Myter og fordomme omkring ADHD-medicin er mere udbredt end viden og fakta. Derfor har vi lavet denne forklaring, som burde fjerne denne (mis) forståelse.
Myter og fordomme omkring ADHD-medicin er mere udbredt end viden og fakta. Derfor har vi lavet denne forklaring, som burde fjerne denne (mis) forståelse.
DISCLAIMER: ADDspeaker har ingen tilknytning til nogen form for ideologiske, økonomiske, religiøse eller politiske interesser og er 100% baseret på videnskabelig evidens og not-for-profit. Vi er patienter med bred og dyb indsigt, men ikke uddannet indenfor medicin.
Denne artikel gennemgår de 5 forskellige midler imod symptomer på ADHD der er godkendt i EU (og dermed lov i Danmark), og vi forklarer både hvad de hver især er, gør og kan, samt hvordan de opleves og føles, af vi der tager denne medicin – hver dag.
ADHD-medicin er delt op i 2 forskellige typer; CNS stimulerende og ikke-CNS stimulerende, samt i 5 typer, opdelt efter det virksomme stof i midlet.
De 5 typer er:
Alle 5 midler behandler symptomer på ADHD, og som tommelfinger-regel kan man sige at de dækker de samme 70% af symptomerne, blot fra hver deres vinkel og ved at påvirke vores neurobiologi (neuroanatomisk, neurokemisk) samt vores psykologi (neuropsykologisk), og dermed have forskelle i hvilke specifikke symptomer, de hver især håndtere bedst.
Ved at kombinere disse, kan man således opnå en højere dækningsgrad af symptomer, og den videnskabelige evidens er i konsensus om at medicinsk kombinationsbehandling (kaldes polyterapi) er det der giver den største målbare effekt. Praksis i Danmark er at man ikke må få mere end et middel ad gangen (kaldet monoterapi), på trods af den videnskabelige evidens og konsensus om det modsatte. Denne praksis begrundes i sikkerhed for patienten, her hos ADDspeaker er vi dog af den opfattelse at det primært er af økonomiske og/eller ideologiske grunde, fremfor patientsikkerheden.
Vi er dog en stigende gruppe af voksne der har fået kæmpet os frem til at få tilladelse til polyterapi idet vi har afprøvet alle 5 typer og har kunne påvise, at intet enkeltstående middel kan dække vores behov for symptomdækning. Det er dog fortsat en tilladelse uden nogen form for garanti, idet Lægemiddelsstyrelsen kan ændre på dette, uden at vi har nogle rettigheder eller klagemuligheder.
Derfor tager vi, i denne guide, udgangspunkt i det som er den officielle politik og retningslinje i den første del af denne artikel, og vil slutteligt komme med vores argumentation for at polyterapi er både naturligt og nødvendigt, sikkert og økonomisk fornuftigt, set ud fra et holistisk samfundsperspektiv.
Methylphenidat er førstevalg ved indikation for medicinsk behandling af ADHD:
Børn over 6 år og unge: Initialt 5 mg 1-2 gange dgl. Dosis øges med 5-10 mg ugentlig og fordeles på 3-4 doser dgl. (kapsler med modificeret udløsning og depottabl. 1-2 doser). Dosis bør ikke overstige 2,1 mg/kg legemsvægt/dag (eller i alt 90 mg dgl. for almindelige tabletter og den ækvivalente dosis for depottabletter og kapsler med modificeret udløsning). Nogle børn kan nøjes med at være dækket ind i skoletiden.
Voksne. Initialt 5 mg 2-3 gange daglig. Dosis øges alt efter effekt og eventuelle bivirkninger med 10-20 mg ugentlig.
Vedligeholdelsesdosis. Stor individuel variation. Den optimale dosis regnes ikke længere for at være afhængig af hverken alder, vægt eller sværhedsgrad af ADHD-symptomerne. Det drejer sig om den enkelte patients følsomhed over for methylphenidat (gælder også for dexamfetamin-præparater), og det er derfor nødvendigt at titrere patienterne individuelt, startende med små doser og langsomt stigende. Vedligeholdelsesdosis hos de fleste patienter vil erfaringsmæssigt være 30-150 mg daglig. I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at give højere doser (RADS anbefaler højst 90 mg dgl. til børn og høst 100 mg dgl. til voksne).
I fald der er tale om meget høje doser, bør det overvejes, om stoffet er effektivt eller der foreligger misbrug eller videresalg.
Der vil ofte være behov for, at doseringen hos voksne sikrer dækning i hele vågenperioden, hvilket medfører, at hurtigvirkende (immediate release) tabletter må gives 4-6 (i sjældne tilfælde op til 8) gange i løbet af dagen med 2-4 timers interval.
Virkningen indtræder straks. Efter titrering til optimal dagsdosis anbefales generelt skift til langtidsvirkende præparat (depotpræparat) for at bedre compliance. Det er ofte nødvendigt at give depotpræparaterne fordelt på 2-3 doser dgl.
Du finder den godkendte liste over midler med Methylphenidat her
Dexamfetamin anvendes ved manglende effekt eller generende bivirkninger af methylphenidat.
Børn. Initialt 5 mg 1-2 gange dgl. med 4-5 timers interval. Kan øges med 5 mg ugentlig. Højeste daglige dosis normalt 20 mg – i særlige tilfælde op til 40 mg dgl.
Voksne. Initialt 5 mg 1-2 gange daglig med 4-5 timers interval. Kan øges med 5-10 mg ugentlig. Vedligeholdelsesdosis hos de fleste patienter vil erfaringsmæssigt være 15-80 mg daglig. – oftest fordelt på 3-4 doser. I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at give højere doser. Som ved methylphenidat er den optimale dosis ikke afhængig af hverken alder, vægt eller sværhedsgrad af ADHD-symptomer, men af den enkelte patients følsomhed over for dexamfetamin.
I fald der er tale om meget høje doser dexamfetamin, bør det overvejes om stoffet er effektivt eller der foreligger misbrug eller videresalg.
Du finder den godkendte liste over midler med Dexamfetamin her
Lisdexamfetamin er et prodrug, der langsomt omdannes til dexamfetamin i blodbanen ved kontakt med et enzym produceret i de røde blodlegemer.
Lisdexamfetamin behandling initieres med 20 mg dgl. som éngangsdosering. Hos voksne kan døgndosis fordeles på to doser med 7-8 timers interval, for at sikre effekt i alle vågentimer. Kan øges med 10-20 mg ugentlig til sædvanligvis 20-70 mg daglig. I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at give højere doser.
Dexamfetamin-indholdet i lisdexamfetamin (8,9 mg pr. 30 mg lisdexamfetamin) er, muligvis på grund af mindsket first-pass metabolisme og/eller langsom frigivelse i blodbanen, ud fra klinisk erfaring 2-3 gange så effektiv som almindelig dexamfetamin.
Optimal dosis er som beskrevet under dexamfetamin, afhængig af den enkelte patients følsomhed over for dexamfetamin.
Lisdexamfetamin har ikke misbrugspotentiale, formentlig på grund af den langsomme aktivering i blodbanen.
Du finder den godkendte liste over midler med Lisdexamfetamin her
Atomoxetin vælges ved manglende effekt af stimulantia, men anvendes tillige hvor der foreligger co-morbide tilstande som angst, forværring af tics og misbrugsrisiko, samt ved behov for døgndækning.
Begyndelsesdosis er 0,2-0,5 mg/kg/døgn. Efter en uge øges dosis til 1,2-1,8 mg/kg/døgn. Dosis kan dog øges over en længere periode for at reducere bivirkninger under optrapningen. Dosis bør ikke overstige 1,8 mg/kg/dag (eller i alt 120 mg dgl.) (2285). Unge og voksne, som vejer mere end 70 kg, får initialt 10-40 mg pr. døgn. Dosis øges i løbet af nogle uger til 60-120 mg, afhængigt af respons og eventuelle bivirkninger. Halveringstiden på atomoxetin er 3,5-5 timer. Behandlingseffekten indtræder gradvist og når maksimum efter 1-2 måneders behandlingstid. Dette indicerer en virkningsmekanisme som ved antidepressiv medicin og ikke som ved stimulantia. Af hensyn til eventuelle bivirkninger kan dosis dels i to. Behandlingen kan seponeres på en gang.
Du finder den godkendte liste over midler med Atomoxetin her
Guanfacin er et ikke centralt stimulerende, døgndækkende lægemiddel (α2A-receptoragonist), godkendt til behandling af ADHD hos børn og unge. Det findes i depottabletform. Sædvanligvis startes med 1 mg, og der titreres, afhængig af effekt og eventuelle bivirkninger, ugevis op til højst 7 mg dgl. Effekt indtræder indenfor nogle ugers behandling. Guanfacin anvendes, når der ikke er effekt af methylphenidat, (lis-)dex-amfetamin og atomoxetin eller uacceptable bivirkninger er forekommet ved et af disse midler. Der ydes kun tilskud til behandlingen hvis dette er tilfældet (se Tilskud).
Du finder den godkendte liste over midler med Guanfacin her
Effekt er det tekniske udtryk for om hvorvidt et medikament har nogen indvirkning på en neutral tilstand eller ej. Denne måles i positiv (alle værdier over 0.00) eller negativ (alle værdier under -0.00). Jo højere en positiv effekt har af et middels værdi, desto længere væk fra 0.00 vil det være, og omvendt.
Tommelfinger-reglen er altså: jo højere et (positivt) tal for Effect Size er, desto større effekt har denne behandlingsform.
Her er en oversigt af den seneste videnskabelige evidens for både ADHD-medicin og de andre former for behandlinger som tilbydes med sigte på at behandle ADHD symptomer.
I ovenstående tabel kan du finde en oversigt over de forskellige behandlingsformer (medicinske og ikke-medicinske) der er blevet forsket i op til i dag, og hvor verdens førende forsker med indsigt i ADHD-medicin specifikt, Dr. Stephen A. Faraone, Ph.D. har sammenlignet de forskellige typer af medicin, og sammenlignet dem, både op imod hinanden indbyrdes, men også op imod alternative behandlingsformer, f.eks. kost, fiskeolie, neurofeedback og pædagogik.
“Effect Size” er et videnskabeligt redskab som bruges til at sammenligne ulige ting, overfor hinanden, på en fair og faktuelt balanceret facon, således at man korrekt kan afgøre deres indbyrdes “styrkeforhold”, og dermed bedre træffe de rigtige valg, i forbindelse med behandling af ADHD, både for børn og voksne med ADHD. Du kan læse den videnskabelige evidens for dette her.
Hvis en Effect Size fremgår som f.eks. 0.72 (i det her tilfælde Methylphenidat), så betyder det at der er tale om en signifikant forbedring af den pågældende behandlingsform, set i forhold til udgangspunktet. Omvendt vil du kunne se at pædagogik (multimodal psychosocial) har en meget mindre Effect Size (0.09) og at denne er tættere på neutral (0.00), dermed kan det afgøres, at pædagogik som eneste behandlingsform til behandling af ADHD symptomer, er stort set uden nogen nævneværdig værdi, i sig selv.
Alle mennesker er biologisk unikke, det betyder dermed at vi allesammen reagere forskelligt på medicin, alt efter hvordan vi rent biologisk er sat sammen. Dette har samtidig en stor betydning for det bivirkning og langtidsbivirkninger som vi hverisær oplever.
Bivirkninger kategoriseres i “alvorlige” og “ikke-alvorlige” bivirkninger. Der er to alvorlige bivirkninger, den ene er død som følge af uopdaget hjertefejl og den anden er, at man udvikler en psykose.
Generelt: Inden opstart af behandling med ADHD-medicin, er det et ufravigeligt krav at man skal igennem en grundig fysisk undersøgelse, hvor man bliver tjekket for hjerte- og karsygdomme, samt mulige psykisk sygdomme, såsom Bipolar lidelse og Skizofreni.
Uopdaget Bipolar og Skizofreni er hovedårsagen til at nogle personer udvikler psykoser efter opstart af ADHD-medicin, men risikoen for dette er netop blevet videnskabeligt kortlagt og fastslået til at være 1 ud af 660, altså en meget lille risiko, og skyldes at psykiateren ikke har formået at diagnosticere patienten korrekt. De fleste tilfælde af disse medicin-inducerede psykoser er forbigående og fortager sig efterhånden som virkningen af medicinen forlader kroppen.
Sundhedsstyrelsen har registreret 1 dødsfald som kan henledes til forudgående indtagelse af ADHD-medicin, og dødsårsagen blev fastlagt til at være et hjertestop pga. en uopdaget hjertefejl hos patienten. Årsagen var ligeledes her, en menneskelig fejl hos den psykiater der undersøgte patienten.
I alt har Sundhedsstyrelsen modtaget ca. 900 anmeldelser om bivirkninger som patienter havde indberettet til deres læge, og af disse viser det sig at være i langt overvældende grad bivirkninger som i forvejen fremgår af indlægssedlen i forvejen.
Hvert år tager ca. 15.000 børn og 35.000 voksne deres ADHD-medicin dagligt, og de 900 indberetninger er i perioden fra år 2000 og indtil i dag, så igen er der altså tale om meget sikker, effektiv og velafprøvet medicin, som millioner af mennesker verden over bruger, og som har været brugt siden 1930’erne.
Der er bivirkninger ved alle de 5 typer af ADHD-medicin som anvendes til behandling herhjemme, dog er det fælles for dem alle, at langt de fleste er af den ikke-alvorlige slags, såsom nedsat appetit, indsovningsproblemer, mundtørhed og mindre mavetarmgener.
Skemaet her ovenfor, viser hvordan fordelingen mellem at patienten oplever en god/positiv effekt af dette indholdsstof, kontra i hvor høj grad patienten kan forvente at opleve ikke-alvorlige bivirkninger. Jeg mere GRØN en bar er, desto bedre effekt, og jo mere RØD en bar er, desto flere kendte bivirkninger kan man risikere at opleve.
Dette skyldes at ADHD er en biologisk betinget, psykisk lidelse, ikke en opmærksomheds- eller adfærdsforstyrrelse, og derfor kan man ikke rette en biologisk betinget adfærd, alene ved at træne korrekt adfærd, da barnet ikke selv er nogen bevidst kontrol over deres adfærd, den er primært betinget af biologiske årsager, genetisk forskning har påvist at ca. 80% af al ADHD-relateret adfærd skyldes genetik og er dermed medfødt, ikke pådraget efter undfangelsen.
Derfor har pædagogik ingen synderlig effekt på et barn med ADHD, da pædagogik kræver at man har kontrol over sin adfærd som udgangspunkt, for at kunne stoppe op, overveje hvordan ens adfærd skal være, for så først dernæst udvise denne (verbale og non-verbale) adfærd.
Hvis du sammenligner ovenstående forklaring med den medicin som kræves til behandling af Diabetes, insulin, så kan du måske bedre forstå hvorfor medicin også er en nødvendighed i behandlingen af ADHD, præcis som insulin er i behandlingen af Diabetes, for ingen ville formode at man kunne rette en biologisk fejl i kroppen, alene ved at forklare og træne adfærd, da det jo ingen ekstra insulin ville give, og dermed ikke behandle den underliggende lidelse. Tilfældet er præcis det samme for ADHD, selvom alt for mange ikke (kan/vil) forstå dette og fortsætter med deres fordumfulde og stigmatiserende hetz imod ADHD-medicin (som langt de fleste er uvidende om, rent faktisk stammer fra propaganda fra Scientology).
Langt de fleste beskriver at de oplever en anderledes indre fornemmelse af ro og overblik, der godt kan virke enormt skræmmende i begyndelse da vi jo skal huske på at VORES normative tilstand – er et liv i impulsivt kaos – som habituel tilstand.
Mange beskriver ligeledes at det pludseligt føles som om ens omverden står helt stille, at folk bevæge sig langt roligere og at man ikke er nær så opmærksom på alle de mange stimuli, som alle mennesker bliver bombarderet med konstant, men som personer uden ADHD har et medfødt filter der sorterer og prioritere i, før det kommer til deres bevidsthed, til at ignorere, og som personer med ADHD jo ikke er født med og derfor ikke nogensinde har oplevet at leve med – men det får de så nu – og det er meget underligt at opleve, set indefra, kan jeg personligt tilkende mig.
Da ADHD-medicin virker euforiserende for en person uden ADHD, så er det mig magtpåliggende at skære dette ud i pap …
Personer med ADHD er født med et naturligt og alt for lavt niveau af det stof som hedder dopamin og som er det der typisk er i de euforiserende stoffer som misbruges, men da VORES medfødte niveau ligger på, lad os sige 25%, af det niveau som er normalt, så kommer vi nok op omkring 80-90% af det normale niveau, efter indtagelsen af den dopamin-fremmende ADHD-medicin, men vi når aldrig op i nærheden af at overstige de 100% af det normative niveau, og det er det der kræves for at få en euforisk virkning.
Det er derfor personer uden ADHD kan misbruge VORES medicin og hvorfor vi der har ADHD ikke bliver euforiske af VORES medicin, og det gælder alle med ADHD, uanset alder, da dosis er tilpasset netop dette forhold og derfor bliver ingen ‘skæve’ eller ‘høje’ af at få ADHD-medicin til behandling af deres ADHD symptomer.
Videnskabelig evidens har desuden påvist en beskyttende effekt imod fremtidigt misbrug, såfremt et barn bliver medicinsk behandlet for deres ADHD i barndommen, kontra de som er vokset op med medicinsk ubehandlet ADHD i barndommen, så frygten for at dit barn ender som narkoman er altså langt større hvis du vælger medicinen fra i barndommen, end den er hvis du vælger den til.
Da et barn med medicinsk ubehandlet ADHD er blevet irettesat – 20.000 – flere gange, inden de er fyldt 12 år (sammenlignet med børn uden ADHD), så er det nok ikke svært at forstå hvilken indvirkning dette har haft på barnets identitetsdannelse, selvtillid, selvværd og ikke mindst selvopfattelse.
Derfor er det meget vigtigt at medicin aldrig står alene, da barnet nu pludseligt selv kan se hvor meget anderledes de har opført sig, end alle andre, og børn bryder sig ikke om at være anderledes end de andre, så det er vigtigt at man arbejder med pædagogiske værktøjer for at hjælpe barnet med at justere sig til deres nye virkelighed, således at deres nye identitet kan blive den bedst mulige.
Der findes en gruppe på Facebook som vi har oprettet under navnet, ADDspeaker LIVE, og der er du velkommen til at søge om medlemsskab, såfremt du har brug for yderligere viden og medmenneskelig omsorg.
/ADDspeaker
Calin-Jageman R. J. (2018). The New Statistics for Neuroscience Majors: Thinking in Effect Sizes. Journal of undergraduate neuroscience education : JUNE : a publication of FUN, Faculty for Undergraduate Neuroscience, 16(2), E21–E25.
Kooij, J., Bijlenga, D., Salerno, L., Jaeschke, R., Bitter, I., Balázs, J., … Asherson, P. (2019). Updated European Consensus Statement on diagnosis and treatment of adult ADHD. European psychiatry : the journal of the Association of European Psychiatrists, 56, 14–34. doi: https://doi.org/10.1016/j.eurpsy.2018.11.001
Franke, B., Michelini, G., Asherson, P., Banaschewski, T., Bilbow, A., Buitelaar, J. K., … Reif, A. (2018). Live fast, die young? A review on the developmental trajectories of ADHD across the lifespan. European neuropsychopharmacology : the journal of the European College of Neuropsychopharmacology, 28(10), 1059–1088. doi: https://doi.org/10.1016/j.euroneuro.2018.08.001
Attention deficit hyperactivity disorder: diagnosis and management , NICE guideline [NG87] Published date: March 2018
Cortese S. (2019). Psychosis during Attention Deficit-Hyperactivity Disorder Treatment with Stimulants. The New England journal of medicine, 380(12), 1178–1180. doi: https://doi.org/10.1056/NEJMe1900502
Cortese, S., & Coghill, D. (2018). Twenty years of research on attention-deficit/hyperactivity disorder (ADHD): looking back, looking forward. Evidence-based mental health, 21(4), 173–176. doi: https://doi.org/10.1136/ebmental-2018-300050
This website uses cookies.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!