ADHD: I 2021 gik 80 forskere fra 27 lande og 6 kontinenter sammen og forfattede det største og mest omfattende bevismateriale om ADHD. Her får du deres anbefalinger, på dansk!
ADHD: I 2021 gik 80 forskere fra 27 lande og 6 kontinenter sammen og forfattede det største og mest omfattende bevismateriale om ADHD. Her får du deres anbefalinger, på dansk!
Materialet jeg har brugt til denne artikel stammer fra den originale og frit tilgængelige engelske version som du kan finde på PubMed. Jeg har brugt en semi-automatisk oversætter til at oversætte de 208 enkelte “beviser”, så bær over med evt. sproglige forviklinger, jeg har forsøgt at gøre mit bedste.
20 af de 208 anbefalinger stammer fra danske forskere/registre i øvrigt:
39. En landsdækkende undersøgelse, der anvendte de danske nationale registre, så på 913.000 børn født mellem 1997 og 2011. Prænatal eksponering for det antiepileptiske lægemiddel valproat var forbundet med en 50 % større risiko for ADHD. Der blev ikke fundet nogen sammenhænge for andre antiepileptika (Christensen et al., 2019).
52. To metaanalyser, en med syv undersøgelser med over 28.000 deltagere og en anden med tre undersøgelser og over 1,4 millioner deltagere, viste, at børn af overvægtige mødre havde ca. 60 % større risiko for at udvikle ADHD (Jenabi et al., 2019; Sanchez et al., 2018). En undersøgelse af over 80.000 mor-barn-par, der deltog i den danske nationale fødselskohorte, rapporterede en næsten 50 % forhøjet risiko for ADHD hos børn af overvægtige mødre og en fordoblet risiko hos børn af svært overvægtige mødre (Andersen et al., 2018).
54. En landsdækkende kohorteundersøgelse, der anvendte danske nationale registre, undersøgte over en million fødsler og sammenlignede afkom af mødre med en enkelt tidligere abort og mødre med mere end en tidligere abort med mødre uden aborthistorik. Undersøgelsen viste, at efter justering for en lang række mulige forstyrrende faktorer, som viste sig at have ringe effekt, var der 9 % større sandsynlighed for, at børn af mødre med en enkelt tidligere abort udviklede ADHD end børn af mødre uden nogen abort. Børn af mødre med to eller flere tidligere aborter havde 22 % større sandsynlighed for at blive diagnosticeret med ADHD. Denne opadgående eksponerings-respons-tendens var statistisk signifikant (Wang et al., 2020).
56. En landsdækkende befolkningsbaseret kohorteundersøgelse, der anvendte danske registre, sammenlignede over 29.000 børn født af kvinder, der mistede en nær slægtning under graviditeten, med en million andre børn i samme kohorte og fandt, at drenge født af disse kvinder havde dobbelt så stor sandsynlighed for at have ADHD (Li et al., 2010).
59. En dansk national register longitudinal kohorteundersøgelse af en million mennesker fandt, at Rutters indikatorer for modgang var forudsigende for ADHD. Pleje uden for hjemmet var stærkt prædiktiv; lav social klasse, faderens kriminalitet, moderens psykiske lidelse og alvorlig ægteskabelig uenighed var moderat prædiktive. Stor familiestørrelse havde ingen effekt (Ostergaard et al., 2016).
60. En landsdækkende befolkningsundersøgelse, der anvendte danske nationale registre, så på over 630.000 unge og fandt dosis-respons-sammenhænge mellem lavere uddannelsesniveau hos forældrene, arbejdsløshed hos forældrene og relativ fattigdom hos forældrene og højere risiko for ADHD hos afkommet. Kombinationer af sociale ulemper havde kumulative risici. For eksempel var forældrenes relative indkomstfattigdom plus afslutning af højst den obligatoriske uddannelse plus arbejdsløshed forbundet med en ca. 5 % højere risiko for ADHD hos deres afkom (Keilow et al., 2020).
80. En svensk national registerundersøgelse af over 1,5 millioner mennesker viste, at personer med astma havde 45 % større sandsynlighed for at have ADHD, selv efter justering for relevante variabler (Cortese et al., 2018b). En kohorteundersøgelse af næsten en million fødsler ved hjælp af de danske nationale registre viste, at børn født af astmatiske mødre havde 40 % større sandsynlighed for at udvikle ADHD (Liu et al., 2019b).
91. En befolkningsbaseret kohortestudie af over 900.000 danske børn viste, at epilepsi var forbundet med en 2,7 gange øget risiko for ADHD (Bertelsen et al., 2016). En anden befolkningsbaseret kohorteundersøgelse af over 12.000 taiwanesere rapporterede, at epilepsi var forbundet med en 2,5 gange øget risiko for ADHD. Omvendt viste en knyttet kohortestudie af over 18 000 taiwanesere, at ADHD var forbundet med en firedobbelt stigning i epilepsi (Chou et al., 2013).
94. En dansk national registerkohorteundersøgelse af 1,1 millioner mennesker fandt, at hospitalsindlæggelse for alvorlige infektioner var forbundet med en efterfølgende fordobling af ADHD-diagnosen. Blandt dem, der blev behandlet med antiinfektionsmidler, blev risikoen for efterfølgende diagnose med ADHD halveret (Kohler-Forsberg et al., 2019).
95. En dansk national registerundersøgelse af næsten en million mennesker viste, at børn med autoimmune sygdomme havde 24 % større risiko for at udvikle ADHD. Mødrenes autoimmune sygdom var forbundet med en 12 % større sandsynlighed for ADHD hos deres afkom. Fædrene autoimmun sygdom var ikke forbundet med nogen signifikant effekt (Nielsen et al., 2017).
114. En dansk undersøgelse af næsten to millioner mennesker har vist, at ADHD er forbundet med en lille risiko for tidlig død, hovedsagelig på grund af ulykker. Når ADHD var ledsaget af andre psykiatriske lidelser og stofmisbrugsforstyrrelser, steg risikoen for tidlig død (Dalsgaard et al., 2015b).
120. En undersøgelse af den danske befolkning ved hjælp af landsdækkende registre viste, at sammenlignet med andre unge var der mere end dobbelt så stor sandsynlighed for at blive dømt for kriminelle handlinger og tre gange så stor sandsynlighed for at blive fængslet hos dem, der var diagnosticeret med ADHD, sammenlignet med andre unge. Efter justering for andre risikofaktorer var der 60 % større sandsynlighed for, at de med ADHD var blevet dømt for en forbrydelse, og 70 % større sandsynlighed for at have været fængslet (Mohr-Jensen et al., 2019).
124. I en undersøgelse, der anvendte de danske nationale registre, blev der set på voldsforbrydelser mod unge i alderen 7-18 år blandt i alt 678.000 personer. Børn med ADHD var 2,7 gange mere tilbøjelige til at blive ofre for voldsforbrydelser end deres jævnaldrende med typisk udvikling, efter justering for forvirrende risikofaktorer (Christoffersen, 2019).
136. Ved hjælp af danske registre viste en landsdækkende befolkningsundersøgelse af over 675 000 unge mellem 7 og 18 år, at unge med ADHD havde 3,7 gange så stor sandsynlighed for at blive anmeldt som ofre for seksuelle forbrydelser som normalt udviklende kontrolpersoner. Efter justering for kovariater som f.eks. vold fra forældrene, forældrenes indlagte psykiske sygdom, forældrenes selvmordsadfærd eller alkoholmisbrug, forældrenes langtidsledighed, familiens adskillelse og barn i offentlig forsorg uden for familien, var det stadig næsten dobbelt så sandsynligt, at unge med ADHD blev rapporteret som ofre for seksuelle forbrydelser (Christoffersen, 2020).
144. Ved hjælp af de danske nationale registre blev over 5 000 voksne med en ADHD-diagnose i voksenalderen, som ikke havde fået en diagnose i barndommen, identificeret. Ved at udelukke tilfælde med manglende data, andre psykiatriske diagnoser og tilfælde uden en søskende af samme køn uden diagnosticerede psykiatriske diagnoser blev der dannet en endelig kohorte bestående af 460 søskendepar. I gennemsnit havde voksne med ADHD en årlig økonomisk byrde på lidt over 20.000 euro sammenlignet med deres normalt udviklende søskende (Daley et al., 2019).
146. En landsdækkende befolkningsundersøgelse af over 83 000 personer med ADHD og 334 446 kontroller uden ADHD, der var matchet efter alder og køn, anvendte danske nationale registre til at beregne de socioøkonomiske nettoomkostninger ved ADHD. I forhold til kontrollerne og ved at summere de direkte netto-sundhedsomkostninger og nettotab som følge af lavere indkomst og beskæftigelse blev de årlige gennemsnitlige omkostninger pr. person med ADHD på lidt over 16 000 EUR. Hvis man medregner yderligere sociale overførsler, steg det samlede beløb til lidt over 23 000 EUR. For partnere til personer med ADHD var de yderligere årlige gennemsnitlige omkostninger pr. person næsten 5 500 EUR. Med yderligere sociale overførsler steg de samlede omkostninger til 8 000 EUR (Jennum et al., 2020).
159. En svensk national registerundersøgelse af over 61.000 unge med ADHD viste, at deres testresultater var højere i perioder, hvor de tog medicin, sammenlignet med perioder uden medicinering (Lu et al., 2017). 159. En dansk undersøgelse af over en halv million børn (over 6.400 med ADHD) viste, at ophør af ADHD-medicinering var forbundet med et lille, men signifikant fald i karaktergennemsnit (Keilow et al., 2018). En metaanalyse af ni RCT’er omfattende 1.463 patienter fandt, at ophør af medicinering førte til en forværring af livskvaliteten for børn og unge, men ikke for voksne. (Tsujii et al., 2020)
160. En svensk kohortestudie af over 25.000 ADHD-patienter fandt en tredjedel reduktion i kriminalitet blandt mænd, der modtog ADHD-medicin, og en reduktion på 40 % for kvinder (Lichtenstein et al., 2012). En dansk national registerundersøgelse af over 4 200 personer med ADHD i barndommen viste, at kriminalitetsraten i voksenalderen var 30-40 % lavere i perioder med ADHD-medicinering (Mohr-Jensen et al., 2019).
161. En dansk kohorteundersøgelse af over 700.000 personer, herunder 4.557 med ADHD, fandt, at blandt teenagere med ADHD var stimulerende behandling forbundet med et fald i antallet af skader (30 % for 10-årige og 40 % for 12-årige) (Dalsgaard et al., 2015a).
181. En undersøgelse, der anvendte danske nationale registre, fulgte over 700.000 personer i en gennemsnitlig periode på næsten et årti. Ved at se på 8.300 personer med ADHD havde brugere af stimulanser mere end dobbelt så mange kardiovaskulære hændelser (primært hypertension) som ikke-brugere. Disse hændelser var sjældne (Dalsgaard et al., 2014).
151. En metaanalyse af 19 parallelle gruppeforsøg med over 1 600 deltagere fandt, at methylphenidat gav moderate til store forbedringer i lærervurderede ADHD-symptomer, lærervurderet adfærd og forældrevurderet livskvalitet. Der var ingen tegn på alvorlige bivirkninger og kun en let forhøjet risiko for ikke-gravide bivirkninger (Storebø et al., 2015).
199. En metaanalyse fandt, at træning af sociale færdigheder for unge med ADHD ikke forbedrede lærervurderede sociale færdigheder (11 undersøgelser, over 1.200 unge), generel adfærd (8 undersøgelser, over 1.000 unge) eller skolepræstationer og karakterer (5 undersøgelser, over 600 unge) (Storebø et al., 2019).
Faraone, S. V., Banaschewski, T., Coghill, D., Zheng, Y., Biederman, J., Bellgrove, M. A., Newcorn, J. H., Gignac, M., Al Saud, N. M., Manor, I., Rohde, L. A., Yang, L., Cortese, S., Almagor, D., Stein, M. A., Albatti, T. H., Aljoudi, H. F., Alqahtani, M. M. J., Asherson, P., Atwoli, L., … Wang, Y. (2021). The World Federation of ADHD International Consensus Statement: 208 Evidence-based conclusions about the disorder. Neuroscience and biobehavioral reviews, 128, 789–818. https://doi.org/10.1016/j.neubiorev.2021.01.022
For næsten to årtier siden offentliggjorde et internationalt hold af forskere den første internationale konsensusudtalelse om ADHD (attention-deficit hyperactivity disorder) (Barkley, 2002). De forsøgte at præsentere den rigdom af videnskabelige data, der vidnede om gyldigheden af ADHD som en psykisk lidelse, og at korrigere misforståelser om lidelsen, der stigmatiserede de berørte personer, reducerede sundhedsudbydernes troværdighed og forhindrede eller forsinkede behandlingen af personer, der var udfordret af lidelsen (DosReis et al., 2010; Horton-Salway, 2013; McLeod et al., 2007; Mueller et al., 2012).
Dette dokument opdaterer den internationale konsensuserklæring ved at katalogisere vigtige videnskabelige opdagelser fra de sidste 20 år. Vi har ikke til hensigt at præsentere et leksikon om ADHD eller retningslinjer for diagnose og behandling. Sidstnævnte kan findes i de citerede referencer. Vores mål er at give aktuelle og præcise oplysninger om ADHD, der er støttet af en betydelig og stringent evidens.
Vi identificerede evidensbaserede udsagn om ADHD ved hjælp af ekspertundersøgelser af offentliggjorte metaanalyser af høj kvalitet og meget store undersøgelser. Ekspertundersøgelsen blev foretaget af en projektstyringskomité (Supplerende tabel 1), som omfattede repræsentanter fra følgende faggrupper, der beskæftiger sig med forskning i og klinisk behandling af ADHD: World Federation of ADHD, EUropean NETwork for Hyperkinetic DIsorderS (Eunethydis), American Professional Society of ADHD and Related Disorders, Canadian ADHD Resource Alliance, Asian Federation of ADHD, Latin American League of ADHD, Australian ADHD Professionals Association, Israeli Society of ADHD, Saudi ADHD Society, sektionen for neuroudviklingsforstyrrelser gennem hele livet i Den Europæiske Psykiatriske Sammenslutning, ADHD-retningsgruppen i Sammenslutningen af Videnskabelige Selskaber for Medicinsk Videnskab i Tyskland, ADHD-netværket i European College of Neuropsychopharmacology, det kinesiske selskab for børne- og ungdomspsykiatri og ADHD-sektionen i World Psychiatric Association.
For store kohortestudier søgte vi i PubMed med disse søgekriterier: ADHD [tiab] AND (nationwide [tiab] OR national [tiab] OR national [tiab] OR register [tiab] OR registry [tiab]) NOT review [Publication Type] NOT meta-analysis [Publication Type]. For metaanalyser søgte vi i PubMed med disse søgekriterier: ADHD [All Fields] AND (meta-analysis [Title] OR meta-analysis [Title] OR meta-analytic [Title] OR systematic review [Title]). Vi ekskluderede metaanalyser, der ikke vurderede publikationsbias, undtagen metaanalyser af prævalens. For netværksmetaanalyser krævede vi, at der blev præsenteret sammenligningsjusterede funnel plots. For behandlingsundersøgelser udelukkede vi resultater af metaanalyser, der omfattede sammenligninger af behandlinger med venteliste- eller behandling som sædvanlig kontrol.
Bortset fra udsagn om ADHD’s historie og diagnostiske kriterier krævede vi, at hvert evidensbaseret udsagn skulle understøttes af metaanalyser eller af store registerundersøgelser med mere end 2 000 deltagere. Vi krævede, at metaanalyser skulle rapportere data fra fem eller flere undersøgelser eller 2.000 eller flere deltagere.
Vi beskriver størrelsen af fund af effektstørrelse ved hjælp af standardkriterier som følger: standardiseret middelforskel: lille = 0,20, middel = 0,50, stor = 0,80; korrelationskoefficient: lille = 0,10, middel = 0,24, stor = 0,37 (Ellis, 2010; Rosenthal og Rosnow, 1984). “Moderat” bruges som synonym for “middel” og “stærk” for “stor”. En “lille” effekt er generelt vanskelig at observere hos et enkelt individ, men kan være meget vigtig for folkesundheden, hvis den vedrører en almindelig eksponering, der påvirker mange børn. En “middelstor” effekt forventes at være mærkbar for en omhyggelig observatør (Cohen, 1988). En “stor” effekt er generelt relevant for klinisk praksis på individniveau.
Hvis et emne ikke er medtaget i dette dokument, betyder det ikke, at emnet er uvæsentligt; det betyder snarere, at de fundne beviser ikke var tilstrækkelige til at kunne drage sikre konklusioner. Det kan skyldes, at der ikke var tilstrækkeligt mange undersøgelser af tilstrækkelig kvalitet, at der ikke blev gjort forsøg på at vurdere publikationsbias, eller at de foreliggende data ikke understøttede de fremsatte påstande. Efter at dokumentet var færdigt, opfordrede vi yderligere kolleger til at tilslutte sig som underskrivere for at tilkendegive deres støtte til dokumentet. I det følgende bruger vi udtrykket “evidensbaseret” til at henvise til evidens, der opfylder de inklusions-/eksklusionskriterier, som vi anvendte i vores litteratursøgning. Vi erkender, at der kan anvendes andre kriterier, f.eks. krav om fravær af alvorlig heterogenitet i metaanalyser eller øget antal forskningsdeltagere
Vores søgestrategi genererede 208 empirisk understøttede udsagn om ADHD. Se PRISMA-diagrammet i supplerende figur 1 for yderligere oplysninger. De 80 forfattere fra 27 lande og 6 kontinenter har godkendt de inkluderede udsagns status som empirisk understøttede (Supplerende figur 2). Den er blevet godkendt af 403 personer, som har læst dette dokument og er enige i dets indhold (Supplerende tabel 2). Tabel 1 opsummerer vores resultater sammen med de punkternumre, der understøtter hvert udsagn. En begrænsning i denne konsensuserklæring er, at vi ikke rapporterer om veletablerede forskningsresultater, for hvilke der ikke findes metaanalyser eller meget store undersøgelser. Fraværet af en sådan undersøgelse er ikke altid et tegn på, at der ikke er kendskab til en manglende effekt.
| Resultater | Bevis |
| Det syndrom, som vi i dag kalder ADHD, har været beskrevet i den medicinske litteratur siden 1775. | 1 – 13 |
| Når diagnosen ADHD er stillet af en autoriseret kliniker, er den veldefineret og gyldig i alle aldre, selv i tilfælde af tilstedeværelse af andre psykiatriske lidelser, hvilket er almindeligt. | 14–19 |
| ADHD er mere almindeligt hos mænd og forekommer hos 5,9 % af de unge og 2,5 % af de voksne. Det er blevet fundet i undersøgelser fra Europa, Skandinavien, Australien, Asien, Mellemøsten, Sydamerika og Nordamerika. | 20–25 |
| ADHD skyldes sjældent en enkelt genetisk eller miljømæssig risikofaktor, men de fleste tilfælde af ADHD skyldes de kombinerede virkninger af mange genetiske og miljømæssige risici, som hver især har en meget lille effekt. | 26–62 |
| Mennesker med ADHD viser ofte nedsat ydeevne på psykologiske test af hjernens funktion, men disse test kan ikke bruges til at diagnosticere ADHD. | 63–70 |
| Neuroimaging-undersøgelser finder små forskelle i hjernens struktur og funktion mellem personer med og uden ADHD. Disse forskelle kan ikke bruges til at diagnosticere ADHD. | 71–77 |
| Mennesker med ADHD har øget risiko for fedme, astma, allergier, diabetes mellitus, forhøjet blodtryk, søvnproblemer, psoriasis, epilepsi, seksuelt overførte infektioner, øjenfejl, immunforsvar og stofskiftesygdomme. | 78–100 |
| Mennesker med ADHD har en øget risiko for lav livskvalitet, stofmisbrugsforstyrrelser, ulykkestilfælde, utilstrækkelige uddannelsesresultater, arbejdsløshed, spillegæld, teenagegraviditet, vanskeligheder med at socialisere, kriminalitet, selvmord og for tidlig død. | 101–136 |
| Undersøgelser af den økonomiske byrde viser, at ADHD hvert år koster samfundet hundredvis af milliarder af dollars på verdensplan. | 137–147 |
| Myndigheder rundt om i verden har fastslået, at flere lægemidler er sikre og effektive til at reducere symptomerne på ADHD, som det fremgår af randomiserede, kontrollerede kliniske forsøg. | 148–157 |
| Behandling med ADHD-medicin reducerer ulykkestilfælde, traumatiske hjerneskader, stofmisbrug, cigaretrygning, dårlige uddannelsesresultater, knoglebrud, seksuelt overførte infektioner, depression, selvmord, kriminelle aktiviteter og teenagegraviditet. | 158–177 |
| De negative virkninger af medicin mod ADHD er typisk milde og kan afhjælpes ved at ændre dosis eller medicin. | 178–188 |
| Stimulerende medicin mod ADHD er mere effektiv end ikke-stimulerende medicin, men er også mere tilbøjelige til at blive omdirigeret, misbrugt og misbrugt. | 189–194 |
| Ikke-medicinske behandlinger af ADHD er mindre effektive end medicinske behandlinger af ADHD-symptomer, men er ofte nyttige til at afhjælpe problemer, der stadig er tilbage, efter at medicinen er blevet optimeret. | 195–208 |
Begrebet ADHD har en lang historie, der starter med kliniske rapporter fra europæiske lande. Den kliniske betydning af tegn og symptomer på lidelsen har været anerkendt i over to århundreder. Selv om disse tidlige rapporter ikke brugte udtrykket “ADHD”, beskrev de børn, der viste de symptomer og funktionsnedsættelser, som vi i dag anerkender som ADHD. For en detaljeret historie se (Lange et al., 2010; Taylor, 2011; Weikard, 1799).
1. 1775: Melchior Adam Weikard, en tysk læge, skrev den første lærebogsbeskrivelse af en lidelse med ADHD’s kendetegn.
2. 1798: Alexander Crichton fra Royal College of Physicians (Det Forenede Kongerige) beskrev en lignende lidelse i en medicinsk lærebog (Palmer og Finger, 2001).
3. 1845: Heinrich Hoffmann, som senere blev leder af det første psykiatriske hospital i Frankfurt am Main i Tyskland, beskrev hyperaktivitet og opmærksomhedsunderskud i en børnebog, som dokumenterede ADHD-lignende adfærd og de dertil knyttede funktionsnedsættelser (Hoffmann, 1990).
4. 1887-1901: Désiré-Magloire Bourneville, Charles Boulanger, Georges Paul-Boncour og Jean Philippe beskrev en ækvivalent til ADHD i franske medicinske og pædagogiske skrifter (Martinez-Badia og Martinez-Raga, 2015).
5. 1902: George Still, en læge i Storbritannien, skrev den første beskrivelse af lidelsen i et videnskabeligt tidsskrift (Still, 1902a; Still, 1902b, c).
6. 1907: Augusto Vidal Perera skrev det første spanske kompendium om børnepsykiatri. Han beskrev virkningen af uopmærksomhed og hyperaktivitet blandt skolebørn (Vidal Perera, 1907).
7. 1917: Den spanske neurolog og psykiater Gonzalo Rodriguez-Lafora beskrev symptomer på ADHD hos børn og sagde, at de sandsynligvis skyldtes en hjernelidelse med genetisk oprindelse (Lafora, 1917).
8. 1932: Franz Kramer og Hans Pollnow fra Tyskland beskrev et ADHD-lignende syndrom og opfandt udtrykket “hyperkinetisk lidelse”, som senere blev vedtaget som et begreb af Verdenssundhedsorganisationen (Kramer og Pollnow, 1932; Neumarker, 2005).
9. 1937: Charles Bradley fra USA opdagede, at en amfetaminmedicin reducerede ADHD-lignende symptomer (Bradley, 1937).
10. 1940s: ADHD-lignende symptomer hos børn beskrives som “minimal hjernedysfunktion”.
11. 1956-1958: Første antydning i opfølgningsundersøgelse af vedvarende minimal hjernedysfunktion-relateret adfærd ind i voksenalderen (Morris et al., 1956; O’Neal og Robins, 1958)
12. 1960s: U.S. Food and Drug Administration godkendte methylphenidat (Ritalin) til adfærdsforstyrrelser hos børn.
13. 1970’erne til i dag: Diagnostiske kriterier for ADHD udviklede sig på baggrund af forskning, der viser, at diagnosen forudsiger behandlingsrespons, klinisk forløb og familiens historie om forstyrrelsen.
ADHD kan kun diagnosticeres af en autoriseret kliniker, der interviewer forældrene eller plejeren og/eller patienten for at dokumentere kriterierne for lidelsen (American Psychiatric Association, 2013; Chinese Society of Psychiatry, 2001; Faraone et al., 2015; Feldman og Reiff, 2014; Pearl et al., 2001; Stein, 2008; Verdenssundhedsorganisationen, 2018). Den kan ikke diagnosticeres alene ved hjælp af vurderingsskalaer, neuropsykologiske test eller metoder til billeddannelse af hjernen.
Diagnosen ADHD er blevet kritiseret for at være subjektiv, fordi den ikke er baseret på en biologisk test. Denne kritik er ubegrundet. ADHD opfylder standardkriterierne for gyldigheden af en psykisk lidelse, der er fastsat af Robins og Guze (Faraone, 2005; 1970). Forstyrrelsen anses for at være gyldig, fordi: 1) veluddannede fagfolk i forskellige miljøer og kulturer er enige om dens tilstedeværelse eller fravær ved hjælp af veldefinerede kriterier, og 2) diagnosen er nyttig til at forudsige a) yderligere problemer, som patienten kan få (f.eks. indlæringsvanskeligheder i skolen), b) fremtidige patientresultater (f.eks. risiko for fremtidigt stofmisbrug), c) reaktion på behandling (f.eks. medicin og psykologisk behandling) og d) træk, der indikerer et sammenhængende sæt af årsager til lidelsen (f.eks. resultater fra genetik eller hjerneafbildning) (Faraone, 2005). Faglige sammenslutninger har godkendt og offentliggjort retningslinjer for diagnosticering af ADHD (Alliance, 2011; Banaschewski T, 2018; Bolea-Alamanac et al., 2014; Crunelle et al., 2018; Flisher, 2013; Graham et al., 2011; Kooij et al.., 2019; National Collaborating Centre for Mental Health, 2018; National Institute for Health Care and Excellence, 2018; Pliszka, 2007; Schoeman og Liebenberg, 2017; Seixas et al., 2012; Taylor et al., 2004; Wolraich et al., 2011).
14. Diagnosen kræver: 1) tilstedeværelsen af udviklingsmæssigt uhensigtsmæssige niveauer af hyperaktive-impulsive og/eller uopmærksomme symptomer i mindst 6 måneder; 2) symptomer, der forekommer i forskellige omgivelser (f.eks. hjem og skole); 3) symptomer, der forårsager forringelser i tilværelsen; 4) nogle af symptomerne og forringelserne opstod første gang i den tidlige til midterste barndom; og 4) ingen anden lidelse forklarer symptomerne bedre (American Psychiatric Association, 2013; Verdenssundhedsorganisationen, 2018; Yi og Jing, 2015).
15. Den kliniske præsentation af ADHD kan beskrives som primært uopmærksom, primært hyperaktiv-impulsiv eller kombineret, afhængigt af arten af deres symptomer (American Psychiatric Association, 2013). Metaanalyser viser, at uopmærksomhed er stærkere forbundet med akademisk svækkelse, lavt selvværd, negative erhvervsmæssige resultater og lavere generel tilpasningsdygtighed. Hyperaktive-impulsive symptomer er forbundet med afvisning af jævnaldrende, aggression, risikabel kørselsadfærd og ulykkestilfælde. Mønstre af tilknyttede lidelser er også forskellige mellem dimensionerne (Willcutt et al., 2012).
16. ADHD forringer funktionen hos højt intelligente mennesker, så lidelsen kan diagnosticeres hos denne gruppe. En befolkningsbaseret fødselskohorteundersøgelse af over 5.700 børn fandt ingen signifikante forskelle blandt børn med høj, gennemsnitlig eller lav IQ og ADHD i medianalderen, hvor ADHD-kriterierne blev opfyldt, hyppigheden af indlæringsforstyrrelser, psykiatriske lidelser og stofmisbrug og hyppigheden af stimulerende behandling (Katusic et al., 2011; Rommelse et al., 2017).
17. I ungdomsårene og det unge voksenliv er mange personer med en historie med ADHD i barndommen fortsat påvirket af lidelsen, selv om de ofte viser reduceret hyperaktivitet og impulsivitet, mens de bevarer symptomer på uopmærksomhed (Faraone et al., 2006).
18. Mange store epidemiologiske og kliniske undersøgelser viser, at ADHD ofte forekommer sammen med andre psykiatriske lidelser, især depression, bipolar lidelse, autismespektrumforstyrrelser, angstforstyrrelser, oppositionel udfordringsforstyrrelse, adfærdsforstyrrelse, spiseforstyrrelser og stofbrugsforstyrrelser (Bernardi et al., 2012; Chen et al., 2018c; Groenman et al., 2017; Nazar et al., 2016; Solberg et al., 2018; Tung et al., 2016; Yao et al., 2019). Deres tilstedeværelse udelukker ikke en diagnose af ADHD.
19. En metaanalyse, der omfatter 25 undersøgelser med over otte millioner deltagere, viste, at børn og unge, der er relativt yngre end deres klassekammerater, har større sandsynlighed for at have fået stillet diagnosen ADHD (Caye et al., 2020).
ADHD forekommer i hele den udviklede verden og i udviklingslandene og er mere almindeligt hos mænd end hos kvinder. Den er ikke blevet mere almindelig i løbet af de sidste tre årtier, men på grund af øget anerkendelse fra klinikernes side er der større sandsynlighed for, at lidelsen diagnosticeres i dag end i tidligere årtier.
20. En metaanalyse af 19 undersøgelser med over 55.000 deltagere viste, at 5,9 % af de unge opfylder diagnostiske kriterier for ADHD (Willcutt, 2012). En anden metaanalyse med 135 undersøgelser og omkring en kvart million unge fandt ingen signifikante forskelle i prævalens mellem Nordamerika og Europa, Asien, Afrika, Afrika, Sydamerika og Oceanien (Polanczyk et al., 2014).
21. Sidstnævnte metaanalyse fandt ingen stigning i prævalensen af ADHD hos børn og unge i løbet af de sidste tre årtier (Polanczyk et al., 2014). Selv om prævalensen af ADHD ikke har ændret sig i denne periode, viser store undersøgelser fra USA og Sverige, at der er større sandsynlighed for, at ADHD er blevet diagnosticeret i de seneste år, hvilket afspejler ændringer i administrativ og klinisk praksis (Rydell et al., 2018; Song et al., 2019; Xu et al., 2018).
22. I en metaanalyse af seks undersøgelser med over 5 300 deltagere anslås det, at prævalensen af ADHD i voksenalderen er 2,5 % (Simon et al., 2009). En metaanalyse af 20 undersøgelser omfattende 13 lande og syv regioner/metropolområder med mere end 26.000 deltagere, der omfattede over 26.000 deltagere, anslog, at 2,8 % af voksne opfylder kriterierne for ADHD (Fayyad et al., 2017). Den lavere prævalens hos voksne sammenlignet med unge stemmer overens med en metaanalyse af 21 undersøgelser med over 1.600 deltagere, der viser, at kun ca. en ud af seks unge med ADHD stadig opfylder de fulde diagnostiske kriterier for ADHD i en alder af 25 år, og at ca. halvdelen viser tegn på resterende funktionsnedsættelse (Faraone et al., 2006).
23. En metaanalyse af ni undersøgelser med i alt over 32.000 ældre voksne fandt en prævalens på 2,2 % baseret på ADHD-skalaer, der faldt til 1,5 %, når den blev begrænset til personer på mindst 50 år. En metaanalyse af syv undersøgelser med over 11,7 mio. deltagere baseret på kliniske ADHD-diagnoser, som blev udført af det samme hold, rapporterede imidlertid en prævalens på kun 0,2 % for personer på mindst 50 år. En tredje metaanalyse udført af de samme forskere af fire undersøgelser med over 9,2 millioner deltagere viste en ADHD-behandlingsrate på kun 0,02 % blandt personer på mindst 50 år (Dobrosavljevic et al., 2020).
24. En metaanalyse af 19 undersøgelser omfattende over 150.000 amerikanske sorte unge under 18 år rapporterede en ADHD-prævalens på 14 %. Forfatterne konkluderede: “Sorte personer har en højere risiko for ADHD-diagnoser end den generelle amerikanske befolkning. Disse resultater fremhæver et behov for at øge ADHD-vurderingen og -overvågningen blandt sorte personer fra forskellige sociale baggrunde” (Cénat et al., 2020).
25. ADHD er mere almindeligt hos mænd. En metaanalyse af forældrenes vurderinger af symptomer i 29 undersøgelser med over 42.000 deltagere og lærernes vurderinger i 24 undersøgelser med over 56.000 deltagere fandt et omtrent to-til-én-forhold mellem mænd og kvinder blandt unge (Willcutt, 2012).
For de fleste mennesker med ADHD er der mange genetiske og miljømæssige risikofaktorer, der tilsammen forårsager forstyrrelsen (Faraone et al., 2015). De miljømæssige risici for ADHD udøver deres virkninger meget tidligt i livet, i fosterperioden eller den tidlige postnatale periode. I sjældne tilfælde kan ADHD-lignende symptomer dog forårsages af ekstreme afsavn tidligt i livet (Kennedy et al., 2016), en enkelt genetisk abnormitet (Faraone og Larsson, 2018) eller traumatisk hjerneskade tidligt i livet (Stojanovski et al., 2019). Disse resultater er nyttige til at forstå årsagerne til ADHD, men er ikke nyttige til at diagnosticere lidelsen. Sammenhængen mellem aspekter af miljøet og udbruddet af ADHD har opnået et meget højt niveau af evidensmæssig støtte. Nogle har stærke beviser for en kausal rolle, men for de fleste er der fortsat mulighed for, at disse forbindelser skyldes korrelerede genetiske og miljømæssige virkninger. Derfor betegner vi de elementer i det før- og efterfødte miljø, der øger risikoen for ADHD, som korrelaterede faktorer snarere end årsager. De genetiske og miljømæssige risici, der beskrives nedenfor, er ikke nødvendigvis specifikke for ADHD.
26. En gennemgang af 37 tvillingeundersøgelser fra USA, Europa, Skandinavien og Australien viste, at gener og deres interaktion med miljøet må spille en væsentlig rolle i forbindelse med at forårsage ADHD (Faraone og Larsson, 2018; Larsson et al., 2014a; Pettersson et al., 2019).
27. I en genomvidenskabelig undersøgelse analyserede et internationalt team DNA fra over 20.000 personer med ADHD og over 35.000 uden ADHD fra USA, Europa, Skandinavien, Kina og Australien. De identificerede mange genetiske risikovarianter, der hver især har en lille effekt på risikoen for lidelsen (Demontis et al., 2019). Denne undersøgelse bekræftede en polygen årsag til de fleste tilfælde af ADHD, hvilket betyder, at mange genetiske varianter, der hver især har en meget lille effekt, kombineres for at øge risikoen for lidelsen. Den polygene risiko for ADHD er forbundet med generel psykopatologi (Brikell et al., 2020) og flere psykiatriske lidelser (Lee PH, 2019).
28. Yderligere gener er blevet impliceret af metaanalyser, men deres status som risikogener forbliver usikker, indtil de er valideret i en genomisk undersøgelse. Disse gener er ANKK1 (Pan et al., 2015) DAT1 (Grunblatt et al., 2019b), LRP5 og LRP6 (Grunblatt et al., 2019a), SNAP25 (Liu et al., 2017b), ADGRL3 (Bruxel et al., 2020) DRD4 og BAIAP2 (Bonvicini et al., 2020; Bonvicini et al., 2016).
29. Den polygene risiko for ADHD forudsiger ADHD-symptomer i befolkningen, hvilket tyder på, at de genetiske årsager til ADHD som en lidelse også påvirker lavere niveauer af ADHD-symptomer i befolkningen (Demontis et al., 2019; Taylor et al., 2019).
30. I befolkningen er der større sandsynlighed for, at personer med en høj polygen risiko for ADHD i befolkningen har fået diagnosticeret ADHD (Li, 2019), angst eller depression (Martin et al., 2018).
31. ADHD kan også være resultatet af sjældne enkeltgenfejl (Faraone og Larsson, 2018) eller afvigelser i kromosomerne (Cederlof et al., 2014). Da DNA’et fra mere end 8.000 børn med autismespektrumforstyrrelser (ASD) og/eller ADHD og 5.000 kontroller blev analyseret, havde dem med ASD og dem med ADHD en øget rate af sjældne genetiske mutationer sammenlignet med kontroller (Satterstrom et al., 2019).
32. Familie-, tvilling- og DNA-undersøgelser viser, at genetiske og miljømæssige påvirkninger delvist deles mellem ADHD og mange andre psykiatriske lidelser (f.eks. skizofreni, depression, bipolar lidelse, autismespektrumforstyrrelse, adfærdsforstyrrelse, spiseforstyrrelser og stofbrugsforstyrrelser) og med somatiske lidelser (f.eks. migræne og fedme) (Demontis et al, 2019) (Faraone og Larsson, 2018) (Ghirardi et al., 2018) (Lee et al., 2019) (Lee et al., 2013) (Anttila et al., 2018; Tylee et al., 2018) (van Hulzen et al., 2017) (Vink og Schellekens, 2018) (Brikell et al., 2018) (Chen et al., 2019a) (Yao et al., 2019) (Brikell et al., 2018) (Chen et al., 2019a) (Yao et al., 2019). Der er dog også en unik genetisk risiko for ADHD. Bevis for fælles genetiske og miljømæssige risici blandt lidelser tyder på, at disse lidelser også deler en patofysiologi i de biologiske veje, der dysregulerer neuroudviklingen og skaber hjernevariationer, der fører til forstyrrelser.
33. Meget store undersøgelser af familier tyder på, at ADHD deler genetiske eller familiære årsager med autoimmune sygdomme (Li et al., 2019), hypospadias (Butwicka et al., 2015) og intellektuel funktionsnedsættelse (Faraone og Larsson, 2018).
34. Et par metaanalyser fandt små korrelationer mellem blybelastning og uopmærksomhedssymptomer (27 undersøgelser, over 9.300 unge) og hyperaktivitets-impulsivitetssymptomer (23 undersøgelser, over 7.800 unge) (Goodlad et al., 2013). En nyere metaanalyse af 14 undersøgelser med over 17.000 børn rapporterede, at højere blyniveauer i blodet var forbundet med firedoblede odds for ADHD (Nilsen og Tulve, 2020). En undersøgelse af over 2 500 unge fra National Health and Nutrition Examination Survey, en tværsnitsundersøgelse, der er et nationalt repræsentativt udsnit af den amerikanske befolkning, viste, at de med blyniveauer i blodet i den øverste tredjedel havde 2,3 gange større sandsynlighed for at have ADHD sammenlignet med dem i den nederste tredjedel (Froehlich et al., 2009). En lignende undersøgelse med over 4 700 unge fra den samme nationale undersøgelse viste, at der var fire gange større sandsynlighed for ADHD hos dem med blyindhold i blodet i den øverste femtedel sammenlignet med dem i den nederste femtedel (Braun et al., 2006).
35. Tre metaanalyser med over tyve undersøgelser, der dækker mere end tre millioner personer, har fundet, at prænatal eksponering for moderens rygning er forbundet med en stigning på mere end 50 % i forekomsten af ADHD (Huang et al., 2017) (Dong et al., 2018; Nilsen og Tulve, 2020). Selv om denne sammenhæng også er set i store befolkningsundersøgelser (Joelsson et al., 2016; Obel et al., 2016; Skoglund et al., 2014), forsvinder den efter justering for familiehistorie for ADHD, hvilket indikerer, at sammenhængen mellem moderens rygning under graviditeten og ADHD skyldes familiære eller genetiske faktorer, der øger risikoen for både rygning og ADHD.
36. En metaanalyse af ni undersøgelser, der dækker tre kontinenter og over 100.000 deltagere, viste, at udsættelse for passiv rygning i barndommen var forbundet med en 60 % større sandsynlighed for ADHD. Det var uklart, i hvilket omfang sammenhængen var kausal versus skyldtes confoundere (Huang et al., 2020).
37. I en metaanalyse af 15 dobbeltblindede, placebokontrollerede forsøg med 219 deltagere var kunstige farvestoffer i fødevarer forbundet med en lille stigning i hyperaktivitet hos børn (Schab og Trinh, 2004). En anden metaanalyse, der omfattede 20 undersøgelser med i alt 794 personer, fandt en meget lille stigning i ADHD-symptomer, men kun når de blev vurderet af forældre og ikke af lærere eller andre observatører (Nigg et al., 2012).
38. I en taiwanesisk undersøgelse af over 10.000 fødsler var mors brug af paracetamol under graviditeten forbundet med en 33 % større sandsynlighed for ADHD hos deres børn (Chen et al., 2019b). En anden undersøgelse, der undersøgte 113.000 afkom fra den norske mor og barn-kohorteundersøgelse og det norske patientregister, herunder 2.246 med ADHD, fandt en dosis-respons-sammenhæng mellem moderens prænatale brug af acetaminophen og ADHD (Ystrom et al., 2017).
38. I en taiwanesisk undersøgelse af over 10.000 fødsler var mors brug af paracetamol under graviditeten forbundet med en 33 % større sandsynlighed for ADHD hos deres børn (Chen et al., 2019b). En anden undersøgelse, der undersøgte 113.000 afkom fra den norske mor og barn-kohorteundersøgelse og det norske patientregister, herunder 2.246 med ADHD, fandt en dosis-respons-sammenhæng mellem moderens prænatale brug af acetaminophen og ADHD (Ystrom et al., 2017).
39. En landsdækkende undersøgelse, der anvendte de danske nationale registre, så på 913.000 børn født mellem 1997 og 2011. Prænatal eksponering for det antiepileptiske lægemiddel valproat var forbundet med en 50 % større risiko for ADHD. Der blev ikke fundet nogen sammenhænge for andre antiepileptika (Christensen et al., 2019).
40. I en norsk registerundersøgelse blev 297 børn med ADHD og 553 kontrolpersoner tilfældigt udvalgt fra en kvalificeret population på over 24.000 personer. Børn af mødre i den højeste kvintil af ftalatmetabolitniveauer havde tre gange større sandsynlighed for at have haft ADHD som børn sammenlignet med dem i den nederste kvintil, efter justering for forstyrrende faktorer, såsom moderens alder ved fødslen, barnets køn, moderens uddannelse, civilstand og prænatal rygning hos moderen (Engel et al., 2018).
41. Organofosfatpesticider er potente neurotoksiner. I en stikprøve af 1.139 børn fra den amerikanske befolkning var en ti-dobbelt stigning i organofosfatmetabolitten dimethylalkylphosphat (DMAP) forbundet med en 55 % stigning i sandsynligheden for at have ADHD. Børn med påviselige niveauer af den mest almindeligt påviste DMAP-metabolit havde dobbelt så stor sandsynlighed for at have ADHD sammenlignet med børn med ikke påviselige niveauer (Bouchard et al., 2010).
42. En metaanalyse fandt ingen signifikant effekt af tre klasser af luftforurenende stoffer – partikler (seks undersøgelser, over 51.000 personer) og nitrogenoxider (fem undersøgelser, over 51.000 personer) (Zhang et al., 2020b). En langsgående kohorteundersøgelse i hele Taiwan, der geolinkede over 16 000 mor-spædbarn-par til niveauer af luftforurenende stoffer, fandt ingen sammenhæng mellem niveauet af små partikler, svovldioxidniveauet eller kvælstofdioxidniveauet under graviditeten og ADHD-diagnoser i de første otte år af deres afkoms liv. Der blev dog fundet en 25 % større sandsynlighed for at få ADHD ved udsættelse for nitrogenoxid, et almindeligt forurenende stof fra trafikken (Shih et al., 2020).
43. En landsdækkende kohortestudie brugte det sydkoreanske nationale sygesikringsregister til at identificere alle 7 200 hospitalsindlæggelser af unge med en primær diagnose ADHD fra 2013 til 2015 og daglige aflæsninger af tre luftforurenende stoffer fra 318 overvågningsstationer fordelt over hele landet i samme periode. Det blev konstateret, at spidser i kvælstofdioxid, svovldioxid og partikler var forbundet med henholdsvis 47 %, 27 % og 12 % stigning i antallet af hospitalsindlæggelser i forbindelse med ADHD i de efterfølgende dage. Der var ingen signifikante forskelle mellem mandlige og kvindelige unge eller mellem ældre og yngre unge (Park et al., 2020).
44. En metaanalyse af ni europæiske befolkningsundersøgelser, der omfattede 4 826 mor-barn-par, undersøgte forholdet mellem eksponering for perfluoralkylstoffer (PFAS) via modermælk i spædbarnsalderen og udvikling af ADHD. Der blev ikke fundet nogen sammenhæng med ADHD hos afkommet (Forns et al., 2020).
45. En metaanalyse af syv undersøgelser, der omfattede i alt over 25 000 deltagere fra seks lande på tre kontinenter, fandt ingen beviser for en sammenhæng mellem sukkerforbrug og ADHD hos unge (Farsad-Naeimi et al., 2020).
49. En metaanalyse af 12 undersøgelser med over 6.000 deltagere fandt en tredobbelt stigning i andelen af ADHD blandt meget/ekstremt for tidligt fødte eller meget/ekstremt lavt fødte børn med lav fødselsvægt (Franz et al., 2018). En anden metaanalyse, der kombinerede 85 undersøgelser med i alt over 4,6 millioner fødsler, fandt en lille til moderat sammenhæng mellem lav fødselsvægt og ADHD (Momany et al., 2018). En svensk national registerundersøgelse af 1,2 millioner børn fandt en trinvis stigning i sandsynligheden for ADHD med stigende præmaturitet. Resultaterne skyldtes ikke, at man havde en ADHD-forælder eller socioøkonomisk stress (Lindstrom et al., 2011). Lignende resultater blev rapporteret fra de finske nationale registre, da man sammenlignede over 10 000 personer med ADHD med over 38 000 kontroller (Sucksdorff et al., 2015).
50. En metaanalyse af seks undersøgelser, der kombinerede 1,4 millioner mennesker, viste, at børn, hvis mødre havde hypertensive lidelser under graviditeten, havde en 25 % stigning i graden af ADHD (Maher et al., 2018).
51. En landsdækkende befolkningsbaseret kohorteundersøgelse, der anvendte svenske registre og dækkede mere end to millioner børn, hvoraf 115.000 havde ADHD, fandt, at moderens præeklampsi under graviditeten er forbundet med en 15 % større efterfølgende sandsynlighed for ADHD hos afkommet, hvilket stiger til over 40 %, når fosteret er lille i forhold til gestationsalderen og udsat for præeklampsi. Dette mønster i familier viste, at det ikke skyldes genetiske eller andre familiepåvirkninger (Maher et al., 2020).
52. To metaanalyser, en med syv undersøgelser med over 28.000 deltagere og en anden med tre undersøgelser og over 1,4 millioner deltagere, viste, at børn af overvægtige mødre havde ca. 60 % større risiko for at udvikle ADHD (Jenabi et al., 2019; Sanchez et al., 2018). En undersøgelse af over 80.000 mor-barn-par, der deltog i den danske nationale fødselskohorte, rapporterede en næsten 50 % forhøjet risiko for ADHD hos børn af overvægtige mødre og en fordoblet risiko hos børn af svært overvægtige mødre (Andersen et al., 2018).
53. En metaanalyse af to store kohortestudier med et samlet antal på over 3,1 millioner personer fandt en svag, men signifikant sammenhæng mellem moderens hyperthyreose under graviditeten og ADHD hos afkommet. En anden metaanalyse af fire kohortestudier omfattende over 3,4 millioner deltagere fandt ligeledes en svag, men signifikant sammenhæng mellem moderens hypothyreose og ADHD hos afkommet. Der blev ikke gjort forsøg på at vurdere den rolle, som forstyrrende faktorer spiller (Ge et al., 2020).
54. En landsdækkende kohorteundersøgelse, der anvendte danske nationale registre, undersøgte over en million fødsler og sammenlignede afkom af mødre med en enkelt tidligere abort og mødre med mere end en tidligere abort med mødre uden aborthistorik. Undersøgelsen viste, at efter justering for en lang række mulige forstyrrende faktorer, som viste sig at have ringe effekt, var der 9 % større sandsynlighed for, at børn af mødre med en enkelt tidligere abort udviklede ADHD end børn af mødre uden nogen abort. Børn af mødre med to eller flere tidligere aborter havde 22 % større sandsynlighed for at blive diagnosticeret med ADHD. Denne opadgående eksponerings-respons-tendens var statistisk signifikant (Wang et al., 2020).
55. En langsgående kohorteundersøgelse i Taiwan baseret på landets universelle dækning National Health Insurance Research Database sammenlignede over 14.000 enteroviruspatienter (ER71) med et lige så stort antal kontroller matchet efter alder og køn. Efter yderligere justering for faderens erhverv og urbaniseringsniveauet på bopælen viste det sig, at enteroviruspatienterne havde 25 % større sandsynlighed for efterfølgende at blive diagnosticeret med ADHD (Tseng et al., 2020).
56. En landsdækkende befolkningsbaseret kohorteundersøgelse, der anvendte danske registre, sammenlignede over 29.000 børn født af kvinder, der mistede en nær slægtning under graviditeten, med en million andre børn i samme kohorte og fandt, at drenge født af disse kvinder havde dobbelt så stor sandsynlighed for at have ADHD (Li et al., 2010).
57. En amerikansk befolkningsbaseret undersøgelse af over 14 000 deltagere i National Longitudinal Study of Adolescent Health fandt, at efter justering for demografiske, socioøkonomiske og familiære risikofaktorer for børnemishandling var ADHD af uopmærksom type forbundet med at have været udsat for seksuelt misbrug og fysisk forsømmelse (Ouyang et al., 2008).
58. En landsdækkende befolkningsbaseret kohorteundersøgelse af over 18.000 børn fra den sydkoreanske nationale sygesikringsdatabase fandt, at lavere familieindkomst var forbundet med øgede ADHD-rater (Choi et al., 2017). En svensk undersøgelse af over 800 000 personer rapporterede lignende resultater, selv efter justering for fælles familiære/genetiske risikofaktorer i familierne (Larsson et al., 2014b).
59. En dansk national register longitudinal kohorteundersøgelse af en million mennesker fandt, at Rutters indikatorer for modgang var forudsigende for ADHD. Pleje uden for hjemmet var stærkt prædiktiv; lav social klasse, faderens kriminalitet, moderens psykiske lidelse og alvorlig ægteskabelig uenighed var moderat prædiktive. Stor familiestørrelse havde ingen effekt (Ostergaard et al., 2016).
60. En landsdækkende befolkningsundersøgelse, der anvendte danske nationale registre, så på over 630.000 unge og fandt dosis-respons-sammenhænge mellem lavere uddannelsesniveau hos forældrene, arbejdsløshed hos forældrene og relativ fattigdom hos forældrene og højere risiko for ADHD hos afkommet. Kombinationer af sociale ulemper havde kumulative risici. For eksempel var forældrenes relative indkomstfattigdom plus afslutning af højst den obligatoriske uddannelse plus arbejdsløshed forbundet med en ca. 5 % højere risiko for ADHD hos deres afkom (Keilow et al., 2020).
61. En svensk national registerkohorteundersøgelse af over 540 000 personer fandt en dosis-responsrelation mellem kumulative indikatorer for modgang i familien og ADHD. Et dødsfald i familien øgede den efterfølgende sandsynlighed for ADHD med 60 %. Væsentligt stofmisbrug hos forældrene, kriminalitet eller psykiatriske lidelser fordoblede hver især sandsynligheden mere end dobbelt så meget som ustabilitet i boligen og offentlig støtte i husstanden (Bjorkenstam et al., 2018).
62. I en stikprøve af 4 122 amerikanske unge med ADHD fra den amerikanske National Survey of Children’s Health fra 2016 mindskede større familiemæssig samhørighed og støtte fra lokalsamfundet risikoen for moderat til svær ADHD (Duh-Leong et al., 2020).
Der er to brede klasser af forskningsresultater om hjernerne hos mennesker med ADHD. Den første kommer fra undersøgelser af patienternes præstationer på psykologiske tests, der undersøger mentale processer. Den anden kommer fra metoder, der direkte undersøger hjernens struktur eller funktion ved hjælp af neuroimaging-scanninger. Selv om mange af disse undersøgelser har fundet forskelle mellem grupper af personer, der er diagnosticeret med og ikke er diagnosticeret med ADHD, er forskellene typisk små og adskiller sig ikke dramatisk mellem personer med ADHD og personer med andre lidelser. De er derfor ikke nyttige til at diagnosticere lidelsen (Thome et al., 2012). Disse forskelle er ikke forårsaget af lægemiddelbehandling og for nogle patienter mindskes eller ændres, efterhånden som patienterne vokser ud af lidelsen.
63. En metaanalyse af 137 undersøgelser med over 9.400 deltagere i alle aldre viste, at ADHD er forbundet med moderat lavere IQ- og læsescore og større fald i stave- og regnescore (Frazier et al., 2004). En anden metaanalyse, der omfatter 21 undersøgelser med over 1.900 voksne, konkluderede, at ADHD-associerede IQ-underskud var små og ikke klinisk betydningsfulde (Bridgett og Walker, 2006).
64. En række metaanalyser viste, at personer med ADHD havde små til moderate vanskeligheder med abstrakt problemløsning og arbejdshukommelse (12 undersøgelser, 952 personer), fokuseret opmærksomhed (22 undersøgelser, 1.493 personer), vedvarende opmærksomhed (13 undersøgelser, 963 personer) og verbal hukommelse (8 undersøgelser, 546 personer) (Schoechlin og Engel, 2005). En anden metaanalyse med 11 undersøgelser med 829 deltagere rapporterede, at personer med ADHD var moderat mere tilbøjelige til kognitive fejl, kendt som “regelbrud” (Patros et al., 2019).
65. To metaanalyser, den ene med 21 undersøgelser og over 3.900 deltagere, den anden med 15 undersøgelser med over tusind deltagere, fandt, at personer diagnosticeret med ADHD har en moderat tendens til at favorisere små øjeblikkelige belønninger frem for store forsinkede belønninger (Jackson og MacKillop, 2016; Marx et al., 2018).
66. En metaanalyse af 37 undersøgelser med mere end 2.300 deltagere fandt en lille til moderat sammenhæng mellem ADHD og risikabel beslutningstagning (Dekkers et al., 2016). En anden metaanalyse, der kombinerede 22 undersøgelser med 3.850 børn og unge, fandt, at personer med ADHD udviste moderat større impulsiv beslutningstagning generelt på opgaver med forsinkelsesdiskontering og forsinkelse af tilfredsstillelse (Patros et al., 2016).
67. En nyere meta-metaanalyse omfattede 34 metaanalyser af neurokognitive profiler ved ADHD (alle aldre) vedrørende 12 neurokognitive domæner. Personer med ADHD havde moderate forringelser på flere domæner (arbejdshukommelse, variabilitet i reaktionstiden, reaktionshæmning, intelligens/præstationer, planlægning/organisering). Effekterne var større hos børn og unge end hos voksne (Pievsky og McGrath, 2018).
68. En metaanalyse af 49 undersøgelser og over 8.200 børn og unge fandt moderate forringelser i arbejdshukommelsen hos dem med ADHD. Disse underskud aftog med alderen (Ramos et al., 2020).
69. Blandt unge med ADHD fandt en række metaanalyser ingen signifikante kønsforskelle i hverken samlede ADHD-symptomer (15, studier, over 3.400 unge), uopmærksomhedssymptomer (26 studier, over 5.900 unge) eller hyperaktivitets-impulsivitetssymptomer (24 studier, over 4.900 unge) (Loyer Carbonneau et al., 2020).
70. En metaanalyse af randomiserede kontrollerede forsøg (RCT’er) med førskolebørn viste, at kognitiv træning førte til moderat forbedring af arbejdshukommelsen (23 studier, over 2.000 deltagere) og lille til moderat forbedring af hæmmende kontrol (26 studier, over 2.200 deltagere) (Pauli-Pott et al., 2020).
71. En analyse af strukturelle magnetisk resonansafbildningsdata (MRI) fra 36 kohorter med i alt over 4.100 deltagere fandt en let reduceret samlet kortikal overfladeareal hos børn med ADHD. Det samme hold fandt, at nogle subkortikale regioner i hjernen var mindre hos børn med ADHD, hovedsagelig i frontale, cingulære og temporale regioner med visse reduktioner i kortikaltykkelsen i temporale regioner. Det samme hold fandt, at nogle subkortikale regioner i hjernen, dvs. basalganglier, amygdala, hippocampus og intrakranielle volumener, var mindre hos børn med ADHD i 23 kohorter med 3 242 deltagere. De forskelle, der blev set hos børn, blev ikke set hos unge eller voksne (Hoogman et al., 2017; Hoogman et al., 2019). Alle de observerede forskelle var små til meget små og subtile.
72. Sammenlignende metaanalyser viser, at strukturelle reduktioner af det grå stofvolumen i basalganglier og insula er lidelsesspecifikke i forhold til OCD i 30 datasæt med 1.870 deltagere (Norman et al., 2016), mens mediale frontale reduktioner var specifikke for ASD i 66 datasæt med 3.610 deltagere (Lukito et al., 2020). En analyse af strukturel magnetisk resonansbilleddannelse (MRI) data fra 48 kohorter med i alt over 12.000 deltagere viste, at ADHD-deltagere havde mindre hippocampusvolumen i forhold til OCD, hvilket var relateret til IQ-forskelle og mindre intrakraniel volumen i forhold til ASD- og OCD-patienter (Boedhoe et al., 2020). De funktionelle under-aktiveringer i højre inferior frontal cortex og basale ganglier under opgaver med kognitiv kontrol var lidelsesspecifikke i forhold til OCD hos 1.870 deltagere (Norman et al., 2016), mens den inferior frontale dysfunktion var specifik i forhold til autisme hos 3.610 deltagere (Lukito et al., 2020).
73. En metaanalyse af ti diffusionstensor afbildningsundersøgelser med 947 deltagere viste, at de mest konsistente forskelle i hvidt stof mellem personer med og uden ADHD var placeret i splenium af corpus callosum, der strækker sig til højre cingulum, højre sagittal stratum og venstre tapetum, hvilket tyder på problemer med forbindelserne mellem de to hjernehalvdele i de bageste parieto-temporale opmærksomhedsregioner og i de langtrækkende fronto-posteriore associationsbaner (der forbinder de nedre frontale, temporale, parietale og occipitale regioner), der er involveret i opmærksomhed og perception (Chen et al., 2016).
74. En metaanalyse af 21 funktionelle MRI-undersøgelser med 607 deltagere fandt, at personer med ADHD viste konsekvent og replikerbar underaktivering i typiske regioner for hæmmende kontrol såsom højre inferior frontal cortex, supplerende motorisk område og basalganglier i forhold til personer med typisk udvikling (Hart et al., 2013). De inferior frontale underaktiveringsresultater blev replikeret i to yderligere fMRI-metaanalyser af hæmmende kontrol med henholdsvis 33 datasæt/1 161 deltagere og 42 datasæt/2 005 deltagere (Lukito et al., 2020; Norman et al., 2016). En anden metaanalyse, der omfatter 130 fMRI-undersøgelser med 1,914 deltagere, fandt ingen konvergens bortset fra aberrant funktion i basale ganglier for neutrale fMRI-opgaver og inferior frontal underfunktion kun hos mænd (Samea et al., 2019).
75. En metaanalyse af ni undersøgelser med over 1.250 forskningsdeltagere fandt, at forhøjelser af theta/beta på elektroencefalogrammet ikke kan betragtes som en pålidelig diagnostisk foranstaltning for ADHD, selv om det kan have prognostisk værdi hos nogle patienter (Arns et al., 2013).
76. En metaanalyse af seks undersøgelser med 148 deltagere undersøgte mismatch negativitet, som vurderer integriteten af auditiv sensorisk hukommelse og ufrivillig opmærksomhedsskift. Den rapporterede, at ADHD-børn havde små til moderate reduktioner i mismatch negativitetsamplitude sammenlignet med raske kontroller (Cheng et al., 2016).
77. Meta-analyser og systematiske oversigter viste, at de lægemidler, der anvendes til behandling af ADHD, ikke er forbundet med observerede underskud i hjernestrukturen (Hoogman et al., 2017; Hoogman et al., 2019; Lukito et al., 2020; Norman et al.., 2016; Spencer et al., 2013), men med forbedret hjernefunktion, mest fremtrædende i inferior frontal- og striatalregioner (Hart et al., 2013; Lukito et al., 2020; Lukito et al., 2020; Norman et al., 2016; Rubia et al., 2014; Spencer et al., 2013).
Et relativt nyt forskningsområde inden for ADHD er at undersøge, hvilke typer medicinske problemer der er mere almindelige end forventet blandt personer med ADHD. Når du læser dette afsnit, skal du huske på, at ikke alle mennesker med ADHD lider af alle eller endog kun én af disse lidelser.
78. En svensk national registerundersøgelse af over 2,5 millioner mennesker viste, at ADHD-patienter havde en tre gange større risiko for fedme i forhold til deres søskende og fætre og kusiner uden ADHD. Der blev også fundet en familiær co-aggregation af ADHD og klinisk fedme, hvis styrke varierede direkte med graden af genetisk slægtskab (Chen et al., 2018c).
79. En metaanalyse fandt, at sammenlignet med personer med typisk udvikling var børn og unge med ubehandlet ADHD ca. 20 % mere tilbøjelige til at være overvægtige eller fede (15 undersøgelser, over 400 000 deltagere), og voksne med ubehandlet ADHD næsten 50 % mere tilbøjelige til at være overvægtige eller fede (9 undersøgelser, over 45 000 deltagere) (Nigg et al., 2016). Metaanalyser af 12 undersøgelser med over 180.000 deltagere viste, at personer med ubehandlet ADHD havde ca. 40 % større sandsynlighed for at være overvægtige, mens personer, der blev medicineret, ikke kunne skelnes fra personer med typisk udvikling (Cortese et al., 2016b).
80. En svensk national registerundersøgelse af over 1,5 millioner mennesker viste, at personer med astma havde 45 % større sandsynlighed for at have ADHD, selv efter justering for relevante variabler (Cortese et al., 2018b). En kohorteundersøgelse af næsten en million fødsler ved hjælp af de danske nationale registre viste, at børn født af astmatiske mødre havde 40 % større sandsynlighed for at udvikle ADHD (Liu et al., 2019b).
81. I en metaanalyse af seks longitudinelle undersøgelser med over 50 000 deltagere havde personer med astma eller atopisk eksem en tredjedel større sandsynlighed for at have ADHD end kontrolpersoner. I en metaanalyse af tre undersøgelser med over 48 000 deltagere blev det konstateret, at personer med allergisk rhinitis havde ca. 50 % større sandsynlighed for at have ADHD (van der Schans et al., 2017).
82. En retrospektiv analyse af over 650.000 børn og unge i tyske diagnose- og receptdatabaser fandt, at ADHD var 40 % mere sandsynligt at blive diagnosticeret blandt børn med type 1-diabetes (T1DM) (Kapellen et al., 2016).
83. En tysk multicenterregisterundersøgelse af over 56.000 børn og unge fandt, at de med både ADHD og T1DM dobbelt så ofte led af diabetisk ketoacidose sammenlignet med diabetespatienter uden ADHD. De fandt også betydelige forskelle i HbA1c og konkluderede: “Pædiatriske patienter med ADHD og T1DM viste dårlig metabolisk kontrol sammenlignet med T1DM-patienter uden ADHD” (Hilgard et al., 2017).
84. En longitudinal undersøgelse ved hjælp af Taiwan National Health Insurance Research Database indskrev over 35.000 patienter med ADHD og over 70.000 alders- og kønsmatchede kontroller. Unge og unge voksne med ADHD havde ca. tre gange større sandsynlighed for at udvikle type 2-diabetes mellitus (Chen et al., 2018b).
85. En kohorteundersøgelse, der anvendte flere svenske nationale registre, så på over 1,6 millioner voksne i alderen 50 til 64 år. Prævalensen af type 2-diabetes mellitus var 70 % større blandt voksne med ADHD (Chen et al., 2018c).
86. En metaanalyse fandt, at moderens forud eksisterende type 1-diabetes var forbundet med en lille øget risiko for ADHD hos afkommet (4 undersøgelser, over fem millioner mennesker). Det samme var faderens forud eksisterende type 1-diabetes (3 undersøgelser, 4,7 millioner mennesker) og moderens forud eksisterende type 2-diabetes (2 undersøgelser, 2,6 millioner mennesker) (Zeng et al., 2019). En svensk undersøgelse undersøgte alle 15.615 børn, der blev født, efter at deres forældre var blevet diagnosticeret med type 1-diabetes. Efter at have kontrolleret for forstyrrende faktorer fandt man, at disse børn havde 30 % større chance for at blive diagnosticeret med ADHD (Ji et al., 2018).
En metaanalyse af 18 undersøgelser med mere end 2.500 børn og unge fandt en moderat sammenhæng mellem søvnforstyrret vejrtrækning og ADHD (Sedky et al., 2014).
88. En metaanalyse af søvn hos voksne med ADHD fandt ingen signifikante forskelle i forhold til voksne i normal udvikling, målt ved polysomnografi. I fire undersøgelser med 178 deltagere var søvnstartslatens, søvnstadie 1-søvn, søvnstadie 2-søvn, langsom bølgesøvn, REM-søvn og søvneffektivitet alle sammenlignelige. Det samme gælder for den samlede søvntid (3 undersøgelser, 130 personer) og for REM-latenstid og opvågning efter søvnstart (3 undersøgelser, 121 personer). Målt ved actigrafi var der ingen signifikante forskelle med hensyn til tid i sengen og faktisk opvågningstid (3 undersøgelser, 159 personer), ægte søvn (4 undersøgelser, 222 personer). Imidlertid var latenstiden for søvnstart meget større for dem med ADHD, og søfeffektiviteten var moderat lavere (4 undersøgelser, 222 personer). Ikke desto mindre rapporterede subjektive evalueringer fra personer med ADHD om moderat større vanskeligheder med at falde i søvn (8 undersøgelser, over 1 700 personer), moderat større hyppighed af natlige opvågninger og moderat mindre sandsynlighed for at være udhvilet ved opvågning (5 undersøgelser, over 1 100 personer) og moderat dårligere søvnkvalitet (5 undersøgelser, over 800 personer) (Lugo et al., 2020).
89. I en norsk national registerundersøgelse af over 1,2 millioner mænd og over 1,2 millioner kvinder havde mænd med ADHD 30 % større sandsynlighed for at få diagnosticeret psoriasis og kvinder med ADHD mere end 50 % større sandsynlighed for at få diagnosticeret psoriasis end normalt udviklende kontroller (Hegvik et al., 2018).
90. En taiwanesisk landsdækkende befolkningskohorteundersøgelse af over 8.000 personer med ADHD og 32.000 matchede kontroller udforskede sammenhænge med autoimmune sygdomme. Den rapporterede, at personer med ADHD havde langt over dobbelt så høj prævalens af ankyloserende spondylitis, ulcerøs colitis og autoimmun sygdom i skjoldbruskkirtlen og over 50 % større sandsynlighed for astma, allergisk rhinitis og atopisk dermatitis (Chen et al., 2017a).
91. En befolkningsbaseret kohortestudie af over 900.000 danske børn viste, at epilepsi var forbundet med en 2,7 gange øget risiko for ADHD (Bertelsen et al., 2016). En anden befolkningsbaseret kohorteundersøgelse af over 12.000 taiwanesere rapporterede, at epilepsi var forbundet med en 2,5 gange øget risiko for ADHD. Omvendt viste en knyttet kohortestudie af over 18 000 taiwanesere, at ADHD var forbundet med en firedobbelt stigning i epilepsi (Chou et al., 2013).
92. En landsdækkende registerundersøgelse af 1,9 mio. svenskere rapporterede, at personer med epilepsi havde tre og en halv gang større risiko for at have ADHD. Risikoen for at have ADHD var 85 % større, hvis personens mor havde epilepsi, 50-60 % større, hvis faderen eller en bror eller søster havde epilepsi, 15 % større for fætre og kusiner. Genetik forklarede 40 % af variansen, mens ikke-delte miljøfaktorer forklarede yderligere 50 % (Brikell et al., 2018).
93. En longitudinal undersøgelse, der anvendte Taiwan Health Insurance Research Database, sammenlignede næsten 18.000 unge og unge voksne med ADHD med over 70.000 alders- og kønsmatchede kontroller. De med ADHD havde over tre gange så stor sandsynlighed for at udvikle seksuelt overførte infektioner efter justering for demografiske data, andre psykiatriske lidelser og ADHD-medicin (Chen et al., 2018a).
94. En dansk national registerkohorteundersøgelse af 1,1 millioner mennesker fandt, at hospitalsindlæggelse for alvorlige infektioner var forbundet med en efterfølgende fordobling af ADHD-diagnosen. Blandt dem, der blev behandlet med antiinfektionsmidler, blev risikoen for efterfølgende diagnose med ADHD halveret (Kohler-Forsberg et al., 2019).
95. En dansk national registerundersøgelse af næsten en million mennesker viste, at børn med autoimmune sygdomme havde 24 % større risiko for at udvikle ADHD. Mødrenes autoimmune sygdom var forbundet med en 12 % større sandsynlighed for ADHD hos deres afkom. Fædrene autoimmun sygdom var ikke forbundet med nogen signifikant effekt (Nielsen et al., 2017).
96. Ved hjælp af Taiwans landsdækkende befolkningsbaserede datasæt blev over 116.000 børn med ADHD sammenlignet med det samme antal tilfældigt udvalgte børn uden ADHD. De med ADHD var meget mere tilbøjelige til at have betydelige abnormiteter i øjet: næsten 90 % større sandsynlighed for at have amblyopi (“dovent øje”), over 80 % større sandsynlighed for astigmatisme og dobbelt så stor sandsynlighed for heterotropi, hvor øjnene divergerer i hvile (Ho et al., 2020). En undersøgelse, der anvendte den samme database, matchede 6 817 unge, der var diagnosticeret med amblyopi, med over 27 000 alders- og kønsmatchede kontroller. Dem i amblyopi-gruppen havde 1,8 gange større risiko for at udvikle ADHD (Su et al., 2019).
97. I en undersøgelse af over 2,5 millioner tyske unge havde de med ADHD ni gange større risiko for at have stofskiftesygdomme, fem gange større risiko for at udvikle viral lungebetændelse, fire gange større risiko for at have sygdomme i de hvide blodlegemer, tre gange større risiko for at have nyresvigt, højt blodtryk eller være overvægtige, to en halv gang større risiko for at have type 2-diabetes eller migræne, dobbelt så stor risiko for at have astma eller atopisk dermatitis og 50 % større risiko for at have grøn stær (Akmatov et al., 2019). En brasiliansk befolkningsbaseret undersøgelse, der omfattede 5 671 børn, viste, at de med migræne havde ca. fire gange større sandsynlighed for at have ADHD (Arruda et al., 2020).
98. En undersøgelse af over 59.000 drenge diagnosticeret med ADHD og over 52.000 raske drenge i Taiwan rapporterede, at dem i ADHD-gruppen havde dobbelt så stor sandsynlighed for at udvikle testikelfunktionsfejl (Wang et al., 2019).
99. En landsdækkende befolkningskohorteundersøgelse ved hjælp af de svenske nationale registre sammenlignede over 19.000 børn med en diagnose af biopsiverificeret cøliaki med over 95.000 matchede kontrolbørn. Den fandt en efterfølgende 29 % øget risiko for ADHD hos cøliaki-patienterne, hvilket steg til 39 %, når man begrænsede sig til voksne diagnoser af ADHD. Ved sammenligning af 13 000 børn med diagnosen cøliaki med deres 18 000 søskende uden cøliaki blev stigningerne imidlertid ikke signifikante, hvilket tyder på, at stigningerne primært skyldtes forstyrrende faktorer (Lebwohl et al., 2020).
100. En svensk landsdækkende undersøgelse ved hjælp af nationale registre undersøgte lægejournaler for alle personer i alderen 18 til 64 år, der var bosiddende i Sverige i 2013, og identificerede 41 840, der indløste mindst én recept på ADHD-medicin. Unge voksne med ADHD var fire gange mere tilbøjelige til at have somatiske co-recepter og femten gange mere tilbøjelige til at have psykotrope co-recepter end normalt udviklende kontroller. For midaldrende voksne (30-49 år) var oddsene henholdsvis seks og 21 gange større, og for ældre voksne syv og 18 gange større. Respiratoriske lægemidler (primært til allergiske reaktioner og astma) var de mest sandsynlige lægemidler, der blev udleveret til somatiske formål, efterfulgt af lægemidler til fordøjelseskanalen og metaboliske lægemidler (oftest protonpumpehæmmere, der er indiceret til mave-/duodenalsår og gastroøsofageal reflukssygdom) og derefter lægemidler til det kardiovaskulære system (primært til hypertension og arytmier) (Zhang et al., 2020a).
ADHD er en lidelse, der er forbundet med alvorlige lidelser og/eller forringelser i livet. Selv om der som dokumenteret nedenfor er mange alvorlige negative konsekvenser forbundet med ADHD, oplever den typiske patient ikke alle, eller endog de fleste, af disse problemer. Mange patienter lever et fornøjeligt og produktivt liv, især hvis de modtager behandling.
101. En metaanalyse af syv undersøgelser med over 5.000 unge og deres forældre rapporterede om store forringelser i livskvaliteten hos unge med ADHD i forhold til jævnaldrende med typisk udvikling, uanset om de blev vurderet af de unge selv eller af deres forældre. Den fysiske funktion var kun moderat forringet, men den følelsesmæssige funktion og den sociale funktion var stærkt forringet. Skolefunktionen var stærkt forringet. Efterhånden som unge med ADHD blev ældre, blev deres livskvalitet i forhold til jævnaldrende med typisk udviklede børn dårligere inden for fysiske, følelsesmæssige og skolemæssige områder. (Lee et al., 2016).
102. En metaanalyse af 17 undersøgelser omfattende 647 familier (over 2.300 deltagere) evaluerede livskvaliteten hos forældre, hvis børn havde ADHD, i forhold til forældre med børn med typisk udviklende børn. Forældre til førstnævnte rapporterede et moderat underskud i livskvalitet i forhold til forældre til sidstnævnte (Dey et al., 2019).
103. En undersøgelse af over 8.600 unge fra den amerikanske National Health Interview Survey viste, at de med ADHD havde seks gange så stor sandsynlighed for at have et højt niveau af følelsesmæssige problemer, adfærdsproblemer og kammeraternes problemer og ni gange så stor sandsynlighed for at manifestere et højt niveau af funktionsnedsættelse, herunder interferens med hjemmeliv, venskaber, indlæring i klasseværelset og fritidsaktiviteter (Strine et al., 2006).
104. En metaanalyse af 22 undersøgelser med over 21.000 deltagere viste, at unge med ADHD var stærkt nedsat i evnen til at modulere deres reaktivitet over for nye eller stressende begivenheder (Graziano og Garcia, 2016). En anden metaanalyse, der kombinerede 12 undersøgelser med over 1.900 deltagere, fandt, at voksne med ADHD havde meget forhøjede niveauer af følelsesmæssig dysregulering sammenlignet med normalt udviklende kontroller (Beheshti et al., 2020).
105. En metaanalyse fandt, at børn med ADHD havde mellemstore til store forringelser i socialisering med jævnaldrende, målt ved afvisning/likalitet, popularitet og venskaber (61 undersøgelser, over 24.000 børn). De havde også moderate forringelser i sociale færdigheder såsom deling, samarbejde, turtagning, gensidighed (68 undersøgelser, over 148.000 børn) og social informationsbehandling, såsom genkendelse af sociale signaler, identifikation af problemer, generering af løsninger og undgåelse af fordomme (23 undersøgelser, over 3.750 børn) (Ros og Graziano, 2018).
106. En undersøgelse af over 53.000 amerikanske børn fra National Survey of Children’s Health viste, at de med ADHD havde 2,4 gange så stor sandsynlighed for at deltage i mobning (Montes og Halterman, 2007). En nyere undersøgelse af ca. 64 000 børn ved hjælp af den samme database bekræftede dette resultat og rapporterede, at det var 2,8 gange mere sandsynligt, at personer med ADHD var involveret i mobning (Benedict et al., 2015).
107. En landsdækkende kohorteundersøgelse af over 50.000 unge med ADHD og et lige så stort antal alders-, køns- og komorbiditetsmatchede kontroller udtrukket fra Taiwans National Health Insurance Research Database rapporterede, at det at have ADHD var forbundet med en mere end tre fjerdedele større sandsynlighed for brandskader. For personer under seks år var risikoen fordoblet. For unge mellem seks og 17 år var stigningen i risikoen omkring 70 procent. Der var ingen signifikante forskelle mellem drenge og piger (Yeh et al., 2020).
108. En metaanalyse af 32 undersøgelser, der omfattede mere end fire millioner mennesker, viste, at personer med ADHD havde en 40-50 % større risiko for utilsigtede fysiske skader (Ruiz-Goikoetxea et al., 2018a).
109. En svensk national registerundersøgelse fulgte 17 408 personer med ADHD fra 2006 til 2009 og fandt, at patienter med ADHD havde en næsten 50 % større risiko for alvorlige transportulykker (Chang et al., 2014b).
110. En amerikansk undersøgelse af over 8.000 gymnasie- og universitetsatleter (overvejende mandlige fodboldspillere) viste, at de med ADHD havde tre gange så stor sandsynlighed for at have haft tre eller flere rapporterede hjernerystelser (Nelson et al., 2016).
111. En metaanalyse af 16 undersøgelser, der omfatter over 175 000 personer, anslog, at hvis der kontrolleres for kørte kilometer, havde personer med ADHD 23 % større sandsynlighed for at være involveret i bilulykker (Vaa, 2014).
112. En retrospektiv kohorteundersøgelse af over 18.000 førere i New Jersey viste, at risikoen for ulykker for dem med ADHD var en tredjedel større end for dem uden ADHD (Curry et al., 2017).
113. En metaanalyse af fem undersøgelser, der omfattede over 3.000 patienter med mindre traumatisk hjerneskade (mTBI) og over 9.000 kontroller, viste, at der var dobbelt så stor sandsynlighed for, at personer med mTBI havde ADHD som personer uden mTBI (Adeyemo et al., 2014).
114. En dansk undersøgelse af næsten to millioner mennesker har vist, at ADHD er forbundet med en lille risiko for tidlig død, hovedsagelig på grund af ulykker. Når ADHD var ledsaget af andre psykiatriske lidelser og stofmisbrugsforstyrrelser, steg risikoen for tidlig død (Dalsgaard et al., 2015b).
115. En kohorteundersøgelse af mere end 2,2 millioner taiwanesere fandt ingen øget risiko for død af naturlige årsager forbundet med ADHD. Men personer med ADHD havde dobbelt så høj selvmordsrate, dobbelt så høj risiko for død ved mord og 30 % højere risiko for død som følge af utilsigtet skade (Chen et al., 2019c).
116. Ved hjælp af landsdækkende registre i Danmark rapporterede en kohorteundersøgelse af 2,9 millioner mennesker en fire gange højere rate af selvmordsforsøg og dødsfald hos patienter med ADHD. Risikoen var over ti gange så stor hos dem med ADHD plus en anden psykiatrisk diagnose (Fitzgerald et al., 2019).
117. En metaanalyse viste, at personer med ADHD forsøgte at begå selvmord dobbelt så hyppigt som typisk udviklede personer (seks undersøgelser, over 65.000 personer), havde over tre gange så mange selvmordstanker (23 undersøgelser, over 70.000 personer) og over seks gange så mange fuldbyrdede selvmord (fire undersøgelser, over 130.000 personer) (Septier et al., 2019).
118. En taiwanesisk undersøgelse af over 20.000 unge og unge voksne med ADHD og over 61.000 alders- og kønsmatchede personer uden ADHD viste, at personer med ADHD havde næsten fire gange så stor sandsynlighed for at forsøge selvmord og over seks gange så stor sandsynlighed for at gentage selvmordsforsøg. Methylphenidat- eller atomoxetinbehandling øgede ikke risikoen for selvmordsforsøg eller gentagne selvmordsforsøg. Langtidsbehandling med methylphenidat var forbundet med en lavere risiko for gentagne selvmordsforsøg blandt mænd (Huang et al., 2018).
119. I en prospektiv kohorteundersøgelse af mere end 2,6 millioner svenskere havde voksne med ADHD en lille stigning i for tidlig død, hovedsagelig som følge af ulykker og selvmord. Der var ingen signifikant sammenhæng for børn med ADHD (Sun et al., 2019b).
120. En undersøgelse af den danske befolkning ved hjælp af landsdækkende registre viste, at sammenlignet med andre unge var der mere end dobbelt så stor sandsynlighed for at blive dømt for kriminelle handlinger og tre gange så stor sandsynlighed for at blive fængslet hos dem, der var diagnosticeret med ADHD, sammenlignet med andre unge. Efter justering for andre risikofaktorer var der 60 % større sandsynlighed for, at de med ADHD var blevet dømt for en forbrydelse, og 70 % større sandsynlighed for at have været fængslet (Mohr-Jensen et al., 2019).
121. En metaanalyse, der omfattede 21 undersøgelser og over 19.500 indsatte i fængsler, viste, at prævalensen af ADHD i fængsler baseret på interviewdiagnoser var 20,5 % uden forskelle observeret mellem mænd og kvinder eller unge og voksne (Young et al., 2015). En anden metaanalyse rapporterede, at prævalensen af ADHD blandt unge i ungdomsfængsler var lidt over 17 %, både for mænd (24 undersøgelser, over 24.000 personer) og kvinder (13 undersøgelser, over 3.900 personer), hvilket er meget højere end prævalensen i befolkningen (Beaudry et al., 2020).
122. En undersøgelse med en nationalt repræsentativ amerikansk stikprøve på over 5.000 voksne viste, at personer med ADHD havde over dobbelt så stor sandsynlighed for at være gerningsmænd til fysisk datingvold og 65 % større sandsynlighed for at være ofre for en sådan vold (McCauley et al., 2015).
123. I en landsdækkende undersøgelse af over 21.000 islandske unge og unge voksne rapporterede 14 %, at de var blevet afhørt på en politistation. Af disse rapporterede 15 %, at de havde afgivet en falsk tilståelse. Personer med ADHD var dobbelt så tilbøjelige til at afgive en falsk tilståelse (Gudjonsson et al., 2016).
124. I en undersøgelse, der anvendte de danske nationale registre, blev der set på voldsforbrydelser mod unge i alderen 7-18 år blandt i alt 678.000 personer. Børn med ADHD var 2,7 gange mere tilbøjelige til at blive ofre for voldsforbrydelser end deres jævnaldrende med typisk udvikling, efter justering for forvirrende risikofaktorer (Christoffersen, 2019).
125. En undersøgelse af en amerikansk stikprøve på næsten 30.000 voksne viste, at personer med ADHD havde dobbelt så stor sandsynlighed for ikke at have afsluttet gymnasiet til tiden efter justering for andre psykiatriske lidelser (Breslau et al., 2011).
126. En landsdækkende kohorteundersøgelse af over 750 000 skotske skolebørn ved hjælp af sammenkoblede nationale registre identificerede dem, der havde fået ordineret medicin for ADHD. Selv mens de fik medicin, var disse børn mere end tre gange så tilbøjelige som deres jævnaldrende med typisk udvikling til at have et lavt uddannelsesniveau, mere end dobbelt så tilbøjelige til at droppe ud af skolen før 16-årsalderen, mere end otte gange så tilbøjelige til at have en registrering af særlige uddannelsesbehov, 50 % mere tilbøjelige til at komme til skade og 40 % mere tilbøjelige til at være arbejdsløse. Disse resultater blev justeret for socioøkonomiske confounders og andre psykiatriske tilstande (Fleming et al., 2017).
127. En metaanalyse af ti undersøgelser og 830 unge fandt, at ADHD var stærkt forbundet med dårligere præstationer på målinger af det generelle, ekspressive, receptive og pragmatiske sprog (Korrel et al., 2017).
128. En metaanalyse af 12 undersøgelser, der omfattede over 5.400 personer, viste, at der var næsten tre gange så stor sandsynlighed for, at personer med ADHD var nikotinafhængige. Ved at kombinere elleve undersøgelser med næsten 2.400 deltagere var der 50 % større sandsynlighed for, at personer med ADHD udviklede en stof- eller alkoholforstyrrelse end personer uden ADHD (Lee et al., 2011).
129. En metaanalyse viste, at ADHD var forbundet med en mere end dobbelt så stor sandsynlighed for alkoholbrugsforstyrrelser (13 undersøgelser, over 20.000 deltagere) og nikotinrelaterede forstyrrelser (14 undersøgelser, over 1.800 deltagere) (Groenman et al., 2017).
130. En svensk undersøgelse af over en halv million mennesker fandt en mere end tredobbelt sammenhæng mellem ADHD og efterfølgende stofbrugsforstyrrelser efter justering for køn og forældrenes uddannelse (Sundquist et al., 2015).
131. Undersøgelser af 2,7 millioner piger fra Danmark (Ostergaard et al., 2017), 380.000 fra Sverige (Skoglund et al., 2019) og 7.500 fra Taiwan (Hua et al., 2020) fandt, at personer med ADHD havde større sandsynlighed for at blive teenagegraviditet end personer uden ADHD. I overensstemmelse med disse resultater har store undersøgelser fra Sverige (Chang et al., 2014a), Finland (Chudal et al., 2015) og et konsortium af otte europæiske lande (Pohlabeln et al., 2017) hver især fundet, at ADHD er mere sandsynligt blandt børn af teenagemødre end blandt børn af ældre mødre.
132. En undersøgelse af over 36 000 personer fra USA rapporterede, at ADHD øgede risikoen for problematisk spil, for at bruge for mange penge, for hensynsløs kørsel og for at sige op fra et job uden en plan for, hvad der skal ske derefter (Bernardi et al., 2012).
133. En landsdækkende undersøgelse, der anvendte Taiwans nationale database for sundhedsforsikringsforskning, sammenlignede 675 voksne med ADHD og 2.025 uden ADHD, matchet efter alder og køn. Efter justering for andre psykiatriske lidelser, urbaniseringsniveau på bopælen og månedlig indkomst havde dem med ADHD 3,4 gange større risiko for at udvikle demens (Tzeng et al., 2019).
134. En metaanalyse af ni undersøgelser, der omfatter næsten halvanden million mennesker, viste, at ADHD er forbundet med en tre gange større risiko for forgiftning hos børn (Ruiz-Goikoetxea et al., 2018b). I en undersøgelse fra Taiwan, hvor man sammenlignede 3 685 børn med ADHD med 36 000 kontroller, havde de med ADHD en mere end fire gange større risiko for bevidst selvforgiftning (Chou et al., 2014).
135. En longitudinal undersøgelse af ca. 15 000 amerikanske unge rapporterede, at de med ADHD havde en 12 % reduktion i beskæftigelse og en 34 % reduktion i indtjening i forhold til søskende uden ADHD (Fletcher, 2014).
136. Ved hjælp af danske registre viste en landsdækkende befolkningsundersøgelse af over 675 000 unge mellem 7 og 18 år, at unge med ADHD havde 3,7 gange så stor sandsynlighed for at blive anmeldt som ofre for seksuelle forbrydelser som normalt udviklende kontrolpersoner. Efter justering for kovariater som f.eks. vold fra forældrene, forældrenes indlagte psykiske sygdom, forældrenes selvmordsadfærd eller alkoholmisbrug, forældrenes langtidsledighed, familiens adskillelse og barn i offentlig forsorg uden for familien, var det stadig næsten dobbelt så sandsynligt, at unge med ADHD blev rapporteret som ofre for seksuelle forbrydelser (Christoffersen, 2020).
I betragtning af de mange negative virkninger, der er forbundet med ADHD, vil det ikke komme som nogen overraskelse for læserne, at disse virkninger har en betydelig økonomisk omkostning for de enkelte patienter, familier og samfundet.
137. En systematisk gennemgang af syv europæiske undersøgelser af hundredtusindvis af deltagere anslog de samlede ADHD-relaterede omkostninger i Nederlandene til 9 860 € til 14 483 € pr. patient pr. år, med årlige nationale omkostninger på over 1 mia. euro (Le et al., 2014).
138. En gennemgang af omkostningerne ved ADHD hos børn, unge og voksne i Australien anslog de samlede årlige omkostninger til at være over 20 mia. australske dollars eller 25 000 dollars pr. person med ADHD. Dette omfatter finansielle omkostninger på 12,8 mia. dollar, tab af velvære på 7,6 mia. dollar og produktivitetstab på 10,2 mia. dollar (Australian ADHD Professionals Association, 2019).
139. En systematisk gennemgang af 19 amerikanske undersøgelser af hundredtusindvis af personer viste, at ADHD var forbundet med samlede nationale årlige omkostninger fra 143 til 266 mia. dollars, hovedsagelig forbundet med voksne (105 til 194 mia. dollars). Omkostninger, der bæres af familiemedlemmer til personer med ADHD, varierede fra 33 – 43 mia. dollars (Doshi et al., 2012).
140. En undersøgelse med over 7 000 arbejdstagere i ti nationer viste, at personer med ADHD havde i gennemsnit 22 årlige dage med tabt rolleydelse sammenlignet med personer uden ADHD (de Graaf et al., 2008).
141. En undersøgelse af en amerikansk national Fortune 100-virksomheds database med over 100 000 modtagere sammenlignede sundhedsudgifterne for unge med ADHD med matchede kontroller uden ADHD. De årlige gennemsnitlige omkostninger pr. familiemedlem var 2 728 USD for familiemedlemmer uden ADHD til ADHD-patienter, hvilket var næsten dobbelt så meget som 1 440 USD for familiemedlemmer til matchede kontroller (Swensen et al., 2003).
142. Tyske sygesikringsregistre, der omfatter over 25.000 patienter med ADHD, viser, at patienter med ADHD koster ca. 1.500 € mere årligt end patienter uden ADHD. De vigtigste omkostningsdrivere var indlæggelser, psykiatere og psykoterapeuter. Humør, angst, stofmisbrugsforstyrrelser og fedme var betydeligt hyppigere hos patienter med ADHD. De ekstra omkostninger som følge af disse tilstande tilføjede så meget som 2 800 EUR pr. patient (Libutzki et al., 2019).
143. Ved hjælp af data fra National Health Insurance Service claims data for befolkningen på 19 år eller yngre i Sydkorea (69 353 diagnosticeret med ADHD) blev den samlede årlige økonomiske byrde som følge af ADHD anslået til 47,55 mio. dollars (Hong et al., 2020).
144. Ved hjælp af de danske nationale registre blev over 5 000 voksne med en ADHD-diagnose i voksenalderen, som ikke havde fået en diagnose i barndommen, identificeret. Ved at udelukke tilfælde med manglende data, andre psykiatriske diagnoser og tilfælde uden en søskende af samme køn uden diagnosticerede psykiatriske diagnoser blev der dannet en endelig kohorte bestående af 460 søskendepar. I gennemsnit havde voksne med ADHD en årlig økonomisk byrde på lidt over 20.000 euro sammenlignet med deres normalt udviklende søskende (Daley et al., 2019).
145. En landsdækkende kohorteundersøgelse af over 445.000 personer i de svenske nationale registre sammenlignede sundhedsudgifterne for tre grupper: dem med ADHD i barndommen, der fortsatte ind i voksenalderen, dem, hvis ADHD gik tilbage i voksenalderen, og dem, der aldrig havde haft ADHD. De personer, der aldrig havde ADHD, havde gennemsnitlige årlige sundhedsudgifter på 304 EUR. De, der var i remission, havde dobbelt så store omkostninger, og de med vedvarende ADHD havde over tre gange så store omkostninger (Du Rietz et al., 2020).
146. En landsdækkende befolkningsundersøgelse af over 83 000 personer med ADHD og 334 446 kontroller uden ADHD, der var matchet efter alder og køn, anvendte danske nationale registre til at beregne de socioøkonomiske nettoomkostninger ved ADHD. I forhold til kontrollerne og ved at summere de direkte netto-sundhedsomkostninger og nettotab som følge af lavere indkomst og beskæftigelse blev de årlige gennemsnitlige omkostninger pr. person med ADHD på lidt over 16 000 EUR. Hvis man medregner yderligere sociale overførsler, steg det samlede beløb til lidt over 23 000 EUR. For partnere til personer med ADHD var de yderligere årlige gennemsnitlige omkostninger pr. person næsten 5 500 EUR. Med yderligere sociale overførsler steg de samlede omkostninger til 8 000 EUR (Jennum et al., 2020).
147. Ved hjælp af en database, der følger mere end 60 tyske landsdækkende sygesikringsprogrammer, blev der i en undersøgelse af fem millioner medlemsoptegnelser identificeret 2 380 personer, der først blev diagnosticeret med ADHD som voksne. Deres direkte sundhedsudgifter i året efter diagnosen udgjorde i gennemsnit 4 000 EUR. På trods af udtrykkelige tyske retningslinjer, der anbefaler ADHD-medicinering, blev kun en tredjedel ordineret medicin, hvilket faldt til en ottendedel fire år senere. To tredjedele modtog psykoterapi. Forfatterne konkluderede, at “anbefalingerne i retningslinjerne endnu ikke er blevet gennemført i vid udstrækning i den daglige rutinebehandling” (Libutzki et al., 2020).
Som det er fastslået af statslige tilsynsmyndigheder rundt om i verden, er flere lægemidler sikre og effektive til behandling af ADHD-symptomer, som det fremgår af randomiserede, kontrollerede kliniske forsøg, der typisk undersøger patienter i flere uger. Disse lægemidler, som er lige så effektive eller mere effektive end mange lægemidler, der anvendes til ikke-psykiatriske lidelser (Leucht et al., 2012), er klassificeret som enten stimulanser (methylphenidat og amfetamin) eller ikke-stimulerende midler (atomoxetin, guanfacin med forlænget frigivelse og clonidin med forlænget frigivelse).
148. Protokoller for brug af medicin til ADHD er velbeskrevet i detaljerede retningslinjer udarbejdet af professionelle sundhedsplejeforeninger (Alliance, 2011; Banaschewski T, 2018; Bolea-Alamanac et al., 2014; Crunelle et al., 2018; Flisher, 2013; Graham et al.., 2011; Kooij et al., 2019; National Collaborating Centre for Mental Health, 2018; National Institute for Health Care and Excellence, 2018; Pliszka, 2007; Schoeman og Liebenberg, 2017; Seixas et al., 2012; Taylor et al., 2004; Wolraich et al., 2011).
149. En netværksmetaanalyse fandt, at stimulanser er meget effektive til at reducere symptomerne på ADHD. Sammenlignet med placebo, som vurderet af klinikere, var amfetamin forbundet med store forbedringer i alle aldersgrupper (unge 6 undersøgelser med 2179 deltagere, voksne 5 undersøgelser med 1521 deltagere), methylphenidat med store forbedringer hos unge (9 undersøgelser, 2677 deltagere) og moderate hos voksne (11 undersøgelser, 2909 deltagere). Guanfacin med forlænget frigivelse (7 undersøgelser, 1930 deltagere) førte til moderate forbedringer hos børn. Atomoxetin førte til moderate forbedringer i alle aldersgrupper (unge 21 undersøgelser med 3812 deltagere, voksne 11 undersøgelser med 3377 deltagere). Når der tages hensyn til bivirkninger, var de lægemidler med det bedste forhold mellem fordele og risici methylphenidat for børn og unge og amfetamin for voksne (Cortese et al., 2018a).
150. En metaanalyse af 18 undersøgelser med over 2.000 voksne med ADHD fandt, at tre amfetaminderivater (dextroamfetamin, lisdexamfetamin og blandede amfetaminsalte) var forbundet med moderate reduktioner i ADHD-symptomer (Castells et al., 2011). En anden metaanalyse, der kombinerede fire undersøgelser med 216 unge, fandt blandede amfetaminsalte som værende lidt mere effektive til at reducere ADHD-symptomer end methylphenidat (Faraone et al., 2002).
151. En metaanalyse af 19 parallelle gruppeforsøg med over 1 600 deltagere fandt, at methylphenidat gav moderate til store forbedringer i lærervurderede ADHD-symptomer, lærervurderet adfærd og forældrevurderet livskvalitet. Der var ingen tegn på alvorlige bivirkninger og kun en let forhøjet risiko for ikke-gravide bivirkninger (Storebø et al., 2015).
152. En metaanalyse fandt, at dexmethylphenidat reducerede ADHD-symptomer hos unge kraftigt i forhold til placebo (syv undersøgelser, næsten 1.500 deltagere) og havde tre gange så høj klinisk responsrate (fire undersøgelser, over 600 deltagere) (Maneeton et al., 2015). En anden metaanalyse, der omfattede seks RCT’er med 253 deltagere, rapporterede, at methylphenidat reducerede ADHD-symptomer hos voksne kraftigt, idet højere doser resulterede i større forbedring (Faraone et al., 2004).
153. En metaanalyse af syv undersøgelser med over 1.600 deltagere rapporterede, at atomoxetin reducerede ADHD-symptomer moderat. (Cheng et al., 2007).
154. En metaanalyse viste, at methylphenidat (13 undersøgelser, over 2.200 voksne) og lisdexamfetamin (fem undersøgelser, over 2.300 voksne) førte til små til moderate reduktioner i symptomer på følelsesmæssig dysregulering; for atomoxetin (tre undersøgelser, 237 voksne) var reduktionerne små (Lenzi et al., 2018). En anden metaanalyse, der dækker ni undersøgelser med over 1.300 unge, rapporterede, at atomoxetin var forbundet med små reduktioner i følelsesmæssige symptomer (Schwartz og Correll, 2014).
155. En metaanalyse rapporterede moderate til stærke forbedringer af ADHD-symptomer med methylphenidat hos ADHD-patienter med borderline intellektuel funktion eller intellektuel funktionsnedsættelse (8 studier, 423 børn). (Sun et al., 2019a).
156. En metaanalyse af 23 undersøgelser med over 2.900 børn med ADHD rapporterede, at stimulerende medicin reducerede angst med 14 % i forhold til placebo (Coughlin et al., 2015).
157. En metaanalyse af ni undersøgelser med over 1.300 deltagere viste, at stimulerende midler var meget effektive til at reducere aggression, oppositionel adfærd og adfærdsproblemer hos unge med ADHD (med og uden oppositionel udfordringsforstyrrelse) og adfærdsforstyrrelser, målt af lærere, og moderat effektive målt af forældre (Pringsheim et al., 2015).
158. En svensk registerundersøgelse af over 650.000 elever viste, at behandling med ADHD-medicin i tre måneder resulterede i en stigning på mere end ni point i karaktergennemsnit (på en skala fra 0 til 320); behandlingen var forbundet med en stigning i sandsynligheden for at gennemføre gymnasiet med to tredjedele (Jangmo et al., 2019).
159. En svensk national registerundersøgelse af over 61.000 unge med ADHD viste, at deres testresultater var højere i perioder, hvor de tog medicin, sammenlignet med perioder uden medicinering (Lu et al., 2017). 159. En dansk undersøgelse af over en halv million børn (over 6.400 med ADHD) viste, at ophør af ADHD-medicinering var forbundet med et lille, men signifikant fald i karaktergennemsnit (Keilow et al., 2018). En metaanalyse af ni RCT’er omfattende 1.463 patienter fandt, at ophør af medicinering førte til en forværring af livskvaliteten for børn og unge, men ikke for voksne. (Tsujii et al., 2020)
160. En svensk kohortestudie af over 25.000 ADHD-patienter fandt en tredjedel reduktion i kriminalitet blandt mænd, der modtog ADHD-medicin, og en reduktion på 40 % for kvinder (Lichtenstein et al., 2012). En dansk national registerundersøgelse af over 4 200 personer med ADHD i barndommen viste, at kriminalitetsraten i voksenalderen var 30-40 % lavere i perioder med ADHD-medicinering (Mohr-Jensen et al., 2019).
161. En dansk kohorteundersøgelse af over 700.000 personer, herunder 4.557 med ADHD, fandt, at blandt teenagere med ADHD var stimulerende behandling forbundet med et fald i antallet af skader (30 % for 10-årige og 40 % for 12-årige) (Dalsgaard et al., 2015a).
162. Ved hjælp af de svenske nationale registre fulgte en undersøgelse 9.421 unge med ADHD og 2.986 unge med både ADHD og andre psykiatriske diagnoser fra 2006 til 2013. Den sammenlignede perioder, hvor de tog ADHD-medicin, med perioder, hvor de ikke tog ADHD-medicin, med perioder, hvor de ikke gjorde det. I perioder med medicinering havde begge grupper en reduktion på mere end 10 % i utilsigtede skader og en reduktion på mere end 70 % i traumatiske hjerneskader (Ghirardi et al., 2020).
163. En taiwanesisk undersøgelse af over 124.000 unge med ADHD viste, at behandling med methylphenidat mindskede risikoen for traumatiske hjerneskader efter justering for confoundere (Liao et al., 2018).
164. En landsdækkende undersøgelse sammenlignede 7.200 taiwanesiske unge med ADHD med 36.000 børn uden ADHD. Efter justering for alder, køn, urbaniseringsniveau og geografisk område var drenge med ADHD næsten 40 % mere tilbøjelige og piger med ADHD 60 % mere tilbøjelige til at få knoglebrud (Guo et al., 2016). En anden undersøgelse fra Taiwan identificerede over 6.200 unge, der for nylig blev diagnosticeret med ADHD, og vurderede effekten af methylphenidatbehandling. Risikoen for knoglebrud var 20 % lavere hos dem, der havde fået over et halvt års behandling med methylphenidat (Chen et al., 2017b).
165. En befolkningsbaseret, elektronisk database med lægejournaler i Hongkong identificerede over 17.000 personer i alderen 6-19 år, som havde fået ordineret methylphenidat. Af disse havde næsten 5.000 af dem mindst én traumerelateret indlæggelse på skadestuen. Forskerne fandt en reduktion på 9 % i sådanne indlæggelser i perioder, der var dækket af en methylphenidatordination, sammenlignet med perioder uden aktiv ordination (Man et al., 2015).
166. En metaanalyse af fem undersøgelser med over 13.000 deltagere fandt, at ADHD-medicin (primært stimulanser) var forbundet med en reduktion på mere end 10 % i utilsigtede skader (Ruiz-Goikoetxea et al., 2018a).
167. Ved hjælp af svenske nationale registre fandt en undersøgelse af over 17 000 personer med ADHD, at medicinering for ADHD var forbundet med en større end 50 % reduktion i risikoen for alvorlige transportulykker blandt mænd, men ikke blandt kvinder. Over 40 % af de ulykker, der blev begået af mandlige patienter, ville være blevet undgået, hvis de havde været i behandling i hele perioden (Chang et al., 2014b). En amerikansk national kohorteundersøgelse af 2,3 millioner mennesker med ADHD undersøgte besøg på skadestuen for bilulykker over ti år. Mænd med ADHD havde en 38 % lavere risiko for ulykker i måneder, hvor de modtog ADHD-medicin sammenlignet med måneder, hvor de ikke modtog medicin, og kvinder havde en 42 % lavere risiko i måneder, hvor de modtog ADHD-medicin. Omkring en femtedel af ulykkerne ville være blevet undgået, hvis de havde været på medicin i hele undersøgelsesperioden (Chang et al., 2017).
168. I en longitudinal undersøgelse, der anvendte Taiwan Health Insurance Research Database, blev næsten 18.000 unge og unge voksne med ADHD sammenlignet med over 70.000 alders- og kønsmatchede kontroller. Kortvarig brug af ADHD-medicin var forbundet med en 30 % reduktion i seksuelt overførte infektioner og langvarig brug med en 40 % reduktion, selv om disse reduktioner kun var blandt mænd (Chen et al., 2018a).
169. En landsdækkende langsgående kohorteundersøgelse ved hjælp af de svenske nationale registre fandt, at blandt mere end 38.000 personer med ADHD var ADHD-medicinering forbundet med en mere end 40 % reduktion i risikoen for depression tre år senere. Risikoen faldt med varigheden af brugen af ADHD-medicinering. Depressioner var 20 % mindre almindelige, når patienterne fik ADHD-medicin sammenlignet med perioder, hvor de ikke fik det (Chang et al., 2016).
170. En svensk befolkningsbaseret undersøgelse af 38.000 personer med ADHD fandt et fald på 20 % i selvmordsrelaterede hændelser blandt dem, der fik ordineret stimulanser i perioder, hvor de var i behandling, sammenlignet med perioder, hvor de ikke var i behandling. Der blev ikke fundet en sådan fordel for ikke-stimulerende medicin (Chen et al., 2014).
171. En taiwanesisk undersøgelse identificerede 85 000 unge med ADHD ved hjælp af data fra National Health Insurance for at undersøge, om brugen af methylphenidat påvirkede selvmordsforsøg. Efter justering for relevante variabler fandt den en 60 % lavere risiko for selvmord hos dem, der brugte methylphenidat i 3 måneder til et halvt år, og en 70 % reduktion blandt dem, der brugte methylphenidat i mere end et halvt år (Liang et al., 2018b).
172. En undersøgelse, der anvendte de svenske nationale registre, undersøgte sammenhængen mellem receptpligtig stimulerende medicin for ADHD i 2006 og stofmisbrug i 2009 blandt alle 38.753 personer født mellem 1960 og 1998 og diagnosticeret med ADHD. Efter at have kontrolleret for relevante variabler fandt man en reduktion på over 30 % i indikatorer for stofmisbrug blandt dem, der fik ordineret stimulerende midler. Jo længere medicineringens varighed var, jo lavere var andelen af stofmisbrug (Chang et al., 2014c). En metaanalyse af 14 undersøgelser med over 2 300 deltagere viste, at personer med ADHD var ca. halvt så tilbøjelige til at ryge cigaretter, når de regelmæssigt blev behandlet med stimulerende medicin (Schoenfelder et al., 2014). En metaanalyse fandt, at stimulerende midler ikke øgede risikoen for alkohol (11 undersøgelser, over 1 300 deltagere), nikotin (6 undersøgelser, 884 deltagere), kokain (7 undersøgelser, 950 deltagere) eller misbrug eller afhængighed af cannabis (9 undersøgelser, over 1 100 deltagere) (Humphreys et al., 2013).
173. En landsdækkende undersøgelse af over 7.500 taiwanesiske unge med ADHD og over 30.000 matchede kontroller viste, at langvarig brug af ADHD-medicinering var forbundet med et fald på 30 % i teenagegraviditet (Hua et al., 2020).
174. En landsdækkende befolkningsbaseret kohorte ved hjælp af Taiwans National Health Insurance Research Database identificerede over 68.000 børn og unge med en ADHD-diagnose, som fik ordineret methylphenidat, og sammenlignede dem med et identisk antal kontroller matchet på alder, køn og år for første ADHD-diagnose. Efter at have kontrolleret for potentielle forstyrrende faktorer havde ADHD-personer, der fik ordineret methylphenidat, en femtedel lavere dødelighed af alle årsager end ADHD-personer, der ikke fik ordineret methylphenidat. Forsinket brug af methylphenidat var på den anden side forbundet med en lidt højere (5 %) dødelighed. Langtidsbrug af methylphenidat var forbundet med en sjettedel lavere dødelighed af alle årsager. Forfatterne advarer dog om, at “manglende oplysninger i databasen udelukkede måling af andre mulige confoundere, såsom familiehistorie, psykosociale stressorer, effekten af adfærdsterapi eller sværhedsgraden af komorbiditeter”, og derfor kan umålte confounding ikke udelukkes (Chen et al., 2020a).
175. En landsdækkende befolkningsbaseret kohorte ved hjælp af Taiwans National Health Insurance Research Database identificerede over 90.000 personer under 18 år med en ADHD-diagnose og sammenlignede risikoen for forbrændingsskader mellem dem, der ikke var på methylphenidat, dem, der var på methylphenidat i mindre end 90 dage, og disse på methylphenidat i mere end 90 dage. Dataene tydede på, at man kunne have forhindret halvdelen af forekomsten af forbrændingsskader ved at tage methylphenidat. Sammenlignet med patienter, der ikke tog methylphenidat, havde de, der tog det i mindre end 90 dage, en 30 % mindre risiko for brandskader, og de, der tog det i 90 dage eller mere, en 57 % mindre risiko, efter justering for forstyrrende faktorer (Chen et al., 2020b).
176. En metaanalyse af methylphenidatbehandling for ADHD fandt moderate forbedringer i responshæmning (25 studier, 787 deltagere) og vedvarende opmærksomhed (29 studier, 956 deltagere), men ingen signifikant effekt på arbejdshukommelse (13 studier, 559 deltagere) (Tamminga et al., 2016).
177. En metaanalyse af 14 fMRI-undersøgelser med 212 deltagere rapporterede, at medicinbehandling for ADHD fik hjernen hos unge med ADHD til at fungere mere som hjernen hos personer uden ADHD i hjerneområder, der er involveret i kontrol af kognition, som typisk er forstyrret ved ADHD (Rubia et al., 2014). Medicinsk behandling af ADHD havde ingen effekt på hjernestrukturen i undersøgelser af 4.180 ADHD-patienter i ENIGMA-ADHD Working Group-sættet af 36 kohorter fra hele verden (Hoogman et al., 2017; Hoogman et al., 2019).
178. En metaanalyse viste, at stimulanser moderat reducerede den samlede søvntid (7 undersøgelser, 223 børn), forsinkede søvnstart (7 undersøgelser, 171 børn) og svagt til moderat nedsatte søvnvirkningen (7 undersøgelser, 155 børn) (Kidwell et al., 2015). En metaanalyse viste, at børn og unge på methylphenidat havde 50 % større sandsynlighed for at rapportere mavesmerter (46 undersøgelser, over 4.600 unge) og over tre gange større sandsynlighed for at opleve nedsat appetit (52 undersøgelser, over 4.800 unge) og vægt (7 undersøgelser, over 850 unge) (Holmskov et al., 2017). En paraplygennemgang af netværksmetaanalyser og metaanalyser af RCT’er og kohortestudier undersøgte 78 bivirkninger på tværs af 19 kategorier af 80 psykotrope lægemidler hos børn og unge med psykiske lidelser, herunder data fra ni netværksmetaanalyser, 39 metaanalyser, 90 individuelle RCT’er og otte kohortestudier med i alt 337 686 børn og unge inkluderet (Solmi et al., 2020). Fem lægemidler til ADHD var forbundet med signifikant værre anoreksi (atomoxetin, d-amfetamin, lisdexamfetamin, methylphenidat, modafinil), fire med søvnløshed (d-amfetamin, lisdexamfetamin, methylphenidat, modafinil), tre med vægttab (atomoxetin, methylphenidat, modafinil), to hver med mavesmerter (methylphenidat, guanfacin), ophør på grund af bivirkning (lisdexamfetamin, guanfacin), hypertension (atomoxetin, lisdexamfetamin) og sedation (clonidin, guanfacin) og én med QT-forlængelse (guanfacin)..
179. En metaanalyse af 12 undersøgelser med over 3.300 voksne fandt, at de, der tog atomoxetin, havde ca. 40 % større sandsynlighed for at afbryde behandlingen på grund af bivirkninger end de, der fik placebo (Cunill et al., 2013). En metaanalyse viste, at methylphenidat var mere end dobbelt så tilbøjeligt til at fremkalde søvnløshed som atomoxetin (10 studier, over 3.000 unge), men ca. halvt så tilbøjeligt til at forårsage kvalme (8 studier, over 2.750 unge) og opkastning 97 studier, over 2.500 unge) og ca. en sjettedel så tilbøjeligt til at forårsage døsighed (9 studier, over 2.800 unge) (Liu et al., 2017a). En metaanalyse af undersøgelser af methylphenidatbehandling rapporterede en 55 % stigning i bivirkninger i forhold til placebo, ingen livstruende (11 undersøgelser, over 2.100 unge), men en femdobbelt stigning i anoreksi (3 undersøgelser, 613 unge) og mere end fire gange så stor stigning i søvnløshed (4 undersøgelser, 749 unge) (Ching et al., 2019).
180. Børn, der behandles med stimulanser, kan vise forsinkelser i den forventede højdetilvækst på i gennemsnit to centimeter over et eller to år. Disse svækkes undertiden over tid og vender ofte tilbage, når behandlingen stoppes (Faraone et al., 2008). I en undersøgelse af lægejournaler fra USA, hvor 32 999 stimulansbehandlede ADHD-børn blev sammenlignet med 11 515 kontrolbørn, blev der konstateret fortsatte fald i forventet højdeforøgelse over en fireårig periode. I en undersøgelse fra Tyskland blev det imidlertid specifikt undersøgt, om stimulanser forudsagde, at patienterne var meget korte (dvs. mindre end eller lig med den tredje percentil af befolkningen). Efter sammenligning af 3 806 drenge, der ikke blev behandlet med methylphenidat, med 118 behandlede drenge, viste resultaterne ikke, at methylphenidat øgede sandsynligheden for dette negative resultat (McCarthy et al., 2018).
181. En undersøgelse, der anvendte danske nationale registre, fulgte over 700.000 personer i en gennemsnitlig periode på næsten et årti. Ved at se på 8.300 personer med ADHD havde brugere af stimulanser mere end dobbelt så mange kardiovaskulære hændelser (primært hypertension) som ikke-brugere. Disse hændelser var sjældne (Dalsgaard et al., 2014).
182. En metaanalyse af fem undersøgelser med over 43.000 børn og unge fandt ingen signifikant forskel i uønskede hjertehændelser mellem methylphenidat og atomoxetin, og en metaanalyse af tre undersøgelser med 775 voksne fandt ingen signifikant forskel i uønskede hjertehændelser mellem methylphenidat og placebo (Liang et al., 2018a).
183. En metaanalyse, der omfattede personer i alle aldre, rapporterede, at methylphenidat ikke var forbundet med en højere risiko for død af alle årsager (3 studier, over 1,4 millioner personer), hjerteanfald eller slagtilfælde (3 studier, over en halv million personer) (Liu et al., 2019a).
184. En kohorteundersøgelse af over 1,8 millioner graviditeter i USA og over 2,5 millioner graviditeter i sundhedsregistrene i Danmark, Finland, Sverige, Norge og Island rapporterede, at gravides brug af methylphenidat (men ikke amfetamin) var forbundet med en højere risiko for hjertefejl fra 12,9 pr. 1.000 spædbørn til 16,5 pr. 1.000 spædbørn (Huybrechts et al., 2018). En metaanalyse af fire undersøgelser af tre millioner kvinder fandt også, at intrauterin eksponering for methylphenidat var forbundet med en højere risiko for hjertefejldannelser (Koren et al., 2020).
185. En metaanalyse, der undersøgte sikkerheden ved atomoxetin, fandt ingen signifikant stigning i risikoen for irritabilitet (3 studier, over 1.100 børn) (Pozzi et al., 2018). To andre, hvoraf den ene kombinerede 20 undersøgelser med over 3.000 deltagere og den anden kombinerede 37 undersøgelser med over 3.800 deltagere, fandt ingen stigning i risikoen for afbrydelse af behandlingen af alle årsager hos unge (Catala-Lopez et al., 2017; Schwartz og Correll, 2014). En metaanalyse af tolv undersøgelser med over 3.300 voksne fandt imidlertid 40 % større risiko for afbrydelse af behandlingen af alle årsager, hvilket førte til en konklusion om, at “atomoxetin har en dårlig benefit-risk-balance til behandling af voksne med ADHD” (Cunill et al., 2013).
186. Hong Kong Clinical Data Analysis & Reporting System, en befolkningsbaseret, elektronisk medicinsk database, blev brugt til at undersøge over 25.000 personer, der modtog methylphenidat for ADHD. I løbet af 90-dages perioden før behandlingsstart var personer med ADHD mere end seks gange mere tilbøjelige til at forsøge selvmord end efter behandlingen. Efter igangværende behandling var risikoen for selvmordsforsøg ikke længere forhøjet blandt patienter med ADHD (Man et al., 2017).
187. Ved hjælp af den samme database fra Hongkong var risikoen for psykose ikke forskellig mellem de perioder, hvor patienterne var i og uden methylphenidatbehandling (Man et al., 2016).
188. En svensk registerundersøgelse af over 23 000 unge og unge voksne, der blev behandlet med methylphenidat for ADHD, fandt ingen beviser for en sammenhæng mellem psykose og methylphenidatbehandling. Et år efter påbegyndelse af methylphenidatbehandling var forekomsten af psykotiske hændelser 36 % lavere hos dem med en historie af psykose og 18 % lavere hos dem uden en historie af psykose i forhold til perioden umiddelbart før behandlingsstart (Hollis et al., 2019).
189. En systematisk gennemgang af 109 undersøgelser konkluderede, at ikke-medicinsk brug af ordinerede stimulanser er et betydeligt folkesundhedsproblem, især blandt universitetsstuderende. Det meste ikke-medicinsk brug er forbundet med ingen eller mindre medicinske virkninger, men negative medicinske resultater, herunder død, forekommer hos nogle personer, især når de indgives ad ikke-orale veje. Forbedring af den akademiske og erhvervsmæssige præstation var de mest almindeligt nævnte motiveringer for ikke-medicinsk brug af stimulanser, men der er kun få beviser for, at den akademiske præstation forbedres ved ikke-medicinsk brug hos personer uden ADHD (Faraone et al., 2020).
190. Den ikke-medicinske brug af ordinerede stimulanser hos personer uden ADHD er forbundet med lavere uddannelsesniveau. En prospektiv amerikansk undersøgelse fulgte en nationalt repræsentativ stikprøve af over 8 300 high school seniors fra 18 til 35 år. De, der brugte receptpligtige stimulanser ikke-medicinsk, havde 17 % mindre sandsynlighed for at opnå en bachelorgrad end de, der hverken havde medicinsk eller ikke-medicinsk brug (McCabe et al., 2017).
191. En retrospektiv undersøgelse sammenlignede 4,4 millioner mennesker, der fik udleveret ADHD-medicin, med 6,1 millioner mennesker, der fik udleveret astmamedicin. At få recepter fra flere receptudstedere eller at udfylde recepter på flere apoteker var stærkt korreleret med misbrug, misbrug og omdirigering. Denne “shopping”-adfærd var fire gange så hyppig i ADHD-gruppen som i astmagruppen. De personer, der fik udleveret stimulerende medicin, var mere end otte gange så tilbøjelige til at deltage i shoppingadfærd som de personer, der fik udleveret ikke-stimulerende medicin, men kun én ud af 250 personer med stimulerende recepter deltog i shoppingadfærd (Cepeda et al., 2014).
192. En amerikansk undersøgelse af over 440.000 respondenter viste, at brug af ulovlige stoffer eller anden ikke-medicinsk brug af receptpligtig medicin gik forud for ikke-medicinsk brug af ADHD-medicin i mere end tre ud af fire tilfælde (Sweeney et al., 2013).
193. En undersøgelse undersøgte svenske nationale apoteksudleveringsdata for alle 56.922 personer, der indløste en recept på methylphenidat mellem 2010 og 2011. 4 304 af methylphenidatbrugerne (7,6 %) overforbrugte medicin målt på udleverede recepter. Overforbrug var 17 gange hyppigere for aldersgruppen 46-65 år sammenlignet med aldersgruppen 6-12 år. Det var også dobbelt så hyppigt blandt dem med tidligere alkohol- og stofmisbrug (Bjerkeli et al., 2018).
194. Store undersøgelser af opkald til amerikanske giftkontrolcentre vedrørende ADHD-medicin viser, at forsætlige eksponeringer, herunder mistanke om selvmord og medicinmisbrug og/eller -misbrug, er forbundet med indlæggelse på intensivafdelinger og sjældent død, især når de sniffes eller injiceres (Faraone et al., 2019a; King et al., 2018).
Der er blevet foreslået mange ikke-medicinske behandlinger for ADHD. De fleste af dem, der tilbydes på internettet, er ikke blevet testet eller har vist sig ikke at være effektive. I dette afsnit skelner vi mellem virkningerne af en behandling for ADHD-symptomer og andre fordele, som den kan give. På grund af den måde, hvorpå disse behandlinger gennemføres og registreres i patientjournalen, er det ikke muligt at foretage omfattende naturalistiske undersøgelser af resultaterne på længere sigt.
Adfærdsbehandlinger for ADHD er af forskellig art og har forskelligt indhold og fokus afhængigt af patientens alder. For førskolebørn og børn i grundskolen trænes forældrene i at forbedre deres metode til at disciplinere og interagere med deres børn. For unge og voksne hjælper terapi patienterne med at forbedre deres organisatoriske færdigheder. For nogle patienter bidrager lærere til et program, der har til formål at forbedre barnets adfærd. Nogle af disse terapier fokuserer på at forbedre social adfærd og udvikle praktiske færdigheder. I dette afsnit fokuserer vi dog kun på sådanne behandlingers evne til at forbedre ADHD-symptomer. Læsere bør huske på, at hvis en behandling ikke formår at forbedre ADHD-symptomerne væsentligt, betyder det ikke, at den ikke er nyttig til andre formål.
195. En metaanalyse fandt, at forældretræning for førskolebørn med ADHD var forbundet med en moderat reduktion af forældrenes rapporterede ADHD-symptomer (15 undersøgelser, få med aktive kontroller, over tusind deltagere) og adfærdsproblemer (14 undersøgelser, få med aktive kontroller, over tusind deltagere), men ingen signifikante resultater for uafhængigt vurderede ADHD-symptomer (6 undersøgelser, 403 deltagere) og adfærdsproblemer (6 undersøgelser, 311 deltagere). Uafhængige vurderinger rapporterede en lille reduktion i negativ opdragelse (10 undersøgelser, 771 deltagere) (Rimestad et al., 2019).
196. En metaanalyse af 19 undersøgelser af kognitiv adfærdsterapi (CBT) til voksne med ADHD omfattede 896 deltagere. Den fandt associationer med moderate forbedringer af selvrapporterede ADHD-symptomer og selvrapporteret funktionsevne. Men når den blev begrænset til de to undersøgelser med aktive kontroller og blinde bedømmere (N = 244 deltagere), fandt den kun små forbedringer (Knouse et al., 2017). I en anden metaanalyse af 160 patienter med ADHD hos voksne førte CBT til store til moderate forbedringer sammenlignet med ventelistekontroller. I tre undersøgelser af 191 patienter førte CBT til små til moderate forbedringer sammenlignet med aktive kontroller (Young et al., 2020).
197. En metaanalyse af 32 undersøgelser med over to tusinde deltagere viste, at kognitiv træning førte til små til moderate forbedringer i eksekutiv funktion hos førskolebørn med ADHD (Scionti et al., 2019).
198. En metaanalyse undersøgte effektiviteten af meditationsbaseret terapi. Den fandt moderate reduktioner i ADHD-symptomer hos både børn og unge (6 RCT’er, 240 deltagere) og voksne (6 RCT’er, 339 deltagere), men halvdelen af undersøgelserne anvendte ikke aktive kontroller. Fjernelse af undersøgelser med ventelistekontrol gjorde resultaterne ikke signifikante. Forfatterne konkluderede, at “der er utilstrækkelig metodologisk solid evidens til at støtte anbefalingen af meditationsbaserede terapier som en intervention, der sigter mod at målrette ADHD-kernesymptomer eller relaterede neuropsykologiske dysfunktioner hos børn/unge eller voksne med ADHD” (Zhang et al., 2018).
199. En metaanalyse fandt, at træning af sociale færdigheder for unge med ADHD ikke forbedrede lærervurderede sociale færdigheder (11 undersøgelser, over 1.200 unge), generel adfærd (8 undersøgelser, over 1.000 unge) eller skolepræstationer og karakterer (5 undersøgelser, over 600 unge) (Storebo et al., 2019).
200. En metaanalyse af ti undersøgelser med 893 unge rapporterede, at interventioner med organisatoriske færdigheder førte til moderate reduktioner i forældrerapporterede uopmærksomhedssymptomer (Bikic et al., 2017).
201. En metaanalyse af fem randomiserede kontrollerede forsøg (RCT’er) med 263 deltagere, der undersøgte effekten af neurofeedback, fandt en lille reduktion af uopmærksomhed, men ingen signifikant reduktion af hyperaktivitet-impulsivitet eller generelle ADHD-symptomer med vurderinger foretaget af sandsynligvis blinde evaluatorer (forskere, der måler resultaterne, vidste ikke, om patienterne modtog den aktive behandling eller kontrolbehandlingen) (Micoulaud-Franchi et al., 2014). En nyere metaanalyse af ti RCT’er med 256 deltagere fandt ingen effekt på uopmærksomhedssymptomer, men en lille til middelstor reduktion i hyperaktivitets-impulsivitetssymptomer (Van Doren et al., 2019).
202. Den europæiske ADHD Guidelines Group offentliggjorde metaanalyser af kognitiv træning og neurofeedback til unge. Sandsynligvis blinde kognitive træningsstudier med aktive kontroller (6 studier, 287 unge) rapporterede ingen signifikant reduktion af ADHD-symptomer. Men de fandt moderate forbedringer i verbal arbejdshukommelse (5 studier, 263 unge). Der var ingen signifikante virkninger på akademiske resultater i matematik og læsning (95 undersøgelser, 290 unge) (Cortese et al., 2015). Blindede neurofeedbackundersøgelser med aktive/sham-kontroller (6 undersøgelser, 251 deltagere) fandt ingen signifikant reduktion af ADHD-symptomer (Cortese et al., 2016a).
203. En metaanalyse fandt, at træning af arbejdshukommelse førte til kortvarige forbedringer i både verbal arbejdshukommelse (21 undersøgelser, over 1.300 deltagere) og visuospatial arbejdshukommelse (18 undersøgelser, over 1.000 deltagere), uden “overbevisende beviser for, at selv sådanne næsten-overførselseffekter er varige”. Desuden manglede de fleste af studierne aktive kontroller (Melby-Lervag og Hulme, 2013).
204. Omega-3-fedtsyretilskud var forbundet med små til mellemstore forbedringer af ADHD-symptomer i tre metaanalyser (ti undersøgelser med 699 deltagere, 16 undersøgelser med 1.408 deltagere, 7 undersøgelser med 534 deltagere) (Bloch og Qawasmi, 2011; Chang et al., 2018; Hawkey og Nigg, 2014). En anden metaanalyse med 18 studier og 1.640 deltagere fandt små forbedringer (Puri og Martins, 2014).
205. En metaanalyse fandt ingen beviser for nogen effekt af omega-3-fedtsyretilskud på forældrevurderede (5 studier, 650 børn) eller lærervurderede (3 studier, 598 børn) symptomer på følelsesmæssig labilitet eller forældrevurderede (8 studier, 875 børn) eller lærervurderede (6 studier, 805 børn) oppositionelle symptomer hos børn med ADHD (Cooper et al., 2016).
206. En metaanalyse af fem dobbeltblindede crossover-undersøgelser med 164 deltagere viste, at begrænsning af syntetiske fødevarefarvestoffer fra børns kost var forbundet med en lille reduktion af ADHD-symptomer (Nigg et al., 2012).
207. En metaanalyse af ti undersøgelser (300 børn) fandt, at motion var forbundet med en moderat reduktion af ADHD-symptomer, men havde ingen signifikant effekt efter justering for publikationsbias (Vysniauske et al., 2020). En anden metaanalyse fandt ingen signifikant effekt af motion på hverken hyperaktivitet/impulsivitet (4 studier, 227 deltagere) eller uopmærksomhedssymptomer (6 studier, 277 deltagere), men signifikante reduktioner i angst og depression (5 studier, 164 deltagere) (Zang, 2019).
208. En landsdækkende befolkningsundersøgelse ved hjælp af det svenske tvillingregister identificerede næsten 18.000 tvillinger, der gennemførte en webbaseret undersøgelse af forholdet mellem uopmærksomhed og hyperaktivitet/impulsivitetssubtyper og kostvaner. De to undertyper af ADHD udviste meget ensartede sammenhænge. Begge havde signifikante forbindelser med usunde kostvaner. Begge var mere tilbøjelige til at spise fødevarer med et højt indhold af tilsat sukker og forsømme frugt og grøntsager, mens de spiste mere kød og fedtstoffer. Efter justering for tvillingernes slægtskabsgrad (monozygotisk eller dizygotisk) og kontrol for den anden ADHD-subtype forblev forbindelserne statistisk signifikante for uopmærksomhed, men faldt til et ubetydeligt niveau eller blev statistisk ikke-signifikante for hyperaktivitet/impulsivitet. Selv for personer med uopmærksomhedssymptomer var de justerede sammenhænge små (aldrig over r = 0,10), og de stærkeste sammenhænge var for usunde spisevaner generelt og for at spise fødevarer med et højt indhold af tilsat sukker. Blandt over 700 par enæggede (“enæggede”) tvillinger blev der fundet små, men solide sammenhænge mellem uopmærksomhedssymptomer og usunde spisevaner og især med forbrug af fødevarer med højt indhold af tilsat sukker. For hyperaktivitet/impulsivitetssymptomer var sammenhængen med usunde spisevaner svagere, og sammenhængen med forbruget af fødevarer med højt indhold af tilsat sukker blev statistisk insignifikant (Li et al., 2020).
Dette arbejde har udarbejdet evidensbaserede udsagn om ADHD, som tegner et billede af lidelsen, som vi opsummerer som følger:
ADHD er en kronisk lidelse, hvor udviklingsmæssigt uhensigtsmæssige symptomer på uopmærksomhed og/eller hyperaktivitet/impulsivitet fører til funktionsnedsættelser i mange aspekter af livet. Forstyrrelsen, som begynder i barndommen eller den tidlige ungdom og er mere almindelig hos drenge end hos piger, rammer 5,9 % af alle unge og 2,8 % af alle voksne på verdensplan. Der er flere genetiske og miljømæssige risikofaktorer, som i forskellige kombinationer kan akkumuleres og forårsage ADHD. Disse risikofaktorer fører til subtile ændringer i flere hjernenetværk og i de kognitive, motiverende og følelsesmæssige processer, som de styrer. Personer med ADHD-diagnosen har en forhøjet risiko for at fejle i skolen, antisocial adfærd, andre psykiatriske problemer, somatiske lidelser, stof- og alkoholmisbrug, ulykkestilfælde og for tidlig død, herunder selvmordsforsøg og selvmord. Som følge heraf koster ADHD samfundet hundreder af milliarder af dollars hvert år. Flere lægemidler er sikre og effektive til behandling af ADHD og til forebyggelse af mange negative følger.
Der findes ikke-medicinske behandlinger, men sammenlignet med medicin er de mindre effektive til at reducere uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet.
På trods af denne store mængde dokumentation har vi meget mere at lære om lidelsen og dens forskellige manifestationer. Epidemiologiske undersøgelser har lært os, at ADHD forekommer i hele verden, men vi ved kun lidt om, hvordan kulturen påvirker ADHD-symptomernes udtryk eller responsen på behandling. Da de fleste undersøgelser om ADHD er baseret på kaukasiske og østasiatiske prøver, må vi være forsigtige med at generalisere vores påstande til andre grupper.
Desuden vedrører langt mere forskning mænd end kvinder. Vi har også brug for at lære mere om ADHD hos ældre voksne. Fremtidig forskning i ADHD bør undersøge mere forskelligartede prøver fra en bredere vifte af kulturelle kontekster.
Vi har lært meget om årsagerne til ADHD, men er kun lige begyndt at forstå, hvordan gener og miljø kombineres for at forårsage lidelsen og påvirke hjernen til at producere symptomer og funktionsnedsættelser. Nogle af disse årsager kan være fælles med ADHD’s somatiske comorbiditeter. Som eksempler kan nævnes oxidativ stress, inflammation og insulinresistens. Fremtidigt arbejde bør fokusere på biologiske og psykologiske årsagsmekanismer for at finde punkter for indgreb, der vil forbedre effektiviteten af medicinsk og ikke-medicinsk behandling og i sidste ende forhindre, at sygdommen opstår. Selv om de lægemidler, der behandler ADHD, er meget effektive, har vi brug for bedre metoder til at forhindre misbrug og omdirigering af disse lægemidler, især blandt unge og unge voksne (Faraone et al., 2020).
Mange årtiers forskning har ført til en metode til diagnosticering af ADHD, der er yderst gyldig som en forudsigelse af behandlingsrespons, familiehistorie af ADHD, mange kliniske træk, målinger af hjernestruktur og -funktion og negative resultater. Ikke desto mindre er der flere nye retninger for diagnosticering. Den ene er at forstå karakteren og årsagerne til følelsesmæssige symptomer ved ADHD bedre, og om disse bør indarbejdes i diagnosekriterierne (Faraone et al., 2019b). En anden er at afgøre, om og hvordan milde eller sub-tærskeltilt tilfælde af ADHD skal diagnosticeres og behandles (Kirova et al., 2019). Forskellige forløb af ADHD på tværs af livscyklussen skal undersøges yderligere.
Mange forskere forsøger at udvikle computerbaserede eller biologiske tests ved hjælp af oplysninger om patientens adfærd, hjerne og/eller genetiske sammensætning. Håbet er, at sådanne tests en dag vil kunne diagnosticere lidelsen, forudsige en personlig tilgang til behandling eller hjælpe klinikere på disse områder. Andre arbejder på metoder, der anvender de omfattende data fra lægejournaler til at forudsige, hvilke patienter med ADHD der har størst risiko for negative resultater senere i livet. Et sådant arbejde vil måske en dag gøre det muligt for sundhedssystemerne at allokere ressourcer til de patienter, der har den højeste risiko.
Selv om vi har gode behandlinger for ADHD, er selv de bedste behandlinger kun delvist effektive. Fremtiden for behandling af ADHD vil omfatte nye lægemidler, der er under udvikling, og et stærkere evidensgrundlag for nye ikke-medicinske behandlinger til behandling af ADHD-symptomer eller tilknyttede funktionsnedsættelser, såsom stimulering af trigeminusnerven (McGough et al., 2019) og spilbaserede behandlinger (Craven og Groom, 2015; Dovis et al., 2015). Og der er behov for flere data til at forbedre eksisterende ikke-medicinske behandlinger og til at teste effektiviteten af traditionelle terapier såsom akupunktur, yoga og ayurvediske terapier. Der er også kun lidt viden om, hvordan de somatiske lidelser, der forekommer samtidig med ADHD, interagerer med behandlinger for ADHD, og hvordan symptomerne på lidelsen påvirker de somatiske resultater. Vi har brug for at lære mere om, hvordan behandlingens varighed påvirker resultaterne over længere perioder.
Vi ved også meget lidt om stigmatisering og ADHD. Stigmatiserende holdninger til ADHD er almindelige og kan spille en rolle for socialt og klinisk vigtige resultater. Disse negative holdninger påvirker patienter i alle faser af deres liv. Sådanne holdninger er blevet dokumenteret blandt personer i alle aldre og i alle grupper, herunder familie, jævnaldrende, lærere, klinikere og endda personer med ADHD selv (Lebowitz, 2016).
På trods af disse og andre huller i vores viden om ADHD, næsten to og et halvt århundrede efter den første lærebogsbeskrivelse af et ADHD-lignende syndrom, gør de udsagn om ADHD, som vi har kurateret, os sikre på, at den nutidige diagnose af lidelsen er en gyldig og nyttig kategori, der kan bruges over hele verden til at forbedre livet for de mange mennesker, der lider af lidelsen og dens komplikationer.
Adeyemo BO, Biederman J, Zafonte R, Kagan E, Spencer TJ, Uchida M, Kenworthy T, Spencer AE, Faraone SV, 2014. Mild Traumatic Brain Injury and ADHD: A Systematic Review of the Literature and Meta-Analysis. J Atten Disord 18, 576–584. [PubMed] [Google Scholar]
Akmatov MK, Ermakova T, Batzing J, 2019. Psychiatric and Nonpsychiatric Comorbidities Among Children With ADHD: An Exploratory Analysis of Nationwide Claims Data in Germany. J Atten Disord, 1087054719865779. [PubMed] [Google Scholar]
Alliance CAR, 2011. Canadian ADHD Practice Guidelines, 3rd ed., 3rd ed.
American Psychiatric Association, 2013. Diagnostic and statistical manual of mental disorders (5th ed.), 5th ed. American Psychiatric Publishing, Arlington, VA. [Google Scholar]
Andersen CH, Thomsen PH, Nohr EA, Lemcke S, 2018. Maternal body mass index before pregnancy as a risk factor for ADHD and autism in children. Eur Child Adolesc Psychiatry 27, 139–148. [PubMed] [Google Scholar]
Anttila V, Bulik-Sullivan B, Finucane HK, Walters RK, Bras J, Duncan L, Escott-Price V, Falcone GJ, Gormley P, Malik R, Patsopoulos NA, Ripke S, Wei Z, Yu D, Lee PH, Turley P, Grenier-Boley B, Chouraki V, Kamatani Y, Berr C, Letenneur L, Hannequin D, Amouyel P, Boland A, Deleuze J-F, Duron E, Vardarajan BN, Reitz C, Goate AM, Huentelman MJ, Kamboh MI, Larson EB, Rogaeva E, St George-Hyslop P, Hakonarson H, Kukull WA, Farrer LA, Barnes LL, Beach TG, Demirci FY, Head E, Hulette CM, Jicha GA, Kauwe JSK, Kaye JA, Leverenz JB, Levey AI, Lieberman AP, Pankratz VS, Poon WW, Quinn JF, Saykin AJ, Schneider LS, Smith AG, Sonnen JA, Stern RA, Van Deerlin VM, Van Eldik LJ, Harold D, Russo G, Rubinsztein DC, Bayer A, Tsolaki M, Proitsi P, Fox NC, Hampel H, Owen MJ, Mead S, Passmore P, Morgan K, Nöthen MM, Schott JM, Rossor M, Lupton MK, Hoffmann P, Kornhuber J, Lawlor B, McQuillin A, Al-Chalabi A, Bis JC, Ruiz A, Boada M, Seshadri S, Beiser A, Rice K, van der Lee SJ, De Jager PL, Geschwind DH, Riemenschneider M, Riedel-Heller S, Rotter JI, Ransmayr G, Hyman BT, Cruchaga C, Alegret M, Winsvold B, Palta P, Farh K-H, Cuenca-Leon E, Furlotte N, Kurth T, Ligthart L, Terwindt GM, Freilinger T, Ran C, Gordon SD, Borck G, Adams HHH, Lehtimäki T, Wedenoja J, Buring JE, Schürks M, Hrafnsdottir M, Hottenga J-J, Penninx B, Artto V, Kaunisto M, Vepsäläinen S, Martin NG, Montgomery GW, Kurki MI, Hämäläinen E, Huang H, Huang J, Sandor C, Webber C, Muller-Myhsok B, Schreiber S, Salomaa V, Loehrer E, Göbel H, Macaya A, Pozo-Rosich P, Hansen T, Werge T, Kaprio J, Metspalu A, Kubisch C, Ferrari MD, Belin AC, van den Maagdenberg AMJM, Zwart J-A, Boomsma D, Eriksson N, Olesen J, Chasman DI, Nyholt DR, Anney R, Avbersek A, Baum L, Berkovic S, Bradfield J, Buono R, Catarino CB, Cossette P, De Jonghe P, Depondt C, Dlugos D, Ferraro TN, French J, Hjalgrim H, Jamnadas-Khoda J, Kälviäinen R, Kunz WS, Lerche H, Leu C, Lindhout D, Lo W, Lowenstein D, McCormack M, Møller RS, Molloy A, Ng P-W, Oliver K, Privitera M, Radtke R, Ruppert A-K, Sander T, Schachter S, Schankin C, Scheffer I, Schoch S, Sisodiya SM, Smith P, Sperling M, Striano P, Surges R, Thomas GN, Visscher F, Whelan CD, Zara F, Heinzen EL, Marson A, Becker F, Stroink H, Zimprich F, Gasser T, Gibbs R, Heutink P, Martinez M, Morris HR, Sharma M, Ryten M, Mok KY, Pulit S, Bevan S, Holliday E, Attia J, Battey T, Boncoraglio G, Thijs V, Chen W-M, Mitchell B, Rothwell P, Sharma P, Sudlow C, Vicente A, Markus H, Kourkoulis C, Pera J, Raffeld M, Silliman S, Boraska Perica V, Thornton LM, Huckins LM, William Rayner N, Lewis CM, Gratacos M, Rybakowski F, Keski-Rahkonen A, Raevuori A, Hudson JI, Reichborn-Kjennerud T, Monteleone P, Karwautz A, Mannik K, Baker JH, O’Toole JK, Trace SE, Davis OSP, Helder SG, Ehrlich S, Herpertz-Dahlmann B, Danner UN, van Elburg AA, Clementi M, Forzan M, Docampo E, Lissowska J, Hauser J, Tortorella A, Maj M, Gonidakis F, Tziouvas K, Papezova H, Yilmaz Z, Wagner G, Cohen-Woods S, Herms S, Julià A, Rabionet R, Dick DM, Ripatti S, Andreassen OA, Espeseth T, Lundervold AJ, Steen VM, Pinto D, Scherer SW, Aschauer H, Schosser A, Alfredsson L, Padyukov L, Halmi KA, Mitchell J, Strober M, Bergen AW, Kaye W, Szatkiewicz JP, Cormand B, Ramos-Quiroga JA, Sánchez-Mora C, Ribasés M, Casas M, Hervas A, Arranz MJ, Haavik J, Zayats T, Johansson S, Williams N, Elia J, Dempfle A, Rothenberger A, Kuntsi J, Oades RD, Banaschewski T, Franke B, Buitelaar JK, Arias Vasquez A, Doyle AE, Reif A, Lesch K-P, Freitag C, Rivero O, Palmason H, Romanos M, Langley K, Rietschel M, Witt SH, Dalsgaard S, Børglum AD, Waldman I, Wilmot B, Molly N, Bau CHD, Crosbie J, Schachar R, Loo SK, McGough JJ, Grevet EH, Medland SE, Robinson E, Weiss LA, Bacchelli E, Bailey A, Bal V, Battaglia A, Betancur C, Bolton P, Cantor R, Celestino-Soper P, Dawson G, De Rubeis S, Duque F, Green A, Klauck SM, Leboyer M, Levitt P, Maestrini E, Mane S, De-Luca DM−., Parr J, Regan R, Reichenberg A, Sandin S, Vorstman J, Wassink T, Wijsman E, Cook E, Santangelo S, Delorme R, Rogé B, Magalhaes T, Arking D, Schulze TG, Thompson RC, Strohmaier J, Matthews K, Melle I, Morris D, Blackwood D, McIntosh A, Bergen SE, Schalling M, Jamain S, Maaser A, Fischer SB, Reinbold CS, Fullerton JM, Grigoroiu-Serbanescu M, Guzman-Parra J, Mayoral F, Schofield PR, Cichon S, Mühleisen TW, Degenhardt F, Schumacher J, Bauer M, Mitchell PB, Gershon ES, Rice J, Potash JB, Zandi PP, Craddock N, Ferrier IN, Alda M, Rouleau GA, Turecki G, Ophoff R, Pato C, Anjorin A, Stahl E, Leber M, Czerski PM, Edenberg HJ, Cruceanu C, Jones IR, Posthuma D, Andlauer TFM, Forstner AJ, Streit F, Baune BT, Air T, Sinnamon G, Wray NR, MacIntyre DJ, Porteous D, Homuth G, Rivera M, Grove J, Middeldorp CM, Hickie I, Pergadia M, Mehta D, Smit JH, Jansen R, de Geus E, Dunn E, Li QS, Nauck M, Schoevers RA, Beekman AT, Knowles JA, Viktorin A, Arnold P, Barr CL, Bedoya-Berrio G, Bienvenu OJ, Brentani H, Burton C, Camarena B, Cappi C, Cath D, Cavallini M, Cusi D, Darrow S, Denys D, Derks EM, Dietrich A, Fernandez T, Figee M, Freimer N, Gerber G, Grados M, Greenberg E, Hanna GL, Hartmann A, Hirschtritt ME, Hoekstra PJ, Huang A, Huyser C, Illmann C, Jenike M, Kuperman S, Leventhal B, Lochner C, Lyon GJ, Macciardi F, Madruga-Garrido M, Malaty IA, Maras A, McGrath L, Miguel EC, Mir P, Nestadt G, Nicolini H, Okun MS, Pakstis A, Paschou P, Piacentini J, Pittenger C, Plessen K, Ramensky V, Ramos EM, Reus V, Richter MA, Riddle MA, Robertson MM, Roessner V, Rosário M, Samuels JF, Sandor P, Stein DJ, Tsetsos F, Van Nieuwerburgh F, Weatherall S, Wendland JR, Wolanczyk T, Worbe Y, Zai G, Goes FS, McLaughlin N, Nestadt PS, Grabe H-J, Depienne C, Konkashbaev A, Lanzagorta N, Valencia-Duarte A, Bramon E, Buccola N, Cahn W, Cairns M, Chong SA, Cohen D, Crespo-Facorro B, Crowley J, Davidson M, DeLisi L, Dinan T, Donohoe G, Drapeau E, Duan J, Haan L, Hougaard D, Karachanak-Yankova S, Khrunin A, Klovins J, Kučinskas V, Lee Chee Keong J, Limborska S, Loughland C, Lönnqvist J, Maher B, Mattheisen M, McDonald C, Murphy KC, Murray R, Nenadic I, van Os J, Pantelis C, Pato M, Petryshen T, Quested D, Roussos P, Sanders AR, Schall U, Schwab SG, Sim K, So H-C, Stögmann E, Subramaniam M, Toncheva D, Waddington J, Walters J, Weiser M, Cheng W, Cloninger R, Curtis D, Gejman PV, Henskens F, Mattingsdal M, Oh S-Y, Scott R, Webb B, Breen G, Churchhouse C, Bulik CM, Daly M, Dichgans M, Faraone SV, Guerreiro R, Holmans P, Kendler KS, Koeleman B, Mathews CA, Price A, Scharf J, Sklar P, Williams J, Wood NW, Cotsapas C, Palotie A, Smoller JW, Sullivan P, Rosand J, Corvin A, Neale BM, 2018. Analysis of shared heritability in common disorders of the brain. Science 360, eaap8757. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Arns M, Conners CK, Kraemer HC, 2013. A decade of EEG Theta/Beta Ratio Research in ADHD: a meta-analysis. J Atten Disord 17, 374–383. [PubMed] [Google Scholar]
Arruda MA, Arruda R, Guidetti V, Bigal ME, 2020. ADHD Is Comorbid to Migraine in Childhood: A Population-Based Study. J Atten Disord 24, 990–1001. [PubMed] [Google Scholar]
Australian ADHD Professionals Association, 2019. The social and economic costs of ADHD in Australia. Deloitte Access Economics. [Google Scholar]
Banaschewski T, B.M., Bea M, Döpfner M, Gelb M, Grosse KP, Hohmann S, Huss M, Millenet M, Philipsen A, Retz W, Rösler M, Skrodzki K, Spitczok von Brisinski I, Stollhoff K, Wilken B, 2018. Leitlinien-Detailansicht ADHS bei Kindern, Jugendlichen und Erwachsenen. AWMD online [Google Scholar]
Barkley RA, 2002. International consensus statement on ADHD. January 2002. Clin Child Fam Psychol Rev 5, 89–111. [PubMed] [Google Scholar]
Beaudry G, Yu R, Langstrom N, Fazel FS, 2020. Mental Disorders Among Adolescents in Juvenile Detention and Correctional Facilities: An Updated Systematic Review and Metaregression Analysis. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry [Epub ahead or print] S0890–8567(20)30061–7. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Beheshti A, Chavanon ML, Christiansen H, 2020. Emotion dysregulation in adults with attention deficit hyperactivity disorder: a meta-analysis. BMC Psychiatry 20, 120. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Benedict FT, Vivier PM, Gjelsvik A, 2015. Mental health and bullying in the United States among children aged 6 to 17 years. J Interpers Violence 30, 782–795. [PubMed] [Google Scholar]
Bernardi S, Faraone SV, Cortese S, Kerridge BT, Pallanti S, Wang S, Blanco C, 2012. The lifetime impact of attention deficit hyperactivity disorder: results from the National Epidemiologic Survey on Alcohol and Related Conditions (NESARC). Psychol Med 42, 875–887. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Bertelsen EN, Larsen JT, Petersen L, Christensen J, Dalsgaard S, 2016. Childhood Epilepsy, Febrile Seizures, and Subsequent Risk of ADHD. Pediatrics 138, e20154654. [PubMed] [Google Scholar]
Bikic A, Reichow B, McCauley SA, Ibrahim K, Sukhodolsky DG, 2017. Meta-analysis of organizational skills interventions for children and adolescents with Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder. Clin Psychol Rev 52, 108–123. [PubMed] [Google Scholar]
Bjerkeli PJ, Vicente RP, Mulinari S, Johnell K, Merlo J, 2018. Overuse of methylphenidate: an analysis of Swedish pharmacy dispensing data. Clin Epidemiol 10, 1657–1665. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Bjorkenstam E, Bjorkenstam C, Jablonska B, Kosidou K, 2018. Cumulative exposure to childhood adversity, and treated attention deficit/hyperactivity disorder: a cohort study of 543 650 adolescents and young adults in Sweden. Psychol Med 48, 498–507. [PubMed] [Google Scholar]
Bloch MH, Qawasmi A, 2011. Omega-3 fatty acid supplementation for the treatment of children with attention-deficit/hyperactivity disorder symptomatology: systematic review and meta-analysis. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 50, 991–1000. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Boedhoe PSW, van Rooij D, Hoogman M, Twisk JWR, Schmaal L, Abe Y, Alonso P, Ameis SH, Anikin A, Anticevic A, Arango C, Arnold PD, Asherson P, Assogna F, Auzias G, Banaschewski T, Baranov A, Batistuzzo MC, Baumeister S, Baur-Streubel R, Behrmann M, Bellgrove MA, Benedetti F, Beucke JC, Biederman J, Bollettini I, Bose A, Bralten J, Bramati IE, Brandeis D, Brem S, Brennan BP, Busatto GF, Calderoni S, Calvo A, Calvo R, Castellanos FX, Cercignani M, Chaim-Avancini TM, Chantiluke KC, Cheng Y, Cho KIK, Christakou A, Coghill D, Conzelmann A, Cubillo AI, Dale AM, Dallaspezia S, Daly E, Denys D, Deruelle C, Di Martino A, Dinstein I, Doyle AE, Durston S, Earl EA, Ecker C, Ehrlich S, Ely BA, Epstein JN, Ethofer T, Fair DA, Fallgatter AJ, Faraone SV, Fedor J, Feng X, Feusner JD, Fitzgerald J, Fitzgerald KD, Fouche JP, Freitag CM, Fridgeirsson EA, Frodl T, Gabel MC, Gallagher L, Gogberashvili T, Gori I, Gruner P, Gürsel DA, Haar S, Haavik J, Hall GB, Harrison NA, Hartman CA, Heslenfeld DJ, Hirano Y, Hoekstra PJ, Hoexter MQ, Hohmann S, Høvik MF, Hu H, Huyser C, Jahanshad N, Jalbrzikowski M, James A, Janssen J, Jaspers-Fayer F, Jernigan TL, Kapilushniy D, Kardatzki B, Karkashadze G, Kathmann N, Kaufmann C, Kelly C, Khadka S, King JA, Koch K, Kohls G, Konrad K, Kuno M, Kuntsi J, Kvale G, Kwon JS, Lázaro L, Lera-Miguel S, Lesch KP, Hoekstra L, Liu Y, Lochner C, Louza MR, Luna B, Lundervold AJ, Malpas CB, Marques P, Marsh R, Martínez-Zalacaín I, Mataix-Cols D, Mattos P, McCarthy H, McGrath J, Mehta MA, Menchón JM, Mennes M, Martinho MM, Moreira PS, Morer A, Morgado P, Muratori F, Murphy CM, Murphy DGM, Nakagawa A, Nakamae T, Nakao T, Namazova-Baranova L, Narayanaswamy JC, Nicolau R, Nigg JT, Novotny SE, Nurmi EL, Weiss EO, O’Gorman Tuura RL, O’Hearn K, O’Neill J, Oosterlaan J, Oranje B, Paloyelis Y, Parellada M, Pauli P, Perriello C, Piacentini J, Piras F, Piras F, Plessen KJ, Puig O, Ramos-Quiroga JA, Reddy YCJ, Reif A, Reneman L, Retico A, Rosa PGP, Rubia K, Rus OG, Sakai Y, Schrantee A, Schwarz L, Schweren LJS, Seitz J, Shaw P, Shook D, Silk TJ, Simpson HB, Skokauskas N, Soliva Vila JC, Solovieva A, Soreni N, Soriano-Mas C, Spalletta G, Stern ER, Stevens MC, Stewart SE, Sudre G, Szeszko PR, Tamm L, Taylor MJ, Tolin DF, Tosetti M, Tovar-Moll F, Tsuchiyagaito A, van Erp TGM, van Wingen GA, Vance A, Venkatasubramanian G, Vilarroya O, Vives-Gilabert Y, von Polier GG, Walitza S, Wallace GL, Wang Z, Wolfers T, Yoncheva YN, Yun JY, Zanetti MV, Zhou F, Ziegler GC, Zierhut KC, Zwiers MP, Thompson PM, Stein DJ, Buitelaar J, Franke B, van den Heuvel OA, 2020. Subcortical Brain Volume, Regional Cortical Thickness, and Cortical Surface Area Across Disorders: Findings From the ENIGMA ADHD, ASD, and OCD Working Groups (Online Ahead of Print). Am J Psychiatry 177, 834–843. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Bolea-Alamanac B, Nutt DJ, Adamou M, Asherson P, Bazire S, Coghill D, Heal D, Muller U, Nash J, Santosh P, Sayal K, Sonuga-Barke E, Young SJ, British Association for P, 2014. Evidence-based guidelines for the pharmacological management of attention deficit hyperactivity disorder: update on recommendations from the British Association for Psychopharmacology. J Psychopharmacol 28, 179–203. [PubMed] [Google Scholar]
Bonvicini C, Cortese S, Maj C, Baune BT, Faraone SV, Scassellati C, 2020. DRD4 48 bp multiallelic variants as age-population-specific biomarkers in attention-deficit/hyperactivity disorder. Transl Psychiatry 10, 70. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Bonvicini C, Faraone SV, Scassellati C, 2016. Attention-deficit hyperactivity disorder in adults: A systematic review and meta-analysis of genetic, pharmacogenetic and biochemical studies. Mol Psychiatry 21, 1643. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Bouchard MF, Bellinger DC, Wright RO, Weisskopf MG, 2010. Attention-deficit/hyperactivity disorder and urinary metabolites of organophosphate pesticides. Pediatrics 125, e1270–1277. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Bradley C, 1937. The behavior of children receiving benzedrine. American Journal of Psychiatry 94, 577–585. [Google Scholar]
Braun JM, Kahn RS, Froehlich T, Auinger P, Lanphear BP, 2006. Exposures to environmental toxicants and attention deficit hyperactivity disorder in U.S. children. Environ Health Perspect 114, 1904–1909. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Breslau J, Miller E, Joanie Chung WJ, Schweitzer JB, 2011. Childhood and adolescent onset psychiatric disorders, substance use, and failure to graduate high school on time. J Psychiatr Res 45, 295–301. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Bridgett DJ, Walker ME, 2006. Intellectual functioning in adults with ADHD: a meta-analytic examination of full scale IQ differences between adults with and without ADHD. Psychol Assess 18, 1–14. [PubMed] [Google Scholar]
Brikell I, Ghirardi L, D’Onofrio BM, Dunn DW, Almqvist C, Dalsgaard S, Kuja-Halkola R, Larsson H, 2018. Familial Liability to Epilepsy and Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: A Nationwide Cohort Study. Biol Psychiatry 83, 173–180. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Brikell I, Larsson H, Lu Y, Pettersson E, Chen Q, Kuja-Halkola R, Karlsson R, Lahey BB, Lichtenstein P, Martin J, 2020. The contribution of common genetic risk variants for ADHD to a general factor of childhood psychopathology. Mol Psychiatry 25, 1809–1821. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Bruxel EM, Moreira-Maia CR, Akutagava-Martins GC, Quinn TP, Klein M, B., F., Ribasés M, Rovira P, Sánchez-Mora C, Kappel DB, Mota NR, Grevet EH, Bau CHD, Arcos-Burgos M, Rohde LA, Hutz MH, 2020. Meta-analysis and systematic review of ADGRL3 (LPHN3) polymorphisms in ADHD susceptibility [Online ahead of print]. Molecular Psychiatry. [PubMed] [Google Scholar]
Butwicka A, Lichtenstein P, Landen M, Nordenvall AS, Nordenstrom A, Nordenskjold A, Frisen L, 2015. Hypospadias and increased risk for neurodevelopmental disorders. J Child Psychol Psychiatry 56, 155–161. [PubMed] [Google Scholar]
Castells X, Ramos-Quiroga JA, Bosch R, Nogueira M, Casas M, 2011. Amphetamines for Attention Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD) in adults. Cochrane Database Syst Rev, CD007813. [PubMed] [Google Scholar]
Catala-Lopez F, Hutton B, Nunez-Beltran A, Page MJ, Ridao M, Macias Saint-Gerons D, Catala MA, Tabares-Seisdedos R, Moher D, 2017. The pharmacological and non-pharmacological treatment of attention deficit hyperactivity disorder in children and adolescents: A systematic review with network meta-analyses of randomised trials. PLoS One 12, e0180355. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Caye A, Petresco S, de Barros AJD, Bressan RA, Gadelha A, Goncalves H, Manfro AG, Matijasevich A, Menezes AMB, Miguel EC, Munhoz TN, Pan PM, Salum GA, Santos IS, Kieling C, Rohde LA, 2020. Relative Age and Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: Data From Three Epidemiological Cohorts and a Meta-Analysis. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 59, 990–997. [PubMed] [Google Scholar]
Cederlof M, Ohlsson Gotby A, Larsson H, Serlachius E, Boman M, Langstrom N, Landen M, Lichtenstein P, 2014. Klinefelter syndrome and risk of psychosis, autism and ADHD. J Psychiatr Res 48, 128–130. [PubMed] [Google Scholar]
Cénat JM, Blais-Rochette C, Morse C, Vandette MP, Noorishad PG, Kogan C, Ndengeyingoma A, Labelle PR, 2020. Prevalence and Risk Factors Associated With Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder Among US Black Individuals: A Systematic Review and Meta-analysis (Online ahead of print). JAMA Psychiatry. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Cepeda MS, Fife D, Berwaerts J, Yuan Y, Mastrogiovanni G, 2014. Shopping behavior for ADHD drugs: results of a cohort study in a pharmacy database. Drugs R D 14, 205–211. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Chang JP, Su KP, Mondelli V, Pariante CM, 2018. Omega-3 Polyunsaturated Fatty Acids in Youths with Attention Deficit Hyperactivity Disorder: a Systematic Review and Meta-Analysis of Clinical Trials and Biological Studies. Neuropsychopharmacology 43, 534–545. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Chang Z, D’Onofrio BM, Quinn PD, Lichtenstein P, Larsson H, 2016. Medication for Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder and Risk for Depression: A Nationwide Longitudinal Cohort Study. Biol Psychiatry 80, 916–922. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Chang Z, Lichtenstein P, D’Onofrio BM, Almqvist C, Kuja-Halkola R, Sjolander A, Larsson H, 2014a. Maternal age at childbirth and risk for ADHD in offspring: a population-based cohort study. Int J Epidemiol 43, 1815–1824. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Chang Z, Lichtenstein P, D’Onofrio BM, Sjolander A, Larsson H, 2014b. Serious transport accidents in adults with attention-deficit/hyperactivity disorder and the effect of medication: a population-based study. JAMA Psychiatry 71, 319–325. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Chang Z, Lichtenstein P, Halldner L, D’Onofrio B, Serlachius E, Fazel S, Langstrom N, Larsson H, 2014c. Stimulant ADHD medication and risk for substance abuse. J Child Psychol Psychiatry 55, 878–885. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Chang Z, Quinn PD, Hur K, Gibbons RD, Sjolander A, Larsson H, D’Onofrio BM, 2017. Association Between Medication Use for Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder and Risk of Motor Vehicle Crashes. JAMA Psychiatry 74, 597–603. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Chen L, Hu X, Ouyang L, He N, Liao Y, Liu Q, Zhou M, Wu M, Huang X, Gong Q, 2016. A systematic review and meta-analysis of tract-based spatial statistics studies regarding attention-deficit/hyperactivity disorder. Neurosci Biobehav Rev 68, 838–847. [PubMed] [Google Scholar]
Chen MH, Hsu JW, Huang KL, Bai YM, Ko NY, Su TP, Li CT, Lin WC, Tsai SJ, Pan TL, Chang WH, Chen TJ, 2018a. Sexually Transmitted Infection Among Adolescents and Young Adults With Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: A Nationwide Longitudinal Study. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 57, 48–53. [PubMed] [Google Scholar]
Chen MH, Pan TL, Hsu JW, Huang KL, Su TP, Li CT, Lin WC, Tsai SJ, Chang WH, Chen TJ, Bai YM, 2018b. Risk of Type 2 Diabetes in Adolescents and Young Adults With Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: A Nationwide Longitudinal Study. J Clin Psychiatry 79, 17m11607. [PubMed] [Google Scholar]
Chen MH, Pan TL, Huang KL, Hsu JW, Bai YM, Su TP, Li CT, Tsai SJ, Cheng CM, Chen TJ, 2019a. Coaggregation of Major Psychiatric Disorders in First-Degree Relatives of Individuals With Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: A Nationwide Population-Based Study. J Clin Psychiatry 80. [PubMed] [Google Scholar]
Chen MH, Pan TL, Wang PW, Hsu JW, Huang KL, Su TP, Li CT, Lin WC, Tsai SJ, Chen TJ, Bai YM, 2019b. Prenatal Exposure to Acetaminophen and the Risk of Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: A Nationwide Study in Taiwan. J Clin Psychiatry 80. [PubMed] [Google Scholar]
Chen MH, Su TP, Chen YS, Hsu JW, Huang KL, Chang WH, Chen TJ, Bai YM, 2017a. Comorbidity of Allergic and Autoimmune Diseases Among Patients With ADHD. J Atten Disord 21, 219–227. [PubMed] [Google Scholar]
Chen Q, Hartman CA, Haavik J, Harro J, Klungsoyr K, Hegvik TA, Wanders R, Ottosen C, Dalsgaard S, Faraone SV, Larsson H, 2018c. Common psychiatric and metabolic comorbidity of adult attention-deficit/hyperactivity disorder: A population-based cross-sectional study. PLoS One 13, e0204516. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Chen Q, Sjolander A, Runeson B, D’Onofrio BM, Lichtenstein P, Larsson H, 2014. Drug treatment for attention-deficit/hyperactivity disorder and suicidal behaviour: register based study. BMJ 348, g3769. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Chen VC, Chan HL, Wu SI, Lee M, Lu ML, Liang HY, Dewey ME, Stewart R, Lee CT, 2019c. Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder and Mortality Risk in Taiwan. JAMA Netw Open 2, e198714. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Chen VC, Chan HL, Wu SI, Lu ML, Dewey ME, Stewart R, Lee CT, 2020a. Methylphenidate and mortality in children with attention-deficit hyperactivity disorder: population-based cohort study. Br J Psychiatry, 1–9. [PubMed] [Google Scholar]
Chen VC, Yang YH, Liao YT, Kuo TY, Liang HY, Huang KY, Huang YC, Lee Y, McIntyre RS, Lin TC, 2017b. The association between methylphenidate treatment and the risk for fracture among young ADHD patients: A nationwide population-based study in Taiwan. PLoS One 12, e0173762. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Chen VC, Yang YH, Yu Kuo T, Lu ML, Tseng WT, Hou TY, Yeh JY, Lee CT, Chen YL, Lee MJ, Dewey ME, Gossop M, 2020b. Methylphenidate and the risk of burn injury among children with attention-deficit/hyperactivity disorder. Epidemiol Psychiatr Sci 29, e146. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Cheng CH, Chan PS, Hsieh YW, Chen KF, 2016. A meta-analysis of mismatch negativity in children with attention deficit-hyperactivity disorders. Neurosci Lett 612, 132–137. [PubMed] [Google Scholar]
Cheng JY, Chen RY, Ko JS, Ng EM, 2007. Efficacy and safety of atomoxetine for attention-deficit/hyperactivity disorder in children and adolescents-meta-analysis and meta-regression analysis. Psychopharmacology (Berl) 194, 197–209. [PubMed] [Google Scholar]
Chinese Society of Psychiatry, 2001. Chinese Classification and diagnostic criteria of Mental Disorder, 3rd Edition.). Shandong science and technology press, Jinan, China. [Google Scholar]
Ching C, Eslick GD, Poulton AS, 2019. Evaluation of Methylphenidate Safety and Maximum-Dose Titration Rationale in Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: A Meta-analysis. JAMA Pediatr 173, 630–639. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Choi Y, Shin J, Cho KH, Park EC, 2017. Change in household income and risk for attention deficit hyperactivity disorder during childhood: A nationwide population-based cohort study. J Epidemiol 27, 56–62. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Chou IC, Chang YT, Chin ZN, Muo CH, Sung FC, Kuo HT, Tsai CH, Kao CH, 2013. Correlation between epilepsy and attention deficit hyperactivity disorder: a population-based cohort study. PLoS One 8, e57926. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Chou IC, Lin CC, Sung FC, Kao CH, 2014. Attention-deficit hyperactivity disorder increases the risk of deliberate self-poisoning: A population-based cohort. Eur Psychiatry 29, 523–527. [PubMed] [Google Scholar]
Christensen J, Pedersen L, Sun Y, Dreier JW, Brikell I, Dalsgaard S, 2019. Association of Prenatal Exposure to Valproate and Other Antiepileptic Drugs With Risk for Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder in Offspring. JAMA Netw Open 2, e186606. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Christoffersen MN, 2019. Violent crime against children with disabilities: A nationwide prospective birth cohort-study. Child Abuse Negl 98, 104150. [PubMed] [Google Scholar]
Christoffersen MN, 2020. Sexual Crime Against Schoolchildren With Disabilities: A Nationwide Prospective Birth Cohort Study. J Interpers Violence, 886260520934442. [PubMed] [Google Scholar]
Chudal R, Joelsson P, Gyllenberg D, Lehti V, Leivonen S, Hinkka-Yli-Salomaki S, Gissler M, Sourander A, 2015. Parental age and the risk of attention-deficit/hyperactivity disorder: a nationwide, population-based cohort study. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 54, 487–494.e481. [PubMed] [Google Scholar]
Cohen J, 1988. Statistical Power Analysis for the Behavioral Sciences, Second Edition ed. Erlbaum, Hillsdale, NJ. [Google Scholar]
Cooper RE, Tye C, Kuntsi J, Vassos E, Asherson P, 2016. The effect of omega-3 polyunsaturated fatty acid supplementation on emotional dysregulation, oppositional behaviour and conduct problems in ADHD: A systematic review and meta-analysis. J Affect Disord 190, 474–482. [PubMed] [Google Scholar]
Cortese S, Adamo N, Del Giovane C, Mohr-Jensen C, Hayes AJ, Carucci S, Atkinson LZ, Tessari L, Banaschewski T, Coghill D, Hollis C, Simonoff E, Zuddas A, Barbui C, Purgato M, Steinhausen HC, Shokraneh F, Xia J, Cipriani A, 2018a. Comparative efficacy and tolerability of medications for attention-deficit hyperactivity disorder in children, adolescents, and adults: a systematic review and network meta-analysis. Lancet Psychiatry 5, 727–738. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Cortese S, Ferrin M, Brandeis D, Buitelaar J, Daley D, Dittmann RW, Holtmann M, Santosh P, Stevenson J, Stringaris A, Zuddas A, Sonuga-Barke EJ, European AGG, 2015. Cognitive training for attention-deficit/hyperactivity disorder: meta-analysis of clinical and neuropsychological outcomes from randomized controlled trials. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 54, 164–174. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Cortese S, Ferrin M, Brandeis D, Holtmann M, Aggensteiner P, Daley D, Santosh P, Simonoff E, Stevenson J, Stringaris A, Sonuga-Barke EJ, European AGG, 2016a. Neurofeedback for Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: Meta-Analysis of Clinical and Neuropsychological Outcomes From Randomized Controlled Trials. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 55, 444–455. [PubMed] [Google Scholar]
Cortese S, Moreira-Maia CR, St Fleur D, Morcillo-Penalver C, Rohde LA, Faraone SV, 2016b. Association Between ADHD and Obesity: A Systematic Review and Meta-Analysis. Am J Psychiatry 173, 34–43. [PubMed] [Google Scholar]
Cortese S, Sun S, Zhang J, Sharma E, Chang Z, Kuja-Halkola R, Almqvist C, Larsson H, Faraone SV, 2018b. Association between attention deficit hyperactivity disorder and asthma: a systematic review and meta-analysis and a Swedish population-based study. Lancet Psychiatry 5, 717–726. [PubMed] [Google Scholar]
Coughlin CG, Cohen SC, Mulqueen JM, Ferracioli-Oda E, Stuckelman ZD, Bloch MH, 2015. Meta-Analysis: Reduced Risk of Anxiety with Psychostimulant Treatment in Children with Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder. J Child Adolesc Psychopharmacol 25, 611–617. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Craven MP, Groom MJ, 2015. Computer games for user engagement in Attention Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD) monitoring and therapy, 2015 International Conference on Interactive Technologies and Games (iTAG),. IEEE Computer Society conference proceedings, Nottingham, Nottinghamshire, United Kingdom, 22–23, pp. 34–40. [Google Scholar]
Crunelle CL, van den Brink W, Moggi F, Konstenius M, Franck J, Levin FR, van de Glind G, Demetrovics Z, Coetzee C, Luderer M, Schellekens A, group I.c., Matthys F, 2018. International Consensus Statement on Screening, Diagnosis and Treatment of Substance Use Disorder Patients with Comorbid Attention Deficit/Hyperactivity Disorder. Eur Addict Res 24, 43–51. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Cunill R, Castells X, Tobias A, Capella D, 2013. Atomoxetine for attention deficit hyperactivity disorder in the adulthood: a meta-analysis and meta-regression. Pharmacoepidemiol Drug Saf 22, 961–969. [PubMed] [Google Scholar]
Curry AE, Metzger KB, Pfeiffer MR, Elliott MR, Winston FK, Power TJ, 2017. Motor Vehicle Crash Risk Among Adolescents and Young Adults With Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder. JAMA Pediatr 171, 756–763. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Daley D, Jacobsen RH, Lange AM, Sorensen A, Walldorf J, 2019. The economic burden of adult attention deficit hyperactivity disorder: A sibling comparison cost analysis. Eur Psychiatry 61, 41–48. [PubMed] [Google Scholar]
Dalsgaard S, Kvist AP, Leckman JF, Nielsen HS, Simonsen M, 2014. Cardiovascular safety of stimulants in children with attention-deficit/hyperactivity disorder: a nationwide prospective cohort study. J Child Adolesc Psychopharmacol 24, 302–310. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Dalsgaard S, Leckman JF, Mortensen PB, Nielsen HS, Simonsen M, 2015a. Effect of drugs on the risk of injuries in children with attention deficit hyperactivity disorder: a prospective cohort study. Lancet Psychiatry 2, 702–709. [PubMed] [Google Scholar]
Dalsgaard S, Ostergaard SD, Leckman JF, Mortensen PB, Pedersen MG, 2015b. Mortality in children, adolescents, and adults with attention deficit hyperactivity disorder: a nationwide cohort study. Lancet 385, 2190–2196. [PubMed] [Google Scholar]
de Graaf R, Kessler RC, Fayyad J, ten Have M, Alonso J, Angermeyer M, Borges G, Demyttenaere K, Gasquet I, de Girolamo G, Haro JM, Jin R, Karam EG, Ormel J, Posada-Villa J, 2008. The prevalence and effects of adult attention-deficit/hyperactivity disorder (ADHD) on the performance of workers: results from the WHO World Mental Health Survey Initiative. Occup Environ Med 65, 835–842. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Dekkers TJ, Popma A, Agelink van Rentergem JA, Bexkens A, Huizenga HM, 2016. Risky decision making in Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: A meta-regression analysis. Clin Psychol Rev 45, 1–16. [PubMed] [Google Scholar]
Demontis D, Walters RK, Martin J, Mattheisen M, Als TD, Agerbo E, Baldursson G, Belliveau R, Bybjerg-Grauholm J, Baekvad-Hansen M, Cerrato F, Chambert K, Churchhouse C, Dumont A, Eriksson N, Gandal M, Goldstein JI, Grasby KL, Grove J, Gudmundsson OO, Hansen CS, Hauberg ME, Hollegaard MV, Howrigan DP, Huang H, Maller JB, Martin AR, Martin NG, Moran J, Pallesen J, Palmer DS, Pedersen CB, Pedersen MG, Poterba T, Poulsen JB, Ripke S, Robinson EB, Satterstrom FK, Stefansson H, Stevens C, Turley P, Walters GB, Won H, Wright MJ, Consortium, A.W.G. o.t.P.G., Early, L., Genetic Epidemiology, C., andMe Research, T., Andreassen OA, Asherson P, Burton CL, Boomsma DI, Cormand B, Dalsgaard S, Franke B, Gelernter J, Geschwind D, Hakonarson H, Haavik J, Kranzler HR, Kuntsi J, Langley K, Lesch KP, Middeldorp C, Reif A, Rohde LA, Roussos P, Schachar R, Sklar P, Sonuga-Barke EJS, Sullivan PF, Thapar A, Tung JY, Waldman ID, Medland SE, Stefansson K, Nordentoft M, Hougaard DM, Werge T, Mors O, Mortensen PB, Daly MJ, Faraone SV, Borglum AD, Neale BM, 2019. Discovery of the first genome-wide significant risk loci for attention deficit/hyperactivity disorder. Nat Genet 51, 63–75. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Dey M, Paz Castro R, Haug S, Schaub MP, 2019. Quality of life of parents of mentally-ill children: a systematic review and meta-analysis. Epidemiol Psychiatr Sci 28, 563–577. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Dobrosavljevic M, Solares C, Cortese S, Andershed H, Larsson H, 2020. Prevalence of attention-deficit/hyperactivity disorder in older adults: A systematic review and meta-analysis. Neurosci Biobehav Rev 118, 282–289. [PubMed] [Google Scholar]
Dong T, Hu W, Zhou X, Lin H, Lan L, Hang B, Lv W, Geng Q, Xia Y, 2018. Prenatal Exposure to Maternal Smoking during Pregnancy and Attention-deficit/hyperactivity Disorder in Offspring: A Meta-analysis. Reproductive Toxicology 76, 63–70. [PubMed] [Google Scholar]
Doshi JA, Hodgkins P, Kahle J, Sikirica V, Cangelosi MJ, Setyawan J, Erder MH, Neumann PJ, 2012. Economic impact of childhood and adult attention-deficit/hyperactivity disorder in the United States. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 51, 990–1002.e1002. [PubMed] [Google Scholar]
DosReis S, Barksdale CL, Sherman A, Maloney K, Charach A, 2010. Stigmatizing experiences of parents of children with a new diagnosis of ADHD. Psychiatr Serv 61, 811–816. [PubMed] [Google Scholar]
Dovis S, Van der Oord S, Wiers RW, Prins PJ, 2015. Improving Executive Functioning in Children with ADHD: Training Multiple Executive Functions within the Context of a Computer Game. A Randomized Double-Blind Placebo Controlled Trial. PLoS One 10, e0121651. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Du Rietz E, Jangmo A, Kuja-Halkola R, Chang Z, D’Onofrio BM, Ahnemark E, Werner-Kiechle T, Larsson H, 2020. Trajectories of healthcare utilization and costs of psychiatric and somatic multimorbidity in adults with childhood ADHD: a prospective register-based study [Epub ahead of print]. J Child Psychol Psychiatry 61, 959–968. [PubMed] [Google Scholar]
Duh-Leong C, Fuller A, Brown NM, 2020. Associations Between Family and Community Protective Factors and Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder Outcomes Among US Children. J Dev Behav Pediatr 41, 1–8. [PubMed] [Google Scholar]
Ellis PD, 2010. Essential Guide to Effect Sizes. 41. [Google Scholar]
Engel SM, Villanger GD, Nethery RC, Thomsen C, Sakhi AK, Drover SSM, Hoppin JA, Zeiner P, Knudsen GP, Reichborn-Kjennerud T, Herring AH, Aase H, 2018. Prenatal Phthalates, Maternal Thyroid Function, and Risk of Attention-Deficit Hyperactivity Disorder in the Norwegian Mother and Child Cohort. Environ Health Perspect 126, 057004. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Faraone SV, 2005. The scientific foundation for understanding attention-deficit/hyperactivity disorder as a valid psychiatric disorder. Eur Child Adolesc Psychiatry 14, 1–10. [PubMed] [Google Scholar]
Faraone SV, Asherson P, Banaschewski T, Biederman J, Buitelaar JK, Ramos-Quiroga JA, Rohde LA, Sonuga-Barke EJ, Tannock R, Franke B, 2015. Attention-deficit/hyperactivity disorder. Nat Rev Dis Primers 1, 15020. [PubMed] [Google Scholar]
Faraone SV, Biederman J, Mick E, 2006. The age-dependent decline of attention deficit hyperactivity disorder: a meta-analysis of follow-up studies. Psychol Med 36, 159–165. [PubMed] [Google Scholar]
Faraone SV, Biederman J, Morley CP, Spencer TJ, 2008. Effect of stimulants on height and weight: a review of the literature. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 47, 994–1009. [PubMed] [Google Scholar]
Faraone SV, Biederman J, Roe CM, 2002. Comparative efficacy of adderall and methylphenidate in attention-deficit/hyperactivity disorder: a meta-analysis. Journal of Clinical Psychopharmacology 22, 468–473. [PubMed] [Google Scholar]
Faraone SV, Hess J, Wilens T, 2019a. Prevalence and Consequences of the Nonmedical Use of Amphetamine Among Persons Calling Poison Control Centers. J Atten Disord Vol. 23(11), 1219–1228. [PubMed] [Google Scholar]
Faraone SV, Larsson H, 2018. Genetics of attention deficit hyperactivity disorder. Mol Psychiatry 24, 562–575. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Faraone SV, Rostain AL, Blader J, Busch B, Childress AC, Connor DF, Newcorn JH, 2019b. Practitioner Review: Emotional dysregulation in attention-deficit/hyperactivity disorder – implications for clinical recognition and intervention. J Child Psychol Psychiatry 60, 133–150. [PubMed] [Google Scholar]
Faraone SV, Rostain AL, Montano CB, Mason O, Antshel KM, Newcorn JH, 2020. Systematic Review: Nonmedical Use of Prescription Stimulants: Risk Factors, Outcomes, and Risk Reduction Strategies. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 59, 100–112. [PubMed] [Google Scholar]
Faraone SV, Spencer T, Aleardi M, Pagano C, Biederman J, 2004. Meta-analysis of the efficacy of methylphenidate for treating adult attention deficit hyperactivity disorder. Journal of Clinical Psychopharmacology 54, 24–29. [PubMed] [Google Scholar]
Farsad-Naeimi A, Asjodi F, Omidian M, Askari M, Nouri M, Pizarro AB, Daneshzad E, 2020. Sugar consumption, sugar sweetened beverages and Attention Deficit Hyperactivity Disorder: A systematic review and meta-analysis. Complement Ther Med 53, 102512. [PubMed] [Google Scholar]
Fayyad J, Sampson NA, Hwang I, Adamowski T, Aguilar-Gaxiola S, Al-Hamzawi A, Andrade LH, Borges G, de Girolamo G, Florescu S, Gureje O, Haro JM, Hu C, Karam EG, Lee S, Navarro-Mateu F, O’Neill S, Pennell BE, Piazza M, Posada-Villa J, Ten Have M, Torres Y, Xavier M, Zaslavsky AM, Kessler RC, 2017. The descriptive epidemiology of DSM-IV Adult ADHD in the World Health Organization World Mental Health Surveys. Atten Defic Hyperact Disord 9, 47–65. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Feldman HM, Reiff MI, 2014. Clinical practice. Attention deficit-hyperactivity disorder in children and adolescents. N Engl J Med 370, 838–846. [PubMed] [Google Scholar]
Fitzgerald C, Dalsgaard S, Nordentoft M, Erlangsen A, 2019. Suicidal behaviour among persons with attention-deficit hyperactivity disorder. Br J Psychiatry, 1–6. [PubMed] [Google Scholar]
Fleming M, Fitton CA, Steiner MFC, McLay JS, Clark D, King A, Mackay DF, Pell JP, 2017. Educational and Health Outcomes of Children Treated for Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder. JAMA Pediatr 171, e170691. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Fletcher JM, 2014. The effects of childhood ADHD on adult labor market outcomes. Health Econ 23, 159–181. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Flisher AJ, Hawkridge S, 2013. Attention deficit hyperactivity disorder in children and adolescents. South African Journal of Psychiatry 19, 136–140. [Google Scholar]
Forns J, Verner MA, Iszatt N, Nowack N, Bach CC, Vrijheid M, Costa O, Andiarena A, Sovcikova E, Høyer BB, Wittsiepe J, Lopez-Espinosa MJ, Ibarluzea J, Hertz-Picciotto I, Toft G, Stigum H, Guxens M, Liew Z, Eggesbø M, 2020. Early Life Exposure to Perfluoroalkyl Substances (PFAS) and ADHD: A Meta-Analysis of Nine European Population-Based Studies. Environ Health Perspect 128, 57002. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Franz AP, Bolat GU, Bolat H, Matijasevich A, Santos IS, Silveira RC, Procianoy RS, Rohde LA, Moreira-Maia CR, 2018. Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder and Very Preterm/Very Low Birth Weight: A Meta-analysis. Pediatrics 141, e20171645. [PubMed] [Google Scholar]
Frazier TW, Demaree HA, Youngstrom EA, 2004. Meta-analysis of intellectual and neuropsychological test performance in attention-deficit/hyperactivity disorder. Neuropsychology 18, 543–555. [PubMed] [Google Scholar]
Froehlich TE, Lanphear BP, Auinger P, Hornung R, Epstein JN, Braun J, Kahn RS, 2009. Association of tobacco and lead exposures with attention-deficit/hyperactivity disorder. Pediatrics 124, e1054–1063. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Ge GM, Leung MTY, Man KKC, Leung WC, Ip P, Li GHY, Wong ICK, Kung AWC, Cheung CL, 2020. Maternal thyroid dysfunction during pregnancy and the risk of adverse outcomes in the offspring: a systematic review and meta-analysis. J Clin Endocrinol Metab. [PubMed] [Google Scholar]
Ghirardi L, Brikell I, Kuja-Halkola R, Freitag CM, Franke B, Asherson P, Lichtenstein P, Larsson H, 2018. The familial co-aggregation of ASD and ADHD: a register-based cohort study. Mol Psychiatry 23, 257–262. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Ghirardi L, Chen Q, Chang Z, Kuja-Halkola R, Skoglund C, Quinn PD, D’Onofrio BM, Larsson H, 2020. Use of medication for attention-deficit/hyperactivity disorder and risk of unintentional injuries in children and adolescents with co-occurring neurodevelopmental disorders. J Child Psychol Psychiatry 61, 140–147. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Goodlad JK, Marcus DK, Fulton JJ, 2013. Lead and Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder (ADHD) symptoms: A meta-analysis. Clin Psychol Rev 33, 417–425. [PubMed] [Google Scholar]
Graham J, Banaschewski T, Buitelaar J, Coghill D, Danckaerts M, Dittmann RW, Dopfner M, Hamilton R, Hollis C, Holtmann M, Hulpke-Wette M, Lecendreux M, Rosenthal E, Rothenberger A, Santosh P, Sergeant J, Simonoff E, Sonuga-Barke E, Wong IC, Zuddas A, Steinhausen HC, Taylor E, European Guidelines G, 2011. European guidelines on managing adverse effects of medication for ADHD. Eur Child Adolesc Psychiatry 20, 17–37. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Graziano PA, Garcia A, 2016. Attention-deficit hyperactivity disorder and children’s emotion dysregulation: A meta-analysis. Clin Psychol Rev 46, 106–123. [PubMed] [Google Scholar]
Groenman AP, Janssen TWP, Oosterlaan J, 2017. Childhood Psychiatric Disorders as Risk Factor for Subsequent Substance Abuse: A Meta-Analysis. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 56, 556–569. [PubMed] [Google Scholar]
Grunblatt E, Nemoda Z, Werling AM, Roth A, Angyal N, Tarnok Z, Thomsen H, Peters T, Hinney A, Hebebrand J, Lesch KP, Romanos M, Walitza S, 2019a. The involvement of the canonical Wnt-signaling receptor LRP5 and LRP6 gene variants with ADHD and sexual dimorphism: Association study and meta-analysis. Am J Med Genet B Neuropsychiatr Genet 180, 365–376. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Grunblatt E, Werling AM, Roth A, Romanos M, Walitza S, 2019b. Association study and a systematic meta-analysis of the VNTR polymorphism in the 3’-UTR of dopamine transporter gene and attention-deficit hyperactivity disorder. J Neural Transm (Vienna) 126, 517–529. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Gudjonsson GH, Sigurdsson JF, Sigfusdottir ID, Asgeirsdottir BB, Gonzalez RA, Young S, 2016. A national epidemiological study investigating risk factors for police interrogation and false confession among juveniles and young persons. Soc Psychiatry Psychiatr Epidemiol 51, 359–367. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Guo NW, Lin CL, Lin CW, Huang MT, Chang WL, Lu TH, Lin CJ, 2016. Fracture risk and correlating factors of a pediatric population with attention deficit hyperactivity disorder: a nationwide matched study. J Pediatr Orthop B 25, 369–374. [PubMed] [Google Scholar]
Hart H, Radua J, Nakao T, Mataix-Cols D, Rubia K, 2013. Meta-analysis of Functional Magnetic Resonance Imaging Studies of Inhibition and Attention in Attention-deficit/Hyperactivity Disorder: Exploring Task-Specific, Stimulant Medication, and Age Effects. JAMA Psychiatry 70, 185–198. [PubMed] [Google Scholar]
Hawkey E, Nigg JT, 2014. Omega-3 fatty acid and ADHD: Blood level analysis and meta-analytic extension of supplementation trials. Clin Psychol Rev 34, 496–505. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Hegvik TA, Instanes JT, Haavik J, Klungsoyr K, Engeland A, 2018. Associations between attention-deficit/hyperactivity disorder and autoimmune diseases are modified by sex: a population-based cross-sectional study. Eur Child Adolesc Psychiatry 27, 663–675. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Hilgard D, Konrad K, Meusers M, Bartus B, Otto KP, Lepler R, Schober E, Bollow E, Holl RW, 2017. Comorbidity of attention deficit hyperactivity disorder and type 1 diabetes in children and adolescents: Analysis based on the multicentre DPV registry. Pediatr Diabetes 18, 706–713. [PubMed] [Google Scholar]
Ho JD, Sheu JJ, Kao YW, Shia BC, Lin HC, 2020. Associations between Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder and Ocular Abnormalities in Children: A Population-based Study. Ophthalmic Epidemiol 27, 194–199. [PubMed] [Google Scholar]
Hoffmann H, 1990. Der Struwwelpeter : oder lustige Geschichten und drollige Bilder für Kinder von 3 bis 6 Jahren. J.F. Schreiber, Esslingen [Google Scholar]
Hollis C, Chen Q, Chang Z, Quinn PD, Viktorin A, Lichtenstein P, D’Onofrio B, Landén M, Larsson H, 2019. Methylphenidate and the risk of psychosis in adolescents and young adults: a population-based cohort study. The Lancet Psychiatry 6, 651–658. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Holmskov M, Storebo OJ, Moreira-Maia CR, Ramstad E, Magnusson FL, Krogh HB, Groth C, Gillies D, Zwi M, Skoog M, Gluud C, Simonsen E, 2017. Gastrointestinal adverse events during methylphenidate treatment of children and adolescents with attention deficit hyperactivity disorder: A systematic review with meta-analysis and Trial Sequential Analysis of randomised clinical trials. PLoS One 12, e0178187. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Hong M, Park B, Lee SM, Bahn GH, Kim MJ, Park S, Oh IH, Park H, 2020. Economic Burden and Disability-Adjusted Life Years (DALYs) of Attention Deficit/Hyperactivity Disorder. J Atten Disord 24, 823–829. [PubMed] [Google Scholar]
Hoogman M, Bralten J, Hibar DP, Mennes M, Zwiers MP, Schweren LSJ, van Hulzen KJE, Medland SE, Shumskaya E, Jahanshad N, Zeeuw P, Szekely E, Sudre G, Wolfers T, Onnink AMH, Dammers JT, Mostert JC, Vives-Gilabert Y, Kohls G, Oberwelland E, Seitz J, Schulte-Ruther M, Ambrosino S, Doyle AE, Hovik MF, Dramsdahl M, Tamm L, van Erp TGM, Dale A, Schork A, Conzelmann A, Zierhut K, Baur R, McCarthy H, Yoncheva YN, Cubillo A, Chantiluke K, Mehta MA, Paloyelis Y, Hohmann S, Baumeister S, Bramati I, Mattos P, Tovar-Moll F, Douglas P, Banaschewski T, Brandeis D, Kuntsi J, Asherson P, Rubia K, Kelly C, Martino AD, Milham MP, Castellanos FX, Frodl T, Zentis M, Lesch KP, Reif A, Pauli P, Jernigan TL, Haavik J, Plessen KJ, Lundervold AJ, Hugdahl K, Seidman LJ, Biederman J, Rommelse N, Heslenfeld DJ, Hartman CA, Hoekstra PJ, Oosterlaan J, Polier GV, Konrad K, Vilarroya O, Ramos-Quiroga JA, Soliva JC, Durston S, Buitelaar JK, Faraone SV, Shaw P, Thompson PM, Franke B, 2017. Subcortical brain volume differences in participants with attention deficit hyperactivity disorder in children and adults: a cross-sectional mega-analysis. Lancet Psychiatry 4, 310–319. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Hoogman M, Muetzel R, Guimaraes JP, Shumskaya E, Mennes M, Zwiers MP, Jahanshad N, Sudre G, Wolfers T, Earl EA, Soliva Vila JC, Vives-Gilabert Y, Khadka S, Novotny SE, Hartman CA, Heslenfeld DJ, Schweren LJS, Ambrosino S, Oranje B, de Zeeuw P, Chaim-Avancini TM, Rosa PGP, Zanetti MV, Malpas CB, Kohls G, von Polier GG, Seitz J, Biederman J, Doyle AE, Dale AM, van Erp TGM, Epstein JN, Jernigan TL, Baur-Streubel R, Ziegler GC, Zierhut KC, Schrantee A, Hovik MF, Lundervold AJ, Kelly C, McCarthy H, Skokauskas N, O’Gorman Tuura RL, Calvo A, Lera-Miguel S, Nicolau R, Chantiluke KC, Christakou A, Vance A, Cercignani M, Gabel MC, Asherson P, Baumeister S, Brandeis D, Hohmann S, Bramati IE, Tovar-Moll F, Fallgatter AJ, Kardatzki B, Schwarz L, Anikin A, Baranov A, Gogberashvili T, Kapilushniy D, Solovieva A, El Marroun H, White T, Karkashadze G, Namazova-Baranova L, Ethofer T, Mattos P, Banaschewski T, Coghill D, Plessen KJ, Kuntsi J, Mehta MA, Paloyelis Y, Harrison NA, Bellgrove MA, Silk TJ, Cubillo AI, Rubia K, Lazaro L, Brem S, Walitza S, Frodl T, Zentis M, Castellanos FX, Yoncheva YN, Haavik J, Reneman L, Conzelmann A, Lesch KP, Pauli P, Reif A, Tamm L, Konrad K, Oberwelland Weiss E, Busatto GF, Louza MR, Durston S, Hoekstra PJ, Oosterlaan J, Stevens MC, Ramos-Quiroga JA, Vilarroya O, Fair DA, Nigg JT, Thompson PM, Buitelaar JK, Faraone SV, Shaw P, Tiemeier H, Bralten J, Franke B, 2019. Brain Imaging of the Cortex in ADHD: A Coordinated Analysis of Large-Scale Clinical and Population-Based Samples. Am J Psychiatry 176, 531–542. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Horton-Salway M, 2013. Gendering attention deficit hyperactivity disorder: a discursive analysis of UK newspaper stories. J Health Psychol 18, 1085–1099. [PubMed] [Google Scholar]
Hua MH, Huang KL, Hsu JW, Bai YM, Su TP, Tsai SJ, Li CT, Lin WC, Chen TJ, Chen MH, 2020. Early Pregnancy Risk Among Adolescents With ADHD: A Nationwide Longitudinal Study. J Atten Disord, 1087054719900232. [PubMed] [Google Scholar]
Huang A, Wu K, Cai Z, Lin Y, Zhang X, Huang Y, 2020. Association between postnatal second-hand smoke exposure and ADHD in children: a systematic review and meta-analysis. Environ Sci Pollut Res Int. [PubMed] [Google Scholar]
Huang KL, Wei HT, Hsu JW, Bai YM, Su TP, Li CT, Lin WC, Tsai SJ, Chang WH, Chen TJ, Chen MH, 2018. Risk of suicide attempts in adolescents and young adults with attention-deficit hyperactivity disorder: a nationwide longitudinal study. Br J Psychiatry 212, 234–238. [PubMed] [Google Scholar]
Huang L, Wang Y, Zhang L, Zheng Z, Zhu T, Qu Y, Mu D, 2017. Maternal Smoking and Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder in Offspring: A Meta-analysis. Pediatrics, e20172465. [PubMed] [Google Scholar]
Humphreys KL, Eng T, Lee SS, 2013. Stimulant Medication and Substance Use Outcomes: A Meta-analysis. JAMA Psychiatry, 1–9. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Huybrechts KF, Broms G, Christensen LB, Einarsdottir K, Engeland A, Furu K, Gissler M, Hernandez-Diaz S, Karlsson P, Karlstad O, Kieler H, Lahesmaa-Korpinen AM, Mogun H, Norgaard M, Reutfors J, Sorensen HT, Zoega H, Bateman BT, 2018. Association Between Methylphenidate and Amphetamine Use in Pregnancy and Risk of Congenital Malformations: A Cohort Study From the International Pregnancy Safety Study Consortium. JAMA Psychiatry 75, 167–175. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Jackson JN, MacKillop J, 2016. Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder and Monetary Delay Discounting: A Meta-Analysis of Case-Control Studies. Biol Psychiatry Cogn Neurosci Neuroimaging 1, 316–325. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Jangmo A, Stalhandske A, Chang Z, Chen Q, Almqvist C, Feldman I, Bulik CM, Lichtenstein P, D’Onofrio B, Kuja-Halkola R, Larsson H, 2019. Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder, School Performance, and Effect of Medication. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 58, 423–432. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Jenabi E, Bashirian S, Khazaei S, Basiri Z, 2019. The maternal pre-pregnancy BMI and the risk of ADHD among children and adolescents: A systematic review and meta-Analysis. Korean J Pediatr. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Jennum P, Hastrup LH, Ibsen R, Kjellberg J, Simonsen E, 2020. Welfare consequences for people diagnosed with attention deficit hyperactivity disorder (ADHD): A matched nationwide study in Denmark. Eur Neuropsychopharmacol 37, 29–38. [PubMed] [Google Scholar]
Ji J, Chen T, Sundquist J, Sundquist K, 2018. Type 1 Diabetes in Parents and Risk of Attention Deficit/Hyperactivity Disorder in Offspring: A Population-Based Study in Sweden. Diabetes Care 41, 770–774. [PubMed] [Google Scholar]
Joelsson P, Chudal R, Talati A, Suominen A, Brown AS, Sourander A, 2016. Prenatal smoking exposure and neuropsychiatric comorbidity of ADHD: a finnish nationwide population-based cohort study. BMC Psychiatry 16, 306. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Kapellen TM, Reimann R, Kiess W, Kostev K, 2016. Prevalence of medically treated children with ADHD and type 1 diabetes in Germany – Analysis of two representative databases. J Pediatr Endocrinol Metab 29, 1293–1297. [PubMed] [Google Scholar]
Katusic MZ, Voigt RG, Colligan RC, Weaver AL, Homan KJ, Barbaresi WJ, 2011. Attention-deficit hyperactivity disorder in children with high intelligence quotient: results from a population-based study. J Dev Behav Pediatr 32, 103–109. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Keilow M, Holm A, Fallesen P, 2018. Medical treatment of Attention Deficit/Hyperactivity Disorder (ADHD) and children’s academic performance. PLoS One 13, e0207905. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Keilow M, Wu C, Obel C, 2020. Cumulative social disadvantage and risk of attention deficit hyperactivity disorder: Results from a nationwide cohort study. SSM Popul Health 10, 100548. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Kennedy M, Kreppner J, Knights N, Kumsta R, Maughan B, Golm D, Rutter M, Schlotz W, Sonuga-Barke EJ, 2016. Early severe institutional deprivation is associated with a persistent variant of adult attention-deficit/hyperactivity disorder: clinical presentation, developmental continuities and life circumstances in the English and Romanian Adoptees study. J Child Psychol Psychiatry 57, 1113–1125. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Kidwell KM, Van Dyk TR, Lundahl A, Nelson TD, 2015. Stimulant Medications and Sleep for Youth With ADHD: A Meta-analysis. Pediatrics 136, 1144–1153. [PubMed] [Google Scholar]
King SA, Casavant MJ, Spiller HA, Hodges NL, Chounthirath T, Smith GA, 2018. Pediatric ADHD Medication Exposures Reported to US Poison Control Centers. Pediatrics 141. [PubMed] [Google Scholar]
Kirova AM, Kelberman C, Storch B, DiSalvo M, Woodworth KY, Faraone SV, Biederman J, 2019. Are subsyndromal manifestations of attention deficit hyperactivity disorder morbid in children? A systematic qualitative review of the literature with meta-analysis. Psychiatry Res 274, 75–90. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Knouse LE, Teller J, Brooks MA, 2017. Meta-analysis of cognitive-behavioral treatments for adult ADHD. J Consult Clin Psychol 85, 737–750. [PubMed] [Google Scholar]
Kohler-Forsberg O, Petersen L, Gasse C, Mortensen PB, Dalsgaard S, Yolken RH, Mors O, Benros ME, 2019. A Nationwide Study in Denmark of the Association Between Treated Infections and the Subsequent Risk of Treated Mental Disorders in Children and Adolescents. JAMA Psychiatry 76, 271–279. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Kooij JJS, Bijlenga D, Salerno L, Jaeschke R, Bitter I, Balazs J, Thome J, Dom G, Kasper S, Nunes Filipe C, Stes S, Mohr P, Leppamaki S, Casas M, Bobes J, McCarthy JM, Richarte V, Kjems Philipsen A, Pehlivanidis A, Niemela A, Styr B, Semerci B, Bolea-Alamanac B, Edvinsson D, Baeyens D, Wynchank D, Sobanski E, Philipsen A, McNicholas F, Caci H, Mihailescu I, Manor I, Dobrescu I, Saito T, Krause J, Fayyad J, Ramos-Quiroga JA, Foeken K, Rad F, Adamou M, Ohlmeier M, Fitzgerald M, Gill M, Lensing M, Motavalli Mukaddes N, Brudkiewicz P, Gustafsson P, Tani P, Oswald P, Carpentier PJ, De Rossi P, Delorme R, Markovska Simoska S, Pallanti S, Young S, Bejerot S, Lehtonen T, Kustow J, Muller-Sedgwick U, Hirvikoski T, Pironti V, Ginsberg Y, Felegyhazy Z, Garcia-Portilla MP, Asherson P, 2019. Updated European Consensus Statement on diagnosis and treatment of adult ADHD. Eur Psychiatry 56, 14–34. [PubMed] [Google Scholar]
Koren G, Barer Y, Ornoy A, 2020. Fetal safety of methylphenidate-A scoping review and meta analysis. Reprod Toxicol 93, 230–234. [PubMed] [Google Scholar]
Korrel H, Mueller KL, Silk T, Anderson V, Sciberras E, 2017. Research Review: Language problems in children with Attention-Deficit Hyperactivity Disorder – a systematic meta-analytic review. J Child Psychol Psychiatry 58, 640–654. [PubMed] [Google Scholar]
Kramer PDF, Pollnow D.M.e.P.H., 1932. Über eine hyperkinetische Erkrankung im Kindesalter. pp. 21–40. European Neurology 82, 21–40. [Google Scholar]
Lafora GR, 1917. Los Niños Mentalmente Anormales. Madrid, 1917. [Google Scholar]
Lange KW, Reichl S, Lange KM, Tucha L, Tucha O, 2010. The history of attention deficit hyperactivity disorder. Atten Defic Hyperact Disord 2, 241–255. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Larsson H, Chang Z, D’Onofrio BM, Lichtenstein P, 2014a. The heritability of clinically diagnosed attention deficit hyperactivity disorder across the lifespan. Psychol Med 44, 2223–2239. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Larsson H, Sariaslan A, Langstrom N, D’Onofrio B, Lichtenstein P, 2014b. Family income in early childhood and subsequent attention deficit/hyperactivity disorder: a quasi-experimental study. J Child Psychol Psychiatry 55, 428–435. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Le HH, Hodgkins P, Postma MJ, Kahle J, Sikirica V, Setyawan J, Erder MH, Doshi JA, 2014. Economic impact of childhood/adolescent ADHD in a European setting: the Netherlands as a reference case. Eur Child Adolesc Psychiatry 23, 587–598. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Lebowitz MS, 2016. Stigmatization of ADHD: A Developmental Review. J Atten Disord 20, 199–205. [PubMed] [Google Scholar]
Lebwohl B, Haggård L, Emilsson L, Söderling J, Roelstraete B, Butwicka A, Green PH, Ludvigsson JF, 2020. Psychiatric disorders in patients with a diagnosis of celiac disease during childhood from 1973 to 2016. Clin Gastroenterol Hepatol. [PubMed] [Google Scholar]
Lee PH, Anttila V, Won H, Feng Y-CA, Rosenthal J, Zhu Z, Tucker-Drob EM, Nivard MG, Grotzinger AD, Posthuma D, Wang MMJ, Yu D, Stahl E, Walters RK, Anney RJL, Duncan LE, Belangero S, Luykx J, Kranzler H, Keski-Rahkonen A, Cook EH, Kirov G, Coppola G, Kaprio J, Zai CC, Hoekstra PJ, Banaschewski T, Rohde LA, Sullivan PF, Franke B, Daly MJ, Bulik CM, Lewis CM, McIntosh AM, Donovan MC, Zheutlin A, Andreassen OA, Borglum AD, Breen G, Edenberg HJ, Fanous AH, Faraone SV, Gelernter J, Mathews CA, Mattheisen M, Mitchell K, Neale MC, Nurnberger JI, Ripke S, Santangelo SL, Scharf JM, Stein MB, Thornton LM, Walters JTR, Wray NR, Geschwind DH, Neale B, Kendler KS, Smoller JW, 2019. Genome wide meta-analysis identifies genomic relationships, novel loci, and pleiotropic mechanisms across eight psychiatric disorders. bioRxiv, 528117. [Google Scholar]
Lee PH, A.V., Won H, Feng YA, Rosenthal J, Zhu Z, Tucker-Drob EM, Nivard MG, Grotzinger AD, Posthuma D, Wang MM, Yu D, Stahl EA, Walters RK, Anney RJL, Duncan LE, Ge T, Adolfsson R, Banaschewski T, Belangero S, Cook EH, Coppola G, Derks EM, Hoekstra PJ, Kaprio J, Keski-Rahkonen A, Kirov G, Kranzler HR, Luykx JJ, Rohde LA, Zai CC, Agerbo E, Arranz MJ, Asherson P, Bækvad-Hansen M, Baldursson G, Bellgrove M, Belliveau RA Jr, Buitelaar J, Burton CL, Bybjerg-Grauholm J, Casas M, Cerrato F, Chambert K, Churchhouse C, Cormand B, Crosbie J, Dalsgaard S, Demontis D, Doyle AE, Dumont A, Elia J, Grove J, Gudmundsson OO, Haavik J, Hakonarson H, Hansen CS, Hartman CA, Hawi Z, Hervás A, Hougaard DM, Howrigan DP, Huang H, Kuntsi J, Langley K, Lesch KP, Leung PWL, Loo SK, Martin J, Martin AR, McGough JJ, Medland SE, Moran JL, Mors O, Mortensen PB, Oades RD, Palmer DS, Pedersen CB, Pedersen MG, Peters T, Poterba T, Poulsen JB, Ramos-Quiroga JA, Reif A, Ribasés M, Rothenberger A, Rovira P, Sánchez-Mora C, Satterstrom FK, Schachar R, Artigas MS, Steinberg S, Stefansson H, Turley P, Walters GB, Werge T, Zayats T, Arking DE, Bettella F, Buxbaum JD, Christensen JH, Collins RL, Coon H, De Rubeis S, Delorme R, Grice DE, Hansen TF, Holmans PA, Hope S, Hultman CM, Klei L, Ladd-Acosta C, Magnusson P, Nærland T, Nyegaard M, Pinto D, Qvist P, Rehnström K, Reichenberg A, Reichert J, Roeder K, Rouleau GA, Saemundsen E, Sanders SJ, Sandin S, St Pourcain B, Stefansson K, Sutcliffe JS, Talkowski ME, Weiss LA, Willsey AJ, Agartz I, Akil H, Albani D, Alda M, Als TD, Anjorin A, Backlund L, Bass N, Bauer M, Baune BT, Bellivier F, Bergen SE, Berrettini WH, Biernacka JM, Blackwood DHR, Bøen E, Budde M, Bunney W, Burmeister M, Byerley W, Byrne EM, Cichon S, Clarke TK, Coleman JRI, Craddock N, Curtis D, Czerski PM, Dale AM, Dalkner N, Dannlowski U, Degenhardt F, Di Florio A, Elvsåshagen T, Etain B, Fischer SB, Forstner AJ, Forty L, Frank J, Frye M, Fullerton JM, Gade K, Gaspar HA, Gershon ES, Gill M, Goes FS, Gordon SD, Gordon-Smith K, Green MJ, Greenwood TA, Grigoroiu-Serbanescu M, Guzman-Parra J, Hauser J, Hautzinger M, Heilbronner U, Herms S, Hoffmann P, Holland D, Jamain S, Jones I, Jones LA, Kandaswamy R, Kelsoe JR, Kennedy JL, Joachim OK, Kittel-Schneider S, Kogevinas M, Koller AC, Lavebratt C, Lewis CM, Li QS, Lissowska J, Loohuis LMO, Lucae S, Maaser A, Malt UF, Martin NG, Martinsson L, McElroy SL, McMahon FJ, McQuillin A, Melle I, Metspalu A, Millischer V, Mitchell PB, Montgomery GW, Morken G, Morris DW, Müller-Myhsok B, Mullins N, Myers RM, Nievergelt CM, Nordentoft M, Adolfsson AN, Nöthen MM, Ophoff RA, Owen MJ, Paciga SA, Pato CN, Pato MT, Perlis RH, Perry A, Potash JB, Reinbold CS, Rietschel M, Rivera M, Roberson M, Schalling M, Schofield PR, Schulze TG, Scott LJ, Serretti A, Sigurdsson E, Smeland OB, Stordal E, Streit F, Strohmaier J, Thorgeirsson TE, Treutlein J, Turecki G, Vaaler AE, Vieta E, Vincent JB, Wang Y, Witt SH, Zandi P, Adan RAH, Alfredsson L, Ando T, Aschauer H, Baker JH, Bencko V, Bergen AW, Birgegård A, Perica VB, Brandt H, Burghardt R, Carlberg L, Cassina M, Clementi M, Courtet P, Crawford S, Crow S, Crowley JJ, Danner UN, Davis OSP, Degortes D, DeSocio JE, Dick DM, Dina C, Docampo E, Egberts K, Ehrlich S, Espeseth T, Fernández-Aranda F, Fichter MM, Foretova L, Forzan M, Gambaro G, Giegling I, Gonidakis F, Gorwood P, Mayora MG, Guo Y, Halmi KA, Hatzikotoulas K, Hebebrand J, Helder SG, Herpertz-Dahlmann B, Herzog W, Hinney A, Imgart H, Jiménez-Murcia S, Johnson C, Jordan J, Julià A, Kaminská D, Karhunen L, Karwautz A, Kas MJH, Kaye WH, Kennedy MA, Kim YR, Klareskog L, Klump KL, Knudsen GPS, Landén M, Le Hellard S, Levitan RD, Li D, Lichtenstein P, Maj M, Marsal S, McDevitt S, Mitchell J, Monteleone P, Monteleone AM, Munn-Chernoff MA, Nacmias B, Navratilova M, O’Toole JK, Padyukov L, Pantel J, Papezova H, Rabionet R, Raevuori A, Ramoz N, Reichborn-Kjennerud T, Ricca V, Roberts M, Rujescu D, Rybakowski F, Scherag A, Schmidt U, Seitz J, Slachtova L, Slof-Op’t Landt MCT, Slopien A, Sorbi S, Southam L, Strober M, Tortorella A, Tozzi F, Treasure J, Tziouvas K, van Elburg AA, Wade TD, Wagner G, Walton E, Watson HJ, Wichmann HE, Woodside DB, Zeggini E, Zerwas S, Zipfel S, Adams MJ, Andlauer TFM, Berger K, Binder EB, Boomsma DI, Castelao E, Colodro-Conde L, Direk N, Docherty AR, Domenici E, Domschke K, Dunn EC, Foo JC, de Geus EJC, Grabe HJ, Hamilton SP, Horn C, Hottenga JJ, Howard D, Ising M, Kloiber S, Levinson DF, Lewis G, Magnusson PKE, Mbarek H, Middeldorp CM, Mostafavi S, Nyholt DR, Penninx BW, Peterson RE, Pistis G, Porteous DJ, Preisig M, Quiroz JA, Schaefer C, Schulte EC, Shi J, Smith DJ, Thomson PA, Tiemeier H, Uher R, van der Auwera S, Weissman MM, Alexander M, Begemann M, Bramon E, Buccola NG, Cairns MJ, Campion D, Carr VJ, Cloninger CR, Cohen D, Collier DA, Corvin A, DeLisi LE, Donohoe G, Dudbridge F, Duan J, Freedman R, Gejman PV, Golimbet V, Godard S, Ehrenreich H, Hartmann AM, Henskens FA, Ikeda M, Iwata N, Jablensky AV, Joa I, Jönsson EG, Kelly BJ, Knight J, Konte B, Laurent-Levinson C, Lee J, Lencz T, Lerer B, Loughland CM, Malhotra AK, Mallet J, McDonald C, Mitjans M, Mowry BJ, Murphy KC, Murray RM, O’Neill FA, Oh SY, Palotie A, Pantelis C, Pulver AE, Petryshen TL, Quested DJ, Riley B, Sanders AR, Schall U, Schwab SG, Scott RJ, Sham PC, Silverman JM, Sim K, Steixner AA, Tooney PA, van Os J, Vawter MP, Walsh D, Weiser M, Wildenauer DB, Williams NM, Wormley BK, Zhang F, Androutsos C, Arnold PD, Barr CL, Barta C, Bey K, Bienvenu OJ, Black DW, Brown LW, Budman C, Cath D, Cheon KA, Ciullo V, Coffey BJ, Cusi D, Davis LK, Denys D, Depienne C, Dietrich A, Eapen V, Falkai P, Fernandez TV, Garcia-Delgar B, Geller DA, Gilbert DL, Grados MA, Greenberg E, Grünblatt E, Hagstrøm J, Hanna GL, Hartmann A, Hedderly T, Heiman GA, Heyman I, Hong HJ, Huang A, Huyser C, Ibanez-Gomez L, Khramtsova EA, Kim YK, Kim YS, King RA, Koh YJ, Konstantinidis A, Kook S, Kuperman S, Leventhal BL, Lochner C, Ludolph AG, Madruga-Garrido M, Malaty I, Maras A, McCracken JT, Meijer IA, Mir P, Morer A, Müller-Vahl KR, Münchau A, Murphy TL, Naarden A, Nagy P, Nestadt G, Nestadt PS, Nicolini H, Nurmi EL, Okun MS, Paschou P, Piras F, Piras F, Pittenger C, Plessen KJ, Richter MA, Rizzo R, Robertson M, Roessner V, Ruhrmann S, Samuels JF, Sandor P, Schlögelhofer M, Shin EY, Singer H, Song DH, Song J, Spalletta G, Stein DJ, Stewart SE, Storch EA, Stranger B, Stuhrmann M, Tarnok Z, Tischfield JA, Tübing J, Visscher F, Vulink N, Wagner M, Walitza S, Wanderer S, Woods M, Worbe Y, Zai G, Zinner SH, Sullivan PF, Franke B, Daly MJ, Bulik CM, Lewis CM, McIntosh AM, O’Donovan MC, Zheutlin A, Andreassen OA, Børglum AD, Breen G, Edenberg HJ, Fanous AH, Faraone SV, Gelernter J, Mathews CA, Mattheisen M, Mitchell KS, Neale MC, Nurnberger JI, Ripke S, Santangelo SL, Scharf JM, Stein MB, Thornton LM, Walters JTR, Wray NR, Geschwind DH, Neale BM, Kendler KS, Smoller JW., 2019. Genomic Relationships, Novel Loci, and Pleiotropic Mechanisms across Eight Psychiatric Disorders. Cell 179, 1469–1482.e1411. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Lee SH, Ripke S, Neale BM, Faraone SV, Purcell SM, Perlis RH, Mowry BJ, Thapar A, Goddard ME, Witte JS, Absher D, Agartz I, Akil H, Amin F, Andreassen OA, Anjorin A, Anney R, Anttila V, Arking DE, Asherson P, Azevedo MH, Backlund L, Badner JA, Bailey AJ, Banaschewski T, Barchas JD, Barnes MR, Barrett TB, Bass N, Battaglia A, Bauer M, Bayes M, Bellivier F, Bergen SE, Berrettini W, Betancur C, Bettecken T, Biederman J, Binder EB, Black DW, Blackwood DH, Bloss CS, Boehnke M, Boomsma DI, Breen G, Breuer R, Bruggeman R, Cormican P, Buccola NG, Buitelaar JK, Bunney WE, Buxbaum JD, Byerley WF, Byrne EM, Caesar S, Cahn W, Cantor RM, Casas M, Chakravarti A, Chambert K, Choudhury K, Cichon S, Cloninger CR, Collier DA, Cook EH, Coon H, Cormand B, Corvin A, Coryell WH, Craig DW, Craig IW, Crosbie J, Cuccaro ML, Curtis D, Czamara D, Datta S, Dawson G, Day R, De Geus EJ, Degenhardt F, Djurovic S, Donohoe GJ, Doyle AE, Duan J, Dudbridge F, Duketis E, Ebstein RP, Edenberg HJ, Elia J, Ennis S, Etain B, Fanous A, Farmer AE, Ferrier IN, Flickinger M, Fombonne E, Foroud T, Frank J, Franke B, Fraser C, Freedman R, Freimer NB, Freitag CM, Friedl M, Frisen L, Gallagher L, Gejman PV, Georgieva L, Gershon ES, Geschwind DH, Giegling I, Gill M, Gordon SD, Gordon-Smith K, Green EK, Greenwood TA, Grice DE, Gross M, Grozeva D, Guan W, Gurling H, De Haan L, Haines JL, Hakonarson H, Hallmayer J, Hamilton SP, Hamshere ML, Hansen TF, Hartmann AM, Hautzinger M, Heath AC, Henders AK, Herms S, Hickie IB, Hipolito M, Hoefels S, Holmans PA, Holsboer F, Hoogendijk WJ, Hottenga JJ, Hultman CM, Hus V, Ingason A, Ising M, Jamain S, Jones EG, Jones I, Jones L, Tzeng JY, Kahler AK, Kahn RS, Kandaswamy R, Keller MC, Kennedy JL, Kenny E, Kent L, Kim Y, Kirov GK, Klauck SM, Klei L, Knowles JA, Kohli MA, Koller DL, Konte B, Korszun A, Krabbendam L, Krasucki R, Kuntsi J, Kwan P, Landen M, Langstrom N, Lathrop M, Lawrence J, Lawson WB, Leboyer M, Ledbetter DH, Lee PH, Lencz T, Lesch KP, Levinson DF, Lewis CM, Li J, Lichtenstein P, Lieberman JA, Lin DY, Linszen DH, Liu C, Lohoff FW, Loo SK, Lord C, Lowe JK, Lucae S, MacIntyre DJ, Madden PA, Maestrini E, Magnusson PK, Mahon PB, Maier W, Malhotra AK, Mane SM, Martin CL, Martin NG, Mattheisen M, Matthews K, Mattingsdal M, McCarroll SA, McGhee KA, McGough JJ, McGrath PJ, McGuffin P, McInnis MG, McIntosh A, McKinney R, McLean AW, McMahon FJ, McMahon WM, McQuillin A, Medeiros H, Medland SE, Meier S, Melle I, Meng F, Meyer J, Middeldorp CM, Middleton L, Milanova V, Miranda A, Monaco AP, Montgomery GW, Moran JL, Moreno-De-Luca D, Morken G, Morris DW, Morrow EM, Moskvina V, Muglia P, Muhleisen TW, Muir WJ, Muller-Myhsok B, Murtha M, Myers RM, Myin-Germeys I, Neale MC, Nelson SF, Nievergelt CM, Nikolov I, Nimgaonkar V, Nolen WA, Nothen MM, Nurnberger JI, Nwulia EA, Nyholt DR, O’Dushlaine C, Oades RD, Olincy A, Oliveira G, Olsen L, Ophoff RA, Osby U, Owen MJ, Palotie A, Parr JR, Paterson AD, Pato CN, Pato MT, Penninx BW, Pergadia ML, Pericak-Vance MA, Pickard BS, Pimm J, Piven J, Posthuma D, Potash JB, Poustka F, Propping P, Puri V, Quested DJ, Quinn EM, Ramos-Quiroga JA, Rasmussen HB, Raychaudhuri S, Rehnstrom K, Reif A, Ribases M, Rice JP, Rietschel M, Roeder K, Roeyers H, Rossin L, Rothenberger A, Rouleau G, Ruderfer D, Rujescu D, Sanders AR, Sanders SJ, Santangelo SL, Sergeant JA, Schachar R, Schalling M, Schatzberg AF, Scheftner WA, Schellenberg GD, Scherer SW, Schork NJ, Schulze TG, Schumacher J, Schwarz M, Scolnick E, Scott LJ, Shi J, Shilling PD, Shyn SI, Silverman JM, Slager SL, Smalley SL, Smit JH, Smith EN, Sonuga-Barke EJ, St Clair D, State M, Steffens M, Steinhausen HC, Strauss JS, Strohmaier J, Stroup TS, Sutcliffe JS, Szatmari P, Szelinger S, Thirumalai S, Thompson RC, Todorov AA, Tozzi F, Treutlein J, Uhr M, van den Oord EJ, Van Grootheest G, Van Os J, Vicente AM, Vieland VJ, Vincent JB, Visscher PM, Walsh CA, Wassink TH, Watson SJ, Weissman MM, Werge T, Wienker TF, Wijsman EM, Willemsen G, Williams N, Willsey AJ, Witt SH, Xu W, Young AH, Yu TW, Zammit S, Zandi PP, Zhang P, Zitman FG, Zollner S, Devlin B, Kelsoe JR, Sklar P, Daly MJ, O’Donovan MC, Craddock N, Sullivan PF, Smoller JW, Kendler KS, Wray NR, 2013. Genetic relationship between five psychiatric disorders estimated from genome-wide SNPs. Nat Genet 45, 984–994. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Lee SS, Humphreys KL, Flory K, Liu R, Glass K, 2011. Prospective association of childhood attention-deficit/hyperactivity disorder (ADHD) and substance use and abuse/dependence: a meta-analytic review. Clin Psychol Rev 31, 328–341. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Lee YC, Yang HJ, Chen VC, Lee WT, Teng MJ, Lin CH, Gossop M, 2016. Meta-analysis of quality of life in children and adolescents with ADHD: By both parent proxy-report and child self-report using PedsQL. Res Dev Disabil 51–52, 160–172. [PubMed] [Google Scholar]
Lenzi F, Cortese S, Harris J, Masi G, 2018. Pharmacotherapy of emotional dysregulation in adults with ADHD: A systematic review and meta-analysis. Neuroscience & Biobehavioral Reviews 84, 359–367. [PubMed] [Google Scholar]
Leucht S, Hierl S, Kissling W, Dold M, Davis JM, 2012. Putting the efficacy of psychiatric and general medicine medication into perspective: review of meta-analyses. Br J Psychiatry 200, 97–106. [PubMed] [Google Scholar]
Li J, Olsen J, Vestergaard M, Obel C, 2010. Attention-deficit/hyperactivity disorder in the offspring following prenatal maternal bereavement: a nationwide follow-up study in Denmark. Eur Child Adolesc Psychiatry 19, 747–753. [PubMed] [Google Scholar]
Li JJ, 2019. The positive end of the polygenic score distribution for ADHD: a low risk or a protective factor? Psychol Med, 1–10. [PubMed] [Google Scholar]
Li L, Taylor MJ, Bälter K, Kuja-Halkola R, Chen Q, Hegvik TA, Tate AE, Chang Z, Arias-Vásquez A, Hartman CA, Larsson H, 2020. Attention-deficit/hyperactivity disorder symptoms and dietary habits in adulthood: A large population-based twin study in Sweden. Am J Med Genet B Neuropsychiatr Genet 183, 475–485. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Li X, Sjostedt C, Sundquist J, Zoller B, Sundquist K, 2019. Familial association of attention-deficit hyperactivity disorder with autoimmune diseases in the population of Sweden. Psychiatr Genet 29, 37–43. [PubMed] [Google Scholar]
Liang EF, Lim SZ, Tam WW, Ho CS, Zhang MW, McIntyre RS, Ho RC, 2018a. The Effect of Methylphenidate and Atomoxetine on Heart Rate and Systolic Blood Pressure in Young People and Adults with Attention-Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD): Systematic Review, Meta-Analysis, and Meta-Regression. Int J Environ Res Public Health 15, 1789. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Liang SH, Yang YH, Kuo TY, Liao YT, Lin TC, Lee Y, McIntyre RS, Kelsen BA, Wang TN, Chen VC, 2018b. Suicide risk reduction in youths with attention-deficit/hyperactivity disorder prescribed methylphenidate: A Taiwan nationwide population-based cohort study. Res Dev Disabil 72, 96–105. [PubMed] [Google Scholar]
Liao YT, Yang YH, Kuo TY, Liang HY, Huang KY, Wang TN, Lee Y, McIntyre RS, Chen VC, 2018. Dosage of methylphenidate and traumatic brain injury in ADHD: a population-based study in Taiwan. Eur Child Adolesc Psychiatry 27, 279–288. [PubMed] [Google Scholar]
Libutzki B, Ludwig S, May M, Jacobsen RH, Reif A, Hartman CA, 2019. Direct medical costs of ADHD and its comorbid conditions on basis of a claims data analysis. Eur Psychiatry 58, 38–44. [PubMed] [Google Scholar]
Libutzki B, May M, Gleitz M, Karus M, Neukirch B, Hartman CA, Reif A, 2020. Disease burden and direct medical costs of incident adult ADHD: A retrospective longitudinal analysis based on German statutory health insurance claims data. Eur Psychiatry 63, e86. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Lichtenstein P, Halldner L, Zetterqvist J, Sjolander A, Serlachius E, Fazel S, Langstrom N, Larsson H, 2012. Medication for attention deficit-hyperactivity disorder and criminality. N Engl J Med 367, 2006–2014. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Lindstrom K, Lindblad F, Hjern A, 2011. Preterm birth and attention-deficit/hyperactivity disorder in schoolchildren. Pediatrics 127, 858–865. [PubMed] [Google Scholar]
Liu H, Feng W, Zhang D, 2019a. Association of ADHD medications with the risk of cardiovascular diseases: a meta-analysis. Eur Child Adolesc Psychiatry 28, 1283–1293. [PubMed] [Google Scholar]
Liu Q, Zhang H, Fang Q, Qin L, 2017a. Comparative efficacy and safety of methylphenidate and atomoxetine for attention-deficit hyperactivity disorder in children and adolescents: Meta-analysis based on head-to-head trials. J Clin Exp Neuropsychol 39, 854–865. [PubMed] [Google Scholar]
Liu X, Dalsgaard S, Munk-Olsen T, Li J, Wright RJ, Momen NC, 2019b. Parental asthma occurrence, exacerbations and risk of attention-deficit/hyperactivity disorder. Brain Behav Immun 82, 302–308. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Liu YS, Dai X, Wu W, Yuan FF, Gu X, Chen JG, Zhu LQ, Wu J, 2017b. The Association of SNAP25 Gene Polymorphisms in Attention Deficit/Hyperactivity Disorder: a Systematic Review and Meta-Analysis. Mol Neurobiol 54, 2189–2200. [PubMed] [Google Scholar]
Loyer Carbonneau M, Demers M, Bigras M, Guay MC, 2020. Meta-Analysis of Sex Differences in ADHD Symptoms and Associated Cognitive Deficits. J Atten Disord, 1087054720923736. [PubMed] [Google Scholar]
Lu Y, Sjölander A, Cederlöf M, et al., 2017. Association between medication use and performance on higher education entrance tests in individuals with attention-deficit/hyperactivity disorder. JAMA Psychiatry 74, 815–822. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Lugo J, Fadeuilhe C, Gisbert L, Setien I, Delgado M, Corrales M, Richarte V, Ramos-Quiroga JA, 2020. Sleep in adults with autism spectrum disorder and attention deficit/hyperactivity disorder: A systematic review and meta-analysis Eur Neuropsychopharmacol 38, 1–24. [PubMed] [Google Scholar]
Lukito S, Norman L, Carlisi C, Radua J, Hart H, Simonoff E, Rubia K, 2020. Comparative meta-analyses of brain structural and functional abnormalities during cognitive control in attention-deficit/hyperactivity disorder and autism spectrum disorder. Psychol Med 50, 894–919. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Maher GM, Dalman C, O’Keeffe GW, Kearney PM, McCarthy FP, Kenny LC, Khashan AS, 2020. Association between preeclampsia and attention-deficit hyperactivity disorder: a population-based and sibling-matched cohort study. Acta Psychiatr Scand. [PubMed] [Google Scholar]
Maher GM, O’Keeffe GW, Kearney PM, Kenny LC, Dinan TG, Mattsson M, Khashan AS, 2018. Association of Hypertensive Disorders of Pregnancy With Risk of Neurodevelopmental Disorders in Offspring: A Systematic Review and Meta-analysis. JAMA Psychiatry 75, 809–819. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Man KK, Chan EW, Coghill D, Douglas I, Ip P, Leung LP, Tsui MS, Wong WH, Wong IC, 2015. Methylphenidate and the risk of trauma. Pediatrics 135, 40–48. [PubMed] [Google Scholar]
Man KK, Coghill D, Chan EW, Lau WC, Hollis C, Liddle E, Banaschewski T, McCarthy S, Neubert A, Sayal K, Ip P, Wong IC, 2016. Methylphenidate and the risk of psychotic disorders and hallucinations in children and adolescents in a large health system. Transl Psychiatry 6, e956. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Man KKC, Coghill D, Chan EW, Lau WCY, Hollis C, Liddle E, Banaschewski T, McCarthy S, Neubert A, Sayal K, Ip P, Schuemie MJ, Sturkenboom M, Sonuga-Barke E, Buitelaar J, Carucci S, Zuddas A, Kovshoff H, Garas P, Nagy P, Inglis SK, Konrad K, Hage A, Rosenthal E, Wong ICK, 2017. Association of Risk of Suicide Attempts With Methylphenidate Treatment. JAMA Psychiatry 74, 1048–1055. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Maneeton N, Maneeton B, Woottiluk P, Suttajit S, Likhitsathian S, Charnsil C, Srisurapanont M, 2015. Comparative efficacy, acceptability, and tolerability of dexmethylphenidate versus placebo in child and adolescent ADHD: a meta-analysis of randomized controlled trials. Neuropsychiatr Dis Treat 11, 2943–2952. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Martin J, Taylor MJ, Rydell M, Riglin L, Eyre O, Lu Y, Lundstrom S, Larsson H, Thapar A, Lichtenstein P, 2018. Sex-specific manifestation of genetic risk for attention deficit hyperactivity disorder in the general population. J Child Psychol Psychiatry 59, 908–916. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Martinez-Badia J, Martinez-Raga J, 2015. Who says this is a modern disorder? The early history of attention deficit hyperactivity disorder. World J Psychiatry 5, 379–386. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Marx I, Hacker T, Yu X, Cortese S, Sonuga-Barke E, 2018. ADHD and the Choice of Small Immediate Over Larger Delayed Rewards: A Comparative Meta-Analysis of Performance on Simple Choice-Delay and Temporal Discounting Paradigms. J Atten Disord, 1087054718772138. [PubMed] [Google Scholar]
McCabe SE, Veliz P, Wilens TE, Schulenberg JE, 2017. Adolescents’ Prescription Stimulant Use and Adult Functional Outcomes: A National Prospective Study. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 56, 226–233.e224. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
McCarthy S, Neubert A, Man KKC, Banaschewski T, Buitelaar J, Carucci S, Coghill D, Danckaerts M, Falissard B, Garas P, Hage A, Hollis C, Inglis S, Kovshoff H, Liddle E, Mechler K, Nagy P, Rosenthal E, Schlack R, Sonuga-Barke E, Zuddas A, Wong ICK, 2018. Effects of long-term methylphenidate use on growth and blood pressure: results of the German Health Interview and Examination Survey for Children and Adolescents (KiGGS). BMC Psychiatry 18, 327. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
McCauley HL, Breslau JA, Saito N, Miller E, 2015. Psychiatric disorders prior to dating initiation and physical dating violence before age 21: findings from the National Comorbidity Survey Replication (NCS-R). Soc Psychiatry Psychiatr Epidemiol 50, 1357–1365. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
McGough JJ, Sturm A, Cowen J, Tung K, Salgari GC, Leuchter AF, Cook IA, Sugar CA, Loo SK, 2019. Double-Blind, Sham-Controlled, Pilot Study of Trigeminal Nerve Stimulation for Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 58, 403–411.e403. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
McLeod JD, Fettes DL, Jensen PS, Pescosolido BA, Martin JK, 2007. Public knowledge, beliefs, and treatment preferences concerning attention-deficit hyperactivity disorder. Psychiatr Serv 58, 626–631. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Melby-Lervag M, Hulme C, 2013. Is working memory training effective? A meta-analytic review. Dev Psychol 49, 270–291. [PubMed] [Google Scholar]
Micoulaud-Franchi JA, Geoffroy PA, Fond G, Lopez R, Bioulac S, Philip P, 2014. EEG neurofeedback treatments in children with ADHD: an updated meta-analysis of randomized controlled trials. Front Hum Neurosci 8, 906. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Mohr-Jensen C, Muller Bisgaard C, Boldsen SK, Steinhausen HC, 2019. Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder in Childhood and Adolescence and the Risk of Crime in Young Adulthood in a Danish Nationwide Study. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 58, 443–452. [PubMed] [Google Scholar]
Momany AM, Kamradt JM, Nikolas MA, 2018. A Meta-Analysis of the Association Between Birth Weight and Attention Deficit Hyperactivity Disorder. J Abnorm Child Psychol 46, 1409–1426. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Montes G, Halterman JS, 2007. Bullying among children with autism and the influence of comorbidity with ADHD: a population-based study. Ambul Pediatr 7, 253–257. [PubMed] [Google Scholar]
Morris HH, Escoll PJ, Wexler R, 1956. Aggressive Behavior Disorders of Childhood: A Follow-Up Study. Am J Psychiatry 112, 991–997. [PubMed] [Google Scholar]
Mueller AK, Fuermaier AB, Koerts J, Tucha L, 2012. Stigma in attention deficit hyperactivity disorder. Atten Defic Hyperact Disord 4, 101–114. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
National Collaborating Centre for Mental Health, 2018. Attention Deficit Hyperactivity Disorder: Diagnosis and Management of ADHD in Children, Young People and Adults. British Psychological Society Copyright (c) National Institute for Health and Care Excellence 2018., Leicester (UK). [Google Scholar]
National Institute for Health Care and Excellence, 2018. Attention defificit hyperactivity disorder: diagnosis and management, March 14, 2018 ed. National Institute for Health Care and Excellence, United Kingdom. [Google Scholar]
Nazar BP, Bernardes C, Peachey G, Sergeant J, Mattos P, Treasure J, 2016. The risk of eating disorders comorbid with attention-deficit/hyperactivity disorder: A systematic review and meta-analysis. Int J Eat Disord 49, 1045–1057. [PubMed] [Google Scholar]
Nelson LD, Guskiewicz KM, Marshall SW, Hammeke T, Barr W, Randolph C, McCrea MA, 2016. Multiple Self-Reported Concussions Are More Prevalent in Athletes With ADHD and Learning Disability. Clin J Sport Med 26, 120–127. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Neumarker KJ, 2005. The Kramer-Pollnow syndrome: a contribution on the life and work of Franz Kramer and Hans Pollnow. Hist Psychiatry 16, 435–451. [PubMed] [Google Scholar]
Nielsen PR, Benros ME, Dalsgaard S, 2017. Associations Between Autoimmune Diseases and Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: A Nationwide Study. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 56, 234–240.e231. [PubMed] [Google Scholar]
Nigg JT, Johnstone JM, Musser ED, Long HG, Willoughby MT, Shannon J, 2016. Attention-deficit/hyperactivity disorder (ADHD) and being overweight/obesity: New data and meta-analysis. Clin Psychol Rev 43, 67–79. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Nigg JT, Lewis K, Edinger T, Falk M, 2012. Meta-analysis of attention-deficit/hyperactivity disorder or attention-deficit/hyperactivity disorder symptoms, restriction diet, and synthetic food color additives. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 51, 86–97 e88. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Nilsen FM, Tulve NS, 2020. A systematic review and meta-analysis examining the interrelationships between chemical and non-chemical stressors and inherent characteristics in children with ADHD. Environ Res 180, 108884. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Norman LJ, Carlisi C, Lukito S, Hart H, Mataix-Cols D, Radua J, Rubia K, 2016. Structural and Functional Brain Abnormalities in Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder and Obsessive-Compulsive Disorder: A Comparative Meta-analysis. JAMA Psychiatry 73, 815–825. [PubMed] [Google Scholar]
O’Neal P, Robins LN, 1958. Childhood patterns predictive of adult schizophrenia: a 30-year follow-up study. Am J Psychiatry 115, 385–391. [PubMed] [Google Scholar]
Obel C, Zhu JL, Olsen J, Breining S, Li J, Gronborg TK, Gissler M, Rutter M, 2016. The risk of attention deficit hyperactivity disorder in children exposed to maternal smoking during pregnancy – a re-examination using a sibling design. J Child Psychol Psychiatry 57, 532–537. [PubMed] [Google Scholar]
Ostergaard SD, Dalsgaard S, Faraone SV, Munk-Olsen T, Laursen TM, 2017. Teenage Parenthood and Birth Rates for Individuals With and Without Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: A Nationwide Cohort Study. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 56, 578–584 e573. [PubMed] [Google Scholar]
Ostergaard SD, Larsen JT, Dalsgaard S, Wilens TE, Mortensen PB, Agerbo E, Mors O, Petersen L, 2016. Predicting ADHD by Assessment of Rutter’s Indicators of Adversity in Infancy. PLoS One 11, e0157352. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Ouyang L, Fang X, Mercy J, Perou R, Grosse SD, 2008. Attention-deficit/hyperactivity disorder symptoms and child maltreatment: a population-based study. J Pediatr 153, 851–856. [PubMed] [Google Scholar]
Palmer ED, Finger S, 2001. An Early Description of ADHD (Inattentive Subtype): Dr Alexander Crichton and Mental Restlessness (1798). Child Psychology and Psychiatry Review 6, 66–73. [Google Scholar]
Pan YQ, Qiao L, Xue XD, Fu JH, 2015. Association between ANKK1 (rs1800497) polymorphism of DRD2 gene and attention deficit hyperactivity disorder: A meta-analysis. Neurosci Lett 590, 101–105. [PubMed] [Google Scholar]
Park J, Sohn JH, Cho SJ, Seo HY, Hwang IU, Hong YC, Kim KN, 2020. Association between short-term air pollution exposure and attention-deficit/hyperactivity disorder-related hospital admissions among adolescents: A nationwide time-series study. Environ Pollut 266, 115369. [PubMed] [Google Scholar]
Patros CH, Alderson RM, Kasper LJ, Tarle SJ, Lea SE, Hudec KL, 2016. Choice-impulsivity in children and adolescents with attention-deficit/hyperactivity disorder (ADHD): A meta-analytic review. Clin Psychol Rev 43, 162–174. [PubMed] [Google Scholar]
Patros CHG, Tarle SJ, Alderson RM, Lea SE, Arrington EF, 2019. Planning deficits in children with attention-deficit/hyperactivity disorder (ADHD): A meta-analytic review of tower task performance. Neuropsychology 33, 425–444. [PubMed] [Google Scholar]
Pauli-Pott U, Mann C, Becker K, 2020. Do cognitive interventions for preschoolers improve executive functions and reduce ADHD and externalizing symptoms? A meta-analysis of randomized controlled trials. Eur Child Adolesc Psychiatry. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Pearl PL, Weiss RE, Stein MA, 2001. Medical mimics. Medical and neurological conditions simulating ADHD. Ann N Y Acad Sci 931, 97–112. [PubMed] [Google Scholar]
Pettersson E, Lichtenstein P, Larsson H, Song J, Agrawal A, Borglum AD, Bulik CM, Daly MJ, Davis LK, Demontis D, Edenberg HJ, Grove J, Gelernter J, Neale BM, Pardinas AF, Stahl E, Walters JTR, Walters R, Sullivan PF, Posthuma D, Polderman TJC, 2019. Genetic influences on eight psychiatric disorders based on family data of 4 408 646 full and half-siblings, and genetic data of 333 748 cases and controls. Psychol Med 49, 1166–1173. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Pievsky MA, McGrath RE, 2018. The Neurocognitive Profile of Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: A Review of Meta-Analyses. Arch Clin Neuropsychol 33, 143–157. [PubMed] [Google Scholar]
Pliszka S, 2007. Practice parameter for the assessment and treatment of children and adolescents with attention-deficit/hyperactivity disorder. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 46, 894–921. [PubMed] [Google Scholar]
Pohlabeln H, Rach S, De Henauw S, Eiben G, Gwozdz W, Hadjigeorgiou C, Molnar D, Moreno LA, Russo P, Veidebaum T, Pigeot I, 2017. Further evidence for the role of pregnancy-induced hypertension and other early life influences in the development of ADHD: results from the IDEFICS study. Eur Child Adolesc Psychiatry 26, 957–967. [PubMed] [Google Scholar]
Polanczyk GV, Willcutt EG, Salum GA, Kieling C, Rohde LA, 2014. ADHD prevalence estimates across three decades: an updated systematic review and meta-regression analysis. Int J Epidemiol 43, 434–442. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Pozzi M, Carnovale C, Peeters G, Gentili M, Antoniazzi S, Radice S, Clementi E, Nobile M, 2018. Adverse drug events related to mood and emotion in paediatric patients treated for ADHD: A meta-analysis. J Affect Disord 238, 161–178. [PubMed] [Google Scholar]
Pringsheim T, Hirsch L, Gardner D, Gorman DA, 2015. The pharmacological management of oppositional behaviour, conduct problems, and aggression in children and adolescents with attention-deficit hyperactivity disorder, oppositional defiant disorder, and conduct disorder: a systematic review and meta-analysis. Part 1: psychostimulants, alpha-2 agonists, and atomoxetine. Can J Psychiatry 60, 42–51. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Puri BK, Martins JG, 2014. Which polyunsaturated fatty acids are active in children with attention-deficit hyperactivity disorder receiving PUFA supplementation? A fatty acid validated meta-regression analysis of randomized controlled trials. Prostaglandins Leukot Essent Fatty Acids 90, 179–189. [PubMed] [Google Scholar]
Ramos AA, Hamdan AC, Machado L, 2020. A meta-analysis on verbal working memory in children and adolescents with ADHD. Clin Neuropsychol 34, 873–898. [PubMed] [Google Scholar]
Rimestad ML, Lambek R, Zacher Christiansen H, Hougaard E, 2019. Short- and Long-Term Effects of Parent Training for Preschool Children With or at Risk of ADHD: A Systematic Review and Meta-Analysis. J Atten Disord 23, 423–434. [PubMed] [Google Scholar]
Robins E, Guze SB, 1970. Establishment of diagnostic validity in psychiatric illness: its application to schizophrenia. Am J Psychiatry 126, 983–987. [PubMed] [Google Scholar]
Rommelse N, Antshel K, Smeets S, Greven C, Hoogeveen L, Faraone SV, Hartman CA, 2017. High intelligence and the risk of ADHD and other psychopathology. Br J Psychiatry 211, 359–364. [PubMed] [Google Scholar]
Ros R, Graziano PA, 2018. Social Functioning in Children With or At Risk for Attention Deficit/Hyperactivity Disorder: A Meta-Analytic Review. J Clin Child Adolesc Psychol 47, 213–235. [PubMed] [Google Scholar]
Rosenthal R, Rosnow RL, 1984. Essentials of Behavioral Research: Methods and Data Analysis. 361. [Google Scholar]
Rubia K, Alegria AA, Cubillo AI, Smith AB, Brammer MJ, Radua J, 2014. Effects of stimulants on brain function in attention-deficit/hyperactivity disorder: a systematic review and meta-analysis. Biol Psychiatry 76, 616–628. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Ruiz-Goikoetxea M, Cortese S, Aznarez-Sanado M, Magallon S, Alvarez Zallo N, Luis EO, de Castro-Manglano P, Soutullo C, Arrondo G, 2018a. Risk of unintentional injuries in children and adolescents with ADHD and the impact of ADHD medications: A systematic review and meta-analysis. Neurosci Biobehav Rev 84, 63–71. [PubMed] [Google Scholar]
Ruiz-Goikoetxea M, Cortese S, Magallon S, Aznarez-Sanado M, Alvarez Zallo N, Luis EO, de Castro-Manglano P, Soutullo C, Arrondo G, 2018b. Risk of poisoning in children and adolescents with ADHD: a systematic review and meta-analysis. Sci Rep 8, 7584. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Rydell M, Lundstrom S, Gillberg C, Lichtenstein P, Larsson H, 2018. Has the attention deficit hyperactivity disorder phenotype become more common in children between 2004 and 2014? Trends over 10 years from a Swedish general population sample. J Child Psychol Psychiatry 59, 863–871. [PubMed] [Google Scholar]
Samea F, Soluki S, Nejati V, Zarei M, Cortese S, Eickhoff SB, Tahmasian M, Eickhoff CR, 2019. Brain alterations in children/adolescents with ADHD revisited: a neuroimaging meta-analysis of 96 structural and functional studies. Neurosci Biobehav Rev. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Sanchez C, Barry C, Sabhlok A, Russell K, Majors A, Kollins S, Fuemmeler B, 2018. Maternal pre‐pregnancy obesity and child neurodevelopmental outcomes: a meta‐analysis. Obesity Reviews 19, 464–484. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Satterstrom FK, Walters RK, Singh T, Wigdor EM, Lescai F, Demontis D, Kosmicki JA, Grove J, Stevens C, Bybjerg-Grauholm J, Baekvad-Hansen M, Palmer DS, Maller JB, Nordentoft M, Mors O, Robinson EB, Hougaard DM, Werge TM, Bo Mortensen P, Neale BM, Borglum AD, Daly MJ, 2019. Autism spectrum disorder and attention deficit hyperactivity disorder have a similar burden of rare protein-truncating variants. Nat Neurosci 22, 1961–1965. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Schab DW, Trinh NH, 2004. Do artificial food colors promote hyperactivity in children with hyperactive syndromes? A meta-analysis of double-blind placebo-controlled trials. J Dev Behav Pediatr 25, 423–434. [PubMed] [Google Scholar]
Schoechlin C, Engel RR, 2005. Neuropsychological performance in adult attention-deficit hyperactivity disorder: meta-analysis of empirical data. Arch Clin Neuropsychol 20, 727–744. [PubMed] [Google Scholar]
Schoeman R, Liebenberg R, 2017. The South African Society of Psychiatrists/Psychiatry Management Group management guidelines for adult attention-deficit/hyperactivity disorder. The South African journal of psychiatry : SAJP : the journal of the Society of Psychiatrists of South Africa 23, 1060–1060. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Schoenfelder EN, Faraone SV, Kollins SH, 2014. Stimulant treatment of ADHD and cigarette smoking: a meta-analysis. Pediatrics 133, 1070–1080. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Schwartz S, Correll CU, 2014. Efficacy and safety of atomoxetine in children and adolescents with attention-deficit/hyperactivity disorder: results from a comprehensive meta-analysis and metaregression. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 53, 174–187. [PubMed] [Google Scholar]
Scionti N, Cavallero M, Zogmaister C, Marzocchi GM, 2019. Is Cognitive Training Effective for Improving Executive Functions in Preschoolers? A Systematic Review and Meta-Analysis. Front Psychol 10, 2812. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Sedky K, Bennett DS, Carvalho KS, 2014. Attention deficit hyperactivity disorder and sleep disordered breathing in pediatric populations: A meta-analysis. Sleep Med Rev 18, 349–356. [PubMed] [Google Scholar]
Seixas M, Weiss M, Muller U, 2012. Systematic review of national and international guidelines on attention-deficit hyperactivity disorder. J Psychopharmacol 26, 753–765. [PubMed] [Google Scholar]
Septier M, Stordeur C, Zhang J, Delorme R, Cortese S, 2019. Association between suicidal spectrum behaviors and Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: A systematic review and meta-analysis. Neurosci Biobehav Rev 103, 109–118. [PubMed] [Google Scholar]
Shih P, Huang CC, Pan SC, Chiang TL, Guo YL, 2020. Hyperactivity disorder in children related to traffic-based air pollution during pregnancy. Environ Res 188, 109588. [PubMed] [Google Scholar]
Simon V, Czobor P, Balint S, Meszaros A, Bitter I, 2009. Prevalence and correlates of adult attention-deficit hyperactivity disorder: meta-analysis. Br J Psychiatry 194, 204–211. [PubMed] [Google Scholar]
Skoglund C, Chen Q, D’Onofrio BM, Lichtenstein P, Larsson H, 2014. Familial confounding of the association between maternal smoking during pregnancy and ADHD in offspring. J Child Psychol Psychiatry 55, 61–68. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Skoglund C, Kopp Kallner H, Skalkidou A, Wikstrom AK, Lundin C, Hesselman S, Wikman A, Sundstrom Poromaa I, 2019. Association of Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder With Teenage Birth Among Women and Girls in Sweden. JAMA Netw Open 2, e1912463. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Solberg BS, Halmoy A, Engeland A, Igland J, Haavik J, Klungsoyr K, 2018. Gender differences in psychiatric comorbidity: a population-based study of 40 000 adults with attention deficit hyperactivity disorder. Acta Psychiatr Scand 137, 176–186. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Solmi M, Fornaro M, Ostinelli EG, Zangani C, Croatto G, Monaco F, Krinitski D, Fusar-Poli P, Correll CU, 2020. Safety of 80 antidepressants, antipsychotics, anti-attention-deficit/hyperactivity medications and mood stabilizers in children and adolescents with psychiatric disorders: a large scale systematic meta-review of 78 adverse effects. World Psychiatry 19, 214–232. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Song M, Dieckmann NF, Nigg JT, 2019. Addressing Discrepancies Between ADHD Prevalence and Case Identification Estimates Among U.S. Children Utilizing NSCH 2007–2012. J Atten Disord 23, 1691–1702. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Spencer TJ, Brown A, Seidman LJ, Valera EM, Makris N, Lomedico A, Faraone SV, Biederman J, 2013. Effect of psychostimulants on brain structure and function in ADHD: a qualitative literature review of magnetic resonance imaging-based neuroimaging studies. J Clin Psychiatry 74, 902–917. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Stein MA, 2008. Medical mimics and differential diagnosis in adult ADHD. CNS Spectr 13, 14–16. [PubMed] [Google Scholar]
Still G, 1902a. The Goulstonian lectures on some abnormal physical conditions in children. Lecture 1. Lancet, 1008–0102, 1077–1082, 1163–1168. [Google Scholar]
Still G, 1902b. The Goulstonian lectures on some abnormal psychical conditions in children. Lecture II. Lancet 1, 1077–1082. [Google Scholar]
Still G, 1902c. The Goulstonian lectures on some abnormal psychical conditions in children. Lecture III. Lancet 1, 1163–1168. [Google Scholar]
Stojanovski S, Felsky D, Viviano JD, Shahab S, Bangali R, Burton CL, Devenyi GA, O’Donnell LJ, Szatmari P, Chakravarty MM, Ameis S, Schachar R, Voineskos AN, Wheeler AL, 2019. Polygenic Risk and Neural Substrates of Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder Symptoms in Youths With a History of Mild Traumatic Brain Injury. Biol Psychiatry 85, 408–416. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Storebo OJ, Elmose Andersen M, Skoog M, Joost Hansen S, Simonsen E, Pedersen N, Tendal B, Callesen HE, Faltinsen E, Gluud C, 2019. Social skills training for attention deficit hyperactivity disorder (ADHD) in children aged 5 to 18 years. Cochrane Database Syst Rev 6, Cd008223. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Storebø OJ, Ramstad E, Krogh HB, Nilausen TD, Skoog M, Holmskov M, Rosendal S, Groth C, Magnusson FL, Moreira-Maia CR, Gillies D, Buch Rasmussen K, Gauci D, Zwi M, Kirubakaran R, Forsbøl B, Simonsen E, Gluud C, 2015. Methylphenidate for children and adolescents with attention deficit hyperactivity disorder (ADHD). Cochrane Database Syst Rev, Cd009885. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Strine TW, Lesesne CA, Okoro CA, McGuire LC, Chapman DP, Balluz LS, Mokdad AH, 2006. Emotional and behavioral difficulties and impairments in everyday functioning among children with a history of attention-deficit/hyperactivity disorder. Prev Chronic Dis 3, A52. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Su CC, Tsai CY, Tsai TH, Tsai IJ, 2019. Incidence and risk of attention-deficit hyperactivity disorder in children with amblyopia: A nationwide cohort study. Clin Exp Ophthalmol 47, 259–264. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Sucksdorff M, Brown AS, Chudal R, Surcel HM, Hinkka-Yli-Salomaki S, Cheslack-Postava K, Gyllenberg D, Sourander A, 2019. Maternal Vitamin D Levels and the Risk of Offspring Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry S0890–8567(19)32232–4. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Sucksdorff M, Lehtonen L, Chudal R, Suominen A, Joelsson P, Gissler M, Sourander A, 2015. Preterm Birth and Poor Fetal Growth as Risk Factors of Attention-Deficit/ Hyperactivity Disorder. Pediatrics 136, e599–608. [PubMed] [Google Scholar]
Sun CK, Tseng PT, Wu CK, Li DJ, Chen TY, Stubbs B, Carvalho AF, Chen YW, Lin PY, Cheng YS, Wu MK, 2019a. Therapeutic effects of methylphenidate for attention-deficit/hyperactivity disorder in children with borderline intellectual functioning or intellectual disability: A systematic review and meta-analysis. Sci Rep 9, 15908. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Sun S, Kuja-Halkola R, Faraone SV, D’Onofrio BM, Dalsgaard S, Chang Z, Larsson H, 2019b. Association of Psychiatric Comorbidity With the Risk of Premature Death Among Children and Adults With Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder. JAMA Psychiatry 76, 1141–1149. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Sundquist J, Ohlsson H, Sundquist K, Kendler KS, 2015. Attention-deficit/hyperactivity disorder and risk for drug use disorder: a population-based follow-up and co-relative study. Psychol Med 45, 977–983. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Sweeney CT, Sembower MA, Ertischek MD, Shiffman S, Schnoll SH, 2013. Nonmedical use of prescription ADHD stimulants and preexisting patterns of drug abuse. J Addict Dis 32, 1–10. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Swensen AR, Birnbaum HG, Secnik K, Marynchenko M, Greenberg P, Claxton A, 2003. Attention-deficit/hyperactivity disorder: increased costs for patients and their families. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 42, 1415–1423. [PubMed] [Google Scholar]
Tamminga HG, Reneman L, Huizenga HM, Geurts HM, 2016. Effects of methylphenidate on executive functioning in attention-deficit/hyperactivity disorder across the lifespan: a meta-regression analysis. Psychol Med 46, 1791–1807. [PubMed] [Google Scholar]
Taylor E, 2011. Antecedents of ADHD: a historical account of diagnostic concepts. Atten Defic Hyperact Disord 3, 69–75. [PubMed] [Google Scholar]
Taylor E, Dopfner M, Sergeant J, Asherson P, Banaschewski T, Buitelaar J, Coghill D, Danckaerts M, Rothenberger A, Sonuga-Barke E, Steinhausen HC, Zuddas A, 2004. European clinical guidelines for hyperkinetic disorder-first upgrade. Eur Child Adolesc Psychiatry 13, i7–i30. [PubMed] [Google Scholar]
Taylor MJ, Martin J, Lu Y, Brikell I, Lundstrom S, Larsson H, Lichtenstein P, 2019. Association of Genetic Risk Factors for Psychiatric Disorders and Traits of These Disorders in a Swedish Population Twin Sample. JAMA Psychiatry 76, 280–289. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Thome J, Ehlis AC, Fallgatter AJ, Krauel K, Lange KW, Riederer P, Romanos M, Taurines R, Tucha O, Uzbekov M, Gerlach M, 2012. Biomarkers for attention-deficit/hyperactivity disorder (ADHD). A consensus report of the WFSBP task force on biological markers and the World Federation of ADHD. World J Biol Psychiatry 13, 379–400. [PubMed] [Google Scholar]
Tseng JJ, Lin CH, Lin MC, 2020. Long-Term Outcomes of Pediatric Enterovirus Infection in Taiwan: A Population-Based Cohort Study. Front Pediatr 8, 285. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Tseng PT, Cheng YS, Yen CF, Chen YW, Stubbs B, Whiteley P, Carvalho AF, Li DJ, Chen TY, Yang WC, Tang CH, Chu CS, Yang WC, Liang HY, Wu CK, Lin PY, 2018. Peripheral iron levels in children with attention-deficit hyperactivity disorder: a systematic review and meta-analysis. Sci Rep 8, 788. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Tsujii N, Okada T, Usami M, Kuwabara H, Fujita J, Negoro H, Kawamura M, Iida J, Saito T, 2020. Effect of Continuing and Discontinuing Medications on Quality of Life After Symptomatic Remission in Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: A Systematic Review and Meta-Analysis. J Clin Psychiatry 81, 19r13015. [PubMed] [Google Scholar]
Tung I, Li JJ, Meza JI, Jezior KL, Kianmahd JS, Hentschel PG, O’Neil PM, Lee SS, 2016. Patterns of Comorbidity Among Girls With ADHD: A Meta-analysis. Pediatrics 138, e20160430. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Tylee DS, Sun J, Hess JL, Tahir MA, Sharma E, Malik R, Worrall BB, Levine AJ, Martinson JJ, Nejentsev S, Speed D, Fischer A, Mick E, Walker BR, Crawford A, Grant SFA, Polychronakos C, Bradfield JP, Sleiman PMA, Hakonarson H, Ellinghaus E, Elder JT, Tsoi LC, Trembath RC, Barker JN, Franke A, Dehghan A, Team, a.M.R., Consortium, I.W.G.o.t.C., Consortium, M.C.o.t.I.S.G., Registry, N.T., Group, n.W., Consortum, O.C.a.T.S.W.G.o.t.P.G., Faraone SV, Glatt SJ, 2018. Genetic correlations among psychiatric and immune-related phenotypes based on genome-wide association data. Am J Med Genet B Neuropsychiatr Genet 177, 641–657. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Tzeng NS, Chung CH, Lin FH, Yeh CB, Huang SY, Lu RB, Chang HA, Kao YC, Yeh HW, Chiang WS, Chou YC, Tsao CH, Wu YF, Chien WC, 2019. Risk of Dementia in Adults With ADHD: A Nationwide, Population-Based Cohort Study in Taiwan. J Atten Disord 23, 995–1006. [PubMed] [Google Scholar]
Vaa T, 2014. ADHD and relative risk of accidents in road traffic: a meta-analysis. Accid Anal Prev 62, 415–425. [PubMed] [Google Scholar]
van der Schans J, Aikman B, de Vries TW, Hoekstra PJ, Hak E, 2017. Association Between Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder and Asthma Among Adults: A Case-Control Study. Chest 151, 1406–1407. [PubMed] [Google Scholar]
Van Doren J, Arns M, Heinrich H, Vollebregt MA, Strehl U, S, K.L., 2019. Sustained effects of neurofeedback in ADHD: a systematic review and meta-analysis. Eur Child Adolesc Psychiatry 28, 293–305. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
van Hulzen KJE, Scholz CJ, Franke B, Ripke S, Klein M, McQuillin A, Sonuga-Barke EJ, Group PAW, Kelsoe JR, Landen M, Andreassen OA, Group PGCBDW, Lesch KP, Weber H, Faraone SV, Arias-Vasquez A, Reif A, 2017. Genetic Overlap Between Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder and Bipolar Disorder: Evidence From Genome-wide Association Study Meta-analysis. Biol Psychiatry 82, 634–641. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Vidal Perera A, 1907. Compendio de psiquiatría infantil 1st ed. Librería del Magisterio, Barcelona. [Google Scholar]
Vink JM, Schellekens A, 2018. Relating addiction and psychiatric disorders. Science 361, 1323–1324. [PubMed] [Google Scholar]
Vysniauske R, Verburgh L, Oosterlaan J, Molendijk ML, 2020. The Effects of Physical Exercise on Functional Outcomes in the Treatment of ADHD: A Meta-Analysis. J Atten Disord 24, 644–654. [PubMed] [Google Scholar]
Wang H, Li F, Miao M, Yu Y, Ji H, Liu H, Huang R, Obel C, Zhang J, Li J, 2020. Maternal spontaneous abortion and the risk of attention-deficit/hyperactivity disorder in offspring: a population-based cohort study. Hum Reprod 35, 1211–1221. [PubMed] [Google Scholar]
Wang LJ, Lee SY, Chou WJ, Lee MJ, Tsai CS, Lee TL, Yang CJ, Yang KC, Chen CK, Shyu YC, 2019. Testicular Function After Long-Term Methylphenidate Treatment in Boys with Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder. J Child Adolesc Psychopharmacol 29, 433–438. [PubMed] [Google Scholar]
Wang Y, Huang L, Zhang L, Qu Y, Mu D, 2017. Iron Status in Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: A Systematic Review and Meta-Analysis. PLoS One 12, e0169145. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Weikard MA, 1799. Der philosophische Arzt. 3 Philosophische Arzeneykunst oder von Gebrechen der Sensationen, des Verstandes, und des Willens / von M.A. Weikard. in der Andreäischen Buchhandlung, Frankfurt am Main. [Google Scholar]
Willcutt EG, 2012. The Prevalence of DSM-IV Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: A Meta-Analytic Review. Neurotherapeutics 9, 490–499. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Willcutt EG, Nigg JT, Pennington BF, Solanto MV, Rohde LA, Tannock R, Loo SK, Carlson CL, McBurnett K, Lahey BB, 2012. Validity of DSM-IV attention deficit/hyperactivity disorder symptom dimensions and subtypes. J Abnorm Psychol 121, 991–1010. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Wolraich M, Brown L, Brown RT, DuPaul G, Earls M, Feldman HM, Ganiats TG, Kaplanek B, Meyer B, Perrin J, Pierce K, Reiff M, Stein MT, Visser S, 2011. ADHD: clinical practice guideline for the diagnosis, evaluation, and treatment of attention-deficit/hyperactivity disorder in children and adolescents. Pediatrics 128, 1007–1022. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
World Health Organization, 2018. International statistical classification of diseases and related health problems (11th Revision).
Xu G, Strathearn L, Liu B, Yang B, Bao W, 2018. Twenty-Year Trends in Diagnosed Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder Among US Children and Adolescents, 1997–2016. JAMA Netw Open 1, e181471. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Yao S, Kuja-Halkola R, Martin J, Lu Y, Lichtenstein P, Norring C, Birgegard A, Yilmaz Z, Hubel C, Watson H, Baker J, Almqvist C, Thornton LM, Magnusson PK, Bulik CM, Larsson H, 2019. Associations Between Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder and Various Eating Disorders: A Swedish Nationwide Population Study Using Multiple Genetically Informative Approaches. Biol Psychiatry 86, 577–586. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Yeh JY, Hou TY, Tseng WT, Chen VC, Yang YH, Kuo TY, Weng JC, Lee CT, Chen YL, Lee MJ, 2020. Association Between Attention Deficit Hyperactivity Disorder and Risk of Burn Injury: A Propensity-Matched Cohort Study. Neuropsychiatr Dis Treat 16, 1249–1255. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Yi Z, Jing L, 2015. Prevention and treatment guidelines for attention deficit hyperactivity disorder (the 2nd edition). Peking University Medical Press, Beijing. [Google Scholar]
Young S, Moss D, Sedgwick O, Fridman M, Hodgkins P, 2015. A meta-analysis of the prevalence of attention deficit hyperactivity disorder in incarcerated populations. Psychol Med 45, 247–258. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Young Z, Moghaddam N, Tickle A, 2020. The Efficacy of Cognitive Behavioral Therapy for Adults With ADHD: A Systematic Review and Meta-Analysis of Randomized Controlled Trials. J Atten Disord 24, 875–888. [PubMed] [Google Scholar]
Ystrom E, Gustavson K, Brandlistuen RE, Knudsen GP, Magnus P, Susser E, Davey Smith G, Stoltenberg C, Suren P, Haberg SE, Hornig M, Lipkin WI, Nordeng H, Reichborn-Kjennerud T, 2017. Prenatal Exposure to Acetaminophen and Risk of ADHD. Pediatrics 140, e20163840. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Zang Y, 2019. Impact of physical exercise on children with attention deficit hyperactivity disorders: Evidence through a meta-analysis. Medicine (Baltimore) 98, e17980. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Zeng Y, Tang Y, Yue Y, Li W, Qiu X, Hu P, Tang J, Wang H, Yang X, Qu Y, Mu D, 2019. Cumulative evidence for association of parental diabetes mellitus and attention-deficit/hyperactivity disorder. Neurosci Biobehav Rev S0149–7634(19)30721–3. [PubMed] [Google Scholar]
Zhang J, Diaz-Roman A, Cortese S, 2018. Meditation-based therapies for attention-deficit/hyperactivity disorder in children, adolescents and adults: a systematic review and meta-analysis. Evid Based Ment Health 21, 87–94. [PubMed] [Google Scholar]
Zhang L, Reif A, Du Rietz E, Lagerberg T, Butwicka A, D’Onofrio BM, Johnell K, Pedersen NL, Larsson H, Chang Z, 2020a. Comedication and Polypharmacy With ADHD Medications in Adults: A Swedish Nationwide Study. J Atten Disord, 1087054720923725. [PMC free article] [PubMed] [Google Scholar]
Zhang M, Wang C, Zhang X, Song H, Li Y, 2020b. Association between exposure to air pollutants and attention-deficit hyperactivity disorder (ADHD) in children: a systematic review and meta-analysis. Int J Environ Health Res, 1–13. [PubMed] [Google Scholar]
This website uses cookies.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!