Selv når medicinen virker kan der ske uforvetede drejninger i forløbet. Dette er en beskrivelse af, hvordan det KAN føles ikke at kunne tåle Methylphenidat.
Selv når medicinen virker kan der ske uforvetede drejninger i forløbet. Dette er en beskrivelse af, hvordan det KAN føles ikke at kunne tåle Methylphenidat.
Jeg trapper langsomt op på methylphenidat og får lov til at stige med 10 mg om ugen. Det føles som, at livet i limbo er som en ørkenvandring og jeg får helt associationer til Moses, der måtte bruge 40 år på at bevise sin tro. Jeg tror på medicinen, jeg kan mærke, at den virker. Den virker bare ikke længe nok.
Jeg har 4 timer hver dag, hvor jeg fungerer og har det godt, resten af tiden føler jeg, mine tidligere ubevidste, syntomer voldsommere end nogensinde før.
Den hurtigtvirkende methylphenidat giver mig et los i hjernen, kickstarter mig og åbner op for en ny og fager verden, hvor jeg kan holde fokus og på samme tid slappe af i min krop. Dette vindue med klarhed og ro bliver en stressfaktor. Jeg begynder at planlægge mit liv ud fra, hvad jeg skal nå i de fire timer, hvad jeg skal nå at læse, organisere og tænke dybere over, for jeg ved, at denne klarhed er på lånt tid.
Nedturen jeg føler, når medicinen forlader min krop er næsten ikke til at bære. Det starter ud med, at mine kinder begynder at brænde, jeg sveder, den indre dirrende fornemmelse vender tilbage, indtrykkene føles voldsommere, kvalmen og muskelspændingerne overvælder mig. Den værste del af nedturen er, at jeg kan mærke tydeligt, hvordan min hjerne går ned i gear. Det det før virkede så åbenlyst og klart bliver tåget, uoverskueligt og jeg føler mig som en skygge af, hvad jeg har potentiale til at være.
Tiden går og jeg får langt om længe lov til at skifte over til depot. Virkningen er skuffende, jeg mangler mit los i hjernen, men efter en times tid kan jeg mærke en nogenlunde effekt, men slet ikke noget, der ligner den hurtigtvirkende. Heldigvis er jeg stadig ved at trappe op.
Julen står for dørene og jeg deltager i de sociale arrangementer, der forventes af mig, jeg køber julegaver og føler mig stresset. Jeg prøver at lægge medicinen sådan, at den virker når jeg har mest brug for den og har 6 timer med en nogenlunde virkning.
Jeg er så træt, føler mig helt tom indeni og har ikke lyst til at skulle være social. Det er ren og skær vilje, der gør, at jeg slæber mig afsted, men jeg nyder ikke det sociale samvær, som jeg plejer. Følelserne og trætheden tilskriver jeg den ændrede struktur og den stress julen har det med at tilføre mit liv, men det er værre end det plejer at være.
Som dagene går bliver jeg mere og mere tom indeni og kan ikke grine som jeg plejer. Trætheden overvælder mig, overblikket forsvinder i det sociale og det eneste jeg har lyst til er at aflyse julen og at alle mennesker skal lade mig være. Jeg er så tom indeni, men alligevel fyldt til bristepunktet, lysten til at leve er væk, men jeg ønsker heller ikke at dø. Jeg vil bare gerne være i fred.
I et klart øjeblik set jeg mønsteret, ser at jeg har en klar forbedring om aftenen i mit humør. Jeg er ikke depressiv – jeg kan ikke tåle methylphenidat!
Efter denne åbenbaring holder jeg en dags pause, hvor mit humør og mine følelser er som de plejer at være, når jeg stresser op til jul. Jeg kan ikke koncentrerer mig, men det føles betydeligt bedre at have mine ADHD-syntomer end at være i er vakuum af indre tomhed.
For at være helt sikker på, at det er medicinen, der skaber reaktionen tager jeg den igen. Med koncentrationen kommer tomheden og depressionen. Det er lettere for mig at være i følelserne nu, for jeg ved, at de bare er en bivirkning, en reaktion på methylphenidat.
Jeg ringet til psyk og får mig en god snak. Nervøsiteten for ikke at blive taget alvorligt er voldsom, men heldigvis bliver jeg både hørt og forstået. Min store forberedte forsvarstale er ikke nødvendig og lettelsen skyller ind over mig.
Nu kommer næste skridt, hvilken medicin skal jeg så skifte over på? Lægen foreslår strattera og alt indeni mig fryser, en måned er gået med optrapning af methylphenidat og tanken om at skulle bruge mindst lige så langt tid på at trappe op på strattera slår mig helt ud.
Jeg fortæller om, da min datter testede præparatet, om hendes zombielignende apatiske tilstand og gør det meget klart, at det er et præparat jeg ikke ønsker at skifte over til, at både tiden det tager at køre ind og min datters reaktion skræmmer mig fra vid og sans.
Min primære funktion i livet er at være mor for min datter og jeg er skræmt fra vid og sans over muligheden for, at jeg ikke kan varetage den rolle, hvis min reaktion tilnærmelsesvis kommer til at ligne hendes.
Igen bliver jeg lytter til, bliver taget seriøst og jeg er ved at falde bagover af forbavselsen glæde. I min kontant med andre voksne med ADHD har jeg set en tendens til, at strattera er skridtet efter methylphenidat, at det tager måneder at finde dosis og at virkningen ikke nødvendigvis er noget at råbe hurra for.
Konklusionen bliver at jeg skal starte på Elvanse og trappes hurtigt op til 70 mg. Jeg jubler og takker, takker så inderligt for at være blevet hørt, takker for, at jeg ikke skal igennem helvede en gang til, takker for den fantastiske behandling jeg får. Efter en del rørstrømsk lovprisninger og faglig diskussion afsluttet vi samtalen og jeg får flettet ind, at jeg på sigt gerne vil have en kombinationsbehandling med Intuniv. Jeg bliver talt lidt til ro og skal lige have testet Elvanse først før kombinationsnehandling overhovedet kan komme på tale.
Der bliver ansøgt om tilskud til Elvanse og recepten ryger på serveren. Endnu en gang skal jeg starte på mit nye liv, endnu et eventyr begynder…
This website uses cookies.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!