Er Low Arousal Folkeskolens redningsplanke til at kunne kontrollere umanerlige elever med ADHD under Inklusion? Vi kigger på konceptet.

Hvad er formålet med Inklusion?

Ifølge Undervisningsministeriet:

Målet med inklusion er at fastholde eleverne i børnefællesskabet, så børn med særlige behov ikke udskilles til særlige undervisningstilbud, men undervises i den almindelige klasse med den nødvendige støtte og hjælpemidler. Målsætningen om inklusion indebærer, at eleverne er en del af det faglige og sociale fællesskab, at der sker en faglig progression og at elevernes trivsel bevares.

Hvordan virker Inklusion så?

Asterisk nr. 99 – november 2021 Af Mathilde Weirsøe, Aarhus Universitet

Inklusionen er dumpet – så hvad nu?

I ti år har inklusion stået højt på skoledagsordenen, alt imens problemerne har hobet sig op. I dag må vi sande, at vi ikke er lykkedes med inklusionen i den danske folkeskole. Men hvorfor? Og hvordan kommer vi videre? Fremtidens inklusion skal give plads til fleksibilitet og det enkelte barns behov, lyder det fra tre forskere, der samtidig efterlyser en opgradering af lærernes kompetencer på feltet.

I artiklen skrives:

Ikke plads til inklusion: At inklusionen har spillet fallit, er lektor på DPU, Aarhus Universitet, og inklusionsforsker Lotte Hedegaard Sørensen enig i. Hun mener, at problemerne bunder i, at inklusionsdiskussionen ikke har været tænkt sammen med læringsdiskussionen, og at specialpædagogikkens rolle har været fraværende. På den ene side har vi den ideologiske diskurs, som blandt andet Salamanca-erklæringenstår for, og som smukt proklamerer, at alle børn – så vidt det er muligt – har ret til at lære sammen med andre børn. Den udspringer af et sociologisk perspektiv med blik for mennesket i fællesskabet. Men i 2010’erne og frem fik den konkurrence af læringsudbyttediskursen, som Lotte Hedegaard Sørensen benævner den. ”De to diskurser – inklusion og læring – blev ikke tænkt sammen. Det sociologiske perspektiv og de etiske grunde til at inkludere fremfor at segregere børn med særlige udfordringer og behov var – og er stadig – løsrevet fra det didaktiske perspektiv, der har fokus på, hvordan vi skaber en god undervisning, der er både inddragende og dialogisk,” siger Lotte Hedegaard Sørensen, der i forbindelse med sit arbejde med en forskningsoversigt har undersøgt, om der findes litteratur, hvor de to perspektiver, det sociologiske og det didaktiske, forenes. Og det gør der ikke, afslører hun. At børn skal lære noget i skolen samt dannes og udvikle sig, er der ikke nogen, der er uenige i. Men i starten af 2010’erne tog perspektivet en drejning i retning af et øget fokus på præstation og test. Med skolereformen i 2014 fortsatte vi ad det spor og skruede blandt andet op for antallet af dansk- og matematiktimer med ambitionen om, at eleverne skulle lære mere. Det fagdidaktiske fokus blev i det hele taget styrket i den politiske diskussion i de år. Men for inklusionen gav det yderligere problemer.

OKAY – så Inklusion fejlede, hvad så nu!?

Som jeg selv har skrevet flere artikler om, så er Inklusion fejlet monumentalt. Seneste har forskningen påvist at efter Inklusion er det blot 4 ud af 10 elever med ADHD der forlader Folkeskolen med et afgangsbevis! Før Inklusion var tallet 6 ud af 10.

Så nu skal der nye boller på suppen og svaret er så blevet til Low Arousal.

SÅDAN VIRKER LOW AROUSAL

Low arousal, også kaldet rogivende pædagogik, tager udgangspunkt i, at mennesker reagerer med udfordrende adfærd, når de mister kontrollen over sig selv og havner i en tilstand af kaos. Med andre ord fortæller eleven med sin adfærd, at han ikke kan håndtere situationen.

Der er tre grundlæggende principper i low arousal:

1. Ansvar: Læreren tager ansvaret for relationen og samarbejdet på sig frem for at lægge det over på eleven. Læreren finder løsninger og metoder, som støtter eleven i at undgå følelsen af kaos.
2. Kontrol: Læreren hjælper eleven til at bevare selvkontrollen, blandt andet ved at undgå at stille krav, som eleven ikke forstår eller ikke kan honorere.
3. Affektsmitte: Det gælder for alle mennesker, at vi smitter hinanden med følelser. Elever med kognitive funktionsnedsættelser overtager i langt højere grad end andre følelser fra dem, de er sammen med. Hvis læreren i en situation med kaos formår at udstråle ro, kan roen påvirke eleven til at føle mere ro. Omvendt kan en lærer, som selv mister kontrollen, få en situation til at eskalere.

Kilde: voldsomudtryksform.dk

A’hva for noget!?

Elever med kognitive funktionsnedsættelser overtager i langt højere grad end andre følelser fra dem, de er sammen med

Hvem fanden siger det!? Hvad er beviset for den konklusion!? INGEN!

At det er læreren der skal tage ansvar for relationen og samarbejdet er vel rimelig selvsagt, hvem skulle ellers have det!? Og kontrol handler ikke om at det er elevens ansvar at udvise den forventede aldersmæssigt selvkontrol for det kan et barn med ADHD ikke drages til ansvar for – det er sgu da dét der er selve kerneproblematikken ved ADHD – at deres Hæmningskontrol er forsinket med 30-40% set i forhold til den forventede aldersmæssige selvkontrol!

OKAY Professor Peter – hvad er så din løsning?

Simpel … enhver person med ADHD er født med en genetisk betinget, anatomisk defekt der medfører fysiologisk dysfunktion, der gør at personens Hæmningskontrol er forsinket med 30%!

Så hvis ungen med ADHD er 10 år gammel og er inkluderet i en skoleklasse med alle de andre 10-årige, hvilket funktionsniveau tror du så at Folkeskolen forventer af barnet med ADHD!?

Problemet er blot, at en ungen med ADHD på 10 år, blot har en udvikling af deres Hæmningskontrol det svarer til et barn uden ADHD – der er 7 år gammel – SYV ÅR!

Forestil dig at du, dag ind og dag ud, skal møde op på et arbejde hvor det er absolut nødvendigt at du har fuld funktionsevne i begge dine hænder fordi du er ansat som Tasteoperatør* og derfor bliver bedømt på din evne til at kunne indtaste data med samme hastighed og kvalitet, sammenlignet og vurderet i forhold til, alle de andre Tasteoperatører i din afdeling. Forestil dig så, at du kun er født med én arm …

*en Tasteoperatør var en stilling hvor vi sad 50 mennesker i samme lokale og indtastede folk Dataløn-sedler tilbage i 90’erne da jeg var ansat hos det dengang kaldte PBS A/S 🥸

ADHD: Problemet er diskurs

Alle eksperterne i artiklen jeg citere har fuldstændigt ret i at problemet er diskurs*, men diskursen går ikke på hvilke metoder eller pædagogiske værktøjer der virker eller ikke virker til ADHD – diskursen handler om hvorvidt man har fattet hvad kerneproblemet ved ADHD er, nemlig en psykisk lidelse der kræver en fysiologisk løsning – MEDICIN –

*Diskurs: sammenhæng af udsagn, idéer, definitioner el.lign. som udgør kernen i fx en samtale eller et ræsonnement

Uden mad og drikke – duer helten ikke!

Uanset om du har forstået hvorfor medicin til behandling af ADHD er en nødvendighed eller ej, har valgt ikke at ville acceptere fakta og lader følelser diktere din holdning til medicin fremfor fornuft, så er den debat forældet af den videnskabelige evidens og af de millioner af personer der som jeg har prøvet at leve 40 år med ikke-medicineret ADHD og nu 11 år med medicinsk behandlet ADHD.

Sålænge Folkeskolen insisterer på at Inklusion er den hellige gral, mens den samtidigt fastholder sin tyrkertro på, at pædagogiske værktøjer såsom Low Arousal etc., er den eneste gangbare løsning, så fortsætter vi med at blot 4 ud af 10 elever med ADHD forlader 9. klasse med et afgangsbevis!

Når 20.300 børn med ADHD i dag er medicineret og når vi ved at der efter Sundhedstyrelsens prævalenstal (5%) er 65.000 børn med ADHD i Danmark … eller sagt med andre ord …

LØSNINGEN

Få nu fikset PPR – både ideologisk og fagligt – så vi kan få udredt, diagnosticeret og medicineret de mere end 45.000 børn som i dag lider under ubehandlet ADHD og samtidigt bliver pålagt det fulde ansvar for alle problemer i Folkeskolen, fordi de er ‘særligt affektsmittet’ og ‘ikke har den forventede selvkontrol’.

Når fagidioter såsom Henrik Day Poulsen udtaler sig om at ‘hvis han skulle henvise alle de voksne der søger om en henvisning til udredning for ADHD, så kunne han ikke lave andet!’ og når formanden for Almen Praktiserende Læger, Bolette, giver ham ret … så vil jeg tillade mig at pege fingre af hele det ‘socialpædagogiske/medicin-antireligiøse/velmenende fagidiotiske danske diskurs-fællesskab’ og bede dem om at:

Læs i øvrigt disse andre artikler om emnet …

https://addspeaker.net/9-ud-10-foraeldre-mener-inklusion-har-fort-til-forringet-livskvalitet/

https://addspeaker.net/inklusion-har-reduceret-stotten-til-born-med-saerlige-behov-med-2-mia-kr/

https://addspeaker.net/adhd-inklusion-er-en-kaempefiasko/