PDA er mere udbredt end de fleste ved, og i denne artikel beskriver hvordan vi sammen med direktør Camilla Skovgård fra MyMainboard fik designet en holistisk løsningsmodel, ved at kombinere et visuelt struktursystem med samtaleterapi til alle i familien. Uden at røbe for meget, kan jeg godt allerede nu afsløre, at Familieafdelingen, efter blot 8 uger inde i vores Proof of Concept, valgte at afslutte familien, da de havde afgjort, at denne familie nu var på rette spor og klar til en ny velfungerende hverdag.
PDA er mere udbredt end de fleste ved, og i denne artikel beskriver hvordan vi sammen med direktør Camilla Skovgård fra MyMainboard fik designet en holistisk løsningsmodel, ved at kombinere et visuelt struktursystem med samtaleterapi til alle i familien. Uden at røbe for meget, kan jeg godt allerede nu afsløre, at Familieafdelingen, efter blot 8 uger inde i vores Proof of Concept, valgte at afslutte familien, da de havde afgjort, at denne familie nu var på rette spor og klar til en ny velfungerende hverdag.
Hver dag taler jeg med kvinder, mødre, der har brug for noget sparring omkring det at være mor til et eller flere børn med diagnoser.
Langt de fleste af disse kvinder er ramt af lavt selvværd efter et liv med konstante nederlag, bebrejdelser og uindfriede forventninger, både deres egne, men især deres familiers.
Dette resulterer i et liv der leves med stor usikkerhed om hvordan man er en god mor, da folk omkring dem typisk har mange ‘gode råd’ til hvordan de burde opdrage deres børn. Disse råd kommer fra både familie og venner, men også fra skolen, PPR og Familieafdelingen.
Når man står dér, midt i en dysfunktionel dagligdag og er udkørt, stresset og uden egne kompetencer til at få tingene til at fungerer, så er man et let offer for kritik, fra alle sider.
Da disse kvinder jo selv typisk er vokset op med uopdaget og derfor medicinsk ubehandlet ADHD, så er deres eget liv jo typisk en veritabel hitparade af nederlag på nederlag, med det resultat, at deres selvværd og selvtillid er fuldkommen smadret.
Den typiske situation, jeg møder i mit frivillige arbejde som rådgiver for disse kvinder er, at deres egne symptomer kolliderer med deres børn symptomer, hvilket ender ud i en dagligdag der er stressende konfliktfyldt.
I denne artikel fortæller jeg historien om en 35-årig mor til to børn, en pige på 9 år og en dreng på 12 år, begge med – mistanke om – ADHD og Autisme.
Da jeg møder kvinden først gang, er emnet hvordan hun skal få styr på sin meget udadreagerende 9-årige pige.
Hun oplever at pigen er meget kravafvisende og emotionelt svingende, samt at hun ikke virker som om hun trives og det bekymrer naturligvis moderen.
Hun havde derfor taget kontakt til Familieafdelingen for at få noget hjælp, ligesom hun før havde gjort de seneste 7-8 år, og var nu i opstartsfasen af endnu et forløb.
Moderen er medlem af den gruppe på Facebook som jeg har skabt og derigennem kommer vi i kontakt med hinanden, og tager en samtale om hendes nuværende udfordringer.
Jeg synes jo at jeg havde styr på det hele, vi gjorde jo bare det samme stort set hver dag, men alligevel opstod der konflikter konstant …
35-årig mor
Kvinder som denne case er baseret på, er en 35-årig kvinde der er mor til to børn, en pige på 9 år og en dreng på 12 år.
Kvinden blev først sen-diagnosticeret med ADHD i 30-års alderen, og hun har alle de klassiske tegn og symptomer på et hårdt liv levet med uopdaget ADHD.
Selvfølgligt troede jeg på, at det hele var min skyld, det var jo det jeg havde fået fortalt – hele mit liv!
35-årig kvinde
Pigen er en klassisk lille Pippi-pige, fuld fart på konstant, tusind idéer og et smil der kan smelte ethvert gammelt sur førtidspensionist-hjerte, især mit eget.
Hun er meget intelligent, videbegærlig, og letafledelig. Hun er viljestærk, kreativ, og har meget lidt emotionel selvkontrol. Hun går fra at være glad det ene sekund til at være gal det næste, for så at svinge tilbage til neutral kort tid derefter.
Men indimellem så havner hun i en situation hvor hun bliver nærmest fanget i en emotionel egentilstand, hvor det hele bare løber afsted med hende og hun ikke har den fornødne emotionelle selvkontrol til at bringe sig ud af den nedadgående, negative adfærds-spiral.
Moderen giver udtryk for, at når pigen får en af disse ‘ture’ så står hun magtesløs og ser på, samtidigt med at hun selv reagerer emotionelt negativt på den ene side, og på den anden side er ved at få sit hjerte knust, ved at se pigen have det så skidt.
Min del af dette pilotprojekt går på at få identificeret den adfærd som skaber de problemer som kvinderne beskriver at de oplever. Min baggrund er indenfor NLP og jeg har praktiseret denne form for adfærdspsykologi siden jeg blev certificeret som Master Practitioner for mere end 15 år siden.
I 2012 blev jeg selv sen-diagnosticeret med ADHD og Atypisk Autisme, og i 2015 startede jeg så et netværk for andre voksne som var sen-diagnosticeret, samt denne blog som du læser på lige nu.
Mit mål var, at skabe et community hvor missionen alene var “at skabe en bedre mulighed for at fremtidige generationer af børn med ADHD, ikke skal blive tilbudt det lorteliv som min generation blev”.
Måden hvorpå jeg arbejder for dette mål er ved at formidle den videnskabelige og ofte svært tilgængelige evidens, forklaret på hverdags-sprog, således at den kan gøre nytte for det enkelte individ, i deres egen hverdag.
Allerede kort efter min opstart var jeg så heldig at komme i kontakt med Dr. Russell A. Barkley, PhD, og siden da har han været min uofficielle mentor og i dag anser jeg ham for at være en god ven. Barkley er verdens vel nok mest anerkendte forsker indenfor ADHD og er forfatteren til den Unified Theory of ADHD, som i dag danner det evidens-grundlag som selve ADHD diagnosen bygger på, både i WHO’s ICD og i det amerikanske DSM diagnosesystem.
Efter en 25 år lang og succesfuld karriere indenfor IT, blev jeg i 2012 selv ramt af en belastningsreaktion og måtte efterfølgende forlade arbejdsmarkedet for at restituere, men desværre endte det med 8 år på Ressourceforløb uden nogen bedring og i 2020 fik jeg så tilkendt Førtidspension.
I dag bruger jeg så min ressourcer, evner og kompetencer på at hjælpe andre med at få et bedre liv, levet med ADHD.
Efter at have talt med moderen og den 9-årige pige selv, så går jeg i tænkeboks og forsøger at regne ud, hvad årsagen mon kan være til at vi oplever denne adfærd.
Jeg ved fra mit arbejde med andre børn, især piger, at den udviste adfærd oftest skyldes Pathological Demand Avoidance, PDA og jeg har tit arbejdet med personer med denne tilstand.
På Landsforeningen Autisme’s hjemmeside fandt jeg denne fremragende beskrivelse af PDA:
Piger med PDA er da også bedre til imitere ”normal” adfærd hos jævnaldrende, endog så andre, der ikke kender dem så godt, kan blive i tvivl om der faktisk foreligger autisme, når de alene havde mulighed for at vurdere det ud fra pigernes ydre sociale adfærd.
Personer med PDA udgør derfor en gruppe, der hvad de autistiske symptomer angår, let kan betragtes som havende autisme i let grad, men trods det give anledning til svære problemer. De er ekstremt følsomme for andres hensigter med at stille krav, ofte på baggrund af at de tidligere har oplevet belastende nederlag i forbindelse med krav, især skolemæssigt. De er tvangsmæssigt optaget af om andre nu kommer med forventninger til dem som de ikke kan honorere, og det udløser ofte svær affekt. De kan reagere med både vrede, angst og depression.
Som led i den angst, som forestillingen om andres krav udløser, ser man ofte at de har opbygget en særlig måde at vægre sig på overfor krav. Børnene kan f.eks. gemme sig under et bord, skrige dramatisk eller skælde andre ud med sprogets værste gloser. Tit isolerer de sig konsekvent på deres værelse og falder først til ro når de over tid har koncentreret sig om aktiviteter helt på deres egne betingelser, oftest ved en computer.
Det er ret almindeligt at børn med PDA har problemer med at styre deres temperament, og at det spiller en rolle for at forstå hvorfor de isolerer sig så konsekvent og derved søger at undgå stimuli, som de ikke selv har kontrol over. Ofte er der hos disse impulsivt reagerende børn også ADHD ud over autisme. De er ofte bevidst over at de ikke kan kontrollere deres udtalte affektrektioner, og det piner dem. De prøver af alt i verden at forhindre situationer, der indebærer at de bliver angst eller vrede på en måde de ikke kan styrer, og som andre tager afstand fra, og vil derfor hellere helt unddrage sig ydre stimuli selv om de faktisk savner kontakten udadtil.
Forfatter: Ole Sylvester Jørgensen
Som jeg havde mistanke om, så passede piges observerede adfærd som fod i hose på ovenstående beskrivelse, og da jeg tidligere har haft stor succes med at hjælpe disse piger, så foreslog jeg moderen, at vi lavede et Proof of Concept sammen med udvikleren af det nye visuelle struktursystem, MyMainboard, danske Camilla Skovgård, og fik skræddersyet et projekt som havde til formål dels at beskrive årsagen til adfærd, samt en kombination af samtaleterapi og visuel strukturering i form af de særligt innovative piktogrammer som Camilla havde udviklet.
Camilla Skovgård er pædagog og har mange års erfaring med at arbejde med børn med diagnoser.
I sit arbejde har hun observeret hvordan selv ganske små og for os andre, ubetydelige ting, kunne skabe en lavine af negativ adfærd, hvis barnets perception af et piktogram gav dem en negativ association.
Jeg oplevede, at flere af børnene ofte reagerede negativt på de piktogrammer vi anvendte, fordi figuren på piktogrammet afspejlede en følelsesmæssig tilstand, som barnet jeg arbejdede med, ikke kunne identificere sig med, sig Camilla Skovgård, og tilføjede:
… havde et piktogram en figur der så glad ud og hvor opgaven der skulle løses var tandbørstning, så nægtede nogle børn at børste deres tænder, fordi de jo ikke blev glade af at børste deres tænder eller fordi tandbørsten på piktogrammet var blå, og deres egen jo var rød …
Camilla Skovgård, direktør MyMainboard
Derfor har jeg udviklet et visuelt struktursystem, der dels hjælper hele familien med at få et overblik over deres hverdag, samt indeholdte en gennemgående, køns- og følelses-neutral figure, Komma. Derudover udviklede jeg et Mood Kit, som er et visuelt system hvorpå barnet kan angive den følelsesmæssige tilstand de befinder sig i, lige nu.
Målet var, at give familien et værktøj som let kunne give dem en smutvej til en mindre stress-fyldt hverdag, og samtidigt at give barnet en måde at kommunikere dét der foregik indeni deres krop og sind, således at forældrene fik et indblik i deres barns emotionelle tilstand og efterfølgende kunne tage en snak med barnet om hvad årsagen til denne tilstand var.
Efter at have konstateret at årsagen til pigens adfærd – med overvejende sandsynlighed – var PDA, så foreslog jeg moderen og Camilla Skovgård, at vi lavede et såkaldt Proof of Concept, hvor vi brugte MyMainboard og min terapeutiske rådgivning i kombination, for derved at opnå en decideret årsags-behandling med varig effekt, samt at skabe præcedens for at andre familier med lignende problemstillnger, ligeledes kunne få glæde af vores resultater og erfaringer.
Camille donerede et sæt af MyMainboard til moderen og jeg bragte dem sammen således at de kunne få styr på det praktiske omkring dét at få det startet op.
Inden vi påbegyndte selve projektet, så adspugte jeg moderen og pigen om hvordan de ville score deres nuværende livskvalitet, på en skala fra 1 til 10, hvor 1 var værst og 10 var himmelsk.
Pigen mente at hendes liv generelt var godt men at hun nogle gange fik det skidt og så var det hele noget møg. Hun scorede sin livskvalitet til at være mellem 5 og 6.
Moderen udtalte, at hendes livskvalitet var langt nede fordi alle konflikterne og stressen ved at skulle holde sammen på en hverdag for 3 personer med hver deres unikke behov. Hun scorede sin livskvalitet til at være mellem 4 og 5.
Uge 1 gik med at få sat ’Brættet’ (MyMainboard) op og skabt den visuelle struktur, samt få forklaret pigen (og drengen) hvad det gik ud på, hvordan det fungerede og hvilke forventninger de voksne havde til det, samt få afdækket hvilke forventninger børnene havde, inklusive eventuelle ting som de ikke forstod eller frygtede.
Allerede efter blot én uge med MyMainboard, så meldte både moderen og pigen tilbage, at det havde været en klar forbedring og at de havde haft færre konflikter.
Især Mood Kit var noget pigen havde taget til sig. Hun brugte det flittigt og hentede moderen når hun havde ændret sin ‘status’ og så fik de en kort snak om hvad årsagen til dette var.
Moderen udviste stor gejst for at ‘få styr på det hele’ og brugte megen tid på at designe de forskellige ‘workflows’ såsom en skoledag, en weekend hos far osv.
Moderen meldte tilbage, at hun siden starten med MyMainboard, ikke havde haft én eneste konflikt med pigen omkring det at få redt sit hår, hvilket tidligere havde været en stabil kilde til konflikt.
Jeg spurgte ind til hvad moderen tænkte var årsagen til dette og hun svarede:
Før vi fik Brættet, så var det jo mig der sagde hun hun skulle have redt sit hår, men nu var det jo Komma der sagde det, og så blev hun ikke sur på mig længere …
35-årig mor
Moderen var til møde hos Familieafdelingen og forklarede her om det nye initiativ med stor begejstring, og Familiekonsulenten spurgte interesseret ind til hvad dette Proof of Concept gik ud på.
Hjemme havde moderen observeret en markant adfærdsændring generelt set, og lagde især vægt på ét eksempel som illustration på hvordan Brættet havde gjort en positiv forskel.
Moderen forklarede: Vi skulle ud af døren en morgen, og så kom min søn til at træde på en af vores kaniners pote så han kunne mærke at den sprang hurtigt væk. Efterfølgende blev han meget ked af det og gik hen til Brættet og rettede sin tilstand til RØD. Da pigen så dette, spurgte hun ham om han var blevet rød fordi havde havde trådt på kaninen, og da han nikkede konstaterende, så gik hun også hen og satte sin tilstand ned på gul (ked af det), hvorefter hun gik hen til ham og gav ham et kram.
Jeg stod bare hen som forstenet et øjeblik, mens jeg lige lod det jeg netop havde oplevet bundfælde sig, hvorefter mit hjerte var ved af briste af stolthed over den adfærd som mine dejlige unger netop havde udvist.
Generelt oplevede moderen at hverdagen var blevet mere rolig, færre konflikter og langt mindre stress hos sig selv, og også hos børnene, synes hun.
Efter at have støttet familien i den første måned for at sikre en god opstart, trak jeg mig lidt mere tilbage for at observerer hvordan det hele fungerede, uden min supervision.
En af de ting som jeg lærte nu, her efter en lille måneds tid, det var at når børnene havde været på weekend hos deres far, hvor de jo ikke havde Brættet, så kom de hjem med en ændret adfærd, ikke nødvendigvis negativ, bare anderledes end jeg var blevet vant til, siger moderen, og forsætter: Det kunne godt tage hele mandagen og lidt af tirsdagen, før vi igen var tilbage på sporet, men så gik alt også som det skulle igen, siger moderen.
I denne uge havde jeg en telefon-samtale med min Familiekonsulent, og vi drøftede hvordan det gik med vores projekt, siger moderen, og fortsætter: Jeg fortalte hende om eksemplet med kaninen, og hun var meget berørt af at høre dette, idet hun jo også havde kendt os, fra før vi fik Brættet, og det gjorde mig glad, siger moderen.
Pigen havde desuden kommet med nogle ændringsforslag til hvordan man kunne gøre Brættet endnu bedre, f.eks. mente hun at der manglende nogle brikker med hendes kanin på, så hun kunne sætte legetid med den, op på Brættet. Camilla tegnede hurtigt en ny brik til hende og den blev sendt med posten til hende.
I denne uge modtog jeg et opkald fra Familieafdelingen, hvori Familiekonsulenten meddelte mig, at de nu afsluttede min sag hos dem med begrundelse i at det projekt vi havde lavet, havde deres fulde opbakning og at de ikke følte noget yderligere behov for supervision, samt at de havde fuld tillid til, at jeg med hjælp fra Camilla og Peter, sagtens ville kunne klare mig langt bedre fremover, siger moderen.
Moderen tilføjer: Vi har jo været igennem en del forløb hos Familieafdelingen, og det nuværende startede vi op med i begyndelsen af April, så jeg var godt nok positivt overrasket over, at de allerede her, først i juli, havde besluttet at vi var klar til af afslutte, det har jeg ikke oplevet før i mine tidligere forløb, altså at vi stoppede længe før tid!
Jeg fik tårer i øjnene, da jeg fik dét opkald, for jeg har været igennem mange forløb med dem allerede, og aldrig før har de ‘rost’ mig og afsluttet et forløb før tid …
35-årig mor
Søndag fik vi besøg af Peter derhjemme. Pigen havde glædet sig til at han skulle komme på besøg, fordi hun så gerne ville give ham et kram, nu hvor hun jo kun havde talt med ham på video. Han kom klokken 12 og vi snakkede lidt sammen alle 4, hvorefter vi begyndte at lave perleplader, altså det var Peter der ville det, bare til en orientering!, siger moderen og fortsætter:
Da børnene blev sendt ind og spille lidt Playstation, så lavede vi voksne en opsamling på hele forløbet, og talte om hvad der havde været godt og hvad vi kunne gøre anderledes og måske bedre fremover.
Efterfølgende havde Peter en længere snak med pigen alene, og han spurgte først pigen om hvordan hun nu ville score sin livskvalitet og hun svarede at hun nu mente at den lå mellem 7 og 8 og nogle gange endda helt oppe på 10. Selv svarede jeg, at min lå mellem 8 og 9, samt at jeg også havde dage hvor den var helt oppe på en 10’er, siger moderen.
Peter lærte mig en sætning, allerede første dag vi talte sammen, som jeg skulle gentage for min selv flere gange om dagen og den har jeg brugt som min ledetråd undervejs, og uden at jeg egentligt har tænkt over det, så har den gjort, at min indre dialog, som jo førhen var meget negativ, nu slet ikke var det længere, siger moderen, og forsætter: Tænk at dét at sige en skide sætning nogle gange, kan have så indvirkning på mig, dét fatter jeg ikke, men jeg kan jo godt se, at det virker!, siger moderen.
Dét er ikke min SKYLD, men det er fandme mit ANSVAR!
Sætningen som skulle gentages dagligt …
Når jeg arbejder med mødre til børn med problematikker såsom – formodet – PDA her, i dette tilfælde, så er det kritisk at moderen forstår at barnets adfærd ikke er hendes SKYLD. Barnets adfærd skyldes barnets medfødte gennemgribende (autisme) eller specifikke (ADHD) udviklingsforstyrrelse (oftest er der tale om en kombination af begge disse diagnoser, da 55% har begge dele).
En udviklingsforstyrrelse er en tilstand som opstår på baggrund af genetiske (ADHD: 70% af alle tilfælde) og/eller neurobiologiske årsager (ADHD:30% af alle tilfælde) (infektioner under graviditeten eller tungmetaller, alkohol- og stofmisbrug), og er kroniske, livslange og medfører en ikke-neurotypisk (‘normal’) udvikling af de essentielle fysiologiske systemer der holder styr på alt fra vores sanser, følelser, emotioner, og humør, som så igen dikterer den adfærd vi udviser.
Det er vigtigt at alle forstår, at disse lidelser IKKE skyldes hverken opdragelse, kost, Playstation eller sukker, men at den adfærd vi observerer er dikteret af barnets dysfunktion, da 95% af al adfærd vi ser ved disse lidelser, kan føres direkte tilbage til genetik og derfor er udenfor barnets viljestyrede kontrol.
Som min mentor, Dr. Barkley, PhD, siger det:
ADHD handler ikke om hvorvidt man kan tilegne sig ny viden eller huske denne viden, det handler alene om, hvorvidt man når at anvende denne viden, inden ens krop allerede har reageret på stimuli, og dette uden personens kognitive, bevidste, og viljestyrede kontrol!
Det betyder, at når pigen her udviser den kravafvisende adfærd og ofte går over i en decideret nedsmeltning når der stilles krav til hende, så er det altså ikke pigen eget valg, det er til gengæld hendes livsvilkår!
Som jeg forklarede hende:
Du ER ikke en lorteunge, men nogle gange så er det du GØR fandme noget lort!
Sætningen som pige skulle gentage for sig selv, højlydt, flere gange om dagen.
Da det vi ER (hårfarve, højde, drøjde, øjenfarve, race … og ADHD/Autisme) ikke er noget vi selv har valgt, og dermed ej heller kan stå til ansvar for eller ændre på, så er det af afgørende vigtighed, at alle der arbejder med disse børn og deres problematikker, at de lærer at kende forskel på, hvilken adfærd der skyldes KAN ikke og hvilken adfærd der skyldes VIL ikke.
Det vi GØR er den adfærd vi udviser som mennesker.
Den bygger på dels de vilkår som det vi ER har givet os, men også i høj grad på det vi KAN (evner, kompetencer) og det vi VIL (motivation, mission, passion), samt i høj grad på de værdier og overbevisninger, som vores livserfaring har givet os.
Så når jeg giver moderen denne sætning “Dét er ikke mit SKYLD, men det er fandme mit ANSVAR!“ og giver pigen sin egen sætning “Du ER ikke en lorteunge, men nogle gange er det du GØR, fandme noget lort!” så er målet det samme i begge tilfælde, nemlig at få dem til at indse, at der er forskel på den de ER og det de GØR.
Ved at adskille den adfærd som skyldes medfødte dysfunktioner såsom hyperaktiv/impulsiv og letafledelig adfærd (ADHD) eller rigid, repetitiv, og sanse-overstimuleret adfærd (Autisme), fra den adfærd som de har, der er bevidst og viljestyret (overbevisninger, erindringer, værdier), så bliver det muligt at skille snot for sig og skidt for sig.
Da kritik af den vi ER går direkte på vores selvværd, så er det vigtigt al al feedback skal gå udelukkende på det vi GØR, da dette påvirker vores selvtillid, men ikke vores selvværd.
Mange af vi der er vokset op med udiagnosticeret ADHD og/eller Autisme, vi lever i dag med et meget ringe selvbillede, hvor vores selvværd og selvtillid er præget af al den kritik af vores adfærd, som vi har stået model til, hele vores liv, og som vi ikke – med vilje – har ønsket at udvise.
Vidste du, at et barn med ubehandlet ADHD, har fået 20.000 flere irettesættelse, når de fylder 12 år, end deres jævnaldrende!?
ADDspeaker
PDA er i sin essens, blot en adfærdsmæssig respons på en fysiologisk dysfunktion, angst.
FRYGT er når man er bange for noget man godt ved hvad er… ANGST er når man er bange for noget man ikke ved hvad er…
ADDspeaker
Denne angst kommer til udtryk i kravafvisende adfærd, da barnets krop jo kan huske hvor ubehageligt det føltes, sidst de blev bedt om at gøre noget og fejlede.
Da kroppens ‘hukommelse’ (angsten) præger barnets kognitive funktioner (perception, vilje, ønsker, emotioner, humør), så skabes der et uendeligt og meget destruktivt loop mellem sind og krop.
Da alle stimuli vi modtager (lugte, lyde, syn, smage, berøringer m. fl.) og da TANKER også er stimuli, så er det at det vi mærker i kroppen påvirker vores tanker, og det vi tænker påvirker den følelse vi har i kroppen, så kommer der til at opstå en gordisk knude i barnet, hvilket så oftest fører til en nedsmeltning.
Denne nedsmeltning kommer til udtryk som kravafvisende adfærd, bl.a. som PDA (Autisme) eller ODD (ADHD), hvor PDA skyldes en fysiologisk dysfunktion (ikke-viljestyret negativ adfærd) og ODD skyldes en psykosocial dysfunktion (indlært negativ adfærd).
Jeg plejer at sige, at forskellen mellem PDA og ODD er, at et barn med PDA KAN ikke, hvorimod et barn med ODD VIL ikke, ændre den negative adfærd.
ODD skyldes samspillet mellem barnet og deres forældre, hvor krav og konsekvenser ikke er konstante, og dermed giver mulighed for diskussion, hvilket så igen lærer barnet, at den der bliver først og mest sur, de vinder.
PDA derimod, skyldes noget der foregår internt i barnet, nemlig en kombination af kognitiv og fysiologisk dysfunktion, og det er denne dysfunktion som skaber den negative adfærd.
Grunden til at dette projekt blev sådan en succes, og på så kort tid, kan tilskrives følgende faktorer:
Det kan måske virke som noget ‘jordbær-the-drikkende, rundkreds-siddende, navle-pillende, pædagog-pis‘, at blot fordi man giver folk nogle sætninger de skal sige højt for dem selv dagligt, og en plade med små piktogrammer på, som man hænger op på væggen, så løser man alle problemer, med et trylleslag, dét forstår jeg om nogen godt!
Der er dog både videnskab, metode og erfaringer bagved ‘galskaben’.
Når vi mennesker tænker, så ved vi rent faktisk ikke hvad fanden der foregår, i virkeligheden.
Vores forståelse af vores verden bygger på en intern, individuel og unik model, en forestilling af hvad vores verden er.
Det er derimod ikke nogen nøjagtig repræsentation af hvad virkeligheden så faktuelt ER, blot vores egen fortolkning af hvad vi TROR den er … dette kaldes for vores PERCEPTION.
Da den menneskelige hjerne ikke er i stand til at kende forskel på virkelighed og fantasi (det ved enhver der har haft et mareridt), så er vores perception af verden, alene bygget op over de stimuli hjernen modtager fra kroppen (se Stimuli-modellen fra tidligere), kombineret med de erindringer vi har som livserfaring, vurderet gennem vores filter for hvad der er sandt og falsk (overbevisninger), samt de ting som vi er blevet tudet ørerne fulde af, siden vi blev født, nemlig de værdier som vores kultur dikterer os.
Når man kombinerer stimuli, erindringer, overbevisninger og værdier, så skaber man den perception, som vores fantasi om virkeligheden, den bygger på.
Det betyder, at det vi tror på (overbevisninger) altså er dét der dikterer vores perception af hvad dét vi oplever, rent faktisk betyder.
Overbevisninger er sandheder der er så stærke, at de er OVER BEVIS, altså noget som er så sandt, at intet kan modbevise det.
Når jeg giver moderen sætningen “Dét er ikke min SKYLD, men det er fandme mit ANSVAR’, så er det en ny overbevisning jeg installerer i hendes perception.
Dette gør, at den ‘overskriver’ alle hendes tidligere, negative og begrænsende overbevisninger om hendes evner og kompetencer som mor, samtidigt med at den giver et plaster på hendes ‘selvværds-sår’ ved at anerkende at hun ikke er skyld i at hendes børn har – formodet – ADHD/Autisme/PDA/ODD osv., men giver hendes samtidigt ansvaret for at kunne håndtere de symptomer, som disse ting fører med sig.
Det er det samme jeg gør med sætningen til pigen, jeg fratager hende skyld og skam for sine tidligere fiaskoer, samtidigt med at jeg får hende til at forstå, at der er nogle ting af det hun gør, som hun selv godt kan ændre på, og det er så det som hele projektet her påviser, at hun i dén grad har kunnet.
Min egen sætning er: Min ADHD er ingen UNDSKYLDNING for min adfærd, men den er fandme da en god FORKLARING på den!
Jeg håber at også du vil kunne finde tro, inspiration og håb i at læse denne artikel, og at du og dine vil turde tage skridtet, prøve noget nyt, og opleve at dette måske også vil kunne give jeres familie bedre livskvalitet.
/ADDspeaker
This website uses cookies.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!