Er det ADHD, Selvopofrende narcissisme eller måske Borderline? Emotionel Dysfunktion er fortsat meget lidt forstået i DK. Her retter vi op på det!
Er det ADHD, Selvopofrende narcissisme eller måske Borderline? Emotionel Dysfunktion er fortsat meget lidt forstået i DK. Her retter vi op på det!
Det bliver en lang en, denne her, det kan jeg allerede mærke … men hvis du har lyst, så prøv at se om du kan nå hele vejen, og få forklaringen på spørgsmålet jeg stiller i artiklens titel. Så spænd hjelmen og på med JA-hatten 😉
Jeg begynder lige med nogle korte definitioner på det begreber som vi skal bruge til vores vidensmæssige-værktøjskasse …
Personer med selvopofrende narcissisme betragter sig selv som helgenagtige figurer, der har ædle hensigter over for andre og verden. Og alligevel fremhæver de primært sig selv. De bekræfter, især deres overlegenhed, ved at forstærke deres prosociale træk (f.eks. omsorgsfuldhed, hjælpsomhed), fremhæve deres relevans for andre (f.eks. beriger andres liv, efterlader en arv af velvilje) og understrege deres indflydelse på verden som helhed (f.eks. reducere ulighed, skabe retfærdighed og fred).
Selvopofrende narcissister tænker på verden i med en Selv-Andre-distinktion. De ser sig selv som ‘andre-orienterede’ og ‘retfærdige’.
For at illustrere forskellen mellem agentisk og selvopofrende narcissisme, så lad os bruge et eksempel til at se, hvordan disse to typer narcissister retfærdiggør deres følelse af berettigelse.
Forestil dig en mand, der altid forventer, at hans venners sammenkomster er planlagt efter hans tilgængelighed og præferencer – selv om han sjældent bliver længe og nogle gange slet ikke deltager.
Hvis han er en agentisk narcissist (dvs. typisk narcissist), vil han måske retfærdiggøre den nuværende situation ved at sige: “Jeg fortjener særbehandling, fordi jeg er usædvanligt klog. Jeg er ekspert i næsten ethvert samtaleemne.”
En selvopofrende narcissist kan dog ræsonnere på denne måde: “Jeg fortjener særbehandling, fordi jeg er ekstraordinært varmhjertet, troværdig og hjælpsom; alle føler sig trygge ved at fortælle mig om alle deres problemer.”
Personer med narcissistiske personlighedstræk har en tendens til at projicere en hovmodig persona. Det gør de, uanset om de er den mere “sårbare” (dvs. neurotiske) eller “grandiøse” (dvs. karakterforstyrrede) type af person med narcissisme.
Men uanset om det ophøjede selvbillede, de fremviser, er en ubevidst konstrueret facade, der kompenserer for følelser af utilstrækkelighed, eller er rodfæstet i en bevidst, men næsten vanvittig overvurdering af deres selvværd, kan livsomstændigheder nogle gange give dette selvbillede store ‘stenslag i personens selv-glansbillede’.
Og når en sådan narcissistisk fornærmelse (andre fagfolk foretrækker udtrykkene “skade“) opstår, er den “nedsmeltning“, der kan ske i kølvandet, aldrig køn.
Klassiske psykologiske paradigmer lærer, at de to primære måder, hvorpå narcissister håndterer fornærmelser mod deres selvbillede (dvs. virkeligheds- og situationsbaserede udfordringer til deres storhedsvanvid) er gennem: benægtelse og projektion
Eksplicitte selvopfattelser beskriver bevidste evalueringer af, hvad der gør en anderledes end andre. For eksempel tror du måske, at du ser bedre ud end den gennemsnitlige person (i din klasse).
Implicitte selvopfattelser henviser til vurderinger, der foretages ubevidst. Fordi de er ubevidste, er det mindre sandsynligt, at disse evalueringer påvirkes af bekymringer om selvpræsentation, og de er derfor mere ærlige afspejlinger af dine følelser. Selvom du for eksempel synes, at du ser bedre ud end gennemsnittet, kan en test af dine implicitte selvopfattelser vise, at du inderst inde er i tvivl om dit udseende.
På samme måde vil en selvopofrende narcissist, som på et bevidst plan mener, at hun er ekstraordinært hjælpsom, måske slet ikke føle det sådan på et ubevidst plan. Så hendes eksplicitte og implicitte syn på sig selv ville være meget forskellige. Hvis det er tilfældet, kan ‘fællesskabsfølelse’ for en selvopofrende narcissist blot repræsentere “en ‘god gerning'” leveret i form af en hyklerisk selvproklamation.
Evnen til at kunne ‘se andres kort over verden’ eller ‘at kunne sætte sig i andres sted’ kaldes for Theory of Mind (ToM). Formålet med denne funktion er, at man kan tilpasse sin egen adfærd alt efter den sociale kontekst man befinder sig i, for på den måde at opnå sociale fordele i den reciprokke (gensidige) sociale økonomi. Jo bedre din status er i dit sociale netværk, desto højere er sandsynligheden for at andre vil ‘give dig gaver’, enten af tak eller af beundring m.v.
Men Theory of Mind er også en del af funktionen kaldet Kognitiv fleksibilitet. Kognitiv fleksibilitet er et bredt begreb, der generelt henviser til vores evne til at tilpasse os fleksibelt til vores konstant skiftende omgivelser. Det er noget, som mennesker er særligt gode til.
Vi kan holde fast i vores nuværende adfærdsstrategier, så længe de virker optimale til at nå vores mål, men vi kan også opdatere vores strategier fleksibelt, når behovet for forandring er blevet tilstrækkeligt fremtrædende.
Det er ikke et ligetil spørgsmål, for kun nogle af ændringerne omkring os er relevante og kræver kognitiv fleksibilitet. De fleste andre ændringer er irrelevante (repræsenterer støj) og bør ignoreres. I det sidste tilfælde afhænger adaptiv adfærd af kognitiv stabilitet snarere end kognitiv fleksibilitet.
Det, vi har brug for, er en evne til dynamisk at regulere balancen mellem kognitiv fleksibilitet og kognitiv stabilitet afhængigt af de aktuelle opgavekrav. Derfor har vores hjerne udviklet en smart ‘PYT-knapsfunktion’ som kaldes for Præcisionvægtning. Præcisionsvægtning er den funktion som ‘vægter’ værdien af den information som hjernen modtager fra kroppen, via sanserne (Exteroception), samt via ‘mavefornemmelsen’ (Interoception), op imod den ‘Model af Verden’ som ethvert menneskes hjerne har.
Denne model af verden er baseret på bådegenetisk nedarvede refleksive faktorer (f.eks. frygt for højder) og genetisk nedarvede adfærdsmønstre (f.eks. social reciprocitet), samt alle de livserfaring som individet har tilegnet sig gennem sit liv. Alle disse ‘Good-To-Knows’ bliver kontinuerligt sammenlignet med den ‘nye evidens’ som hjernen modtager, og så har Præcisionsvægtning til opgave, at vægte mellem ‘gør som vi plejer’ eller ‘prøv noget nyt’.
Da hjernen jo bor inde i et sort hulrum bag en tyk skal, så har den ingen direkte forbindelse til ‘virkeligheden’ og må bero sig 100% på sin ‘intuition’ og det er her Præcisionsvægtning kommer til sin ret.
Al verbal og nonverbal adfærd, tænkning og følelsemæssig ræsonnering kræver energi. Hjernen forbruger alene mere end 20% af den samlede tilgængelige energi i den menneskelig krop, så derfor har Naturen sørget for, at hjernen ikke spilder sin tid på ‘pjat og pjank’. For at forbruge mindst muligt energi, belønnes adfærd der genbruger tidligere kendt adfærd.
Men da to situationer jo aldrig vil være 100% identiske, så har hjernen brug for at kunne ‘sjusse sig frem’ og ‘gætte sig frem til’ – hvilken reaktion på det indkomne stimuli, som dette minder – mest om – og mest ‘ligner noget vi kender i forvejen’. Dette kaldes for en Prior Belief.
Prior Beliefs (lads os kalde dem for livsvisdom), bruger Præcisionsvægtning til at ‘estimere’ hvilken respons der vil ‘give det maksimale udbytte ved den mindste investering af energi i at opnå den’. Nu forstår du måske bedre hvorfor det er så pokkers svært at ændre på sine vaner, såsom at ryge, ikke? Hele ‘systemet’ er jo optimeret til at ‘oftest gøre mest af dét vi plejer at gøre’ og derfor kæmper vi en ulige kamp imod vores eget overlevelsesinstinkt.
Den måde hvorpå vores hjernen styrer vores krop på, sker ved at Præcisionsvægtning instruere synapserne i hjernen til at ‘skrue op og ned’ for belønningerne, alt efter behovet for at hæmme eller motivere en handling, adfærd, følelse eller tanke.
I århundrede har videnskabsfolk ledt efter det sted i hjernen hvor menneskets følelser og emotioner udspringer fra. I det forrige århundrede mente man, at det skulle findes i Amygdala, den del af hjernen som styrer vores grundlæggende overlevelsesmekanisme (Kæmp, flygt eller frys). Men indenfor de seneste 20 år, og især indenfor de sidste 10år, har Neuroscience påvist, at dette langt fra er sådan tingene forholder sig.
Neuroscience har nemlig påvist, at hjernen ‘lever i sin selvskabte fantasiverden’ hvor alt hvad vi oplever, fysisk og mentalt, i virkeligheden blot er en illusion, et gæt på hvad ‘der i virkeligheden foregår derude’ udenfor hjernens fysiske rækkevidde. Einstein forudså også dette, da han udtalte at “Virkeligheden er blot en illusion, dog medgivet, en særdeles stædig én af slagsen”.
Den mekanisme som ‘vægter’ kvaliteten af vores subjektive illusion, kaldes for Core Affect (kerneaffekt). Core Affect er et slags ‘egentilstandsbarometer’ som holder styr på din ‘status’ – fra dit første hjerteslag til dit sidste – uden nogen pause nogensinde. Core Affect er ikke noget man kan ‘mærke’ eller ‘måle’, det er alene effekten af – ændringerne i Core Affect vi er i stand til at registrere, f.eks. når vi føler os gjort til grin og vi oplever at få rødmende kinder eller når vores hjerter banker ekstra hårdt ved synet af vores børn eller udkårne.
Men Core Affect har også en anden og langt mere central rolle, den er den hurtigste budbringer af ændringer i vores nuværende ‘egentilstand’, altså vores samlede, overordnede tilstand på både det kognitive, emotionelle og fysiske plan. Man kan sige, at Core Affect er ‘dét krydderi der får retten til at smage anderledes’, og dette krydderi kan give mange forskellige ‘smagsvarianter’.
Disse smagsvarianter er min metafor for emotioner. Emotioner er skabt i vores hjerne, enten ubevidst, underbevidst eller bevidst, ved at ændringen i Core Affect bliver ‘fortolket’ og dermed sætter gang i en kædereaktion af følelsemæssige, tankemæssige og adfærdsmæssige handlinger. Det er resultatet af disse handlinger, der skaber de forskellige ‘smagsvarianter’ af vores emotionelle ‘hof-retter’.
Så hvad har det med Selvopofrende narcissisme at gøre!?
Alt. Narcissisme er ikke noget man er født med, det er noget man tilegner sig på grund af traumatiske oplevelser i barndom og ungdom. Narcissisme er ikke noget man ER født med, det er alene noget man GØR for at beskytte sit skrøbelige selvbillede, egoet. Der er altså tale om en ‘udefrakommende’ ting der ‘omprogrammerer’ hele vores grundlæggende ‘Model af Verden’. Når den ‘livsvisdom’ vi har fået opsamlet indeholder ‘for mange glaskår’ , så er det meget let at ‘skære sig på livets vej’, især i forhold til den sociale interaktion.
Mange af de kvinder jeg taler med kommer til mig med en Borderline diagnose som de har fået stillet i deres teenageår eller tidlige voksenalder, oftest er det udslagsgivende symptom: Emotionel Ustabilitet. Du er simpelthen for ‘følsom’, ‘nærtagende’, ‘udadreagerende’ eller ‘ængstelig’ i dine emotionelle reaktioner … ifølge den psykiatriske lærdom. Det mange af de fagprofessionelle indenfor udredning af disse symptomer dog ikke vidste dengang er, at Emotionel Dysfunktion ses ved andet end blot Borderline, men det ved vi i dag!.
Emotionel Dysfunktion beskriver den ‘manglende evne til at selvregulere sine emotioner’, altså manglende evne til at ‘styre dig selv – emotionelt’. Dette kan skyldes mindst to forskellige årsager, en fysiologisk/neurokemisk og en psykologisk/neurokemisk.
Tager vi f.eks. ADHD som er velkendt for at have Emotionel Dysfunktion som et kernesymptom, på trods af at man i diagnosesystemerne fortsat ikke har formået at få det ‘gen-inkluderet’ endnu, selvom Barkley og andre i årevis har argumenteret for, at emotioner har været en central del af ADHD diagnostikken siden den første beskrivelse af ADHD for mere end 200 år siden.
Årsagen til Emotionel Dysfunktion ved ADHD skal findes i den forsinkede, fysiske udvikling af den fysiske hjerne hos personer med lidelsen. Det er videnskabelig påvist, at en hjerne med ADHD udvikler sig med en 30% forsinkelse, set i forhold det forventelige, alderssvarende modenhedsniveau for funktionen kaldet for Hæmningskontrol.
Hæmningskontrol er den funktion som ‘sortere og prioritere’ mellem hvilke stimuli der skal ‘ind i systemet’ og i hvilke reaktioner der skal ‘komme ud af systemet’. Hæmningskontrol har også ansvaret for at kontrollere og instruere vores Motorkontrol (ikke motoriske kontrol, men Motorkontrol), som er den funktion som gør ‘tanke til handling’.
Ved ADHD er Hæmningskontrol ca. 30% forsinket i sin udvikling, hvorimod Motorkontrollen, der bor i en anden fysisk del af hjernen primært, ikke er forsinket men udvikler sig planmæssigt. Problemet det så opstår, som du nok selv kan regne ud er, at ‘ingen har styr på Pinocchio’s Tråde’.
Resultatet af dette er, at alt foregår med letafledig, hyperaktiv og impulsiv adfærd, kognitivt, emotionelt og motorisk set.
Når Hæmningskontrollen ikke har magten, så virker emotionel selvregulering, emotionel selvkontrol og tusind andre væsentlige ting – heller ikke.
Derfor har mange med ADHD symptomer på Emotionel Dysfunktion!
Ser vi på årsagen til Emotionel Dysfunktion som den manifesterer sig ved Borderline, så er der ingen fysiologiske årsager til dette, men derimod kognitive og adfærdsmæssige reaktionsmønstre som den grundlæggende årsag. Som jeg har forklaret tidligere, så bygger vores model af verden på vores ‘livsvisdom’ og denne har præget vores indstilling til ‘andre’ og især på hvad ‘andres’ intention er, med den adfærd de udviser overfor dig.
Forestil dig en hund som er blevet fysisk afstraffet som hvalp hver gang den gjorde en fejl, når man løfter sin hånd i nærheden af en sådan skadet hund, så bukker den øjeblikkelig nakken og forsøger at gøre sig usynlig ved at trække alle lemmer ind under sin bug, mest muligt. Det er en coping strategi som hunden har udviklet, baseret på sin ‘livsvisdom’, og med det formål at værne sig imod flere ‘skader’.
Det samme gør sig gældende ved Borderline. Den emotionelle ustabile adfærd kan føres tilbage til traumer fra tidligere i livet, som enten resulterer i destruktiv indadrettet adfærd (selvskade, misbrug, promiskuøsitet, selvmord etc.) eller i udadreagerende adfærd (aggression, vold, verbal konflikt etc.). Du kan nok selv regne ud, hvorfor ‘den negative uønskede coping strategi’ fortsætter og bliver mere og mere ‘fastgroet’ med tiden, ikke!?
Ser man på hvordan Emotionel Dysfunktion manifesterer sig på, kommer til udtryk som, så kan det være super vanskeligt at adskille ADHD og Borderline, fordi ‘produktet’ af dysfunktionen jo er det samme – manglende emotionel selvkontrolog selvregulering. Men der findes en måde at afgøre dette, en gang for alle – ADHD-medicin.
ADHD-medicin er udviklet specifikt til at forsøge at reducere de negative konsekvenser ved den forsinkede udvikling af Hæmningskontrollens magt over Motorkontrollen, for derigennem at give hjernen mulighed for at udøve selvkontrol og evnen til at selvregulere enhver tænkelig handling, adfærd, følelse, tanke eller emotion.
Dette gøres ved at medicinen hæver niveauet af dopamin og noradrenalinen i hjernen, som dermed giver Præcisionsvægtning mere ‘at arbejde med’, samt skaber nogle midlertidige forbindelser mellem den del af hjernen som er forsinket og den der udvikler sig normalt, hvilket resulterer i, en betydelige reduktion i kernesymptomerne, samt i den Emotionelle Dysfunktion.
Dette gælder – kun – hvis der er tale om en hjerne med ADHD, det samme sker ikke ved en hjerne med Borderline! ADHD-medicin vil sandsynligvis blot virke agiterende på Borderline symptomerne og dermed fremprovokere flere og stærkere reaktioner af den negative uønskede art, da ADHD-medicin har en præstationsfremmende effekt for personer uden ADHD, som man ikke ser ved personer med ADHD, idet deres medfødte niveau af dopamin og noradrenalin ligger på et langt lavere niveau, end det burde gøre og gør hos personer med Borderline
Omvendt får du også forklaringen på, hvorfor personer der er diagnosticeret med Borderline og har modtaget den anbefalede psykoterapeutiske behandling – ingen reduktion i Emotionel Dysfunktion opnår ….
Man kan ikke 'snakke sig til en bedre - fysiologisk hæmningskontrol - ligesom man heller ikke kan 'snakke sit blodsukker ned, hvis man har Diabetes'.
En del. Forestil dig at du lider af Emotionel Dysfunktion, og derfor har svært ved at indgå i sociale sammenhænge, uden at der opstår konflikter konstant. Giver det så ikke god mening, at du udvikler en adfærd hvor du – udadtil – gør alting for alle andre – selvopofrende – for at komme i ‘Good Social Standing’? Og giver det ikke mening, at hvis nogen udsætter dig for en Narcissistisk fornærmelse, at du reagere meget voldsomt, indadtil eller udadtil?
Hvis du har mod og selvindsigt nok, så kan du allerede efter at have læst denne artikel, selv ‘diagnosticere’ hvorvidt du måske bør søge professionel hjælp til at for ‘fejlrettet og optimeret’ dit selvbillede, selvværd og livskvalitet, ikke?
Som Thor Bugge, min gamle NLP-træner lærte mig for snart 15-20 år siden, da jeg blev certificeret NLP Master Practitioner:
‘DET ER ALDRIG FOR SENT AT FÅ EN LYKKELIG BARNDOM’
Tak for din tid og opmærksomhed!
/ADDspeaker
For en gang skyld orker jeg simpelthen ikke at finde alle de mange referencer frem, som understøtter den evidens der ligger til grund for artiklen her, da den mere er ment som en informativ forklaring, end egentlig videnskabelig evidens. Som altid er du velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker forklaring på noget eller evidens for det jeg skriver her.
This website uses cookies.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!