Ny analyse af udviklingen i diagnoserne ADHD og Autisme for de seneste 10 år afslører, at i Jylland har man ADHD, mens man på Sjælland har Autisme.
ADHD & Autisme: Ny analyse af udviklingen i diagnoserne ADHD og Autisme for de seneste 10 år afslører, at i Jylland har man ADHD, mens man på Sjælland har Autisme.
Som det tydelige fremgår af vores store analyse af data for nye diagnoser der er blevet givet, efter køn og region, viser med al tydelighed at “Noget er Råddent i Kongeriget Danmark”.
Som en samlet konklusion må jeg formode, at der er tale om følgende sandsynlige årsager til den store diskrepans i hvilke type diagnoser folk bliver tildelt, upåagtet alder, køn eller sågar symptomer, men alene efter hvilken region de hører under:
Overordnet set, kan man vel uden at “skyde nogen noget i skoene” blot konstatere, at den diagnose du har fået, den afhænger mere af hvilken region du er udredt under, end dine faktiske symptomer og funktionsnedsættelser, uanset køn og alder i øvrigt!
Som en lille bonusinformation, så kan jeg oplyse at fordi man har opfundet sin egen ADD diagnose (DF988C) og tildelt denne til i alt 3.209 personer fordelt således:
Som du kan læse i min artikel om hvad konsekvensen er, rent økonomisk (ca. 150 mio. kr.), samt rent faktuelt, teknisk at vi i Danmark – ikke – kan indføre ICD-11 (og det langt bedre, nye diagnosekriterier for både ADHD og Autisme) – før – alle disse 3.209 personer er genudredt under ICD-11.
Årsagen er, at der ikke findes nogen diagnosekode for “ADD” under ICD-11, fordi der ikke fandtes nogen under ICD-10 heller, ja rent faktisk fandtes den udelukkende under DSM-III (APA, 1980) som i øvrigt blev afskaffet med DSM-III-R (APA, 1987) … og erstattet med ADHD-PI i DSM-IV (APA, 1994) … og videreført til DSM-IV-TR (APA, 2000) … og senest under DSM-5 (APA, 2013) … og SÅ kommer vi til ICD-11 (WHO, 2019) hvor man nu også har valgt at anvende de samme 3 såkaldte “Præsentationer”: ADHD-PI, ADHD-PHI, og ADHD-C.
Derfor er vi i Danmark et ADHD u-land som jeg allerede proklamerede tilbage i 2015 i en af mine allerførste artikler … i øvrigt …
/ADDspeaker
I Danmark anvender vi diagnosesystemet – ICD-10 – fra WHO. I dette diagnosesystem anvender man diagnosekoderne F84x til Autisme og F90x til Hyperkinetiske forstyrrelser (ADHD).
Nedestående grafikker viser data for de seneste 10 års udvikling i antallet af nye diagnoser folk har fået, efter køn og region:
Som man kan læse i bl.a. “Grundbog i Psykiatri” så mener man i Danmark, at ADHD som det er beskrevet i ICD-10, ikke er overensstemmende med hvad psykiatrien mener, rent subjektivt set, at ADHD er, gør og betyder.
[…] Som eksempler på diagnoser, hvor forståelsen over tid har ændret sig, kan nævnes ADHD og depression. Da ADHD ved symptomer og adfærd blev afgrænset som diagnose i 1970’erne, var der en biomedicinsk forståelse af årsager, herunder tidligt erhvervet mindre hjerneskade, benævnt minimal brain disease (MBD). Da man imidlertid senere erfarede, bl.a. via den almindelige sundhedspleje, at børn med MBD, respektive ADHD, der voksede op i såkaldte risikofamilier, i stor udstrækning vedblev med at have symptomer, men børn med ADHD, der voksede op i såkaldte normalfamilier, i stor udstrækning fik kompenseret deres symptomer, måtte der være nogle sociale forklaringer. ADHD blev herefter opfattet som en socialpædiatrisk sygdom, der kunne kompenseres i normalfamilier. Da datidens normalfamilier var præget af struktur, forudsigelighed og normer for opdragelse, kunne principper herfra måske anvendes ved behandling af ADHD-børnene, herunder som principper i fritidsinstitutioner og skoler. ADHD-børn udgjorde allerhøjest 0,5 % af skolebørnene. I løbet af ganske få år skete der imidlertid et radikalt skift i forståelsen og behandlingen af ADHD hos børn. Methylphenidat er en amfetaminlignende medicin, der havde været kendt i en længere årrække. Medicinen kan bl.a. fremme koncentration, opmærksomhed og velbefindende samt reducere sult. Methylphenidat blev godkendt og markeds ført som ADHD-medicin til børn. Som konsekvens af denne markedsføring steg hyppigheden af ADHD eksplosivt, nogle steder så meget, at der fx i en skoleklasse i USA kan være op til 25 % af børnene, der får ADHD-medicin. Den sociale forståelse, respektive konstruktion, af ADHD-sygdommen, har således over få generationer ændret sig fra en relativt sjælden sygdom, først organisk begrundet og siden socialpædiatrisk, der kunne kompenseres med struktur, forudsigelighed m.v., til en meget hyppig sygdom, hvor der fordres langvarig medicinsk behandling for at kunne tilpasse sig nutidens normalfamilie og skole. […]Side 727 i Grundbog i Psykiatri (Simonsen & Møhl, 2017).
Erik Simonsen og kollega fortsætter med følgende:
[…] Gennem de seneste år har forskning bekræftet, at ADHD-symptomer i barndommen persisterer op i voksenalderen for op til to tredjedeles vedkommende og kan vanskelig gøre uddannelse, arbejds- og familieliv samt øge risikoen for at udvikle andre psykiske lidelser, især angstlidelser, bipolar sindslidelse, depressioner, misbrug og personlighedsforstyrrelser. […]
[…] Sværhedsgraden af ADHD-symptomer varierer over et spektrum, og det kan være vanskeligt at stille diagnosen i den milde ende, for hvor svære skal symptomerne være, før man kan begrunde diagnosen ADHD? […]
[…] ICD-10-kriterier for ADHD: I Danmark anvender vi officielt WHOs diagnoseklassifikation ICD-10, men i klinisk praksis forholder man sig også til den amerikanske diagnoseklassifikation DSM-5. Det skyldes bl.a., at de anbefalinger, der fremgår af officielle kliniske retningslinjer, alle er baseret på forskning ud fra de amerikanske DSM-kriterier. […]
[…] Der er klare forskelle på ICD-10-kriterier og DSM-5-kriterier for ADHD, bl.a.:
I ICD-10 kræves det, at symptomer på ADHD skal have været til stede fra før syv årsalderen. I DSM-5 har man senest valgt at hæve alderen til 12 år, og visse steder er indført eksempler målrettet voksne. […]
[…] ADHD er i sit udgangspunkt en børnediagnose […]
[…] I DSM-5 er antallet af kriterier for ADHD, som skal være opfyldt, sat ned for børn i adolescensen og for voksne til fem, hvor børn skal opfylde mindst seks kriterier. […]
[…] I ICD-10 kræves det, at symptomer på såvel opmærksomhedsforstyrrelse som hyperaktivitet og impulsivitet skal være til stede hos personen. […]
[…] I DSM-5 har man valgt at definere tre typer af ADHD: en type, hvor personer især har opmærksomhedsforstyrrelse, en type med især hyperaktivitetssymptomer og en type med både-og. […]
[…] ICD-10 definerer således kun personer, der både har opmærksomhedsforstyrrelse og hyperaktivitet/impulsivitet som havende ADHD. […]
[…] Personer med opmærksomhedsforstyrrelser, der ikke kan opfylde de specifikke krav i nogen af de andre diagnoser, kan rubriceres under ICD-10: F98.8 (andre adfærdsmæssige og emotionelle forstyrrelser). Disse opmærksomhedsforstyrrelser er dermed ikke sikkert defineret som tilhørerende ADHD-typen af opmærksomheds-forstyrrelse, men kan bunde i andre former for opmærksomhedsforstyrrelse. […]
[…] I ICD-10 findes en diagnose for børn, der både har ADHD (F90) og udviser vedvarende dyssocial, aggressiv adfærdsforstyrrelse (F91) under opvæksten. Her anvendes samlediagnosen F90.1 Hyperkinetisk adfærdsforstyrrelse. Hos voksne med både ADHD og adfærdsforstyrrelse vil man i stedet vælge at bruge både F90 ADHD og at tilføje diagnosen F60.2 Dyssocial personlighedsforstyrrelse. […]
[…] Sundhedsstyrelsen har i 2015 udgivet National klinisk retningslinje for ADHD hos voksne, som tager udgangspunkt i ICD-10-kriterier. […]
[…] Forekomst: Omkring to tredjedele af børn med ADHD defineret efter DSM-kriterier har symptomer som voksne, selvom de ikke opfylder kriterier for sygdommen. Prævalensen af ADHD hos voksne er i USA vurderet til at være 4-5 % i store populationsundersøgelser baseret på DSM-IV-kriterier. Man kan forvente yderligere øgning af prævalens, efter at man med DSM-5 har ændret kriterier for debut fra 7 til 12 år og sænket tærskel for antal kriterier. ICD-kriterier er som anført mere konservative, da der bl.a. ikke må foreligge komorbiditet for at opnå diagnosen. Nye metaanalyser viser, at prævalensen hos børn og unge på tværs af kontinenter er 5-7 % afhængigt af kriterier og tærskelværdier, højest vurderet af lærere i forhold til unge voksnes egnevurderinger. Forløbsstudier fra Canada, USA og Sverige viser, at mellem 40 og 70 % af børn diagnosticeret med ADHD stadig har symptomer i ung voksenalder. Blandt børn bliver ni gange så mange drenge som piger diagnosticeret med ADHD. Undersøgelser peger på, at kvinder med ADHD rammes hårdere end mænd af ADHD i voksenalderen, og at de har flere emotionelle symptomer og tendens til depressive symptomer, som kan sløre diagnosen. Blandt voksne synes der at være lige mange kvinder og mænd med ADHD. […]
[…] Ætiologi: ADHD må ætiologisk opfattes som en udviklingsforstyrrelse, hvor såvel genetiske som miljømæssige, opvækstforhold og tidlige tilknytningsmønstre spiller ind på hjernens udvikling og sygdommens forløb. Genetiske undersøgelser og brug af billeddannende teknik har vist, at ADHD er en af de psykiatriske lidelser med stærkest evidens for neurobiologisk ætiologi, men det er fortsat et syndrom, som er defineret ud fra synlig adfærd gennem barn- og ungdom. Der har de seneste år været en stigende interesse for at undersøge, hvordan genetisk sårbarhed og psyko-sociale risikofaktorer interagerer, fx om risikogener og rygning under graviditet interagerer, eller om kosten spiller ind. […]
[…] Genetiske forhold: Familiestudier var de første, der kunne på vise en familiær disposition til ADHD. 20- 30 % af børn med ADHD har mindst ét andet medlem af familien, der har ADHD. Studier af monozygote og dizygote tvillinger viser en konkordans svarende til en heritabilitet på 74 %, på samme niveau som skizofreni og autismespektrumforstyrrelser. Flere kandidatgener har været i søgelyset og er bekræftet ved metaanalyser, men ingen gener alene eller i kombination kan påvise en klar øget risiko for udvikling af ADHD. Genetiske linkagestudier, hvor hele genomer samlet bliver undersøgt, har heller ikke kunnet pege på en sikker sammenhæng med kandidatgener. […]
[…] Præ- og postnatale miljøfaktorer: Prænatale risikofaktorer omfatter tobaks-, alkohol- og kokainindtagelse under graviditet, nedsat intrauterin vækst og føtal påvirkning af stoffer, fx insekticider, bly og kviksølv. Flere postnatale risikofaktorer er påvist, specielt infektioner, præeklampsi og præmatur fødsel, specielt når barnets fødselsvægt er under 1.500 g. […]
[…] Fund ved billeddannende teknikker: Der er stor variation i fund både hos normale og personer med ADHD. Men både ved CT- og MR-scanning er der evidens for mindre totalt hjernevæv og mindre hvid substans, i særlig grad i frontale cortex, cerebellum og subkortikale strukturer. Reduktion af volumen i nucleus caudatus ophæves under puberteten. Longitudinelle undersøgelser har påvist, at børn med ADHD har en parallel, men forsinket udvikling og kortikal modning af hjernen (ca. tre år). Seneste fokus i scan ningsstudier har været hjerneområdernes måde at være indbyrdes forbundet på. Der synes ved ADHD at være en mindre grad af orden i de fiberbundter, som forbinder de mange neurale netværk, der involverer kognitive og sensomotoriske funktioner. Der er dog mange metodologiske problemer i undersøgelser med billeddannende teknikker, som begrænser generaliserbarheden af disse fund. Dels kan forsøgspersoner have komorbide tilstande (depression, misbrug, kortlægge, hvilke neurokognitive processer hovedtraumer), dels kan der mangle oplysninger om medicinstatus, være overvægt af mænd, være forskellige diagnostiske definitioner m.v. […]
[…] Neuropsykologi: Der er ingen neuropsykologisk test, der med sikkerhed kan påvise ADHD. Problemløsning og planlægning fordrer en velfungerende ar bejdshukommelse, som er tydeligt nedsat ved ADHD. Ved ADHD ser man en nedsat evne til at holde fokus, når nye stimuli i omgivelserne opstår, og en nedsat responshæmning, dvs. en nedsat evne til at modstå impulsen til at fokusere på de nye stimuli. […]
[…] Psyko-sociale risikofaktorer: Det kan være svært at skelne mellem årsag og virkning i familier, hvor der er mange konflikter i hverdagen. I familier, hvor ét eller flere medlemmer har ADHD, kan konflikter være udtryk for forældres frustration over et motorisk uroligt barn, som ikke lytter til, hvad der bliver sagt. Konflikter og stress i familien mindskes, når behandling virker på ADHD- symptomerne. Undersøgelser har fundet, at der blandt diagnosticerede med ADHD er en overhyppighed af uspecifikke psyko-sociale risikofaktorer, såsom forældres skilsmisse, lav økonomisk status, vold og kriminalitet på faderens side og psykisk sygdom hos moderen. Dette kan skyldes, at især børn fra belastede miljøer og med komorbide adfærdsforstyrrelser bliver henvist til undersøgelse og behandling. Et barn med ADHD kan igang sætte et destruktivt mønster i forældrenes adfærd, som vil forværre forløbet af ADHD hos barnet. Der er også indikation på, at børn med ADHD er karakteriseret ved utrygt tilknytningsmønster, men om det er en risikofaktor eller en konsekvens, er stadig uafklaret. I DSM-5 opererer man med begrebet ADD (Attention Deficit Disorder), dvs. ADHD uden hyperaktivitet og impulsivitet. Det synes at være en heterogen gruppe, hvor mange siden barndommen har haft symptomer i form af hæmmet spontan tale, tilbage holdende adfærd samt vanskeligheder med at indgå i social interaktion. Flere studier peger på, at der kan være tale om tilstedeværelse af andre typer af udviklings-forstyrrelser end ADHD, fx højt fungerende autisme, kaldet autismespektrum-forstyrrelse i DSM-5. En del af dem, der er diagnosticeret som havende ADD, synes at have begrænset effekt af ADHD-medicin samt en højere forekomst af bivirkninger. Ved ADHD i moderat og svær grad medfører symptomerne, at personer i omgivelserne belastes af personens nedsatte funktionsniveau. Det kan være svært at vedligeholde positive relationer på job og i omgangskredsen. Hos personer med ADHD og udtalt impulskontrolforstyrrelse er det påvist, at der er en overhyppighed af fartbøder og af alvorlige trafikuheld. […]
Kilde: Grundbog i Psykiatri (Simonsen & Møhl, 2017)
Som Erik Simonsen har foreslået i Grundbog for Psykiatri, så “går det nok an” at man ude i det kliniske landskab, “bare kan tage lidt hist og pist” og så definere sin egen version af virkeligheden, en der passer bedre til “den danske model”, altså den hvor pædagogik og psykosociale tiltag anses for at være at foretrække frem for medicinsk behandling.
De to største ADHD-eksperter i landet er Per Hove Thomsen, der leder Børne- og Ungepsykiatrien i Region Midtjylland og Niels Bilenberg, der leder Børne og Ungepsykiatrien i Region Syddanmark. Bilenberg er ydermere også øverste ansvarlige for “ADHD-Databasen” som er der hvor alle oplysninger omkring udredninger af ADHD – burde – blive registreret og opbevaret som statistiske, historiske data.
Disse to ADHD-eksperter har så fået hvert deres domæne hvor de er blevet bedt om at definere hvad ADHD er, gør og betyder. Per Hove Thomsen fik Lægehåndbogen på Sundhed.dk og Niels Bilenberg fik æren af at definere ADHD på det andet store statslige website, Medicin.dk.
Som det tydeligt fremgår af nedenstående, så angiver de begge, at deres definitioner er fra ICD-10 … men det er de så bare ikke …
SNEAKPEAK: Her er hvad RADS mener at årsagen til de store regionale forskelle skyldes …
[…] En nylig audit i Region Midtjylland vedr. forskelle i forbruget mellem Region Midtjylland og Region Syddanmark konkluderede, at en årsag kunne være enkelte eksperters engagement igennem flere årtier i Region Midtjylland, således at der kunne være forskel i kendskabet til diagnosen og behandlingen af denne. […] (RADS, 2017)
På grafikken herunder kan du se, hvad RADS hentyder til …
En kollega til Bilenberg, Jon Arnfred, har lavet den test man anvender til udredning af både børn og voksne (og som Lægehåndbogen linker til i øvrigt), kaldet Strengths & Difficulties Questionnaire – SDQ, eller på dansk “Spørgeskema om Styrker og Vanskeligheder”.
Heri defineres ADHD som følger:
[…] Kriterier for ADHD: Den konkrete afgrænsning af, hvad man forstår ved ADHD, findes i den amerikanske psykiatriske diagnosemanual DSM. Det er denne afgrænsning, der er anvendte i langt de fleste videnskabelige undersøgelser. Det har lettet opbygningen af viden, at de nu gældende kriterier for ADHD trods en mindre justering i 2013 har været stort set uændrede siden 1994. Den nævnte justering handlede især om tilføjelse af eksempler på, hvordan kernevanskelighederne kan manifestere sig hos voksne. I Danmark er såvel somatiske som psykiatriske hospitalsafdelinger (men ikke praktiserende speciallæger) forpligtede til at indberette diagnoser med henblik på statistiske oversigter. Hertil anvendes et bredt dækkende kodesystem, udviklet af Verdenssundhedsorganisationen, WHO. I dette system har man indtil for nylig anvendt en anden diagnose end ADHD, nemlig ”Hyperkinetisk forstyrrelse”. Sidstnævnte diagnostiske afgrænsning har dog aldrig været særlig godt videnskabeligt dokumenteret, og man har derfor ved den seneste revision af systemet i 2019 (ICD-11) valgt at erstatte den med ADHD. Indtil arbejdet med at implementere ICD-11 i det danske hospitalsvæsen er færdigt, vil man imidlertid være henvist til fortsat at bruge den gamle diagnosekode. Også selv om man reelt tager udgangspunkt i ADHD-diagnosen i det kliniske arbejde. […]
Kilde: Jon Arnfred, Faglig konsulent, læge, Sekretariat for SDQ/DAWBA
RADS baggrundsnotat er det evidensgrundlag som NKR for ADHD er baseret på, og der er heri at “loven” om hvordan “systemet” mener, at ADHD skal defineres som værende, samt hvordan man udreder, vurderer og behandler ADHD.
[…] Baggrundsnotat for medicinsk behandling af ADHD: Fagudvalg under Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin, RADS, er interne, rådgivende arbejdsgrupper, der refererer til Rådet. Fagudvalgene udarbejder forslag til baggrundsnotater og behandlingsvejledninger for anvendelse af medicin inden for specifikke behandlings-områder. Dokumenterne forelægges RADS, som træffer beslutning om indholdet af de endelige baggrundsnotater og forpligtende behandlingsvejledninger. […]
[…] Formålet med denne RADS-vejledning er at sikre en ensartet kvalitet af den medicinske behandling af ADHD hos både børn og voksne i hele landet.
I baggrundsnotatet belyses effekt, bivirkninger og praktiske forhold ift. valg af lægemiddel hos patienter med og uden comorbiditet. Langtidseffekt og mulige langtidsbivirkninger af ADHD-medicin belyses med henblik på at fastlægge kriterier for igangsætning af den medicinske behandling, opfølgning og eventuel seponering.
Formålet med RADS behandlingsvejledninger er generelt at sikre national konsensus om behandling med lægemidler; herunder at definere hvilke lægemidler, doser, regimer og formuleringer der anses for ligestillede. Formålet med RADS baggrundsnotater er generelt at fremlægge beslutningsgrundlaget, der
har ført frem til behandlingsvejledningen. Formålet med RADS lægemiddelrekommandationer er at konkretisere behandlingsvejledningen
med de anbefalede lægemidler og konkrete produkter, der skal anvendes. […]
Hvad er ADHD?: ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder jf. DSM klassifikation) eller Hyperkinetisk forstyrrelse (jf. WHO’s klassifikation), er en neuropsykiatrisk lidelse karakteriseret af kernesymptomerne:
For at opfylde kriterierne for ADHD skal kernesymptomerne have været til stede før 7-års alderen og varet i mindst seks måneder.
Diagnosen ADHD er kun opfyldt, hvis vanskelighederne optræder i flere af patientens relationer til omgivelserne (skole/arbejdsplads, hjem og under fritidsaktiviteter), samt medfører væsentlig funktionsnedsættelse.
Graden af funktionsnedsættelse er oftest det som adskiller lette fra svære tilfælde og afgør behovet og formen af behandlingen.
ADHD diagnosticeret i barnealderen, vil hos mere end halvdelen fortsætte ind i voksenalderen med livslange symptomer og funktionsvanskeligheder. Sygdommen ledsages hos 70-80 % af patienterne af en eller flere comorbide lidelser. De hyppigste er søvnforstyrrelser, adfærdsforstyrrelse, indlæringsproblemer, angst, depression og personlighedsforstyrrelse. Hos unge og voksne ses endvidere misbrug og kriminalitet. […]
[…] Medicinsk behandling af ADHD: Det stigende forbrug af ADHD-medicin hos børn, og senere voksne, har været genstand for stor opmærksomhed. Forbruget i andre skandinaviske lande er på samme niveau som i Danmark, men der er store geografiske forskelle i forbruget af ADHD-medicin mellem de 5 regioner. Forskellen i forbrug ser ud til at være både inter- og intra-regional.
[…] En nylig audit i Region Midtjylland vedr. forskelle i forbruget mellem Region Midtjylland og Region Syddanmark konkluderede, at en årsag kunne være enkelte eksperters engagement igennem flere årtier i Region Midtjylland, således at der kunne være forskel i kendskabet til diagnosen og behandlingen af denne. […]
[…] En anden årsag kan være forskelle imellem kommuner og regioner i adgangen til psykosocial behandling i form af støtte, vejledning og specialpædagogik, hvor fravær af disse behandlingsmuligheder kan øge behovet for medikamentel behandling. […]
[…] Der er ingen tvivl om, at ADHD har både sociale og helbredsmæssige konsekvenser for de børn og voksne som har sygdommen, samt deres familier. Sygdommen har også økonomiske konsekvenser i form af arbejdsløshed og større forbrug af sundheds- og sociale ydelser. I relation til den medicinske behandling er spørgsmålet, hvilken effekt man kan forvente af medicinen hos den enkelte patient på både kort- og længere sigt? Effekten skal sammenholdes med såvel de patientoplevede som evt. alvorlige bivirkninger, samt mulige langtidsbivirkninger. Afvejningen af effekt og bivirkninger på både kort og længere sigt vil have betydning for beslutningen om den enkelte patient skal tilbydes medicinsk behandling, om behandlingen skal fortsætte, evt. dosisjusteres, om der skal forsøges skift til (eller tillæg) af et andet præparat eller seponering. Såvel langtidseffekt og langtidsbivirkninger er dog stort set ikke belyst i randomiserede studier. […]
[…] Sværhedsgrad af ADHD: Der findes ikke evidensbaserede redskaber til vurdering af sværhedsgraden af ADHD hos børn og unge. […]
[…] I den nyligt opdaterede nordamerikanske diagnosemanual (DSM-5, Diagnostic and statistical manual of mental disorders, version 5) kræves, udover at patienten opfylder de diagnostiske kriterier for diagnosen, at klinikeren vurderer lidelsens sværhedsgrad. Her benyttes en klinisk vurdering baseret på antal af symptomer og funktionsnedsættelsens sværhedsgrad:
Der synes at være belæg for at ADHD lidelsen kan opdeles i mild eller svær ADHD (DSM-5). Det er ikke muligt at fastsætte et specifikt antal af symptomer som udtryk for graden af funktionsnedsættelse, hvilket er en af konklusionerne i NICE guidelines. […]
[…] Udfordringen for klinikeren er at skelne mellem symptomer og funktionsnedsættelse. Symptomer kan være forbigående og relateret til psykosocial stress og vil forsvinde/minimeres af sig selv eller ved psykosocial intervention. I denne situation er medicinsk behandling ikke indiceret. En betydelig funktionsnedsættelse skal være gennemgribende og være tilstede i flere domæner og være varig. Den kræver specialistindsats og hvis den ikke behandles kan det udgøre en trussel mod patientens generelle udvikling og psykosociale tilpasning. Skolebørn og unge (6-17 år): Retningslinjer fra både Sundhedsstyrelsen, NICE og SIGN anbefaler medicinsk behandling til børn og unge med (moderat til) svær ADHD. Førskolebørn (0-5 år): Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinje forholder sig kun indirekte til indikationen for medicinsk behandling af ADHD hos børn under 6 år og henviser til de enkelte præparaters godkendelse på det danske marked (alle aktuelt tilgængelige medikamenter til behandling af ADHD har indikationen medicinsk behandling af ADHD hos børn fra 6 år). NICE og SIGN anbefaler ikke-medicinsk behandling som førstevalg til behandling af ADHD i denne aldersgruppe. I stedet anbefales forældretræningsprogrammer som førstevalgsbehandling. […] (RADS, 2017)
[…] RADS anbefalinger: Valg af lægemiddel til nye patienter (børn og voksne ikke tidligere behandlet med ADHDmedicin):
Behandling ved manglende effekt eller bivirkninger (børn og voksne):
Initiering af medicinsk behandling:
Fortsat behandling og seponering:
This website uses cookies.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!