ADHD: Hovmod i frit fald?

ADHD er – endnu engang – click bait for religiøse agendaer! Åbent svar til Asger Juhl’s debatindlæg i Kristeligt Dagblad med titlen: “Det er indlysende, hvorfor diagnosen er så eftertragtet i vores tid”

ADHD er – endnu engang – click bait for religiøse agendaer!

Når teologistuderende, Asger Juhl, d. 26. marts 2023 i Kristeligt Dagblad med ubevidst inkompetence om sit eget Superbia proklamerer, at “Diagnosernes frelsende mekanik er, at de forklarer personens manglende evne til at leve op til de krav, som verden stiller til vedkommende.” så står det, for mig, soleklart at vores ven her ingen faktuel indsigt har i, hvad begrebet diagnose betyder.

Ordet diagnose er græsk og betyder ‘bedømmelse, sondring’, af dia- og gnosis ‘erkendelse’ og selve ordet diagnose defineres som betegnelsen for den funktionsforstyrrelse eller sygdom, som ligger til grund for en patients symptomer.

Helt åbenlyst bliver hans Acedia, når han udtaler: “… angst, stress og depression, men disse er ikke sådan rigtigt diagnoser, i og med at de ikke nødvendigvis er kroniske.”

Hans Avaritia for intellektuel vocabular anerkendelse bliver ydermere illustreret ved hans patologiske Audio Digitale ignorance skriver ” Det er altså, når vi ikke kan leve op til disse idealer, som jeg formentlig uden at træde nogen over tæerne, kan hævde er menneskeligt-universelle idealer, at vi mener at finde patologier i mennesker: hvis du ikke kan holde koncentrationen og sidde stille på skolebænken, har du adhd. Hvis du ikke kan få din økonomi til at fungere, fordi du bruger alt for store summer penge i manier, er du bipolar. Hvis du ikke kan læse det sociale spil, er du autist. Hvis du er mistænksom over for andre mennesker, er du paranoid og så videre.“.

Man kunne foranlediges til at antage, at der er tale om samfundsmæssig Invidia over for disse privilegerede diagnosticerede personers livsvilkår, når han beskriver deres ‘diagnostiske intentioner’ således: “Diagnosernes frelsende mekanik er, at de forklarer personens manglende evne til at leve op til de krav, som verden stiller til vedkommende. Mange har et behov for en sådan forklaring, og mange må kæmpe for at få en diagnose (eller for at deres børn kan få en sådan diagnose), fordi den åbner for adgang til materielle ressourcer, men måske især fordi den indebærer et frisættende element – både personligt og socialt. Jeg har hørt flere af mine venner beskrive, hvilken lettelse det var endelig at få deres diagnose.“. Hvorfra hans Ira overfor dette anerkendelses-Gula mon har sit ophav, kan jeg ikke redegøre for her, men må blot konstatere dets tilstedeværende.

Da jeg personligt ikke er teologisk inklineret, så er det for mig en uforståelig gåde hvorfra hans Ira overfor en specifik flok af Guds børn dog kan retfærdiggøres i syndsforladelsens navn.

At han som et Gudfrygtigt menneske, kan mene at; “Diagnosen fungerer altså som en patologisk teologisk bekendelse: Fair nok, jeg er ikke perfekt, og det i mig, der ikke er perfekt, er uden for min kontrol, men jeg er god nok alligevel.” og bruge dette som sin retfærdiggørelse for sin imbecile infantile ignorance ud i sin antagelse af det ‘levede liv som diagnosticeret’, står i sig selv i modstrid til ethvert grundlæggende kristent menneskesyn.

Som svar på hans spørgsmål: “Spørgsmålet er, om diagnosen dermed ikke kan siges at være et patologisk teologisk fænomen, for så vidt den viderefører teologisk-ontologiske aspekter af mennesket og samfundet i en medicinsk diskurs.” så er mit svar, klart og rungende:

"Nej ... men det er til gengæld definitionen på fordomsfuld stigmatisering af en gruppe af dine 'brødre' og 'søstre' der tæller knap 1 mio. personer (og deres familier), baseret på SALIGIA af en sådan grad, at selv Den Almægtige må dåne af skam over sin skabning" 

Lad mig, som konklusion på Asger Juhls febrile forsøg på at opnå opmærksomhed, citere Kierkegaard:

”At man, når det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, når han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, må jeg kunne forstå mere end han - men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min Mere-forståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min Mere-forståen gældende, så er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse.” 

Afslutningsvis vil jeg efterlade dig med denne opfordring Asger: «Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.» Første Johannesbrev 4:8.

Til dig, der som jeg selv, ikke er interesseret i Asgers særinteresse for ‘begrænsende, fordømmende overbevisninger’ … så kan du se hvad SALIGIA står for her: De syv dødssynder er samlet i er akrinym SALIGIA og er følgende syv: Superbia (hovmod), Avaritia (griskhed), Luxuria (utugt), Invidia (misundelse), Gula (fråseri), Ira (vrede), Acedia (dovenskab).

Peter ‘ADDspeaker‘ Vang
Gør som mere end 300.000 andre danskere har gjort, og derigennem opnået indsigt, forståelse, respekt, anerkendelse … og omsorg … for personer der ufrivilligt er født til et liv med ADHD & Autisme.

ADDspeaker.net