I Danmark har vi en lang og god tradition for at pædagogiske principper er fundament for vores Folkeskole. Problemet er blot, at Folkeskolen ikke har forstået, at når man har ADHD, så er pædagogik, alene, bare ikke nok til at sikre Inklusion. Jeg kigger på hvor konflikten opstår og kommer med bud på hvordan vi kan hjælpe Folkeskolen, med bedre at inkluderer børn og unge med ADHD.UPDATE: 16/11/2017

Jeg har i dag haft en rigtig positiv dialog med Andreas Rasch-Christensen, som jeg i denne artikel giver en hård omgang med grov-filen.

Modsat stort set alle andre der bliver udfordret til ‘duel’ på ord, som jo lidt er blevet mit ‘varemærke’ og stil, så skal der hermed gives en stor tak herfra til Andreas for rent faktisk at være lydhør og vise interesse for VORES sag.

Han sagde i vores samtale i dag, bl.a…

Men så lad os bringe den viden sammen. Det deltager jeg gerne i. Jeg vil meget gerne vide mere om psykiatrien. Her er I eksperterne. I øvrigt så taler jeg, som du egentlig også gør, om inklusion som det grundvilkår skolen er forpligtiget på. Også nationalt med beslutningen om enhedsskolen i 1993. Det blandes ofte sammen med det der er sket over de sidste 3-4 år. Det første skaber udfordringer som undervisningsdifferentiering, klasseledelse mv. Men det er slet ikke tilstrækkeligt hvis vi ser på det, der er sket over de sidste 4 år. Her har vi jo kastet børn ud i inklusionens hellige navn.

Det fulgte han så op med at søge om optagelse i VORES Facebook Gruppe og det tager jeg sgu hatten af for!

Det ser ud til at det kun er ægte mennesker med deres meningers mod, som Andreas her nu og Lisbeth Zornig for nogle år siden, der har hår nok på brystet til at tage imod en udfordring og følge op med handling!

Andreas, velkommen til og tak for din forståelse, anerkendelse og respekt!

/Peter ‘ADDspeaker’ Vang

P.s. Sorry Lisbeth, for den med hår på brystet … men det er sgu sådan jeg kender dig 🙂

KORT RESUMÉ FOR DE IMPULSIVE SJÆLE…

Artiklen handler om hvad Inklusion i virkeligheden betyder og hvordan begrebet Inklusion er defineret af FN’s Handicapkonvention, som vi har underskrevet og ratificeret, og derfor er forpligtet til at overholde de udvidede menneskerettigheder, som denne konvention giver til personer med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, altså det som vi til dagligt ville kalde for et handicap.

I artiklen sætter jeg fokus på hvor stor forskel der er på det som FN lægger op til og så det som vi oplever er reelt implementeret i den danske Folkeskole i dag. Samtidigt ser jeg på hvilke mulige årsager der er til at vi er endt i denne situation og fremhæver et synspunkt om at jeg ser en faglig magtkamp mellem PPR og Børnepsykiatrien, idet der både i officielle rapporter,i de historier jeg hver dag modtager fra fortvivlede forældre, samt mit researcharbejde i diagnosticering og behandling, af børn med ADHD og deres udredningsforløb via PPR.

Derudover forklarer jeg hvorfor jeg mener, at det er et udtryk for arrogance fra den pædagogiske side, at de ikke vil lade børnepsykiatrien om at udrede for ADHD, men derimod bremser stort set samtlige udredninger af nye børn med ADHD, som jeg beviser med en graf der bevidner det markante fald i antallet af “nye” børn der får ADHD medicin over den seneste 10 års periode.

Dernæst forklarer jeg hvorfor det at give et barn med ADHD, ADHD medicin er lige så nødvendigt som insulin er for et barn med Diabetes. Naturligvis er ADHD ikke livstruende, her og nu, sådan som Diabetes kan være det, men som jeg beskriver, så er der i stedet tale om en “lang og pinefuld, primært socialt, død” og dette argumenterer jeg så hvorfor er et udtryk for ubevidst inkompetence hos den pædagogiske side, der bremser at børn med ADHD får den bedst mulige pleje og omsorg, ligesom alle andre børn. Så kigger jeg lidt på hvilken rolle medierne, politikkerne og den stigmatiserende omtale som ADHD og særdeleshed, ADHD medicin, har i det danske samfund og henviser til konkrete eksempler på disse.

Til slut skriver jeg et åbent brev til Inklusionseksperten, Andreas Rasch-Christensen, der er en magtfaktor i den definition og praksis, som vi oplever i Folkeskolen i dag, hvori jeg, med forhåbentligt åbenlys passiv-aggressiv ironi, forsøger at udfordre Andreas til en dialog om Inklusion og om hvordan vi sammen kan gøre det hele til en rigtig succes, hvis blot vi får fjernet alle de fordomme, misforståelser, magtkampe og kæpheste, der står i vejen for en, fra alle sider, absolut velmenende, men helt forfejlet ideologisk/faglig fastfrosset situation, og åbner op for at inddrage alle de mange forældre, forskere, behandlere og vi der selv lever med konsekvenserne af IKKE at være blevet udredt som børn, i dag lever med.

Til slut inviterer jeg Andreas til at melde sig ind i VORES gruppe, ADDspeaker, hvor vi på blot 14 dage har samlet knap 500 engagerede, videbegærlige og omsorgsfulde voksne, der alle kun har forståelse, anerkendelse og respekt for hinanden og hinandens livsvilkår, og alligevel formår at holde en munter tone om livet med ADHD og en fakta-baseret dialog om ADHD, set ud fra et videnskabeligt evidensbaseret syn.

/Peter ‘ADDspeaker’ Vang

ADHD og Inklusion …

Som altid, er det en god idé at skabe en fælles forståelse ved et begreb, i dette tilfælde – Inklusion.

Jeg har fået inspiration fra Det Central Handicapråd og vil anvende deres definition, primært, samt referer til FN’s Handicapkonvention, idet den er det værdimæssige grundlag for begrebet Inklusion, på verdensplan.

Definition på Inklusion, jvf. Det Centrale Handicapråd

Du kan læse mere om Inklusion på Inklusionklar som er lavet i et samarbejde med Skolebestyrelsene og Det Centrale Handicapråd og der finder du også 5 små videoer om emnet.

FN’s Handicapkonvention

FN’s handicapkonvention skal sikre, at personer med handicap fuldt ud kan nyde samme menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder som andre. Danmark har været omfattet af handicapkonventionen siden august 2009.

Officielt tiltrådte Danmark konventionen ved at Folketinget vedtog “Bekendtgørelse af FN-konvention af 13. december 2006 om rettigheder for personer med handicap”,

Generelle principper

Konventionen indeholder nogle generelle principper, som blandt andet omfatter:

• Frihed til at træffe egne valg og være uafhængig af andre personer.
• Ikke-diskrimination.
• Fuld og effektiv deltagelse og inklusion i samfundslivet.
• Respekt for forskellighed og accept af personer med handicap som en del af den menneskelige mangfoldighed.

Du kan finde den fulde konventionstekst på dansk, via linket her til Det Centrale Handicapråds hjemmeside.

Jeg vil her blot medtage et citat fra teksten, som jeg mener på smukkeste vis, illustrerer hvad hele konventionens ånd, bygger på:

r) anerkender, at børn med handicap bør have fuld adgang til at nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre børn, og erindrer om de forpligtelser, som deltagerstaterne i konventionen om barnets rettigheder har påtaget sig med henblik herpå,

ADHD og FN’s Handicapkonvention

FN’s Handicapkonvention indeholder en lang række helt klart definerede forudsætninger for at sikre en universiel ensartet fortolkning af begrebet ‘funktionsnedsættelse’, og at gøre det klart, at man ikke længere kunne skelne mellem fysisk og psykisk funktionsnedsættelse.

Da ADHD er anerkendt af både FN og WHO, som værende en psykisk lidelse, er personer med diagnosen automatisk dækket af de udvidede menneskerettigheder, som denne konvention sikrer. Danmark har været mere end 10 år om at få konventionen implementeret i gældende dansk lovgivning, og det første store skridt blev taget med Folkeskolereformen i 2013, hvor begrebet Inklusion blev et mantra for den nye danske inkluderende Folkeskole.

Det betød en meget stor omvæltning for børn med ADHD og deres familier, idet barnet nu ikke længere skulle gå i en specialklasse sammen med andre børn med ADHD, men derimod skulle ‘inkluderes’ i de normale folkeskoleklasser, for at sikre at disse børn også fik samme mulighed for at udvikle sociale relationer, få samme undervisning, og iøvrigt følge alle de normale tidsrammer for undervisningstid og skoledagens længde.

At sige at de personer der foreslog dette tiltag, ikke havde baseret det på et empirisk videnskabeligt grundlag, er ikke sandt. Sandt er det dog, at den nye model for inklusion blev baseret på den forkerte videnskabelige evidens, nemlig pædagogikkens, der ikke tager højde for, at et barn med ADHD, lider af en kronisk, fysisk betinget, medfødt og livslang psykisk lidelse, der giver personen en udviklingsforstyrrelse, og som gør at man ikke kan forvente at et barn med så alvorlige og vidtrækkende, særligt sociale symptomer, alene ved pædagogikkens velmenende værktøjer, ville kunne forventes at trives i de nye inkluderende klasser.

Dette skyldes en årelang dansk tradition for at pædagogerne ikke samarbejder med børnepsykiatrien i det omfang det er påkrævet, for at koordinere en evidensbaseret og veldokumenteret kombinationsbehandling, bestående af først at medicinere barnet for at få ‘normaliseret’ den, ikke-alderssvarende, manglende impuls -og selvkontrol, samt den forsinkede fysiske udvikling af barnets evne til at hæmme sin adfærd.

Den manglende alderssvarende udvikling af disse kritiske kompetencer, særligt i et socialt regi, betyder at et barn med medicinsk ubehandlet ADHD, på fysisk 7 år, kan forventes at kunne udvise et niveau der svarer til hvad man ville kunne forvente af et barn på 4-5 år.

Årsagen til dette skal findes i de fysiske aspekter af den psykiske lidelse, som ADHD som tidligere nævnt er klassificeret til at være, af både FN og WHO, og hvor selve kerneårsagen til et yderst komplicereret symptomkompleks, skyldes en 30%’s forsinkelse, mellem barnets fysiske kronologiske alder og det faktuelle, fysiskt betingede udviklingsniveau, som man kunne forvente, hos et alderssvarende barn, uden ADHD.

Det er videnskabeligt påvist, at et barn med medicinsk ubehandlet ADHD, hvor sværhedsgraden af barnets symptomer er vurderet til at medføre en middel til svær grad af handicap, rent faktisk kan få dette kritiske handicap, stort set normaliseret og derved fjernet de handicap, som barnet oplever, ved at have en lang række symptomer der er destruktive for deres sociale inklusion i en klasse med Inklusion.

Det er ligeledes videnskabeligt påvist, at medicinering alene, ikke formår at sikre en succesfuld inklusion, da barnet fortsat vil skulle have en øget assistance til at navigere i et socialt miljø, hvor de andre børn ikke har disse handicap, således at barnet med ADHD, via støttepædagogiske værktøjer, lærer en alderssvarende og socialt accepteret adfærd, der således kan sikre barnets fulde inklusion, i den almindelige danske Folkeskoleklasse.

Desværre er der en dyb kløft imellem børnepsykiatrien og pædagogikken, af en for mig uvis årsag, der medvirker til at PPR funktionen på skolerne, i fortsat alarmerende evident grad, holder tilbage med at få børn med potentielle symptomer på ADHD, sendt videre til kvalificeret udredning hos speciallæger med uddannelse i denne komplicerede psykiske lidelse.

Udefra ser det, for mig, ud til at der foregår en magtkamp mellem pædagoger og psykiatere, gående på hvem der har ‘retten til at diagnosticere’ samt ansvaret for at levere en holistisk dækkende helhedsbehandling, der både imødekommer barnets fysiske behov (medicinering), samt barnets sociale behov (pædagogikken), således at samfundet samlet set, overholder barnets udvidede menneskerettigheder, jvf. FN’s Handicapkonvention, således at barnet kan modtage den, individuelt betragtede, optimale medicinske behandling og pædagogiske støtte, som dette barn har krav på at få.

Et eksempel på denne konflikt, fandt jeg i en rapport fra Dokumentationsprojektet fra 2013, hvori der er en case study over hvordan 12 repræsentative kommuner, har valgt at gribe begrebet Inklusion an i praksis.

Se bare her …

PPR lederen beskriver en voldsom trafik fra børnepsykiatrisk afdeling. Mange forældre henvender sig selv. PPR lederen oplevede i en periode, at mange børn fik ADHD, autisme og infantilautisme. Det nævnes også, at det i takt med stigningen af elever med diagnoser er vanskeligt at arbejde med inklusion. En af de centrale problematikker er, at børnepsykiatrisk afdeling giver forældre klare anbefalinger til, hvordan deres barn bedst skal inkluderes i skolen, uden at have den nødvendige pædagogiske viden om, hvad der rent faktisk er bedst for barnet i forhold til et pædagogisk tilbud.

Dette citat stammer fra en rapport fra 2015, “Dokumentationsprojektet: Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2014“, der er en slags statusrapport på hvordan selve implmenteringen af Inklusion forløber, og citatet viser, igen for mig, med al mulig tydelighed, hvor stor kløften mellem pædagogerne og psykiaterne, er i dag og hvordan denne interne magtkamp spiller en afgørende rolle, set ud fra et perspektiv om at det er både PPR og Børnepsykiatriens pligt, at medvirke til at den danske Folkeskole overholder samfundets fællesansvar for at sikre at alle børn får sikret deres grundlæggende menneskerettigheder, og i særdeleshed for de børn der lider af ADHD, diagnosticeret eller ej.

I gennemlæsningen af selvsamme rapport, faldt jeg over nogle mulige indikatorer på alvorlig en situation, PPR, i dag stiller børnefamilierne i, når de søger om hjælp til at få deres børn udredt for eventuelle psykiske lidelser, ikke alene på udredning for ADHD, der udgør hovedparten af de henvendelser PPR modtager, men i særdeleshed for de mange andre børn, de der lider af de mere internaliserede psykiske lidelser, såsom angst, depression, spiseforstyrrelser og PTSD (grundet fysiske eller psykiske seksuelle overgreb).

Ifølge en rapporten “Seksuelt krænkede børn” fra Huset Zornig (2015), kan jeg citere: “Omkring 10 pct. af alle børn oplever seksuelle krænkelser. Det vil sige i gennemsnit et til to børn i hver folkeskoleklasse.”, og at “Kun 10-20 pct. af børn, der udsættes for seksuelle krænkelser, får hjælp. SFI estimerer, at hvis 100 unge fortæller, at de har været udsat for overgreb, så har de sociale myndigheder kun registreret 20 af dem. Svenske undersøgelser peger på, at færre end hver tiende barn eller ung siger det.”, hvilket i sidste ende medfører at “33 ud af de 35 respondenter har eller har haft psykiske lidelser, heraf har 18 fået egentlige diagnoser som skizofreni, PTSD, borderline, stress, personlighedsforstyrrelser, depression og lignende. 26 respondenter har i deres voksentilværelse været i eller er i behandling for deres vanskeligheder. 17 har eller har haft et rusmiddelmisbrug.”

Så udover at børn med ADHD symptomer afskæres for at få en faglig nødvendig udredning i børnepsykiatrien, så er følgevirkeningerne af den interne magtkamp også med til at forringe alle de andre børns mulighed for at få udredt deres psykiske sygdomme og lidelser, og som det fremgår af citaterne fra Huset Zornig, med alvorlige senfølger til resultat.

I Danmark anses ADHD desværre i mange faggrupper som værende et enten “opdigtet problem”, noget “Big Pharma har fundet på” eller blot et udtryk for “dårlig opdragelse” fra forældrenes side. Ydermere møder vi forældre til børn med ADHD, i stigende grad at blive mødt med en fordomsfuld stigmatisering i mødet med den pædagogiske del af Folkeskolen, hvor bemærkningen “ADHD = Alle Drenge Har Det” synes at vække stor morskab, ihvert fald for den ene part i samtalen, dog ikke fra forældrenes side.

Oveni det, oplever mange forældre der så har valgt at følge de anvisninger som Sundhedsstyrelsens “Nationale Kliniske Retningslinje for udredning og behandling af børn med ADHD” dikterer, nemlig at det er “God Praksis” at give ADHD medicin til børn fra 6 års alderen og frem, da det jo ikke er en opmærksomheds- eller adfærdsforstyrrelse, men derimod i en fysisk betinget, udviklingsforstyrrelse i selve hjernen, der forårsager at de endnu ikke udviklede dele af hjernen, ikke er i stand til at koordinere det yderst komplekse system, den menneskelige adfærd består af.

Det som mange ikke ser ud til at have forstået korrekt er at ADHD medicin ene og alene har til formål at styrke hjernens produktion af neurotransmitteren, Dopamin, der så på videnskabelig dokumenteret og bredt accepteret vis, kan skabe de neurale forbindelser mellem de dele af hjernen der tilsammen styrer vi menneskers adfærd, således at et barn med ADHD, midlertidigt, vil opleve at være symptomfri og dermed har en langt større mulighed for at kunne nå at anvende de pædagogiske værktøjer som de sagtens kan lære, men ikke er i stand til at nå at udføre, hvis ikke ADHD medicinens virkning går ind og styrer barnets adfærd, ved at indsætte en “tænkepause” mellem tanke og handling, eller følelse og handling, hvilket dermed giver barnet mulighed for at anvende den tillærte adfærd, samt de forbedrede kognitive funktioner der styrer barnets tænkning, i tid, konsekvens og kontekst, der tilsammen er absolut essentielle for enhver tænkelig succesfuld inklusion af et barn med ADHD, i en almindelig Folkeskoleklasse.

I en spørgeskema undersøgelse som jeg gennemførte for nyligt, ud fra et perspektiv omkring det at forstå, hvordan man i samfundet forstår ADHD medicin og hvad det har af betydning for de børn, unge og voksne der lever med ADHD. Mange tror fejlagtigt på,  at ADHD er en børnesygdom, som man vokser fra med tiden, men fakta er at 2/3 af alle der havde ADHD som barn, fortsat har så svære symptomer, at de må acceptere at skulle tage ADHD medicin, resten af livet, for at kunne fungere i samfundet, med mindst muligt handicap.

Undersøgelsen viste at ca. 33% af de adspurgte, mente at ADHD medicin er skadeligt, især for børn, hvilket ikke kom som en overraskelse for mig personligt, da jeg er meget i dialog med forældre til børn med ADHD og derfor kender til de forskellige opfattelser, holdninger og følelser, der er forbundet med ordet ADHD medicin. Det mest sørgelige ved det resultat er faktisk at der er tale om en så stor gruppe af mennesker, der går rundt med en helt ubegrundet frygt, en frygt som er skabt pga forskelligt syn på hvad ADHD er og medfører, samt på hvad der er påkrævet for at kunne behandle dette barns symptomer.

Lægemiddelstyrelsen havde i januar 2016, i deres publikation, “Nyt om Bivirkninger”, lavet en meget stor og grundig gennemgang af de indberetninger der var indsamlet og registreret omkring ADHD medicin, siden år 2000 og frem til 2015. I den rapport fremgik det med al tydelighed hvor lidt sammenhæng der reelt er på de farer der er ved ADHD medicin (og ved al anden medicin også), og så det faktuelle billede, som deres data kunne påvise.

De havde i alt modtaget 874 indberetninger på bivirkninger ved brug af ADHD medicin, hvoraf langt hovedparten iøvrigt var kendt og stod på indlægssedlen til medicinen. Undersøgelsen viste også at der var indberettet et tragisk dødsfald i forbindelse med indtagelse af ADHD medicin, grundet en uopdaget og overset hjertefejl hos barnet, som medførte at barnet døde af hjertestop som følge af at indtage medicinen. Yderst tragisk sag, og desværre kunne dette muligvis have været undgået, idet man er meget omhyggelig, i NKR fra Sundhedsstyrelsen, i forhold til at sikre at der bliver undersøgt for hjertekarsygdomme ekstra grundigt, inden man udsteder ADHD medicin.

Til sammenligning kan jeg nævne at der i samme periode har været ca. 300.000 mennesker (flere er gengangere fra år til år), der har indløst recept på ADHD medicin og indtaget det, flere gange dagligt, uden andre bivirkninger end de velkendte fra indlægssedlen, og at der altså på 15 år blot indrapporteret 874 sager i alt, hvoraf hovedparten viste sig at være kendte bivirkninger, der stod på indlægssedlen.

Min pointe er, at det naturligvis er en personlig sag om man ønsker at give sit barn medicin eller ej, blot ærgrer det mig at det er lykkedes visse dele af samfundet, der hverisær har egne interesser i fokus, at forgifte fakta med fiktion, og dermed skræmmer forældre fra at give deres børn den medicin, som vi ved virker, virker godt og ikke har bivirkninger, udover de kendte, på hverken kort eller lang sigt. Og det er videnskabeligt påvist gennem de 60 år hvor ADHD medicin har været i brug, og hvor man i USA har en database der indeholder data fra deres pendant til vores ReceptServer, som tydeligt viser forbruget og de tilhørende data på bivirkninger, så fortsætter hetzen ufortrødent og på foranledning af både danske forskere, psykologer, pædagoger, politikere og såkaldte alternative behandlere m. fl. forsøger at få befolkningen til at tro, alene for egen vindings skyld og uden hensyntagen til de 84% der hver dag lever med ubehandlet ADHD og alle dets endnu mere livsfarlige konsekvenser på både kort og lang sigt

Det som disse modstandere ikke er hverken særligt interesserede i eller om muligt, uvidende om, er at der i Danmark hvert år dør 10x flere af ADHD-relaterede følgevirkninger, end der dør i trafikken (misbrug, alkohol, livsstilssygdomme og mest trist af alt, selvmord), der kunne have været undgået, hvis blot vi som samfund kunne beslutte os for at vende retorikken om Big Pharma og langtidsbivirkninger og stigmatisering, ryggen og sætte barnet med ADHD i fokus og give dem den bedst mulige opvækst, i en i forvejen benhård, barsk og ubarmhjertig kultur, som den vi har oplevet i Danmark over de senere år, hvor fokus er på den enkelte og dennes behov, resten må klare sig selv.

Det er udtalelser som disse nedenstående, fra partiet SF, der er med til at understøtte den stigmatiserende holdning i befolkningen til alt der omhandler ADHD og ADHD medicin. Her er det den aktuelle kandidat til Regionsrådet i Region Hovedstaden, Peter Westermann, der er ude og høste stemmer blandt de ængstelige forældre og de som mener at alt er en konspiration som Big Pharma har opfundet, samt de der misbruger en psykisk lidelse til at sælge deres religøse overbevisninger til folk, Scientology.

Da jeg blev en lille smule nysgerrig på hvad der kunne være årsagen til at “flere og flere børn bliver diagnosticeret med ADHD … og får medicin”, måtte jeg, som den fakta autist jeg jo er, lige ind og lave et udtræk fra medstat.dk som er Sundhedsdatastyrelsens statistikportal, der indeholder data på alt forbrugt medicin i Danmark gennem de seneste snart 20 år.

Som det vist fremgår for selv den mindst venligtsindede modstander af ADHD medicin, så er det altså direkte usandt at skrive som man gør i SF’s valgmateriale. Fakta er, at der derimod er sket et voldsomt fald i antallet af nye børn der bliver diagnosticeret og medicineret (hvilket vi jo var lidt inde på årsagerne til, i forbindelse med magtkampen mellem PPR og Børnepsykiatrien) rent faktuelt er faldet og er faldet meget voldsomt, indenfor de seneste 10 år.

I dag er andelen af personer der dagligt tager ADHD medicin, og er under 18 år, faldet fra lidt over 50% i 2007 til i dag at være på omkring 25%. Til gengæld har vi set en kraftig stigning i antallet af voksne der får en diagnose og bliver medicineret, idet de endeligt bliver udredt, når de får et barn med ADHD selv og psykiateren så lige får muligheden for at få en snak med forældrene om at der er over 50% risiko for at mindst en af forældrene selv har ADHD, hvis man får et barn med ADHD.

Den anden årsag til sen-diagnosticering er pga af depression forårsaget af fysisk udbrændthed omkring 40 års alderen (det var min årsag til min egen udredning som 40 årig), eller fordi man har et misbrug af stoffer (50% af alle der er afhængige af heroin, lider af ubehandlet ADHD), alkoholisme (som 20% af alle med ADHD lider af), angstlidelser (over 55% af alle med ADHD har samtidigt ko-morbid angst) eller simpelthen fordi de får et ultimatum fra deres partner om at få det udredt og behandlet, da ADHD er skyld i at 33% af alle med ADHD, har været gift mindst 2 gange, og jeg kunne blive ved i en strid uendelighed med at komme med videnskabeligt dokumenterede fakta omkring alle de mange følgevirkninger der følger med et liv med medicinsk ubehandlet ADHD … og så er der jo lige den med et liv på bunden af samfundet, fordi 1/3 af de unge der går ud af Folkeskolen med ubehandlet ADHD, ikke engang får et afgangsbevis med sig … og her ses så konsekvenserne af en kombination af manglende udredning, medicinering, psykosocial adfærdsterapi, uddannelse og inklusion i samfundet, generelt set, som du vist tydeligt også kan fornemme, af grafikken nedenfor …

For nyligt udgav Socialministeren, Mai Mercado, en rapport der viste at personer der led af ADHD, som voksne, for 55% af dem levede på kontanthjælp og for 35% betød at de levede på førtidspension, altså taler vi her om en offentlig forsørgelsesgrad på 90%! Der er kun 3 lidelser der giver en større risiko for at stå udenfor fællesskabet på arbejdsmarkedet, og det er hvis man enten har en diagnose på Autisme (hvilket godt 15% af alle med ADHD, iøvrigt også har som ko-morbid diagnose, inkl. undertegnede), Mentalt Retarderet eller Down’s Syndrom,. For de fysiske funktionsnedsættelsers vedkommende ser det heller ikke godt ud, men der er ret store forskelle på aktiveringsgraden mellem personer med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser.

Så ikke nok med at personer med ADHD har langt sværere ved at få en uddannelse, så er det efterfølgende nærmest et lykketræf hvis man kan finde en arbejdsplads der kan rumme en person der lider af en psykisk lidelse, og hvor der er større sandsynlighed for at får en plads i køen til Jobcenteret, end der er til et regulært job på det danske arbejdsmarked.

Selv har jeg formået at yde 25 års tjeneste i nationens fælles interesser indenfor IT branchen, hvoraf jeg i de seneste 12 år af dem også kørte en selvstændig virksomhed med softwaresalg, ved siden af mit normale fuldtidsjob, men alt dette stoppede brat da jeg fik konstateret en fysisk betinget stress-relateret depression, der blev begrundet i et langt liv med ubehandlet ADHD symptomer og siden da ikke har været velkommen på det danske arbejdsmarked, på trods af fine kvalifikationer og noget over gennemsnitlige resultater på salg og indtjening, primært pga af mine 5 år udenfor arbejdsmarkedet og det at jeg har en psykisk lidelse oveni. Og dette er ikke en tudekiks jeg er i gang med, blot et eksempel på en meget almindelig set konsekvens, nemlig den at hvis du ikke siger til nogen at du har ADHD og derfor ikke bliver udredt og medicineret, så må du godt være “med i klubben, Mulle”, men hvis man går den vej som anbefales som værende “God Praksis” på ADHD-området, fra Sundhedsstyrelsen, så er du i særdeles høj risiko for ikke at have et job at vende tilbage til, efter din sygemelding pga stress eller depression.

I en rapport fra Regeringens Psykiatriudvalg 2013 fremgik det at over 50% af alle der modtog sygedagpenge, led af ADHD, samt at 13,9% af samtlige sociale udgifter i Danmark, gik til personer med ADHD, på trods af at prævalenstallet for ADHD i en befolkning er 5%, samt at vi ved at det så betyder at der er mindst 250.000 der ikke har en diagnose på ADHD og får medicin, for det samlede antal i hele landet, både voksne og børn udgør blot 50.000 (20.000 børn, 30-000 voksne).

Hvilket leder mig frem til at stille dig dette spørgsmål …

Hvad tænker du, når du læser dette citat fra DR nyheder fra forleden dag, hvor landets førende Inklusionsekspert og medlem af alle de toneangivende råd indenfor inklusionsdebatten, samt uddannet på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), Andreas Rasch-Christensen, udtalte …

… så er det at jeg må indrømme at der ryger en sikring hos mig, trods det at jeg er overordentlig velmedicineret og normalt et rimeligt menneske at kommunikere med, for det er simpelthen en skandale af megalomaniske proportioner, når den person der anses for at være den mest indsigtsfulde og vidende omkring hele konceptet Inklusion, og tilmed er i en position hvor hans ord har en vægt og i et forum hvor der bliver lyttet til hans holdninger … så udtaler sig så groft diskriminerende og insinuerende med at “er sværere med børn med sociale vanskeligheder at finde ud af, hvilke greb man skal ty til …”.

Kære Andreas, 

Jeg antager at du ikke bevidst har ønsket at insinuere at ADHD skyldes “dårlige forældre og/eller dårlig opdragelse” og dermed kan klassificeres som værende en “social vanskelighed”, fremfor det som det retteligt er, en fysisk betinget, medfødt, kronisk og svært socialt invaliderende, psykisk lidelse, hvori opdragelse og psykosociale forhold i barnets liv spiller lige præcis 0% (43 videnskabelige studier af tvillinger kan bekræfte dette) indflydelse på om et barn udvikler ADHD eller ej, det er fysisk betinget alene, og i 70% af alle tilfælde er der tale om den genetisk arvelige variant og i de resterende 30% af tilfældende er tale om en neurobiologisk forurening under svangerskabet, der har givet fostret en medfødt udviklingsforstyrrelse.

Som du måske kan fornemme, så er jeg glødende arrig, på den dér rigtigt ADHD aggressive måde, som du sikkert har mødt så ofte i dit liv på din gang i de danske Folkeskoler, hvor det jo vrimler med sådan nogle små ubehandlede ADHD-børn, som mig, der har et noget iltert temperament … men det skal ikke fraholde mig til at sige Woooohhhhsssaaaaaahhhh og tælle til 222, gå en tur rundt om blokken, tage et iskoldt bad og skrige uhæmmet ned i min hovedpude af raseri … og i stedet sætte mig ned, skrive denne artikel til dig, i håb om at du, gerne så hurtigt som muligt, tak, vil melde dig ind i vores fantastiske supportgruppe for voksne med ADHD og Autisme, eller forældre til personer med ADHD og Autisme, hvor vi bruger al vores tid på at udvise den gensidige forståelse, anerkendelse og respekt, overfor hinanden, som vi ikke har mulighed for at få, fra samfundet bredt set, idet de livsvilkår som du byder vores familier, med børn der er blevet “Inklusionsramte” og som selv på medicin, i stadig stigende grad kommer udmattede, sanseoverstimulerede og fuldkomment tømte for livsglæde, hjem fra deres dag i den Inkluderende Folkeskole, hvor du og dine kolleger har besluttet at I ved mere om neuropsykiatriske lidelser, end man gør i Børnepsykiatrien, og dermed blokerer for at børn bliver udredt, medicineret og får en betragtelig forøgelse af deres livskvalitet, samt helt har misforstået hele konceptet der ligger til grund for det du er såkaldt ekspert i, nemlig Inklusion, som det er defineret som værende, ifølge FN’s Handicapkonvention, så derfor vil jeg lige gentage mit citat derfra, her til sidst (vi er jo kommet vidt omkring), således at du måske kunne øve dig på at lære det udenad, så vi ikke i fremtiden behøver at skulle bøvle med din misforståelse af de grundlæggende principper i det der er dit specialeområde, forhåbentligt …

Skal vi ikke mødes til en kop kaffe en dag, jeg tror at min viden om ADHD, både teoretisk og praktisk, samt denviden de 500 medlemmer af Facebook Gruppen ADDspeaker, hvoraf mange både er forældre til børn med ADHD og selv lider af ADHD, samt de kontakter som vi har indenfor både national og international forskning, behandling og inklusion, af personer med ADHD i andre samfund, vil kunne bidrage til en mageløs, fantastisk og livskvalitetsforherligende, ny tilgang til det at, for alvor, inkludere børn med ADHD i landets Folkeskoler, på en måde der viser omsorg, forståelse, anerkendelse og respekt for, at vi er 300.000 danskere der lever med en lidelse, hvoraf der dør 10x flere personer om året, end der dør i trafikken! – af ADHD-relaterede årsager …

Tak for din tid, jeg håber at du vil bære over med min hårde kritik og i stigende grad som min artikel her skred frem, mere og mere emotionelt ustabile egentilstand, men jeg kan love dig for at denne artikel er en blankpoleret PIXI-bog udgave af den kladde jeg skrev først … 🙂

/Peter ‘ADDspeaker’ Vang

P.s. Featurebilledet til denne artikel, er som taget ud af min egen fordomsfulde forestilling, om hvordan befolkningen her i Danmark, ser på personer der lider af ADHD, med god hjælp fra misinformerede modstandere af en diagnose der burde være lige så accepteret og inkluderet, så det vi kender fra den anden store medfødte kroniske og livslange fysiske lidelse, Diabetes, og hvor diabetes også kræver ekstern hjælp med symptombehandling og deraf følgende medicinering, således er princippet nøjagtigt det samme for personer der er så uheldige at være født med ADHD!