Staten svigter børn med ADHD

On 14. May 2016 by Peter 'ADDSpeaker' Vang

Der er langt imellem saglige indlæg i debatten om medicinering af børn med psykiske lidelser. Her er et af de bedste, jeg har læst!

ADDspeaker’s kommentar til artikel i Politiken, fredag d. 13. maj, 2016 skrevet af journalist CAROLINE BJERRE-BERTELSEN

Staten svigter børn med ADHD

RESUMÉ:

Artikelen belyser den problemstilling, som stiller så mange forældre i et dilemma, år de skal vælge hvad der er bedst for deres barn med ADHD.

Sundhedsstyrelsen (SST) skriver i deres officielle National Klinisk Retningslinje for udredning og behandling af børn og unge med ADHD (NKR), at det er såkaldt “God Praksis” at følge denne retningslinje, som jeg her bringer i uddrag, således at du som læser er informeret om hvad den officielle danske retningslinje, for udredning og behandling af børn og unge med ADHD og dermed er det regelsæt, som alle i det danske sundhedsvæsen, skal følge.

Screen Shot 2016-05-14 at 09.02.05

Screen Shot 2016-05-14 at 09.02.20

Screen Shot 2016-05-14 at 09.02.27

Screen Shot 2016-05-14 at 09.02.44

Screen Shot 2016-05-14 at 09.02.58

Screen Shot 2016-05-14 at 09.03.10

Som det kan læses, gør SST meget ud af, at sikre en både grundig udredning og efterfølgende behandling, enten med eller uden medicin. SST har lavet et udemærket stykke arbejde med deres NKR, men desværre oplever vi at der går “kassetænkning” i den, ude i kommunerne, som derfor svigter børnene og ikke overholder de retningslinjer, som Staten har udstukket.

Staten svigter børnene ved blot at lade kommunerne “slippe afsted med dét”, uden at gribe ind.

Artiklen er baseret på et interview med Nina Tejs Jørring og er skrevet af journalist Caroline Bjerre-Bertelsen (Politiken), og jeg vil løbende kommentere og uddybe med data for det omtalte emne.

Hvem er det der bliver interviewet?

BLÅ BOG

Nina Tejs Jørring

Nina Tejs Jørring (f. 1961) er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatrien og arbejder som overlæge for Psykoterapeutisk Enhed på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden. Hun er desuden specialist ogsupervisor i psykoterapi.

Her begynder selve artiklen …

Systemet tvinger indirekte børnepsykiatere til at give børn medicin, selv om de havde bedre gavn af andre behandlingstilbud. Det er et kæmpe svigt, siger børne- og ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring.

»Vi børne- og ungdomspsykiatere får ikke lov til at gøre vores arbejde ordentligt. Vi får kun lige akkurat lov til at stille en diagnose, og så er det oftest op til den enkelte kommune at beslutte, hvilken behandling det pågældende barn skal have. I mange tilfælde vil børnene kunne behandles med f.eks. familieterapi, specialskole eller pædagogisk støtte, men det er der sjældent penge til at tilbyde. Pengekassen til medicin slipper derimod aldrig op, så derfor ender vi med at medicinere langt flere børn, end vi egentlig havde behøvet. Det er et kæmpe svigt«.

Sådan lyder opråbet fra børne- og ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring, der blogger på nyhedsmediet DenOffentlige.dk om de problemer, hun ser i børne- og ungdomspsykiatrien. Et af de helt store problemer er, at børnene ikke får den behandling, de har brug for.

Procentvis fordeling for ADHD behandling for børn (ADDspeaker, 2016)

»Hvis man som almindelig læge tager imod et barn med en brækket arm, vurderer man, om armen skal opereres, eller om den skal i gips, og man ved, at éns anbefaling bliver fulgt. I børne- og ungepsykiatrien har jeg overhovedet ingen magt over, hvad der sker med barnet, efter jeg har stillet diagnosen. Det er enormt frustrerende, at vi ikke får lov til at bruge vores ekspertise til at sørge for, at barnet får den behandling, vi ved er den bedste«.

Hvem har ansvaret for det?

»Politikerne har skabt et system, hvor ingen har et økonomisk incitament til at give børn og unge den rigtige behandling. I hospitalsvæsenet måles vi ikke på, om vi giver behandling – kun på, hvor hurtigt vi kan stille diagnoser. Men først og fremmest har kommunalreformen placeret de behandlingsopgaver, der før lå i amterne, helt i ude i kommunerne, som ofte er så små og pressede, at de ikke har råd til at give børnene den behandling, de har brug, f.eks. psykoterapi og hjælpeklasser. Samtidig har politikerne indrettet et refusionssystem, der betyder, at staten finansierer medicinudgifterne, mens anden form for behandling skal klares af kommunernes egen kasse. Derfor sker der ofte ikke noget, når vi sender børnene videre til kommunerne med anbefaling om behandlingstilbud«.

Medicinudgifter til ADHD behandling

Hvilke konsekvenser har det?

»Samfundsmæssigt har det den konsekvens, at børn, der kunne blive en samfundsressource, der fik en uddannelse, et job og betalte skat, risikerer aldrig at blive en del af samfundet, men ender på permanent offentlig forsørgelse. De kommer på den måde til at ligge samfundet økonomisk til last. De menneskelige omkostninger er også enorme – man bliver mindre selvstændig, har mindre selvtillid, færre venner, færre partnerskaber og oplever ikke glæden ved at deltage i samfundet«.

Socioøkonomiske forhold ADHD

Medicinen er det sikre valg

I en ny international undersøgelse topper danske børn listen over, hvem der får mest medicin mod depressioner, og på 7 år er antallet af danske børn og unge, der får udskrevet antidepressiv medicin, steget med 60 procent. Forskere har indtil videre haft svært ved at give en forklaring på udviklingen, men måske findes forklaringen i, at systemet er indrettet, som det er. Ifølge Nina Tejs Jørring tvinger systemet nemlig indirekte børne- og ungdomspsykiaterne til at give børn medicin.

ADDspeaker: Den naturlige forklaring på at vi ser en stigning i antal børn der får antidepressiva (og angstmedicin) er at 80% af alle med ADHD har mindst en komorbid lidelse, udover ADHD, og hele 60% har ADHD + 2 komorbude lidelser. De hyppigste er  ODD, depression og angst.
Prævalens for komorbide lidelser ved ADHD
IMG_0031

(ADDspeaker 2016)

ADDspeaker: Efter at have talt med Nina Tejs Jørring, er jeg blevet opmærmksom på, at det er den generelle brug af antidepressiva til børn, der er hendes bekymring, hvilket jeg lige vil undersøge og se på udviklingen af.

Her kan du se resultatet af det samlede medicinforbrug af psykofarmaka fra 1999 og frem til i dag:

Udvikling i medicinering af børn med psykofarmaka

»Som børnepsykiatere sidder vi tit med et barn, der har det rigtig skidt, og som har brug for hjælp her og nu. Vi ved, at hvis vi sender barnet videre til kommunerne med en diagnose, er det ikke sikkert, at der bliver fulgt op og gjort noget ved det. Og selv må vi ikke bruge tid på at yde psykoterapi. Til gengæld ved vi, at hvis vi udskriver en recept på noget medicin, vil der med ret stor sikkerhed ske en lille forandring for barnet. Medicinering er altså det sikre og nemme valg, selv om det ofte slet ikke er den eneste eller den bedste løsning«.

ADDspeaker: Internationalt set, er der videnskabelig konsensus for at kombineret medicinsk behandling og psykosocial terapi (famillie -og adfærdstræning) er det eneste der giver resultater, på lang sigt. ADHD er en fysisk betinget, psykisk lidelse som grundet en udviklingsforstyrrelse i hjernen, gør at personer med ADHD ikke producerer nok af stofferne Dopamin og Melatonin, som derfor skal tilføres udefra via medicin, præcis som insulin ved diabetes.

Kan du give et eksempel?

»For nylig havde vi et barn på 7 år, der blev indlagt på vores døgnafsnit og fik en diagnose. Så sendte vi barnet videre til kommunen med en anbefaling om, at barnet skulle sættes i en specialklasse. Men kommunen gjorde ikke noget, for det var der ikke penge til, og vi gav ikke familien nogen familieterapi eller anden hjælp til at forstå, hvordan man skal leve med et barn med en sådan diagnose. Et halvt år efter kom barnet ind til os igen og havde fået det meget værre: Det var begyndt at skære i sig selv, ville ikke leve, ville ikke gå i skole og slog hele tiden hovedet ind i væggen. Det var så slemt, at vi valgte at give barnet antidepressiva. Hvis vores anbefaling om, at barnet skulle i specialklasse, var blevet fulgt, og vi havde støttet familien bedre, var situationen ikke eskaleret, og barnet havde formentlig ikke behøvet at få medicin«.

ADDspeaker: Desværre ser vi dette hos mange børn med ubehandlet ADHD. Grundet deres ubehandlede ADHD symptomer, samt alle symptomerne fra deres komorbide lidelser, der ligeledes er ubehandlede, kan barnet udvikle OCD-lignende adfærd, spiseforstyrrelse, oppositionel adfærdsforstyrrelse, cutting og i værste tilfælde – selvmord.

Men hvis medicinen hjælper, hvorfor er det så et problem?

»For det første er der mange fysiske bivirkninger ved medicinen. Den kan give voldsom overvægt, blodpropper i hjertet, forhøjet blodtryk, sukkersyge osv., og vi ved, at man statistisk set dør tidligere, når man tager medicin mod en psykisk lidelse. Rent fysisk har medicinen altså konsekvenser. For det andet har det nogle psykologiske konsekvenser. Når vi medicinerer børn, tager vi handlekraften fra både børn og forældre. Vi risikerer at skabe en kultur, hvor man medicinerer sig ud af problemerne frem for at hjælpe folk til selv at kunne håndtere udfordringerne«.

ADDspeaker: Det er så her at min enighed med Nina ophører, da bivirkningerne ved ADHD medicinen netop er blevet grundigt undersøgt af Lægemiddelstyrelsen i januar 2016 som har konkluderet at; “Langt de fleste formodede kardiovaskulære bivirkninger, der er indberettet i relation til brug af ADHD-medicin og beskrevet ovenfor, er kendte bivirkninger beskrevet i produktresumeerne. De fleste patienter er kommet sig efter bivirkningen, og medicinen er blevet seponeret i de fleste tilfælde. Lægemiddelstyrelse vil forsat monitorere indberetninger om kardiovaskulære bivirkninger og andre formodede ved ADHD-medicin.”.

Ydermere er der blot tale om 849 indberettede sager ud af de mere end 280.000 personer der har brugt ADHD medicin siden ca. år 2000, hvilket for mig viser, at ADHD medicin er velkendt og sikkert, både på kort og lang sigt.

I USA har man brugt ADHD medicin i 58 år og har dokumenteret alt om virkningen, bivirkninger og effekten af medicinsk behandling. Ifølge evidens har 80-90% af personer med ADHD, en positiv effekt af medicinen, og af de resterende har yderligere 86% god effekt af en en variant kaldet “Dexamfetamin”, som er det mest anvendte middel mod ADHD, i USA, hvorimod vi i Danmark har valgt at bruge Metylfenidat (Ritalin og lign.) som førstevalg og Atomoxetin (Strattera) som andet valg. De senere år har man dog fået øjnene op for en tredie variant, Lisdexamfetamin (Elvanse) som vinder stort indpas da det virker i op imod 13 timer, på en enkelt dosis og dermed passer til et barns “hverdagsbehov”.

De fysiske konsekvenser af ADHD medicin er hverken værre eller bedre, end alt andet medicin, når vi ser på langsigtede konsekvenser af brugen. Derimod har den danske forsker, Søren Dalsgaard, PhD, lavet en lang række videnskabelige undersøgelser der bl.a. viser at børn med ADHD der er medicineret, har 43% mindre risiko for ulykker, set i forhold til børn med ADHD, der ikke er medcicineret. Han har derudover kunnet på vise at der er en generel overdødelighed på 50% hos personer med ADHD, set i forhold til befolkningen bredt set.

Årsagen er, ifølge internationale forskere, at denne overdødelighed overvældende stammer fra de sociale livsvilkår (depression, angst, misbrug, livsstilssygdomme m.v.) der tilsammen gør at der er 3x højere risiko for at dø, inden man fylder 45 år, samt at middellevealderen er 10-12 år kortere for personer med ADHD, end befolkningen bredt set, og derfor intet har med om man bruger ADHD medicin i behandlingen, hvorimod det modsatte er tilfældet, hvis man ikke anvender ADHD medicin, i behanlingen!

Er du ligefrem imod medicin?

»Nej, det er jeg på ingen måde. Medicin er en god ting, der hjælper rigtig mange mennesker. Men når vi snakker om børn, der kan få det bedre med et andet behandlingstilbud, mener jeg, at det er helt forrykt at medicinere frem for først at prøve andre løsninger, som vi af erfaring ved kunne virke lige så godt«.

ADDspeaker: Jeg har for nyligt haft den tilsvarende debat med direktøren for ADHD-foreningen, Camilla Louise Lydiksen, der i et DR P1 debat-program, udtalte sig med stort set samme formulering. Problemet er bare, at der ingen empirisk evidens er for “at det skulle virke lige så godt” og som jeg har skrevet tidligere, så har vi empirisk evidens for at medicinen virker i 80-90% af tilfældende, hvilket ikke er tilfældet ved andre metoder for behandling. Derfor er dette udsagn udokumenteret, rent videnskabeligt, og mere udtryk for ønsketænkning, end reelle fakta, desværre.

Hvordan kan problemet løses?

»I dag betales medicin af staten, og den kasse er utømmelig. Tænk, hvis man havde en tilsvarende kasse – eller at det var den samme kasse – der betalte for behandlingsskolerne og specialtilbuddene. Hvis vi børnepsykiatere havde mulighed for både at skrive recept på medicin og på anden behandling. Så ville forældrene kunne træffe et reelt valg om, hvilken type behandling deres børn skulle have, frem for at det som i dag er kommunernes økonomi, der afgør det«.

ADDspeaker: Jeg har foretaget nogle beregninger gående på netop dette emne, og har regnet mig frem til at det ville koster ca. 12 mia. kr. om året, at tilbyde gratis medicin og gratis terapi til alle 280.000 personer med ADHD i Danmark. Det lyder af mange penge, men det skal ses i lyset af at den model vi anvender i dag, om som ikke virker optimalt, koster samfundet omkring 50 mia. kr. om året, i sociale udgifter! Så der er store besparelse, rent økonomisk, og ikke mindst menneskeligt, ved at skifte fra “decentral kommunal styring af ADHD-området til en central statslig styring istedet, således at reformer kan implemeteres direkte i samfundet, frem for at skulle igennem budgetrunder hos enten regioner eller kommuner, for det har vi set resultatet af, allerede.

Man får det, man måler på

Selv om Nina Tejs Jørring er frustreret over kommunernes behandling – eller mangel på samme – er det ikke kommunerne, hun retter skytset mod. De står nemlig over for samme udfordring som børnepsykiatrien – den, Nina Tejs Jørring kalder »styringstyranniet«.

»Kommunerne forsøger bare at leve op til målsætningen om, at de skal inkludere 96 pct. af eleverne i 2020 – en målsætning, som heldigvis nu ser ud til at blive fjernet. Men skaden er sket. Målsætningen har betydet, at kommunerne ikke bare kan sende børn i specialskoler eller behandlingstilbud, men må forsøge at inkludere dem i en almindelig klasse, og derfor tøver de med at følge vores anbefalinger. Derudover har de hverken ressourcerne eller kompetencerne til at yde den rette psykoterapi. Det er en opgave, der bør ligge hos os. Men vi har skudt den over på kommunen, fordi vi er pressede. Så min kritik rettes højere op – mod vores politikere, der står i spidsen for styringstyranniet«.

ADDspeaker: Jeg har netop skrevet en længere artikel om dette emne, som du kan læse her: Derfor er INKLUSION en fiasko!

Hvad mener du med ’styringstyranni’?

»Man får det, man måler på, og man måler på det forkerte. I dag bliver vi i børne- og ungdomspsykiatrien næsten udelukkende målt på, hvor lang ventelisten er. Det betyder, at vi kun lige akkurat stiller en diagnose, før vi sender barnet videre til kommunerne. Vi får ganske enkelt ikke lov til at lave en ordentlig behandlingspakke, fordi vi så ihærdigt forsøger at leve op til styringstyranniets målsætninger. I stedet burde vi måles på, om forældrene er trygge og selv føler sig klædt på til at tage sig af deres barn, før de udskrives«.

Men er det ikke godt at have en målsætning om, at ventelisterne skal være kortere?

»Selvfølgelig ønsker vi kortere ventelister, Men det er ikke nok, hvis børnene og deres familier hverken får behandling hos os eller i kommunen«.

Men så ville ventelisten vel blive noget længere?

»Det er ikke sikkert. Vi ved intet, om hvor mange genhenvisninger vi får i disse år, men det er mange. Og vi ved slet ikke, hvor mange børn vi ville få henvist, hvis børn kunne få den behandling, de har brug for. Måske ville der komme færre henvisninger, hvis skolerne var anderledes indrettet, hvis vi gav mere familieterapi, og hvis kommunerne havde råd til at støtte familier bedre. Så hvis vi ønsker at give både hurtig og god behandling i børnepsykiatrien, kræver det ganske enkelt, at man prioriterer nogle ressourcer til området og giver os mulighed for både at yde og skrive recept på den behandling, barn og familie har brug for«.

ADDspeaker: Jeg kan bekræfte at data for dette område er af meget ringe kvalitet, og det er derfor helt umuligt at få et samlet overblik over hvor mange børn og unge, der rent faktisk behandles i Psykiatrien, for ADHD. Det tætteste jeg har kunne komme på et tal er, at 20% af alle ambulante besøg, handler om ADHD. Derudover har jeg kigget på de komorbide lidelser, såsom Bipolar lidelse, depression, angst og ikke mindst Adfærdsforstyrrelser (ODD) og tager jeg disse lidelser med i min beregning, ser det ud til at 75% af alle ambulante behandlinger i Psykiatrien (samlet set, offentlig og privat sektor) alle går på ADHD-relaterede problemstillinger.

Her slutter artiklen og jeg håber at du har fået belyst den glimrende artikel, med lidt ekstra viden.

Tak for din tid og opmærksomhed!

/ADDspeaker