Stort gennembrud i ADHD forskning

On 21. February 2018

I foråret 2017, publicerede forskere ved DTU Kemi et studie om enzymer forbundet til signalstoffet, Dopamin. Dopamin er hjernens belønningsstof og spiller en central rolle i behandlingen af ADHD, idet ADHD medicin primært går på at regulere hjernens dopaminniveau, for at mindske symptomerne på lidelsen.

Stort gennembrud i ADHD forskningen

Danske forskere har sammen med forskere fra Oxford University opklaret strukturen af det enzym, der omdanner signalstoffet dopamin til noradrenalin. Opdagelsen er et gennembrud og betyder bedre muligheder for at behandle lidelsen ADHD, samt skizofreni og forhøjet blodtryk.

Kort om ADHD

ADHD er en fysisk betinget, medfødt, genetisk og kronisk, psykisk lidelse, der medfører en udviklingsforstyrrelse i hjernen. Denne udviklingsforstyrrelse betyder at et barn med ADHD udvikler sig på en anden måde end vi normalt ser.

Det mest fremtrædende problem er at den del af hjernen der har ansvar for at styre impuls -og selvkontrol, emotionel selvkontrol og emotionel selvregulering, samt det motoriske system, alle udvikler sig askynkront, i forskellige tempi og på en anden vis, end vi ser hos børn uden ADHD.

ADHD er mest kendt for at være en opmærksomhedsforstyrrelse, med hyperaktivitet og impulsivitet, og det har derfor skabt et billede af ADHD i samfundet, som værende en Adfærdsforstyrrelse, altså noget som barnet selv burde være herre over (deres opførsel), samt at det måtte hænge sammen med “dårlig opdragelse” fra forældrenes side.

Dette er dog et meget ukorrekt og stærkt stigmatiserende billede af denne komplicerede neuropsykiatriske lidelse, og det har været bevist i videnskabens verden, i mere end 20 år, at ADHD er en lidelse der skyldes en kombination af forsinket udvikling, rent fysisk i hjernen, samt i produktionen af signalstoffet, Dopamin.

Der er altså tale om en fysisk lidelse, der medføre nogle svære psykologiske og adfærdsmæssige problemer, som udefra set, oftest tolkes som værende en “aparte, aggressiv og intrusiv adfærd”, og derfor er ADHD med til at gøre børn med ADHD til upopulære børn, uden nære venner og med en ofte destruktiv adfærd, som andre børn (og voksne) holder sig på afstand af. Vi ved at børn med ubehandlet ADHD, ingen nære venner har, når de når 3. klassetrin, for over 90%’s vedkommende. Årsagen skal findes i neurokenmiske processer i barnets hjerne, samt i den forsinkede fysiske udvikling af selve hjernen.

Træk 30% fra barnets fysisk alder

Før i tiden troede man at barnets symptomer på hyperaktivtet og impulsivitet skyldtes opdragelse, ernæring og for lidt motion og for meget computer, men det ved vi i dag, er helt forkert. Symptomet på hyperaktivitet stammer fra den asynkrone udvikling af den fysiske dele af hjernen, som ADHD medfører, og gør at det motoriske system bliver udviklet FØR det system der skal håndtere at omsætte tanker, følelser og adfærd generelt, til reel fysisk aktivitet.

Man kan populært sige at barnets motoriske system står og tripper på målstregen, parat til at styrte afsted når startpistolen lyder, men da manden med startpistolen er forsinket, så ender det med at impuls -og selvkontrol ikke længere er i stand til at holde det motoriske system tilbage, og barnet styrter afsted, uden nogen overordnet koordinerende styring. Udefra opleves dette som fysisk hyperaktivtet, uafbrudte talestrømme og lav tolerancetærskel for forstyrrelser, krav og følelser.

Erfaring fra klinisk behnadling af børn med ADHD, har vist at man kan trække 30% fra et barn med medicinsk ubehandlet ADHD’s fysiske alder, lad os sige fysisk 10 år, for dermed at kunne finde barnets reelle “modenhedsalder” på disse systemer. Så 10 år minus 30% = 7 år. Det betyder at man ikke kan forvente at et barn med medicinsk ubehandlet ADHD, på fysisk 10 år, kan præstere på lige niveau med andre børn på 10 år, men er nærmere det niveau som man ville kunne forvente af et barn på fysisk 7 år, uden ADHD.

Dette faktum er desværre en meget overset viden her i Danmark, hvor man fortsat holder stædig fast i, at der er tale om adfærd og adfærd skal korrigeres med pædagogiske værktøjer. Men det er en graverende fejl i forståelsen af ADHD, fordi selve lidelsen skyldes en manglende fysisk udvikling i hjernen, koblet sammen med en dysregulering af Dopamin i barnets hjerne, der tilsammen giver symptomerne på ADHD. Der er altså tale om et fysisk betinget, neurokemisk og neurologisk problem, ikke en adfærd som barnet kan lære at ændre via pædagogik.

ADHD medicin er som Insulin til Diabetes

Derfor er det i dag et accepteret faktum, at børn med ADHD skal modtage medicin, gerne helt ned til 4 års alderen, således at medicinen kan bistå hjernens forsinkede udvikling og skabe bedre betingelser for at hjernen kan “selvkorrigere” de forsinket udviklede systemer, ved at regulere adfærden via Dopamin.

Kort sagt kan man sige at: “ADHD er hjernens diabetes. Ligesom Diabetes kræver sin insulin, udefra, så kræver ADHD også sin Dopamin, udefra”.

Desværre er der i Danmark især, opstået en misforståelse af ADHD som lidelse, samt af ADHD medicin som behandling. Dette skyldes at de fleste former for ADHD medicin, indeholder stoffet Amfetamin, som folk generelt kæder sammen med narkomisbrug, og dermed bliver chokeret over at “man vil give et lille barn – Narko!”. Dette har medført en offentlig modstand i befolkningen, som forstærkes af at pædagogerne mener at der er tale om adfærd der kan behandles via pædagogik, samt at psyokologer mener at terapi kan gøre det samme. Men de tager fejl.

ADHD er en fysisk betinget, genetisk, medfødt og kronisk, psykisk lidelse, en udviklingsforstyrrelse, hvor adfærd er et symptom af en ubalance i hjernes neurokemiske balance, forårsaget er en forsinket fysisk udvikling af selve hjernen.

Derfor er det et absolut must at man forstår at Amfetamin i medicin til børn med ADHD, udelukkende virker ved at øge produktionen af Dopamin, som er det der gør at symptomerne fortager sig, idet Dopaminen går ind og regulerer på de systemer der er forsinkert udviklet, og dermed ændres barnets adfærd, markant. Når medicinen så har sin virkning, kortvarigt mellem 4-12 timer, så skabes der nye neuroner der gør at hjernen laver en lang række midlertidige forbindelser mellem de dele af hjernen der normalt ikke er forbundet, kva den manglende synkrone fysisk udvikling, og disse midlertidige forbindelser, er det der giver det markante fald i barnets symptomer. Som et kuriosum kan yderligere meddelses, at Amfetamin ikke har nogen euforiserende virkning i en hjerne med ADHD, da vores naturlige Dopamin niveau er så lavt, at den øgede produktion ikke overstiger “normalniveauet” som er det der kræves for at man får en euforiserende virkning.

Medicinen kan “helbrede” på sigt

Man ved også at jo tidligere og jo længere, et barn modtager ADHD medicin, jo større er sandsynligheden for at disse midlertidige forbindelse bliver omdannet til permanente forbindelser i barnets hjerne, grundet hjernens såkaldte plasticitet. Hjernens plasticitet falder med alderen og det er derfor at man anbefaler at børn med ADHD allerede kommer i medicinsk behandling fra 4 års alderen, for at give de bedste muligheder for at barnet udvikler permanente forbindelser, som senere i livet måske kan medvirke at medicinering ikke længere er påkrævet.

I dag anbefales det at børn med ADHD får medicin først, og når det er stabiliseret, så er barnet klar til at lære den nye ønskede adfærd, via pædagogik og terapi, fordi barnet nu er i stand til at reguelerer deres fysiske adfærd, stoppe, tænke og så handle, fremfor som vi ser det hos børn med medicinsk ubehandlet ADHD blot, føle og handle, uden omtanke for konsekvens eller kontekst.

Ny forskning er et stort gennembrud for ADHD

Lektor Hans E. M. Christensen, DTU Kemi, har sammen med sit team fra DTU og Oxford, nu fundet en væsentlig nøgle i vores forståelse af hvordan enzymer spiller en vigtig rolle i forbindelse mned kroppens regulering af Dopamin. De to forskergrupper er nu nået i mål.

»Det her er et gennembrud, og vi er meget begejstrede for at kunne publicere strukturen af dette enzym. Det kan få en enorm betydning for mulighederne for at kunne behandle en lang række sygdomme,« siger lektor Hans E. M. Christensen fra DTU Kemi.

»Vi har for eksempel kendskab til, at der foregår lægemiddeludvikling til behandling af for højt blodtryk, hjertefejl, kokainafhængighed og posttraumatisk stress, hvor denne nye viden vil kunne bidrage væsentligt, fordi enzymet er centralt for sygdommen. Måske skal man nu ind og forstå på ny, hvordan de pågældende lægemidler bedst udvikles,« siger Hans E. M. Christensen.

Dopamin og noradrenalin er signalstoffer i hjernen, og en ubalance mellem dem har stor betydning for udviklingen af sygdommene, fordi de er med til at regulere vigtige processer og tilstande i kroppen som blodtryk, hukommelse og humør.

Den nye forskning betyder at man i fremtiden vil kunne udvikle medicin til ADHD, hvor man er i stand til at finjustere medicinens indflydelse på hjernens systemer, ved at gå målrettet efter at regulere netop den specifikke del af hjernen, der giver et specifikt symptom på ADHD. Det betyder at man i fremtiden vil kunne lave mere effektiv medicin til ADHD behandling, der samtidigt er langt mindre som at “skyde med spredhagl” og dermed kan man begrænse de bivirkninger som vi i dag ser ved brug af ADHD medicin. Disse bivirkninger som vi ser i dag, er hverken alvorlige på kort eller lang sigt, trods den brede medieskabte forståelse, men derimod yderst generende for personen der er i behandling, typisk i form af manglende appetit, samt problemer med at falde i søvn.

Fagre nye verden

En anden og meget væsentlig ting, som denne forskning medfører er, at forskere nu kan “følge dopaminen rundt i hjernen” og afkode hvilke systemer og hvilke dele af hjernen som bliver påvirket af dopamin, og denne viden kan man så bruge til at afkode via gener der er involveret i at man udvikler ADHD. ADHD er den lidelse, af alle, der har den højeste genetiske nedarvelighed, over 80% fra forælder til barn, og derfor er det et meget stort gennembrud, det som det nye danske studie har bevist, da man på sigt vil kunne få afkodet alle de gener som indeholder de kopifejl af generne i barnets DNA, og via genterapi, allerede i fosterstadiet, udskifte de fejlbehæftede gener med nye, således at barnet ikke vil blive født med ADHD og ej heller have det i sit DNA, hvilket betyder at deres børn ikke har nær så høj risiko for at få gener med ADHD i. På sigt vil man kunne optimere denne behandling således at ADHD bliver til en lidelse som hører fortiden til, til glæde for mange forældre og børn, i fremtiden.

Mere information om dette studie kan du finde her:

The crystal structure of human dopamine β-hydroxylase at 2.9 Å resolution

Artiklen er publiceret i tidsskriftet Science Advances, der er et forholdsvis nyt tidsskrift i familie med det anerkendte tidsskrift Science. Du kan læse selve studiet her: http://advances.sciencemag.org/content/2/4/e1500980

Du kan også se en video med forklaringer her:

/ADDspeaker

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.