ADHD: Forstå hvordan de 7 Eksekutive Funktioner f**ker med alt i dit liv! Du er nemlig 30% 'bagud' i din fysiske hjerneudvikling! Vi går 'dybt' her ...
ADHD & Eksekutive Funktioner: ”Alle taler om det, men ingen gør noget ved det …”, sagde Storm P om vejret, og lidt det samme gør sig gældende, når vi taler om ADHD, dets symptomer, udtryk og ikke mindst konsekvenserne af dem. Dét retter jeg hermed op på.
Når man læser ovenstående definition af ADHD, leder det naturligt tankerne hen på, at vi her taler om en række adfærdsmæssige problemer og ydermere af en slags som de fleste mennesker kan nikke genkende til. Derfor er der i det danske samfund en udbredt (mis)forståelse af hvad ADHD er, gør og betyder for personer, der lever med denne psykiske lidelse.
Som du kan læse i min artikel ”ADHD: Opråb fra psykiatripatienter: Vi drukner i fordomme og uvidenhed!” så er holdningen til personer med ADHD, desværre også udbredt blandt de fagprofessionelle, som ellers har til opgave at udrede og behandle, personer med ADHD.
Se blot dette citat fra Henrik Day Poulsen, Speciallæge i Psykiatri fra Ugeskriftet (05/2022, marts 2022):
Problemet med de mange unødige henvisninger til ADHD-udredning er naturligvis, at de blokerer for patienter med f.eks. depression, angst og bipolar sygdom. Skulle jeg sige ja til alle, der ringer om en udredning for ADHD, kunne jeg ikke lave andet.
Speciallæge i Psykiatri, Henrik Day poulsen (Ugeskriftet, 05/2022)
Sådan lyder “budskabet” fra blot de første par afsnit af debatindlægget og det fortsætter i samme stil. Jeg vil nøjes med at henvise til, at du selv læser hele debatindlægget og danner dig dit eget indtryk af det.
For at få addresseret den stærkt stigmatiserende og diskriminerende holdning, som Henrik Day Poulsen her giver udtryk for, har jeg søgt inspiration i den nyeste udgave af ”Taking Charge of Adult ADHD” der udkom i 2. udgave i slutningen af 2021. Bogen er skrevet af Dr. Russell A. Barkley, PhD og er en opdatering af hans anerkendte og udbredte håndbog til voksne personer med ADHD. Bogen indeholder både den videnskabelige evidens, personlige fortællinger fra patienter og ikke mindst den faktuelle ”præsentation”, af de symptomer som man oftest ser ved ADHD, forklaret ud fra deres neurobiologiske og neuropsykologiske årsager.
I bogen forklarer Barkley, at ADHD i virkeligheden ikke handler om koncentrationsbesvær, uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet, men at disse derimod er de synlige konsekvenser af, at ADHD skyldes at de 7 grundlæggende eksekutive funktioner, der styrer denne form for adfærd, er dysfunktionelle, set i forhold til, hvad man ser hos en Neurotypisk person (befolkning bredt set).
ADHD er en genetisk betinget, medfødt og kronisk, psykisk lidelse, der skyldes en dysfunktionel interaktion mellem neurobiologiske, neuroanatomiske, neurokemiske og neurofysiologiske faktorer. De symptomer man forbinder med ADHD, set ude fra, er alle defineret som adfærdsmæssige symptomer, f.eks. uopmærksomheden, men årsagen til dette symptom, det skal altså ikke findes i viljestyret, bevidst adfærdsvalg (fri vilje), det skal derimod findes i en mangel på fri vilje hos personen med ADHD!
Videnskabelig evidens har påvist, at den udviste dysfunktionelle adfærd (symptomerne) skyldes genetiske faktorer for mellem 70 – 90% af vedkommende, altså adfærd der er dikteret af personens medfødte genetik, præcis ligesom højde, drøjde, øjenfarve, intelligens m.m. Derfor er det vigtigt at forstå, at der her er tale om ting som personen ER, ikke ting som personen GØR – der er ikke tale om et valg! Der er alene tale om, at det er et livsvilkår for personen med ADHD!
Det vi GØR skal forståes som den verbale og nonverbale adfærd vi udviser. Som jeg netop har forklaret, så er en stor del af det en person med ADHD GØR, ikke styret af personens egen frie vilje – den er dikteret af de gener, som de tilfældigvis er blevet født med.
Personer med ADHD kan GØRE ting, som for andre kan give dem følelsen af at blive frustreret og irriteret, hvilket jeg selv kan nikke genkende til, når jeg er sammen med andre, som også har ADHD. Så vi taler altså her ikke om hvorvidt adfærden er uønsket eller socialt bekosteligt, for det er den, vi taler derimod om, hvordan DU som den person der ikke lider af ADHD, vælger at se på personen med ADHD.
Vi mennesker er født med indbygget bias, altså en slags intuitiv forudindtagelse om du vil. Du kender sikkert det med, at du kigger på skyerne og ser pludseligt en der ligner Anders And eller lignende. Dette fænomen kaldes for Pareidolia og betyder, at vi ser ting som vi tror vi genkender, dog uden at vide det med sikkerhed. Pareidolia er et psykologisk fænomen, hvor svage eller tilfældige indtryk opfattes som væsentlige og når du ser mine symptomer på ADHD, ja så antager du uden omtanke, at årsagen til det du ser mig gøre, det skyldes den årsag som er årsagen til din egen dysfunktionelle adfærd, som du jo véd er styret af din egen frie vilje.
Men det er så dér hvor du, sikkert ubevidst og uønsket, udsætter personen med ADHD for en grov stigmatisering og tillægger personen motiver, som du fortolker ud fra den adfærd du ser. Jeg er ikke uopmærksom, fordi det du fortæller mig lige nu er røvkedeligt, irrelevant og ubetydeligt for mig … jeg er uopmærksom fordi jeg er født med en genetisk lidelse hvis konsekvenser bl.a. er, at jeg ikke er i stand til at ”ignorere opgave-irrelvante stimuli” og holde min fokus på dig og det du siger.
Det er derfor ikke et valg, for mig, det er et livsvilkår … præcis som hvis jeg havde været født uden hørelse, syn, mobilitet eller en intellektuel udviklingsforstyrrelse! Og ligeså naturligt det er for dig at acceptere, at en person med et synshandicap ikke kan se hvornår lyset skifter fra rød til grønt ved fodgængerfeltet, og derfor har brug for auditiv støtte (bip-lyden) for at mediere deres handicap, ligeså naturligt burde det være for dig at forstå, at jeg er ”blind” overfor den reaktion som min adfærd skaber i dig og derfor er det præcis ligeså urimeligt, at du bebrejder mig for min adfærd, som hvis du brokkede dig til en synshandicappet der står ved siden af dig ved fodgængerfeltet, over den satans bip-lyd du skal belemres med …
Tænk lige lidt over det …
”Min ADHD er ingen undskyldning for min adfærd … den er til gengæld en pokkers god forklaring på meget af den!” … jeg fralægger mig absolut ikke noget ansvar for min adfærd og jeg trækker bestemt ikke ”handicap-frikortet” som nogle tror … jeg vil blot bede om, at du beder mig om, at rette den del af min adfærd som jeg kan påvirke via min frie vilje, fremfor blot at antage at ”jeg godt kunne, hvis jeg virkelig ville!”.
ADHD betyder, i al sin enkelthed, at 70 -90% af den adfærd jeg udviser, ikke skyldes min frie vilje, men derimod min ufrie vilje. Vilje styres af den funktion der kaldes for selvkontrol.
Resten af denne artikel er inspireret af dele af de relevante afsnit fra bogen ”Taking Charge of Adult ADHD” der udkom i 2. udgave i slutningen af 2021. Da bogen endnu ikke er udkommet på dansk, er dette min danske oversættelse, efter bedste evne. Bogen er skrevet af Dr. Russell A. Barkley, PhD, min gode ven og (uoffcielle) mentor siden 2015 og du finder mere information under Referencer.
Lad os så komme i gang …
Selvkontrol defineres i psykologien som enhver reaktion eller kæde af reaktioner, som vi retter mod os selv og som får os til at ændre vores egen adfærd, i stedet for blot at handle på impuls, så vi kan ændre, hvad der vil ske i fremtiden. Det er handling rettet mod selvet, for at ændre den sandsynlige fremtid.
Lad os se på, hvordan nedsat hæmningskontrol (selvkontrol) så kommer til udtryk i personen adfærd.
Her er en kort liste over aktiviteter, som 30-årige Dan sagde, at han fandt svært, hvis ikke umuligt:
Dan fandt det næsten umuligt at læse mere end et afsnit ad gangen, fordi der “altid skete noget omkring mig, som distraherede mig, uanset om det var en fugl, der kvidrede uden for vinduet, en af mine børn, der gik gennem rummet, eller en eller anden tangent, som min tankerne gik i gang, da jeg læste en sætning, der mindede mig om noget andet.” At lave papirarbejde var endnu mere smertefuldt: “Jeg kan tilsyneladende ikke koncentrere mig om sådanne kedelige ting ret længe.” Foredrag? De var “de værste, for jeg kunne ikke forlade klassen, når jeg kedede mig, men jeg kunne heller ikke holde min opmærksomhed på, hvad læreren sagde ret længe.” Dan kunne se et tv-program, som han virkelig godt kunne lide, men stadig oplevede, at han “kanalsurfede på tværs af en masse forskellige programmer, især under reklamerne.” Dans kone kunne godt lide at sidde og snakke om sin dag efter arbejde, men Dan sagde, at han altid skulle lave noget fysisk, bevæge sig hele tiden eller bare have travlt. Hun tog det selvfølgelig som et tegn på, at han ikke var opmærksom på hendes behov og derfor var ligeglad med hende. “Indvendigt,” forklarede han, “føler jeg mig så rastløs, selvom jeg faktisk ikke bevæger mig meget. Jeg har bare denne trang til at have travlt, røre ved ting eller lege med noget omkring mig. Det driver min kone til vanvid.”
I det meste af sit liv har Dan fået at vide, at han ikke “var opmærksom”. Det gav aldrig meget mening for ham. Han ‘dagdrømmer’ ikke med vilje eller ‘zoner’ ud. Nøglen til at forstå ADHD er, at mange problemer simpelthen betegnes som “besvær med at bevare opmærksomhed” er faktisk problemer med impulskontrol. Det er ikke kun dét, at Dan og andre voksne med ADHD, ikke kan opretholde opmærksomheden, der er problemet. Det er også, at de ikke kan modstå impulsen til at være opmærksom på noget andet, der kommer ind i deres synsfelt. . . eller hørelse. . . eller tanker. . . når det kommer ind i deres fokus, hvis det er mere interessant end det, de burde koncentrere sig om på det tidspunkt. Problemet er ikke, ikke at vide, hvad du skal gøre (være opmærksom på), men ikke at gøre det, du ved, på det rigtige tidspunkt – hvilket er at STOPPE, før du ryger ud af en tangent eller reagerer på disse distraherende, men irrelevante begivenheder. Dårlig hæmning er et problem, der udvikler sig meget tidligt i livet i de fleste tilfælde og forbliver et problem for voksne med ADHD gennem hele deres liv. Forældre, venner og kolleger er sandsynligvis blevet forvirrede over din manglende evne til at blokere distraherende syn, lyde og bevægelser, så længe du kan huske. De kan holde fokus på den aktuelle opgave; så hvorfor kan du ikke? Bemærker du perifere lyde eller synsindtryk bedre end andre mennesker? Er du mere følsom over for alt, hvad der sker omkring dig? Nej. Mennesker uden ADHD kan forhindre sig selv i at reagere på distraktioner; de gør det så automatisk, at de ikke engang er klar over at have gjort en indsats for at gøre det. Du mangler på den anden side den “bremse”-kontakt, der kan holde dit sind fokuseret på den opgave, der er vigtigst for dig: den, du skal have gjort lige nu.
Dans problemer har også meget at gøre med at sidde stille. Impulskontrol er stærkt relateret til den hyperaktivitet, der er mere almindelig hos børn end hos voksne.
Læg mærke til, at Dan siger, at han føler sig rastløs indeni hele tiden. Han kan nu være i stand til at modstå impulsen til at lave saltomortaler i stuen, mens hans kone taler – en impuls, han ikke kunne modstå i en alder af 10 år – men han ender i stedet med at vippe med foden, tumle med køkkenredskaberne eller nips ved siden af, eller med en følelse af indre ubehag, som gør, at bare dét at han udelukkende prøver på at fokusere på sin kones stemme, får ham til at skumme af irritation. Du kan forestille dig, hvordan hun tolker denne reaktion fra sin mand.
For hurtig på aftrækkeren
Se nu på 25-årige Shaylas liste over “umulige” opgaver:
Shayla siger, at hun har misset biograffilm, hun gerne vil se, da hun ikke kan stå i en lang kø, fordi hun “bare ikke kan vente på tingene,”. Hvis flere biler holder foran hende ved rødt lys, når hun vil dreje til højre, kører hun bare over i nødsporet eller op over fortovet, helt op til lyset og får hende til at dreje uden at vente. Når hun sidder fast i trafikken, kører hun normalt meget på hornet for at forsøge at få folk til at bevæge sig, “selvom jeg ved, at det normalt ikke virker.” Hvor Dan bemærker, hvad han ikke får gjort på grund af distraktioner, handler Shaylas problemer med hæmning mere om, hvad hun gør, fordi hun ikke kan sætte de mentale bremser på. Hendes kørekort er allerede blevet frakendt én gang på grund af hendes risikable kørevaner. Hun er blevet fyret fra job efter job, nogle gange på den allerførste dag, fordi hun ikke kunne magte de kedelige dele af arbejdet eller noget, der indebar ventetid. I skolen blev hun konstant sendt til rektors kontor for at være en “sludrechatol”, og som voksen er hun ofte blevet stemplet som en “belastning” eller en “egoist”, fordi hun ikke kan modstå at monopolisere enhver samtale. Som teenager kunne hun ikke holde ud at vente, indtil hun havde sparet nok penge op til at købe den lille sportsvogn, hun ønskede. Så en dag “lånte” Shayla en, der tilhørte en ven af hendes far. Heldigvis nægtede han at rejse sigtelse, da han rapporterede den stjålet, og politiet stoppede Shayla i at køre for hurtigt på motorvejen i den. Men tingene ender ikke altid så godt i disse dage. Hun er endt i råbekampe med fremmede og fremmedgjorte venner fordi hun udbryder, hvad der lige falder hende ind. Folk beskriver hende som ophedet, taktløs og simpelthen “uvidende” eller “dum”. Sandheden er, at følelsesmæssige og intellektuelle problemer også spiller ind i Shaylas uheldige adfærdsvalg (se kapitel 9), men problemerne starter, når Shayla ikke tilstrækkeligt overvejer eller slet ikke overvejer, sine mulige handlinger og deres fremtidige konsekvenser, og værdsætter mere kortsigtet spænding og mindre, mere umiddelbare belønninger i forhold til de mindre spændende og mere straffende fremtidige konsekvenser, der sandsynligvis vil opstå med det valg.
Ensporet tænkning (One-Track Mind)
Det samme underliggende problem, der gør det svært for dig at sidde stille og koncentrere dig eller tænke, før du handler, kan, tro det eller ej, også gøre det svært at stoppe det, du laver. Gennem hele skoletiden troede folk, at Jess bare ikke kunne lære. Han så ud til at lave de samme fejl igen og igen. Han ville stædigt holde fast i en indsats, som alle omkring ham kunne se var frugtesløs. Engang brækkede han en nøgle af i døren til sin kærestes garage, fordi da den ikke låste døren op, blev han bare ved med at dreje den, indtil den gik i stykker. Som voksen bøjede han en proptrækker til ukendelighed, fordi han ikke bemærkede, da han forsøgte at åbne en vinflaske, at metallet ikke var et foliebeklædning på toppen af en prop, men en metalhætte i korkens sted. Hans nabo ringede engang til brandvæsenet, da Jess lod sin baggårdsgrill sætte ild til en busk, fordi han var så fordybet i at kortlægge en køkkenhave, at han blev distraheret, mens han grillede.
Når de fleste mennesker laver en fejl midt i et projekt – f.eks har en ny ingrediens tilføjet til en ret, ikke den effekt, som opskriften sagde, den ville, eller malingen er næsten væk med kun halvdelen af garagen færdig – har de en tendens til at sænke farten og tænke et øjeblik over fejlen, og om den betyder noget vigtigt. Fejl giver os ofte information om, hvordan vi kunne gøre noget bedre, eller om vi helt skal stoppe med denne aktivitet, i det mindste for det øjeblik.
Voksne med ADHD ser ikke ud til at overvåge deres udførelse af opgaver så godt som andre, eller at bruge fejl, de laver til at give dem vigtig information, som kunne styre deres handlinger i den umiddelbare fremtid. Det er, som om de starter på en lige linje og bliver ubønhørligt på den, uanset hvilke fejl der måtte hobe sig op bag dem. Hvis det, de laver, er særligt sjovt, givende eller interessant, kan mange voksne med ADHD også finde det svært at stoppe, selv når de ikke laver fejl, men har brug for at komme videre med en anden opgave, der snart skal udføres, men hvis konsekvens er langt væk eller mindre interessant. Mens nogle “eksperter” på voksne med ADHD, kalder dette “hyperfokusering”, kalder forskere dette problem vedholdenhed. Vedholdenhed ligner ofte udsættelse. Men som du måske ved, er det ikke, at personen har besluttet at udskyde noget, der ikke er sjovt. Det er, at han eller hun besluttede at blive ved med noget, der er sjovt.
Dårlig hæmning kan få enhver opgave til at føles som at tage et skridt frem og to skridt tilbage, igen og igen. Det kan også gøre et dårligt indtryk på dem, som du ønsker skal tænke positivt om dig. Ved at vide, at der bag dette underskud ligger problemer, du måske har, der ligner de problematikker som jeg har beskrevet hos Dan, Shayla og Jess, kan det hjælpe dig med at holde op med at slå dig selv i hovedet. Denne viden kan også føre dig direkte til måder at kompensere på, som kan gøre en verden til forskel.
Selvkontrol
Sådan opnår du det, du ønsker.
Manglende selvkontrol berøver dig den frie vilje. Dette er en af de mest tragiske konsekvenser af ADHD. Du tror måske, du gør, hvad du ønsker. Men hvis du ikke kan hæmme din adfærd, går du glip af forsinkelsen mellem en begivenhed og dit respons.
Denne forsinkelse er afgørende: Den giver dig mulighed for at tænke. Endnu mere kritisk giver denne forsinkelse dig mulighed for at vælge frit blandt alle dine tilgængelige muligheder, både nu og i fremtiden. Len, en fyr, der spontant rejste til Denver med en ven, kunne have følt sig ret godt tilpas – fri og ubesværet – da de rejste. Men det tog ikke lang tid for ham at indse, at det ikke var det, han ville have, at ende i en ukendt by uden venner, arbejde og penge. Havde han brugt et øjeblik eller to på at tænke sig om, før han handlede, var han sandsynligvis ikke taget afsted. Det er det, jeg mener med selvkontrol: Evnen til at vælge noget andet end din oprindelige impuls, så du i fremtiden kan få noget, du ønsker mere, eller som er bedre for din langsigtede velfærd og lykke.
Denne evne til ikke at reagere på begivenheder er meget mere udviklet hos mennesker end hos nogen anden art. Et rådyr, der lugter røg i skoven, vil sandsynligvis løbe fra lugten uden at tænke sig om. En person, der lugter røg i skoven, kan holde pause for at finde ud af, om det ser ud til at være en skovbrand, et lejrbål eller en lanterne og derefter handle i overensstemmelse hermed. “Fri vilje” er blot en anden måde at sige, at vi har kapaciteten til at overveje vores muligheder for at handle, hvilket igen giver os mulighed for at vælge, hvad der er bedst for os hen ad vejen.
Med selvkontrol kan vi rette vores adfærd mod fremtiden i almindelighed, og hvad der kan ligge forude for os specifikt, i stedet for altid at engagere os i knæfaldshandlinger, der bringer os ingen vegne (eller måske få os til Denver, hvor vi ikke har nogen fremtid) ). Vi kan gøre os klar til morgendagene, de næste uger, de næste måneder og endda de næste år i livet. Vi kan organisere os med et øje på fremtiden.
Og i den fremtid er der mange belønninger at hente. Der er også alle de farer, der kan undgås, når vi kan forudse dem og planlægge godt for dem. Uden selvkontrol havner vi steder, vi egentlig ikke havde lyst til at være, og føler os dumme, skyldige eller demoraliserede, dovne eller apatiske, for ikke at sige rodløse – og kan endda ende med at komme til skade eller dø på grund af hensynsløs risikotagning.
De seks nøgleprocesser involveret i selvkontrol
Du kan se selvkontrol som et ret omfattende begreb. Hvor mange gange siden du var barn har du hørt kommentaren “Styr dig lige!”? Hvor mange gange tænkte du ved dig selv, at du ville, hvis du bare havde en idé om hvordan? At forstå, hvordan selvkontrol virker, vil uskadeliggøre kritikkens negative indvirkning på dit selvværd og din selvtillid. Du vil også se, at selvkontrol er en proces med flere valgmuligheder, hvor brug af en strategi eller et værktøj kan frigøre din vilje, så du kan få det, du vil have ud af livet – ikke kun i dette minut, men i den fremtid, der strækker dig ud foran dig.
Disse er de seks nøglekomponenter, der er involveret i selvkontrol:
1. Selvkontrol er en selvstyret handling. Det betyder, at du i stedet for at handle som direkte reaktion på en begivenhed stopper op og handler over for dig selv. Da hans ven sagde, at han skulle til Denver, og hvis Len ikke havde ADHD, ville han sandsynligvis have hæmmet sig selv og tænkt eller sagt “Wow, det lyder også godt for mig!” og taget sig tid til at tænke over, hvad det rent faktisk ville betyde at rykke op med rode på længere sigt. Måske ville han så have lavet en liste over de emner, der skulle overvejes ved sådan en flytning (såsom job, bolig, transport). At engagere sig i selvbeherskelse (pause) er en selvstyret handling, og det samme er at skrive dig selv noter for at overveje og nedbryde komplekse beslutninger og ting, der skal gøres.
2. Disse selvrettede handlinger er designet til at ændre din efterfølgende adfærd. Der er syv sådanne selvstyrende handlinger (som er vores eksekutive funktioner), som jeg vil diskutere senere. Len kunne have besluttet at nikke og sige: “Held og lykke!” Eller han kunne have valgt at sige: “Wow, det lyder også godt for mig, men måske kunne jeg kommer ud, efter du har fortalt mig, om det går godt for dig.” Eller måske ville han have valgt ikke at foretage sig noget lige nu, men have erkendt et behov for at tænke over det, lave nogle notater for at forfølge mere information om de vigtige spørgsmål (job, bolig, transport) og derefter overveje at træffe foranstaltninger i fremtiden : Hvis det at flytte lød godt, men at tage til Denver lige nu ikke ville fungere af forskellige årsager, burde Len måske begynde at tænke på, hvor han ellers kunne tænke sig at flytte hen i fremtiden. Læg mærke til, at den indledende pause og endda lave en “To-do-liste” over problemer er selvstyrende handlinger, der fører til en ændring i, hvad Len sandsynligvis vil gøre næste gang.
3. Denne ændring i efterfølgende adfærd er designet til at opnå en nettogevinst (maksimering) af positive resultater på både kort og lang sigt for individet. Adfærden er rettet mod fremtiden, men vil også tage de umiddelbare konsekvenser i betragtning for at komme frem til den bedste bundlinje. Len bliver måske nødt til at opgive den positive konsekvens af at tage på et spændende roadtrip for at få et større positivt resultat senere, såsom at flytte til Denver, men først efter at han havde fundet et job derude. Alle Lens selvrettede handlinger fører til en større sandsynlighed for, at beslutningen om at flytte eller ej vil være mere i overensstemmelse med hans langsigtede velfærd. Med selvkontrol ofrer vi fuglen i hånden for de mere rentable to på taget. Medmindre vi selvfølgelig har ADHD, i så fald vil vi blive ved med at vælge fuglen i hånden og aldrig arbejde os hen imod en flok.
4. Selvkontrol afhænger af en præference for større forsinkede belønninger frem for mindre, umiddelbare. Hvis du ikke kan forestille dig fremtiden, eller du ikke værdsætter senere konsekvenser, er der ingen mening med selvkontrol, og du vil ikke bruge den. Hvis Len ikke havde ADHD, skulle han måske ikke tænke mere end et sekund på, hvad han hellere ville gøre – tage til Denver i dag eller planlægge en flytning et nyt sted i løbet af det næste år. Han ville med det samme vide, at det var mere værdifuldt for ham at realisere drømmen om at have et godt job og et billigt hjem på en smuk ny beliggenhed end det flygtige sjove ved at tage på roadtrip med en ven uden en plan, bare for at komme dertil med det samme.
5. Selvkontrol bygger bro over tidsforløbet mellem en begivenhed, vores reaktion og et resultat. Vi har måske slet ikke brug for selvkontrol, når afstanden mellem begivenhed, respons og udfald er lille eller nul. Forestil dig, at din 5-årige datter ser isbilen komme hen mod hende. Hun beder dig om en is, isbilen stopper, du køber en og afleverer den til hende. Hun er fuldstændig rolig gennem det korte hændelsesforløb. Forestil dig nu, at din datter hører isbilen, men ikke kan se den. Hun skal kontrollere sin begejstring, mens hun finder ud af, om isbilen kommer hen imod hende, og hvor langt væk den er. Når den kommer ind i hendes synsfelt, begærer hun den is, som om hun ikke har fået en i årevis. Hun hopper op og ned og hviner af begejstring, mens hun bønfalder: “Far, far, der er den – må jeg få en is?” Hvorpå du siger: “Njah, en is vil ødelægge din appetit til aftensmaden. Hvad med, hvis vi køber en og lægger den i fryseren til senere?” Det kræver nu hvert et gram selvkontrol, som en 5-årig kan mønstre for at hæmme impulsen til at sparke dig over skinnebenene. De evner, vi har brug for, for at udøve selvkontrol, kaldes eksekutive funktioner, og de diskuteres i kapitel 9. For en 5-årig i denne situation kan selvkontrol primært involvere kontrol af følelser. For en voksen, der forsøger at blive ved med at arbejde på at spare op til et hus, når der hver dag er snesevis af muligheder for at bruge de penge lige der og da i stedet, kræves der alle slags evner for at udøve selvkontrol. Når tiden mellem begivenhed, respons og udfald er lang, hjælper selvkontrol os med at styre os selv i forhold til tid og fremtid. Det hjælper os med at binde disse begivenheder, afbrudt i tid, til en sammenhængende idé, som vi kan tage med os for at holde øje på målet.
6. For at selvkontrol kan opstå, har vi brug for kapacitet til både bagklogskab og fremsyn. Hvordan binder vi livets begivenheder, reaktioner og udfald sammen, når der er store tidsforskelle mellem dem? Vi skal have en grundlæggende følelse af tid – at der er en fortid, en nutid og en fremtid – og være i stand til at gætte om fremtiden. For at spekulere i fremtiden skal vi være i stand til at huske vores fortid og evaluere den for at opdage mulige mønstre. Denne genkaldelse af fortiden, eller bagklogskab, giver os evnen til at tænke på mulige fremtider, der er baseret på disse tidligere begivenheder, eller fremsyn. Det, du måske har tænkt på som selvkontrol som barn – at sidde stille, når du bliver bedt om det, være stille i klassen, når du virkelig gerne ville fortælle din ven noget, kun spise én doughnut i stedet for hele æsken – har langt større konsekvenser for dig som voksen. Paradoksalt nok kan du ikke være fri uden selvkontrol. Lad os tage et kig på de evner, der udgør selvkontrol.
Forskning tyder nu på, at der er mindst seks andre eksekutive funktioner udover hæmning – i alt syv forskellige handlinger, vi bruger til at overvåge vores egen adfærd, stoppe os selv, tænke over tingene og styre vores eventuelle adfærd, mens vi kontrollerer vores følelser og motivation for at optimere vores succes med at nå vores mål. Vi bruger disse handlinger til det ene formål at kontrollere vores egen adfærd for at opnå en bedre fremtid:
Sådan udvikler de sig:
At vide, hvilke af dine eksekutive funktioner der er de svageste, vil hjælpe dig med at forstå, hvilken type selvkontrol du skal målrette mod i bestræbelserne på at håndtere dem og kompensere for dem.
Eksekutive funktioner er mere tydelige hos børn og mere internaliserede hos voksne. Vi er næppe opmærksomme på disse mentale intriger. Ingen kan rigtig se os engagere os i dem. Det er de ting, vi voksne “gør i vores hoveder” hele dagen lang, når vi vælger, hvad vi skal gøre i enhver situation. De er, hvad de fleste af os blot omtaler som “tænkning”. Alligevel tror jeg, at alle syv er helt indlysende, offentlig adfærd, tidligt i børns udvikling. Eksekutive funktioner var sandsynligvis også offentlige eller indlysende tidligt i menneskets evolution, hvor den menneskelige hjerne var meget mere primitiv, men det er en historie for min anden bog om eksekutive funktioner. Efterhånden som vi modnes, internaliserer vi dem, ligesom arten sandsynligvis gjorde, da den udviklede sig.
Tænk på det på denne måde: Folk udvikler en evne til at engagere sig i nogle handlinger for sig selv, som at tale højt til sig selv, for at kontrollere deres handlinger. Til sidst er disse ikke længere observerbare og forekommer kun i hjernen, som at have en idé. Vi siger, at disse handlinger nu er “internaliseret”, da vi er i stand til at hæmme disse signaler fra at forlade hjernen, komme ind i rygmarven og aktivere den faktiske adfærd. Du kan nu forestille dig at gøre noget uden egentlig at gøre det fysisk. Vi kommer til at “privatisere” denne proces, sandsynligvis gennem en simpel switch dybt i hjernen, der kan forhindre en tanke i at blive aktiveret via rygmarven som en adfærd. Denne internaliserings- eller privatiseringsproces skaber en privat form for handling, som vi normalt kalder “tænkning”.
Bemærk, at denne proces involverer hæmning; tanken kan fortsætte, men den handling, den kan skabe, forhindres i at opstå. Nu ved du, hvorfor mennesker med ADHD ofte handler impulsivt med deres tanker i stedet for at holde dem i deres sind (hjerne) til yderligere evaluering, før de endelig implementerer dem. Hvis du er til højteknologisk gadgetry, kender du til simulatorer. De lader os gøre ting i en virtuel verden uden egentlig at gøre dem i den virkelige verden. Nå, det er, hvad denne proces med privatisering af vores handlinger lader os gøre – vi får simuleret vores ideer og planer, før vi rent faktisk implementerer dem, for at se, hvordan de kan udspille sig og lære af sådanne mentale simuleringer. Hvis vi ikke kunne gøre det, ville vi sandsynligvis opleve flere fejl, svigt og skader og en større sandsynlighed for at lide en unaturlig tidlig død, som alle er reelle risici for mennesker med ADHD.
Eksekutive funktioner fungerer sammen, men kan forårsage funktionsnedsættelser hver for sig. Andre videnskabsmænd og jeg har opdelt de eksekutive funktioner i syv separate evner for at forstå dem bedre. Men vi mennesker oplever dem ikke som adskilte, og vi bruger dem heller ikke én ad gangen som voksne.
De eksekutive funktioner fungerer som sektionerne af et symfoniorkester, der spiller samtidigt for at producere problemfrit smuk musik. Det er handlingen af disse eksekutive funktioner i samråd, der tillader normal menneskelig selvkontrol. Når ADHD kommer ind i billedet, opstår der et underskud i effekten af disse eksekutive funktioner.
Disse mangler kan forekomme mere i én eksekutiv funktion end i de andre, hvilket giver forskellige typer adfærdsproblemer med selvkontrol hos forskellige voksne med ADHD. Det betyder, at der i virkeligheden er syv eksekutive funktioner eller syv forskellige typer af selvkontrol og dermed syv forskellige slags underskud i ADHD.
At vide, hvilke der er det største problem for dig, gør det lettere at vælge eksterne værktøjer og strategier, der kan kompensere for disse interne mangler. Senere i kapitlet har du mulighed for at gennemgå de problemer, der er anført under hver eksekutive funktion for at få en idé om, hvor dine største problemer ligger.
De syv eksekutive funktioner udvikles en ad gangen, i rækkefølge, hver tilføjes til de tidligere for at opbygge en mental struktur, som en schweizerkniv, der giver os et sæt mentale-værktøjer, der letter vores selvkontrol. Efterhånden som hver eksekutiv funktion udvikler sig i et barn, skifter kontrollen over barnets adfærd gradvist på fire vigtige måder, som i sidste ende bør føre til den voksnes selvbestemmelse:
Tænk på, hvad folk normalt mener, når de kalder voksne “barnlige”. Tålmodigheden begynder normalt at formindskes overfor de voksne, der virker styret af, hvad der lige i nuet sker omkring dem, og som har brug for, at andre voksne tænker for dem, som ikke tænker fremad, og som ikke har tålmodighed.
Modstå impulser – Det første skridt i selvkontrol
Vi er alle nødt til at stoppe op og tænke, før vi handler. Og stop er nøgleordet her. At tænke, før vi handler, gør at vi kan vælge en klog handlemåde, og det starter med evnen til at vente. Hvis vi straks reagerede på alt, hvad der skete omkring os, ville vi tilbringe vores dage som menneskelige “flippermaskiner”. Ikke at reagere på begivenheder, der sker omkring os, er afgørende for at få opgaver udført. Det skyldes, at de fleste af tingene omkring os er irrelevante for de mål, vi forfølger i øjeblikket. Hæmning er grundlaget for bevidst. viljestyret adfærd. Det er med til at skabe en pause i vores automatiske handlinger, så vi kan tænke over situationen og dermed træffe gode beslutninger – og blive bedre og bedre beslutningstagere over tid.
Letafledelighed – Slæbt væk af distraktioner
At være uopmærksom er ikke det samme som at være letafledelig, nærmere betragtet faktisk det præcis modsatte. Personer med ADHD har ikke nogen “særlig sensitiv sansning” som nogen fejlagtigt påstår … Jeg hører, ser eller mærker ikke mindre eller mere end du gør … men hvor du har en velfungerende selvkontrol, så undertrykker du ubevidst og fuldautomatisk, alle de stimuli som ikke er opgave-irrelevante for det du netop nu har dit fokus på, det gør jeg ikke! Derfor skal jeg bruge alle mine kognitive ressourcer på at analysere ALT og det optager så en stor del af min kognitive kapacitet, hvilket så resulterer i at jeg udviser en adfærd – letafledelighed, som du opfatter som værende … uopmærksom …
Så for at du kan få indsigt i, forståelse for og ikke mindst accept af, hvad årsagen til mine symptomer på ADHD ER, GØR og BETYDER, i virkeligheden, så kommer her min danske oversættelse af Barkley’s videnskabelige evidens og forklaring.
Definition: De eksekutive funktioner er en samlet betegnelse for processer, der kontrollerer og styrer kognitive, emotionelle og adfærdsmæssige funktioner, og anses for at være en forudsætning for systematisk tænkning. Enhver form for problemløsning involverer disse funktioner. De gør det muligt for os at opnå viden om, hvad der skal til for at løse vanskelige situationer, og de er generelt nødvendige for kompleks, målrettet handling og tænkning. Desuden gør de det muligt at lagre og anvende erindringer om effektive måder at håndtere livssituationer på. Der er ikke tale om specifikke mentale færdigheder, som kan måles ved intelligenstest. (Cand. Pæd. Psyk. Tina Gents)
Man kan altså sige, at hvor du som chauffør af din bil, er den eksekutive funktion der sikrer at du når fra A til B, fordi du indsamler, vurderer, analyserer, simulerer og reagerer på interne og eksterne stimuli, under din kørsel, så er det samme gældende for den adfærd (verbale og nonverbale) du udviser.
De 7 eksekutive funktioner som har betydning for personer med ADHD er:
Selvbevidsthed – Brug af Sindets Indre Spejl
Selvom jeg fokuserede så meget på hæmning ovenfor, fordi det er så vigtigt for selvkontrol, er det faktisk ikke den første eksekutive funktion, der udvikles. Selvbevidsthed er den første eksekutive funktion, der dukker op i barndommen. Det går hånd i handske med hæmning, fordi ingen af dem giver mening uden den anden lige ved siden af, hvilket betyder, at de begge sandsynligvis udvikler sig sammen eller i det mindste meget tæt i tid.
De andre fem eksekutive funktioner ville være ubrugelige uden disse to første: Hvis du ikke er klar over, hvordan du opfører dig, hvorfor ville du så bekymre dig om det? og hvordan kunne du så forhindre dig selv i at opføre dig, som du opfører dig? Og hvis du ikke overvåger din adfærd og ændrer den efter behov, vil du sandsynligvis heller ikke bruge tid på at tænke på din fortid og fremtid, hvordan de kan informere dine beslutninger fremadrettet, og endda hvilke mål du ønsker at opnå.
Det er faktisk, hvad langt de fleste andre dyrearter gør på denne planet. De er stimulus-responsvæsner, der reagerer på øjeblikket, når begivenheder overhaler dem, og tilpasser først deres adfærd efter kendsgerning som følge af konsekvenserne – hvis de overlever dem. Men ikke os. For vi mennesker ved, at blot at reagere ikke er det bedste for os, hvis vi ønsker at optimere vores langsigtede velfærd, livskvalitet og endda overlevelse, over vores kortsigtede handlinger og deres umiddelbare belønninger.
Først skal vi være opmærksomme på vores omgivelser. Efter vi er blevet født, er vores første forretningsorden i udvikling at begynde at tage hensyn til vores omgivelser og derefter begynde at orientere vores motoriske reaktioner på de ting, vi opdager, der sker med os. Vi begynder derefter at justere vores næste svar baseret på de faktiske konsekvenser af det, vi gør. Alle dyrearter gør dette, for hvis de ikke gør det, vil de ikke overleve ret længe som voksne.
Så er vi nødt til at være opmærksomme på os selv. Men meget hurtigt efter at have udviklet en sådan ydre-rettet opmærksomhed og adfærd, vender menneskelige børn denne opmærksomhedsproces mod sig selv. De og deres adfærd er jo også en del af den verden, de lever i, og derfor giver det mening, at de skal begynde at blive selvbevidste. Efterhånden som denne evne dukker op, kan vi, i modsætning til langt de fleste andre skabninger, se vores refleksion i et spejl og genkende os selv.
Denne spejltest er netop det, der bruges af videnskabsmænd til at afgøre, om en art er selvbevidst, og også hvornår i menneskets spæde barndom denne bevidsthed begynder at udvikle sig. En sandsynlig årsag til, at vi udvikler selvbevidsthed, og andre skabninger ikke gør, er, at vi er en af en sjælden håndfuld arter, der overlever ved at leve i grupper med andre, hvoraf nogle er slægtninge, men andre ikke er det! Du er sikkert ikke klar over, hvor specielt det er at leve i den niche. De fleste andre sociale væsner lever ikke sammen med væsener, de ikke er genetisk beslægtede med, men det gør vi, chimpanser, delfiner og meget få andre dyr.
For at gøre det kræver det en form for frontallappe-eksekutivsystem til at spore dem og overvåge, hvordan vi gengælder dem, såvel som hvordan de gør gengæld med os. Arbejdshukommelse, der skal diskuteres senere, er velegnet til netop dette. I nichen med sjældne sociale arter, der lever med ikke-slægtninge, bliver det vigtigt at overvåge, hvad du gør, hvordan andre reagerer på det, og om de betaler tjenesten. Vi justerer derefter vores adfærd i overensstemmelse hermed, så vi kan ændre, hvad vi gør, før vi gør det.
Vi er rutinemæssigt afhængige af andre, inklusive ikke-slægtninge inden for vores stamme, for vores overlevelse. Men vi stoler ikke naivt på alle, for ikke-slægtninge har ikke altid vores bedste for øje, som biologiske familiemedlemmer plejer. Således er det vigtigt hvordan vi kontrollerer os selv – for at forbedre vores sociale interaktioner, netværk, og velfærd, deling med de troværdige gensidige personer, mens vi hurtigt opdager og undgår snydere og udbyttere – hvilket er dét der giver os en konkurrencefordel i forhold til andre (og andre arter), der ikke gør det.
Hvad betyder det for personer med ADHD?
Uanset dens oprindelige evolutionære funktion, er selvbevidsthed så afgørende for menneskelig overlevelse og social succes, at vi ofte tager det for givet. Men når en lidelse som ADHD underminerer denne grundlæggende eksekutive funktion af selvbevidsthed, kan det underminere hele systemet med selvregulering og dets formål. Et underskud i den eksekutive funktion betyder, at du har mindre bevidsthed om, hvordan du agerer, hvordan din adfærd kommer på tværs af andre omkring dig, og hvad de forudsigelige konsekvenser ville være for at handle på den måde. Du har sværere ved at rette din opmærksomhed mod dig selv, end andre gør.
Dette kan få dig til at bryde ind i sociale situationer eller være stødende uden at være klar over det, og ikke lægge mærke til, hvordan andre omkring dig reagerer. Både voksne og børn med ADHD er ofte mindre opmærksomme end andre på, hvor højt de taler, hvor meget de taler, hvad de forsøger at sige, hvor meget de bevæger sig, mens de siger det, hvorfor de endda er i gang med at at sige det de siger (vandre og glemme deres mål), og især hvordan andre reagerer på det, de siger. Tre af ADHD-symptomerne i DSM-5-diagnosekriterierne (og de eneste, der repræsenterer impulsivitet) illustrerer netop dette problem med verbal agtpågivenhed.
Udvid nu denne dårlige selvovervågning til andre typer adfærd og især sociale interaktioner udover verbale, og du kan se de utallige sociale problemer, som denne begrænsede selvbevidsthed kan skabe for dig. Forbind dette underskud yderligere med det faktum, at du måske ikke er klar over, hvor følelsesladet du bliver under nogle sociale udvekslinger, og du kan se, hvordan dit sociale liv kan løbe af sporet meget hurtigt.
Desværre ved dem, du interagerer med, ikke nødvendigvis, at du har ADHD – eller forstår dens rolle i at forårsage din adfærd – og kan se dig som umoden, selvcentreret eller egoistisk. De forstår ikke, at du ikke kan stoppe dig selv, hvis du ikke kan overvåge, hvad du laver, og hvordan det indvirker på andre. Dette udgør et betydeligt problem for både kære, der kan se det, du ikke kan se – at din adfærd til tider kan være upassende, og at andre dømmer dig negativt for det – og fagfolk, der beskæftiger sig med voksne med ADHD: Hvordan kan de hjælpe nogen, der ved ikke, at han har et problem eller mener, at det ikke er væsentligt nok til at blive behandlet?
Det er netop af denne grund, at et nyt krav blev tilføjet til DSM-5 diagnostiske kriterier: Nu skal klinikere bekræfte rapporterne om, hvad patienten siger med andre, der kender patienten godt eller, hvis de ikke er tilgængelige, med skolepapirer og andre journaler, der kan afspejle, hvor nedsat patientens funktionsevne er. Indtil 30 års-alderen eller ældre, kan voksne med ADHD kan ikke stoles på at være den eneste dommer over deres egen adfærd, symptomer eller funktionsnedsættelser; de har simpelthen ikke den nødvendige selvbevidsthed til at foretage nøjagtige selvvurderinger. Du kan føle dig nedgjort af en hjælpende professionel, der indsamler oplysninger fra andre om din adfærd i stedet for at stole på dine egne rapporter.
Prøv at forstå, at den professionelle følger retningslinjer, der vil hjælpe med at diagnosticere dine problemer og føre til behandling. Manglen på selvbevidsthed kan naturligvis give dig mange problemer. Det kan forsinke din erkendelse eller accept af det faktum, at du har en lidelse – og til gengæld forsinke, at du søger eller modtager den hjælp, du har brug for og fortjener. Sådan behøver det ikke være.
Nonverbal arbejdshukommelse: Brug af Sindets Indre Øje
Nonverbal arbejdshukommelse er den tredje eksekutive funktion, der udvikles, lige kort efter din evne til at overvåge dine egne handlinger og derefter at hæmme de umiddelbare trang til at handle. Det er evnen til at holde information i tankerne – ikke gennem ord, men gennem dine sanser. Så denne eksekutive funktion giver dig mulighed for at holde billeder, lyde, smage, berøringer og dufte i dit hoved. Fordi syn er vores vigtigste sans for overlevelse, repræsenterer nonverbal arbejdshukommelse i høj grad evnen til at engagere sig i visuelle billeder – at “se for dig selv” i dit sinds øje. En tæt anden vigtighed er hørelsen, så vi kan også “høre til os selv” ved hjælp af nonverbal arbejdshukommelse. Mere præcist ser vi tidligere begivenheder og genhører tidligere lyde og de ting, andre har sagt til os. Men vi kan også fornemme alle vores andre sanser, hvis vi har brug for det, såsom lugt (når jeg husker duften af en god vin eller duften af en yndlingsblomst), eller smag (som når jeg genkalder eller gensmager mit yndlingslam eller gravad laks), eller endda genføler den bløde tekstur af min yndlingsflanelskjorte på min hals og arme. Det hele “gensanses” i vores sind, når vi husker disse tidligere fornemmelser. Så mens jeg fokuserer her på at gense og genhøre ting i vores sind, så glem ikke, at vi også kan gøre det med vores andre sanser.
Sådan guider den nonverbale arbejdshukommelse os
1. Vi får et kort, der fører os til den fremtid, vi ønsker.
At se for os selv betyder at gense tidligere relevante begivenheder. Det, vi har set engang i fortiden, kan vi se igen i vores hoved, takket være denne eksekutive funktion. Det, vi har hørt før, kan vi høre igen, også i vores hoved. At genkende tidligere erfaringer, som udgør vores “ideer”, skaber en intern strøm af information gennem vores sind, som vi kan bruge til at guide vores adfærd over tid mod et mål. Ved at forestille os vores fortid, kan vi forudse en mulig fremtid. Det fungerer ligesom GPS’en i din bil. Enheden viser et kort over din region og giver dig mulighed for at bruge det til at komme til en bestemt destination, som er dit mål. Billeder af tidligere relevante begivenheder er de kort, vi kan bruge til at guide os til vores mål.
2. Vi får det kraftfulde værktøj kaldet imitation.
Når du kan holde et billede i dit sind af, hvad du har set og oplevet, især hvis det involverede at se en anden person gøre noget nyt, har du også nu magten til at efterligne andres adfærd. I stedet for at skulle gå igennem de hårde stød af trial-and-error-læring i hver ny situation for at finde på den nye måde at gøre noget på, kan du få dit mentale billede af, hvordan far eller din bedste ven håndterede et bestemt problem smukt . Og så kopierer du bare det billede af, hvad de gjorde. Ingen forsøg og fejl, ingen fiasko og frustration, og ingen skade på os selv. Imitation giver os en billig og nem måde at tilegne os ny adfærd uden at lære det direkte. Vi “fotokopierer” bare, hvad vi så en anden gøre. Hvor fedt er det? Det er vigtigt at forstå, at når du lærer gennem nonverbal arbejdshukommelse, kopierer du ikke nødvendigvis den anden persons handlinger bogstaveligt, men kopierer snarere dit billede af disse handlinger. Billedet er en skabelon, du kan bruge til at kopiere, hvad de gjorde. Alligevel sætter du altid dit eget spin på, hvad du lærer af andre. Nonverbal arbejdshukommelse sætter dig også i stand til at gøre det modsatte af, hvad andre har gjort, i stedet for at efterligne dem i alt, hvad de gør, når det, du så dem gøre, fejlede eller resulterede i fejl, straf eller skade. Du gør bare det modsatte eller gør slet ikke noget og undgår på den måde, hvad der end måtte ske for dem. Imitation, eller mere præcist stedfortrædende læring, lader os tage det bedste af, hvad andre mennesker har lært at gøre, samtidig med at vi undgår de værste af deres egne fejl, og dermed skabes en meget effektiv form for social læring, som mennesker har ophøjet til en kunstform i løbet af deres udvikling. Forestil dig nu, hvor ineffektiv og endda skadelig indlæring vil være, hvis du ikke bruger nonverbal arbejdshukommelse særlig godt, hvis overhovedet. Vi ser sådanne problemer hos mennesker med ADHD, som ser ud til at have mindre gavn end de fleste mennesker af, hvad de ser andre gøre omkring dem.
3. Vi kan forudse konsekvenserne af vores handlinger.
Kapitel 8 forklarede, at selvkontrol afhænger af både bagklogskab og fremsyn: Vi skal være i stand til at se i vores sind, både vores tidligere oplevelser og ethvert mønster, der udskiller lys på vores sandsynlige fremtidige oplevelser. Bagklogskab bringer din relevante tidligere historie frem i øjeblikket for at informere dig om den bedste måde at opføre dig på, givet hvad der skete med dig før. Fremsyn, eller omtanke, betyder at tage ethvert mønster, der opfattes i billeder fra fortiden, for at forudse, hvad der vil ske i fremtiden.
4. Vi opnår selvbevidsthed.
Vi bruger vores visuelle billeder til at studere vores fortid, eller endda bare til at holde vores umiddelbare tidligere adfærd i tankerne, så vi kan overvåge vores egne handlinger. Så kan vi sammenligne dem med, hvad vores planer, mål og strategier var, og evaluere, hvor godt vi klarer os med at udføre den opgave eller nå vores mål. Vi får en større selvbevidsthed om vores liv over tid.
5. Vi er i stand til at fornemme tidens flow og dermed styre os selv i forhold til det.
Evnen til at holde en sekvens af tidligere begivenheder i vores sind og henvise til dem på tværs af tid ser ud til at give os en følelse af selve tiden, hvordan den flyder eller skrider frem, og hvordan vi bedst kan styre vores adfærd i forhold til den. Vi forstår, hvor meget tid der kan være gået, hvor meget vi har tilbage, og hvad vi skal gøre, når det er nødvendigt for at få løst opgaverne til tiden. Vi kan vurdere, hvor lang tid noget kan tage, såsom at køre på arbejde en regnfuld morgen, og dermed planlægge vores afgang, så vi kommer på arbejde til tiden. Denne evne til at fornemme og bedømme tidens flow og styre os selv i forhold til den, som vi kalder tidsstyring, er en af de stærkeste forudsigere for uddannelsesmæssig og erhvervsmæssig succes.
6. Vi lærer at udskyde tilfredsstillelse.
For at værdsætte en forsinket konsekvens skal du have en fornemmelse af fremtiden og bruge den til at vejlede din adfærd. Jo mere du bruger den sans, jo mere sandsynligt er det, at du fokuserer på de store belønninger hen ad vejen frem for de umiddelbare, mindre præmier.
7. Vi kan se længere og længere frem.
Efterhånden som bagklogskab og omtanke udvikler sig, får vi et udvidende vindue til tid (fortid, nutid, fremtid) i vores bevidste sind. Det giver os endda vores subjektive fornemmelse af tid og dens forløb. Små børn kan ikke se meget længere end et par minutter frem. Og de kan ikke bedømme tidsintervaller særlig godt, meget mindre bruge dem til at koordinere deres handlinger. Men i voksenalderen (20-30 år) er adfærd typisk organiseret til at håndtere begivenheder 8-12 uger frem, og vores fornemmelse af tidens flow informerer næsten konstant om vores beslutninger og handlinger. Og denne tidshorisont kan forlænges længere ud i fremtiden, hvis konsekvenserne forbundet med de begivenheder er særligt afgørende for os.
8. Vi værdsætter samarbejde og deling.
Den gyldne regel virker måske ikke som et oplagt produkt af nonverbal arbejdshukommelse eller visualisering for dig selv. Men når du tænker over det, giver det perfekt mening. Med et greb om fortiden husker du, hvad andre har gjort for dig og dig for dem, og med din sans for fremtiden indser du, at deling og socialt samarbejde sikrer dig mod mulige ressourcemangel. Derfor er du villig til at give op og dele nogle overskydende ressourcer nu med en mindre heldig ven eller et familiemedlem i håbet om, at modtageren vil dele overflod med dig senere, når du kan få brug for det. Denne frivillige og gensidige form for altruisme er det, der gør sociale grupper så effektive til at overleve og konkurrere mod mindre samarbejdsvillige individer eller grupper. Selektiv og frivillig deling med ligesindede i vores sociale gruppe er som en forsikring mod fremtidige ulykker i livet.
Hvordan ADHD interfererer med den ikke-verbale arbejdshukommelse
For at få en idé om, hvilken type selvkontrol, du kan målrette mod, når du vælger strategier fra trin fire og fem, skal du tænke over, hvilke af de følgende der er de største problemer for dig.
Verbal arbejdshukommelse: Brug af Sindets Indre Stemme
Den næste eller fjerde udøvende funktion, der udvikles hos børn, som letter selvkontrol, er evnen til at tale til dig selv, især i dit sind. Som børn gør vi dette offentligt. Vi fortæller os selv og andre om vores leg, taler til os selv, når vi er alene, og afvejer vores beslutninger højt. Som alle forældre ved, kan børn være ret frie med deres kommentarer, selvom deres bemærkninger måske ikke er for smigrende. Efterhånden begynder børn at tale lydløst til sig selv, selvom de måske stadig bevæger deres læber. I alderen 7-9 undertrykker de selv disse bevægelser, og nu forekommer denne stemme helt i deres sind. Fra dette tidspunkt vil stemmen i vores hoved ledsage os gennem alle vores vågne timer, indtil vi dør.
Hvordan verbal arbejdshukommelse guider os Jeg omtaler dette også som sindets stemme. Evnen til at tale med dig selv, især mentalt, i overensstemmelse med evnen til at fornemme dig selv, frembringer en anden form for selvregulering og dermed en række vigtige egenskaber for selvkontrol:
1. Det giver os mulighed for at beskrive og overveje en begivenhed eller situation. Lad os sige, at du kommer hjem fra arbejde og siger hej til din værelseskammerat, og han svarer ikke. Nonverbal arbejdshukommelse kan fortælle dig, at udseendet på hans ansigt indikerer, at han ikke er glad. Med verbal arbejdshukommelse kan du måske sætte ord på den måde, han kunne føle på: “Han er vred.” Men det er stadig en global og vag fornemmelse af situationen. Du kan derefter bruge dit sinds stemme til at lede efter mere information ved at stille dig selv specifikke spørgsmål, såsom “Er han vred på mig, på sin kæreste, hans chef eller en anden?” At beskrive situationen for dig selv og endda udspørge dig selv med sådanne spørgsmål, giver dig meget mere specifik information, end blot et mentalt billede kan opnå og kan lede dig væk fra et forhastet “Hvad er der galt med dig?” og mod et mere nuanceret og socialt følsomt svar. Du siger måske til dig selv: “Han stirrer ikke på mig. Han tramper bare rundt i lokalet og ser gal ud. Sidste gang viste det sig, at han lige fik kryds ved, at han havde misset et kort putt, mens han spillede golf den morgen eller skulle arbejde den weekend.”
2. Det gør problemløsning mulig. Med privat tale kan vi forhøre os om vores fortid for at finde ud af, hvordan vi løser et aktuelt dilemma. I forsøget på at finde ud af, hvordan du bedst reagerer på din forværrede værelseskammerat, kan du spørge dig selv: “Hvad skete der sidste gang, jeg antog, at han var sur på mig?” Denne introspektion kan afsløre, at du valgte en kamp, som din roommate var alt for glad for at deltage i, så han kunne fjerne sin vrede på nogen. Din konklusion kan så være, at du skal finde en måde at spørge ham, hvad der er galt, uden at være hverken defensiv eller offensiv.
3. Vi kan formulere regler og planer. Vi har brug for verbal arbejdshukommelse (vores sinds stemme) for at undersøge, hvordan tingene gik i fortiden og uddrage disse regler for at sikre, at de går godt i fremtiden. Vores selvspørgsmål og andre selvsnak giver os mulighed for at afveje fordele og ulemper baseret på vores tidligere erfaringer, at tale med os selv om, hvad vi kan ændre for at forbedre fremtiden, og at udstikke skridt mod et mål. Vores regler kan involvere kost og andre livsstilsspørgsmål, social adfærd, forbrugs- eller sparevaner og meget mere.
Ofte gør vi vores selvudsagn og regler eksterne og nemmere at følge ved at skrive dem ned på en huskeliste for at hjælpe os med at huske og bruge dem senere. Til sidst går vi videre og genererer et hierarki af regler om regler (kaldet meta-regler). Et eksempel på en meta-regel i regeringen kan være den procedure, der kræves for at vedtage ny lovgivning. På en skole kan det være, at kriterierne for at bortvise en elev skal godkendes af skolebestyrelsen. Et eksempel fra dagligdagen er de seks velkendte trin til at løse et problem: (a) angiv problemet specifikt, (b) angiv så mange løsninger, som du kan, (c) kritiser hver enkelt for dens nytte, (d) vælg den, der har størst sandsynlighed for at nå dit mål, (e) implementere det og (f) evaluere dets succes. De er simpelthen regler, der bruges til at opdage andre, mere specifikke regler, der gælder i en specifik situation.
4. Vi kan følge regler, vi har fået. Ved at bruge nonverbal og verbal arbejdshukommelse sammen fremkalder vi mentale billeder af lignende situationer fra fortiden og spørger os selv, om en regel, vi har lært, gælder her. Hvis vi alligevel ikke rigtig ønsker at følge reglen, kan vi måske bruge selvsnak til enten at overtale os selv til at adlyde eller overbevise os selv om, at dette er en af de undtagelser, der gør reglen. Vores selvtale supplerer vores visuelle billedsprog ved at give os mulighed for at få meget mere information ud af vores tænkning, end et billede alene kan formidle.
5. Vi kan huske, hvad vi stille har læst for os selv eller hørt andre sige. I skolen hed det læse- og lytteforståelse. I voksenverdenen er det nødvendigt i det meste af det, vi laver. Vi skal forstå og huske, hvad vi har læst i rapporter og hørt andre opsummere på arbejdet. Vi er nødt til at forstå reglerne og procedurerne på vores børns skole, så vi ikke stiller børnene dårligere. Hvis en regning forbliver ubetalt, er vi nødt til at forstå konsekvenserne, der er forklaret i erklæringen, og hvad vi skal gøre for at undgå det økonomiske og juridiske nedfald.
6. Vi er i stand til moralsk ræsonnement. Reglerne – love, etik, skikke – i den kultur, vi lever i, spiller en vigtig rolle i at styre vores adfærd. Hvis vi ikke ved, hvad de er, og ikke kan tale med os selv for at huske, hvad de er, og hvordan vi anvender dem, når vi har allermest brug for dem, kan vi ende i udkanten af samfundet, hvis ikke vi bliver fordrevet helt.
Hvordan ADHD interfererer med verbal arbejdshukommelse
Er verbal arbejdshukommelse den form for selvkontrol, der undgår dig mest?
Uden visuel billedsprog og evnen til at sætte spørgsmålstegn ved din egen tidligere adfærd, vil du ikke ekstrapolere en liste over dos and don’ts til fremtidig brug.
Selvregulering af følelser og selvmotivation: Brug af Sindets Indre Hjerte
Den femte eksekutive funktion, der udvikler sig, er selvregulering af følelser. Følelser er primitive, men kraftfulde signaler, vi afgiver til os selv og andre med hensyn til vores nuværende følelser, hensigter og ophidselsestilstand (Arousal). Men de er også stærke motivatorer for vores efterfølgende handlinger. De kan vække os til at handle eller forhindre os i at handle. De kan bede os om at kæmpe eller sende os på flugt. De kan signalere i og uden for os vores utålmodighed og vrede, eller glæde og hengivenhed. Hvis vi ikke har kontrol over vores følelser, har vi meget mindre kontrol over, hvad vi gør.
Følelser opstår, uanset om vi vil det eller ej. De udløses naturligt af ydre begivenheder af enhver art. Tristhed udløses af tab (eller at forudse tab). Vrede udløses af uretfærdighed, ydmygelse, uopfyldte forventninger eller ubesvarede behov. Glæden udløses, når vores forventninger og behov ikke kun bliver opfyldt, men overgået, og når vores ønsker bliver opfyldt.
Men det er ikke kun ydre begivenheder, der bringer følelser frem. De fornærmede oplevelser og selvsnak, der er muliggjort af nonverbal og verbal arbejdshukommelse, har også følelsesmæssige overtoner. At forestille sig din ægtefælle kan give en følelse af kærlighed; at tale med dig selv om en eller anden uretfærdighed, du for nylig har lidt, kan få dig til at føle dig rasende.
Heldigvis er nonverbal og verbal arbejdshukommelse også medvirkende til at hjælpe os med at regulere vores følelsesmæssige reaktion. Vi kan bruge selvsnak til at overveje med os selv, hvordan vi har det, og hvad vi skal gøre ved det. Vi kan bruge vores visuelle billedsprog og selvtale til at forsøge at ændre en første følelsesmæssig reaktion, der kan forårsage problemer for os, især hvis den første reaktion skubber os til en beklagelig adfærd.
Hvordan selvregulering af følelser guider os
1. Vi kan kontrollere vores egen ophidselse. Med ophidselse mener jeg trangen og energien til at handle, eller aktivering. Følelser har til formål at anspore os til handling. Men hvad hvis disse følelser er overdrevne? Eller er de baseret på en forkert opfattelse af situationen? I de tilfælde kommer vi åbenbart til at overreagere eller gå halvt ud på en eller anden måde. At kontrollere vores første følelsesmæssige reaktioner på begivenheder kan forhindre os i at gøre noget overilet. Eller det kan få os til at handle, når vi måske lider af træghed eller bare kedsomhed med det, vi skal have gjort. Med følelsesmæssig selvregulering mulig, har vi nu tre eksekutive funktioner, der kan interagere, som hver især støtter hinanden. At holde fast i fortidens billeder og vores visioner for fremtiden og være i stand til at tale os selv ned kan sikre, at følelser ikke afsporer vores planer og understøtter vores handlinger mod en bedre fremtid, selv i mangel af umiddelbare belønninger. At være i stand til at dæmpe følelsesmæssig ophidselse betyder, at vi ikke begynder at “tale skøre” til os selv og ændre kurs uden seriøse overvejelser. At være i stand til at visualisere vores mål, og hvordan vi vil føle, når vi når dertil, kan støtte os gennem de mest kedelige eller ugivende af umiddelbare aktiviteter, der er nødvendige for at nå dertil.
2. Vi kan motivere os selv, når vi ikke har ydre belønninger til at presse os. Kald det drive, viljestyrke, vedholdenhed, beslutsomhed, vedholdenhed – hvad har du. Jeg kalder det sindets brændstoftank, fordi det genererer det interne “brændstof” eller drivkraft, der driver os mod vores mål. Mens jeg og mange andre neuropsykologer tænker på dette som en separat eksekutiv funktion (den sjette her på min liste), kombinerer jeg det med følelsesmæssig selvkontrol, fordi det er det, der hjælper med at skabe vores selvmotivation. Førstnævnte er derfor uundværlig for sidstnævnte. Ved at regulere og endda skabe vores følelser med de andre eksekutive funktioner, der er diskuteret ovenfor, udstyrer vi os selv med indre motivation, når ingen andre giver os noget incitament udefra. Igen er det de fire tidligere eksekutive funktioner, der arbejder sammen, der giver os mulighed for både at selvregulere vores følelser og derefter motivere os selv til at fortsætte, når det bliver hårdt (eller kedeligt). Lad os sige, at du vil arbejde frivilligt i en organisation, der er dedikeret til at beskytte miljøet. Du ringer efter telefonopkald og beder folk om at støtte en større genbrugsindsats. Inden længe er du ekstremt nedslået over alle de afvisninger, du får. I så fald bruger du to af de eksekutive funktioner, du allerede har (visuelt billedsprog, selvtale) for at minde dig om dine succeser indtil videre, holde øje med det ultimative mål og presse dig til at blive ved med at foretage disse opkald. Hvis det at forestille sig din succes og potentialet for at nå målet ikke er nok til at få dig til at tage telefonen igen, fremtryller du måske med vilje billeder af planetens ødelæggelse og bruger den vrede, som disse billeder stimulerer til at motivere dig videre.
3. Vi kan sikre os, at vi udtrykker følelser på socialt acceptable måder. Det her er en biggie. Fordi vi forventer, at voksne har denne udøvende funktion, reagerer samfundet ret negativt på ekstreme eller overdrevne følelsesudtryk. Vi accepterer det faktum, at babyer skriger ved den mindste følelsesmæssige smerte, fordi det er en selvopretholdelsesmekanisme. Og vi forstår udmærket, når 3-årige får et raserianfald, når de ikke får slik ved kassen i købmanden. Men vi er flov over og misbilliger en voksen, der bryder ud i gråd eller råber i vrede offentligt over en mindre frustration som at skulle stå i en lang kø i supermarkedet.
4. Vi har en følelse af mestring over os selv og især vores følelsesmæssige reaktioner på begivenheder. Når vi udvikler vores evne til at regulere vores følelser i tjeneste for vores mål og langsigtet velfærd, får vi en følelse af kommando eller beherskelse af vores impulsive reaktioner på begivenheder omkring os. Ikke længere en slave af vores lidenskaber, vi, og ikke nogen potentielt provokerende begivenheder, er ansvarlige for, hvad vi vil beslutte at gøre som svar på, hvad der sker med os. Vi går ikke af sted som en perlerække af fyrværkeri som reaktion på begivenhedernes rækkefølge omkring os, fordi vi har selvdisciplin. Vi er ikke helt styret af strømmen af begivenheder, der foregår omkring os, men kan i stedet udøve kontrol over vores følelser og reaktioner såvel som over begivenhederne selv. Vi tager ansvaret for vores liv i stedet for at livet tager ansvaret for os. Dette gør os mindre kviksølvagtige, uforudsigelige eller lunefulde i vores reaktioner på begivenheder og på andre og mere målte, stabile og modne, med en ny følelse af frihed i vores interaktioner.
Der er en grund til, at vi bruger udtrykkene “følelsesmæssig uro” og “følelsesmæssigt ladet” til at fange det tab af kontrol, man kan have, når følelsesmæssigt stærke begivenheder udløser stærke følelser i os og den interne uorden, vi kan føle, når vi ikke kan mestre de stærke reaktioner på begivenheder. . Følelser er så kraftige, at det er, som om de har en elektrisk ladning, der overføres til dem omkring os. Vi forventes at holde det under kontrol for ikke at påtvinge andre mennesker vores følelser. Hvis vi er i stand til at regulere vores egne følelser, når vi er vrede, kan vi “gå til vores lykkelige sted” ved at bruge billeder af positive tidligere oplevelser og tale os selv til at falde til ro, før vi endelig reagerer på en eller anden følelsesladet begivenhed. At reagere impulsivt på vores første følelsesmæssige reaktioner på begivenheder er sjældent en god idé, hvis vi ønsker at få eller beholde venner eller intime partnere, meget mindre et job.
For at sige det mere klart giver denne eksekutive funktion os mulighed for:
Dette er hvad følelsesmæssig selvkontrol handler om: at hjælpe os med at stoppe og moderere disse kraftfulde knæfaldsfølelser og erstatte andre, der er mere modne, socialt acceptable og i overensstemmelse med vores langsigtede velfærd.
Hvordan ADHD interfererer med selvregulering af følelser
Planlægning og problemløsning: Brug af Sindets Indre Legeplads
Hvis vi kan holde billeder og ord i tankerne, udvikler vi til sidst et middel til at manipulere dem. Vi kan skille dem ad, flytte dem rundt og genkombinere dem til nye arrangementer eller sekvenser i vores hoveder bare for at se, hvad resultaterne sandsynligvis vil være. Det er vores fantasi. Og det er ingen overraskelse, at mennesker gør dette mere end nogen anden art. Dette er grundlæggende en form for mental leg, og den udspringer, tror jeg, i den forlængede periode med manuel, fysisk leg, som alle børn gennemgår som et vigtigt stadium i den tidlige udvikling.
Leg er simpelthen at skille tingene ad og genkombinere dem bare for at se, hvad der sker, eller hvad du ender med, når du gør det. Det begynder med manuel manipulation af objekter i barndommen og udvikler sig til manipulation af billeder og endda ord i dit sind. Tankevandring, fantasi og mental leg er kilden til menneskelig kreativitet, opfindsomhed og problemløsning mere generelt. Hvor andre arter kun kan handle og dermed lide af eventuelle fejl, de laver, kan mennesker mentalt simulere en række mulige handlingsmuligheder, afprøve hver af dem i deres sind for deres sandsynlige konsekvenser og ideelt set vælge det optimale. Hvor andre arter kan blive skadet eller endda dø af deres fejl, lader vi vores simulerede ideer dø i vores sted.
På samme måde leger vi med ord som børn og leger derefter med kombinationer af ord i vores sind som voksne. Begge disse former for leg, visuelt – rumligt og verbalt, fører til nye rekombinationer af det materiale, vi leger med. De fleste af disse rekombinationer er junk. (Tænk på nogle af de “skøre” ideer, vi alle kommer på og så kasserer, når vi forsøger at komme ud af et hårdt dilemma: “Måske vil denne betjent ikke give mig en bøde, hvis jeg fortæller ham, at jeg kørte for stærkt, fordi min kone er på hospitalet ved at have en baby” … “Hvis jeg bliver vågen hele natten i nat, og Play træner i opfindsomhed i voksenproblemløsning. I morgen, skulle det give mig nok timer til at skrive den rapport, der allerede er forsinket” … “Jeg kunne bare stille op med begge de kvinder, jeg havde en date med i lørdags, og så ville ingen af dem tro, at jeg foretrak at gå ud med en anden!”) Men nogle er nye ideer eller måder at løse problemer på, der fører til nye (og endda store) opfindelser eller innovationer.
Hvordan evnen til at planlægge og løse problemer guider os
1. Det hjælper os med at overveje alle mulighederne. Planlægning indebærer muligheden for at generere flere muligheder for at reagere på en fremtidig begivenhed. Når vi gør os selv opmærksomme på alle de mulige måder at reagere på, er vi meget mere tilbøjelige til at identificere og derefter vælge den bedste. Tænk på brainstorming. Denne udøvende funktion er den bedste måde at forhindre den efterfølgende fortrydelse af “Hvorfor tænkte jeg ikke på det?”
2. Det hjælper os med at beslutte den bedste rækkefølge af handlinger for at nå et mål. I form af mental leg, som vi kalder planlægning, skiller og kombinerer vi informationer i vores sind. Når vi har fået en omfattende liste over muligheder, kan vi se på de trin, hver enkelt kan involvere, og derefter blande disse trin rundt for at se, hvilken sekvens der vil være bedst. Vi kan i en reel forstand mentalt simulere disse forskellige sekvenser for at se, hvordan de rent faktisk kan udspille sig, før vi vælger den, der bedst opfylder vores mål.
3. Evnen til mentalt at manipulere information og lege med den i vores sind giver os en utrolig evne til målrettet kreativitet og innovation. At tænke ud af boksen kan bare ikke ske uden det mentale spil, som denne udøvende funktion gør muligt. Det er ligesom fri vilje (se kapitel 8) i terninger. Ikke alene bestemmer du, hvad du skal gøre, men du gør det på en måde, som måske ikke er faldet nogen andre ind. Kreativitet og innovation kan betyde en hurtigere vej derhen, hvor vi vil hen, mindre indsats eller bare et bedre resultat.
Hvordan ADHD forstyrrer planlægning og problemløsning
Er dine problemer med selvkontrol forbundet med manglende evne til at planlægge og løse problemer?
Barkley’s “ADHD Symptom Tracking Scale” kan downloades som PDF her, og kan anvendes i dit arbejde med at få din medicinske terapi optimeret bedst muligt.
Taking Charge of Adult ADHD: Proven Strategies to Succeed at Work, at Home, and in Relationships, (2021), Russell A. Barkley, Christine M. Benton, 294 sider, Guilford Press, ISBN 9781462546855, https://www.guilford.com/books/Taking-Charge-of-Adult-ADHD/Russell-Barkley/9781462546855
Barkley, R. A. (1997). Behavioral inhibition, sustained attention, and executive functions: constructing a unifying theory of ADHD. Psychological Bulletin, 121(1), 65–94. https://doi.org/10.1037/0033-2909.121.1.65
This website uses cookies.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!