GLEM ALT DU TROEDE DU VIDSTE OM AUTISME: En hjerne med autisme modtager præcis de samme sansemæssige stimuli (indefra og udefra) som personer uden autisme gør. Dér hvor problemet opstår er, at den funktion som kaldes for Præcisionsvægtning den har en defekt - den mangler nemlig den meget vigtige … PYT-knap!
GLEM ALT DU TROEDE DU VIDSTE OM AUTISME: En hjerne med autisme modtager præcis de samme sansemæssige stimuli (indefra og udefra) som personer uden autisme gør. Dér hvor problemet opstår er, at den funktion som kaldes for Præcisionsvægtning den har en defekt – den mangler nemlig den meget vigtige … PYT-knap!
Den nye videnskabelige forklaring på hvad årsagen til de klassiske symptomer på Autismespektrumforstyrrelse i realiteten er, vil nok både overraske, skabe intuitiv mistro, samt være åbenlyst selvfølgelige, hvis man altså kan gå til denne spritnye forklaring, med et åbent sind.
Den nye teori, hypotese eller forklaring, om man vil – kaldes for High, Inflexible Precision of Prediction Errors in Autism (HIPPEA) (van de Cruys et al. 2014) hvilket på dansk betyder noget i retning med: [Alt for] Høj [grad af] Ufleksibel Præcisionsvægtning af Forudsigelsesfejl.
Denne hypotese kalder man også for: The Autistic Overfitting Hypothesis
HIPPEA stammer faktisk helt tilbage fra 2014. men på trods at der har været omfattende efterfølgende forskning i den underliggende teori og der er fremlagt adskillige videnskabelige modeller helt frem til 2022 (se under Referencer), så er denne værdifulde nye viden, desværre ikke nået ‘udenfor videnskabens verden’ endnu, så det vil jeg nu forsøge at hjælpe forskerne med.
Gennem de sidste 10 år har man forsket i måden vores hjerne opfatter og fortolker de sensoriske signaler (lyde, lugte, smage, osv.) som vores krop kontinuerligt bliver bombarderet med. Siden Darwins tid, har man troet, at hjernen blot modtog et stimuli og derefter gav et respons til dette stimuli:
Senere hen fandt man ud af, at der faktisk skete lidt mere end blot sådan nogle automatiske responser som på grafikken her. I takt med at psykologien kunne forklare flere og flere ting omkring den adfærd som vi mennesker har, desto mere gik det op for dem, at der måtte være ‘et-eller-andet’ mere på spil.
Så kom Ivan Pavlov med sin teori om, at man kunne ‘lære hjernen’ nye tricks, hvis man kunne adskille stimuli og respons. Han beviste dette ved at lave en masse forsøg med rotter, duer og hunde, som han ‘indlærte’ forskellige ‘responser’ på nye, inddirekte stimuli.
Han lærte f.eks. hunde, at når de hørte en klokke, så fik de mad lige om lidt. Det gentog han så om og om igen, indtil hundene begyndte at savle bare de hørte klokken, hvilket skyldtes at hundens hjerne – forudså – at der nok snart kom mad når den hørte klokken, og derfor begyndte den at forberede hundens krop på at skulle spise – lige om lidt – ved at ‘tænde for savleriet’.
Derfor udvidede man idéen om hvordan vores hjerne virker på, til at se sådan her ud:
Senere hen opdagede man så, at hjernen rent faktisk også var i stand til at ‘stoppe op, gennemtænke tingene, og først derefter handle’. Dette kaldte man så for ‘Reappraisal’ (Genovervejning).
Det betyder kort, at man kan nå at stoppe sig selv i bare at handle impulsivt, f.eks. vente med at spise den ene skumfidus man havde lige foran sig, fordi man ville få én ekstra i belønning, hvis man kunne vente 10 min uden at æde den man havde lige foran sig.
Du kan se en sød, sjov video her, der fint forklarer hvordan det ser ud når børn skal ‘hæmme sig selv’:
I 2010 var der så en mand, Karl J. Friston, som pludseligt indså, at den menneskelige hjerne rent faktisk brugte samme matematiske model til at ‘optimere sin performance’, som det man kendte fra Control Theory (Kontrolteori).
Kontrolteori er de videnskabelige forklaringer på hvordan man bedst muligt kan ‘optimere sin fabrik, så den kunne lave flest mulige produkter, med mindst muligt forbrug af ressourcer (såsom energi)’.
Da den menneskelige organisme, vores krop, jo er en slags fabrik, og da natural selection (naturlig udvælgelse) som Darwin har formuleret det, alene har til opgave at ‘tilpasse og justere’ organismen til at kunne ‘møde miljømæssige krav og forandringer’, således at organismen kan opfylde sin vigtigste opgave: at overleve længe nok til at kunne reproducere og dermed videreføre sine gener til den næste generation.
De fleste kender nok dette som ‘Survival of the Fittest’ (Den stærkeste overlever), men det er ikke Darwins ord, men noget som en anden fra hans tid har sagt (Herbert Spencer) efter at have læst Darwins bog ‘On The Origin of Species’ (Arternes Oprindelse). Det som Darwin rent faktisk selv sagde er:
“Det er ikke den mest intellektuelle af arterne, der overlever; det er ikke den stærkeste art der overlever; det er derimod den art […] som er bedst til at tilpasse og justere [sin adfærd] til miljømæssige forandringer i det miljø hvori den befinder sig” og han fortsatte med “I kampen om at overleve, er det den [art] der er bedst til at tilpasse sig til de miljømæssige forandringer, på bekostning af sine rivaler, der overlever”. [Darwin, 1859]
Det som Friston så gjorde, der tilbage i 2010, det var at tage Darwins forklaring og blandede den sammen med noget matematisk hokus-pokus (som jeg ikke fatter personligt, men ved er korrekt)og det blev så til en ny teori, kaldet ‘The Free-Energy Principle’ (Fri-energi princippet).
For præcis som det at en fabrik som optimere sin ‘produktion’ for at kunne ‘overleve’ på ‘markedet’, således er vores hjerne også nød til at ‘optimere’ vores ressourceforbrug (energi) ved at ‘gøre tingene så enkelt og med mindst mulig energi’ (vaner), for dermed at sikre ‘organismens overlevelse’.
Kort sagt, hjernen er derfor nødt til at ‘forudse’ hvad der kommer til at ske – lige om lidt – og samtidigt have en idé om ‘hvad dét mon koster [af energi] hvis jeg reagere på de ting som jeg opdager [stimuli]’- kaldet OMKOSTNING eller ‘hvad jeg går glip af af gode ting, hvis jeg ikke reagerer’ – kaldet BELØNNING.
For at kunne lave denne beregning, så måtte hjernen jo finde på en måde at kunne gøre dette på, og det som Friston fandt ud af var, at det havde den allerede gjort for længe, længe siden!
Nåh, men for at gøre en (meget lang, kompliceret men mega interessant …) forklaring helt kort … så ved man i dag anno 2023, at hjernen allerede er i stand til at ‘forudse’ hvad der kommer til at ske – lige om lidt – ved at ‘gætte’ sig til hvad ‘dét’ højest sandsynligt er … ved at bruge sine tidligere erfaringer som ‘målestok’ eller ‘pegepind’.
Det man i dag ved er, at ‘dét vi oplever som værende virkeligheden – blot er en illusion’ fordi vi oppe i vores hjerne har en ‘Intern Model af verden’, både den udenfor vores krop (kaldet Exteroception) og den indre verden vi har i vores krop (kaldet Interoception), og da hjernen jo ingen direkte forbindelse har til verden udenfor, men alene må ‘gætte sig frem’ baseret på de stimuli som den modtager fra vores sanser, både de ydre, såsom lugt, syn, lyd etc. og de stimuli som den modtager fra vores indre, såsom blodtryk, tørst, sult, søvnbehov etc. – som den så sammenligner med hvad de samme (eller lignende) stimuli har betydet tidligere.
Forskellen mellem ‘dét som vores sanser fortæller os’ og ‘dét som vores Interne Model gætter på det burde være’ kan således sættes om i et regnstykke: ‘Det vi gætter på’ – (minus) ‘Det vi sanser’ = Overraskelsen.
Da Overraskelser jo både kan være gode eller dårlige, så bliver hjernen nød til at ‘beregne’ hvad der er mest sandsynligt (godt eller skidt), og dermed komme til en beslutning om, hvordan den bedst reagere på dette specifikke stimuli. Dette kaldes for Præcisionsvægtning.
Præcisionsvægtning går i alt sin enkelthed ud på at afveje hvorvidt ‘dét vi gætter på’ eller ‘dét vi sanser’ er dem bedste løsning at vælge (ud fra en betragtning af OMKOSTNING vs. BELØNNING).
Hvis den vælger at gå med ‘dét vi sanser’, så sker der ikke andet end at ‘dét vi sanser’ så bliver til ‘det vi oplever’. Dette kaldes på et Match.
Hvis nu hjernen så beslutter sig for at ‘det vi gætter på’ er bedre end ‘dét vi sanser’, så sender vores hjerne besked til vores Motorkontrol (den dims der styrer alt hvad vi foretager os, både som bevægelse, emotioner og tanker) bliver ‘frigivet’ og derved bliver til vores handling [respons].
Det ser sådan her ud på vores tegninger:
Det smarte ved dette er, at det er vores hjernes Interne Model der så bestemmer ‘hvad verden er og føles som’ og ikke omvendt som vi jo rent intuitivt har forstået det – siden Darwin.
Rent ‘teknisk’ ser det sådan her ud:
Nå, men lad os så komme tilbage til dét dér Hippie-noget …
Når en hjerne med autisme skal lave dén dér Præcisionsvægtning af sansemæssige stimuli (husk at de både kan være ‘udefra’ og ‘indefra’), så er det at vi opdager den ‘gennemgribende udviklingsforstyrrelse’ eller den defekt, som er den grundlæggende årsag til samtlige af de symptomer som vi kender så godt fra vores egen autisme:
Alle disse kan forklares med én og samme – grundlæggende – defekt:
En hjerne med autisme modtager præcis de samme sansemæssige stimuli (indefra og udefra) som personer uden autisme gør. Dér hvor problemet opstår er, at den funktion som kaldes for Præcisionsvægtning den har en defekt - den mangler nemlig den meget vigtige … PYT-knap!
Derfor er årsagen til at vi bliver ‘sansemæssigt overstimuleret’ og det skyldes at ‘at lege gemmeleg med Søren’ bliver ‘gemt’ som en unik ting, og når vi så skal ‘lege gemmeleg med Mette’, så vil en hjerne – uden autisme – straks genkende fællesnævneren GEMMELEG og dermed bare ‘hente reglerne om hvordan man leger gemmeleg, ned fra sin hylde med vaner’, for det er jo den samme GEMMELEG hvadenten man leger den med Søren eller Mette, ikke sandt?
Dette kaldes for Generalisering. Det smarte ved det er, at man så kun skal opbevare 1 stk. GEMMELEG i sin hukommelse, som man så kan genbruge om og om igen. ”Dét Leth” som man siger 😉
Sådan foregår det – IKKE – når man har autisme! For her er der stort set ingenting der er ‘præcis’ det samme – hver gang – for dét at lege gemmeleg med Søren er jo ikke – præcis det samme som – at lege gemmelege med Mette, vel?
Så den autistiske hjerne kan ikke ‘matche’ og ‘generalisere’ ting som være – næsten det samme – og kræver at alting SKAL være det samme, før den vil godtage det som GEMMELEG.
Det betyder så, at en hjerne med autisme er PROPPET med ting som er ‘ikke-vigtige’ og som burde have været registreret som – næsten det samme – og hvor et hurtig, let tryk på PYT-knappen ville have ordnet den sag …
Konsekvensen af denne defekt er således:
‘at når ingenting er det samme, så er alting nyt, og da nye ting ingen vaner har, så må man opfinde den dybe tallerken - hver gang!’
Set ud fra vores ‘Fri-energi princip’ så er det noget skrammel! For hvis alt for meget er ‘nyt’ så skal hjernen bruge al sin energi på at lave nye opdateringer til sin ‘Interne Model’ for hver ny person man leger gemmeleg med, og det gør altså at man ender med at ‘misbruge’ hjernes ressourcer på ting som personer uden autisme blot trykker PYT til.
Det faktum forklarer således hvorfor:
At personer med autisme [oftest] foretrækker forudsigelighed, faste rutiner, ritualer, udviser repetitiv stereotypisk adfærd, alenetid fremfor sociale sammenhænge, at undgå følelsemæssige komplekse situationer, ikke at se folk i øjnene fordi det fjerner fokus fra det sagte, helst undgår steder med mange stimuli, ofte foretrækker ikke at blive rørt ved eller krammet, og at lege ‘parallel-leg’ fremfor at lege sammen med de andre.
Årsagen er såre simpel:
Uforudsigelighed er udmattende, fordi ‘alting er noget nyt’ og ‘ingenting kan genbruges’.
Da hjernen forbruger 20% af al energi i den menneskelige organisme, og da defekt i hjernen som vores autisme medfører driver rovdrift på den smule energi vi har at gøre godt med, så ender vores organisme med at få Allostatisk Overlast (kronisk overforbrug af energi fører til kronisk forhøjet stresstilstand i kroppen, og dette kan med tiden fører til, at vores organisme – fysisk – begynder at bryde sammen – kaldet Allostatisk Overlast).
Ydermere ved man, at 80% med autisme også lider af en søvnforstyrrelse, hvilket gør at den periode hvor man skal ‘oplade sit batteri’ den ligeledes er defekt, og minus og minus giver desværre ikke plus i dette regnestykke.
Pointe:
Dét med at have Repetitiv Stereotypisk Adfærd er – IKKE – et symptom men derimod en Coping-strategi, og derfor skal man tilskynde at personer med autisme får rig lejlighed til at ‘være rigide, ritualistiske og regel-ryttere’ som meget som det er muligt [og sålænge det ikke skader hverken personen med autisme eller andre].
Hvis du er nogenlunde til engelsk, så kan jeg varmt anbefale denne artikel, der forklare alt dette men på ‘menneskesprog’. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC8493823/
Konklusion Det er samfundets behov, at personer med autisme skal ‘deltage’ men hvem har spurgt os om hvorvidt vi har det bedst med bare at være fri for ‘alt dét dér sociale spektakel’ … Er det ‘jeres’ behov eller ‘vores behov’ som man forsøger at påtvinge personer med autisme med ABA, Neurodiversitet og Inklusion?
/Peter ‘ADDspeaker’ Vang
Jeg bruger – med fuldt overlæg – definitionen – DEFEKT – til at beskrive den ‘tekniske årsag’ til de symptomer som vi oplever ved Autisme/ADHD, og det gør jeg af den simple grund, at der er empirisk evidens for, at vores – fysiske, biologiske hjerne – ikke er udviklet som forventet.
Med ‘forventet’ mener jeg – rent anatomisk/fysiologisk – og ikke ‘socialkonstruktivistisk’.
Forskellen mellem fakta og fiktion er, at fakta kan objektivt bevises, hvorimod fiktion afhænger af individets subjektive perception af ‘fiktionen’ alene.
‘Nogen’ mennesker forsøger så at ‘minimere’ årsagen til de adfærdsmæssige forskelle der er mellem en person med Autisme/ADHD og en person uden disse, ved at påstå at:
»Autisme er en medfødt anderledeshed i hjernens udvikling, der påvirker opfattelsen af omgivelserne, og måden man interagerer med andre på. Når man er født med en autistisk hjerne, vil man opleve verden anderledes end andre gennem hele livet. Det man ser, hører, mærker og føler kan opleves meget stærkt og være umuligt at abstrahere fra. Sansepåvirkninger kan føles mere eller mindre intense, som en forstærket opfattelse af farver, der kan gøre ondt at se på, eller lyde der nærmest skærer sig vej ind gennem ørene - men som andre ikke registrerer. Det kan være strukturen i en rugbrødsmad, der føles som at have en håndfuld små LEGO klodser i munden - og som gør, at maden føles ubehagelig at tygge og synke. Det kan være en særlig sensitivitet på ændring af temperaturer, sådan at et bad i varmt vand eller en solskinsdag, føles brændende eller sviende på kroppen. Der kan også være tale om anderledes smertegrænse, som at man ikke reagerer synligt for andre på at have brækket f.eks. et kraveben eller en arm. « - Autismeforening.dk
Som jeg har præciseret ovenfor, så indeholder neurodiversitets-begrebet en åbenlys selvmodsigelse, for hvordan kan man HAVE ‘en medfødt anderledeshed i hjernens udvikling‘ når man samtidigt ER ‘født med en autistisk hjerne […] opleve verden anderledes ‘? At HAVE er en funktionsevne, altså noget der er fysiologisk/kognitivt, hvorimod det man ER omhandler kropsdele- og kropsfunktioner, altså noget der er biologisk/anatomisk.
Det svarer til at sige: ‘Ja ja, jovist blev jeg da gravid, men da jeg fødte, så var det blot et lille barn jeg fik …‘ – Det giver sgu da ingen mening, vel!? Enten så har man født et barn eller også har man ikke født et barn – alt andet er noget ‘socialkonstruktivistisk sludder’!!
Et andet eksempel på hvordan Neurodiversitetsbevægelsen forsøger at ‘sugar-coate’ realiteterne kan læses af dette citat, under overskriften på titlen til artiklen:
Psykiatriske diagnoser kan være en styrke: En ny bog om autister og neurodiversitet – forestillingen om, at der ikke findes én normal hjerne, men en mængde snørklede variationer – går som varmt brød i USA. I stedet for at kritisere diagnosesamfundet, skal vi udnytte den mentale mangfoldighed, lyder budskabet. - »Meget af nervøsiteten omkring neurodiversitet skyldes manglen på ressourcer. Forældre er bange for, at autister med højt funktionsniveau vil stjæle ressourcer fra deres børn, som har et lavere funktionsniveau. Og indtil samfundet kan finde tilstrækkelige ressourcer til alle på autismespektrummet, er det en valid bekymring.« - -Steven Silberman, Information.dk
Endnu engang er vi ude i at ‘man gerne vil VÆRE et individ af arten Homo Sapiens, men hvor man dog forbeholder sig retten til – ikke – at opfylde de genetiske spilleregler for hvordan Naturen har bestemt, at en phenotype af genetypens DNA – som stammer fra utallige generationer af naturlig udvælgelse af succesfulde gener blandt vores forfædre – men derimod at forbeholde sig retten til at kalde sig ‘ikke-defekt’, men blot ‘anderledes’.
At Silberman så ovenikøbet spiller ‘misundelseskortet‘ som argument for, hvorfor ‘diagnosesamfundet’ er bange for at ‘autister med høj funktionsevne‘ vil ‘plyndre statskassen’ for ressourcer – er i min optik – fuldstændigt grinagtigt!
Efter at have arbejdet med ADDspeaker-fællesskabets knap 1.000 medlemmer og delt erfaringer med forældre til børn med Autisme/ADHD og andre voksne som jeg der selv har ‘hele bonuspakken‘, så er jeg er den overbevisning, at hele dette:
Neurodiversitets begreb mere end noget andet i virkeligheden er blevet så ‘populært‘, rent faktisk skyldes at det kan få de ‘selvbebrejdende forældre‘ til at ‘føle sig lidt mindre skamfulde‘ over at ‘deres barn blev født med en defekt‘ – overfor samfundets vurdering af ‘normalitet‘.
For er det ikke, alt andet lige, federe at sige til de andre forældre, at ‘mit barn er bare født med en hjerne der oplever verden anderledes end dit barn gør‘ end at sige ‘Jeps, lille Peter dér, ja ham der kravler på væggene, han er født med totalt fis i kasketten og det gør, at han ingen hæmningskontrol har, der er alderssvarende forventeligt‘.
Jeg har også været efter ADHD-foreningen fordi de konsekvent skriver “ADHD/ADD” allevegne, og adspurgt om hvorfor, så er der larmende tavshed!?
Hvad er grunden til at skrive “ADHD/ADD” når
1) ADD ikke findes længere … og aldrig har været en officiel diagnose i Danmark (fordi den stammer fra USA, hvor jeg fik min ADD diagnose tilbage i 2012, før den blev erstattet af ADHD i 2013 med DSM-5), og
2) ADHD/ADD, hvis vi ser på hvad definitionerne på dem er – er ens? ADHD er ADHD, og ADHD symptomer vil – altid – komme til udtryk individ-specifikt (phenotypisk),.
Så med hvilken begrundelse føler ADHD-foreningen at de skal skrive “ADHD/ADD”!?
Mit gæt går på, at det er mindre ‘ufint’ når ens barn ‘kun har ADD‘, og dermed ikke hører til gruppen af ‘de dér ADHD-unger der er så belastende …‘ I begge tilfælde er der tale om ‘DIAGNOSE-SNOBBERI’ og jeg brækker mig over den slags, fordi det er at ‘underkende barnets medfødte defekt og de handicap barnet dermed skal leve med resten af sit liv”!
Det er som at ‘fornægte‘ at man har født et barn med en defekt på synsfunktionen og så rende rundt og ‘blære sig med‘ at ens barn ikke er blindt – men at ‘mit barn blot oplever verden på en anderledes måde end dit!‘
Nåh — WOOHSAAAHH … Så fik jeg sagt hvad årsagen er til at jeg – konsekvent og bevidst – anvender begrebet og ordet defekt – så det må du lære at leve med eller lade være med at læse/høre på hvad jeg har at byde på.
Allen, M., Levy, A., Parr, T., & Friston, K. J. (2022). In the Body’s Eye: The computational anatomy of interoceptive inference. PLoS Computational Biology, 18(9). https://doi.org/10.1371/JOURNAL.PCBI.1010490
Barrett, L. F. (2017). The theory of constructed emotion: an active inference account of interoception and categorization. Social Cognitive and Affective Neuroscience, 12(1), 1–23. https://doi.org/10.1093/scan/nsw154
Barrett, L. F., & Quigley, K. S. (2021). Interoception: The Secret Ingredient. Cerebrum: The Dana Forum on Brain Science, 2021. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC8493823/
Barrett, L. F., & Simmons, W. K. (2015). Interoceptive predictions in the brain. Nature Reviews Neuroscience, 16(7), 419–429. https://doi.org/10.1038/nrn3950
Clark, A. (2013). Whatever next? Predictive brains, situated agents, and the future of cognitive science. Behavioral and Brain Sciences, 36(3), 181–204. https://doi.org/10.1017/S0140525X12000477
Fermin, A. S. R., Friston, K., & Yamawaki, S. (2022). An insula hierarchical network architecture for active interoceptive inference. Royal Society Open Science, 9(6), 220226. https://doi.org/10.1098/rsos.220226
Friston, K. (2010). The free-energy principle: a unified brain theory? Nature Reviews. Neuroscience, 11(2), 127–138. https://doi.org/10.1038/nrn2787
Garcés, M., & Finkel, L. (2019). Emotional Theory of Rationality. Frontiers in Integrative Neuroscience, 13. https://doi.org/10.3389/FNINT.2019.00011
Garfinkel, S. N., Tiley, C., O’Keeffe, S., Harrison, N. A., Seth, A. K., & Critchley, H. D. (2016). Discrepancies between dimensions of interoception in autism: Implications for emotion and anxiety. Biological Psychology, 114, 117–126. https://doi.org/10.1016/j.biopsycho.2015.12.003
Haker, H., Schneebeli, M., & Stephan, K. E. (2016). Can Bayesian theories of autism spectrum disorder help improve clinical practice? Frontiers in Psychiatry, 7(JUN). https://doi.org/10.3389/fpsyt.2016.00107
James, William. (1890). The Principles of Psychology. The Principles of Psychology, 1+2.
https://www.gutenberg.org/ebooks/57628
Lawson, R. P., Rees, G., & Friston, K. J. (2014). An aberrant precision account of autism. Frontiers in Human Neuroscience, 8(MAY). https://doi.org/10.3389/fnhum.2014.00302
Palmer, C. J., Seth, A. K., & Hohwy, J. (2015). The felt presence of other minds: Predictive processing, counterfactual predictions, and mentalising in autism. Consciousness and Cognition, 36, 376–389. https://doi.org/10.1016/J.CONCOG.2015.04.007
Pellicano, E., & Burr, D. (2012). When the world becomes ‘too real’: a Bayesian explanation of autistic perception. Trends in Cognitive Sciences, 16(10), 504–510. https://doi.org/10.1016/j.tics.2012.08.009
Peters, A., McEwen, B. S., & Friston, K. (2017). Uncertainty and stress: Why it causes diseases and how it is mastered by the brain. Progress in Neurobiology, 156, 164–188. https://doi.org/10.1016/j.pneurobio.2017.05.004
Quattrocki, E., & Friston, K. (2014). Autism, oxytocin and interoception. Neuroscience and Biobehavioral Reviews, 47, 410–430. https://doi.org/10.1016/j.neubiorev.2014.09.012
Russell, J. A. (2003). Core Affect and the Psychological Construction of Emotion. Psychological Review, 110(1), 145–172. https://doi.org/10.1037/0033-295X.110.1.145
van de Cruys, S., Evers, K., van der Hallen, R., van Eylen, L., Boets, B., de-Wit, L., & Wagemans, J. (2014). Precise minds in uncertain worlds: predictive coding in autism. Psychological Review, 121(4), 649–675. https://doi.org/10.1037/A0037665
van de Cruys, S., Vanmarcke, S., van de Put, I., & Wagemans, J. (2018). The Use of Prior Knowledge for Perceptual Inference Is Preserved in ASD. Clinical Psychological Science, 6(3), 382–393. https://doi.org/10.1177/2167702617740955
This website uses cookies.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!