ADHD og Arvelighed

Når der står at ‘ADHD har en arvelighed på 70-90%’, så tror mange fejlagtigt, at det betyder at har forældrene ADHD, så er der 70-90% risiko for at få et barn med ADHD, men det er ikke korrekt … få forklaringen på hvad arvelighed egentligt betyder … her …

Sammendrag

Denne artikel forklarer hvad forskellen på arvelighed er og forklarer hvad risikoen for at ens barn har arvet forælderens ADHD, er. Den har til formål at korrigere den almindelige misforståelse af at selvom arveligheden på ADHD ligger på 70-90% er det ikke ensbetydende med at 70-90% af alle børn af forældre med ADHD, selv bliver født med det.

Arvelighed på 70-90% betyder blot at de kendetegn og egenskaber som ses hos personer med ADHD, skyldes mellem 70-90% genetik, altså kommer fra de gener som barnet har nedarvet fra forældrene. Dermed er det videnskabeligt påvist, at opdragelsen ingen indflydelse har på om et barn har ADHD eller ej, for det er bestemt længe inden barnet overhovedet er blevet født.

Derfor kan man ej heller ‘få ADHD’ efter fødslen. Det kan ikke lade sig gøre at påvirke et barns DNA, efter fødslen, ved at forkæle dem, give dem for meget sukker, lade dem spille for meget iPad eller give dem for lidt fiskeolie. Man er født med ADHD og man dør med ADHD, man kan ikke få ADHD i løbet af livet, det er umuligt. Man kan dog godt pådrage sig hjerneskader (f.eks. TBI) eller personlighedsforstyrrelser (f.eks. Borderline) hvor symptomerne ligner de som man ser ved ADHD, men som skyldes helt andre årsager og derfor ikke er ADHD.

ADHD basisforståelse

Attention Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD) er den mest diagnosticerede  specifkke udviklingsforstyrrelse, en psykisk lidelse, i barndommen.

ADHD karakteriseres typisk af et vedvarende mønster af uopmærksomhed, impulsivitet og/eller hyperaktivitet.

Nyeste forskning har ydermere fastslået at letafledelighed, emotionel dysfunktion og nedsat hæmnings- og selvkontrol, grundet en 30-40% forsinkelse i den fysiske udvikling af hjernen, medfører at motor kontrol (verbal og non-verbal adfærd) udvikles før det system der skal styre denne motor kontrol, kaldet hæmningskontrol (selvkontrol, emotionel selvregulering, letafledelighed af opgave-irrelevante stimuli). Resultatet bliver til de synlige kernesymptomer på hyperaktivitet, impulsivitet og uopmærksomhed. Mind wandering (tankeflugt) er senest blevet tilskrevet som et kendetegn på ADHD, og vil indgå i ICD-11’s definition af ADHD.

Langtidsundersøgelser tyder på, at ca. 66-77% af de personer, der oplever barndommen ADHD, fortsat oplever sub-threshold symptomer (under diagnosegrænsen) på ADHD, der påvirker funktionsevnen i voksenalderen væsentligt, samt at funktionsevnen er dynamiske i sit udtryk af symptomer, baseret på den kontekst hvori de observeres.

Den globale forekomst (prævalens) af ADHD er blevet estimeret til 5,2 – 7,2%, af enhver befolkning, uanset race, køn eller alder.

Selvom ADHD’s etiologi ikke er veldefineret, er genetiske og miljømæssige faktorer identificeret som grundlæggende for lidelsen. På trods af mindre forskelle på individuelle prøver og i undersøgelsesdesign, estimeres den samlede arvelighed af ADHD til 70-90%.

Hvad er og betyder arvelighed?

Heritabilitet (arvelighed i videnskabelig forstand) er et mål for, hvor meget forskelle i folks gener, kan tillægges forskelle i deres egenskaber.

Egenskaber kan omfatte karakteristika som højde, øjenfarve og intelligens samt lidelser som skizofreni og autismespektrumforstyrrelse.

I videnskabelig henseende er arvelighed et statistisk koncept (repræsenteret som h²), der beskriver, hvor meget af variationen i et givet træk kan tilskrives genetisk variation.

Et skøn over egenskabens arvelighed er specifikt for en befolkning i et miljø, og det kan ændre sig over tid, efterhånden som omstændighederne ændrer sig.

Estimater for arvelighed spænder fra 0 til 1. En arvelighed tæt på 0 indikerer, at næsten al variabilitet i et træk blandt mennesker skyldes miljøfaktorer, med meget lidt indflydelse fra genetiske forskelle. Karakteristika som religion, sprogtal og politisk præference har en arvelighed på 0, fordi de ikke er under genetisk kontrol.

En arvelighed tæt på 1 indikerer, at næsten al variabilitet i et træk kommer fra genetiske forskelle, med meget lidt bidrag fra miljøfaktorer.

Mange lidelser, der er forårsaget af mutationer i enkelte gener, såsom phenylketonuri (PKU), har høj arvelighed.

De mest komplekse træk hos mennesker, såsom intelligens og multifaktoriale sygdomme, har en arvelighed et eller andet sted i midten, hvilket tyder på, at deres variabilitet skyldes en kombination af genetiske og miljømæssige faktorer.

Arvelighed er historisk blevet estimeret fra studier af tvillinger. enæggede tvillinger har næsten ingen forskelle i deres DNA, mens tveæggede tvillinger deler i gennemsnit 50 procent af deres DNA. Hvis et træk ser ud til at være mere ensartet i enæggede tvillinger end i tveæggede tvillinger (når de blev opdraget sammen i samme miljø), spiller genetiske faktorer sandsynligvis en vigtig rolle ved bestemmelsen af ​​dette træk. Ved at sammenligne et træk i identiske enæggede tvillinger mod tveæggede tvillinger, kan forskere beregne et skøn over dets arvelighed.

Arvelighed kan være svært at forstå, så der er mange misforståelser om, hvad det kan og ikke kan fortælle os, om et givet træk:

  • Arvelighed angiver ikke, hvilken andel af et træk der bestemmes af gener, og hvilken andel bestemmes af miljøet. Så en arvelighed på 0,7 betyder ikke, at et træk er 70% forårsaget af genetiske faktorer; det betyder at 70% af variabiliteten i egenskaben i en befolkning skyldes genetiske forskelle blandt mennesker.
  • At kende egenskabens arvelighed giver ikke oplysninger om, hvilke gener eller miljøpåvirkninger der er involveret, eller hvor vigtige de er for at bestemme egenskaben.
  • Arvelighed er ikke det samme som familiært (se forklaring nedenfor). Et træk beskrives som familiært, hvis det deles af familiemedlemmer. Egenskaber kan forekomme i familier af mange årsager ud over genetik, som ligheder i livsstil og miljø. For eksempel har det sprog, der tales, en tendens til at blive delt i familier, men det har intet genetisk bidrag, og det er derfor ikke arveligt.
  • Arvelighed giver ingen oplysninger om, hvor let eller svært det er at ændre et træk. For eksempel er hårfarve et træk med høj arvelighed, men det er meget nemt at skifte med farvestof.

Arvelighed er af særlig interesse for at forstå træk, der er meget komplekse med mange bidragende faktorer.

Arvelighed kan give indledende indikation på, om de relative indflydelser af “natur” (genetik) og “nurture” (miljø) på komplekse træk.

Hvad betyder det, hvis en lidelse er familiær?

En særlig lidelse kan beskrives som “familiær”, hvis mere end én person i familien har tilstanden. Nogle lidelser, som påvirker flere familiemedlemmer, skyldes genmutationer, som kan nedarves (fra forældre til barn).

Andre tilstande, der synes at være familiære, skyldes ikke mutationer i enkeltgener. I stedet er miljøfaktorer såsom kostvaner eller en kombination af genetiske og miljømæssige faktorer ansvarlige for disse lidelser.

Det er ikke altid let at afgøre, om en tilstand i en familie er nedarvet. En genetiker kan bruge en persons familiehistorie (en oversigt over sundhedsoplysninger om en persons umiddelbare og udvidede familie) for at hjælpe med at afgøre, om en lidelse har en genetisk komponent.

Han eller hun vil spørge om helbredet fra flere generationer af familien, som regel første grad’s slægtninge (forældre, børn, søskende), anden grad’s slægtninge (bedsteforældre, tanter og onkler, niecer og nevøer), og tredje grad’s slægtninge (grandfætre og grandkusiner).

Risiko for nedarvning af ADHD

Når nu vi har fastslået at en arvelighed på 70-90% ikke er ensbetydende med at 70-90% af alle børn af forældre med ADHD, selv bliver født med ADHD, hvad er så risikoen for at barnet bliver født med ADHD?

Studier har påvist at hvis moderen har ADHD, så er der 25% risiko for at barnet også har ADHD, og for faderen er risikoen 30%. Sammenlagt bliver det altså til en risiko for at barnet bliver født med genetisk nedarvet ADHD på 55%, hvis begge forældre har ADHD, 25% hvis moderen har og 30% hvis faderen har.

Helsøskende til et barn med ADHD har 35% risiko for selv at have ADHD, og enæggede tvillinger har 80%, tveæggede tvillinger omkring 50%.

Bedsteforældre har samme risikoprofil som forældre til et barn med ADHD (de er jo blot forældre til en forælder med ADHD selv).

Konklusion

ADHD er en fysisk betinget, genetisk (70%) eller biologisk (30%), specifik udviklingsforstyrrelse, en psykisk lidelse der medfører en nedsat psykisk funktionsevne (handicap) og som man alene kan få ved undfangelsen eller under svangerskabet (f.eks. infektioner hos moderen), der medfører at hjernen, rent fysisk, udvikler sig med en 30-40% forsinkelse, set i forhold til jævnaldrende børn, primært på motor kontrol (verbal og non-verbal adfærd), samt hæmningskontrol (selvkontrol, emotionel selvregulering, behovsudsættelse m.m.), som giver sig til udtryk ved hyperaktiv, impulsiv og tilsyneladende uopmærksom adfærd.

70-90% af disse karakteristiska skyldes arvelighed, rent genetisk, og derfor spiller opdragelse og miljø ingen rolle i hvorvidt et barn bliver født med ADHD eller ej. Opdragelse spiller dog en væsentlig rolle set i forhold til hvordan barnets funktionsnedsættelse (handicap) kommer til udtryk.

Derfor er der konsensus om at medicinering af barnet først, for at behandle de fysiologiske symptomer, kombineret med efterfølgende (samtidig) forældre- og adfærdsterapi, er den bedst mulig behandling af ADHD hos børn. ADHD hos voksne behandles bedst ved at kombinere flere forskellige midler imod ADHD, samt ved at give personlig, ADHD-specifik kognitiv psykoterapi for at behandle adfærd der er opstået som følge af ubehandlet ADHD i barn- og ungdom, og de deraf følgende komorbide lidelser såsom angst, depression, misbrug og sociale vanskeligheder pga. af traumer i barndommen (mobning, neglekt og overgreb).

Jeg håber at dette har fået det med arvelighed sat helt fast og at du vil kunne bruge det i din videre uddannelse i hvad ADHD i virkeligheden er 🙂

/ADDspeaker