Ny ideologisk alliance mellem Region Sjælland og BUP-DK vil forsøge at sætte en stopper for medicinering af børn med ADHD
TRAGISK: Ny ideologisk alliance mellem Region Sjælland og BUP-DK vil forsøge at sætte en stopper for medicinering af børn med ADHD, trods massiv, global videnskabelig konsensus om at ADHD-medicin er sikkert, effektivt og medfører lavere risiko for ulykker, depression, misbrug, teenage-graviditeter og selvmord. Skal “Storebø-effekten” nu nationaliseres, på trods af at hans egen evidens fra 2019 påviste, at social færdighedstræning ingen effekt havde?
Følgende er min kommentar til Ole Jakob Storebø & Nina Tejs Jørring’s debatindlæg i Politiken, 13. marts 2023 – med titlen “Eksperter i psykiatrien: Det er, som om vi har glemt, at hyppigt anvendt adhd-medicin er en afart af amfetamin – politiken.dk“, dog med den oprindelige titel: Overlæger i Psykiatrien”
Peter ‘ADDspeaker’ Vang
PSYKOLOGER, PÆDAGOGER OG BIG PHARMA-FOLK, JA SELV SCIENTOLOGY har i årevis brugt ADHD-medicin som deres prügelknabe for at fremme deres ideologiske agendaer – alle under banneret:
“ADHD-medicin er livsfarlig amfetamin, man kan da ikke give narko til børn!”
Det har skabt en udbredt (mis)forståelse af hvad ADHD-medicin er, gør og betyder for vi ca. 300.000 danskere med ADHD, der er født med en genetisk betinget, neurobiologisk defekt der gør at vores fysiske hjerne udvikler sig med en 30% forsinkelse, i forhold til hvad den burde, hvoraf vi er ca. 90.000 danskere (heraf 23.200 børn) der får den nødvendige ADHD-medicin der afhjælper konsekvensen af denne defekt i vores neuroanatomiske udvikling.
Dette svarer til at 40% af alle børn og 30% af alle voksne med ADHD i dag er i medicinsk behandling, hvilket samtidigt betyder af 34.622 af alle børn med ADHD i dag – ikke – er i den anbefalede nødvendige medicinske behandling for deres medfødte lidelse.
Dette har alvorlige, livslange negative konsekvenser, på samtlige livsområder, ikke blot grundet de observerbare symptomer, men derimod grundet den medfølgende helbredsmæssige, somatiske øgede risiko for: overvægt, astma- og allergi, diabetes, psoriasis, Crohns, PCOS, samt en 80% forekomst af søvnforstyrrelser, der samlet set fører til en overdødelighed på 50%, en 12,7 år reduceret forventet middellevetid, at 55-80% udvikler depression og en 6-10x højere risiko for selvmord, samtidigt med at risikoen for at blive offer for seksuelle overgreb er 3,7x højere end for resten af befolkningen.
Præcis som en person med Diabetes har brug for medicinsk hjælp ude fra for at leve med symptomer på deres genetisk betingede, medfødte fysiske lidelse til hverdag, samt forhindre senfølger af at leve med ubehandlet lidelse, således har vi med ADHD (og Autisme) brug for samme hjælp ude fra, primært for at støtte vores funktionsevne i dagligdagen, men vigtigst af alt, for at undgå at blive en del af statistikken om ADHD: 6 ud af 10 går ud af Folkeskolen uden et afgangsbevis, må leve på samfundets laveste trin på offentlig forsørgelse (90%) eller forsørge sig via kriminalitet (2x øget risiko), som medfører en 60% øget risiko for blive straffet og en 70% øget risiko for fængsling, end personer uden ADHD, kort sagt ikke et liv som man ville ønske at tilbyde sit eget barn.
Sådan mødes forældre til børn med ADHD ofte, selv af fageksperter såsom Nina Tejs Jørring, forperson for BUP og seniorforsker ved Center for Evidensbaseret Psykiatri i Region Sjælland og adjungerende professor ved Syddansk Universitet, der i Politiken 13. marts 2023 udtalte:
"Det er som om vi har glemt at hyppigt anvendt adhd-medicin er en afart af amfetamin"
Personligt blev jeg meget provokeret af at se to af de toneangivende fageksperter indenfor ADHD behandling og forskning udtale sig med noget så stupidt og stigmatiserende, noget som jeg faktisk troede kun var hårdnakkede Scientology-fans der fortsat brugte i deres propaganda.
At netop disse to personer kan udtale sig sådan, velvidende hvordan den offentlige (mis)forståelse af vores medicin er i forvejen, fik mig til at kigge dem nærmere efter i sømmene, men da pladsen er knap her, vil jeg kun kort give min vurdering af hvad der – i virkeligheden – ligger til grund for deres korstog – når det nu med al åbenlyshed – ikke – er det vi patienters bedste, de har på sinde.
Ole Jakob Storebø har siden 2015, via sin skattekrone-betalte forskerstilling under Region Sjælland, udarbejdet hele 2 studier af 900+ sider længde, de såkaldte “Systemiske Meta-analyser” om Methylphenidat. Det første kom i 2015 og er netop blevet opdateret her i marts 2023 (hvilket sjovt nok falder sammen med det føromtalte debat indlæg).
Tilbage i 2015 lavede han et lignende stunt som det jeg her kommenterer på, “Forskere sår tvivl om: ADHD-medicin til børn og unge virker ikke nødvendigvis” med undertitlen “De studier der tidligere har vist, at ADHD-medicin gør en forskel, er af ringe kvalitet“. Det blev startskuddet til en voldsom kritik af Storebø og kolleger fra verdens mest fremtrædende forskere indenfor ADHD-forskningen, deriblandt Dr. Dr. Tobias Banaschewski der over to omgange mellem 2016 og 2018 havde publiceret omfattende faglig kritik af Storebø.
Jeg blev så harm over at læse at dét videnskabelige studie han havde publiceret, havde en konklusion der på ingen måde havde noget konkret bevis for de udtalelser han kom med i medierne, at jeg efterfølgende drøftede dette med Dr. Russell A. Barkley, Ph.d. og sammen forfattede vi en række spørgsmål til Storebø som jeg sendte til ham, og aldrig fik noget svar på.
Storebø havde givet fingeren nedad til samtlige 185 studier, med begrundelse i at “de var af for kort varighed”, “at det var for nemt at gætte om man havde fået Methylphenidat eller placebo”, samt at der var overvældende finansiering af studierne fra medicinalindustrien.ergo var alle 185 studier af “ringe kvalitet”.
Derudover vil Storebø og kolleger kun “godkende” fremtidige studier af Methylphenidat, hvis man giver kontrolgruppen en såkaldt Nocebo-pille, således at de børn der ikke får Methylphenidat, også får de bivirkninger vi alle kender ved Methylphenidat (nedsat appetit og søvnproblemer), udelukkende for at “man således ikke kan gætte om man får Methylphenidat eller placebo”.
Efterfølgende udtalte Dr. Barkley, at
» selvom et sådan fantasi præparat skulle findes, så ville ingen IRB (red: Etisk Råd i USA) nogensinde tillade at noget sådan ville blive anvendt « og han fortsætter » forfatterne til dette studie, beder om det umulige, samtidigt med at de måler kvaliteten af de undersøgte studier på baggrund af en fantasi «
DR. Russell A. Barkley, PhD.
Sideløbende med sin “forskning” har Storebø brugt sin tid på at få Methylphenidat forhindret i at blive optaget på WHO’s liste over essentiel medicin, sammen folk fra det tidligere Peter C. Gøtzsche’s regime i Cochrane, indtil han blev fyret tilbage i 2018. Det lykkedes dem, og i 2023 gentog de “succesen” med begrundelse i hans 2015 studie om “den ringe kvalitet” og fik endnu gang blokeret.
Den anden del af Jørring & Storebø’s kritik i deres debatindlæg går på deres påståede “stor stigning i brug af adhd-medicin til børn” som jeg talte at mindst 20 forskellige medier havde valgte at bringe med enslydende overskrifter. Under titlen kan man yderligere læse, at “flere eksperter mener, at stigningen er et problem, fordi Sundhedsstyrelsen anbefaler pædagogisk eller psykologiske tiltag frem for medicin” – hvilket dermed afslører den egentlige agenda bag deres fælles korstog mod ADHD-medicin.
De taler i øvrigt mod bedrevidende, da der i NKR for ADHD til børn og unge står, at “Tilbyd methylphenidat til børn og unge med ADHD der udviser væsentlig funktionsnedsættelse og hvor psykologiske og/eller pædagogiske tiltag ikke har haft tilstrækkelig effekt.” samt at Sundhedsstyrelsen giver denne som en “Stærk Anbefaling”. Det ved Storebø udmærket, han var selv med i det udvalg der lavede den foregående NKR for børn med ADHD.
Alt i alt, så handler deres “magtkamp” om alt andet end børn med ADHD’s velbefindende, og udelukkende har til formål at misbruge offentlighedens stigmatiserende (mis)forståelse af vores “insulin” – og deres agenda er åbenlys – flere ressourcer til deres fagområder (Storebø er specialist i Tilknytnings- og Personlighedsforstyrrelser, og Nina Tejs Jørring er specialist i Narrativ Familieterapi), som “al det overforbrug for amfetamin-lignende” medicin jo forhindrer dem i at udleve.
Jeg har foretaget en lang række faktuelle beregninger af hvad Lægemiddelstatistikregisteret har offentliggjort omkring forbruget og udviklingen i forbruget af ADHD-medicin for de seneste 10 år, og disse resultater er frit tilgængelige via min blog, inklusive datagrundlag!
Fakta er, at der siden 2013 er kommet 7.050 flere børn på ADHD-medicin, en stigning fra 16.150 i 2013 til 23.200 i 2022, eller 30% på 10 år, hvilket betyder, at der i dag er 35% af de 57.822 børn der ifølge Sundhedsstyrelsens prævalenstal for ADHD på 5%, i dag i medicinsk behandling.
I perioden 2005 til 2015 modtog Sundhedsstyrelsen 845 indberetninger om bivirkninger af ADHD-medicin, heraf 108 omhandlende kardiovaskulære bivirkninger, svarende til 2,29% og 0,29% af de 36.820 nye på ADHD-medicin i perioden 2005 til 2015, ifølge Nyt Om Bivirkninger fra januar 2016.
Jeg har nu anmodet Sophie Løhde om at tage – endnu – et kig på de forskningsmidler som Cochrane bliver tildelt via finansloven, for der er intet af den “forskning” som Storebø og hans utallige medforfattere har brugt vores penge på, der nogensinde er kommet eller vil komme nogen af vi knap 300.000 med ADHD i Danmark til gode – tværtimod!
Lad mig forlade dig, kære læser, med dette spørgsmål: Ville det danske samfund stå bifaldende til hvis grupper af personer med dubiøse agendaer havde taget insulin som gidsel i deres propaganda, og dermed overladt 65% af alle børn med diabetes – uden insulin – alene fordi “folk ikke forstår deres medicin” eller fordi “folk har interesse i at sælge dig livsstilstiltag og økologiske kogebøger” for egen vindings skyld!? – Tænk over den næste gang du ser en click-bait overskrift om ADHD i din nyhedsstrøm.
Tak for din tid og opmærksomhed!
Peter ‘ADDspeaker’ Vang
Debatindlæg: Kommentar til debatindlæg 13/04/2023 af Nina Tejs Jørring og Ole Jakob Storebø
TRAGISK: 34.000 BØRN MED ADHD OFRE FOR FAGEKSPERTERS IDEOLOGISKE MAGTKAMP
Psykologer, pædagoger og Big Pharma-folk, ja selv Scientology har i årevis brugt ADHD-medicin som deres prügelknabe for at fremme deres individuelle agendaer. Det har skabt en udbredt (mis)forståelse af hvad ADHD-medicin er, gør og betyder for vi ca. 300.000 danskere med ADHD, der er født med en genetisk betinget, neurobiologisk defekt der gør at vores fysiske hjerne udvikler sig med en 30% forsinkelse, i forhold til hvad den burde, hvoraf vi er ca. 90.000 danskere (heraf 23.200 børn) får den nødvendige ADHD-medicin der afhjælper konsekvensen af denne defekt i vores neuroanatomiske udvikling.
Denne forsinkelse rammer primært vores Hæmningskontrol, hvilket er årsagen til at du ser os som hyperaktive/impulsive og uopmærksomme. Førhen troede man, at de var slet moral, dårlig opdragelse eller blot manglende vilje fra personens side, men gudskelov kom min gode ven og (u)officielle mentor, Dr. Russell A. Barkley, Ph.d. tilbage i 1997 med den videnskabelige evidens som i dag danner grundlaget for diagnosen ADHD under både ICD-11 og DSM-5.
Det Barkley skrev i sin konklusion fra sin teoretiske gennemgang af al evidensen for den biologiske forklaring til de symptomer som vi alle kender som ADHD i dag. Han skrev bl.a.:
“… hvis bogen blot betyder en lille udvikling i, hvordan forskere, klinikere og den almene offentlighed betragter ADHD, hvis den blot bidrager en smule til at give denne tilstand status som en legitim udviklingsforstyrrelse, eller hvis blot den fjerner en smule af den skygge af negativ moralsk vurdering, som andre, der ikke kender til forstyrrelsen, ofte kaster over de personer, som lider af den, så vil det være rigelig belønning for de mange måneder med slid og slæb, mens bogen blev til.“
Desværre så har hverken danske forskere, klinikere eller den almene offentlighed lyttet til Dr. Barkley’s bøn, tværtimod … Ved du at man ikke kan blive ansat i Forsvaret, blive politibetjent eller undgå at blive set på med stor mistro og slet skjult afsky, hvis man vælger at følge sin psykiater og 60 års videnskabelig forsknings anbefaling – får den “insulin” som vi knap 300.000 danskere med ADHD har brug for, for at kunne fungere “på lige fod med alle andre borgere” for at undgå at vores medfødte psykiske lidelse ikke ender med at føre til det handicap som “resultat af samspillet, mellem personer med funktionsnedsættelse og holdningsbestemte og omgivelsesmæssige barrierer, som hindrer dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet“.
ADHD er hjernens diabetes! Præcis som en person med Diabetes har brug for medicinsk hjælp ude fra for at leve med symptomer på deres genetisk betingede, medfødte fysiske lidelse til hverdag, samt forhindre senfølger af at leve med ubehandlet lidelse, således har vi med ADHD (og Autisme) brug for samme hjælp ude fra, primært for at støtte vores funktionsevne i dagligdagen, men vigtigst af alt, for at undgå at blive en del af statistikken om ADHD: 6 ud af 10 går ud af Folkeskolen uden et afgangsbevis, må leve med en overdødelighed på 50% set i forhold til baggrundsbefolkningen, samt gøre sit bedst for ikke at blive en del af dem med ADHD der har en 12,7 år kortere forventet middellevetid på grund af senfølger af medicinsk ubehandlet ADHD.
Amfetamin til børn!? Sådan mødes forældre til børn med ADHD ofte, selv af fageksperter såsom Nina Tejs Jørring, forperson for BUP og seniorforsker ved Center for Evidensbaseret Psykiatri i Region Sjælland og adjungerende professor ved Syddansk Universitet, der i Politiken 13. marts 2023 udtalte:
“Det er som om vi har glemt at hyppigt anvendt adhd-medicin er en afart af amfetamin”
Personligt blev jeg meget provokeret af at se to af de toneangivende fageksperter indenfor ADHD behandling og forskning udtale sig med noget så stupidt og stigmatiserende, noget som jeg faktisk troede kun var hårdnakkede Scientology-fans der fortsat brugte i deres propaganda.
At disse to personer kan udtale sig sådan, velvidende hvordan den offentlige (mis)forståelse af vores medicin er i forvejen, fik mig til at kigge dem nærmere efter i sømmene. Det er blevet til en del opslag på vores Facebook side for ADDspeaker, samt for artikler på vores blog, der alle går i detaljer om baggrunden for deres udtalelser. Men da pladsen er knap her, vil jeg kun kort give min vurdering af hvad der – i virkeligheden – ligger til grund for deres korstog – når det nu ikke er vi patienter med ADHD’s bedste de har på sinde.
Ole Jakob Storebø har siden 2015 via sit skattekrone-betalte “forskning” under Region Sjælland, udarbejdet 2 900+ sider lange såkaldte “Systemiske Meta-analyser” om Methylphenidat, det første kom i 2015 og er netop blevet opdateret her i marts 2023 (hvilket sjovt nok falder sammen med det føromtalte debat indlæg). Tilbage i 2015 lavede han et lignende stunt, “Forskere sår tvivl om: ADHD-medicin til børn og unge virker ikke nødvendigvis” med undertitlen “De studier der tidligere har vist, at ADHD-medicin gør en forskel, er af ringe kvalitet“. Det blev startskuddet til en voldsom kritik af Storebø og kolleger fra verdens mest fremtrædende forskere indenfor ADHD-forskningen, deriblandt Dr. Dr. Tobias Banaschewski der over to omgange mellem 2016 og 2018 havde publiceret omfattende faglig kritik af både Storebøs metode og valg af kvalificering af de 185 studier om Methylphenidat som Storebø havde givet fingeren nedad til, med begrundelse i at “de var af for kort varighed”, “at det var for nemt at gætte om man havde fået Methylphenidat eller placebo”, samt at der var overvældende finansiering af studierne fra medicinalindustrien, ergo var alle 185 studier af “ringe kvalitet”. Derudover vil Storebø og kolleger kun “godkende” fremtidige studier af Methylphenidat, hvis man giver kontrolgruppen en såkaldt Nocebo-pille, således at de børn der ikke får Methylphenidat, også får de ikke-alvorlige bivirkninger vi alle kender ved Methylphenidat (nedsat appetit og søvnproblemer), alene for at “man således ikke kan gætte om man får Methylphenidat eller placebo”.
Jeg blev så harm over at læse at dét videnskabelige studie han havde publiceret, havde en konklusion der på ingen måde havde noget konkret bevis for de udtalelser han kom med i medierne efterfølgende, så jeg snakkede med Dr. Barkley og sammen forfattede vi en række spørgsmål til Storebø som jeg sendte til ham, og aldrig fik noget svar på. Efterfølgende udtalte Dr. Barkley (hvis studier var blandt de 185 som Storebø havde kasseret), at “» selvom et sådan fantasi præparat skulle findes, så ville ingen IRB (red: Etisk Råd i USA) nogensinde tillade at noget sådan ville blive anvendt « og han fortsætter » forfatterne til dette studie, beder om det umulige, samtidigt med at de måler kvaliteten af de undersøgte studier på baggrund af en fantasi «.
I Storebøs nye 2023 opdatering af samme emne, nu dog med 212 studier som han igen afviser rub og stub som havende “høj risiko for bias” og “høj risiko for Vester Interest” (læs: Big Pharma) – alt baseret på en såkaldt Evidensbaseret Metode kaldet GRADE fra Cochrane – som Storebø er ivrig arvtager af Peter C. Gøtzsche’s agenda via i øvrigt. Men da jeg er autist, udover at have ADHD, så har læst samtlige 917 sider af hans nyeste studie og har sågar genberegnet flere af de publicerede data, og det førte til nogle overraskende fund, fund som Storebø burde have fokuseret på i sin konklusion, men udelader fuldstændigt, hvilket er grænsende til videnskabelig uredelighed!
Hans data viser nemlig, at Methylphenidat overordnet set havde en SMD på -0,93 (hvilket er ensbetydende med at det har en “meget høj grad af positiv effekt”, samt at den omtalte “høje risiko for bias” viste sig, i direkte sammenligning mellem alle grupper at være ikke-eksisterende (forskellen mellem lav risiko for bias og høj risiko for bias-grupperne lå på SMD: -0,91 og -0,99, samt hans Big Pharma forud antagelse lå på SMD: -1,08 for de med lav risiko og på -0,98 for højrisikogruppen.
I konklusionen i hans 2023-studie stå der følgende i stedet for:
“- kan forbedre ADHD, kan gøre ingen forskel i forhold til alvorlige bivirkninger, kan give flere ikke-alvorlige bivirkninger, kan forbedre den generelle adfærd, kan muligvis ikke påvirke livskvaliteten“(min oversættelse).
Udover at det er ufatteligt overkryptisk formuleret, så er det direkte misvisende, når han udelader at nævne at selvom 53,8% der fik Methylphenidat, oplevede ikke-alvorlige bivirkninger, så oplevede 43,7% i kontrolgruppen de samme – nemlig nedsat appetit og søvnproblemer. Det indikere, at disse ikke-alvorlige bivirkninger er en konsekvens af ADHD og ikke af Methylphenidat specifikt, hvilket han helt undgår at nævne. Det er almen videnskabelig viden, at personer med ADHD lider af søvnproblemer for 80%’s vedkommende, samt at mellem 50-70% af alle med Autisme ligeledes lider af ADHD, hvilket kan være en meget sandsynlig årsag til “nedsat appetit” der kan være misforståelse af velkendte symptomer på autisme i forhold til mad og ‘repetitiv stereotyp adfærd” manifesteret som “kræsenhed”. Med andre ord, der er mange andre mulig forklaringer, men disse nævnes ikke med et ord.
Den anden del af Jørring & Storebø’s kritik i deres debatindlæg gik på den såkaldte ‘stor stigning i brug af adhd-medicin til børn” som en anden af deres propaganda-lignende overskrifter lød samme dag i et utal af danske medier, jeg talte at mindst 20 forskellige medier havde valgte at bringe “nyheden” til torvs – med enslydende overskrifter. Under titlen kan man yderligere læse, at “flere eksperter mener, at stigningen er et problem, fordi Sundhedsstyrelsen anbefaler pædagogisk eller psykologiske tiltag frem for medicin” – hvilket dermed afslører den egentlige agenda bag deres fælles korstog mod ADHD-medicin.
De taler i øvrigt mod bedrevidende, da der i NKR for ADHD til børn og unge står, at “Tilbyd methylphenidat til børn og unge med ADHD der udviser væsentlig funktionsnedsættelse og hvor psykologiske og/eller pædagogiske tiltag ikke har haft tilstrækkelig effekt.” samt at Sundhedsstyrelsen giver denne som en “Stærk Anbefaling”. Det ved Storebø i øvrigt alt om, dels fordi han deltog i NKR for ADHD til børn og unge tilbage i 2016, samt at han i sit alenlange høringssvar til NKR udgaven der i dag er den gældende, angreb enhver anbefaling af medicin til fordel for medicin frem for psykologiske og pædagogiske tiltag, i samme sprogbrug og med samme argumentation som Scientology danske MMK havde givet i deres høringssvar i selvsamme dokument, hvilket jeg ved alt om da jeg selv personligt havde afgivet høringssvar til denne NKR, i samarbejde med Dr. Barkley som gav Sundhedsstyrelsen at få adgang til resultater fra hans dengang endnu ikke publicerede studie omkring effekten af længden af middellevetiden for personer med ADHD der ikke modtog medicin.
Alt i alt, så handler deres “magtkamp” om alt andet end børn med ADHD’s velbefindende, og udelukkende har til formål at misbruge offentlighedens stigmatiserende (mis)forståelse af vores “insulin” – og deres agenda er åbenlys – flere ressourcer til deres fagområder (Storebø er specialist i Tilknytnings- og Personlighedsforstyrrelser, og Nina Tejs Jørring er specialist i Narrativ Familieterapi), som “al det overforbrug for amfetamin-lignende” medicin jo forhindrer dem i at udleve.
Da jeg, efter at have fulgt Storebø og hans medløbere i nu 8 år, efterhånden har temmelig god indsigt i deres strategi og metoder, har jeg anmodet Sophie Løhde om at tage endnu et kig på de forskningsmidler som Cochrane bliver tildelt via finansloven, for der er intet af den “forskning” som Storebø og hans utallige medforfattere har brugt vores penge på, der nogensinde har kommet eller vil komme nogen af vi knap 300.000 med ADHD i Danmark til gode – tværtimod!
Jeg har foretaget en lang række faktuelle beregninger af hvad Lægemiddelstatistikregisteret har offentliggjort omkring forbruget og udviklingen i forbruget af ADHD-medicin for de seneste 10 år, og disse resultater er frit tilgængelige via min blog, inklusive datagrundlag!
Fakta er, at der siden 2013 er kommet 7.050 flere børn på ADHD-medicin, en stigning fra 16.150 i 2013 til 23.200 i 2022, eller 30% på 10 år, hvilket betyder, at der i dag er 35% af de 57.822 børn der ifølge Sundhedsstyrelsens prævalenstal for ADHD på 5%, i dag i medicinsk behandling. I perioden 2005 til 2015 modtog Sundhedsstyrelsen 845 indberetninger om bivirkninger af ADHD-medicin, heraf 108 omhandlende kardiovaskulære bivirkninger, svarende til 2,29% og 0,29% af de 36.820 nye på ADHD-medicin i perioden 2005 til 2015, ifølge Nyt Om Bivirkninger fra Januar 2016.
Så den store nyhed i alt det her er, at vi i dag er 90.765 personer med ADHD der får ADHD-medicin – hver dag – og har fået det i årevis uden problemer, tværtimod har vi opnået en langt bedre mulighed for at kunne deltage i samfundet “på lige fod med alle andre borgere”, samt har opnået en samlet set stor forbedring af den individuelle, men lige så vigtige familiære livskvalitet, via vores “insulin”. Den største stigning i nye brugere af ADHD-medicin er i øvrigt “bedstemødrene” som har haft en stigning der med al tydelighed påviser at “pædagogiske og psykologiske tiltag” ikke er nok til at behandle en fysisk betinget, psykisk lidelse som ADHD.
Al evidens fra de seneste 25 år indenfor ADHD forskning viser, at “medicin først, dernæst psykologisk og pædagogiske tiltag” er den eneste varige løsning, snak kan ikke løse en fysiologisk dysfunktion – præcis som snak ej heller kan regulere mit blodsukker – uden insulin først!
Lad mig forlade dig, kære læser, med dette spørgsmål: Ville det danske samfund stå bifaldende til hvis grupper af personer med dubiøse agendaer havde taget insulin som gidsel i deres propaganda, og dermed overladt 65% af alle børn med diabetes – uden insulin – alene fordi “folk ikke forstår deres medicin” eller fordi “folk har interesse i at sælge dig livsstilstiltag og økologiske kogebøger” for egen vindings skyld!? – Tænk over den næste gang du ser en click-bait overskrift om ADHD i din nyhedsstrøm.
Tak for din tid og opmærksomhed!
Peter ‘ADDspeaker’ Vang
The World Federation of ADHD International Consensus Statement: 208 Evidence-based Conclusions about the Disorder
Faraone, S. V., Banaschewski, T., Coghill, D., Zheng, Y., Biederman, J., Bellgrove, M. A., Newcorn, J. H., Gignac, M., Al Saud, N. M., Manor, I., Rohde, L. A., Yang, L., Cortese, S., Almagor, D., Stein, M. A., Albatti, T. H., Aljoudi, H. F., Alqahtani, M. M. J., Asherson, P., Atwoli, L., … Wang, Y. (2021). The World Federation of ADHD International Consensus Statement: 208 Evidence-based conclusions about the disorder. Neuroscience and biobehavioral reviews, 128, 789–818. https://doi.org/10.1016/j.neubiorev.2021.01.022
Nearly two decades ago, an international team of scientists published the first International Consensus Statement on attention-deficit hyperactivity disorder (ADHD) (Barkley, 2002).
They sought to present the wealth of scientific data attesting to the validity of ADHD as a mental disorder and to correct misconceptions about the disorder that stigmatized affected people, reduced the credibility of health care providers, and prevented or delayed treatment of individuals challenged by the disorder.
Written by 79 authors from 27 countries and 6 continents, as well been endorsed by 362 people who have read this document and agree with its contents.
People with ADHD are at increased risk for low quality of life, substance use disorders, accidental injuries, educational underachievement, unemployment, gambling, teenage pregnancy, difficulties socializing, delinquency, suicide, and premature death.
Treatment with ADHD medications reduces accidental injuries, traumatic brain injury, substance abuse, cigarette smoking, educational underachievement, bone fractures, sexually transmitted infections, depression, suicide, criminal activity, and teenage pregnancy.
The adverse effects of medications for ADHD are typically mild and can be addressed by changing the dose or the medication.
Non-medication treatments for ADHD are less effective than medication treatments for ADHD symptoms, but are frequently useful to help problems that remain after medication has been optimized.
A Danish cohort study of over 700,000 people, including 4,557 with ADHD, found that among teenagers with ADHD, stimulant treatment was associated with a decrease in rates of injuries (30% for ten-year olds and 40% for twelve-year olds) (Dalsgaard et al., 2015a).
A study using Danish national registers followed over 700,000 individuals for an average period of almost a decade. Looking at 8,300 people with ADHD, stimulant users had more than twice the rate of cardiovascular events (primarily hypertension) than nonusers. These events were rare (Dalsgaard et al., 2014).
A Swedish registry study of over 23,000 adolescents and young adults treated with methylphenidate for ADHD found no evidence for an association between psychosis and methylphenidate treatment. A year after initiation of methylphenidate treatment, the incidence of psychotic events was 36% lower in in those with a history of psychosis and 18% lower in those without a history of psychosis relative to the period immediately before the beginning of treatment (Hollis et al., 2019).
Many non-medical treatments have been proposed for ADHD. Most of those offered on the Internet have not been tested or have been shown not to be effective. In this section, we distinguish between the effects of a treatment for ADHD symptoms and other benefits it may confer. Due to the way these therapies are implemented and recorded in the medical record; large scale naturalistic studies of longer-term outcomes are not possible.
A meta-analysis found parent training for preschool children with ADHD to be associated with a moderate reduction in parent-reported ADHD symptoms (15 studies, few with active controls, over a thousand participants) and conduct problems (14 studies, few with active controls, over a thousand participants), but no significant results for independently assessed ADHD symptoms (6 studies, 403 participants) and conduct problems (6 studies, 311 participants). Independent assessments reported a small reduction in negative parenting (10 studies, 771 participants) (Rimestad et al., 2019).
A meta-analysis found that social skills training for youth with ADHD did not improve teacher-assessed social skills (11 studies, over 1,200 youths), general behavior (8 studies, over 1,000 youths), or school performance and grades (5 studies, over 600 youths) (Storebø et al., 2019).
A meta-analysis of ten studies with 893 youths reported that organizational skills interventions led to moderate reductions in parent-reported inattention symptoms (Bikic et al., 2017).
A systematic review of seven European studies of hundreds of thousands of participants estimated total ADHD-related costs in the Netherlands as €9,860 to €14,483 per patient per year, with annual national costs more than €1 billion (Le et al., 2014).
Using the Danish national registers, over 5,000 adults with a diagnosis of ADHD in adulthood who had not received a diagnosis in childhood were identified. Excluding cases with missing data, other psychiatric diagnoses, and cases without a same-sex sibling free of any diagnosed psychiatric diagnoses, a final cohort was formed consisting of 460 sibling pairs. On average, adults with ADHD had an annual economic burden of just over €20,000 compared with their normally developing siblings (Daley et al., 2019). Using Danish registers, a nationwide population study of over 675,000 youths between the ages of 7 and 18 found that youths with ADHD were 3.7 times as likely to be reported as victims of sexual crimes than normally developing controls. After adjusting for covariates, such as parental violence, parental inpatient mental illness, parental suicidal behavior or alcohol abuse, parental long-term unemployment, family separation, and child in public care outside the family, youths with ADHD remained almost twice as likely to be reported as victims of sexual crimes (Christoffersen, 2020).
Storebø, O. J., Storm, M. R. O., Pereira Ribeiro, J., Skoog, M., Groth, C., Callesen, H. E., Schaug, J. P., Darling Rasmussen, P., Huus, C. L., Zwi, M., Kirubakaran, R., Simonsen, E., & Gluud, C. (2023). Methylphenidate for children and adolescents with attention deficit hyperactivity disorder (ADHD). The Cochrane database of systematic reviews, 3(3), CD009885. https://doi.org/10.1002/14651858.CD009885.pub3
Storebø, O. J., Krogh, H. B., Ramstad, E., Moreira-Maia, C. R., Holmskov, M., Skoog, M., Nilausen, T. D., Magnusson, F. L., Zwi, M., Gillies, D., Rosendal, S., Groth, C., Rasmussen, K. B., Gauci, D., Kirubakaran, R., Forsbøl, B., Simonsen, E., & Gluud, C. (2015). Methylphenidate for attention-deficit/hyperactivity disorder in children and adolescents: Cochrane systematic review with meta-analyses and trial sequential analyses of randomised clinical trials. BMJ (Clinical research ed.), 351, h5203. https://doi.org/10.1136/bmj.h5203
Methylphenidate for attention-deficit/hyperactivity disorder: Too much of a good thing?Mulder R, Hazell P, Rucklidge JJ, Malhi GS.Aust N Z J Psychiatry. 2016 Feb;50(2):113-4. doi: 10.1177/0004867415626823.PMID: 26823533 No abstract available.
The evidence base of methylphenidate for children and adolescents with attention-deficit hyperactivity disorder is in fact flawed.Storebø OJ, Simonsen E, Gluud C.Eur Child Adolesc Psychiatry. 2016 Sep;25(9):1037-8. doi: 10.1007/s00787-016-0855-0. Epub 2016 Apr 30.PMID: 27138912 No abstract available.
Methylphenidate for Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder in Children and Adolescents.Storebø OJ, Simonsen E, Gluud C.JAMA. 2016 May 10;315(18):2009-10. doi: 10.1001/jama.2016.3611.PMID: 27163989
Trust, but verify. The errors and misinterpretations in the Cochrane analysis by O. J. Storebo and colleagues on the efficacy and safety of methylphenidate for the treatment of children and adolescents with ADHD.Banaschewski T, Gerlach M, Becker K, Holtmann M, Döpfner M, Romanos M.Z Kinder Jugendpsychiatr Psychother. 2016;44(4):307-14. doi: 10.1024/1422-4917/a000433. Epub 2016 Jun 6.PMID: 27270192
Check and Double Check – the Cochrane review by Storebo et al. (2015) is indeed flawed.Romanos M, Coghill D, Gerlach M, Becker K, Holtmann M, Döpfner M, Banaschewski T.Z Kinder Jugendpsychiatr Psychother. 2016 Sep;44(5):336-337. doi: 10.1024/1422-4917/a000473.PMID: 27658628 No abstract available.
Methylphenidate for ADHD in children and adolescents: throwing the baby out with the bathwater.Banaschewski T, Buitelaar J, Chui CS, Coghill D, Cortese S, Simonoff E, Wong IC.Evid Based Ment Health. 2016 Nov;19(4):97-99. doi: 10.1136/eb-2016-102461. Epub 2016 Oct 6.PMID: 27935807
Ny forskning der påviser hvorfor Storebø er helt alene med sine konklusioner …
Cortese, S., Adamo, N., Del Giovane, C., Mohr-Jensen, C., Hayes, A. J., Carucci, S., Atkinson, L. Z., Tessari, L., Banaschewski, T., Coghill, D., Hollis, C., Simonoff, E., Zuddas, A., Barbui, C., Purgato, M., Steinhausen, H. C., Shokraneh, F., Xia, J., & Cipriani, A. (2018). Comparative efficacy and tolerability of medications for attention-deficit hyperactivity disorder in children, adolescents, and adults: a systematic review and network meta-analysis. The lancet. Psychiatry, 5(9), 727–738. https://doi.org/10.1016/S2215-0366(18)30269-4
Mechler, K., Banaschewski, T., Hohmann, S., & Häge, A. (2022). Evidence-based pharmacological treatment options for ADHD in children and adolescents. Pharmacology & therapeutics, 230, 107940. https://doi.org/10.1016/j.pharmthera.2021.107940
Man, K. K. C., Häge, A., Banaschewski, T., Inglis, S. K., Buitelaar, J., Carucci, S., Danckaerts, M., Dittmann, R. W., Falissard, B., Garas, P., Hollis, C., Konrad, K., Kovshoff, H., Liddle, E., McCarthy, S., Neubert, A., Nagy, P., Rosenthal, E., Sonuga-Barke, E. J. S., Zuddas, A., … ADDUCE Consortium (2023). Long-term safety of methylphenidate in children and adolescents with ADHD: 2-year outcomes of the Attention Deficit Hyperactivity Disorder Drugs Use Chronic Effects (ADDUCE) study. The lancet. Psychiatry, 10(5), 323–333. https://doi.org/10.1016/S2215-0366(23)00042-1
This website uses cookies.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!