I mange år mente man, at ADHD var en børnesygdom, og at man voksede fra den. Selvom vi har vidst at det ikke er korrekt, i mere end 10 år, så går folk fortsat rundt og fortæller hinanden, at "jo jo - det kan man da'" ... Derfor har vi lavet en artikel om hvorfor det ikke er korrekt og ikke mindst - hvorfor det ikke er sandt!
I mange år mente man, at ADHD var en børnesygdom, og at man voksede fra den. Selvom vi har vidst at det ikke er korrekt, i mere end 10 år, så går folk fortsat rundt og fortæller hinanden, at “jo jo – det kan man da'” … Derfor har vi lavet en artikel om hvorfor det ikke er korrekt og ikke mindst – hvorfor det ikke er sandt!
Et godt eksempel på hvor det går galt, når man har noget af den nødvendige viden, og så selv fylder ud med hvad man så tror der er tale om …
Dette spørgsmål blev stillet i VORES Facebook-gruppe:
En skriver dette til mig er der hold i det? Aldrig hørt om det før?
“Der findes en grad af ADHD som opstår et sted i hjernen hvor frontallapperne ikke er vokset “ordentligt” sammen. De KAN (det er SÅ få tilfælde) voksne sammen når man bliver voksen. Det er først indenfor de seneste par år at man har fundet ud af at ADHD opstår af forskellige årsager. Indtil da har det været “uforklarligt” hvorfor nogen pludselig lader til at vokse fra det. Men det ved man mere om nu. ADHD er en af de diagnoser i verdenen der bliver forsket aller mest i – fordi den er så bred og svær at forklare. Heldigvis bliver vi konstant klogere. Ja, undskyld – nu bliver jeg nok kaldt diverse ting igen. Men det er nu engang det der er sandt …”
Der er rigtig mange dele i dit spørgsmål, så bær over med mig, hvis jeg glemmer at svare på alt ikke? Gældende for alle dele er, at hun har fanget dele af den nyeste viden, men bestemt ikke det hele. Hun har vel ikke selv ADHD? Nå here goes …
Da vi var over for at møde Guruen aka Dr. Barkley fortalte han, at der var kommet spritnyt og voldsomt spændende forskning. Den forskning indikerer (bid nu mærke i ordet ‘indikerer’), at der er op til 15 % af børn og voksne, som har fået den rette type(r) medicin, samt den rette individuelle dosis, og som har husket at tage sin medicin, i mere end 9 år sammenhængende, og uden medicinpauser, hvor medicinen gør, at hjernens plasticitet kan udbedre ADHD skaderne i hjernen. Faktisk i en sådan grad, at de op mod 15%, ikke længere opfylder betingelserne for en ADHD diagnose. (bid mærke i ordene ‘op mod’, ‘børn OG voksne’, ‘den rette individuelle dosis’ den rette type(r)’,’ ingen pauser’ og husket at’ tage sin medicin’)
Jeg forestiller mig, at “det som vokser sammen” som hende, du skriver med påstår, egentligt er hjernes plasticitet, hun taler om. Altså at ved hjælp af medicinen kan hjernen selv udbedre og repererer sig selv. Men der må hun jo lige tydeliggøre.
Og igen igen igen har det INTET at gøre med, at “børnene vokser fra deres ADHD”.
Argumentet er, at det i studiet klarlægges, at de op imod 15% ikke er en homogen gruppe af yngre børn. Næ, for der er nemlig tale om både helt små børn, større børn OG sen- diagnosticeret voksne.
Det er vel 10 år siden efterhånden, at man fandt modbeviser for, at påstanden om at ‘de eksternaliserede og deraf mest tydelige symptomer’ forsvinder. Det GØR DE SÅ IKKE, de bliver derimod internaliseret. Så det er også om igen dame! Blot fordi noget ikke er synligt- for dem som ikke ved nok- betyder det altså ikke, at de ikke er der. Det der faktuelt sker er: hjernen modnes og børn/voksne, der får medicin OG støtte, får flere gode og mere hensigtsmæssige erfaringer. Disse erfaringer gør måske, at individet med ADHD ikke speed-talker, ikke har nær så stort et socialpædagogisk støttebehov, bedre kan tøjle sit temperamentet osv osv osv. Alle ting her gør så, at individet med ADHD kan indlærer andre og nye handlings – og coping strategier. Og paradoksalt nok, så er det faktisk pga. disse strategier (og alt det sindssyge hårdt arbejde individet med ADHD har lagt i at udvikle. og forbedre sine strategier), at den med ADHD ikke fremstår som ‘hårdt ramt’ som før alt arbejdet. Det er så det, der fejlagtigt tolkes som om “at de ligesom er vokset fra deres ADHD”. Så den skal i den grad også hun have korrigeret
Hun har tildels ret i, at ADHD er den lidelse, der over hele verdenen er og stadig forskes mest i, (og heldigvis for det! ) hun har så ikke helt ret i, at det kun er fordi ADHD er så bredt et felt, at der forskes så meget i det. Så simpelt og forenklet kan man slet ikke stille det op. Der forskes så meget i det, fordi det giver dem, der betaler for forskningen noget. Præcis som det er hos alle mennesker så gør mennesket ingenting hvis ikke de får noget ud af det. Og dét, som dem der sidder på pengene, får ud af det- altså deres bagvedliggende incitament til at få forsket i ADHD-, tja det er er knag’me et helt spørgsmål i sig selv. Men i langt langt de fleste tilfælde, så er det i store træk ikke svært. Det drejer sig om: Kroner og ører.
For blot at nævne nogle få incitamenter til at “The Man” ville betalte for at forske i ADHD: hvad skyldes ADHD?
Her kan der blandet andet forskes i;
Håber jeg fik svaret på dét, du havde spurgt om? Og du nu har gas til at “rette hende ind”
/GREVINDEN
Det korte svar er: NEJ – man vokser ikke fra sin ADHD, men man kan vokse fra de synlige symptomer på den!
Blot 1 ud af 3 af de hvor deres ADHD er blevet opdaget i barndommen, får hjælp fra deres hjernes naturlige (forsinkede) udvikling, således at deres fysiske årsag til deres ADHD symptomer, ikke længere er årsag til at man kan opfylde kriterierne for en fuld diagnose, når man bliver revurderet som 25-30 årig.. Disse varianter kaldes for Subthreshold eller Remission ADHD.
Således er 2 ud af 3 hvor deres ADHD er blevet opdaget i barndommen, har fortsat så svære gener, at de stadigvæk opfylder det fulde krigere for en fuld diagnose, selv efter 30-års alderen (hvor en hjerne med ADHD er fysisk færdigudviklet, modsat normalt 18-22 års alderen).
Der er dog et grå område, som forvirrer hele vores forståelse af ADHD, og det skyldes at kriterierne for en fuld ADHD diagnose, ændrer sig når man fylder 18 år. Det betyder at nogle der har haft en fuld diagnose hele barndommen, pludseligt ikke længere opfylder det fulde kriterie og derfor bliver erklæret for ‘helbredte’, men det er en teknikalitet som intet fortæller om hvorvidt de er ‘vokset fra deres ADHD’ eller ej.
Det er hårdt at skulle gentage de samme ting, om og om igen, men det er åbenbart nødvendigt, for vi oplever dagligt at der spredes halve sandheder og ufuldendte ‘alternative fakta’, især rundt omkring i de mange Facebook-grupper om ADHD.
Derfor har vi lavet en Facebook-gruppe: ADHD – Nyeste viden fra USA hvor vi samler al den seneste viden vi har researchet, for at give alle mulighed for at få det store forkromede overblik, og dermed hjælpe os med at få udryddet alle de mange forældede forståelser, der desværre fortsat huserer rundt allevegne.
Som en udvidet service, har jeg beskrevet de bagvedliggende begrundelser for det svar som Grevinden her så fint giver. Sidst i artiklen kan du finde referencer til relevante kilder til nedenstående.
/ADDspeaker
ADHD er en fysisk betinget, genetisk eller neurobiologisk, medfødt og kronisk, specifik udviklingsforstyrrelse, der gør at hjernen udvikles med ca. 30% forsinkelse, set i forhold til det aldersmæssige, forventede niveau af impuls- og selvkontrol, hæmningskontrol og motorkontrol, hvilket giver en adfærd der er præget af hyperaktivitet, impulsivitet, letafledelighed, emotionel volatilitet og tankemæssig distræthed.
ADHD kan ikke pådrages eller udvikles på noget andet tidspunkt end ved undfangelsen eller under forsterstadiet, og man kan ikke få ADHD af hverken psykosociale forhold (familieforhold og opdragelse), kost og ernæring, vaccinationer eller for meget sukker eller for lidt fiskeolie. ADHD er hjernens diabetes, og ligesom diabetes er medfødt og kronisk, og kræver medicinsk hjælp for at minimere symptomerne, således er ADHD afhængig af hjælp udefra, via ADHD-medicin.
ADHD medfører samtidigt et kronisk unaturligt lavt niveau af dopamin i kroppen, hvilket er årsagen til at man skal have ADHD-medicin, der øger produktionen af dopamin i kroppen. ADHD-medicin har ingen euforiserende virkning på en person med ADHD og der er ingen risiko for at udvikle afhængighed af medicinen.
ADHD er ikke hverken en opmærksomhedsforstyrrelse, adfærdsforstyrrelse, personlighedsforstyrrelse, tilknytningsforstyrrelse, eller psykisk sygdom, det er en psykisk lidelse. Forskellen består i at en sygdom kan kureres, det kan en lidelse ikke. ADHD er en udviklingsforstyrrelse, der rent fysisk, gør at hjernen udvikler sig med en 30% forsinkelse, hvilket er årsagen til samtlige adfærdsmæssige symptomer på ADHD, og derfor har ens opvækst, kost, aktivitetsniveau eller intelligens – intet – med om man udviklet ADHD eller ej, for man er født med ADHD, og man kan ikke få ADHD på noget andet tidspunkt i livet. Der findes mange andre tilstande hvor man kan se ADHD-lignende symptomer, men disse er ikke ADHD.
Videnskabelig konsensus (altså det vi kunne kalde for sandheden) om ADHD er følgende:
ADHD er en specifik udviklingsforstyrrelse, der er genetisk arvelig (ca. 70%) eller neurobiologisk (ca. 30%). Man bliver født med ADHD og man ikke få ADHD på noget andet tidspunkt i livet, end via gener fra ens forældre der bliver til dit unikke DNA under undfangelsen eller ved at din moder har fået en infektion under svangerskabet, der har gjort at du som foster har pådraget dig nogle hjerneskader, disse kaldes for neurobiologisk forurening og kan være infektioner, tungmetaller, eller alkohol – og stofmisbrug. ADHD har en prævalens på mellem 5-7% på tværs af alle racer og kulturer. Kernesymptomerne er hyperaktivitet, impulsivitet, letafledelighed, emotional lysregulering og Mind Wandering. ADHD defineres i dag efter ICD-11 (WHO) og opdeles i 3 subtyper; ADHD-PI (Primært letafledelig), ADHD-PHI (Primært Hyperaktiv/Impulsiv), og ADHD-C (Kombineret type).
Symptomerne på skyldes genetisk arvelighed, hvilket vil sige, at mellem 70 – 90% af alle symptomer, kan spores direkte tilbage til genetik. Det betyder, at man ikke kan få ADHD efter fødslen, hverken af ‘dårlig opdragelse’, ‘kost’, eller ved at blive smittet med ADHD af andre.
Psykosociale forhold (familiemæssige og samfundsmæssige) spiller ingen betydelig rolle i hvordan ens ADHD kommer til udtryk. Da ADHD ikke er en adfærds- eller personlighedsforstyrrelse men derimod en neurobiologisk betinget, psykisk lidelse, så har ens familiemæssige forhold (druk, overgreb, kriminalitet, skilsmisse, forældres dødsfald osv.) ingen speficik sammenhæng med om man udvikler ADHD eller ej, det er styret af ens biologi, ikke ens psykologi.
Denne specifkke udviklingsforstyrrelse gør, at en hjerne med ADHD udvikler sig med ca. 30% forsinkelse, set i forhold til hvad man ville forvente af et barn med denne fysiske alder. Da ADHD ikke er en mental retardering, men en fysisk forstyrrelse i den med hjernen udvikler sig på, så påvirker ADHD hverken ens intelligens eller hukommelse.
Der hvor forstyrrelsen påvirker ens personlighed, er ved at ens system for hæmnings (Hæmningskontrollen) udvikles senere end den normalt gør, hvilket gør at ens system der styrer ens verbale (sprog og tale) og nonverbale (kropssprog, motorik, bevægelser), kaldet motorkontrol (Motorkontrollen) ikke bliver sat under administration af ens Hæmningskontrol, som den skal normalt.
Det er denne manglende hæmning af impulsivitet der gør at et barn med ADHD ikke kan vente på tur, sidde stille, vente med at sige det barnet tænker, lade være med at spise kagen med det samme, eller udskyde et hvilket som helst behov som barnet måtte få. Det er ligeledes Hæmningskontrollen der styrer ens verbale og nonverbale adfærd, hvilket er årsagen til det hyperaktive, fysiske udtryk, som kendetegner mange børn med ADHD (ikke kan sidde stille, farer rundt og kravler på alting, dimser med ting).
Man ser ofte, at folk forveksler ADHD med ADHD-lignende personlighedstræk, hvilket skyldes at hyperaktivitet, impulsivitet og uopmærksomhed er meget normale symptomer på en lang række psykiske sygdomme (Skizofreni, Bipolar lidelse) og psykiske lidelser (Angst, Depression), samt Adfærdsforstyrrelser (ODD, CD) og Personlighedsforstyrrelser (Borderline, Antisocial Personlighedsforstyrrelse). Derudover ses mange af de samme symptomer også ved f.eks. Traumatisk Hjerneskade, Mental Retardering og Tilknytningsforstyrrelser.
Fælles for alle disse er, at de ikke er ADHD, da ADHD er en specifik udviklingsforstyrrelse, som opstår ved undfangelsen eller under svangerskabet og dermed er man således født med ADHD, og man kan ikke få ADHD på noget andet tidspunkt i livet.
Tænk på det således: Man kan ikke pådrage sig en specifik forstyrrelse af ens fysisk udvikling af hjernen, på noget andet tidspunkt, end mens hjernen udvikler sig, vel?
Det mest misforståede af alle symptomer på ADHD er opmærksomhed. Førhen kaldte man ADHD for en opmærksomhedsforstyrrelse her i Danmark, men det er en fundamental misforståelse at tro at uopmærksomheden skyldes at der er en fejl i selve opmærksomhedsystemet.
Den reelle årsag skyldes at Hæmningskontrollen ikke er i stand til at undertrykke ‘opgave-irrelevante stimuli’, hvilket vil sige at et barn med ADHD ikke er i stand til at ignorere de ting som ikke er relevante for den aktivitet det er i gang med.
Så det skyldes altså ikke at et barn med ADHD har en særlig sensitiv eller særlig fysisk evne til at opfange stimuli, men derimod at deres sansemæssige system er præcis ligesom alle andres, det er blot Hæmningskontrollen der ikke er udviklet i tide, og derfor ikke kan frasortere alle de ‘opgave-irrelevante-stimuli’ som man normalt ser. Derfor kalder vi det i dag for ‘Letafledelighed’ fremfor uopmærksomhed, da det er præcis det der er problemet, letafledeligheden.
Udover disse klassiske symptomer på ADHD, de mere synlige for andre, så har personer med ADHD også en række mindre synlige symptomer. Disse kaldes for Emotionel Dysregulering og Mind Wandering.
Emotionel Dysregulering er betyder at ens Emotionelle Selvkontrol (evnen til at begrænse sig selv i at agere og reagerer på emotionelle stimuli, enten indefra sig selv eller udefra), samt Emotionel Selvregulering (evnen til at ændre på ens indre emotionelle egentilstand, ved at skifte fokus, erstatte en dårlig følelse med en god følelse). Når man har ADHD så virker ens Emotionelle Selvkontrol og Emotionelle Selvregulering ikke som forventet, og det giver ens adfærd der er mere præget af irritabilitet, aggression, utålmodighed, samt at man hurtigt kan blive overordentligt begejstret det ene øjeblik – for så at blive skuffet over noget – så man skifter humør. Disse humørmæssige udsving er korte af varighed (minutter og timer) og skal ikke forveksles med andre Affektive lidelse (Depression, Bipolar) hvor ens humørmæssige udsving er af længerevarende karakter (dage, uger, måneder, år).
Mind Wandering betyder Tankeflugt på dansk og dækker over et fænomen som kommer til udtryk i at personen med ADHD kan virke distræt, fraværende, langsomtopfattende, som om de ikke hører efter og uempatiske. Men dette skyldes igen den manglende Hæmningskontrol som også styrer vores tankemæssige adfærd, lige den styrer vores verbale og nonverbale adfærd. Oftest ser man personer med ADHD have en høj grad af Rumination (tanker der leder til andre tanker der igen leder til andre tanker, for så at fortsætte indtil man er tilbage til den første tanke, og uden at have fået nogen løsning undervejs). Rumination kan også beskrives som en form for avanceret, uvildig, tilstand af kronisk bekymring.
ADHD medfører ligeledes et kronisk lavt Dopamin niveau i kroppen. Dopamin er kroppen belønningsstof, som anvendes i langt de fleste anatomiske, fysiologiske og psykologiske processer i kroppen. Dopamin styrer vores sult, tørst, søvn, energi, humør, engagement, Hæmningskontrol, samt hele det Sympatiske (kæmp, frys eller flygt) og det Parasympatiske (slap af, fordøj, restituer) Nervesystem. Da personer med ADHD er født med et kronisk alt for lavt niveau af Dopamin, så gør dette, sammen med den manglende forventede aldermæssige fysiske udvikling af hjernen, at hele personens adfærd, både internt og eksternt, afviger fra det man normalt ville forvente, af en person på samme alder, fra samme socioøkonomiske og psykosociale område.
Dopamin er præcis ligeså nødvendigt for personer med ADHD, som insulin er for en person med Diabetes. I begge tilfælde er der tale om at kroppen ikke er i stand til at producere nok af noget som den skal bruge, og derfor er det nødvendigt at tilføre dette udefra, enten i form af insulin (tabletter, injektion) eller dopamin (tabletter) for at normalisere kroppens habituelle funktionsevne.
ADHD-medicin, af typen Psykostimulanter (Methylphenidate, Dexamfetamin, Lisdexamfetamin), indeholder det aktive stof, amfetamin, der fremmer hjernens produktion af dopamin og dermed øger det kroppen evne til at forbedre Hæmningskontrollen, der så igen får mulighed for bedre at styre alle de områder som jeg tidligere har beskrevet.
Der findes også andre typer af ADHD-medicin, Ikke-Psykostimulanter (Atomoxetin, Guanfacin, Clonidin) der virker i andre områder af kroppen og ikke bruger amfetamin til at fremme produktionen af dopamin. Deres styrke er f.eks. at sænke blodtrykket (hvilket hjælper det Sympatiske og Parasympatiske Nervesystem med at blive bedre reguleret, samt forbedre ens kognitive funktioner, kalder de eksekutive funktioner (arbejdshukommelse, planlægning, konsekvensberegning m.v.).
Da en krop med ADHD ikke har et normal niveau af dopamin, naturligt i kroppen, men måske kun omkring 25% af normal-niveau, så opnår personer med ADHD ikke et niveau af dopamin i kroppen, der fører til eufori, som ADHD-medicin kan gøre, for personer uden ADHD. Når ens krop med ADHD for medicinen, så hæves dopamin-niveauet til omkring 80% af den naturlige niveau, hvorimod en hjerne uden ADHD der får ADHD-medicin nu overskrider 100% af det normale niveau af dopamin i hjernen, hvilket er det der medfører eufori. Derfor har ADHD-medicin ingen euforisk virkning på hverken børn, unge, voksne eller ældre med ADHD, og der er ingen risiko for at udvikle nogen form for afhængighed af ADHD-medicin, hvis man vel at mærke har ADHD.
Der er en række ikke-alvorlige bivirkninger ved ADHD-medicin, primært nedsat appetit, indsovningsproblemer og søvnproblemer, og der er ingen negative bivirkninger af langvarigt brug.
Risikoen for alvorlige bivirkninger er 1 ud 660 for at få en psykose (skyldes uopdaget skizofreni eller Bipolar lidelse, ikke ADHD-medicin) eller 1 ud af 100 for hjertekarproblemer (hvilket skyldes uopdaget hjertekarsygdom, ikke ADHD-medicin). Både Skizofreni, Bipolar lidelse og hjertekarsygdomme kræves undersøgt, forud for enhver udstedelse af recept på ADHD-medicin.
Hver dag anvendes ADHD-medicin af millioner af mennesker og har været brugt siden 1937, så der findes både langvarige viden om ADHD-medicins virkning, på både kort og lang sigt, samt et særdeles omfattende videnskabeligt forskningsarbejde på mere end 3.000 studier, der viser at ADHD-medicin er både effektivt og sikkert at bruge, for mellem 70-90% af alle med ADHD.
For de resterende 20-30% kan effekt opnåes ved at skifte variant af ADHD-medicin, da der kan forekomme individuelle forskelle i effekt af medicin, alt efter typen. Der findes omkring 10% hvor ADHD-medicin ikke har nogen effekt, og dette skyldes at de er fejldiagnosticeret med ADHD, hvor årsagen skyldes andre lidelser, f.eks. ASF, Skizofreni, Bipolar lidelse eller Borderline.
Ved at beregne på mange forskellige faktorer, har Dr. Barkley et al. formået at påvise at konsekvensen af at leve med ADHD, ikke blot gælder for ens nutid, men i meget høj grad også for resten af personens liv.
Studiet fra Barkley et al. om hvordan ADHD udvikler sig over hele livscyklussen, som jeg har fået lov at læse inden det er blevet publiceret i Journal of Attention Disorders, fortæller at AHD nedsætter vores middellevetid med 12,7 år, set i forhold til befolkningen bredt set.
Vi har i nogle år nu, vidst at ADHD i barndommen der ikke er medicinsk behandlet, medfører 43% flere ulykker og 45% flere skadestuebesøg (Dalsgaard, 2015), samt at man har en overdødelighed på 50% (Dalsgaard, 2015) set i forhold til befolkningen bredt set.
Det nye i dette studie er, at Dr. Barkley et al. nu har specifikt beregnet hvor mange år disse risikofaktorer, skærer af vores forventede middellevetid.
I Danmark er middellevetiden for mænd på 79 år og for kvinder på 82,9 år (Danmarks Statistik), disse nye resultater betyder således at vi skal trække 12,7 år fra denne middellevetid, alene pga. af konsekvenserne af medicinsk ubehandlet ADHD i barndommen.
Årsagen skal findes i risikobetonet adfærd, ulykker og trafikulykker, øget tendens til selvmord (grundet depression og impulsivitet), øget risiko for hjerte-karsygdomme, fedme, højere grad af tobaks-, alkohol- og hashforbrug, samt fysiologiske komorbiditeter såsom Diabetes Type-2, stofskiftesygdomme, mavetarmssygdomme (Crohn’s Disease og IBS), astma- og allergi. (ADDspeaker, 2018)
Derudover ses en høj grad af selvmedicinering med alkohol og stoffer, der gør at mere end 50% af alle stofmisbrugere lider af ubehandlet ADHD, og 25-30% af alle der lider af alkoholmisbrug ligeså.
Da især kvinder med ADHD er gode til at skjule deres symptomer, ser vi at langt de færreste kvinder der bliver udredt og kommer i behandling som voksne, først kommer det når de bliver mødre og får et barn med tydelig ADHD symptomlogi. Vi ser også at disse mødre selv bryder sammen pga. belastningsreaktion, i det summen af egne og barnets symptomer, bliver til mere end hvad de kan holde til.
Læs hvorfor ADHD nedsætter middellevetiden med 12,7 år
ADHD er en fysisk betinget, genetisk eller neurobiologisk, medfødt og kronisk, specifik udviklingsforstyrrelse, der gør at hjernen udvikles med ca. 30% forsinkelse, set i forhold til det aldersmæssige, forventede niveau af impuls- og selvkontrol, hæmningskontrol og motorkontrol, hvilket giver en adfærd der er præget af hyperaktivitet, impulsivitet, letafledelighed, emotionel volatilitet og tankemæssig distræthed.
ADHD kan ikke pådrages eller udvikles på noget andet tidspunkt end ved undfangelsen eller under forsterstadiet, og man kan ikke få ADHD af hverken psykosociale forhold (familieforhold og opdragelse), kost og ernæring, vaccinationer eller for meget sukker eller for lidt fiskeolie. ADHD er hjernens diabetes, og ligesom diabetes er medfødt og kronisk, og kræver medicinsk hjælp for at minimere symptomerne, således er ADHD afhængig af hjælp udefra, via ADHD-medicin.
ADHD medfører samtidigt et kronisk unaturligt lavt niveau af dopamin i kroppen, hvilket er årsagen til at man skal have ADHD-medicin, der øger produktionen af dopamin i kroppen. ADHD-medicin har ingen euforiserende virkning på en person med ADHD og der er ingen risiko for at udvikle afhængighed af medicinen.
ADHD er ikke hverken en opmærksomhedsforstyrrelse, adfærdsforstyrrelse, personlighedsforstyrrelse, tilknytningsforstyrrelse, eller psykisk sygdom, det er en psykisk lidelse. Forskellen består i at en sygdom kan kureres, det kan en lidelse ikke. ADHD er en udviklingsforstyrrelse, der rent fysisk, gør at hjernen udvikler sig med en 30% forsinkelse, hvilket er årsagen til samtlige adfærdsmæssige symptomer på ADHD, og derfor har ens opvækst, kost, aktivitetsniveau eller intelligens – intet – med om man udviklet ADHD er eller, for man er født med ADHD, og man kan ikke få ADHD på noget andet tidspunkt i livet. Der findes mange andre tilstand hvor man kan se ADHD-lignende symptomer, men disse er ikke ADHD.
/ADDspeaker
Barkley, R. A. (1997). Behavioral inhibition, sustained attention, and executive functions: Constructing a unifying theory of ADHD. Psychological Bulletin, 121(1), 65–94. https://doi.org/10.1037/0033-2909.121.1.65
Barkley, R. A. (2014). Attention-deficit Hyperactivity Disorder: A handbook for diagnosis and treatment (4th Ed.). New York: Guilford Publications.
Barkley, R. A., & Fischer, M. (2018). Hyperactive Child Syndrome and Estimated Life Expectancy at Young Adult Follow-Up: The Role of ADHD Persistence and Other Potential Predictors. Journal of Attention Disorders, 108705471881616. https://doi.org/10.1177/1087054718816164
Berger, I., Slobodin, O., Melamed, J., Aboud, M., & Cassuto, H. (2013). Maturational delay in ADHD: evidence from CPT. Frontiers in Human Neuroscience, 7. https://doi.org/10.3389/fnhum.2013.00691
Conzelmann, A., Müller, S., Jans, T., Trott, G. E., Keil, T., Gerlach, M., & Renner, T. J. (2019). Long-term cardiovascular safety of psychostimulants in children with attention deficit hyperactivity disorder. International Journal of Psychiatry in Clinical Practice, 1–3. https://doi.org/10.1080/13651501.2018.1519078
Cortese, S. (2019). Psychosis during Attention Deficit–Hyperactivity Disorder Treatment with Stimulants. New England Journal of Medicine, 380(12), 1178–1180. https://doi.org/10.1056/NEJMe1900502
Cortese, S., & Coghill, D. (2018). Twenty years of research on attention-deficit/hyperactivity disorder (ADHD): looking back, looking forward. Evidence Based Mental Health, 21(4), 173–176. https://doi.org/10.1136/ebmental-2018-300050
Dalsgaard, S., Nielsen, H. S., & Simonsen, M. (2013). Five-Fold Increase in National Prevalence Rates of Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder Medications for Children and Adolescents with Autism Spectrum Disorder, Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder, and other Psychiatric Disorders: A Danish Register-Based Study. Journal of Child and Adolescent Psychopharmacology, 23(7), 432–439. https://doi.org/10.1089/cap.2012.0111
Dalsgaard, S., Mortensen, P. B., Frydenberg, M., & Thomsen, P. H. (2014). ADHD, stimulant treatment in childhood and subsequent substance abuse in adulthood – A naturalistic long-term follow-up study. Addictive Behaviors, 39(1), 325–328. https://doi.org/10.1016/j.addbeh.2013.09.002
Dalsgaard, S., Nielsen, H. S., & Simonsen, M. (2014). Consequences of ADHD medication use for children’s outcomes. Journal of Health Economics, 37(1), 137–151. https://doi.org/10.1016/j.jhealeco.2014.05.005
Dalsgaard, S., Kvist, A. P., Leckman, J. F., Nielsen, H. S., & Simonsen, M. (2014). Cardiovascular Safety of Stimulants in Children with Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: A Nationwide Prospective Cohort Study. Journal of Child and Adolescent Psychopharmacology, 24(6), 302–310. https://doi.org/10.1089/cap.2014.0020
Dalsgaard, S., Leckman, J. F., Mortensen, P. B., Nielsen, H. S., & Simonsen, M. (2015). Effect of drugs on the risk of injuries in children with attention deficit hyperactivity disorder: A prospective cohort study. The Lancet Psychiatry, 2(8), 702–709. https://doi.org/10.1016/S2215-0366(15)00271-0
Dalsgaard, S., Ostergaard, S. D., Leckman, J. F., Mortensen, P. B., & Pedersen, M. G. (2015). Mortality in children, adolescents, and adults with attention deficit hyperactivity disorder: A nationwide cohort study. The Lancet, 385(9983), 2190–2196. https://doi.org/10.1016/S0140-6736(14)61684-6
Faraone, S. V., Rostain, A. L., Blader, J., Busch, B., Childress, A. C., Connor, D. F., & Newcorn, J. H. (2019, February 1). Practitioner Review: Emotional dysregulation in attention-deficit/hyperactivity disorder – implications for clinical recognition and intervention. Journal of Child Psychology and Psychiatry and Allied Disciplines. Blackwell Publishing Ltd. https://doi.org/10.1111/jcpp.12899
Faraone, S. V. (2018). The pharmacology of amphetamine and methylphenidate: Relevance to the neurobiology of attention-deficit/hyperactivity disorder and other psychiatric comorbidities. Neuroscience and Biobehavioral Reviews, 87, 255–270. https://doi.org/10.1016/j.neubiorev.2018.02.001
Franke, B., Michelini, G., Asherson, P., Banaschewski, T., Bilbow, A., Buitelaar, J. K., … Buitelaar, J. K. (2018). Live fast, die young? A review on the developmental trajectories of ADHD across the lifespan. European Neuropsychopharmacology, 28(10), 1059–1088. https://doi.org/10.1016/j.euroneuro.2018.08.001
Ginsberg, Y., D’Onofrio, B. M., Rickert, M. E., Class, Q. A., Rosenqvist, M. A., Almqvist, C., … Larsson, H. (2019). Maternal infection requiring hospitalization during pregnancy and attention-deficit hyperactivity disorder in offspring: a quasi-experimental family-based study. Journal of Child Psychology and Psychiatry and Allied Disciplines, pp. 160–168. https://doi.org/10.1111/jcpp.12959
Hayman, V., & Fernandez, T. V. (2018). Genetic insights into ADHD biology. Frontiers in Psychiatry, 9(JUN). https://doi.org/10.3389/fpsyt.2018.00251
Helfer, B., Cooper, R. E., Bozhilova, N., Maltezos, S., Kuntsi, J., & Asherson, P. (2019). The effects of emotional lability, mind wandering and sleep quality on ADHD symptom severity in adults with ADHD. European Psychiatry, 55, 45–51. https://doi.org/10.1016/j.eurpsy.2018.09.006
Hirsch, O., Chavanon, M. L., & Christiansen, H. (2019). Emotional dysregulation subgroups in patients with adult Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder (ADHD): a cluster analytic approach. Scientific Reports, 9(1), 5639. https://doi.org/10.1038/s41598-019-42018-y
Holst, Y., & Thorell, L. B. (2018). Functional impairments among adults with ADHD: A comparison with adults with other psychiatric disorders and links to executive deficits. Applied Neuropsychology:Adult, 1–13. https://doi.org/10.1080/23279095.2018.1532429
Instanes, J. T., Klungsøyr, K., Halmøy, A., Fasmer, O. B., & Haavik, J. (2018). Adult ADHD and Comorbid Somatic Disease: A Systematic Literature Review. Journal of Attention Disorders, 22(3), 203–228. https://doi.org/10.1177/1087054716669589
Kooij, J. J. S., Bijlenga, D., Salerno, L., Jaeschke, R., Bitter, I., Balázs, J., … Asherson, P. (2019). Updated European Consensus Statement on diagnosis and treatment of adult ADHD. European Psychiatry, 56, 14–34. https://doi.org/10.1016/j.eurpsy.2018.11.001
Mikami, A. Y., Miller, M., & Lerner, M. D. (2019). Social functioning in youth with attention-deficit/hyperactivity disorder and autism spectrum disorder: transdiagnostic commonalities and differences. Clinical Psychology Review. https://doi.org/10.1016/j.cpr.2018.12.005
Mohr-Jensen, C., & Steinhausen, H. C. (2016). A meta-analysis and systematic review of the risks associated with childhood attention-deficit hyperactivity disorder on long-term outcome of arrests, convictions, and incarcerations. Clinical Psychology Review. https://doi.org/10.1016/j.cpr.2016.05.002
Moukhtarian, T. R., Cooper, R. E., Vassos, E., Moran, P., & Asherson, P. (2017). Effects of stimulants and atomoxetine on emotional lability in adults: A systematic review and meta-analysis. European Psychiatry. https://doi.org/10.1016/j.eurpsy.2017.05.021
Newlove-Delgado, T., Ford, T. J., Stein, K., & Garside, R. (2018). ‘You’re 18 now, goodbye’: the experiences of young people with attention deficit hyperactivity disorder of the transition from child to adult services. Emotional and Behavioural Difficulties, 23(3), 296–309. https://doi.org/10.1080/13632752.2018.1461476
Padilha, S. C. O. S., Virtuoso, S., Tonin, F. S., Borba, H. H. L., & Pontarolo, R. (2018). Efficacy and safety of drugs for attention deficit hyperactivity disorder in children and adolescents: a network meta-analysis. European Child and Adolescent Psychiatry, 27(10), 1335–1345. https://doi.org/10.1007/s00787-018-1125-0
Pettersson, E., Lichtenstein, P., Larsson, H., Song, J., Agrawal, A., Borglum, A. D., … Polderman, T. J. C. (2019). Genetic influences on eight psychiatric disorders based on family data of 4 408 646 full and half-siblings, and genetic data of 333 748 cases and controls-Corrigendum. Psychological Medicine, p. 351. https://doi.org/10.1017/S0033291718002945
Petrovic, P., & Castellanos, F. X. (2016). Top-Down Dysregulation—From ADHD to Emotional Instability. Frontiers in Behavioral Neuroscience, 10. https://doi.org/10.3389/fnbeh.2016.00070
Polanczyk, G. V., Willcutt, E. G., Salum, G. A., Kieling, C., & Rohde, L. A. (2014). ADHD prevalence estimates across three decades: An updated systematic review and meta-regression analysis. International Journal of Epidemiology, 43(2), 434–442. https://doi.org/10.1093/ije/dyt261
Richard-Lepouriel, H., Kung, A. L., Hasler, R., Bellivier, F., Prada, P., Gard, S., … Etain, B. (2019). Impulsivity and its association with childhood trauma experiences across bipolar disorder, attention deficit hyperactivity disorder and borderline personality disorder. Journal of Affective Disorders, 244, 33–41. https://doi.org/10.1016/j.jad.2018.07.060
Septier, M., Peyre, H., Amsellem, F., Beggiato, A., Maruani, A., Poumeyreau, M., … Delorme, R. (2019). Increased risk of ADHD in families with ASD. European Child and Adolescent Psychiatry, pp. 281–288. https://doi.org/10.1007/s00787-018-1206-0
Sigfusdottir, I. D., Asgeirsdottir, B. B., Hall, H. A., Sigurdsson, J. F., Young, S., & Gudjonsson, G. H. (2017). An epidemiological study of ADHD and conduct disorder: does family conflict moderate the association? Social Psychiatry and Psychiatric Epidemiology, 52(4), 457–464. https://doi.org/10.1007/s00127-017-1352-6
Tsai, F. J., Tseng, W. L., Yang, L. K., & Gau, S. S. F. (2019). Psychiatric comorbid patterns in adults with attention-deficit hyperactivity disorder: Treatment effect and subtypes. PLoS ONE, 14(2), e0211873. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0211873
Young, S., Moss, D., Sedgwick, O., Fridman, M., & Hodgkins, P. (2015). A meta-Analysis of the prevalence of attention deficit hyperactivity disorder in incarcerated populations. Psychological Medicine, 45(2), 247–258. https://doi.org/10.1017/S0033291714000762
Young, S., Sedgwick, O., Fridman, M., Gudjonsson, G., Hodgkins, P., Lantigua, M., & González, R. A. (2015). Co-morbid psychiatric disorders among incarcerated ADHD populations: A meta-analysis. Psychological Medicine, 45(12), 2499–2510. https://doi.org/10.1017/S0033291715000598
Young, S., Adamou, M., Asherson, P., Coghill, D., Colley, B., Gudjonsson, G., … Arif, M. (2016). Recommendations for the transition of patients with ADHD from child to adult healthcare services: A consensus statement from the UK adult ADHD network. BMC Psychiatry, 16(1), 301. https://doi.org/10.1186/s12888-016-1013-4
This website uses cookies.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!