ADHD – en genetisk familiesygdom?

ADHD: I denne artikel kigger vi på den genetiske familiære del af ADHD.

ADHD: FORSKNING

Seneste forskning viser, at sandsynligheden for ADHD i familien er;

• 25 – 35% af dem der har ADHD også har en søster eller bror med ADHD
• 78 – 98% af alle tvillinger begge har ADHD
• 20% af alle voksne mødre har ADHD
• 33% af alle voksne fædre har ADHD
• 40 – 54% af forældre med ADHD, får børn med ADHD (ifølge Poul Videbech Overlæge på Psykiatrisk Center Glostrup, er tallet 80%)
• 9,5% af alle skolesøgende børn har ADHD [15]
• 4,4% af alle voksne har ADHD [16]

Kilde:
Russell A. Barkley, Ph.D., an internationally recognized authority on attention deficit hyperactivity disorder (ADHD or ADD) in children and adults who has dedicated his career to widely disseminating science-based information about ADHD. Dr. Barkley is a Clinical Professor of Psychiatry and Pediatrics at the Medical University of South Carolina in Charleston

BETYDNING

Dette betyder at familier hvor et medlem er diagnosticeret med ADHD har en signifikant højere sandsynlighed for at flere medlemmer af familien har ADHD.

Det sørgelige er, at vi har stor fokus på at få alle børnene undersøgt, men desværre sjældent får de voksne undersøgt, trods den overvældende sandsynlighed for at en eller begge forældre også har ADHD.

Forskning viser at 20 – 25 gener ud af de 35.000 aktive gener hvert menneske har, peger i retning af at have med ADHD at gøre.

Af disse 20 – 25 gener formodes det at omkring 5 – 7 gener er direkte forbundet med ADHD. 4 af disse gener er direkte relateret til produktion af stoffet “dopamin” i hjernen. hvilket er derfor at medicin der fremmer produktionen af dopamin i hjernen, såsom amfetamin, har en positiv virkning på patienter med ADHD.

Disse studier påviser således at ADHD medicin ikke blot er et “plaster på ADHD såret”, men at de rent faktisk har en direkte terapeutisk virkning, helt nede på det genetiske niveau.

Samtidigt viser studier at det gen der hedder DAT1 – Dopamine Transporter er det gen der styrer hvor meget dopamin hjernen afleveres fra synaps til synaps, ved at “støvsuge” den overskydende dopamin op, således at hjernen ikke bliver oversvømmet med dopamin.

Hos os der har ADHD er der en overrepræsentation af dette gen, denne “støvsuger” der gør at vores hjerne ikke får al den dopamin som en “normal eller neuro-typisk” hjerne gør.

Kilde: Russell Barkley, Ph.d. et al.

DAGLIGDAG

Denne gen-fejl bevirker igen at vores ADHD hjerne har et underskud af dopamin og da dopamin er hjernens “belønningsstof” for opgaver såsom; at spise, at sove, at løbe, at dyrke sex, at shoppe, at spille poker, at overleve og mange mange andre handlinger, så finder vi en af årsagerne til “hvorfor vi aldrig får noget gjort til tiden”.

Forestil dig at du og din ikke-ADHD partner begge foretager de samme daglige huslige opgaver. Når der er gjort rent, støvsuget, vasket tøj, handlet ind, lavet mad osv. så vil din ikke-ADHD partner’s hjerne give dem en dejlig belønning, et skud dopamin, som tak for hjælpen, men i vores ADHD hjerne sker der … ikke en skid!

Så her finder vi en af forklaringerne på, hvorfor vi med ADHD ikke har så let ved at udføre alle de kedelige rutineopgaver i hjemmet som skaber så mange familiære problemer i ADHD belastede familier. Måske finder vi også her en del af forklaringen på hvorfor “31,1% (red: med ADHD) har oplevet en eller flere skilsmisser, mod 11,8% i kontrolgruppen (Klein et al., 2012)“.

Desværre viser det sig at det at skændes, blive ophidset følelsesmæssigt, stofmisbrug, rygning, alkoholisme m.fl., alle er aktiviteter der også øger produktionen af dopamin i hjernen.

Derfor er vi med ADHD også ofte overrepræsenteret i disse statistikker, da uopdaget ADHD ofte medfører en form for “selvmedicinering” via ovenstående negative aktiviteter.

LØSNING

Dr. Lynn Weiss, Ph.d. foreslår at du som hustru til en ADHD mand gør følgende:

• Rør ved din mand, når du beder ham om noget.
  Mennersker med ADHD er langt mere modtagelige for ydre stimuli (f.eks. verbale forslag), når flere sanser aktiveres samtidigt.
• Få øjenkontakt med din mand og tal med ham om opgaveløsningen.
  Sig til ham “Tak fordi du tog skraldet ud, din hjælp betyder meget for mig. Vent dernæst på hans respons.
• Giv ham en tidsfrist for opgaveløsningen.
  Sig, “Hvad siger du til at have taget skraldet ud, inden kl 15?, det ville betyde meget for mig”. Spørg ham hvad han synes om den løsning.
• Husk ham, venligt og på samme måde som beskrevet ovenfor, på hans glemte opgave.
  Han glemmer det ikke med vilje, han glemmer det fordi han lever i nuet og er optaget af det han foretager sig “lige nu” og ikke har fokus på fremtiden eller på fortiden.

NLP

Som uddannet i menneskelig adfærdspsykologi, kan jeg genkende de mekanismer fra positiv psykologi som Dr. Lynn Weiss anvender i forbindelse med denne problematik.

Årsagen til at det virker, skal findes i at vi som partnere har en tendens til at bebrejde hinanden for hinandens mangler, i stedet for at være pro-aktive og forsøge at undgå konflikterne.

Når min kæreste siger til mig “Vi skal ned at handle nu, kommer du?” så går hele mit system i panik, for jeg var jo “liiiige igang med noget” og forstyrrelser er det værste jeg ved.

Så mit respons er som oftest “No way, jeg gider ikke handle nu”. Så kører diskussionen derudaf. Gudskelov har jeg en kæreste som accepterer min ADHD, så nu har vi fundet en mellemvej der virker.

Hun siger, “Vi skal have handlet inden aftensmad, hvornår passer det dig?” – mit svar, “Hvad siger du til kl 15?”. Problem solved!

Sådan er der et hav af gode råd at finde på nettet og du kan f.eks. søge på website ADHD Marriage (engelsk) som jeg selv har haft stor glæde af, i mit liv, efter jeg fik diagnosen ADHD som 40-årig. 

I USA har de CHADD som er en fremragende forening for alle med ADHD, og du kan finde meget god hjælp på deres website.

KONKLUSION

Som jeg nævner i stort set alle mine artikler, så har vi allerede en masse gode værktøjer som vi desværre ikke anvender, som f.eks. National ADHD Handleplan 2012 fra Socialstyrelsen.

I denne rapport er der overvældende fokus på en holistisk og familie-rettet tilgang til mødet med borgere der har ADHD i familien. Kommunerne har desværre ikke implementeret nogle af disse forslag, mig bekendt, så de mener åbenbart at det er “billigere” at symptom-behandle end det er at årsags-behandle.

Jeg må sige at jeg ikke er forbavset, det er jo både svært at forstå ADHD, svært at håndtere os med ADHD og ikke mindst kræver en form for nytænkning der må være skræmmende anderledes for dem der arbejder i Borgerservice og på Jobcenteret i dag og tillige kræver en viden, empati og forståelse, som mig bekendt ikke er fremherskende i disse menneskers personligheder og CV. Men håbet lever endnu …

/ADDspeaker