ADDspeaker præsenterer her den første DANSKE oversættelse af den nye ADHD diagnose fra ICD-11, der bliver indført 1- januar 2022.
ADDspeaker præsenterer her den første DANSKE oversættelse af den nye ADHD diagnose fra ICD-11, der bliver indført 1- januar 2022.
Denne artikel indeholder en oversættelse af den nye diagnosebeskrivelse af ADHD fra afsnittet om “Mentale, adfærdsmæssige eller neuroudviklingsmæssige lidelser” fra ICD-11.
Da der er tale om en fuldstændig omskrivning af den tidligere ICD-10 (1993) diagnosebeskrivelse af Hyperkinetiske Forstyrrelser (F90.0, F90.1, F90.8, F90.9), så er det væsentligt, at både vi patienter og jer sundhedsfaglige eksperter opnår en gensidig forståelse af hvad ADHD i virkeligheden ER så vi fremover kan få en ligeværdig, faktuel dialog om den medfødte, genetiske/neurobiologiske, kroniske, og omsiggribende somatiske og fysiologiske, psykiske lidelse, som vi i dag VED, rent videnskabeligt, at ADHD i dag er påvist til at være.
FAKTABOKS
Formålet er at give et kvalificeret bud på hvordan en korrekt videnskabelig fortolkning og oversættelse af diagnosebeskrivelserne fra ICD-11, på dansk.
Da vi ved af erfaring, at de sundhedsfaglige professioner i Danmark har taget sig omfattende friheder i fortolkningen og forståelse af ICD-10 (1993), så er det mig magtpåliggende at sikre at dette ikke gentager sig, når ICD-11 bliver implementeret og ibrugtages 1. januar 2022, jævnfør EU’s ratifikation af WHO’s ICD-11, og dermed bliver gældende, juridisk bindende, og ufravigelig for alle medlemslandene, heriblandt Danmark.
Den tidligere praksis med at anvende både definitioner fra ICD-10, elementer fra det amerikanske DSM-IV/DSM-5, samt ikke-evidensbaserede individuelle fortolkninger af diagnosekriterierne og beskrivelser fra disse diagnosesystemer, har i dag ført til en ikke-evidensbaseret, faktuelt forældet, samt fag-specifikt fortolket forståelse, hvilket alene har ført til en fordomsfuld, agenda-drevet, og direkte kontraproduktiv praksis i sundhedssektoren, uddannelsessektoren, beskæftigelsessektoren, samt i medierne, hvilket har afstedkommet en stigmatiserende, fordømmende, og groft diskriminerende samfundsmæssig perception af mentale, adfærdsmæssige og neuroudviklingsmæssige lidelser.
Dette er ikke blot socialt uacceptabelt, det er ydermere i direkte lovmæssig forstand, ulovligt, da denne praksis krænker de basale og udvidede menneskerettigheder som FN har fastsat og Danmark har ratificeret, i særdeleshed overfor børn- og unge i forbindelse med indførelsen af begrebet “Inklusion” ved Folkeskolereformen i 2013.
Det er mit håb, at dette dokument kan anvendes som retningslinje for en værdig, respektfuld, inkluderende, og omsorgsfuld dialog mellem fagprofessionelle og patienter, således at vi sammen kan skabe det bedst mulige klima for at forbedre patienternes og deres familiers livskvalitet.
ADHD har førhen været beskrevet som en “opmærksomhedsforstyrrelse”. Jeg har i min oversættelse – bevidst – valgt at afvige fra at bruge dette forældede begreb, da ADHD på ingen måde handler om at personen har problemer med sin opmærksomhed, men derimod med at filtrere de indkomne stimuli (lyde, lugte, syn, smag, berøring … og tanker) og prioriterer disse, nede i kroppen, i “opgave-relevante” og “opgave-irrelevante”.
Der er således på ingen måde tale om, at en person med ADHD har problemer med at holde fokus og koncentration (opmærksomhed) fordi personen er “uopmærksom”, men derimod fordi personens fysiologiske funktioner (stimuli, fornemmelser, følelser, affekt (kæmp, flygt, frys)) og kognitive funktioner (perception, eksekutive funktioner, planlægning, hæmningskontrol m.m.) bliver overvældet grundet den manglende filtrerering af stimuli (interne (tanker, følelser, fornemmelser, emotioner) og eksterne (sanser), overvælder personens eksekutive funktioner, hvilket så fører til en dysfunktionel adfærd, som kommer til udtryk som letafledelighed, hyperaktivitet, og impulsivitet.
FAKTABOKS
De 7 sanser er:
I den nye diagnosebeskrivelse findes der 3 parametre som anvendes til at beskrive symptomatologien for den præsentation af ADHD som personen udviser, rent klinisk. Disse er: Letafledelighed, Hyperaktivitet, og Impulsivitet
Letafledelighed refererer til væsentlig nedsat funktionsevne til at vedholde opmærksomhed under løsning af opgaver der ikke umiddelbart medfører en høj grad af stimulation eller regelmæssig belønning, letafledelighed, samt problemer med organisering.
Hyperaktivitet refererer til overdreven motorisk aktivitet og vanskeligheder ved at forblive i fysisk ro, mest synlig i strukturerede situationer hvor adfærdsmæssig hæmningskontrol er påkrævet.
Impulsivitet refererer til tendensen for at reagerer umiddelbart på stimuli uden forudgående overvejelse af risici og konsekvenser.
Lad os se på den nye beskrivelse, i sin helhed:
[…] Attention deficit hyperactivity disorder (ADHD) karakteriseres ved et vedvarende mønster (mindst 6 måneder) af letafledelighed og/eller hyperaktivitet-impulsivitet der har en direkte negativ indflydelse for akademisk, arbejdsmæssig, eller social funktionsevne. Der forefindes bevis for betydelig forekomst af symptomer på letafledelighed og/eller hyperaktivitet-impulsivitet før 12-års alderen, oftest i tidlig til middel barndom, selvom visse individer først bliver klinisk observerbare senere i livet. Graden af letafledelighed, hyperaktivitet-impulsivitet ligger udenfor normalvariationen forventelig efter alder og intellektuel funktionsevne. Letafledelighed refererer til væsentlig nedsat funktionsevne til at vedholde opmærksomhed under løsning af opgaver der ikke umiddelbart medfører en høj grad af stimulation eller regelmæssig belønning, letafledelighed, samt problemer med organisering. Hyperaktivitet refererer til overdreven motorisk aktivitet og vanskeligheder ved at forblive i fysisk ro, mest synlig i strukturerede situationer hvor adfærdsmæssig hæmningskontrol er påkrævet. Impulsivitet refererer til tendensen for at reagerer umiddelbart på stimuli uden forudgående overvejelse af risici og konsekvenser. Den relative balance mellem, samt specifikke manifestationer af, letafledelighed, hyperaktivitet-impulsivitet adfærd karakteriseres ved variation mellem individer, og kan forandres under udviklingsperioden. For at kunne stille en diagnose, er det påkrævet at manifestation af letafledelighed og/eller hyperaktivitet-impulsivitet må være evident på tværs af adskillige situationer og kontekster (f.eks. i hjemmet, i skolen, på arbejde, med venner eller familiemedlemmer), men kan sandsynligvis variere alt efter struktur og krav i hver kontekst. Symptomerne må ikke bedre kunne forklares af anden mental, adfærdsmæssig, eller neuroudviklingsmæssig lidelse og er ikke forårsaget af rusmidler eller medicin. […]
Attention deficit hyperactivity disorder (ADHD) karakteriseres ved et vedvarende mønster (mindst 6 måneder) af letafledelighed og/eller hyperaktivitet-impulsivitet der har en direkte negativ indflydelse for akademisk, arbejdsmæssig, eller social funktionsevne.
ADDspeaker: Bemærk at man her har fjernet ALLE kriterier for symptomer, og har flyttet fokus til begrebet funktionsevne. Formålet med dette er, at flytte fokus fra at personen skal opfylde x antal symptomkriterier til at have fokus på hvilken effekt og betydning pågældende persons symptomer har, for personens livskvalitet og livsvilkår (socialt, uddannelsesmæssigt, arbejdsmæssigt, familiemæssigt).
Der forefindes bevis for betydelig forekomst af symptomer på letafledelighed og/eller hyperaktivitet-impulsivitet før 12-års alderen, oftest i tidlig til middel barndom, selvom visse individer først bliver klinisk observerbare senere i livet.
ADDspeaker: Bemærk at man her har fjernet ALLE kriterier for alder for manifestation af symptomerne. Man har derimod sagt, at der OFTEST ses symptomer før 12-års alderen MEN at der findes personer, hvor disse symptomer først manifesterer sig observerbare (synlige set ude fra) efterhånden som kravene til personen stiger med alderen.
Graden af letafledelighed, hyperaktivitet-impulsivitet ligger udenfor normalvariationen forventelig efter alder og intellektuel funktionsevne.
ADDspeaker: Bemærk at man her har fravalgt at anvende specifikke, målbare indikatorer (symptomkriterier), idet de var åbne for subjektive fortolkninger fra den der udredte personens side. I stedet for har man indført et nyt, objektivt og videnskabeligt målbart parameter, nemlig hvor personen placerer sig på den Bell-kurve over befolkningen bredt set, for hver af de 3 parametre, Letafledelighed, Hyperaktivitet, og Impulsivitet. Dette er en kæmpe forbedring, da de mange (oftest piger/kvinder, og voksne) som før blev vurderet til at være sub-kliniske (nogle symptomer, men ikke nok til en fuld diagnose) nu kan blive anerkendt, diagnosticeret og korrekt behandlet for deres præsentation af ADHD.
Letafledelighed refererer til væsentlig nedsat funktionsevne til at vedholde opmærksomhed under løsning af opgaver der ikke umiddelbart medfører en høj grad af stimulation eller regelmæssig belønning, letafledelighed, samt problemer med organisering.
ADDspeaker: Inattention betyder på engelsk, uopmærksomhed, og denne betegnelse anvendes fortsat i ICD-11. I min oversættelse har jeg – VALGT – at bruge betegnelsen – Letafledelighed – i stedet for. Årsagen til dette valg er, at “uopmærksomhed” implicit referere til, at det er personens “egen viljes frie valg”, hvorimod begrebet “letafledelighed” derimod korrekt afspejler den videnskabelige dysfunktion, nemlig det at personen “uden for egen viljes frie valg”. Forskellen er monumental set i forhold til samfundets indsigt, forståelse, anerkendelse, respekt … og omsorg … for personer med ADHD. Derfor har jeg valgt at bruge dette begreb.
Hyperaktivitet refererer til overdreven motorisk aktivitet og vanskeligheder ved at forblive i fysisk ro, mest synlig i strukturerede situationer hvor adfærdsmæssig hæmningskontrol er påkrævet.
ADDspeaker: Før 1997 der mente man at en persons hyperaktivitet skyldtes psykologiske faktorer, f.eks. intelligens, opdragelse, miljø, samt fysiologiske faktorer, f.eks. kost, ernæring, motion. I 1997 udkom Dr. Russell A. Barkley, PhD med sin bog – “ADHD – and the Nature of Self-control”, der fremlagde den videnskabelige evidens for det som i dag er selve det videnskabelige grundlag for diagnosen ADHD, nemlig publikationen “Unifying Theory of ADHD”.
Siden da, har vi vist, at den hyperaktivitet man kan observere hos personer med ADHD, den ikke skyldes “egen viljes fri valg”, men at den uønskede verbale og nonverbale adfærd havde sin årsag i, at personens hjerne, rent fysisk, udviklede sig med en forsinkelse på 30-40%, set ift deres jævnaldrende.
Som en konsekvens af dette, blev udviklingen af det system der skal administrere verbal og nonverbal adfærd, kaldet Hæmningskontrol, forsinket ift det system der skal udføre den verbale og nonverbale adfærd, kaldet Motorkontrol.
Man ved derfor i dag, at den hyperaktive adfærd ikke er selvvalgt, men en konsekvens af at Hæmningskontrol udvikles forsinket og dermed ikke har fået skabt de nødvendige synaptiske forbindelser til Motorkontrol, hvilket er kerneårsagen til den verbale og noverbale hyperaktive adfærd, og ikke personens “egen viljes frie valg”.
Impulsivitet refererer til tendensen for at reagerer umiddelbart på stimuli uden forudgående overvejelse af risici og konsekvenser.
ADDspeaker: Impulsivitet er, ligesom Hyperaktivitet, en direkte konsekvens af den 30-40% forsinkelse, som er i udviklingen af Hæmningskontrollens magt over Motorkontrollen.
Hvor hyperaktivitet oftest kan observeres som fysisk uro, og overdreven snaksaglighed, så kan Impulsivitet ses som værende den Indre Dialog der arbejder udenfor Hæmningskontrollens rækkevidde, hvilket medfører at enhver impuls skabt af et stimuli, der bliver ført til handling, uden omtanke eller refleksionn om fremtidige konsekvens. Dette er således ej heller “egen viljes frie valg”.
Den relative balance mellem, samt specifikke manifestationer af, letafledelighed, hyperaktivitet-impulsivitet adfærd karakteriseres ved variation mellem individer, og kan forandres under udviklingsperioden.
ADDspeaker: Som noget nyt, har man FJERNET alle bedømmelse af sværhedsgrader for både de enkelte kernesymptomer, man har ovenikøbet indkorporeret en moderne forståelse af, at hvert individ manifesterer symptomer med samme årsag, individuelt.
Samtidigt har man anerkendt at ADHD er en livslang lidelse, hvor de symptomer og den funktionsevne som personen havde som barn og ung, som voksen kan forandres over tid, baseret på hjernens fysiske færdiggørelse af de dele af hjernen der styrer Hæmningskontrol, samt i erkendelse af, at livserfaringer, psykosomatiske påvirkninger og somatiske komorbide lidelser og sygdomme (angst, depression, diabetes type II, søvnforstyrrelser, stofskiftesygdomme, alkohol- og stofmisbrug, traumer etc.) kan påvirke manifestationen af kernesymptomerne.
For at kunne stille en diagnose, er det påkrævet at manifestation af letafledelighed og/eller hyperaktivitet-impulsivitet må være evident på tværs af adskillige situationer og kontekster (f.eks. i hjemmet, i skolen, på arbejde, med venner eller familiemedlemmer), men kan sandsynligvis variere alt efter struktur og krav i hver kontekst.
ADDspeaker: I ICD-10 var det et krav, at personen skulle udvise samme symptomer, i flere domæner (livsområder såsom i hjemmet, i skolen, på arbejdet etc.). Dette er nu ændret til at personen skal udvise symptomerne på tværs af adskillige domæner.
Derudover anerkender man også, at en persons manifestation af samme symptom, i samme domæne, kan variere alt efter den specifikke kontekst i dette domæne. Et eksempel kunne være, at en persons symptomer på Letafledelighed i hjemmet adskiller sig væsentligt efter om det er juleaften eller blot almindelig hverdag.
Symptomerne må ikke bedre kunne forklares af anden mental, adfærdsmæssig, eller neuroudviklingsmæssig lidelse og er ikke forårsaget af rusmidler eller medicin.
ADDspeaker: Som noget nyt, så er det nu PÅKRÆVET at den der udreder kan redegøre for at de udviste symptomer på Letafledelighed, Hyperaktivitet, og Impulsivitet – IKKE KAN SKYLDES – anden mental, adfærdsmæssig, eller neuroudviklingsmæssig lidelse, og at det – IKKE KAN SKYLDES – påvirkninger grundet rusmidler eller medicin.
Dette er super, super vigtigt, da man i dag i overvejende grad overser den underliggende symptomatologi for Autisme spektrum forstyrrelse, fordi symptomerne på ADHD overskygger disse. Vi ved, rent videnskabeligt, at mellem 55 – 70% af alle personer der opfylder diagnosen Autisme spektrum forstyrrelse, enten er sub-kliniske eller fuldt diagnosticerbare som havende ADHD også. Især piger og kvinder har førhen haft store vanskeligheder med at få anerkendt deres symptomer som værende fysiologisk betingede (ADHD, Autisme spektrum forstyrrelse) og bliver i dag enten fejldiagnosticeret med Personlighedsforstyrrelse eller en psykosocial tillægsdiagnose der skyldes opdragelse eller traumer i barndommen.
Denne nye diagnosebeskrivelse vil sikre at disse andre faktorer er afdækket og afvist, før man går til at give en diagnose på ADHD.
Alle definitionskrav for attention deficit hyperactivity disorder er opfyldt og symptomerne på letafledelighed er overvejende fremtrædende i den kliniske præsentation. Letafledelighed refererer til væsentlig nedsat funktionsevne til at vedholde opmærksomhed under løsning af opgaver der ikke umiddelbart medfører en høj grad af stimulation eller regelmæssig belønning, letafledelighed, samt problemer med organisering. Visse symptomer på hyperaktivitet-impulsivitet kan også være til stede, men disse er ikke af klinisk signifikans i relation til symptomerne på letafledelighed.
Alle definitionskrav for attention deficit hyperactivity disorder er opfyldt og symptomer på hyperaktivitet-impulsivitet er overvejende fremtrædende i den kliniske præsentation. Hyperaktivitet refererer til overdreven motorisk aktivitet og vanskeligheder ved at forblive i fysisk ro, mest synlig i strukturerede situationer hvor adfærdsmæssig hæmningskontrol er påkrævet. Impulsivitet refererer til tendensen for at reagerer umiddelbart på stimuli uden forudgående overvejelse af risici og konsekvenser. Visse symptomer på letafledelighed kan også være til stede, men disse er ikke af klinisk signifikans i relation til symptomerne på hyperaktivitet-impulsivitet.
Alle definitionskrav for attention deficit hyperactivity disorder er opfyldt. Både symptomerne på letafledelighed og hyperaktivitet-impulsivitet er klinisk signifikante, uden at nogle af disse er overvejende fremtrædende i den kliniske præsentation. Letafledelighed refererer til væsentlig nedsat funktionsevne til at vedholde opmærksomhed under løsning af opgaver der ikke umiddelbart medfører en høj grad af stimulation eller regelmæssig belønning, letafledelighed, samt problemer med organisering. Hyperaktivitet refererer til overdreven motorisk aktivitet og vanskeligheder ved at forblive i fysisk ro, mest synlig i strukturerede situationer hvor adfærdsmæssig hæmningskontrol er påkrævet. Impulsivitet refererer til tendensen for at reagerer umiddelbart på stimuli uden forudgående overvejelse af risici og konsekvenser.
Jeg har allerede helt tilbage til d. 18. juni 2018, hvor WHO offentligegjorde den kommende ICD-11, set frem til dens implementering, med stor forventningsglæde, da den måde hvorpå man i dag i Danmark både forstå, udreder og behandler ADHD på, ikke blot er dybt forældet, den er direkte skadelig for vi der er født med, og som kommer til at dø med, ADHD.
Måden hvorpå man i Danmark har valgt at mene at “vi alene vide” og se bort fra den videnskabelige evidens, fordi vi har så lang en tradition om at “adfærdsmæssige problemer” de skal løses med “psykosociale tiltag og pædagogik”, har medført at det i dag blot er 15-16.000 ud af de ca. 70.000 børn der lever med ADHD, der er blevet sat i den nødvendige, effektive, og sikre, medicinske behandling FØRST, inden man bruger de andre værktøjer.
Konsekvensen af dette er i dag, rent samfundsmæssigt, at 90% af alle med ADHD lever på offentlig forsørgelse, fordi blot 4 ud af 10 elever forlader Folkeskolen med en afgangseksamen! Dette er i øvrigt de nyeste tal fra 2020, altså 7 år efter at Inklusion blev indført, før Inklusion var tallet på 6 ud af 10 …
Jeg håber at denne oversættelse og gennemgang kan bidrage til at vi får en ny, videnskabelig baseret, dialog om ADHD, hvor indsigt, forståelse, anerkendelse, respekt … og omsorg … kan erstatte den samfunds- og medieskabte stigmatiserende af personer med ADHD, og dermed også kan forandre samfundets syn på “sådan nogle som mig”, således at jeg og de 180.000 andre med ADHD herhjemme, ikke skal mødes med diskrimination og fordomme, i familierne, i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet, i fritidslivet, og ikke mindst … i medierne!
/ADDspeaker
This website uses cookies.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!