Selvom medicinen hjælper, så har jeg stadig ADHD

Hvornår bliver man så velfungerende, at man begynder at savne sit “gamle jeg”? og hvad er årsagen til det? Her er en god forklaring på dette …

ADHD og Medicin

Måden hvorpå jeg i dag lever med min ADHD er betydeligt anderledes end den måde jeg levede på, før diagnosen, for nu ved jeg at lige meget, hvor hårdt jeg kæmper, hvor voldsomt jeg end tager mig sammen og om jeg piller mig selv i navlen for at finde en forklaring, så kan jeg ikke ændre på en medfødt udviklingsforstyrrelse. Jeg er ikke doven, dum og forkert! Jeg har bare en hjerne, der er anderledes end flertallets og de ting jeg kan bidrage med til verden har lige så stor værdi, som det NT’erne kan.

Mine primære vanskeligheder er:

Organisering

Om jeg så fik en million kroner ville jeg ikke kunne overskue at rydde op, arbejde systematisk, holde orden og danner mig et overblik over almindelige hverdagsting på niveau med en NT.

Jeg er for nyligt gået i gang med at smide ud og lave systemer i mit hjem, så jeg bedre kan overskue min verden. Måden jeg sorterer og smider ud på, fik jeg lært af en anden med ADHD. Jeg laver en liste og krydser løbende af, afsætter et kvarter til at arbejde og 10 min pause med en belønning. Det virker for mig!

Hyperaktivitet, der er vendt indad:

Jeg har hele livet haft en følelse af at ryste indeni, ikke kunne holde ud at være i min krop og har søgt stimulering udefra for ikke at kunne mærke mig selv. Da jeg fik medicin oplevede jeg for første gang ro, det var en fantastisk følelse bare at kunne se en film uden at skulle strikke, ordne vasketøj og være på Facebook på samme tid.

Jagten på dopamin:

Jeg har en tendens til at blive afhængig af alt, hvad der giver mig dopamin. Der er en grund til, at jeg er tyk, for jeg har skovlet mad i hovedet for at få dopaminniveauet op. Jeg er intens i alt, hvad jeg gør, for uden intensitet er der ingen belønning. Om det er at indsamle viden, diskutere, dyrke interesser, have sex, så er det altid med 100 km i timen.

Perserveration

Emner, der fanger mig, er næsten umulige at slippe og jeg kan dykke helt ned på bunden af et emne i langt tid, hvis det interesserer mig. Ting det ikke har min interesse er næsten umulige at gøre, jeg keder mig og laver overspringshandlinger i stor stil. Så enten er jeg tændt eller slukket, har dog bedre kunne finde et mellemstadie på medicin.

Sanseintegrationsvanskeligheder:

Jeg kan ikke sortere i lyd, alt kommer ind med samme vigtighed og jeg bliver udmattet meget hurtigt. Jeg bruger høretelefoner til at skærme mig selv og vælger selv min støj.

Jeg kan ikke rumme blide berøringer, bliver så irriteret og frustreret af det, så kærester bliver pænt informeret om, at jeg ikke skal aes som en dværghamster, men klappes som en golden retriever.

Skarp og/eller blinkende lys giver mig hovedpine og stresser mig. Jeg bruger ofte solbriller, sørger for blid belysning hjemme og ved juletid holder jeg mig langt væk fra lyskæder, der blinker. Mine forældre vil gerne have deres hjem til at være et stort kaos af blinkende lys og de har accepteret at slukke får det, når jeg er på besøg.

Følelsesmæssige dysregulation:

Jeg har primært rene følelser og kan gå fra auforisk lykkelig til tudende snotklat på få sekunder. Jeg kan blive vred og er glad igen 5 minutter efter, hvilket er meget forvirrende for NT’erne omkring mig, for de skal bruge evigheder på af ændre egentilstand.

Kan ikke holde min kæft:

Dørmanden der burde stå og holde vagt ved min mund valgte ikke at tage på arbejde og er aldrig kommet, så næsten alt hvad jeg tænker ryger ud af min mund. Jeg er direkte, blåøjet og pisse naiv, for jeg er dybt forundret hver eneste gang jeg fornærmer nogen eller siger noget upassende.

Jeg har valgt at melde ud til folk, at de ikke skal tolke på de ting jeg siger, men tage det direkte og altid vælge den positive fortolkning, hvis de absolut skal tolke.

Jeg snakker meget og kan ikke formulere mig i korthed, så mine nære beder mig somme tider om, at holde mund lidt. Det er dejligt befriende, for så kan jeg bare ævle løs uden at være bange for at snakke folk til døde.

Relationer:

Jeg har altid følt mig forkert og dette har medført, at min sandhed omkring mig selv var, at når andre havde en dårlig adfærd, så var det min egen skyld. Jeg har fundet mig i mangt og meget uden at sige fra, men det gør jeg nu, er ikke der hvor jeg skal være endnu, men jeg er godt på vej.

Socialt :

Når jeg er til familiefester, skolearrangementer mm. bliver jeg så træt. Det ikke at kunne være ægte mig dræner mig totalt for energi. De store analyser af, hvad jeg bør gøre og sige og ikke mindst, hvad jeg IKKE bør, bliver til et stort kaos af tanker! Jeg kalder sådanne ting for at være tvangssocial, for jeg gider ikke. Synes jeg betaler for høj en pris for noget, som jeg egentlig ikke har lyst til.

Når nu jeg tænker over det, så burde jeg få en Oscar for at have spillet skuespil i 35 år. Jeg har snydt, bedraget og faket mig igennem livet med min kompensering. Jeg gider ikke fake mere, gider ikke skamme mig over den jeg er, for jeg har ret til at være ægte. Den jeg ER, er ikke som folk er flest, men jeg er faktisk ret fantastisk, hvis jeg selv skal sige det.

Rollen som mor:

Min datter har været så “heldig” at arve min ADHD, så vi holder løbende diagnosefest herhjemme. Vores syntomer har en tendens til at påvirke hinanden og vi kan tage os nogle voldsomme egernudflugter og banke hoveder.

Forventningen til os mødre er, at vi har overblikket, organiserer og har det sociale ansvar i familien. Der er fandeme op ad bakke med en ADHD-hjerne.

Før medicinen havde jeg svært ved at skabe den struktur og forudsigelighed min datter så desperat har brug for. Jeg kunne ikke fastholde mig selv i at få hende til at følge de strukturer jeg prøvede at skabe. Min datter har udviklet ODD i samspillet med mig og vi er gudskelov langsomt, men sikkert ved at få styr på tingene.

Kampen mod systemet, for at få min datter udredt og i rette skoletidbud, har efterladt mig udbrændt og træt. Jeg har kæmpet og kæmpet, men betaler også prisen for det.

Kormobide lidelser:

Grundet min ubehandlede ADHD har jeg udviklet depression, angst og “PTSD”. Når min medicin er helt på plads skal jeg udredes for autisme.

Mit råd til dig er:

Lad være med at lade dine medfødte vanskeligheder definere dig! Se på dine ressourcer frem for vanskeligheder, for det er dybt uretfærdigt, at sætte sit lys under en skæppe, fordi man har svært ved enkelte ting!