NYT dansk studie: 6 ud af 10 børn med ADHD gennemfører IKKE folkeskolen. Vi har længe vidst, at skolegang og ADHD er en stor udfordring, men at det nu er kommet til et punkt, hvor samfundet svigter børnene i så høj grad, så kan konklusionen udelukkende være, at Inklusion er en kæmpefiasko! Her præsenteres begrundelsen og beviset på, hvorfor ...
NYT dansk studie: 6 ud af 10 børn med ADHD gennemfører IKKE folkeskolen. Vi har længe vidst, at skolegang og ADHD er en stor udfordring, men at det nu er kommet til et punkt, hvor samfundet svigter børnene i så høj grad, så kan konklusionen udelukkende være, at Inklusion er en kæmpefiasko! Her præsenteres begrundelsen og beviset på, hvorfor ...
Da nyheden om den nye folkeskolereform blev offentligtgjort i 2014, lød meldingen således:
[…] Efter langvarige sværdslag mellem de konservative på den ene side og regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti på den anden er en aftale om folkeskolen faldet på plads. […] Folkeskolen.dk
Denne aftale betød samtidigt, at begrebet Inklusion blev introduceret. Ifølge Undervisningsministeriet, så defineres inklusion således:
[…] Målet med inklusion er at fastholde eleverne i børnefællesskabet, så børn med særlige behov ikke udskilles til særlige undervisningstilbud, men undervises i den almindelige klasse med den nødvendige støtte og hjælpemidler. Målsætningen om inklusion indebærer, at eleverne er en del af det faglige og sociale fællesskab, at der sker en faglig progression og at elevernes trivsel bevares. […] Undervisningsministeriet
Elendigt. Hvis du spørger forældrene til ‘børn med særlige behov’ så er deres virkelighed, at børnene bliver ‘tvangsinkluderet’ uanset deres specifikke ‘særlige behov’, under forudsætningen om, at et barn altid har bedst af at være sammen med sine klassekammerater, fremfor at modtage specialundervisning med andre børn med særlige behov.
Idéen er såmænd god nok, men er desværre blot endnu et eksempel i den lange række af tiltag som ‘de velmenende idioter’ har dikteret herhjemme de sidste 10 år.
Når man grundlæggende har en unuanceret og faktuel ikke-korrekt forståelse af hvad ADHD er, og hvad det at leve med ADHD så betyder, samt arrogant har valgt at ignorere forældrenes viden, ønsker, og krav, fordi man er overbevist om, at pædagogik alene kan løse ethvert problem, så er det er jeg må kalde dette for ‘velmenende idioti’, da det man tilbyder børn med særlige behov, helt sikkert i fuld tro på at man ved bedst, har haft præcis den modsatte effekt, af hvad man havde forventet og ønsket, da man indførte inklusion.
I Danmark mener man, at al adfærd skyldes opdragelse primært, og derfor sværger man til, at pædagogik kan løse ethvert ‘særligt behov’ et barn måtte have, så derfor handler inklusion udelukkende om, hvordan man kan få et barn med en biologisk betinget, medfødt og kronisk, livslang og livsfarligt, psykisk lidelse, ADHD, til at ændre deres adfærd, således at de kan lære at indgå i samfundet på lige vilkår med alle andre borgere i landet.
Der hvor filmen knækker og terroren begynder er når man ikke har den grundlæggende forståelse af, at ADHD ikke er en adfærdsforstyrrelse der skyldes hyperaktiv/impulsiv og uopmærksom adfærd, men derimod er en fysiologisk dysfunktion af hæmningskontrol, impuls- og selvkontrol, emotionel selvregulering og emotionel selvkontrol, og tankemylder, så kommer til udtryk som – hyperaktiv/impulsiv og uopmærksom adfærd.
Der er en signifikant forskel på om der er tale om KAN ikke eller om der er tale om VIL ikke, når vi taler adfærd. Når man i Danmark, selv efter at man i resten af verden siden 1997 har vidst bedre, tror at ADHD er mere med årsag i psykologi end i biologi, så er det at man misforstår alt, og derfor i god tro, udsætter disse børn for psykisk terror.
Lille Peter sidder ikke og karter rundt på stolen fordi han har ‘for meget energi’, han sidder og karter rundt på stolen, fordi hans udviklingsforstyrrelse gør, at hans biologiske/fysiologiske evne til at kunne ignorere ‘opgave-irrelevante stimuli’ som alle de andre børn i klassen kan, gør at hans hæmningskontrol ikke kan regulerer hans verbale og nonverbale adfærd, som derefter kommer til udtryk i adfærd med fysisk uro, samt ved manglende evne til at vente på tur, vente med at svare på et spørgsmål, og vigtigst af alt – selvregulerer sin adfærd.
ADHD er som at sidde på Københavns Hovedbanegård og kigge på alle de mange mennesker, samtidigt med at man ikke kan vælge at fokusere på blot et menneske ad gangen, men derimod forgæves forsøger at holde øje med alle folk, på én gang. Ethvert menneske bør kunne forholde sig til, hvordan dette afstedkommer et enormt pres og derimod stress.
Forestil dig så, at du er et barn på 7 år i 0. klasse, der grundet den 30% forsinkelse i udviklingen af hæmningskontrol, har en impuls- og selvkontrol der svarer til et barn på 4-5 år.
Forestil dig, at de krav der stilles til dette barn, er de samme som stilles til enhver anden 7-årig, og at barnets adfærd bliver bedømt og reguleret efter hvad man kan forvente af et barn på 7 år.
Forestil dig så, at være det barn på 7 år, der har samme evne til at holde fokus og koncentration, vente på tur, sidde og tie stille, som et barn på 4 år, men som forventes at kunne det samme som alle deres klassekammerater!
At være sansemæssigt overstimuleret er ikke selvvalgt! Der er ikke fordi barnet ikke VIL sidde og tie stille, det er fordi barnet ikke KAN sidde og tie stille, at den adfærd som er uønsket opstår!
Det faktum er gået helt henover hovedet på de voksne som sætter reglerne for inklusion. Deres mål er, at børn med særlige behov, de skal så vidt muligt indgå i fællesskabet, på lige fod med alle de andre børn – altså det jeg kalder for velmenende idioti.
Der er idioti, fordi de krav de stiller til disse børn, er ligeså urimelige som hvis vi bad et barn med et synshandicap om at deltage på lige fod med alle de andre børn, og samtidigt straffede og irettesatte dette barn, hvis de kom til at vælte deres glas med mælk, eller gå ind i noget … tænk lige over den!!!
ADHD handler ikke om manglende evne til at lære viden, den handler alene om hvorvidt man NÅR at bruge den viden man har, inden ens krop allerede HAR reageret UDEN for viljens kontrol!
Et barn på 12, med ADHD, har modtaget 20.000 flere irettesættelser, end et barn uden ADHD har, ved samme alder, det ved vi rent videnskabeligt.
Kan du forestille dig, hvad dette gør ved et barns selvværd? Og hvordan tror du at et barn med disse ‘særlige behov’ formår at abstrahere fra alle de ‘opgave-irrelevante’ stimuli som en folkeskoleklasse unægteligt indeholder?
“Jeg ER ikke nogen lorteunge … men nogle gange så er det jeg GØR fandme noget lort!”
10-ÅRIG PIGE MED ADHD
Inklusion handler, i virkeligheden i den internationale definition om at:
[…] … the unconditional opportunity [bound by legal and moral limits] for participation in ‘key activities’ […] (Davey et al., 2017)
Dette betyder, at et ‘barn med særlige behov’ har både en juridisk og moralsk ret til at indgå i samfundets ‘nøgleaktiviteter’. Denne juridiske ret stammer fra FN’s Menneskerettigheder’s definition af hvad ethvert individ har fået i gave ved fødslen.
[…] All human beings are born free and equal in dignity and rights. They are endowed with reason and conscience and should act towards one another in a spirit of brotherhood. […] Universal Declaration of Human Rights
Såfremt man er født med en lidelse der medfører en psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse, eller det vi i daglig tale kalder for et handicap, så har man udover de grundlæggende menneskerettigheder ydermere nogle udvidede menneskerettigheder, defineret FN’s Handicapkonvention.
[…] Handicap: et handicap opstår i mødet med samfundets normer og krav som en person ikke kan leve op til, og dermed ej heller kan indgå i fællesskabet på lige vilkår med alle andre borgere. […] ADDspeaker 2018
FN’s Handicapkonvention definere disse rettigheder således:
The principles of the present Convention shall be:
Som det fremgår af og tydeligt kan læse i, de juridiske regler der gælder for børns trivsel og læring, så overtræder Danmark ikke blot de moralske forpligtigelser, men i høj og særlig grad de rent juridiske!
Er det sådan vi gerne vil fremstå for vores omverden? Er det ‘den danske velfærdsmodel’ som vi praler så meget af, internationalt?
Siden 2015 har vi her hos ADDspeaker forgæves forsøgt at råbe vagt i gevær, tilbudt vores viden og erfaring, samt forsøgt at påvirke den offentlige debat omkring ADHD.
Det har været en formidabel succes med mere end 200.000 unikke besøgende der har besøgt vores blog og fået ny, videnskabeligt evident, viden og indsigt i hvad ADHD i virkeligheden er, gør og skyldes, men det har samtidigt også været en eklatant fiasko -fordi hverken Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Psykiatrien, Undervisningministeriet, Ombudsmanden eller sågar ADHD-foreningen, har været villige til at lytte og lære af vores viden, uanset hvor videnskabeligt velfunderet den er, uanset det at vi har verdens absolutte mest anerkendte forsker indenfor ADHD gennem de seneste 40 år, forfatteren til den teori som i dag er grundlaget for definitionen på ADHD som anvendes af både WHO’s ICD-10/11 og DSM-5, Dr. Russell A. Barkley, PhD som mentor, for slet ikke at tale om de mange hundrede familier som vi har talt med, lært af og hjulpet, siden 2015.
Kan vi ikke forsøge at tænke lidt nyt, ud af boksen, og skrinlægge faglig arrogance, stolthed og bedrevidenhed, for dermed at udvikle vores fælles viden – til fordel for vores børn?
I et netop offentliggjort studie fra den verdens-anerkendte danske forsker, Prof. Søren Dalsgaard, PhD, Aarhus Universitet, fremgår det at blot 4 ud af 10 børn med ADHD forlader folkeskolen med et 9. klasses afgangsbevis! Det har tidligere været tallet 6 ud af 10 børn, der har været det videnskabelige evidens, og stammer fra Rockwool-fondens store ADHD rapport fra 2015 (Daley et al., 2015).
Nu viser Dalsgaard’s nye studie fra Marts 2020, at børn med ADHD ikke gennemfører folkeskolen med en afsluttende eksamen for 41% af drengene og 49% af pigerne.
Når antallet af børn med ADHD der gennemfører folkeskolen og kommer ud med et eksamensbevis, på blot 5 år, er faldet fra 6 ud af 10, til nu blot 4 ud af 10, så taler det vel sit helt eget og klare sprog – Inklusion er en kæmpefiasko!
Ikke blot for individet selv, barnet, men for hele deres familie, og i sidste ende for det danske samfund, da 90% ender på offentlig forsørgelse, 25% ender i fængsel, og resten (over)lever på samfundet aller-allernederste trin, oftest som hjemløse, misbrugere eller i lavt betalte, manuelle jobs.
Hvorfor? Hvorfor skal vi der er født med en biologisk betinget, psykisk lidelse, der er lige så invaliderende som f.eks. ubehandlet Diabetes, hvorfor skal vi byde vores børn disse kummerlige kår? Er vi virkeligt så stolte og navlebeskuende selvfede i vores eviggyldige og ukritiserbare pædagogiske tilgang til al uddannelse, at vi fornægter fakta og virkelige konsekvenser for op imod 60.000 børn med ADHD (hvor blot 15-20% er udredt og i den nødvendige medicinske behandling), blot fordi vi ikke ‘føler’ at det er korrekt at give ‘narko’ til små børn?
Må jeg ikke have lov at byde jer, det danske samfund, ind i det 21. århundrede, hvor alle vi andre står og venter på jer, velkommen? Vi ved hvad der virker, vi kan bevise det, rent evidensbaseret, videnskabeligt, så kan vi ikke forsøge at mødes på midten og finde et kompromis – for VORES børn skyld? – Vi ønsker jo, i bund og grund, alle det samme – at vores børn skal få muligheden for at opnå den bedst mulige, for dem, livskvalitet med glæde, lykke og godt helbred, ikke?
/ADDspeaker
Søren Kirkegård skriver i 1859 i “En ligefrem meddelelse”:
[…] At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere, end han – men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Hvis jeg ikke gør det, så hjælper min mere-forståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min mere-forståen gældende, så er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand hjælp begynder med en ydmygelse: hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe og herved forstå, at det at hjælpe ikke er det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den herskesygeste, men den tålmodigste, at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstå, hvad den anden forstår. Tag et menneske i lidenskab, lad det være så, at han virkeligen har uret. Dersom du ikke kan begynde således med ham, at det ser ud, som var det ham, der skulle belære dig, og dersom du ikke kan gøre dette således, at han, der utålmodigt ikke vil høre et ord af dig, med tilfredsstillelse finder i dig en velvillig og opmærksom tilhører. Kan du ikke det, så kan du heller ikke hjælpe ham. […] (Søren Kierkegaard, 1859)
Dalsgaard, S., McGrath, J., Østergaard, S. D., Wray, N. R., Pedersen, C. B., Mortensen, P. B., & Petersen, L. (2020). Association of Mental Disorder in Childhood and Adolescence With Subsequent Educational Achievement. JAMA psychiatry, e200217. Advance online publication. https://doi.org/10.1001/jamapsychiatry.2020.0217
Davey, S., & Gordon, S. (2017). Definitions of social inclusion and social exclusion: the invisibility of mental illness and the social conditions of participation. International Journal of Culture and Mental Health, 10(3), 229–237. doi:10.1080/17542863.2017.1295091
Daley et al., (2015). Costing Adult Attention Deficit Hyperactivity Disorder: Impact on the Individual and Society, David Daley, Rasmus Højbjerg Jacobsen, Anne-Mette Lange, Anders Sørensen, and Jeanette Walldorf. Print publication date: 2015 .Print ISBN-13: 9780198745556. Published to Oxford Scholarship Online: September 2015. DOI: 10.1093/acprof:oso/9780198745556.001.0001
This website uses cookies.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!