Debatten om for og imod ADHD-medicin udvikler sig oftest til ren religionskrig, hvor folk på den ene side, slet ikke mener at nogen skal have ADHD-medicin, og hvor andre mener at man ikke kan få nok af den. Men hvad er sandheden?
Indimellem får jeg rodet mig ud i en debat om ADHD-medicin og dosis. Dette udvikler sig indimellem til nærmest religionskrig, hvor folk på den ene side slet ikke mener at nogen skal have ADHD-medicin, og hvor andre mener at man ikke kan få nok af den. Som altid, ligger sandheden et sted i midten, så lad os finde ud af hvor det er, sådan cirka …
ADHD-medicin er et emne som virkeligt kan få sindene i kog. Nogle holder hårdt på at ‘man da ikke kan give narko til børn’, hvilket alene er et udtryk for deres uvidenhed om hvad ADHD-medicin er overhovedet. Andre har enten selv prøvet det eller set effekten af det, hos deres børn, og er stærke tilhængere af medicinen.
I Danmark har vi en lang tradition for pædagogik og det spiller især en rolle i forbindelse med medicinering af børn mellem 4 – 12 år, hvor konsensus blandt skole, institutioner og PPR ser ud til at være at medicin først skal afprøves, når alt andet fejler.
I børne -og ungepsykiatrien (BUC) er medicin det eneste reelle behandlingstilbud som de har, og derfor afslutter de ethvert barn i deres regi, såfremt forældrene ikke vil gå med til at medicinere deres barn.
I National Klinisk Retningslinje for børn og unge, står der klart og tydeligt at man først skal afprøve alle pædagogiske tiltag, før man påbegynder medicinering.
Så som forælder står man så der, i midten af det hele, uden at ane hvad man skal stille op, og det er sgu ikke fair!
Der er konsensus om at ADHD er en neurobiologisk udviklingsforstyrrelse, og at den derfor kræver medicinsk behandling (præcis som diabetes kræver insulin), og samtidigt siger al evidens på området at medicin uden psykosocial support (pædagogik, adfærdsterapi, forældretræning osv.), ingen virkning har, på længere sigt, udelukkende på den korte bane her og nu, altså symptombehandling.
Modstanderne af ADHD-medicin har mange argumenter, men hvis man skal opsummere dem, så går de mest på at ‘man ikke kender den langvarige virkning’, ‘at man ikke ved med sikkerhed om medicinen rent faktisk virker, fordi studierne er af for dårlig kvalitet eller over for få mennesker og/eller for kort tid’, eller ‘ADHD er noget som Big Pharma har fundet på for at tjene flere penge’.
Tilhængerne har enten selv prøvet effekten på deres egen krop, fordi de selv har ADHD eller har oplevet den effekt det har på deres barn med ADHD. De fleste har en god erfaring, jovist der er nogle bivirkninger ift appetit og mavetarmsystemet (forstoppelse), men de anses ikke for at være noget der gør at man hellere ville undvære den adfærdsmæssige forbedring som barnet (og dermed hele familien) oplever.
Stridens kerne er såre simpel: Det handler om hvad man har valgt at tro på!
Min erfaring gennem nu 7 år med at formidle videnskabeligt evidens for ADHD-området, har lært mig at jeg kan komme med alle de beviser for det jeg skriver, og de der er modstandere, ja de nægter bare at godtage det som fakta, og fremturer med deres to-tre standardargumenter imod medicinen, som jeg har nævnt ovenfor. Tilhængerne er også gået i deres egen skyttegrav og tildeler enhver der har deres tvivl om medicinen, en sølvpapirshat og anser dem for at være idioter.
Løsningen er, at begge parter indser at ingen af dem har ret!
Fakta er, at vi ved at medicinen virker, er sikker og har få ikke-alvorlige bivirkninger. Den har været brugt i 60 år nu og der er lavet 3000+ studier på den og dens virkning. Vi ved også at den kan give nogle få personer meget negative bivirkninger såsom hjertekarsygdomme eller psykoser, men det er begge ting som alle der udskriver ADHD-medicin er forpligtet til at undersøge, inden de må udstede en recept.
Modstanderene holder meget fast i argumentet om at ‘vi jo ikke ved hvad der sker på lang sigt’, og det er delvist korrekt, for deres findes ingen meget lange studier af langtidsvirkningen af ADHD-medicin. Der findes til gengæld et utal af studier der er lavet på voksne som har levet med ubehandlet ADHD i de første 30-40 år af deres liv, og hos dem kan vi se at 55-80% har udviklet angst eller depression, 25% har et misbrug, og generelt har lever med en overdødelighed på 50% set i forhold til befolkningen bredt set. Der findes nu også studier der viser at ubehandlet ADHD giver en reduktion i den forventede middellevetid på 12,7 år, set i forhold til befolkningen bredt set.
Der kan opstå en nærmest hysterisk debat, når man så begynder at tale om hvilken medicin man skal have, hvor meget skal have og hvad der virker osv.
Men igen er der tale om en ret unødvendig debat, da medicin virker forskelligt på alle mennesker, da vi jo er unikke biologiske væsener og derfor reagerer forskelligt på forskellige midler, doser og kombinationer.
Det rigtige svar er, prøv dig frem, men tag så lidt som muligt, blot nok til at behandle dine symptomer, og så er resten altså op til dig selv, det er hårdt arbejde at se sig selv i spejlet og tage ansvar for at rette op på det man selv kan gøre noget ved, det kan medicinen aldrig ændre på, uanset hvor meget du så måtte få.
Min ADHD er ingen undskyldning for min adfærd, men den er til gengæld en god forklaring på den! ADHD-medicin fjerner ikke min ADHD, den gør det blot lettere for mig, at tage ansvar for den del af min adfærd, som jeg selv har mulighed for at kontrollere!
Peter ‘ADDspeaker’ Vang
Hvis vi skal konkludere på ovenstående, så kan man sige at parterne står meget langt fra hinanden og sandsynligheden for at de nogensinde kommer hinanden nærmere, er meget lille, da begge parter får mere ud af at være i deres gruppe fortsat, end der får ved at ændre deres holdning undervejs.
Derfor er mit råd, at man skal lytte til de forældre som har oplevet både det gode og det dårlige ved ADHD-medcin, og som i mange tilfælde også selv lider af ADHD og har prøvet medicinen på deres egen krop, samt skele til det som videnskaben og dens evidens fortæller os, er det bedste for ‘sådan nogle som os’ …
Det eneste vi ikke skal, er at lytte til dem som har deres egen agenda for at være imod ADHD-medicin, men som ingen aktie har i det, andet end at de (mis)bruger en medfødt psykisk lidelse til at fremme deres propaganda via, ved at skabe unødig utryghed, frygt og forvirring hos forældrene.
ADHD-medicin er både sikker, effektivt og et stort plus for langt de fleste, og jeg ved af personlig erfaring hvilken kæmpe stor og positiv forskel det har gjort for mig i mit liv, efter at have levet med medicinsk ubehandlet ADHD i 40 år.
https://addspeaker.net/opdateret-anbefaling-for-valg-af-adhd-medicin/
https://addspeaker.net/ny-anbefalet-behandlingsplan-for-personer-med-samtidig-adhd-og-autisme/
https://addspeaker.net/adhd-er-hjernens-diabetes/
https://addspeaker.net/adhd-oversigt-over-de-seneste-20-ars-research/
https://addspeaker.net/hvordan-virker-adhd-medicin-rent-videnskabeligt/
https://addspeaker.net/adhd-forsta-vores-medicin/
https://addspeaker.net/adhd-tid-fucker-med-alt/
https://addspeaker.net/ny-forskning-adhd-gor-dit-liv-12-ar-kortere/
https://addspeaker.net/adhd-melatonin-er-bade-sikkert-effektivt-og-anbefalet/
This website uses cookies.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!