ADHD: Tanker fra en sen-diagnosticeret kvinde

Jeg er træt, slidt og udmattet og synes at livet til tider kan være rigtigt svært at navigere i, da jeg ikke helt føler, at jeg kender de spilleregler, som alle andre åbenbart har fået ind med modermælken. Det er som om, at hvad der er rigtigt og forkert er noget jeg skal tage stilling til i næsten alle situationer, for jeg stoler ikke på, at det jeg føler nødvendigvis er rigtigt.

ADHD: Konfliktsky – who me!?

Konflikter er noget jeg inderligt hader og jeg gør alt, hvad jeg kan for at undgå dem, men selv i min kamp for fred, sniger konflikterne sig stille ind og efterlader mig sårbar og handlingslammet. Selvom jeg ikke vil støde og såre folk omkring mig, så kommer jeg ofte til at tale, før jeg tænker. Det er aldrig med en bevidst ond hensigt, men det er som om, at min mund er hurtigere end min hjerne.

Jeg føler mig enormt forkert, føler ikke at jeg har ret til at være den jeg er, føler ikke at jeg kan tillade mig at sætte grænser overfor andre mennesker, da jeg er usikker på om det er mig der er urimelig. Mine følelser gemmer jeg væk og møder verden med et smil, men inde bag det stive smil og den ekstroverte adfærd føler jeg, at jeg er ved at drukne, drukne i indtryk, forventninger og indre uro.

Mit selvbebrejdende jeg …

Prøver gang på gang at sige til mig selv, at jeg er god nok, at jeg er et godt menneske, at jeg gør mange gode ting, men ofte føler jeg tomhed. Jeg trøster mig selv med, at der i det mindste er en del mennesker, som har brug for mig, for så har jeg da en lille smule eksistensberettigelse. Mit møde med samfundets normer og krav har efterladt mig med et skrøbeligt selvværd.

Jeg har utroligt svært ved at holde de ting, jeg lover mig selv, for hurtigt bliver jeg fanget af at tilfredsstille andres behov, så glemmer jeg alt om mig selv og kaster mig bare impulsivt og hovedkuls ind i ting og kæmper for alle andre, hvilket jeg nyder, dog efterlader disse kampe mig oftest svag og sårbar. Jeg ved jo godt, at det er dumt, men denne følelse af midlertidig værdi overskygger den efterfølgende nedtur.

Jeg banker mig selv i hovedet igen og igen med, at være en dårlig mor, at jeg ikke kan finde ud af at give mit mere end jeg gør. Mine følelser går meget på selvbebrejdelse, selvhad og direkte afsky af den svaghed jeg rummer, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og gøre, hvad jeg ved jeg skal gøre.

Hvordan endte jeg sådan?

Jeg vil bare så gerne føle mig rigtig, vil så gerne gøre alt det gode, vil så gerne lykkes i livet, vil så inderligt gerne elskes, men det er svært at elske et menneske, som i bund og grund hader sig selv. Jeg fremstår stærk og kan flytte bjerge, men indeni er jeg bare lillebitte, sårbar og enormt bange for at blive forladt, for det er jeg blevet mange gange.

Efter mange års kamp er jeg endelig blevet udredt for ADHD. Jeg nævnte det for psykiatrien første gang i 2012 og det er først fem år efter, jeg er blevet taget seriøst. Tænk, hvis jeg var blevet taget seriøst, da jeg henvendte mig første gang, hvis min ADHD var blevet behandlet fremfor blot mine mere synlige, ko-morbide lidelser.

Jeg har sluppet vreden og skuffelsen over først at være blevet diagnosticeret i midten af 30’erne, men noget jeg ikke kan slippe er mit behov for, at fortælle min historie, så andre måske kan være så heldige at de ikke skal lide lige så længe som jeg, på at finde ud af, at de ikke bare skal tage sig sammen, men at de, ligesom jeg, er født med en udviklingsforstyrrelse, der kan behandles med medicin. Jeg har endnu ikke fundet accept i, at min datter har udviklet ODD som resultat af samspillet med mit ubehandlede jeg, men forhåbentlig kan jeg rette op på tingene med tiden.

Som kvinde har jeg åbenbart ADHD på den forkerte måde, for der mangler viden i psykiatrien om, at kvinders ADHD udarter sig anderledes end det stereotype billede, der er på ADHD, det er ikke alle drenge med ADHD der er vilde og voldsomme, ligesom det ikke er alle piger med ADHD, der blot holder det dybt inde i sig selv … vi er faktisk mange, der gør/er begge dele og på samme tid!

Min nye identitet !

Jeg ER ikke doven, jeg skal ikke ‘bare tage mig sammen’ og jeg skal ikke længere hade mig selv for ikke at kunne det samme som alle andre! Jeg har ADHD, jeg er født med min udviklingsforstyrrelse og jeg vil dø med min udviklingsforstyrrelse, det er ikke noget jeg selv har valgt og jeg kan ikke returnere den, men nu hvor jeg endeligt forstår, hvorfor jeg er anderledes end flertallet, så vil jeg ranke ryggen, teste medicinen og komme i gang med at leve det liv, også jeg, fortjener!

Lad ikke andres fordomme, uvidenhed og frygt for din forandring, hæmme dig i at få det bedst mulige liv muligt. Se dine dæmoner i øjnene og knæk dem, en efter en, så står du sejrrigt, sammen med mig, på den anden side … jeg venter på dig, hvad venter du på?

[fblike]

/Kvinden, moderen, elskerinden, mennesket …