ADHD: Opråb fra psykiatripatienter: Vi drukner i fordomme og uvidenhed!

ADHD: Stigmatisering, Propaganda og Diskrimination – det er dagens Danmark! Som responsum til debatindlæg i Ugeskriftet (5/2022) af Speciallæge i Psykiatri, Henrik Day Poulsen med kommentar af formand for Lægeforeningen, Læge i almen medicin Bolette Friderichsen, kommer her mit debatindlæg …

Opråb fra psykiatripraksis: vi drukner i ADHD-udredninger

Sådan lyder overskriften fra debatindlægget i Ugeskriftet d. 7. marts 2022, skrevet af Henrik Day Poulsen og med kommentar fra Bolette Friederichsen.

Hovedpunkterne i debat indlægget er som følger:

• Som psykiater føles det nærmest som en ADHD-epidemi
• I det sidste år har privatpraktiserende psykiatere oplevet en eksplosion af patienter, der henvises fra egen læge til udredning for ADHD.
• Samme billede gælder hos mine kollegaer, og på sidste møde i Sammenslutningen af Praktiserende Psykiatere tilkende gav medlemmerne landet over, at ADHD-udredning fylder stadig mere.
• Det er sandsynligt, at psykiatere tidligere underdiagnosticerede ADHD hos voksne. Men den nuværende stigning er helt exceptionel.
• Ofte er der tale om personer med højt funktionsniveau, der henvises.
• Studerende på CBS med topkarakterer, medicinstuderende og folk, der har haft en lang erhvervskarriere bag sig. I sidste uge ville en pilot, der havde fløjet i 16 år, pludselig udredes for ADHD.
• Naturligvis kan en læge og en pilot godt lide af ADHD, men man kan sætte spørgsmålstegn ved nødvendigheden af en udredning hos personer, der er velfungerende.
• Et yderligere problem er, at mange patienter selv har stillet diagnosen på sociale medier eller internettet og er helt overbeviste om, at de skal have et centralstimulerende præparat udskrevet.
• Der er derfor brug for, at de praktiserende læger bliver bedre til at screene patienterne, der ønsker en udredning; herunder undersøge om der »kun« er tale om stress, utilfredshed med jobbet eller ægteskabet, økonomiske problemer, valg af forkert studie eller andre problemstillinger, der kan medføre koncentrationsproblemer.

Sådan lyder “budskabet” fra blot de første par afsnit af debatindlægget, og det fortsætter i samme stil, så jeg vil nøjes med at henvise til, at du selv læser hele debatindlægget og danner dig dit eget indtryk af det.

Propaganda? Agenda? Fake News?

Som udgangspunkt vil jeg sige, at hvis der er én ting der kan få mig helt op i det røde felt, så er det når højtuddannede fagpersoner fremlægger deres synspunkter, uden at henvise til den evidens, som de bygger deres overbevisning på, det er ikke god videnskabelig etik og absolut ej heller synderligt moralsk.

Så hvad er så “behovet bagved behovet”? Hvorfor har Henrik og Bolette så travlt med at miskreditere de personer som henvender sig til deres læge og gør opmærksom på, at de er blevet bevidste om at de symptomer som de oplever og som påvirker deres livskvalitet, arbejds-og familieliv, samt psykiske helbred?

Jeg mener, at man finder svaret på dette, ved at kigge lidt på det citat fra Henrik, som jeg har citeret ovenfor:

“Problemet med de mange unødige henvisninger til ADHD-udredning er naturligvis, at de blokerer for patienter med f.eks. depression, angst og bipolar sygdom. Skulle jeg sige ja til alle, der ringer om en udredning for ADHD, kunne jeg ikke lave andet.”

Lad os bryde den udtalelse ned, og se hvad han – i virkeligheden mener – med det han skriver …

Han mener, at folk med rigtige lidelser, såsom depression, angst og bipolar lidelse, bliver negligeret, fordi folk med “koncentrationsproblemer” overrender og overbelaster både alment praktiserende læger og speciallæger i psykiatri.

Han mener yderligere, at de folk der så “render lægerne på døren”, de gør det primært fordi de ønsker at få adgang til og udskrevet centralstimulerende medicin.

Han mener desuden, at årsagen til denne “eksplosion” i henvendelser omkring udredning af ADHD hos den voksne befolkning, ja den skyldes at folk “udreder sig selv via sociale medier eller Internettet” …

Hvor er beviserne henne, Henrik?

Alle kan jo påstå alt muligt, og gøre det til “sandheden”, når man ikke behøver at fremlægge beviser og evidens, for sine påstande, ikke sandt? Henrik fremlægger på ingen måde noget evidens for, at der reelt er tale om en målbar stigning i henvendelser omkring udredning af ADHD for voksne, men henviser blot til anekdotisk viden fra egne og udvalgte kollegers erfaring.

Det er ikke blot useriøst og stigmatiserende, det er direkte diskriminerende og injurierende …

Definitionen på diskrimination jf. Institut for Menneskerettigheder lyder som følger:

“Diskrimination kan defineres som en usaglig forskelsbehandling, som fører til, at en person får en dårligere behandling eller beskyttelse end andre. Usaglig betyder, at grunden til at personen behandles forskelligt ikke kan forklares med en lovlig grund.”

Da Henrik ikke fremlægger noget bevis eller evidens for sine påstande, og da han samtidigt udvælger en gruppe af personer med en medfødt, genetisk betinget, neurofysiologisk og neuropsykiatrisk, psykisk lidelse, der er anerkendt af WHO som værende en lidelser der fører til, at personen har et handicap, så gør han sig skyldig i diskrimination, og der er strafbart jf. Ligestillingsloven og FN’s Menneskerettigheder.

Når Bolette så falder ind i samme tråd med udtalelser såsom – “Diagnoser kan åbne for forskellige gevinster for patienten, f.eks. social accept, adgang til særlige hjælpemidler, flere SU-klip eller lempeligere eksamensvilkår samt behandling både farmakologisk og ikkefarmakologisk.” og “Hvem påvirker patienterne, så de går til læge med krav om udredning? Jobcentre, patientforeninger og behandlere med gør det selv-test på sociale medier bidrager i høj grad. Et eller andet sted bag ved alt dette er der også interesser fra medicinalindustrien.“, så gør hun ligeledes skyldig i diskrimination.

Hvad er så ÅRSAGEN?

Jeg er udredt for og diagnosticeret med ADHD (2013) og Atypisk Autisme (2017) herhjemme i Danmark. Forud for dette, blev jeg udredt og diagnosticeret på et af verdens mest respekterede og anerkendte hospitaler, UCLA i Los Angeles. Jeg gennemgik en meget grundig og omfattende udredning på Semel Institute for Neuroscience & Human Behavior som resulterede i, at jeg som 40-årig blev diagnosticeret med Attention Deficit Disorder og High Functioning Autism jf. DSM-IV i 2012.

Da jeg kom tilbage til Danmark blev jeg mødt med en udbredt skepsis fra både egen læge og fra Psykiatrien. Jeg havde en 25 år lang karriere indenfor IT bag mig, bl.a. som ansat hos PBS A/S, Novo Nordisk IT og KMD, samt som direktør for mit eget softwarefirma igennem 12 år, som jeg drev sideløbende med mine fuldtidsstillinger.

Jeg havde så stor succes med min virksomhed, at jeg som 30-årig havde tjent min første million og som 35-årig blev valgt som Teknisk Projektleder for implementeringen af den IT-løsning som den dag i dag anvendes af samtlige landets læger og apoteker, kaldet ReceptServer, under min ansættelse hos Novo Nordisk IT.

Sideløbende med min karriere, uddannede jeg mig som Master Practitioner i NLP, og arbejdede i de senere år som konsulent med speciale i Corporate & People Change Management, bl.a. som ansat hos KMD og senere som selvstændig. I samme periode skrev jeg en bog omkring “forankringsledelse”, som byggede på min erfaring fra ledelse indenfor IT-branchen, min erfaring fra mit konsulentarbejde, samt min erfaring med at anvende NLP-teknikker til forandringsledelse.

Så hvorfor “praler” jeg med min karriere? Er jeg virkeligt så selvoptaget og arrogant?

Sikkert, hvem ved? Men grunden til at jeg nævner alt dette, det er for at synliggøre det åbenlyse idioti som både Henrik og Bolette gør sig til talsmand/talskvinde for; “Folk med ADHD kan ikke have en karriere eller en uddannelse … det ved enhver da …”.

Min pointe er, at når “de professionelle” er så åbenlyst uvidende som de her giver udtryk for, så kan de jo lære af min livshistorie …

For hvad er konsekvensen af at leve med uopdaget og ubehandlet ADHD i 40 år?

For mig personligt har det betydet, at jeg som 40-årig gik ned med Burnout, og efterfølgende depression, som førte til en langttidssygemelding og 8 år på Ressourceforløb, før jeg i 2020 endeligt blev anerkendt og tilkendt førtidspension, fordi min samlede FUNKTIONSEVNE nu var så kronisk skadet, at jeg ikke længere kunne arbejde.

Så kære Henrik og Bolette … I ser mig og andre som jeg, i et meget groft, generaliserende, nedladende og direkte ubehageligt fordomsfuldt lys … I antager at I VED hvordan “sådan en med ADHD ser ud …” og hvad er det så for nogle FAKTA i basere dette på? Ingen … ikke andet end jeres egen bias og jeres faglige arrogance, kombineret med propaganda omkring Big Pharma og symptomsimulation hos en gruppe af mennesker, der i forvejen lever på samfundets bund, tvunget ud af fællesskabet på arbejdsmarkedet (80-90% af alle med ADHD og Autisme lever i følge Socialpolitisk Redegørelse 2017 af offentlig forsørgelse), fordi deres SYMPTOMER på ubehandlet ADHD har gjort det svært eller direkte umuligt, at “indgå i samfundet på lige vilkår med alle andre borgere” fordi deres symptomer giver et HANDICAP i “mødet med samfundets normer og krav” grundet de sociale aspekter af ADHD symptomatologien.

I burde skamme jer, burde I ….

Hvad er så FAKTA?

Det er ikke blot løgn, det er direkte stigmatiserende og diskriminerende overfor de rundt regnet 230.000 voksne danskere, der i følge prævalensen på 5%, statistisk set er født med og lever med konsekvensen af ADHD. I følge Danmarks Statistik så findes der 4.721.691 personer mellem 18 og 125 år i Danmark.

5% af denne befolkningsgruppe lider af ADHD, i følge prævalenstallet fra Sundhedsstyrelsen. Det betyder således at (4.721.691*5%) 236.085 voksne personer i Danmark lider af ADHD.

Hvor mange af disse personer, er så rent faktisk udredt og medicineret? Ud af de 236.085 personer der har ADHD, så viser tal fra Lægemiddelsstyrelsen, at der i 2020 var 42.500 personer der modtog ADHD-medicin, hvilket så svarer til 18% af alle dem der burde være, rent statistisk.

Når 82% af denne befolkningsgruppe i dag hverken er udredt, diagnosticeret, medicineret eller modtager psykoterapi, er det så så underligt, at så mange i dag henvender sig til egen læge for at bede om en henvisning til udredning for ADHD?

Hvad siger videnskaben så om ADHD?

Da jeg i 2015 kontaktede Dr. Russell A. Barkley, PhD, for at lære noget mere videnskabeligt evident viden omkring ADHD, der mødte jeg en person, som har viet 40 år af sit liv på at forske i ADHD og som har gjort en signifikant forskel for alle vi der er født med ADHD, igennem sit utrættelige arbejde med at give forelæsninger til fagfolk, samt skrive mere end 20 bøger og udgive 200+ videnskabelige artikler omkring ADHD.

Dr. Barkley og jeg har siden da fastholdt kontakten og har over årerne udviklet et slags uofficielt mentorskab, hvor jeg har kunnet bruge af hans knappe ressourcer, til at få valideret den viden som jeg har delt via denne blog på ADDspeaker.net og via Facebook-gruppen ADDspeaker. Alt hvad jeg nogensinde har ytret eller videregivet af viden, det har jeg en reference til og Dr. Barkleys støtte til, er et udtryk for den “sandhed” som vi i dag har, omkring ADHD.

Så når du Henrik skriver, at “folk kommer rendende, fordi de har fundet på at de har ADHD via de sociale medier og Internettet”, så har du for en gang skyld FULDSTÆNDIGT RET!

Siden 2015, har mere end 250.000 personer besøgt min blog og læst den viden jeg har delt, og jeg har sågar lavet den foreløbigt eneste danske oversættelse af ICD-11 definitionerne på ADHD og Autisme, samt fået godkendt 5 nye “God Praksis” i National Klinisk Retningslinje for ADHD (2021) som jeg havde indgivet via mit høringssvar til retningslinjen (sammen med Dr. Barkley).

Sideløbende med dette, så har jeg udviklet både en specialiseret version af psykoterapi for voksne med ADHD som er anvendt til behandling af mere end 50 personer fra vores Facebook-gruppe, samt udarbejdet en “Anbefalet medicinplan for voksne med ADHD og Autisme” (i samarbejde med min egen speciallæge i Psykiatri, med viden fra Dr. William Dodson, PhD og Dr. Russell A. Barkley, PhD), som mere end 200 personer fra vores Facebook-gruppe i dag følger (efter aftale med deres egne behandlere, naturligvis), og disse tiltag har vist sig at give voksne med ADHD en mulighed for at få øget deres livskvalitet (og estimerede levetid), samt få et langt bedre psykisk helbred til følge. (Der findes desværre ingen faktuelle data for disse påstande, så jeg vil kun nævne dem som eksempler på, hvad ny viden kan gøre for denne gruppe af patienter).

Som afslutning på dette responsum til dig Henrik (og dig Bolette), så vil jeg tillade mig at citere Dr. Russell A. Barkley, PhD fra hans videnskabelige udgivelse “ADHD and the Nature of Self-Control” (1997), hvori han skriver i sin afsluttende konklusion:

[…] Jeg har her i bogen forsøgt at vise, at ADHD er langt mere end blot en opmærksomhedsforstyrrelse. Samtidig med at jeg har vist, at det centrale problem i forstyrrelsen er hæmning af adfærd, har jeg også forsøgt at vise, at ADHD består af langt mere end blot en mangelfuld adfærdshæmning. For det fremgår både af den neuropsykologiske og den udviklingspsykologiske forskning, at adfærdshæmning bidrager til, at hjernens eksekutive funktioner og den deraf følgende selvregulering udvikles og fungerer effektivt. Da jeg gennemgik de tidligere modeller af eksekutive funktioner forsøgte jeg at udvælge de generelle funktioner, som andre igen og igen havde fundet frem til som mest værdige til betegnelsen „eksekutive”. Disse funktioner er eksekutive af karakter i den forstand, at de hjælper os med at styre vor egen adfærd. De generelle eksekutive funktioner synes at bestå i en kraft til skjult at sanse for sig selv (nonverbal arbejdshukommelse), skjult tale (verbal arbejdshukommelse), skjult følen og motivering af sig selv samt skjult eksperimentering med egen adfærd (reorganisering). Jeg har forsøgt at vise, at disse funktioner deler en fælles oprindelse og har et fælles formål. De har deres oprindelse i offentlige adfærdsformer, som bliver vendt mod personen selv og derpå bliver private eller skjulte i form – dvs. at visse adfærdsformer internaliseres under udviklingen og dermed muliggør selvregulering i forhold til tid, så adfærden kan rettes mod en forventet fremtid.  De eksekutive funktioner indebærer et skift i adfærdskontrol fra eksternt til internt repræsenteret information, fra kontrol ved hjælp af den umiddelbare kontekst og det øjeblikkelige nu, til kontrol ved hjælp af langsigtede kontekster og de konsekvenser, de rummer.  Denne internt styrede og motiverede adfærd organiserer adfærden i tid og retter den mod fremtiden for at sikre det størst mulige langsigtede udbytte for personen. Deri består dens endelige psykologiske værdi. Jeg har gennem hele bogen argumenteret for, at ADHD på grund af den tilgrundliggende forsinkelse af adfærdshæmning vil forsinke og forstyrre den almindelige udviklingsbestemte internalisering af adfærd, som fører til selvregulering. Personer med ADHD er derfor ikke i samme grad som jævnaldrende i stand til at sanse for sig selv i det skjulte, tale med sig selv, motivere sig selv og føle for sig selv, manipulere med og reorganisere deres egen adfærd. De tænkemåder, som disse internaliserede adfærdsformer betinger, vil mindskes af ADHD, så tænkemåderne vil blive mere eksterne end interne, og der vil ikke i samme omfang som normalt forekomme adfærd, som er internt simuleret, udvalgt, styret og motiveret over tid. Personer med ADHD er derfor i højere grad under kontrol af den umiddelbare kontekst, ydre information og motivationskilder og det øjeblikkelige nu, og i væsentlig mindre grad under kontrol af tiden, fortiden, fremtiden og den indreskabte motivation, som styrer adfærden bort fra øjeblikket hen mod denne fremtid. Personer med ADHD lider af en form for tidsmæssig nærsynethed eller blindhed, som i høj grad vil være ødelæggende socialt, uddannelsesmæssigt og erhvervsmæssigt, fordi den spolerer deres daglige tilpasning i forhold til tid og fremtid. Jeg har forsøgt at påvise, at der følger en række vigtige implikationer af den foreslåede ændring i opfattelse af ADHD – ikke mindst en erkendelse af, at vanskelighederne med hæmning, selvregulering og tidsfornemmelse ikke skyldes personen selv. Forskningen peger massivt på, at det er arvelige og neurologiske faktorer, som er af størst betydning for forstyrrelsen, ikke dårlig opdragelse, kost eller overdrevent Det drejer sig heller ikke blot om en erkendelse af, at omverdenen skal forandres omkring personer med forstyrrelsen, samt at der for mange kan blive tale om at ordinere medicin, så der bliver tale om en medmenneskelig symptomlettende behandling af hæmningsvanskelighederne. Alt dette må tillige gøres ud fra en tanke om, at behandlingsbestræbelserne skal være langsigtede og ledsages af medfølen og accept af den berørte person. Hvis vi går videre til det større samfundsperspektiv, har jeg forsøgt at påvise, at personer med ADHD viser os et spejlbillede af os selv. For de har ved deres egen mangel på dette område vist os karakteren af vores egen selvkontrol. De har også vist os, at der sandsynligvis findes et universelt instinkt for selvkontrol vævet ind i vores neuropsykologiske udvikling samt at dette instinkt ikke er ligeligt fordelt inden for vores art. Hvis individuelle gradsforskelle i ADHD symptomer overvejende er genetisk bestemte, må dette også gælde individuelle forskelle hos den almindelige befolkning med hensyn til selvregulering og evne til at rette adfærden mod fremtiden. Det må være således, eftersom ADHD blot repræsenterer den ekstreme ende af et kontinuum for et menneskeligt træk, som er ulige fordelt i befolkningen. Personer med forstyrrelsen adskiller sig altså blot fra resten af os ved gradsforskelle. Vi må derfor udvise forsigtighed, for dømmer vi dem for hårdt, dømmer vi samtidig enhver af os, som blot i mindste mål ikke slår til i selvkontrol. Vi har ikke større ret til at gøre dette end til at dømme personer, som falder under normen på andre træk, som har tilsvarende skæve genetiske bidrag, som f.eks. højde eller for den sags skyld menneskets intelligens. Det er mit håb her til slut, at bogen ikke blot vil give en dybere videnskabelig forståelse af ADHD, men også et mere værdigt syn på forstyrrelsen og de mange, som lider af den. Hvis man undervejs har lært noget om vores egen selvkontrol og samfundet, og hvis blot vores slør af uvidenhed om dette universelle menneskelige træk er løftet en anelse, så meget desto bedre for os alle. […]

Jeg håber at I vil tage denne “nye” viden fra 1997 til jer, og komme over til alle vi der lever i det 21. århundrede og med den nyeste viden indenfor forskning og evidens på ADHD-

/Peter ‘ADDspeaker’ Vang