ADHD er helt misforstået i Danmark

On 6. June 2018

Siden jeg selv fik min ADHD diagnose for mere end 6 år siden, har jeg kæmpet med alt jeg havde i mig, for at få trukket Danmark ind i ADHD videnskabens 21. århundrede … seneste tal fra Lægemiddelstyrelsen viser at jeg har kæmpet totalt forgæves …

Kort resumé:

I denne artikel beskriver jeg hvad der er så åbenlyst galt med den måde vi forstår og behandler ADHD på, her i Danmark. Vi lever med den, vel nok ringeste adgang til kvalificeret behandling, af noget udviklet land i den del af verden jeg kender til … og så revser jeg lige hele raden rundt, nu hvor jeg alligevel “havde låget af” … og gider du ikke læse alt mit bitre gammelmands-ævl, så læs i det mindste det 20 år gamle citat jeg har vedlagt, sidst i artiklen, skrevet af den mand der har defineret den teori om ADHD som vi i dag bruger, verden over … undtagen i Danmark, selvfølgeligt …

Hovmod, indspisthed og vanetænkning

I Danmark ved vi bedst … altid … ikke?

Jeg er nok ikke nogen typisk dansker, jeg ved nemlig at Danmark ikke er verdens navle og har store kvaler med et samfund som ellers brøster sig af at være et af verdens skoleeksempler på med-menneskelighed, og som så tillader at 1 mio. danskere med psykiske lidelser er totalt overladt til deres egen skæbne, og hvor vi, trods det at Folketinget har underskrevet FN’s Handicapkonvention, fortsat venter og det på 10. år, på at se resultatet af de udvidede menneskerettigheder som den konvention giver #ViMedADHD for at imødekomme de handicap vi oplever, i mødet med samfundets normer og krav.

Lad os dog spare på de svageste i samfundet, de klager jo ikke …

Når sølle 5-6% af vores samlede Sociale Udgifter på 650 mill. kr. går til Psykiatrien, så ved man at der er noget galt med systemet, ikke? Jeg har beregnet at det koster ca. 115.000 kr. per dansker, per år, i Sociale Udgifter og jeg har beregnet at det tal kan man så gange med 3 eller 4 for at finde den reelle omkostninger per person med (u)behandlet ADHD, da det at leve med medicinsk ubehandlet ADHD giver en markant forhøjet risiko for et liv på nederste trin på den sociale rangstige, med alt hvad det medfører af psykosociale følgesygdomme, afhængighed, depression og selvmord.

Pis bare i bukserne, næste hold af ansvarlige får lov at skifte bleen …

Som modpol til dette, så har jeg beregnet at det vil koste omkring 11 mill. kr. om året, hvis vi valgte at give alle 285.000 personer med ADHD i Danmark, gratis medicin og gratis psykoterapi, begge ting som al videnskabelig evidens gennem de seneste 20 år har påvist og bevist som værende det ENESTE der giver nogen langvarig effekt i behandlingen af ADHD, børn, unge, voksne og ældre, for glem ikke at børn med ADHD blot udgør 60.000 af de 285.000, resten er over 18 år og har mindst ligeså god gavn af medicinen, som børnene har … og det er ligeledes videnskabeligt bevist! Som en lille gulerod til dig, politikeren som måtte have forvildet dig herind på min blog, så kan jeg lige nævn at jeg også har beregnet hvordan vi kan spare 20-30 mill. kr. om året på behandling af ADHD, hvis det skulle have nogens interesse ….

ADHD – det må da kunne tales væk, ikke?

Men i Danmark vælger vi at tro på at vi ved bedre, og holder stædigt fast i pædagogik til børn og psyko-edukation til voksne, som eneste tilbud … altså udover den politik der er lagt fra Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen, om at alle skal bruge den samme slags ADHD medicin, uanset hvordan den virker på hver enkelt patient, og at børn skal tvinges gennem mindst 3 måneders helvede, blot fordi en eller anden skrankepave har besluttet at ALLE børn skal afprøve Strattera først, hvis ikke Metylphenidat (førstevalget bedre kendt som Ritalin etc.) virkede for dem, og det på trods af at langt de fleste børn IKKE får nogen øget symptomdækning, blot bliver medicinsk hæmmet og derfor VIRKER mere rolige … men deres emotionelle symptomer bliver der ikke taget hensyn til, så når de ikke er i balance så får de endnu værre nedsmeltninger end vi oplever når de slet ikke får noget medicin.

Kritikere vil sige at ikke er deres valg at de skal bruge den rækkefølge i den medicinske behandlingsopstart og at det er dikteret af EU, og det har de ret i, men så ser de bort fra at vi i Danmark udemærket formår at skide på EU’s regler omkring ADHD medicin, når det er til systemets egen fordel … Der er talrige eksempler på at Lægemiddelstyrelsen holder igen med at godkende enkelttilskud på medicin som ER godkendt af EU, men som Lægemiddelstyrelsen åbenbart finder for dyrt til at vi må få glæde og gavn af, her i Danmark.

Her er det alene politiske og økonomiske interesser der dikterer dagsordnen, ikke hvad der giver børn og voksne med ADHD den bedst mulige livskvalitet! Selvom jeg har fremfundet og fremsendt talrige videnskabelige undersøgelser, samt har talt med de personer som har prøvet de forskellige midler, så bliver jeg totalt ignoreret af alle instanser, inklusiv ADHD-foreningen hvis direktør jo mener, og det er helt seriøst, at “der findes lige så gode alternativer til medicin, som vi fortsat mangler at afprøve” hvorefter hun svarer ja til at alt for mange børn i Danmark får ADHD medicin i dag …

“Sæt dig dog ned og tie stille, din nulbon …”

Da jeg påpegede at dette vist næppe byggede på nogen form for evidens og udbad mig et klart svar på om det var hendes personlige holdning eller ADHD-foreningens officielle holdning og politik, så blev jeg vist på porten med et brev fra formanden om at “jeg ikke formåede at indgå i en faktabaseret dialog” … OK godt så Jette Mylderbæ, så skal denne autist da gerne melde sig ud af debatten, for “imod idioti kæmper selv den mest ihærdige, totalt forgæves …

Effekten af at ADHD-foreningen ikke bryder sig om mig som person, og slet ikke om de faktabaserede, videnskabelige beviser som jeg har fremlagt i hobetal af, er nu blevet at ADHD debatten i Danmark, ene og alene, påvirkes af “den gamle garde” og de betyder at der INTET er sket i de 6 år jeg har kæmpet for vores sag, andet end at jeg er blevet miskrediteret, mistænkeliggjort og udstillet som “ham med sølvpapirshatten”, hvilket jo egentligt er min egen skyld … jeg burde jo have vidst at jeg ingen uddannelse har eller fin nok titel, til at mit bidrag på nogen måde har nogen vægt …

Folket har talt … men hvem lytter til hvad vi mener?

Sjovt nok, så har mere end 100.000 besøgende på ADDspeaker.net haft en anden holdning end “de etablerede eksperter” og de har udvist både engagement i at lære noget nyt, samt har presset på ude i systemet for at få bedre svar fra psykiatrien, pædagogerne og PPR, og det betyder så nu, at jeg heller ikke er synderligt velkommen i de kredse, særligt ikke efter min sønderlemmende kritik af hele Inklusion-fadæsen i Folkeskolen.

Derudover har jeg vist også fået mig lagt ud med store dele af BUC psykiatrien, fordi jeg har forfattet et skriv der argumenterer for at “One Size Does Not Fit All” når det kommer til ADHD medicin, og det har skabt en del uro i deres rigide verden, når forælder efter forælder kommer og udfordrer dem på deres viden om ADHD medicin og kræver bedre svar (som de ikke har, fordi der står 10 sider om ADHD i Grundbog om Psykiatri og er skrevet af samme ekspertkilde som er ophavsmand til alt det andet der også er seriøst forældet …

Stædigheden koster menneskeliv, hver dag ….

Ved du at der dør ca. 220 mennesker i trafikken, hvert år? Det gør du nok, for det bruges deres store summer på at sikre at du ved, ikke? Men ved du at der dør 10x så mange af ubehandlet ADHD, hvert år? Nej vel, for det taler ingen om, det koster jo penge at gøre noget ved og de personer som dør er jo i forvejen de der er lavest på den sociale rangstige, uden stemmer i og uden nogen reel indflydelse fordi selv de rødeste røde af partierne, vil skide os et stykke, og alene går med på mediernes populistiske fællessang om alle farerne ved ADHD medicin og overdiagnosticering af de stakkels børn …

Som eksempel kan jeg nævne i flæng at personer med medicinsk ubehandlet ADHD har 43% større risiko for at komme ud for en ulykke (børn primært), at mere end 50% af alle heroin-misbrugere lider af medicinsk ubehandlet ADHD, at 35-40% af alle indsatte i de danske fængsler lever med medicinsk ubehandlet ADHD og at blot det at leve med medicinsk ubehandlet ADHD giver en overdødelighed på 50% og en 10 år kortere levetid, set i forhold til befolkningen bredt set.

Lyt du bare til Scientology, det gør alle andre …

Så hvis vi tager de fordomsfulde briller af og virkeligt LYTTER og FORSTÅR hvad det er videnskaben og klinisk erfaring fra 60 års medicinsk behandling af ADHD i USA rent faktisk fortæller os, så vil man forstå at der INGEN bivirkninger er af ADHD medicin der så meget som kommer i nærheden af at have samme risikoprofil som det at leve med medicinsk ubehandlet ADHD medfører! Der er bivirkninger, korrekt, de er bare ikke alvorlige eller giver langvarige skader UANSET hvad både modstandere af ADHD medicin, Scientology eller såkaldte danske ADHD eksperter har fortalt os i årtier … og skulle du have brug for danske kilder, så læs Sundhedsstyrelsen store undersøgelse af bivirkninger på ADHD medicin fra “Nyt om Bivirkninger”, januar 2016, hvor de melder at de i alt har modtaget 879 klager over bivirkninger på ADHD medicin, og hvor langt hovedparten går på ting som i forvejen står på indlægssedlen, og husk på at vi taler om 879 klager siden 2000 og hvor der i samme periode har været udleveret ADHD medicin til mere end 400.000 mennesker, i samme periode … Så se lige tingene lidt i perspektiv, inden du rygmarvsreagerer, for ADHD medicin er faktisk noget af det mest gennemtestede og sikre medicin du kan få, netop fordi der er så stort ståhej om det …

Hellere have ret og et job sikret, end lytte og hjælpe et barn …

Problemets kerne ligger i at vi i Danmark har en lang tradition for at bruge pædagogik frem for medicin til at behandle adfærdsmæssige symptomer, og derfor får hverken pædagoger, læger, psykologer og desværre også psykiatere eller nogen andre “professionelle” indenfor sundhedssektoren, nogensinde kendskab til verdens mest velbevarede hemmelighed, i Danmark vel at mærke, nemlig at der ikke findes nogle pædagogiske/psykologiske værktøjer der kan få en hjerne til at producere mere af et kemisk stof som SKAL bruges til at behandle ADHD, præcis som diabetes KRÆVER sin insulin …

“Han har jo ikke noget tøj på!” ….

Så enkelt burde det være at forklare hvordan man behandler ADHD, men det er det ikke og det skyldes at vi i Danmark nu har brugt årtier på at fornægte at medicin ikke er et valg, det er en nødvendighed, og ved at bruge de samme referencekilder (og miskreditere resten af de forskningsresultater som findes derude) har vi fået det forældede og videnskabeligt beviste – ikke effektive – behandlingsregime, skrevet ind i samtlige vejledninger og selv ADHD-foreningen synger med på den gamle klassiker med “at ikke alle børn med ADHD har brug for medicin” og den anden gamle slager med “det er nok problemer i familien og forældrenes opdragelse, der er årsagen til de problemer barnet har” … og ligesom stort set alt andet man kan læse i de officielle vejledninger, ja selv i den Nationale Kliniske Vejledning for ADHD, er så forældet og ubrugelig at det tenderer til direkte misrøgt, når blot 26% af alle børn med ADHD får den medicin som deres medfødte kroniske lidelse kræver for at blive behandlet!

At man så ensidigt læner sig op af en kilde til alt på ADHD området er ikke blot en videnskabelig skandale, men at man ovenikøbet så giver samme person et legat på 1 mio. kr. Til at forske i hvilke FORDELE der er ved at have ADHD, så er det fandme at jeg springer en sikring! Ikke nok med at det er komplet umuligt at komme til orde i debatten fordi alle “har hinandens ryg”, så er det en direkte krænkende oplevelse at se hvor useriøst man i Danmark ser på en medfødt, kronisk, svært socialt invaliderende, psykisk lidelse, ADHD, som er beskyttet af FN’s Handicapkonvention på lige fod med alle andre former for lidelser der giver en funktionsnedsættelse (et handicap) i mødet med samfundets normer og krav, uden så meget at blinke eller tænke på de 40.000 børn der hver dag LIDER, ikke bare lidt kede af det ind imellem, men fucking LIDER af ubehandlet ADHD og hvor kimen til den ringe livskvalitet, den dårlige uddannelse, misbruget, ledigheden (90% af alle voksne med ADHD lever på offentlig forsørgelse fordi der åbenbart ikke er plads på vores rummelige arbejdsmarked til de af os som stikker lidt ud indimellem) og hvor du hverken kan få en karriere i militæret, politiet, redningstjenesten eller lignende, hvis du tager din “insulin” mod din ADHD, fordi “man ikke må være i militæret hvis ens adfærd kan være til gene for andre” som Forsvaret skrev i en redegørelse til Folketinget på spørgsmålet om hvorfor man ikke kunne komme i militæret, hvis man havde ADHD … Diskrimination, Anyone?

Giv forældrene skylden, de er alligevel helt nedbrudte i forvejen …

“Nåh jo, men husk nu på at din egentilstand jo spiller en stor rolle for dit barns velbefindende, ikke?” – Kan du finde en mere nedladende holdning til en forælder der kommer til systemet for at bede om hjælp til at få styr på sit barn med ADHD (som jo ikke får medicin, fordi systemet mener at alt for mange får en diagnose og derfor må leve uden den behandling som virker for 80-90% af alle med ADHD, første gang og med øjeblikkelig virkning!).

I Danmark møder forældre til børn med ADHD en mur af fordømmelse, først fra bedsteforældrene der mener at nu må de unger sgu da se at blive opdraget ordentligt, så af pædagogerne der nedtoner og negligerer selv de tydeligste tegn på ADHD hos de helt små børn og kommer med dumsmarte bemærkninger som at “ADHD det står for Alle Drenge Har Det”, videre op til skolernes PPR der med fuldkommen grotesk mangel på viden, indsigt og vilje, blot afviser at udrede børn for ADHD, fordi 8 ud af 10 ledere af PPR er pædagoger og mener at der er tale om et adfærdsproblem som skal behandles med deres speciale, og helt op til BUC hvor man tvinger børn ud i et helvede med medicinopstart, fordi man har en mere rigid (og arrogant) holdning til hvad ADHD medicin er, hvordan det virker og hvem der må få hvad (alene af økonomiske årsager) og hvor børn blot bliver set på som endnu et tal i statistikken og som jo påvirker deres behandlingsgaranti-mål negativt, hvis de får alt for mange “kunder i butikken”, flot …

Og så er det altså slut med bare at give forældrene skylden og tale om at de “projicerer” deres egne symptomer til deres barn, som er holdningen hos langt størstedelen af pædagogerne i børnehaven og hos de der sidder i PPR og skal bestemme om et barn er sygt nok, lige nu, til at få en udredning og hvor man har indført en fin praksis med at afvise stort set alle, første gang de ansøger, for så at frasorterer den store del hvor forældrene enten er for autoritetstro eller for symptomplagede selv (husk på at mindst 50% af forældre til børn med ADHD, selv har (ubehandlet) ADHD.

ADHD er da en sygdom som kun drenge får og vokser fra, ikke?

Nej, det er det ikke, men det skulle man tro hvis man læser “parolen” som den er skrevet af de førnævnte ADHD eksperter … Fordi 73% af alle der bliver udredt med ADHD er drenge, er det sgu da ikke ensbetydende med at der er 3:1 drenge ift piger, der har ADHD, vel? Det er jo en selvopfyldende profeti og har intet med virkeligheden at gøre. ADHD er genetisk og medfødt, så hvordan fanden skulle der være 50/50% på kønsfordelingen for voksne med ADHD, og 75/25% på børnene?

Helt stygt er det for piger med ADHD … Når vi ser på hvem der bliver udredt og medicinsk behandlet af børnene i Danmark, så er det 73% drenge og blot 27% piger, på trods af at vi VED at ADHD er en medfødt, genetisk/neurobiologisk psykisk udviklingsforstyrrelse som man er født med og dør med! Der er ingen logik i at fordelingen ikke skulle være 50/50, rent biologisk set, som ved stort set alle andre forhold i naturen og derfor må vi konkludere at dette skyldes vores politik på ADHD området alene …

Tallene viser da også at når pigerne bliver til kvinder så udgør deres andel af de medicinerede sjovt nok 45% mod 55% mænd … mere tydeligt kan vi vel ikke bevise at de danske “ADHD eksperter” har formået at sovse hele nationen ind i deres vildfarelse og dermed har skabt en grotesk latterlig situation, hvor alle vejledninger og guidelines peger tilbage til de samme 2 “ADHD eksperter” som jeg må indrømme at jeg ikke giver ret meget for, da deres viden ikke blot er dybt forældet, den er også blevet til den eneste sandhed og det ved vi alle, er årsagen til stagnerende tankegang … jorden var jo flad engang, ikke?

ADHD er jo ikke ligefrem en sygdom man får af sukker, for meget tv og computer, for lidt fiskeolie eller noget af alt det andet vrøvl som medierne har fyldt forældrene med, det er en medfødt, kronisk, fysisk betinget udviklingsforstyrrelse i selve hjernen, som alle med ADHD er født med og dør med, præcis som vi ser det med diabetes, same shit, not even different smell! ADHD er en psykisk lidelse, en uhelbredelig medfødt psykisk lidelse, hvor der er tale om en kombination af fysik, neurokemi og psykologi i en ekstrem kompliceret interaktion mellem mere end 20 forskellige gener og hvor vi i dag ved alt om hvad symptomerne er, hvordan vi behandler dem sikkert og effektivt med medicin, men hvor vi blot har skrabet overfladen i vores søgen efter årsagsgenerne og hvor en egentlig helbredelse ligger mange år ud i fremtiden.

Lad os lige gå tilbage til kilden efter noget “rent vand” tak …

Til sidst vil jeg blot citere Dr. Barkley fra hans bog fra 1997, der er blevet til den teori som i dag definerer moderne forståelse af ADHD og skamme mig over at vi i Danmark ikke har formået at komme videre end de var i USA … for 20 år siden …

Tro ikke på hvad jeg siger, undersøg det for dig selv … hvis du har nerver til det … jeg kan dokumentere alt hvad jeg skriver i denne artikel, men jeg gider ikke …

/ADDspeaker


ADHD and the Nature of Self-control

Citat fra bogen: “Opmærksomhedsforstyrrelse og udviklingen af selvkontrol”, Munksgaards Forlag, oversat af Henny Thomsen (2000) fra Dr. Russell A. Barkley, Ph.D. – “ADHD and the Nature of self-control” (1997).

Konklusion

Jeg har her i bogen forsøgt at vise, at ADHD er langt mere end blot en opmærksomhedsforstyrrelse.

Samtidig med at jeg har vist, at det centrale problem i forstyrrelsen er hæmning af adfærd, har jeg også forsøgt at vise, at ADHD består af langt mere end blot en mangelfuld adfærdshæmning.

For det fremgår både af den neuropsykologiske og den udviklingspsykologiske forskning, at adfærdshæmning bidrager til, at hjernens eksekutive funktioner og den deraf følgende selvregulering udvikles og fungerer effektivt.

Da jeg gennemgik de tidligere modeller af eksekutive funktioner forsøgte jeg at udvælge de generelle funktioner, som andre igen og igen havde fundet frem til som mest værdige til betegnelsen „eksekutive”. Disse funktioner er eksekutive af karakter i den forstand, at de hjælper os med at styre vor egen adfærd.

De generelle eksekutive funktioner synes at bestå i en kraft til skjult at sanse for sig selv (nonverbal arbejdshukommelse), skjult tale (verbal arbejdshukommelse), skjult følen og motivering af sig selv samt skjult eksperimentering med egen adfærd (reorganisering).

Jeg har forsøgt at vise, at disse funktioner deler en fælles oprindelse og har et fælles formål. De har deres oprindelse i offentlige adfærdsformer, som bliver vendt mod personen selv og derpå bliver private eller skjulte i form – dvs. at visse adfærdsformer internaliseres under udviklingen og dermed muliggør selvregulering i forhold til tid, så adfærden kan rettes mod en forventet fremtid.

De eksekutive funktioner indebærer et skift i adfærdskontrol fra eksternt til internt repræsenteret information, fra kontrol ved hjælp af den umiddelbare kontekst og det øjeblikkelige nu, til kontrol ved hjælp af langsigtede kontekster og de konsekvenser, de rummer.

Denne internt styrede og motiverede adfærd organiserer adfærden i tid og retter den mod fremtiden for at sikre det størst mulige langsigtede udbytte for personen. Deri består dens endelige psykologiske værdi.

Jeg har gennem hele bogen argumenteret for, at ADHD på grund af den tilgrundliggende forsinkelse af adfærdshæmning vil forsinke og forstyrre den almindelige udviklingsbestemte internalisering af adfærd, som fører til selvregulering.

Personer med ADHD er derfor ikke i samme grad som jævnaldrende i stand til at sanse for sig selv i det skjulte, tale med sig selv, motivere sig selv og føle for sig selv, manipulere med og reorganisere deres egen adfærd.

De tænkemåder, som disse internaliserede adfærdsformer betinger, vil mindskes af ADHD, så tænkemåderne vil blive mere eksterne end interne, og der vil ikke i samme omfang som normalt forekomme adfærd, som er internt simuleret, udvalgt, styret og motiveret over tid.

Personer med ADHD er derfor i højere grad under kontrol af den umiddelbare kontekst, ydre information og motivationskilder og det øjeblikkelige nu, og i væsentlig mindre grad under kontrol af tiden, fortiden, fremtiden og den indreskabte motivation, som styrer adfærden bort fra øjeblikket hen mod denne fremtid.

Personer med ADHD lider af en form for tidsmæssig nærsynethed eller blindhed, som i høj grad vil være ødelæggende socialt, uddannelsesmæssigt og erhvervsmæssigt, fordi den spolerer deres daglige tilpasning i forhold til tid og fremtid.

Jeg har forsøgt at påvise, at der følger en række vigtige implikationer af den foreslåede ændring i opfattelse af ADHD – ikke mindst en erkendelse af, at vanskelighederne med hæmning, selvregulering og tidsfornemmelse ikke skyldes personen selv.

Forskningen peger massivt på, at det er arvelige og neurologiske faktorer, som er af størst betydning for forstyrrelsen, ikke dårlig opdragelse, kost eller overdrevent fjernsynskiggeri. Genetiske forskelle synes at forklare op til 80% af forskellene individer imellem med hensyn til symptomerne, hvorimod det fælles miljø forklarer meget lidt, hvis overhovedet noget.

Det åg, der har ligget på skuldrene af personer med ADHD på grund af andres moralske fordømmelse, personlighedsmæssige nedgørelse, anklager for syndighed og for bevidst sjofling af social ansvarlighed kan nu fjernes. De behøver ikke længere at bære det, for det står nu klart, at det vil vidne om utrolig mangel på videnskabelig indsigt i forstyrrelsen fortsat at have denne opfattelse.

Hvis vi virkelig skal sikre en effektiv behandling af ADHD, skal vi ikke blot lægge den moralske fordømmelse fra os. Det drejer sig heller ikke blot om en erkendelse af, at omverdenen skal forandres omkring personer med forstyrrelsen, samt at der for mange kan blive tale om at ordinere medicin, så der bliver tale om en medmenneskelig symptomlettende behandling af hæmningsvanskelighederne. Alt dette må tillige gøres ud fra en tanke om, at behandlingsbestræbelserne skal være langsigtede og ledsages af medfølen og accept af den berørte person.

Hvis vi går videre til det større samfundsperspektiv, har jeg forsøgt at påvise, at personer med ADHD viser os et spejlbillede af os selv. For de har ved deres egen mangel på dette område vist os karakteren af vores egen selvkontrol. De har også vist os, at der sandsynligvis findes et universelt instinkt for selvkontrol vævet ind i vores neuropsykologiske udvikling samt at dette instinkt ikke er ligeligt fordelt inden for vores art.

Hvis individuelle gradsforskelle i ADHD symptomer overvejende er genetisk bestemte, må dette også gælde individuelle forskelle hos den almindelige befolkning med hensyn til selvregulering og evne til at rette adfærden mod fremtiden. Det må være således, eftersom ADHD blot repræsenterer den ekstreme ende af et kontinuum for et menneskeligt træk, som er ulige fordelt i befolkningen.

Personer med forstyrrelsen adskiller sig altså blot fra resten af os ved gradsforskelle. Vi må derfor udvise forsigtighed, for dømmer vi dem for hårdt, dømmer vi samtidig enhver af os, som blot i mindste mål ikke slår til i selvkontrol. Vi har ikke større ret til at gøre dette end til at dømme personer, som falder under normen på andre træk, som har tilsvarende skæve genetiske bidrag, som f.eks. højde eller for den sags skyld menneskets intelligens.

Det er mit håb her til slut, at bogen ikke blot vil give en dybere videnskabelig forståelse af ADHD, men også et mere værdigt syn på forstyrrelsen og de mange, som lider af den. Hvis man undervejs har lært noget om vores egen selvkontrol og samfundet, og hvis blot vores slør af uvidenhed om dette universelle menneskelige træk er løftet en anelse, så meget desto bedre for os alle.

Dr. Russell A. Barkley, Ph.D.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.