildige undersøgelser af forskelsbehandling og offentliggøre uvildige rapporter og fremsætte henstillinger om ethvert spørgsmål vedrørende forskelsbehandling.

 

Historie

Kilde: www. socialjura.dk

Folketingsbeslutning om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere

Folketingsbeslutning B 43 af 2/4 1993.

Folketinget henstiller til alle statslige og kommunale myndigheder samt private virksomheder med eller uden offentlig støtte:

  • at efterleve princippet om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere og
  • at tage hensyn til og skabe muligheder for hensigtsmæssige løsninger under hensyntagen til handicappedes behov i forbindelse med forberedelse af beslutninger, hvor hensyntagen overhovedet kan komme på tale.

I mange tilfælde vil de hensyn, der er brug for, forudsætte en betydelig indsigt i handicappedes vilkår og virkninger af givne handicap. Myndigheder såvel som private vil have behov for at kunne trække på særlig ekspertise. Det må desuden sikres, at mennesker med handicap på alle samfundsområder ligebehandles med andre borgere. Folketinget henstiller til regeringen, at der på denne baggrund i Socialministeriets ressort under Det Centrale Handicapråd oprettes en enhed for ligebehandling og formidling, hvor den nødvendige ekspertbistand kan tilbydes. Denne enhed skal både nationalt og internationalt indsamle, initiere og formidle nødvendig information og ekspertise om handicappedes vilkår og virkninger af givne handicap. Enheden skal desuden være opmærksom på tilfælde, hvor der sker diskrimination af mennesker med handicap, således at Det Centrale Handicapråd kan tage problemet op med den relevante myndighed. Folketinget modtager en årlig beretning om udviklingen på området. Folketinget anmoder Folketingets Ombudsmand om at følge udviklingen i ligebehandlingen og eventuelt meddele påtale, hvor dette er muligt inden for ombudsmandsembedets kompetence.

Oprindelig fremsat forslag

Folketinget henstiller til alle statslige og kommunale myndigheder samt private virksomheder med eller uden offentlig støtte at:

  • efterleve princippet om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere.
  • at tage hensyn til og skabe muligheder for hensigtsmæssige løsninger under hensyntagen til handicappedes behov i forbindelse med forberedelse af beslutninger, hvor hensyntagen overhovedet kan komme på tale.

I mange tilfælde vil de hensyn, der er brug for, forudsætte en betydelig indsigt i handicappedes vilkår og virkninger af givne handicap. Myndigheder såvel som private vil have behov for at kunne trække på særlig ekspertise.

Det må desuden sikres, at mennesker med handicap på alle samfundsområder ligebehandles med andre borgere. Folketinget henstiller til regeringen, at der på denne baggrund i Socialministeriets ressort, under Det Centrale Handicapråd, oprettes en enhed for ligebehandling og formidling, hvor den nødvendige ekspertbistand kan tilbydes. Denne enhed skal både nationalt og internationalt indsamle, initiere og formidle nødvendig information og ekspertise om handicappedes vilkår og virkninger af givne handicap. Enheden skal desuden være opmærksom på tilfælde, hvor der sker diskrimination af mennesker med handicap, således at Det Centrale Handicapråd kan tage problemet op med den relevante myndighed. Folketinget modtager en årlig beretning om udviklingen på området. Folketinget anmoder Folketingets Ombudsmand om at følge udviklingen i ligebehandlingen og eventuelt meddele påtale, hvor dette er muligt inden for ombudsmandsembedets kompetence.

Bemærkninger til forslaget

1. I årene siden 2. verdenskrig er der som et resultat af en lang række politiske beslutninger gennemført en stadig større integration af handicappede i samfundet. Det er på en lang række forskellige måder blevet fastslået, at handicappolitik er samfundspolitik. Der er i tidens løb truffet beslutninger om bedre vilkår på undervisnings- og uddannelsesområdet, det sociale område og indenfor trafik-, miljø- og bygningsområdet samt en række andre områder. På det sociale område er institutionstilbud i stigende grad blevet ændret til tilbud om vejledning og bistand til bo-, arbejds- og fritidstilbud i normalt miljø. I 1969 vedtog man en folketingsbeslutning om handicappedes adgang til folkeskolen, i løbet af 1970’erne vedtoges en række foranstaltninger på det sociale område i konsekvens af socialreformens realisering. I 1980 fastslog Folketinget handicappedes ret til en tilværelse så nær det normale som muligt, og i 1982 fik man et bygningsreglement med indbyggede handicaphensyn. I løbet af 1980’erne har Folketinget ved adskillige lejligheder understreget, at disse positive tiltag stadig skal være grundlaget fo r dansk politik på dette område, bl.a. ved tre handicapredegørelser, der går på tværs af sektorerne. Også i international sammenhæng har Danmark understreget sin vilje til at sikre alle borgere lige muligheder. I 1975 tiltrådte Danmark således FN-deklarationen om handicappedes rettigheder, og tilslutningen til de i denne deklaration anførte rettigheder er siden bekræftet såvel ved indledningen til FN’s handicaptiar som ved programmets afslutning. I det nordiske samarbejde er der taget en lang række initiativer til forbedring af handicappedes vilkår i de nordiske lande. I Det Europæiske Økonomiske Fælleskab er ligeledes igangsat en række forskellige tiltag, der tager sigte på at fremme handicappedes erhvervsmæssige og sociale integration i samfundet. Denne udvikling har medført, at befolkningen har fået en langt bedre forståelse for handicappedes livsvilkår gennem stadig større viden om handicappedes behov og muligheder for aktiv samfundsdeltagelse.

2. Uanset disse mange positive politiske tilkendegivelser må det imidlertid konstateres, at det danske samfund fortsat byder på mange hindringer for udfoldelsesmulighederne for handicappede.

I udlandet er man flere steder gået den vej at gennemføre antidiskriminationslovgivning om handicappedes rettigheder på tværs af sektorer. I USA har Kongressen vedtaget en meget omfattende lov, der forbyder diskrimination af handicappede. Denne lovgivning er særdeles detaileret og omfatter alle samfundslivets forhold. I Danmark har man ikke tradition for særlovgivning af denne art. Det er imidlertid vigtigt, at der gives et utvetydigt politisk signal til alle, og at der er et system, der kan påtale udviklinger i den gale retning. Endvidere kan det vel forventes, at nogle af detailproblemerne efterhånden løses gennem fællesskabsinitiativer. Det er derfor regeringens ønske, at Folketinget henstiller til alle statslige og kommunale myndigheder samt private virksomheder med eller uden offentlig støtte at efterleve princippet om ligebehandling og ligestilling af handicappede med andre borgere og at tage hensyn til og skabe muligheder for hensigtsmæssige løsninger under hensyntagen til handicappedes behov i forbindelse med forberedelse af beslutninger, hvor hensyntagen overhovedet kan komme på tale. Det må imidlertid erkendes, at handicapproblemer kan være særdeles komplicerede, og løsninger forudsætter derfor også tilstedeværelse af særlig kvalificeret ekspertise. Der bør derfor efter regeringens opfattelse i Socialministeriets ressort skabes en central enhed for ligebehandling og formidling af information om handicappedes vilkår og virkninger af givne handicap, hvor alle med behov herfor kan henvende sig. Denne enhed, der både nationalt og internationalt skal indsamle, initiere og formidle nødvendig information og ekspertise, etableres i tilknytning til Det Centrale Handicapråd, som er tværfagligt og har en bred repræsentation fra handicaporganisationerne og fra relevante ministerier m.fl. Der findes særlig sagkundskab i en lang række af institutioner og organisationer i mange sektorer i ind- og udland. Enheden skal være det sted, hvor man har et samlet overblik over ekspertisen. Langt de fleste problemer vil forudsætte tværfaglig og tværsektoriel indsats for at blive løst, og problemerne kan naturligvis opstå hvor som helst og skal derfor løses i den sektor, hvor de er opstået, hvorfra man så kan trække på den centrale enheds ekspertise.

Bestræbelser på at realisere målet om et samfund for alle må naturligvis forløbe som en proces, der hele tiden justeres i overensstemmelse med udviklingen i samfundet i øvrigt. Det er derfor vigtigt, at Folketinget har mulighed for at følge denne proces for om fornødent at kunne fremme processens positive forløb gennem konkrete initiativer. For at opfylde denne hensigt må den foreslåede ligebehandlings- og formidlingsenhed til stadighed følge udviklingen og indsamle konkrete data fra alle områder i ind- og udland. Disse informationer kan derefter danne grundlag for Det Centrale Handicapråds årlige rapportering, som socialministeren afgiver til Folketinget. Folketinget anmoder tillige Folketingets Ombudsmand om at følge udviklingen i ligebehandlingen og eventuelt meddele påtale, hvor dette er muligt inden for ombudsmandsembedets kompetence.

3. I forhandlingerne om udmøntning af satsreguleringspuljen indgår forslag om afsættelse af en pulje til ligebehandling og information, af hvilken udgifterne til etablering og drift af ligebehandlings- og formidlingsenheden forudsættes finansieret.

Lovgivning

Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Beskæftigelsesministeriets lov nr. 293 af 14/5 1998, jf. lovbekendtgørelse nr. 727 af 7/7 2009, med følgende ændringslove indarbejdet:

lov nr. 431 af 28/4 2010 (Aktiv beskæftigelsesindsats over for unge, lovfæstelse af voksenlærlingeordningen, forenkling af opgørelse af sammenlagt ledighed m.v.) § 5.

lov nr. 153 af 28/2 2012 (Forenkling af beskæftigelsesindsatsen m.v.) § 3,

lov nr. 493 af 12/6 2013 (Forenkling af klagestrukturen på det sociale og beskæftigelsesmæssige område) § 15,

lov nr. 1482 af 23/12 2014 Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. § 60.

Der er kun henvist til ændringslove med ikrafttræden fra og med 1/1 2015.

Loven indgår i følgende udgivelse(r) fra Forlaget Jurainformation§ og kan købes via nedenstående link(s):

Loven indgår i lovhæftet Beskæftigelsesindsatslove

Loven indgår i lovbogen Beskæftigelsesindsats

Loven indgår i lovbogen Voksne handicappede og ældre

Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

 

Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Kapitel 1 – Formål og personkreds

§ 1. Loven har til formål at styrke og stimulere handicappede personers muligheder for beskæftigelse med det formål at give disse de samme muligheder for erhvervsudøvelse som personer uden handicap.

Principafgørelser

§ 2. Loven omfatter personer, der på grund af handicap kan have vanskeligt ved af få og bevare beskæftigelse uden kompensation efter denne lov.

Principafgørelser

Kapitel 2 – Fortrinsadgang 

§ 3. En person, der på grund af et handicap har vanskeligt ved at få beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked, har fortrinsadgang til ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere, bevilling til stadepladser m.v. og tilladelse til taxikørsel, hvis vedkommende er lige så kvalificeret som de øvrige ansøgere.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om fortrinsadgangen, herunder om den handicappede persons ret til en ansættelsessamtale og arbejdsgiverens pligt til at forhandle med jobcenteret, hvis den handicappede ansøger ikke ansættes.

Bekendtgørelser 

Kompensation til handicappede i erhverv m.v. (Fastholdelses- og Rekrutteringsst. bek. nr. 817 af 26/6 2013).

Kapitel 3 – Personlig assistance til handicappede i erhverv

§ 4. Der kan ydes personlig assistance til ledige, lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har behov for særlig personlig bistand.

Principafgørelser

§ 5. Personlig assistance kan ydes under beskæftigelse i

1) stillinger på ordinære løn- og ansættelsesvilkår,

2) beskæftigelse i job med løntilskud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

3) beskæftigelse i fleksjob efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

4) deltagelse i tilbud om virksomhedspraktik efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller

5) beskæftigelse i seniorjob efter lov om seniorjob.

Stk. 2. Ledige personer med en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan få tilskud til personlig assistance under efteruddannelse forud for påbegyndelse af et konkret ansættelsesforhold.


Principafgørelser

Tilskud og ansættelse

§ 6. Tilskud ydes til en virksomhed til aflønning m.v. af en personlig assistent for en ansat eller for en person, der skal ansættes i virksomheden, eller for virksomhedens indehaver.

Stk. 2. Den personlige assistent skal bistå personen med funktioner, der følger af beskæftigelsen, og som den pågældende på grund af funktionsnedsættelsen har behov for særlig personlig assistance til.

Stk. 3. Der kan ikke ydes tilskud til personlig assistance, hvis erhvervet er uforeneligt med funktionsnedsættelsen.

Stk. 4. Ministeren fastsætter nærmere regler om tilskuddets størrelse.

Bekendtgørelser 

Kompensation til handicappede i erhverv m.v. (Fastholdelses- og Rekrutteringsst. bek. nr. 817 af 26/6 2013).

Principafgørelser

§ 7. Den personlige assistent ansættes i virksomheden på normale vilkår, eller den personlige assistance rekvireres som tegnsprogstolkning efter nærmere fastsatte regler herfor. Den personlige assistent kan endvidere rekvireres hos et vikarbureau. Den handicappede person skal forud for ansættelse af en assistent godkende denne.

Stk. 2. Tilskud kan kun ydes til en bestemt arbejdsfunktion i en bestemt virksomhed.

Stk. 3. Tilskud kan ydes for assistance i gennemsnitligt indtil 20 timer pr. uge for en bestemt periode eller indtil videre. I forbindelse med efteruddannelse forud for et konkret ansættelsesforhold, jf. § 5, stk. 2, kan der ydes tilskud op til fuld tid. En person, der har mere end én funktionsnedsættelse eller har en meget betydelig funktionsnedsættelse, kan efter en konkret vurdering få tilskud op til fuld tid.

Stk. 4. Der kan ydes refusion af udgifter til den personlige assistent ved arbejdsbetingede rejser og til vikardækning ved assistentens længerevarende sygdom og lignende.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang der kan ydes tilskud til den personlige assistent under den handicappede persons sygdom, og i hvilket omfang der kan ydes tilskud, hvis den personlig assistent er syg.

Bekendtgørelser 

Kompensation til handicappede i erhverv m.v. (Fastholdelses- og Rekrutteringsst. bek. nr. 817 af 26/6 2013).

Principafgørelser

§§ 8-10. (Ophævet).

§ 11. Jobcentret refunderer virksomheden de lønandele, som tilskuddet omfatter. Direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler herom.

Bekendtgørelser 

Kompensation til handicappede i erhverv m.v. (Fastholdelses- og Rekrutteringsst. bek. nr. 817 af 26/6 2013).

§§ 12-13. (Ophævet).

Kapitel 4 – Personlig assistance til handicappede under efter- og videreuddannelse

§ 14. Til de i § 4 nævnte personer kan jobcenteret yde støtte til personlig assistance, medmindre den pågældende er berettiget til specialpædagogisk støtte i form af personlig assistance i henhold til lovgivningen om den pågældende uddannelse eller om specialpædagogisk støtte til deltagelse i den pågældende uddannelse. Der kan ydes støtte til

1) beskæftigede, der uden for normal arbejdstid deltager i almindelig efter- og videreuddannelse inden for det pågældende erhverv, og

2) ledige

a) der deltager i selvvalgt uddannelse efter kapitel 8 a og § 73 b samt tilbud om vejledning og opkvalificering efter kapitel 10 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller

b) på dagpenge efter § 62 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

3) personer, der i forbindelse med ansættelse uden løntilskud får tilskud til opkvalificering efter § 99, stk. 2, nr. 6, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Tilskud og ansættelse m.v.

§ 14 a. Reglerne i kapitel 3 finder anvendelse.

Stk. 2. Den personlige assistent ansættes af jobcenteret eller efter reglerne i § 7, stk. 1, når der ydes assistance til en ledig.

Stk. 3. Tilskud kan ydes op til 20 timer pr. uge i gennemsnit pr. kvartal. Tilskud kan gives til undervisningstimer samt til forberedelse, hvis personen med handicap har behov for assistance til forberedelsen. Der kan i særlige tilfælde ydes tilskud op til fuld tid.

Stk. 4. Bevilling skal gives for en bestemt periode og til en bestemt uddannelse.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for ordningen.

Bekendtgørelser 

Kompensation til handicappede i erhverv m.v. (Fastholdelses- og Rekrutteringsst. bek. nr. 817 af 26/6 2013).

Kapitel 5 – Løntilskud ved ansættelse af nyuddannede personer med et handicap

§ 15. Nyuddannede personer med handicap kan få tilbud om ansættelse med løntilskud efter reglerne i § 51 og § 52, nr. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Tilskud og ansættelse m.v.

§§ 15 a-b. (Ophævet).

Kapitel 6 – Ophævet

§ 16. (Ophævet).

Kapitel 6 a – Administration, oplysningspligt og tilbagebetaling

Vejledninger mv. 

Orientering om det enstrengede beskæftigelsessystem – ændringer som følge af L 185 (Arbejdsmarkedsst. skr. nr. 9403 af 25/6 2009).

§ 16 a. Jobcenteret administrerer ordningerne efter denne lov.

Stk. 2. Ansøgning om personlig assistance indgives af personen med funktionsnedsættelsen til jobcenteret i den kommune, hvor personen med funktionsnedsættelsen er bosat. Der kan ikke ydes tilskud for perioder, der ligger mere end 3 måneder før ansøgningstidspunktet.

Stk. 3. Direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om administrationen, herunder om, hvilke oplysninger en ansøgning om støtte skal indeholde, og om udbetaling af tilskud. Endvidere fastsætter direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsen regler om udbetaling af re­fu­sion, regnskab, revision m.v.

Bekendtgørelser 

Kompensation til handicappede i erhverv m.v. (Fastholdelses- og Rekrutteringsst. bek. nr. 817 af 26/6 2013).

§ 16 b. Det påhviler den handicappede person og arbejdsgiveren at give jobcenteret oplysninger om ændringer i arbejdsforholdet eller handicappets omfang, hvis det har betydning for udbetaling af tilskud.

Stk. 2. Der er pligt til at tilbagebetale tilskud m.v., som er udbetalt på et urigtigt grundlag, når den handicappede person, virksomheden eller et vikarbureau, der har ydet personlig assistance, mod bedre vidende har afgivet urigtige erklæringer eller fortiet omstændigheder af betydning for udbetaling af tilskud eller ikke har opfyldt betingelserne for at få tilskud.

Kapitel 7 – Andre bestemmelser

Vejledninger mv. 

Orientering om det enstrengede beskæftigelsessystem – ændringer som følge af L 185 (Arbejdsmarkedsst. skr. nr. 9403 af 25/6 2009).

§ 17. Beskæftigelsesministeriet udarbejder årligt en analyse om den arbejdsmarkedspolitiske situation for personer med handicap.

Lovændringer 

1/1 2015 ved lov nr. 1482 af 23/12 2014 Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. § 60.

Klageadgang

§ 17 a. Klage over afgørelser i jobcenteret om støtte til personlig assistance til handicappede i erhverv efter kapitel 3 og om personlig assistance under efter- og videreuddannelse efter kapitel 4 kan af den, som afgørelsen vedrører, indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. § 59 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 2. Efter anmodning fra en person med handicap, som af en offentlig arbejdsgiver er blevet meddelt afslag på ansættelse i en ledig stilling, eller som af en offentlig myndighed er blevet meddelt afslag på tildeling af en ledig bevilling til stadeplads m.v. eller tilladelse til taxikørsel, kan Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg udtale sig om, hvorvidt arbejdsgiveren eller myndigheden har overholdt de i medfør af § 3, stk. 2, fastsatte regler om samtale- og forhandlingspligt. Anmodningen skal fremsættes senest 4 uger efter, at ansøgeren med handicap har modtaget arbejdsgiverens eller myndighedens beslutning om afslag på ansættelse eller tildeling af bevilling.

Stk. 3. Finder Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at samtale- og forhandlingspligten ikke er overholdt, sender udvalget en kopi af udtalelsen til den øverste administrative ansvarlige for den pågældende offentlige arbejdsgiver eller myndighed.

Finansiering m.v.

§ 17 b. Staten refunderer 50 pct. af kommunens udgifter i forbindelse med tilskud efter kapitel 3 og 4.

Andre regler 

Statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision på visse områder inden for Børne- og Socialministeriets, Beskæftigelsesministeriets, Udlændinge- og Integrationsministeriets og Transport- , Bygning- og Boligministeriets ressortområder (Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsst. bek. nr. 1591 af 15/12 2017).

§ 17 c. Staten yder forskudsrefusion af en kommunes refusionsberettigende udgifter efter denne lov.

§ 17 d. Opholdskommunen har adgang til refusion fra en tidligere opholdskommune efter § 9 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Kapitel 8 – Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 18. Loven træder i kraft den 1. juni 1998, jf. dog stk. 2

Stk. 2. Lovens § 19, nr. 1, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra den 1. januar 1998.

Stk. 3-4. (Udeladt).

§ 19. (Udeladt).

§ 20. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.