Børn med ADHD voldtages af voksnes ideologiske magtkamp

On 28. October 2018

Siden 2010 har vi observeret at debatten omkring hvilken behandling der er anbefalet til børn med ADHD, primært har haft fokus på om hvorvidt man skal behandle med ADHD-medicin eller ej, I denne artikel undersøger vi hvorfor og hvilke konsekvenser det har for børn med ADHD.

Jeg læser mange videnskabelige studier omkring ADHD, og det har jeg gjort siden jeg selv blev udredt tilbage i 2012. Derudover har jeg læst mange af de artikler som er bragt i medierne omkring fortolkningen af de resultater som disse videnskabelige studier har konkluderet.

Fælles for stort set alle disse “partsindlæg” er, at de enten er for eller imod medicinsk behandling af ADHD, især hos børn.

Argumenterne for medicin, er den dokumenterede videnskabelige evidens for medicinens effekt, udover den umiddelbare daglige symptombehandling, samt den langsigtede effekt af at være i medicinsk behandling for at reducere risikoen for at barnet udvikler komorbide lidelser, såsom angst og depression, senere i livet.

Seniorforsker ved Region Sjælland, den norske psykolog Ole Jakob Storebø, er en af de forskere der er mest markant i den ideologiske voldtægt af børn med ADHD, den seneste i en lang række af propagandister, der forplumrer samfundsdebatten.

Argumenterne imod går på at vi ikke kender den langsigtede virkning af at behandle med ADHD-medicin over hele livscyklussen, særligt med fokus på fremtidige alvorlige bivirkninger af årelangt forbrug af centralstimulerende ADHD-medicin, såsom Methylphenidat (Ritalin mv.) og Dexamfetamin (Attentin), Lisdexamfetamin (Elvanse), samt de ikke-centralstimulerrende midler Atomoxetin (Strattera) og Guanfacin (Intuniv).

Som patient står man så der i midten af miseren og aner ikke sine levende råd, for på den ene side står der en gruppe af ADHD-eksperter der behandler personer med ADHD i dagligdagen og på den anden side står der et hold videnskabsfolk der forsker i ADHD, og begge fløje indeholder både tilhængere og modstandere af ADHD-medicin. 

Tine Houmann sidder med i det udvalg der for tiden er ved at udarbejde den nyes version af Nationail Klinisk Retningslinje (NKR) for udredning og behandling af børn og unge med ADHD

Medierne har i årevis haft fokus på at skrive om ADHD-medicin udfra en sensationspræget motivation, da ordet “narko” og “børn” sælger aviser, men meget få i medierne har reelt nogen indsigt i hvad ADHD-medicin er, gør og hvordan det virker, men har alene fokuseret på at noget af medicinen indeholder amfetamin og dermed konkluderet at så må det jo handle om at man giver børn med ADHD narko.

Oveni denne magtkamp mellem for og imod ADHD-medicin, så har mange andre interesse i at bruge ADHD-medicin som en del af deres propaganda for at fremme der egen personlige agenda. Scientology har i årevis kørt en aggressiv kampagne imod alt omhandlende ADHD via deres organisation CCHR.

Konspirationsteoretikere er overbevist om at ADHD er noget som Big Pharma har opfundet for at sælge flere piller og hele den alternative behandlerverden har set sig lun på at kunne slå plat på fortvivlede forældre og deres desperate kamp for at kurere deres barn for ADHD, gennem videnskabeligt udokumenterede vidunderkure, gående fra fiskeolie, glutenfri kost, ingen sukker, ingen farvestoffer, neuro-feedback, hypnose, og et væld af andre forslag til at få barnet normaliseret igen.

Som patient står man så der, midt i det hele, forvirret, frustreret og forfærdet over alle de ting som kan gå galt, hvis man nu vælger at behandle sin ADHD med medicin. Mange forældre føler sig tvunget til at give deres barn medicin, da Børne -og Ungepsykiatrien (BUC) har som krav at barnet skal behandles med medicin såfremt deres symptomer er af mild eller svær grad, og nægtes dette, så vil BUC ikke behandle barnet og afslutter derfor barnet i BUC.

http://www.psykiatrienisyddanmark.dk/wm383694

I skolernes Psykologisk-Pædagogisk Rådgivning (PPR) har man siden den nye folkeskolelov hvor Inklusion blev indført, været til stadighed mere og mere afvisende for at videresende børn og unge til udredning for ADHD, dels fordi psykologer og pædagoger generelt mener at ADHD skal behandles med pædagogik og adfærdsterapi fremfor medicin, og dels fordi det kommunale pres for at spare på budgetterne, i høj grad går ud over børn med ADHD og deres behov, da de er voldsomt omkostningstunge at inkludere i en normal folkeskoleklasse og da specialklasser ikke længere er god latin i disse Inklusionstider, så ender børnene med at blive afvist til udredning og sendt tilbage til deres normale skoleklasse, uden hverken validering, medicinsk behandling eller støttende pædagogiske tiltag.

Jeg har igennem de seneste 6-7 år haft kontakt med mange af forældrene til disse børn og fælles for dem alle er, at deres børn lider hver dag, både psykisk og emotionelt, fagligt og socialt, samt at forældrene er på kanten af selv at kaste håndklædet i ringen pga. belastningsreaktion, burn-out, depression og egne psykiske og fysiske symptomer på deres egen (ofte ubehandlede) ADHD.

https://fagbladet3f.dk/artikel/jobcentre-goer-danskere-psykisk-syge

Det klassiske mønster er, at forældrene selv har levet med uopdaget og ubehandlet ADHD i 20-30 år, mange har ingen længerevarende uddannelse kva en skolegang præget af mobning, faglige vanskeligheder og social utilpasset adfærd i ungdomsårene, med misbrug og kriminalitet i større eller mindre grad.

Når de så bliver forældre og deres barn viser tydelige tegn på ADHD (som jo i dag er velkendt i både vuggestuer og børnehaver) og forældrene så tager barnet med til deres praktiserende læge, så oplever de at lægerne følger deres vejledning og udskyder udredningen til barnet skal begynde i skolen.

Det betyder at en forælder der selv lider af ubehandlet ADHD og alt hvad det medfører, nu kan se frem til 6 år i helvede med et barn der kræver deres fulde opmærksomhed 24/7, og hvor samfundet omkring dem ofte ser på dem som “dårlige, dovne forældre” og med foragt ryster på hovedet af dem når de ikke kan styre deres unger nede i Netto.

Når så barnet endeligt kommer i skole, og lærerne inden længe kommer og beklager sig til forældrene over barnets manglende evne til at sidde stille i klassen, vente på tur, modtage en fælles besked og desuden har faglige vanskeligheder, og foreslår forældrene at få barnet gennem en Pædagogisk-Psykologisk Vurdering (PPV) for at se om der er noget at komme efter, så øjner de nedkørte forældre et lys for enden af tunnelen.

https://www.berlingske.dk/samfund/umodne-boern-faar-utroligt-mange-hug-i-skolen

Ventetiden på at få udarbejdet en PPV kan hurtigt være på 9-12 måneder da PPR som udarbejder denne, i forvejen er underbemandet og overbebyrdet med krav, så når PPV’en endeligt kommer, så er det kun de børn der har de allermest synlige og udadreagerende symptomer, der bliver betragtet som værende i målgruppen for PPR.

https://www.folkeskolen.dk/49579/analyse-alt-for-lang-ventetid-hos-ppr

Af disse sager der når til PPR, er det blot et fåtal der så kommer igennem nåleøjet og bliver sendt videre til BUC, da (formodning, ikke fakta) PPR ser ud til at have en kvota for hvor mange børn de må henvise til BUC (grundet kommunaløkonomiske hensyn).

Barnet er nu mellem 7-10 år gammelt, og 2/3 udviser nu synlige tegn på at have ADHD (af den variant som i dag kaldes for ADHD-PHI, ADHD med Primært Hyperaktivitet/impulsivitet) og da vi ved fra al videnskabelig forskning, at op imod 60-80% af alle børn der lever med medicinsk ubehandlet ADHD, samtidigt udvikler komorbid Oppositionel Adfærdsforstyrrelse (ODD), der oftest, men ikke altid, skyldes en uheldig kombination af barnets ubehandlet ADHD kombineret med psykosociale faktorer (forældrenes variende grad af konsekvent opdragelse grundet egne ubehandlede symptomer der har ført til depression), så har vi en stor gruppe af børn med udadreagerende symptomalogi og anti-social tillært adfærd, kombineret med normative udfordringer i barneårene (venskaber, mobning, selvværd osv.)

En anden og langt større gruppe, som lider i ubemærket stilhed, er de ca. 1/3 af alle med ADHD der har den variant som i dag kaldes for ADHD-PI (ADHD med Primært Uopmærksomhed), hvor symptomerne er internaliserede og viser sig ved at barnet er distræt, uoplagt, virkelighedsfjern, uengageret og ofte direkte depressiv i sit udtryk. Men da disse børn jo ikke forstyrre andre, og dermed ikke er et problem i en normal folkeskoleklasse, så opdager ingen at de lider i stilhed og langsomt nedbrydes indefra med svær depression, angst, spiseforstyrrelser, selvmordstanker og ofte er mobbeofre oveni.

Når barnet så bliver 13 år gammelt og officielt bliver teenager, så ser vi at disse børn med ubehandlet ADHD nu begynder at gøre oprør imod alt og alle, og dette manifestere sig i uhæmmet seksuel adfærd, misbrug af stoffer og alkohol, kriminalitet, selvskadende adfærd (cutting) og skolevægring, samt fagligt er bagud i forhold til deres jævnaldrende.

Imellemtiden er forældrene gået i stykker og lever nu på offentlig forsørgelse da de ikke længere er i stand til at fastholde et job og have en familie, samt at mange selv har udviklet svær depression, misbrug og usund livsstil med dårlig kost og manglende motion (grundet langvarige konsekvenser af ubehandlet ADHD), samt psykologisk er nedbrudte af et langt liv som socialt utilpassede, uden nære venskaber og med familiemæssige relationer der er præget at mange år med interne konflikter (husk på at mindst én af bedsteforældrene jo selv lider af ubehandlet ADHD, rent videnskabeligt).

Det er i denne cocktail af psykosociale, psykosomatiske og psykiatriske symptomer, at personen med ADHD nu møder et samfund hvor medierne har fokus på at fortælle om hvor uansvarligt det er at give narko til børn, hvor psykologerne beskylder psykiateren for at være i lommen på Big Pharma, hvor spøgefulde pædagoger trods videnskabelig evidens der beviser det modsatte, fortsat fortæller forældrene at “ADHD jo står for Alle Drenge Har Det” og overbærende tilbyder forældrene at give dem et par tips til hvordan de kan blive bedre forældre, hvor Folkeskolen aktivt forsøger at modvirke til at børn bliver sendt til udredning for ADHD, da de ikke har ressourcer til at håndtere de 5 – 7% af alle børn der jo så ville skulle have særlig støtte ved tvungen Inklusion, og hvor kommunalpolitisk korttidstænkning (man skal jo genvælges) alene har fokus på hvad der virker her og nu, ikke på hvad der tjener den enkelte og samfundet, på lang sigt.

Det er så her jeg i dag står, som 46 årig, med diagnoser på ADHD-PI, Atypisk Autsime, Generaliseret Angst og Depression, Diabetes Type-2, Grøn Stær, nedsat syn på mellem 25-50%, med en mund fuld af ødelagte tænder der venter på at blive hevet ud og erstattet med et gebis, samt med et nu 7 år langt såkaldt “Ressourceforløb” bag mig, da Jobcenteret ikke aner hva de skal stille op med “sådan en som jeg” der har været selvstændig, succesfuld og har haft fuldtidsjob indenfor topledelse de seneste 15 år, og med 10 år inden da som IT professionel, for hvor sender man lige sådan en som jeg i “arbejdsprøvning”?

Personligt er jeg, langt fra et enestående eksempel på et liv med konsekvensen af hele den ovenstående problematik, nærmere en slags “Perfect Storm” af de beskrevne problematikker, og vil derfor tillade mig at råbe op på VORES vegne, således at vi fremover kan få en grundlæggende ændring af hele vores forståelse af, indsigt i, anerkendelse af, respekt for … og ikke mindst – omsorg til … de 300.000 danskere der i dag lever med ADHD og hvor blot 15% modtager medicinsk behandling og blot 1-2% modtager psykosocial/pædagogisk støtte, og hvor mindre end 33% af alle på ADHD medicin i dag er under 18 år.

ADDspeaker (2018)

Min opfordring til samfundet er derfor at gøre op med den voldtægt af en medfødt, fysiologisk betinget, kronisk og livslang, psykisk lidelse, med varig og væsentlig funktionsnedsættelse til følge, som vi i dag VED at ADHD i virkeligheden er og medfører, således at vi kan redde kommende generationer fra at blive ofre for voksne menneskers religiøse magtkamp om at få ret i deres personlige holdninger, med ingen eller ringe fokus på dem sagen i virkeligheden handler om … de 90.000 børn der i dag lever med (65.0000 med ubehandlet) ADHD.


/ADDspeaker

3 Responses to “Børn med ADHD voldtages af voksnes ideologiske magtkamp”

  • Hej Peter. Jeg har fornylig fået konstateret ADD i slutningen af august, et par måneder efter jeg blev tredive. Det kaldes som bekendt også ‘stille damp’ og det opleves bestemt også sådan, jeg føler ofte og generelt en meget lav energi i tilværelsen der især forhindrer mig fra at få ting gjort.
    Hvilke idéer/vidnesbyrd har du ift. en evt. ritalin-behandlings effekt på dette energi-niveau? For jeg har nemlig absolut ikke behov for at hæmme en ‘hyperaktivitet’, da der i mit tilfælde snarere er tale om en lavaktivitet. Mvh. Thomas.

    • Hej Thomas, i dag kaldes ‘stille damp’ for ‘ADHD med primær uopmærksom præsentation’ eller ADHD-PI.

      Denne variant ved vi ud fra evidens at man bedst behandler med (Lis)Dexamfetamin når man er voksen, grundet at ens hjerne er færdigudviklet omkring 30-års alderen (det betyder ikke at man er “vokset fra sin ADHD, blot at en hjerne med ADHD har indhentet den 30% forsinkelse, som ADHD medfører.

      Der findes to præparater der er gode til ADHD-PI:

      Attentin (Dexamfetamin) der er hurtigvirkende og har effekt i ca 3-4 timer.

      Elvanse (Lisdexamfetamin) der er depot og har effekt i ca. 8-12 timer.

      De fleste tager en kombination af 5mg Attentin + 30mg Elvanse om morgenen og evt. 5mg omkring spisetid for at være dækket ind til aftenen også.

      Den sløvhed du beskriver kaldes for hypoaktivitet, altså det modsatte af hyperaktivitet, og det skyldes at dit dopamin-niveau (kva din ADHD) er alt for lavt. Det behandles let med medicinen jeg beskriver og det virker indenfor 30 min. og er ikke vanedannende eller har nogen euforisk effekt, i disse doser.

      Du kan evt. undersøge om du har autistiske træk når du er blevet medicineret, f.eks øger tendens til at have rigid tankegang, modsat mod udefrakommende krav, sensorisk overstimulering mv.

      Det er typisk først når ADHD’en er velbehandlet, at autisme opdages, især hos voksne, da de har tillært sig en lang række mestringsstrategier til at skjule deres handicap.

      Mellem 20-50% af alle med ADHD, lider af komorbid Autisme, og 80% lider af komorbid angst eller depression, 55% lider af komorbid angst OG depression …

      Så det er vigtigt at du bliver udredt for alle disse, da de samlet påvirker hinanden i høj grad.

      Giver det mening for dig, Thomas?

      Denne artikel er god til at få det fulde overblik 🙂

      http://addspeaker.net/adhd-lev-staerkt-do-ung/

    • Thomas, se denne video om sen-diagnosticerede: https://youtu.be/_GZx65d_HsI

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.