Læs hvad Scientology, Dr. Russell A. Barkley, PhD, og Dr. William Dodson, PhD fortalte i den anerkendte amerikanske dokumentar om ADHD og medicinering af børn – tilbage i år 2000.
DOWNLOAD ARTIKLEN SOM PDF HER
Baughman er en aktiv modstander af ADHD-diagnosen og har været børneneurolog i privat praksis i 35 år. Han er også medicinsk ekspert for Citizens Commission on Human Rights (CCHR), en interesseorganisation, der blev grundlagt af Scientology Kirken i 1969. FRONTLINE interviewede Baughman den 4. maj 2000.
Den amerikanske psykiatriske sammenslutnings diagnostiske manual, DSM, indeholder 18 adfærdsmønstre, som læreren kan krydse af ved de adfærdsmønstre, hun observerer hos den potentielle patient eller elev. På samme måde gør forældrene eller plejeren det samme. I den nuværende DSM anses personen for at have ADHD, hvis man afkrydser seks eller flere af de ni adfærdskategorier. Der må ikke herske nogen fejl. Den nuværende psykiatri, der ledes af National Institute of Mental Health i samarbejde med American Psychiatric Association og American Academy of Child Adolescent Psychiatry, fremstiller ADHD … som en biologisk abnormitet i hjernen, en såkaldt neurobiologisk lidelse. Deres fremstilling over for hele offentligheden, alle lærere og alle psykologer er, at hvis man har afkrydset seks eller flere af disse ni adfærdsmønstre, har man diagnosticeret en organisk eller fysisk abnormitet i hjernen. Deres neurobiologiske propaganda har været så intens i så mange år, at landet tror på dette. Det er den karakteristik af ADHD, som stort set alle læger giver potentielle patienter eller forældre til patienter. Det er den karakteristik, som pædagoger giver til forældre til elever i skoler. … Hvis psykiatrien og NIMH sagde: “Vi diagnosticerer kun besværlig adfærd hos et normalt individ. Og vi vil afhjælpe dem med adfærdsændringer eller med samtaleterapi eller med familieterapi eller med pædagogiske teknikker”, ville det være helt rigtigt ud fra et videnskabeligt synspunkt og helt gyldigt. Men som dr. William Cary sagde på NIH’s konsensuskonference: “Du har fem ud af ni, og du er helt i orden. Hvis du får seks ud af ni, bliver din hjerne pludselig til grød; den bliver unormal. Det har jeg store problemer med.” Hvorfor kan vi ikke bare kalde dem normale? Vi har formentlig, konservativt set … 6 millioner børn i USA, der får medicin for ADHD, og i alt 9 millioner med neurobiologiske psykiatriske diagnoser af den ene eller anden art, der får en eller flere psykofarmaka. Her taler vi om lige så mange børn, som der er indbyggere i New York City, og for mig er det en katastrofe. Det er alle normale børn. Psykiatrien har aldrig valideret ADHD som en biologisk enhed, så deres svindel og vildledning består i at sige til forældrene til patienterne på kontoret og til offentligheden i USA, at denne og alle andre psykiatriske diagnoser faktisk er en hjernesygdom. At fastslå, om det rent faktisk er en biologisk hjernesygdom, synes at være et mindre vigtigt spørgsmål. Spørgsmålet er, om der ikke er visse tilstande med symptomer, som ikke kan hjælpes og behandles med psykofarmaka.
Det, de har gjort, er at foreslå, at der findes børn, som indtil de går ned ad skolebænken, forekommer alle at være helt normale. Men det, de har foreslået, er, at der er børn, der opfører sig dårligt i skolen og derhjemme, som i sagens natur er ude af stand til at opnå selvkontrol, fordi der er noget galt i deres hjerne. Dette ignorerer, om deres opdragelse er optimal eller ej, og om deres de facto opdragelse i skolen eller disciplinering i skolen i hænderne på en lærer er optimal eller ej. Der er ikke mange skoler, eller hjem for den sags skyld, hvor man kan sige, at opdragelse og skolegang er optimal. Jeg ved, at vores skoler i Californien er i en forfærdelig situation. Men i den virkelige verden vil forældreopdragelse aldrig være optimal. Skoleundervisning er sjældent optimal. Men vi har en gruppe mennesker, psykiatere og familielæger, der fortæller os, at der findes et lægemiddel, som kan hjælpe børn med en række bestemte symptomer.
Jeg tror, at manglen i virkeligheden ligger hos de voksne … At fastholde, at manglen ligger hos barnet og ikke kræve nogen form for korrektion af de voksne, som er ansvarlige for barnets udvikling, er et frygteligt fejltrin. … Ved at benægte, at der overhovedet er et problem hos de voksne, og bare acceptere, at det er en kemisk ubalance, og at man skal tage en pille for det, tror jeg, at man vil lade ubehandlede og uudførte … ting, der skal gøres, og som bør gøres, og som gøres i ordentlige hjem, og som gøres i kirkelige og private skoler over hele landet. …
Jeg tror, at der er folk i ADHD-forskningshierarkiet, som aktivt repræsenterer denne og andre neurobiologiske mentale sygdomskonstruktioner som sygdomme, når de ved, at de absolut ikke er det – når de ved, at der er nul videnskabelig dokumentation.
… De kender de illusioner om sygdom og biologi, som deres pseudovidenskabelige biologiske forskning væver … . De bedrager bevidst offentligheden.
I et indlæg i Washington Post påpegede Lawrence Diller, der er forfatter til Running on Ritalin, at offentligheden og fagfolk i USA i de sidste 10 år er kommet til at tro, at psykiatriske eller mentale sygdomme er biologiske sygdomme, og at de derfor logisk set kan behandles med piller. Det, han ikke sagde, var, at fagfolk og offentligheden i denne periode ikke blot er kommet til at tro – de er blevet foranlediget til at tro, at disse ting faktisk var biologiske – at de faktisk var hjerneanormaliteter eller hjernesygdomme – uden at der foreligger beviser. Denne fremstilling er meget tydelig i al CHADD’s litteratur, primært. CHADD’s primære opgave har været at formidle til offentligheden, at ADHD rent faktisk er en hjernesygdom. Og de bliver ved med at kalde det neurobiologisk, de bliver ved med at kalde det genetisk, de bliver ved med at sige, at myterne om ADHD omfatter ting som, at det er noget, man selv kan kontrollere, eller noget, som adfærdsterapi hjælper på, eller at det skyldes dårlig opdragelse. Hele deres informationspakke om ADHD er, at der er noget iboende galt i hjernen af barnet; at det er derfor, at barnet har ADHD; at det er derfor, at barnet ikke kan styre sig selv; at det er derfor, at barnet har brug for stofbehandling.
… Alle læger tager en anamnese, og det er det vigtigste i den diagnostiske proces. Men historiefortælling er stadig et subjektivt område. Man får et fingerpeg om, hvor man skal gå hen – med den fysiske undersøgelse, laboratoriediagnostik eller radiologisk diagnose – i sin søgen efter objektive beviser for en abnormitet. Så jeg kan i forbindelse med anamneseoptagelsen have en mistanke om, at de anfald, jeg får at vide, er anfald. Jeg kan på den anden side have mistanke om, at der er tale om … besvimelsesanfald på grund af hjertearytmi. Men før jeg ville påbegynde elektrokonvulsiv terapi, som normalt er livslang, når en patient er blevet diagnosticeret som epileptiker, ville jeg helt sikkert være nødt til at finde abnormiteter på et EEG.
Der er alle mulige objektive ting, som lægen ser med den typiske foroverbøjede, stille stilling, når patienten kommer ind på kontoret.
Ja, men … børns aktivitetsniveau varierer enormt fra det ene sted til det andet, fra det ene til det andet. …
Der er mange … travle familielæger, travle børnelæger, travle internister, som under tidspres stiller diagnoser og ordinerer, primært baseret på anamnese. Men når det drejer sig om at diagnosticere noget alvorligt – og hvis vi taler om noget unormalt i et barns hjerne eller noget unormalt i en voksens hjerne – har det konsekvenser for hele livet. En ADHD-diagnose, vil de fleste psykiatere fortælle dig, vil kræve livslang psykotropisk medicinering, normalt psykostimulerende stoffer, amfetamin, som Ritalin er en af dem. Det er en overordentlig alvorlig diagnose. … Man skal påvise den karakteristiske, bekræftende fysiske abnormitet, før man forpligter patienten til livslang behandling. Jeg kan have mistanke om diabetes på baggrund af anamnesen, men jeg er nødt til at bekræfte det. Jeg er nødt til at vide, om blodsukkeret er 420 eller 800. … Jeg kan aldrig påbegynde insulinbehandling eller nogen oral antidiabetisk behandling uden bekræftende beviser.
… Lægerne har halvt så mange nye patienter, som de havde i 1965. For at få det til at hænge sammen økonomisk må de opfinde ting at lave. Psykiatrien og medicinalindustrien er blevet finansielle økonomiske partnere. Og ærlig talt har en del af deres økonomiske kompensation været at udvikle en strategi, hvor de uden videnskabelig grund har hævdet, at alle psykiske sygdomme, alt hvad der er adfærdsmæssigt og følelsesmæssigt, er fysiske dysfunktioner eller abnormiteter i hjernen. At fremstille ting som depression, angst, adfærdsforstyrrelser, ADHD, oppositionel trodsforstyrrelse og indlæringsvanskeligheder som sygdomme uden videnskabeligt bevis er at vildlede offentligheden. Det går imod offentlighedens ret til informeret samtykke i hvert eneste tilfælde. … Som Diller påpegede, har de fået offentligheden til at tro, at der er tale om hjernesygdomme, kemiske ubalancer – hvilket gør det logisk for offentligheden at tro, at en pille vil være løsningen. …
Jeg er ikke den eneste, der siger det. I oktober 1995 siger DEA i DEA’s baggrundspapir om methylphenidat, som er Ritalin, at DEA er blevet kontaktet af FN’s Internationale Narkotikakontrolråd (INCB), som havde udtrykt bekymring over Ciba-Geigys, den daværende producent af Ritalin, finansielle forbindelser til CHADD. De bemærkede, at CHADD havde modtaget over 775.000 dollars fra Ciba-Geigy, jeg tror frem til 1994, og at tallet til sidst var over 1 million dollars. INCB anklagede CHADD for at være et middel til at markedsføre et kontrolleret stof direkte til offentligheden i strid med Controlled Substances Act fra 1971 og en international statut, som alle lande, alle underskrivere, har accepteret. Ciba-Geigy indrømmede på det tidspunkt, at CHADD var deres kanal til offentligheden. CHADD-personale og NIMH-personale var jævnligt internt i undervisningsministeriets kontor for specialundervisning for at udarbejde ADHD-materiale. Jeg mener, at CHADD gav et tilskud på 700.000 dollars til kontoret for specialundervisning for at lave en video om ADHD. Da John Merrow så i sin videoproduktion omkring 1995 … påpegede de økonomiske forbindelser mellem Ritalin-producenten Ciba-Geigy og CHADD, tror jeg, at undervisningsministeriet gav pengene tilbage til CHADD. Men CHADD er en interessegruppe. Vi ved, at CHADD går ind for diagnosticering og ordination af Ritalin. Psykiatrien som helhed støtter denne diagnose. Da diagnosekriterierne er fastsat i American Psychiatric Association’s Diagnostic Statistical Manual, ophørte psykiatrien med specifikt at identificere enheder, der optrådte i manualen, som enten organiske eller neurologiske eller ikke-organiske eller psykiatriske. Og jeg selv beskyldte dem faktisk i 1994 i en korrespondance til Clinical Psychiatric News for at gøre dette for at gøre det lettere for dem at få det psykiatriske til at fremstå som organisk, som en egentlig sygdom. I samme nummer af Clinical Psychiatric News påpegede Theodore Perelman, en psykiater, over for lederen af DSM-komiteen, Dr. Pincus, at man let kunne få den opfattelse, at de har fjernet sondringen mellem organisk og ikke-organisk, netop fordi de forsøgte at skjule noget eller udviske grænserne. Og dette var en spids beskyldning fra en af deres egne folk.
For at gøre det lettere for dem at fremstille disse ting over for offentligheden som hjerneanormaliteter, som hjernesygdomme. Så det er en strategi, der omfatter hele psykiatrien og psykofarmaka.
Jeg tror, at der er kontroverser om ADHD, til dels fordi vi bruger medicin til at behandle lidelsen, og folk synes, at det er bekymrende. Men der er også bekymring, fordi ADHD er en lidelse, der tilsyneladende er i strid med en meget dybt forankret antagelse, som lægfolk har om børns adfærd. Vi er alle opdraget i den næsten ubevidste tro, at børns dårlige opførsel i vid udstrækning skyldes den måde, de opdrages af deres forældre og den måde, de opdrages af deres lærere. Hvis man ender med at få et barn, der er ude af kontrol og forstyrrende og ikke adlyder, må det være et problem med opdragelsen af barnet. … Så kommer der denne forstyrrelse, som medfører enorme forstyrrelser i børns adfærd, men den har intet med indlæring at gøre, og den er ikke et resultat af dårlig opdragelse. Og derfor er den i strid med disse meget dybt forankrede forestillinger om dårlige børn og deres dårlige opførsel. Og så længe man har denne konflikt mellem videnskaben, der fortæller, at forstyrrelsen i høj grad er genetisk og biologisk, og offentligheden, der tror, at den skyldes sociale årsager, vil man fortsat have en enorm kontrovers i offentlighedens bevidsthed. Der er ingen uenighed blandt praktiserende videnskabsmænd, som har viet deres karriere til denne lidelse. Ingen videnskabelige møder nævner nogen kontroverser om lidelsen, om dens gyldighed som en lidelse, om nytten af at bruge stimulerende medicin som Ritalin til at behandle den. Der er simpelthen ingen kontroverser. Videnskaben taler for sig selv. Og videnskaben er overvældende, og svaret på disse spørgsmål er bekræftende: Det er en reel lidelse, den er gyldig, og den kan i mange tilfælde håndteres ved at bruge stimulerende medicin i kombination med andre behandlinger. Mange mennesker i offentligheden spørger: “Hvor var disse børn, da jeg voksede op? Jeg har aldrig hørt om dette før.” Men disse børn var der. De var klassens klovne. De var ungdomsforbrydere. De var de unge, der droppede ud af skolen. De var de børn, der forlod skolen som 14- eller 15-årige, fordi de ikke klarede sig godt. Men de var i stand til at arbejde på deres forældres gård, eller de var i stand til at gå ud og få et erhverv eller komme tidligt ind i militæret. Så de var derude. . . . Dengang havde vi ikke en professionel betegnelse for dem. Vi foretrak at tænke mere moralsk på dem. De var de dovne børn, de uduelige børn, de frafaldne elever, de kriminelle, de ugidelige ne’er-do-wells, der ikke gjorde noget ud af deres liv. Nu ved vi bedre. Nu ved vi, at det er et reelt handicap, at det er en gyldig tilstand, og at vi ikke skal dømme dem så kritisk ud fra en moralsk holdning. . . .
Det er enormt naivt, og det viser en stor analfabetisme om videnskab og om de psykiske sundhedsprofessioner. En lidelse behøver ikke at have en blodprøve for at være gyldig. Hvis det var tilfældet, ville alle psykiske lidelser være ugyldige – skizofreni, maniodepressivitet, Tourettes syndrom – alle disse ville blive kasseret. … Der findes ingen laboratorietest for nogen psykisk lidelse lige nu i vores videnskab. Det gør dem ikke ugyldige.
. . . I dette land er der en trosretning, der siger, at alle vanskeligheder i livet kan overvindes, hvis man har en god karakter, hvis man prøver hårdt nok og længe nok. Og derfor bryder de sig ikke om denne trosudfordring, at der er nogle børn, som fra livmoderen er genetisk disponeret til at være uopmærksomme, tvangspræget, lidt hensynsløse og måske aggressive, uanset hvor hårdt de prøver. Det er ineffektivt at gøre en større indsats. Disse mennesker forveksler en forklaring på dårlig opførsel og fiasko med en undskyldning. Når folk får diagnosen ADHD, forventes der faktisk mere af dem, ikke mindre. Nu hvor du har fået diagnosen, nu hvor du er på medicin, vil vores forventninger til dine præstationer i livet stige. Men der er mange mennesker, der siger: “Jeg vil ikke lade personen slippe. Jeg vil ikke have, at det skal være en undskyldning.” Men det er ikke en undskyldning. Det er en forklaring. . . . Jeg vil bede disse mennesker om at forberede sig på den dag om 15 eller 20 år, hvor deres barn kommer til dem og siger følgende: “Lad mig lige få det her på det rene. Du så, at jeg havde det svært. Du så, at jeg fejlede i skolen. Du så, at jeg ikke kunne falde i søvn om aftenen. Du så, at jeg havde problemer med mine interpersonelle relationer. Du vidste, at det var ADHD. Du vidste, at det havde en god sikker behandling. Og du lod mig ikke engang prøve? Forklar det for mig.” Disse mennesker må hellere begynde at arbejde på deres svar nu, for de skal bruge 15 eller 20 år på at finde et overbevisende svar til deres barn, der stiller dem det spørgsmål. “Du så mig kæmpe, og du gjorde ingenting?” Det er et godt spørgsmål. Og for mig er det et langt mere overbevisende spørgsmål end at sige: “Vi har ikke de perfekte svar, så lad os derfor ikke gøre noget.”
This website uses cookies.
